Offentliggjort i 1923, i bogen: RKP(b)s 7. kongres. Stenografisk beretning 6.-8. marts 1918.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 153-174, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 30. dec. 2008
Den politiske beretning kunne have bestået i en opregning af centralkomiteens forholdsregler; i denne tid er det imidlertid ikke en sådan beretning, der er brug for, men et overblik over vor revolution som helhed; kun det kan give en virkelig marxistisk begrundelse for alle vore beslutninger. Vi skal betragte revolutionens hele hidtidige udvikling og forklare, hvorfor kursen for dens videre udvikling ændrede sig. I vor revolution har vi omsving, som vil få uhyre betydning for den internationale revolution; jeg tænker på oktoberrevolutionen.
Februarrevolutionens første sejre var betinget af, at ikke blot bøndernes masse, men også bourgeoisiet gik sammen med proletariatet. Derfor den lette sejr over tsarismen, som vi ikke havde formået at vinde i 1905. Den egenmægtige, spontane dannelse af Arbejderrepræsentanternes Sovjetter i februarrevolutionen gentog erfaringen fra 1905 – vi proklamerede sovjetmagtens princip. Masserne lærte revolutionens opgaver at kende gennem deres egen erfaring under kampen. Begivenhederne den 20.-21. april var en særegen kombination af en demonstration og en slags væbnet opstand. Det var nok til, at den borgerlige regering faldt. Der begynder en langvarig kompromispolitik, som har sit udspring i selve den siddende regerings småborgerlige karakter. Julibegivenhederne kunne endnu ikke føre til proletariatets diktatur – masserne var endnu ikke forberedt. Derfor var der heller ikke én af de ansvarlige organisationer, som opfordrede dem dertil. Men som rekognoscering af fjendens lejr havde julibegivenhederne en uhyre stor betydning. Kornilov-kuppet og de følgende begivenheder var en praktisk lære, der muliggjorde oktobersejren. De, der også i oktober ønskede at dele magten, [1] begik den fejl, at de ikke betragtede oktobersejren i forbindelse med julidagene, med offensiven, med Kornilovkuppet osv., osv. Begivenheder, der gav millionmasserne den opfattelse, at sovjetmagten var en nødvendighed. Så følger vort triumftog hele Rusland over, ledsaget af alles stræben efter fred. Vi ved, at vi ved en ensidig nægtelse af at føre krig ikke ville få fred; det henviste vi allerede til på aprilkonferencen. [2] I perioden fra april til oktober erkendte soldaterne ganske klart, at kompromispolitikken trækker krigen i langdrag og fører til, at imperialisterne foretager vilde, vanvittige forsøg på offensiver og roder sig endnu dybere ind i krigen, som vil kunne vare i årevis. Under disse omstændigheder var det nødvendigt for enhver pris og hurtigst muligt at gå over til en aktiv fredspolitik, det var nødvendigt at lægge magten i sovjetternes hånd, at afskaffe godsejernes jordbesiddelse til bunds. I ved, at ikke blot Kerenskij, men også Avksentjev støttede godsejerne, idet de gik så vidt, at de arresterede medlemmer af jordkomiteerne. Og den politik, den parole »magten til sovjetterne«, som vi plantede i de brede folkemassers bevidsthed, gjorde det muligt for os at sejre så let i Petersborg i oktober og gjorde i de følgende måneder den russiske revolution til ét uafbrudt triumftog.
Borgerkrigen blev en kendsgerning. Det, som vi havde forudsagt ved begyndelsen af revolutionen og allerede ved begyndelsen af krigen, og som betydelige socialistiske kredse dengang stillede sig tvivlende eller endog hånligt overfor, nemlig forvandlingen af den imperialistiske krig til borgerkrig, blev den 25. oktober 1917 en kendsgerning i et af de største og mest tilbagestående af de krigsførende lande. Det viste sig, at det overvejende flertal af befolkningen stod på vor side i denne borgerkrig, og som følge deraf tilfaldt denne sejr os så usædvanlig let.
Alle vegne, hvor tropper, der forlod fronten, kom hen, bragte de et maksimum af revolutionær vilje til at gøre ende på kompromispolitikken med sig, og det viste sig, at de kompromisvenlige elementer, hvidgardisterne, godsejersønnerne savnede enhver støtte i befolkningen. Krigen mod dem blev, efterhånden som de brede masser og de troppestyrker, der blev sat ind mod os, gik over på bolsjevikkernes side, til et sejrens triumftog for revolutionen. Det så vi i Petersborg, ved Gatsjinafronten, hvor de kosakker, som Kerenskij og Krasnov forsøgte at føre frem mod den røde hovedstad, besindede sig; det så vi derefter i Moskva, i Orenburg, i Ukraine. Over hele Rusland skyllede borgerkrigens bølge, og overalt sejrede vi med overordentlig lethed, netop fordi frugten var moden, fordi masserne havde været igennem alle erfaringerne med kompromispolitikken overfor bourgeoisiet. Vor parole »Al magt til sovjetterne«, som masserne havde prøvet i praksis gennem en langvarig, historisk erfaring, var gået dem i blodet.
Derfor var det, at de første måneder af den russiske revolution efter den 25. oktober 1917 var et uafbrudt triumftog. På grund af dette uafbrudte triumftog blev de vanskeligheder, den socialistiske revolution straks stødte på og ikke kunne undgå at støde på, glemt, skudt i baggrunden. En af grundforskellene mellem en borgerlig og en socialistisk revolution består i, at der til brug for den borgerlige revolution, der er i færd med at gro frem af feudalismen, i det gamle samfunds skød lidt efter lidt danner sig nye økonomiske organer, som gradvis forandrer alle sider af feudalsamfundet. For den borgerlige revolution var der kun én opgave – at afkaste, sprænge og ødelægge alle det gamle samfunds lænker. Enhver borgerlig revolution, der opfylder denne opgave, opfylder alt, hvad der kræves af den: den styrker kapitalismens vækst.
Den socialistiske revolution befinder sig i en ganske anden situation. Jo mere tilbagestående det land er, som i kraft af historiens siksakbevægelser kom til at begynde den socialistiske revolution, des vanskeligere er det for dette land at foretage overgangen fra de gamle, kapitalistiske forhold til de socialistiske forhold. Til de opgaver, der går ud på at ødelægge, kommer der her nye, uhørt vanskelige opgaver – de organisatoriske. Hvis ikke den russiske revolutions folkelige skaberkraft, efter at have gennemgået den store erfaring i 1905, allerede i februar 1917 havde frembragt sovjetterne, ville disse under ingen omstændigheder have kunnet tage magten i oktober, eftersom et heldigt resultat kun afhang af, om der allerede eksisterede færdige organisatoriske former for bevægelsen, der havde fået tag i millioner. Denne færdige form var sovjetterne, og derfor ventede der på det politiske område de strålende resultater, det uafbrudte triumftog, som vi oplevede, thi den nye form for den politiske magt var færdig, og vi behøvede kun ved hjælp af nogle dekreter at forvandle sovjetmagten fra den fostertilstand, hvori den bef andt sig i revolutionens første måneder, til den lovfæstet anerkendte form i den russiske stat – til sovjetrepublikken Rusland. Den fødtes med ét slag, og den fødtes så let, fordi masserne i februar 1917 havde skabt sovjetterne, endnu før noget parti havde nået at fremsætte denne parole. Det var selve folkets skaberkraft, som havde gennemgået 1905’s bitre erfaring og var blevet klog deraf – det var den, der skabte denne form for den proletariske magt. Den opgave at besejre den indre fjende var en yderst let opgave. Den opgave at skabe den politiske magt var yderst let, for masserne havde givet os skelettet, grundlaget for denne magt. Sovjetrepublikken fødtes med ét slag. Men tilbage stod endnu to uhyre vanskelige opgaver, hvis løsning på ingen måde kunne forme sig som det triumftog, vor revolutions første måneder var – vi tvivlede ikke om og kunne ikke tvivle om, at den socialistiske revolution i tiden fremefter stod overfor uhyre vanskelige opgaver.
For det første var der de indre organisatoriske opgaver, som rejser sig for enhver socialistisk revolution. Forskellen mellem en socialistisk og en borgerlig revolution består jo netop i, at der i sidstnævnte tilfælde forefindes færdige former for kapitalistiske forhold, mens sovjetmagten – den proletariske magt – ikke forefinder disse færdige forhold, når man ser bort fra kapitalismens højest udviklede former, som egentlig kun omfatter nogle få højdepunkter indenfor industrien og kun i ganske ringe grad har berørt landbruget. Organisering af regnskabsføringen, kontrol med de største virksomheder, forvandling af hele statens økonomiske apparat til én stor maskine, til en økonomisk organisme, som arbejder sådan, at hundreder millioner mennesker ledes af én plan – det er den gigantiske opgave, som er lagt på vore skuldre. Under de nuværende arbejdsbetingelser er dens løsning på ingen måde mulig i det »hurratempo«, i hvilket det lykkedes os at løse borgerkrigens opgaver. En sådan løsning tillader sagens natur slet ikke. Mens vi så let besejrede vore Kaledin-folk og skabte sovjetrepublikken uden modstand af alvorlig betydning; mens denne begivenhedernes gang var forudbestemt af hele den objektive udvikling forud, således at der kun stod tilbage at sige det sidste ord, at forandre skiltet og i stedet for »sovjetten eksisterer som en faglig organisation« skrive »sovjetten er den eneste form for statsmagten« – så lå det ganske anderledes med de organisatoriske opgaver. Her mødte vi gigantiske vanskeligheder. Her stod det klart for enhver, som ønskede at behandle vor revolutions opgaver med omtanke, at vi kun ad selvdisciplinens lange og trange vej kan blive herre over den opløsning, som krigen har bragt ind i det kapitalistiske samfund, at vi kun gennem overordentlig hårdt, langvarigt og vedholdende arbejde kan overvinde den opløsning og besejre de opløsningsfremmende elementer, der i revolutionen kun så et middel til at slippe af med gamle lænker og presse så meget ud af den som muligt. I et småborgerligt land måtte disse elementer nødvendigvis dukke op i stort tal i en tid med et så utroligt forfald, og mod dem forestår der en kamp, som er hundrede gange vanskeligere, og som ikke giver løfte om nogen effektfuld positur – en kamp, som vi kun lige har påbegyndt. Vi står på denne kamps første trin. Her forestår der os hårde prøvelser. Her kan vi ifølge tingenes objektive stilling ikke under nogen omstændigheder klare os med et triumftog med vajende faner, sådan som vi drog frem mod Kaledin-folkene. Enhver, der ville forsøge at overføre denne kampmetode på de organisatoriske opgaver, der rejser sig på revolutionens vej, ville spille fuldstændig fallit som politiker, som socialist, som aktiv deltager i den socialistiske revolution.
Og netop dette overgik nogle af vore unge kammerater, som havde ladet sig rive med af revolutionens triumftog i begyndelsen; det overgik dem, da den anden af de gigantiske vanskeligheder, der hvilede på deres skuldre, konkret rejste sig for revolutionen – nemlig det internationale spørgsmål. Når vi så let gjorde det af med Kerenskijs bander, når vi så let skabte os en regeringsmagt, når vi uden mindste besvær fik dekretet om jordens socialisering, om arbejderkontrollen, når vi fik alt dette så let, var det kun, fordi forholdene formede sig så lykkeligt, at de et kort øjeblik beskyttede os mod den internationale imperialisme. Den internationale imperialisme med hele sin kapitalmagt, med sin højt organiserede krigsteknik, der repræsenterer den internationale kapitals virkelige styrke, dens virkelige fæstning, kunne i intet tilfælde, under ingen omstændigheder leve fredeligt side om side med sovjetrepublikken, hverken på grund af sin objektive stilling eller på grund af de økonomiske interesser, kapitalistklassen som inkarnationen af imperialismen havde – den kunne det ikke i kraft af handelsforbindelserne, de internationale finansrelationer. Her er en konflikt uundgåelig. Heri ligger den russiske revolutions største vanskelighed, dens største historiske problem: nødvendigheden af at løse de internationale opgaver, nødvendigheden af at fremkalde den internationale revolution, af at fuldbyrde denne overgang fra vor revolution som en snævert national revolution til en verdensrevolution. Denne opgave stod for os i hele sin utrolige vanskelighed. Jeg gentager, at særdeles mange af vore unge venner, som regner sig for venstrefolk, var i færd med at glemme det vigtigste, nemlig: hvorfor vi under den uge- og månedlange storslåede triumf efter oktober fik mulighed for så let at gå fra triumf til triumf. Det skyldtes imidlertid kun, at en specielt formet international konjunktur for en tid beskyttede os mod imperialismen. Den havde andet at bestille end at beskæftige sig med os. For os så det ud, som om vi også havde andet at bestille end at beskæftige os med imperialismen. Men de enkelte imperialister kunne blot ikke beskæftige sig med os, fordi hele den moderne verdensimperialismes umådelige social-politiske og militære kraft på dette tidspunkt var splittet i to grupper på grund af indbyrdes krig. De imperialistiske røvere, som var indviklet i denne kamp, var gået til det usandsynliges grænser, til en kamp på liv og død, det var kommet dertil, at ingen af disse grupper var i stand til at koncentrere nogen magt af betydning mod den russiske revolution. I oktober havde vi netop et sådant tidspunkt: vor revolution faldt – det er paradoksalt, men det er rigtigt – i det heldige øjeblik, da uhørte lidelser var brudt ind over det store flertal af de imperialistiske lande i form af millioner menneskers tilintetgørelse, da krigen med sine uhørte lidelser havde udmattet folkene, da de krigsførende lande i det fjerde krigsår var kommet ind i en blindgade, var på skillevejen, da det spørgsmål objektivt havde rejst sig: kan folkene kæmpe videre, når de har nået en sådan tilstand? Kun det, at vor revolution faldt i dette lykkelige øjeblik, hvor ingen af de to gigantiske røvergrupper var i stand til med det samme at gå løs på den anden og heller ikke kunne samle sig imod os – kun dette moment i de internationale politiske og økonomiske forhold var det, vor revolution kunne udnytte og virkelig udnyttede til at iværksætte dette strålende triumftog gennem det europæiske Rusland, trænge igennem til Finland og påbegynde erobringen af Kaukasus og Rumænien. Kun derved forklares det, at der i vort partis førende kredse, blandt partifunktionærerne, dukkede intellektuelle overmennesker op, som lod sig rive med af dette triumftog og sagde: den internationale imperialisme klarer vi sagtens; der vil vi også opleve et triumftog; der er der ikke vanskeligheder af betydning. Her har vi divergensen angående den objektive stilling for den russiske revolution, som kun midlertidigt kunne benytte sig af, at den internationale imperialisme var kommet til et dødt punkt, at den maskine midlertidigt standsede, som skulle have kørt frem mod os, ligesom et jernbanetog kører mod en trækvogn og smadrer den; men maskinen standsede, fordi to røvergrupper var stødt sammen. Hist og her voksede den revolutionære bevægelse, men i alle imperialistiske lande uden undtagelse var den for det meste på begyndelsesstadiet. Dens udviklingstempo var slet ikke det samme som hos os. For enhver, der har fordybet sig i de økonomiske forudsætninger for den socialistiske revolution i Europa, måtte det stå klart, at det i Europa er langt vanskeligere at begynde på revolutionen, og at det hos os er langt lettere at begynde end i Europa, men vanskeligere at føre den videre. Denne objektive situation har ført til, at der forestod os en usædvanlig vanskelig og skarp vending i historien. Fra det uafbrudte triumftog i oktober, november og december på vor indre front mod vor kontrarevolution, mod sovjetmagtens fjender, måtte vi gå over til fægtningen mod selve den internationale imperialisme, der er os absolut fjendtligsindet. Triumftogets periode var forbi, og vi stod overfor en periode, hvor situationen var usædvanlig vanskelig og trykkende, og den kunne man naturligvis ikke klare med ord og med strålende paroler – hvor behageligt dette end ville have været – for vi havde i vort ruinerede land frygteligt udmattede masser, som var nået til det stadium, at de på ingen måde kunne kæmpe videre, og som i den grad var lammet af tre års pinefuld krig, at de var blevet ganske ubrugelige til krigsførelse. Allerede før oktoberrevolutionen så vi, at repræsentanter for soldatermasserne ikke var bange for at sige bourgeoisiet sandheden, nemlig at den russiske hær ikke ville kæmpe, og disse repræsentanter hørte ikke til bolsjevikkernes parti. Denne tilstand i hæren førte til en gigantisk krise. Dette småbondeland, som er desorganiseret af krigen, der har bragt det i en frygtelig tilstand, befinder sig i en usædvanlig vanskelig situation: hær har vi ingen af, men vi må fortsat leve ved siden af en røver, som er bevæbnet til tænderne, og som stadig væk er en røver, på hvem vor agitation for en fred uden anneksioner og erstatningsbetalinger naturligvis ingen virkning gør. Der lå et fredeligt husdyr ved siden af en tiger og forsøgte at overbevise den om, at freden skulle være uden anneksioner og erstatningsbetalinger. Alt imens freden kun kunne opnås ved at gå løs på tigeren. Dette perspektiv søgte ledende kredse i vort parti – intelligensen og en del af arbejderorganisationerne – at komme udenom, først og fremmest ved hjælp af fraser og udflugter: Således må det ikke være. Denne fred var et for usandsynligt perspektiv: Skulle vi, der hidtil var draget i åben kamp med flyvende faner og med et hurra løbet alle fjender over ende, skulle vi give efter og antage ydmygende betingelser. Aldrig. Vi er altfor stolte revolutionære, vi erklærer først og fremmest: »Tyskerne er ikke i stand til at angribe«. [3]
Sådan var den første udflugt, som disse folk trøstede sig med. Historien har nu bragt os i en usædvanlig vanskelig situation; vi må ved et uhørt vanskeligt organisatorisk arbejde overvinde en række smertelige nederlag. Hvis man betragter sagen i verdenshistorisk målestok, kan der ikke være nogen tvivl om, at vor revolution ville være håbløs, hvis den stadig kom til at stå ene, hvis der ikke fandtes nogen revolutionær bevægelse i andre lande. Når det bolsjevikiske parti alene har taget hele sagen på sig, så har vi gjort det i den overbevisning, at revolutionen modnes i alle lande, at i den sidste ende – men ikke straks i begyndelsen – vil den internationale revolution bryde løs, hvilke vanskeligheder vi end har måttet gennemleve, hvilke nederlag vi end har måttet lide, for den er i gang; den vil blive fuldmoden, thi den modnes mere og mere. Vor redning fra alle disse vanskeligheder, gentager jeg, ligger i den europæiske revolution. Når vi går ud fra denne sandhed, en fuldstændig abstrakt sandhed, og lader os lede af den, så må vi se til, at den ikke i tidens løb bliver en frase, thi enhver abstrakt sandhed forvandles til en frase, hvis man anvender den uden nogen som helst analyse. Hvis man siger, at revolutionens hydra lurer bag enhver strejke, og den, der ikke forstår det, er ikke socialist, så er dette sandt. Ja, bag enhver strejke lurer den socialistiske revolution. Men hvis man siger, at en hvilken som helst given strejke er et skridt henimod den socialistiske revolution, udtaler man en hul frase. Det har vi hørt »hver evige gang her på pladsen« og fået afsmag for det, så at arbejderne har tilbagevist alle disse anarkistiske fraser, for lige så utvivlsomt det er, at den socialistiske revolutions hydra lurer bag hver strejke, lige så klart er det, at den påstand, at man fra enhver strejke skulle kunne gå over til revolutionen, er noget vrøvl. Lige så ubestrideligt det er, at alle vor revolutions vanskeligheder først kan overvindes, når den socialistiske verdensrevolution, som nu overalt modnes, bliver fuldmoden – lige så absurd er den påstand, at vi skal dække over enhver given, konkret vanskelighed, der i dag foreligger for vor revolution, ved at sige: »Jeg sætter min lid til den internationale socialistiske bevægelse, jeg kan frit gøre en hvilken som helst dumhed«. »Liebknecht vil hjælpe os ud af kniben, for han sejrer alligevel snart«. Han vil nok levere en storslået organisation, han vil ordne alting i forvejen, således at vi kan overtage de færdige former, ligesom vi har overtaget den marxistiske lære fuldt færdig fra Vesteuropa – af den grund kunne den sejre hos os på nogle måneder, kan man sige, mens dens sejr i Vesteuropa krævede årtier. Altså, det er halsløs gerning at overføre den gamle metode, hvor kampens problemer blev løst ved et triumftog, på den nye historiske periode, som er brudt frem og har stillet os, ikke overfor svæklinge som Kerenskij og Kornilov, men overfor en international røver – imperialismen i Tyskland, hvor revolutionen er begyndt at modnes, men vitterlig ikke er moden endnu. En sådan halsløs gerning var den påstand, at fjenden ikke kan bestemme sig til at angribe revolutionen; at Brest-forhandlingerne [4] i og for sig ikke faldt på et tidspunkt, hvor vi var nødt til at antage hvilke som helst fredsbetingelser. Det objektive styrkeforhold var sådan, at det var for lidt at få et pusterum. Brest-forhandlingerne måtte jo vise, at tyskerne vil angribe, at det tyske samfund endnu ikke i så høj grad går svanger med revolutionen, at den kan udbryde straks, og man kan ikke lægge de tyske imperialister til last, at de ikke ved deres optræden fremmede dette udbrud, eller som nogle af vore venner, der regner sig for at være venstrefolk, udtrykker sig – ikke forberedte en sådan situation, at tyskerne ikke er i stand til at angribe. Når man fortæller venstrefolkene, at vi ingen hær har, at vi var nødt til at demobilisere – vi var nødt til det, skønt vi på ingen måde havde glemt, at der ved siden af vort fredelige husdyr ligger en tiger – så ønsker de ikke at forstå det. Selv om vi var nødt til at demobilisere hæren, havde vi dog på ingen måde glemt, at man ikke kan gøre ende på krigen ved, at den ene part giver ordre til at stikke bajonetten i jorden.
Hvorledes gik det i det hele taget til, at ikke en eneste strømning, at ikke en eneste retning, ikke en eneste organisation indenfor vort parti var imod denne demobilisering? Havde vi da fuldstændig mistet forstanden? På ingen måde. Officerer, som ikke var bolsjevikker, sagde allerede før oktober, at hæren ikke var i stand til at kæmpe, at man ikke kunne holde sammen på den ved fronten blot nogle uger. Efter oktober blev dette øjensynligt for enhver, som ønskede at se kendsgerningerne, den sørgelige, bitre virkelighed i øjnene, og som ikke vil krybe i skjul eller trække huen ned over øjnene og klare sig med stolte fraser. Der var ingen hær, det var umuligt at holde sammen på den. Det bedste, man kunne gøre, var hurtigst muligt at demobilisere den. Den er en syg del af organismen, som har udstået utrolige lidelser, den er slidt op i krigens trængsler, som den mødte teknisk uforberedt og kom ud af i en sådan tilstand, at den ved ethvert angreb bliver grebet af panik. Det kan man ikke bebrejde folk, der har udstået så utrolige lidelser. I hundreder af resolutioner har vi lige fra den russiske revolutions første periode ganske åbent sagt: »Vi drukner i blod, vi er ude af stand til at kæmpe«. Man kunne kunstigt udskyde krigens ophør, man kunne anvende Kerenskijs svindlermetoder, man kunne udsætte afslutningen nogle få uger, men den objektive virkelighed banede vej. Hæren er en syg del af den russiske statsorganisme, og den kan ikke længere bære denne krigs byrder. Jo hurtigere vi demobiliserer den, jo hurtigere den opsuges i de dele af organismen, som endnu ikke er så syge, des hurtigere vil landet være rede til nye, tunge prøvelser. Det var det, vi følte, da vi enstemmigt, uden ringeste protest traf den fra et udenrigsk synspunkt tåbelige beslutning at demobilisere hæren. Dette var et rigtigt skridt. Vi sagde: at ville holde sammen på hæren er en letsindig illusion. Jo hurtigere vi demobiliserede hæren, des hurtigere ville hele samfundsorganismens helbredelse begynde. Derfor var det en så grov fejl, en så bitter overvurdering af begivenhederne, når man kom med denne revolutionære frase: »Tyskerne er ikke i stand til at angribe«, hvad der førte til den næste: »Vi kan erklære krigstilstanden for afsluttet: Hverken krig eller undertegnelse af nogen fred«. Men hvis nu tyskerne angriber? »Nej, de er ikke i stand til at angribe«. I har ikke ret til at sætte den internationale revolutions skæbne på spil, derimod til at stille det konkrete spørgsmål: Vil det ikke vise sig, at I har været den tyske imperialismes håndlangere, når det øjeblik indtræder? Vi derimod, som alle siden oktober 1917 har været forsvarsvenner og anerkender fædrelandsforsvaret – vi ved alle, at vi har brudt med imperialisterne, ikke blot i ord, men i gerning: vi har sønderrevet de hemmelige traktater, [5] vi har besejret vort eget bourgeoisi og foreslået en åben og ærlig fred, således at alle folk kunne se alle vore hensigter i praksis. Hvorledes har folk, der virkelig stod på det standpunkt, at sovjetrepublikken skulle forsvares, kunnet gå med til denne halsløse gerning, som har båret sine frugter? Men det er en kendsgerning, thi den hårde krise, som vort parti oplever i forbindelse med dannelsen af »venstre«-oppositionen i partiet, er en af de heftigste kriser, den russiske revolution har oplevet.
Denne krise vil blive overvundet. Hverken vort parti eller vor revolution vil under nogen omstændigheder brække halsen på grund af krisen, selv om dette på et vist tidspunkt var særdeles nærliggende, særdeles muligt. En garanti for, at vi ikke vil brække halsen på dette spørgsmål, er, at i stedet for den gamle metode til løsning af fraktionsstridigheder, den gamle metode, som bestod i en uendelig mængde litteratur og diskussioner, i et rigeligt antal spaltninger – i stedet for denne gamle metode har begivenhederne bibragt folk en ny metode at lære på. Denne metode består i, at man efterprøver alt ved hjælp af kendsgerningerne, begivenhederne, verdenshistoriens lære. I siger, at tyskerne er ude af stand til at angribe. Det fremgik af jeres taktik, at man skulle kunne erklære krigstilstanden for indstillet. Historien har givet jer en lære, den har korrigeret denne illusion. Ja, den tyske revolution vokser, men ikke sådan, som vi kunne ønske, ikke så hurtigt, som det ville passe de russiske intellektuelle, ikke i det tempo, som vor historie kunne opvise i oktober, da vi i en hvilken som helst by, hvor vi kom hen og udråbte sovjetmagten, kunne vinde de ni tiendedele af arbejderne for os i løbet af nogle få dage. Den tyske revolution foregår uheldigvis ikke så hurtigt. Men hvem skal regne med hvem: vi med den eller den med os? I kunne ønske, at den skulle regne med jer, men historien har lært jer noget andet. Dette er en lære, for det er en absolut sandhed, at uden den tyske revolution vil vi gå til grunde – måske ikke i Petrograd, ikke i Moskva, men i Vladivostok eller på endnu fjernere steder, som vi måske må trække os tilbage til, og hvortil afstanden måske er endnu større end afstanden fra Petrograd til Moskva, men i hvert fald, hvilke omskiftelser der end kan tænkes – hvis den tyske revolution ikke bryder ud, vil vi gå til grunde. Ikke desto mindre vil dette ikke rokke os en tomme i visheden om, at vi skal forstå at komme igennem selv den vanskeligste situation uden store fraser.
Revolutionen kommer ikke så hurtigt, som vi har ventet det. Det har historien bevist, og det må vi forstå at tage som en kendsgerning; vi må forstå at regne med, at den socialistiske verdensrevolution i de fremskredne lande ikke kan begynde så let, som revolutionen begyndte i Rusland – Nikolajs og Rasputins land, hvor det var en uhyre stor del af befolkningen revnende ligegyldigt, hvilke folk der levede ude i randdistrikterne, hvad der foregik derude. I et sådant land var det let at begynde en revolution, det gik som fod i hose.
Men uden forberedelse at begynde revolutionen i et land, hvor kapitalismen har udviklet sig og givet hvert eneste menneske demokratisk kultur og organisering – det ville være forkert, det ville være tåbeligt. Der nærmer vi os først den kvalfulde periode, hvor den socialistiske revolution begynder. Det er en kendsgerning. Vi ved det ikke, ingen ved det, den vil måske – det er absolut muligt – sejre på nogle uger, ja på nogle dage, men det kan man ikke løbe an på. Man må være forberedt på usædvanlig store vanskeligheder, på usædvanlig hårde nederlag, som er uundgåelige, fordi revolutionen i Europa endnu ikke er begyndt, skønt den kan begynde i morgen, og når den begynder, så vil vore tvivl naturligvis ikke længere plage os, så vil der ikke være noget problem, hvad angår den revolutionære krig, og det vil blive et uafbrudt triumftog. Det vil komme, det vil uundgåeligt komme, men det er der endnu ikke. Det er en simpel kendsgerning, som historien har lært os, en lære, som den har banket meget smerteligt ind i os – men af skade bliver man klog. Derfor regner jeg med, at når nu historien så smerteligt har berøvet os dette håb, at tyskerne ikke kan angribe, og at man kan løbe alting over ende med et »hurra«, vil denne lære takket være vore sovjetorganer meget hurtigt trænge ind i massernes bevidsthed i hele Sovjetrusland. Disse masser er i stadig bevægelse, afholder møder, forbereder sig til kongressen, vedtager resolutioner og tænker over, hvad der er foregået. Vi ser ikke længere de gamle førrevolutionære stridigheder, som udkæmpedes indenfor snævre partikredse, men alle beslutninger sættes til debat blandt masserne, som kræver dem gennemprøvet gennem erfaringen, i praksis, aldrig lader sig rive med af letkøbte taler, aldrig viger bort fra den vej, som begivenhedernes objektive gang foreskriver. Naturligvis kan en intellektuel eller en venstrebolsjevik snakke sig fra de vanskeligheder, vi står overfor; han kan naturligvis snakke sig fra problemer som dem, at vi ikke har nogen hær, at revolutionen i Tyskland endnu ikke er begyndt. Millionmasserne – og politikken begynder først der, hvor det drejer sig om millioner, ikke hvor det drejer sig om tusinder, men der, hvor det drejer sig om millioner, dér begynder først den alvorlige politik – million-masserne ved, hvad en hær er, de har set soldaterne, der vendte tilbage fra fronten. De ved – når man tager dem som en virkelig masse, ikke som enkeltpersoner – at vi er ude af stand til at kæmpe, at hver eneste mand ved fronten har gennemgået alt, hvad der overhovedet kan tænkes. Massen har begrebet den sandhed, at når man ingen hær har og har en røver liggende ved siden af sig, er man nødt til at undertegne selv den mest byrdefulde og ydmygende fredstraktat. Det er uundgåeligt, så længe revolutionen ikke er brudt løs, så længe vi ikke har helbredt vor hær, så længe vi ikke har bragt den hjem. Hidtil er den syge ikke kommet sig. Men den tyske røver kan vi ikke slå ned med et »hurra«, ikke styrte således, som vi styrtede Kerenskij og Kornilov. Det er den lære, masserne har tilegnet sig uden de forbehold, som visse folk, der ønskede at sætte sig ud over den bitre virkelighed, søgte at diske op med.
Først det uafbrudte triumftog i oktober-november – derefter bliver den russiske revolution pludselig i løbet af nogle få uger slået af den tyske røver, så er den russiske revolution rede til at antage betingelserne i røvertraktaten. Ja, historiens vendinger er meget hårde – hos os er alle sådanne vendinger hårde. Da vi i 1907 underskrev den uhørt skændige indenrigske overenskomst med Stolypin, da vi var nødt til at acceptere den beskidte stolypinske duma og påtog os forpligtelser ved at underskrive monarkiets papirlapper, [6] oplevede vi i lille målestok netop det, der sker nu. Dengang sagde folk, som hørte til revolutionens bedste fortrop (heller ikke de nærede skygge af tvivl om, at de havde ret): »Vi er stolte revolutionære, vi tror på den russiske revolution, vi vil aldrig gå ind i de legale stolypinske foretagender«. Jo, I må gå derind, sagde vi. Massernes liv, historien er stærkere end jeres forsikringer. Vil I ikke gå ind, så tvinger historien jer til det. Det var særdeles venstreorienterede folk, af hvis fraktion der efter historiens første vending ikke blev andet tilbage end en røgsky. Når vi dengang kunne forblive revolutionære, arbejde under forfærdelige forhold og komme ud af denne situation igen, så vil vi også forstå at komme igennem nu, for det drejer sig ikke om et lune fra vor side, det drejer sig om en objektiv uundgåelighed, som er opstået i et fuldstændig ruineret land, på grund af, at den europæiske revolution mod vort ønske har tilladt sig at blive forsinket, mens den tyske imperialisme mod vort ønske har tilladt sig at gå til angreb.
Her må man forstå at trække sig tilbage. Den utrolig bitre og sørgelige virkelighed kan man ikke skyde fra sig med en frase; man må sige: Gud give, at vi kan trække os tilbage i halvvejs orden. Vi kan ikke trække os tilbage i fuld orden, Gud give, at vi kan trække os tilbage i halvvejs orden, vinde en lille smule tid, for at den syge del af vor organisme blot nogenlunde kan blive opsuget. Organismen er som helhed sund, den vil overvinde sygdommen. Men man kan ikke kræve, at den skal overvinde den med ét slag, på et øjeblik; man kan ikke holde en flygtende hær tilbage. Da jeg engang sagde til en af vore unge venner, som ønskede at gå for venstreorienteret: Kammerat, tag til fronten og se, hvad der foregår i hæren – så blev det opfattet som et fornærmeligt forslag: »Man vil sende os i forvisning, for at vi ikke her skal agitere for den revolutionære krigs store principper«. Da jeg sagde dette, tænkte jeg virkelig ikke på at sende fraktionsmodstandere i forvisning: det var et forslag om at se på, hvordan hæren i utroligt omfang begyndte at flygte. Det vidste vi i forvejen, i forvejen kunne man ikke lukke øjnene for, at opløsningen var nået så vidt, at der skete uhørte ting, at vore kanoner blev solgt til tyskerne for en skilling. Det vidste vi, ligesom vi ved, at hæren ikke kan holdes sammen, og at den påstand, at tyskerne ikke vil angribe, i allerhøjeste grad var eventyrpolitik. Hvis den europæiske revolutions udbrud forsinkes, venter der os de hårdeste nederlag, fordi vi ingen hær har, fordi vi ingen organisation har, fordi vi ikke i dette øjeblik er i stand til at løse disse opgaver. Hvis man ikke forstår at tilpasse sig, hvis det ikke passer én at krybe på maven i skidtet, er man ikke nogen revolutionær, men et snakkehoved, og det er ikke, fordi jeg sætter pris på det, at jeg foreslår, vi skal bevæge os på den måde, men fordi der ikke er nogen anden vej, fordi historien ikke har formet sig så bekvemt, at revolutionen bliver moden samtidig overalt.
Tingene har udviklet sig sådan, at borgerkrigen begyndte som et forsøg på en kamp mod imperialismen, og den har vist, at imperialismen er bundrådden, og at de proletariske elementer indenfor hver eneste hær begynder at rejse sig. Ja, vi vil få den internationale verdensrevolution at se, men foreløbig er det kun et overmåde godt, et overmåde skønt eventyr – jeg forstår fuldt ud, at det er naturligt for børn at holde af skønne eventyr. Men jeg spørger nu: er det naturligt for en alvorlig revolutionær at tro på eventyr? I ethvert eventyr er der elementer af virkeligheden; hvis man fortalte børn et eventyr, hvor hanen og katten ikke snakkede sammen på menneskesprog, ville dette eventyr ikke interessere dem. Og ligesådan, hvis I fortæller folket, at borgerkrigen i Tyskland vil komme, og samtidig garanterer, at vi i stedet for et sammenstød med imperialismen vil få en international revolution [7] over hele linjen, så siger folket, at I bedrager det.
På den måde er det kun i jeres egen bevidsthed, i jeres egne ønskedrømme, I kommer ud over de vanskeligheder, historien har stillet os overfor. Det er godt, hvis det tyske proletariat vil være i stand til at gå til aktion. Men har I udmålt, har I fundet et instrument, der kan bestemme, at den tyske revolution vil bryde ud på den og den dag? Nej, det ved I ikke noget om, og det ved vi heller ikke. I sætter alt på et kort. Hvis revolutionen bryder ud, så er alt reddet. Naturligvis! Men hvis den nu ikke kommer sådan, som vi ønsker det, hvis den nu ikke sejrer allerede i morgen – hvad så? Så vil masserne sige til jer: I har handlet som eventyrpolitikere. I har gjort jeres indsats på dette lykkelige begivenhedsforløb, som ikke er indtruffet, I har svigtet i den situation, der er indtrådt i stedet for verdensrevolutionen, som uundgåeligt vil komme, men som ikke er moden endnu.
Der er indtrådt en periode med svære nederlag, som den til tænderne bevæbnede imperialisme har tilføjet et land, der har demobiliseret og måtte demobilisere sin hær. Det, jeg forudsagde, er i fuldt mål indtruffet: i stedet for Brest-freden har vi fået en langt mere ydmygende fred, og skylden ligger hos dem, der ikke accepterede Brest-freden. Vi vidste, at vi sluttede fred med imperialismen for hærens skyld. Vi sad ved bordet ved siden af Hoffmann, ikke ved siden af Liebknecht – og derved hjalp vi den tyske revolution. Men nu hjælper I den tyske imperialisme, fordi I har udleveret millionværdier til den – kanoner, granater – men det kunne enhver, der har set hærens forfærdelige tilstand, have forudsagt. Vi ville uvægerligt og uundgåeligt være gået til grunde selv ved det ringeste angreb fra tyskernes side – det sagde ethvert hæderligt menneske ved fronten. Vi ville på få dage være blevet fjendens bytte.
Efter denne lære vil vi overvinde vor spaltning, vor krise, hvor svær denne sygdom end er, fordi vi vil få hjælp af en langt mere pålidelig forbundsfælle: Verdensrevolutionen. Når man spørger os, om vi skal ratificere denne Tilsit-fred, [8] denne uhørte fred, som er mere ydmygende, mere røverisk end Brest-freden, så svarer jeg: ja, ubetinget. Vi skal gøre dette, fordi vi betragter sagen fra massernes synspunkt. Forsøget på at overføre taktikken fra oktober-november, der blev anvendt indenfor et enkelt land, taktikken fra revolutionens triumfperiode, forsøget på ved hjælp af vor fantasi at overføre denne taktik på verdensrevolutionens forløb, er dømt til at mislykkes. Når man siger, at pusterummet er fantasi, når en avis, der kalder sig Kommunist [9] – det skal vel afledes af Kommunen – når denne avis fylder spalte efter spalte med forsøg på at gendrive pusterumsteorien, så siger jeg: jeg har ofte oplevet fraktionsstridigheder og spaltninger, så jeg har stor praktisk erfaring, men det står mig ganske klart, at denne sygdom ikke vil blive helbredt med det gamle middel – fraktionelle partispaltninger – for livet vil helbrede den, før det kommer dertil. Livet skrider meget hurtigt frem. I den henseende arbejder det udmærket. Historien jager sit lokomotiv frem så hurtigt, at flertallet af Petrograds arbejdere, allerede inden Kommunists redaktion får næste nummer ud, begynder at vende sig skuffet bort fra dets ideer, fordi livet viser, at pusterummet er en kendsgerning. Vi undertegner nu freden, vi får et pusterum, vi kan bedre udnytte det til fædrelandets forsvar, thi hvis vi havde krig, så havde vi den panisk flygtende hær, som man måtte standse, og som vore kammerater ikke kan og ikke kunne standse, fordi krigen er stærkere end alle prækener, stærkere end ti tusind betragtninger. Når de ikke har forstået den objektive situation, kan de ikke standse hære, og de ville ikke have kunnet standse den. Den syge hær smittede hele organismen, og vi led et nyt, uhørt nederlag, den tyske imperialisme rettede et nyt slag mod revolutionen – et hårdt slag, fordi man letsindigt, uden at have maskingeværer, har udsat sig for imperialismens slag. Dette pusterum vil vi imidlertid udnytte til at få folket til at samle sig og kæmpe, vi vil sige til de russiske arbejdere og bønder: »Skab selvdisciplin, en hård disciplin, ellers vil I komme til at ligge under den tyske støvlehæl ligesom nu, ligesom I uvægerligt vil komme til at ligge, indtil folket har lært sig at kæmpe, at skabe en hær, som ikke flygter, men kan bære uhørte lidelser«. Det er uomgængeligt, fordi den tyske revolution endnu ikke er brudt ud og man ikke kan garantere for, at den vil komme i morgen.
Dette er grunden til, at selve livet opstiller pusterumsteorien, som fuldstændig forkastes af Kommunists utallige artikler. Enhver kan se, at pusterummet er der, at enhver har fordel af det. Vi forudså, at Petrograd på få dage ville gå tabt for os, dengang de tyske tropper nærmede sig og kun var nogle få dagsmarcher fra byen, mens de bedste matroser og Putilov-arbejdere stod alene med hele deres storslåede entusiasme, dengang der opstod et frygteligt kaos, en panik, der fik tropperne til at flygte til Gatsjina, dengang vi oplevede, at vi tilbageerobrede, hvad der aldrig var opgivet; det gik sådan til, at telegrafisterne tog hen på stationen, satte sig til apparatet og telegraferede: »Ikke en tysker her. Stationen besat af os«. Nogle timer senere ringede man til mig fra trafikkommissariatet: »Næste station besat. Vi marcherer mod Jamburg. Ikke en tysker her. Telegrafisten indtager sin post«. Sådanne ting har vi oplevet. Det er den virkelige historie om denne elleve dages krig. [10] Matroserne og Putilov-arbejderne har beskrevet den for os. Vi må indbyde dem til sovjetkongressen. Der kan de fortælle sandheden. Det er en frygtelig bitter, krænkende, pinlig sandhed, men den er hundrede gange nyttigere, den forstås af det russiske folk.
Jeg overlader gerne til andre at sværme for den internationale revolution over hele linjen, for den vil komme. Alt vil komme til sin tid, men begynd nu med selvdisciplinen, I må for enhver pris underordne jer, så at vi kan få en mønstergyldig orden, så at arbejderne i det mindste én time om dagen lærer at kæmpe. Det er en del vanskeligere end at fortælle et smukt eventyr. Det er opgaven, derved hjælper I den tyske revolution, den internationale revolution. Hvor mange dages pusterum man har givet os, ved vi ikke, men vi har det. Vi må endnu hurtigere demobilisere hæren, thi den er et sygt organ, og i mellemtiden vil vi støtte den finske revolution. [11]
Ja, naturligvis bryder vi traktaten, vi har allerede brudt den tredive-fyrre gange. Kun børn kan ikke forstå, at der i en sådan epoke, hvor den lange, kvalfulde befrielsesperiode begynder, som netop lige har skabt sovjetmagten, og som har ført den gennem dens tre første udviklingsfaser – kun børn kan ikke forstå, at der her må føres en langvarig, forsigtig kamp. Den skændige fredstraktat kalder til opstand, men når kammeraterne fra Kommunist snakker om krig, appellerer de til følelserne, men glemmer, at folk har bidt harmen i sig og ser rødt. Hvad er det, de siger? »Aldrig vil en bevidst revolutionær overleve dette, aldrig vil han gå med til denne skændsel«. Deres avis bærer navnet Kommunist, men den burde bære navnet Sjljakhtitj, [12] for den anlægger samme synspunkt som den sjljakhtitj, der døende og med kården smukt hævet sagde: »Fred, det er en skændsel; krig, det er en ære«. De betragter tingene fra en sjljakhtitjs synspunkt, jeg fra en bondes synspunkt.
Når jeg accepterer freden på et tidspunkt, hvor hæren flygter og ikke kan andet, hvis den ikke vil miste tusinder af soldater, så tager jeg den for at undgå noget værre. Er en traktat så en skændsel? Enhver alvorligt tænkende bonde og arbejder vil give mig ret, fordi de forstår, at freden er et middel til at samle kræfter. Historien kender – det har jeg flere gange henvist til – historien kender tyskernes befrielse fra Napoleon efter freden i Tilsit; jeg har med vilje kaldt freden en Tilsitfred, skønt vi ikke har skrevet under på det, Tilsitfreden indeholdt: en forpligtelse til at afgive egne tropper for at hjælpe erobreren med at nedkæmpe andre folk – så vidt er det gået i historien, og så vidt vil det også komme til at gå med os, hvis vi sætter vor lid til en international revolution over hele linjen. Pas på, at historien ikke bringer jer ud i også denne form for militært slaveri. Og så længe den socialistiske revolution ikke har sejret i alle lande, kan sovjetrepublikken komme i slaveri. I Tilsit påtvang Napoleon tyskerne uhørt skændige fredsbetingelser. Dengang udviklede tingene sig således, at der blev sluttet fred flere gange. Den tids Hoffmann – Napoleon – greb tyskerne i at bryde freden, og Hoffmann vil komme til at gribe os i det samme. Men vi vil bestræbe os for, at han ikke så snart skal gribe os.
Den sidste krig har givet det russiske folk en bitter og smertelig, men alvorlig lære – det må organisere sig, disciplinere sig, underordne sig og skabe en mønstergyldig disciplin. Lær disciplin hos tyskerne, ellers er vi et fortabt folk og vil i al evighed være slavebundne.
Således og kun således var historiens forløb. Historien giver os et vink om, at freden er et pusterum inden krigen, at krigen er et middel til at opnå i hvert fald en anden, bedre eller værre fred. I Brest svarede styrkeforholdet til en fred for den besejrede, men ikke til en ydmygende fred. I Pskov svarede styrkeforholdet til en skændig, mere udmygende fred, men i Petrograd og Moskva, i en følgende etape vil man foreskrive os en fred, der vil være fire gange mere ydmygende. Vi siger ikke, således som vore unge moskvavenner [13] sagde, at sovjetmagten er rent formel; vi siger ikke, at man for disse eller hine revolutionære princippers skyld kan ofre indholdet, men vi siger: det russiske folk må forstå, at det skal disciplinere sig, organisere sig, så vil det være i stand til at bære en hvilken som helst Tilsitfred. Befrielseskrigenes hele historie viser os, at befrielsen indtraf hurtigt, når disse krige fik tag i store masser. Vi siger: når historien forløber således, så vil vi engang høre op med freden og vende tilbage til krigen – og dette vil måske blive tilfældet i løbet af dage. Hver eneste mand må være rede. Jeg nærer ikke spor tvivl om, at tyskerne forbereder sig bag Narva, hvis det er sandt, som der står i alle blade, at byen ikke er taget; ikke i Narva, men ved Narva, ikke i Pskov, men ved Pskov samler tyskerne deres regulære hær og gør deres jernbaner i orden for i det næste spring at tage Petrograd. Dette bæst springer godt. Det har det bevist. Det vil springe endnu engang. Det kan der ikke være den ringeste tvivl om. Derfor må man være rede, derfor må man ikke skvadronere, men må tage selv en enkelt dags pusterum, for selv en enkelt dag kan man benytte til at evakuere Petrograd, hvis indtagelse ville betyde uhørte lidelser for hundredtusinder af vore proletarer. Jeg siger endnu engang, at jeg er rede til at undertegne og vil anse det for en pligt at undertegne en traktat, der var tyve, ja hundrede gange mere ydmygende, for at få blot nogle dage til at evakuere Petrograd, thi derved lindrer jeg de arbejderes lidelser, som ellers kan komme under tyskernes åg; jeg gør det lettere at fjerne de materialer, krudt osv. fra Petrograd, som vi ikke kan undvære, fordi jeg er forsvarsven, fordi jeg går ind for, at der skal udrustes en hær, om dette så skal ske i det fjerneste bagland, hvor man nu kan helbrede den for tiden demobiliserede, syge hær.
Vi ved ikke, hvordan pusterummet vil forme sig, men vi vil forsøge at udnytte øjeblikket. Det er muligt, at pusterummet vil blive længere, og måske vil det kun vare nogle få dage. Alt er muligt; ingen ved det, ingen kan vide det, for alle de største magter er bundet, trængt, tvunget til at kæmpe på flere fronter. Hoffmanns holdning bestemmes på den ene side af, at han må slå sovjetrepublikken ned, på den anden side af, at han fører krig på en hel række fronter, og på den tredje side af, at revolutionen er i færd med at modnes i Tyskland, at den vokser; og Hoffmann ved det, han er ikke som man påstår, i stand til i dette minut at tage Petrograd, tage Moskva. Men han kan gøre det i morgen, det er fuldt ud muligt. Jeg gentager, at på det tidspunkt, hvor hærens sygdom er en kendsgerning, hvor vi udnytter enhver lejlighed til for enhver pris at få blot én dags pusterum, på det tidspunkt siger vi, at enhver alvorlig revolutionær, der er forbundet med masserne og ved, hvad krig er, hvad masserne er, skal disciplinere den, helbrede den, forsøge på at forberede den til den nye krig – enhver sådan revolutionær vil give os ret, han vil anerkende enhver skændig traktat som rigtig, thi den er til gavn for den proletariske revolution, for Ruslands fornyelse og befrielse for det syge organ. Vi indstiller ikke vor arbejderrevolution ved at undertegne denne fred – det forstår ethvert sundt-tænkende menneske; enhver forstår, at vi ikke ved at undertegne denne fred med tyskerne indstiller vor militære hjælp: vi vil sende finnerne våben, men ikke tropper, der viser sig uduelige.
Måske vil vi optage krigen; det er muligt, at vi i morgen også afstår Moskva, og så går til offensiv, lader vor hær rykke mod den fjendtlige hær, såfremt der sker det omsving i folkestemningen, som er i færd med at modnes, hvad der måske behøves lang tid til; men omsvinget vil indtræffe, når de brede masser fører et andet sprog end det, de fører i dag. Jeg er tvunget til at undertegne selv den mest trykkende fred, fordi jeg ikke nu kan sige til mig selv, at dette tidspunkt er kommet. Når så tiden for fornyelsen kommer, vil alle føle det og se, at det russiske menneske ikke er nogen idiot; han ser, han fatter, at man må holde sig tilbage, at denne parole må gennemføres – deri består hovedopgaven for vor partikongres og sovjetkongressen.
Man må forstå at arbejde på en ny måde. Det er langt, langt vanskeligere, men det er på ingen måde håbløst. Dette sprænger på ingen måde sovjetmagten, når blot vi ikke selv sprænger den ved et dumt eventyr. Den tid vil komme, hvor folket siger: jeg lader mig ikke pine mere. Men det kan kun ske, hvis vi ikke indlader os på dette eventyr, men forstår at arbejde under vanskelige betingelser, under den forfærdelig ydmygende traktat, som vi i disse dage har undertegnet, thi en sådan historisk krise løses ikke af en krig alene, ikke af en fredstraktat alene. Det tyske folk var på grund af sin monarkistiske organisation lænket i 1807, da det undertegnede sin Tilsitfred efter flere ydmygende fredstraktater, som forvandlede sig til pusterum for en ny ydmygelse og et nyt brud på traktaten. Massernes sovjetorganisation vil lette opgaven for os.
Vor parole må være den ene – at lære krigsvæsenet grundigt, at skabe orden på jernbanerne. Uden jernbaner er den socialistiske, revolutionære krig et forræderi af værste slags. Det er nødvendigt at skabe orden, vi må tilvejebringe hele den energi og styrke, som skal til for at skabe det bedste, revolutionen kan bringe.
Brug det pusterum, I nu har fået, om det så kun bliver for én time, brug det for at opretholde kontakten med det fjerne bagland og for at skabe nye hære dér. Væk med de illusioner, som livet har straffet jer for, og som det vil straffe jer endnu mere for. Vi ser for os omridset af en epoke med svære nederlag, den er der, vi må forstå at regne med den, vi må være forberedt på hårdnakket arbejde under illegale forhold, under oplagt slaveri for tyskerne: Det nytter ikke at pynte på det, det er virkelig en Tilsit-fred. Hvis vi forstår at handle således, så vil vi på trods af nederlagene med absolut sikkerhed kunne sige, at sejren vil blive vor.
1. Lenin tænker her især på L. B. Kamenev, G. J. Sinovjev og A. I. Rykov, der ville støtte mensjevikkernes og de socialrevolutionæres krav om en »socialistisk enhedsregering«. – S. 154.
2. Det bolsjevikiske partis 7. Alrussiske Konference blev afholdt 24.-29. april 1917 i Petrograd. Konferencen diskuterede og fastslog partiets linje med hensyn til alle spørgsmål om krigen og revolutionen og overdrog partiet det hverv at fuldbyrde overgangen fra den borgerlig-demokratiske revolution til den socialistiske revolution. Se nærværende udgave bind 7, s. 85. – S. 154.
3. Dette argument imod at underskrive de fredsbetingelser, tyskerne havde fremsat, blev fremhævet af »venstrekommunisterne« på et møde 8. (21.) januar 1918 mellem centralkomitémedlemmer og partiarbejdere. – S. 160.
4. Brest-forhandlingerne – forhandlingerne med Tyskland begyndte den 20. november 1917 i Brest-Litovsk. Den 2. december blev der under-skrevet en våbenstilstandsaftale, og herefter indledtes forhandlingerne om afslutning af en fredstraktat. Under fredsforhandlingerne blev det klart, at de tyske imperialister havde til hensigt at påtvinge sovjetrepublikken en fred, der ville betyde, at landet blev udplyndret og ydmyget. De ville underlægge sig Polen, Litauen og dele af Letland og Hviderusland – dvs. de områder, som deres tropper havde erobret. De tyske imperialister omgikkes også med erobringsplaner over for Ukraine. De traf en hemmelig aftale med den delegation fra den ukrainske rada, der var kommet til Brest-Litovsk, og regnede med, at de med de borgerlige nationalisters hjælp kunne løsrive Ukraine fra Sovjetrusland og underkue det ukrainske folk.
Den 8. januar 1918 fremlagde Lenin på en konference, i hvilken centralkomiteens medlemmer og de bolsjevikiske delegerede til den 3. sovjetkongres deltog, teser om øjeblikkelig afslutning af en separat og anneksionistisk fred. Han påviste, at en objektiv opgørelse af den samfundsmæssige, økonomiske og politiske stilling i landet og sovjetrepublikkens mangel på kampduelig hær gjorde det til en nødvendighed at slutte fred øjeblikkeligt. Men Lenins synspunkt fik ikke flertallet for sig på konferencen.
Den 27. januar 1918 krævede Tysklands repræsentanter ultimativt, at den sovjetiske delegation skulle undertegne vilkårene i en fredstraktat, hvorefter de af tyskerne okkuperede områder skulle løsrives fra Rusland. Den sovjetiske fredsdelegation lededes dengang af Trotskij. Til trods for Lenins indtrængende opfordringer om at trække forhandlingerne i langdrag, erklærede han den 28. januar over for de tyske repræsentanter, at sovjetregeringen nægtede at underskrive fredstraktaten på de af Tyskland opstillede betingelser. Den tyske regering udnyttede Trotskijs erklæring og brød våbenstilstandsbetingelserne og indledte den 18. februar 1918 en offensiv over hele den russisk-tyske front.
Den 23. februar vedtog partiets centralkomité efter en drøftelse af den tyske regerings nye ultimatum Lenins forslag om, at man øjeblikkeligt skulle undertegne nye fredsbetingelser. Tilhængerne af en »revolutionær krig«, som tilhørte »venstrekommunisterne«s gruppe kom i mindretal i centralkomiteen.
Den 3. marts 1918 blev fredstraktaten med Tyskland undertegnet. »Venstrekommunisterne« indstillede ikke deres angreb på partiet, de forstærkede dem tværtimod. – S. 161.
5. Den 23. november 1917 begyndte sovjetregeringen i pressen at offentliggøre hemmelige diplomatiske dokumenter og traktater, der var blevet indgået med tsarregeringen og den borgerlige provisoriske regering med regeringerne i England, Frankrig, Italien, Japan, Østrig-Ungarn og andre imperialistiske stater. Senere blev de hemmelige dokumenter fra det tidligere udenrigsministeriums arkiv udgivet i bogform. Fra december 1917 til februar 1918 var der blevet udgivet syv bind. – S. 163.
6. Det drejer sig om den skriftlige ed, som medlemmerne af statsdumaen var nødt til at aflægge. – S. 166.
7. En international revolution over hele linjen – termen anvendtes af V. V. Obolenskij (N. Osinskij) i de Teser i spørgsmålet om krig og fred, som han skrev før partiets centralkomitémøde den 21. januar (3. februar) 1918, og som tryktes i »venstrekommunisterne«s avis Kommunist nr. 8, 14. marts. – S. 167.
8. Tilsit-freden – blev indgået i juli 1807 mellem Frankrig og Prøjsen og bragte Prøjsen tunge og fornedrende forpligtelser. Prøjsen måtte afstå store landområder, betale 100 millioner franc i krigsskadeserstatning, skære sin hær ned til 40.000 mand, sende undsætningstropper til Napoleon og standse al handel med England. – S. 168.
9. Kommunist – se note 1 til artiklen En Alvorlig Lære Og Et Alvorligt Ansvar. – S. 169.
10. Lenin mener øjensynlig dagene fra de tyske troppers angrebs begyndelse den 18. februar til sovjetdelegationens ankomst til Brest-Litovsk den 28. februar 1918. Offensiven foregik imidlertid frem til den 3. marts, dagen for undertegnelsen af fredstraktaten. – S. 170.
11. Den finske revolution – begyndte den 27. januar 1918. På denne dag blev den borgerlige regering Svinhufvud styrtet, og arbejderne tog magten. 29. januar dannedes en revolutionær regering. Revolutionen sejrede kun i Sydfinland. Regeringen Svinhufvud slog sig ned i den nordlige del af landet og bad den tyske kejserlige regering om hjælp. Ved hjælp af tyske tropper blev arbejderrevolutionen slået ned den 2. maj 1918, efter tre måneders bitter borgerkrig. Den hvide terror begyndte i landet. Tusinder af revolutionære arbejdere og bønder blev henrettet eller fængslet. – S. 170.
12. Sjljakhtitj – polsk lavadelsmand. – S. 171.
13. Lenin henviser til den resolution, der blev vedtaget af RSDAP’s bureau for Moskva-området den 24. februar 1918. Hans kritik af dette partiskadelige dokument findes i artiklen Sælsomt Og Uhyrligt, se dette bind s. 137. – S.172.
Sidst opdateret 30.12.2008