Artiklen blev trykt 28. februar og 1. marts 1918 i Pravda nr. 37 og 38.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 137-144, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 30. dec. 2008
I en resolution, der er vedtaget den 24. februar 1918, har vort partis distriktsbureau i Moskva udtalt sin mistillid til Centralkomiteen, nægtet at underkaste sig dens beslutning »i forbindelse med gennemførelsen af betingelserne i Fredstraktaten med Østrig og Tyskland«, og i en »forklarende tekst« til resolutionen erklæret, at det »mener, at en spaltning af partiet i en meget nær fremtid næppe kan undgås«. [*]
I alt dette er der ikke noget uhyrligt, ja ikke engang noget sælsomt. Det er ganske naturligt, at kammerater, der står i skarp modsætning til Centralkomiteen i spørgsmål om en separat fred, skarpt kritiserer Centralkomiteen og udtaler som deres overbevisning, at en spaltning er uundgåelig. Alt dette er partimedlemmers mest lovmæssige ret og er fuldt ud forståeligt.
Men følgende er sælsomt og uhyrligt. Til resolutionen hører en »forklarende tekst«. Her er dens fulde ordlyd:
»Moskvas Distriktsbureau mener, at en spaltning af partiet i en meget nær fremtid næppe kan undgås, og sætter sig som opgave at forene alle konsekvent revolutionære kommunistiske elementer, der ligeledes kæmper mod tilhængerne af at slutte en separat fred og mod alle moderate, opportunistiske elementer i partiet. I den internationale revolutions interesse anser vi det for formålstjenligt at indstille sig på den mulighed, at sovjetmagten, der nu bliver noget rent formelt, går tabt. Vi ser nu som før vor hovedopgave at udbrede den socialistiske revolutions ideer til alle andre lande, i energisk gennemførelse af arbejderdiktaturet, i skånselsløs undertrykkelse af den borgerlige kontrarevolution i Rusland.«
Vi har fremhævet de ord, der er ... sælsomme og uhyrlige.
Disse ord er det afgørende.
Disse ord gør hele den linje, som resolutionens forfattere følger, til en absurditet. Disse ord blotter med usædvanlig klarhed roden til deres fejl.
»I den internationale revolutions interesse er det formålstjenligt at indstille sig på den mulighed, at sovjetmagten går tabt« ... Dette er sælsomt, thi der er ikke engang nogen sammenhæng mellem præmisserne og konklusionen. »I den internationale revolutions interesse er det formålstjenligt at indstille sig på sovjetmagtens militære nederlag« – en sådan tese kunne være rigtig eller forkert, men man ville ikke kunne kalde den sælsom. Det er det første.
Og dernæst: »Sovjetmagten bliver nu noget rent formelt«. Dette er ikke simpelt hen sælsomt, det er direkte uhyrligt. Det er klart, at det fuldkommen slår sludder for forfatterne. Der må igen skabes klarhed her.
Hvad det første spørgsmål angår, er det åbenbart forfatternes tanke, at det i den internationale revolutions interesse er formålstjenligt at indstille sig på muligheden af et nederlag i krigen, som fører til, at sovjetmagten går tabt, dvs. til bourgeoisiets sejr i Rusland. Idet forfatterne udtaler denne tanke, indrømmer de indirekte, at det er rigtigt, hvad jeg udtalte i teserne (af 8. januar 1918, offentliggjort i Pravda den 24. februar 1918) [1] nemlig, at en forkastelse af de fredsbetingelser, som Tyskland har forelagt os, fører til Ruslands nederlag og til omstyrtelse af sovjetmagten.
Altså, la raison finit toujours par avoir raison – fornuften sejrer altid til sidst! Mine »yderliggående« modstandere, moskvafolkene, der truer med spaltning, burde – netop fordi de gik så vidt som til åbent at tale om spaltning – også tale rent ud om deres konkrete overvejelser, disse overvejelser, som folk, der udtaler sig med almindelige fraser om en revolutionær krig, helst vil undgå. Hele kernen i mine teser og i mine argumenter består (som enhver vil se, når han opmærksomt læser mine teser af 7. januar 1918) i en påvisning af, at det er nødvendigt at acceptere den umådelige tunge fred straks, i dette øjeblik, samtidig med at man alvorligt forbereder en revolutionær krig, (og netop af hensyn til denne alvorlige forberedelse). Hele kernen i mine argumenter er fortiet eller ikke bemærket, med forsæt ikke bemærket af dem, der nøjes med almindelige fraser om revolutionær krig. Og nu må jeg af ganske hjerte netop takke mine »yderliggående« modstandere, moskvafolkene, fordi de har sprængt »fortielseskomplottet« med hensyn til kernen i mine argumenter. Moskvafolkene er de første, der har svaret på dem.
Og hvad gik så deres svar ud på?
Svaret bestod i at anerkende rigtigheden af mit konkrete argument: Ja, indrømmede moskvafolkene, vi har virkelig et nederlag i vente, hvis vi straks tager kampen op med tyskerne. [**] Ja, dette nederlag vil virkelig føre til sovjetmagtens fald.
Det må gentages atter og atter: Jeg takker af ganske hjerte mine »yderliggående« modstandere, moskvafolkene, fordi de har sprængt »fortielseskomplottet« mod kernen i mine argumenter, dvs. netop min konkrete påvisning af betingelserne for krigen i tilfælde af, at vi tager den op med det samme, og fordi de uden at blinke har indrømmet rigtigheden af min konkrete påvisning.
Videre. Hvori består gendrivelsen af mine argumenter, hvis principielle rigtighed moskvafolkene har været nødt til at indrømme?
I, at man i den internationale revolutions interesse må indstille sig på, at sovjetmagten går tabt.
Hvorfor kræver den internationale revolutions interesser dette? Her er kernen, her er selve det væsentlige i argumentationen for dem, der ønsker at gendrive mine argumenter. Og netop om dette, det vigtigste, det mest grundlæggende og afgørende punkt siges der ikke en stavelse, hverken i resolutionen eller i den forklarende tekst. Det, der er almindelig kendt og ubestridt, har resolutionens forfattere fundet tid og sted til at tale om – både om »skånselsløs undertrykkelse af den borgerlige kontrarevolution i Rusland« (med midler og metoder, der svarer til den politik, som fører til tab af sovjetmagten?) og om kampen mod alle moderate opportunistiske elementer i partiet – men om det, der netop er omstridt, om det, der netop vedrører det væsentlige i fredsmodstandernes stilling – ikke en lyd!
Sælsomt. Overordentlig sælsomt. Resolutionens forfattere har vel ikke tiet stille om dette, fordi de følte, at de stod særlig svagt på dette punkt? Klart at udtale, hvorfor (den internationale revolutions interesser kræver dette), ville vel betyde at afsløre sig selv ...
Hvordan dette end forholder sig, bliver det altså vor sag at efterspore de argumenter, som resolutionens forfattere kunne lade sig lede af.
Måske mener forfatterne, at den internationale revolutions interesser forbyder en hvilken som helst fred med imperialisterne? Denne opfattelse blev udtalt af nogle fredsmodstandere på en konference i Petrograd, men den blev kun støttet af et forsvindende mindretal af dem, der var modstandere af en separat fred. [2] Det er klart, at denne opfattelse fører til benægtelse af Brestforhandlingernes formålstjenlighed og til forkastelse af freden, »selv« på betingelse af Polens, Letlands og Kurlands tilbagegivelse. Det er indlysende, at disse anskuelser (der forkastes af flertallet af fredsmodstanderne f.eks. i Petrograd) er urigtige. Ud fra disse synspunkter kunne en socialistisk republik, der ligger omgivet af imperialistiske magter, ikke slutte økonomiske traktater eller overhovedet eksistere, hvis den ikke flyver til månen.
Måske mener forfatterne, at den internationale revolutions interesser kræver, at den får en opstrammer, og at en sådan opstrammer kun kan være en krig og aldeles ikke en fred, der jo kan give masserne indtryk af en slags »legalisering« af imperialismen? En sådan »teori« ville stå i direkte modstrid med marxismen, der altid har været imod at give revolutioner »opstrammere«, fordi revolutionerne udvikler sig, efterhånden som klassemodsætningerne, der avler revolutionerne, tiltager i skarphed. En sådan teori ville være ensbetydende med den opfattelse, at den væbnede opstand er en kampform, der skal anvendes altid og under alle omstændigheder. I virkeligheden kræver den internationale revolutions interesser, at sovjetmagten, der har styrtet bourgeoisiet i sit land, hjælper denne revolution, men at den vælger en form for hjælpen, som svarer til dens kræfter. Men at man hjælper den socialistiske revolution i international målestok, når man indstiller sig på den mulighed, at denne revolution lider nederlag i det givne land – det er en opfattelse, der ikke engang følger af opstrammerteorien.
Måske mener resolutionens forfattere, at revolutionen i Tyskland allerede er begyndt, at man dér er nået frem til åben borgerkrig i hele landet, at vi derfor skal sætte vore kræfter ind for at hjælpe de tyske arbejdere og selv gå til grunde (»sovjetmagten går tabt«), for derved at redde den tyske revolution, der allerede har begyndt sin afgørende kamp og er blevet udsat for hårde slag? Ud fra dette synspunkt ville vi i vor undergang aflede en del af den tyske kontrarevolutions styrker og derved redde den tyske revolution.
Man kan meget vel tænke sig, at det under disse forudsætninger ikke blot er »formålstjenligt« (som resolutionens forfattere har udtrykt sig), men en direkte pligt at indstille sig på den mulighed, at sovjetmagten lider nederlag og går tabt. Men det er klart, at disse forudsætninger ikke er til stede. Den tyske revolution er ved at modnes, men det er vitterligt endnu ikke kommet til noget revolutionært udbrud i Tyskland, til en borgerkrig i Tyskland. Vi ville helt klart ikke hjælpe, men hindre den tyske revolutions modning, hvis vi »indstiller os på den mulighed, at sovjetmagten går tabt«. Vi ville derved hjælpe den tyske reaktion, gøre den en tjeneste, vanskeliggøre den socialistiske bevægelse i Tyskland og støde brede masser af proletarer og halvproletarer i Tyskland, som endnu ikke er gået over til socialismen, bort fra den, fordi de ville blive skræmt af det sovjetiske Ruslands nederlag, ligesom de engelske arbejdere lod sig skræmme af Kommunens nederlag i 1871.
Hvordan man end bærer sig ad, logik kan man ikke finde i forfatternes betragtninger. Der er ingen fornuftige argumenter for, at det »i den internationale revolutions interesse er formålstjenligt at indstille sig på den mulighed, at sovjetmagten går tabt«.
»Sovjetmagten bliver nu noget rent formelt« – det er den uhyrlige sætning, som vi har set Moskva-resolutionens forfattere svinge sig op til.
Når de tyske imperialister nu pålægger os at betale erstatning, når de forbyder os at drive propaganda og agitation mod Tyskland, så mister også sovjetmagten sin betydning, den »bliver noget rent formelt«, det er sandsynligvis »tanke«gangen hos resolutionens forfattere. Vi sagde: »sandsynligvis«, for forfatterne har ikke fremført nogen som helst klar og præcis betragtning, der underbygger den pågældende sætning.
Den dybeste og mest håbløse pessimisme, den mest fuldstændige fortvivlelse – det er indholdet i »teorien« om sovjetmagtens påståede formelle betydning og om tilladeligheden af en taktik, der indstiller sig på den mulighed, at sovjetmagten går tabt. Der er jo alligevel ingen redning mulig, lad så bare sovjetmagten gå under – det er den følelse, der har dikteret denne uhyrlige resolution. De såkaldte »økonomiske« argumenter, som man undertiden udstyrer den slags tanker med, er ikke andet end den samme håbløse pessimisme: Hvad er det da for en sovjetrepublik, hvis man kan pålægge den den ene erstatning efter den anden.
Det er den rene fortvivlelse: Vi går jo alligevel under!
En forståelig følelse i den overordentlig vanskelige situation, som Rusland befinder sig i. Men den er ikke »forståelig« blandt bevidste revolutionære. Den er karakteristisk, netop fordi den reducerer moskvafolkenes anskuelser til det absurde. Franskmændene i 1793 ville aldrig have sagt, at det de havde vundet, republikken og demokratiet, var noget rent formelt, at man må indstille sig på den mulighed, at republikken går tabt. De var ikke opfyldt af fortvivlelse, men af tro på sejren. Det at opfordre til en revolutionær krig og samtidig i en officiel resolution tale om at »indstille sig på den mulighed, at sovjetmagten går tabt«, betyder at afsløre sig selv fuldstændigt.
Prøjsen og en række andre lande måtte i begyndelsen af det 19. århundrede, under Napoleonskrigene, finde sig i langt langt værre og tungere nederlag, erobringer, ydmygelser og undertrykkelse fra erobrernes side end Rusland i 1918. Og alligevel fortvivlede Prøjsens bedste mænd ikke, da Napoleon trampede på dem med jernskoet hæl hundrede gange hårdere, end man nu kunne trampe på os; de talte ikke om, at deres nationale politiske institutioner havde »rent formel« betydning. De gav ikke op og lod sig ikke gribe af følelsen: »Vi går jo alligevel under«. De skrev under på fredstraktater, som uden sammenligning var langt hårdere, brutalere, mere skændige og undertrykkende end Bresttraktaten, derefter forstod de at vente, de bar standhaftigt erobrerens åg, kæmpede igen, kom igen under erobrerens åg, skrev under på de mest oprørende fredstraktater, rejste sig igen og befriede sig til syvende og sidst (ikke uden at udnytte striden mellem de stærkere erobrere, der konkurrerede indbyrdes).
Hvorfor kan noget lignende ikke gentage sig i vor historie?
Hvorfor skal vi falde hen i fortvivlelse og skrive resolutioner, der så sandelig er langt skændigere end den skændigste fred – resolutioner om »sovjetmagten, der nu bliver noget rent formelt«?
Hvorfor kan de hårdeste militære nederlag i kampen mod den moderne imperialismes giganter ikke også i Rusland stålsætte folkekarakteren, styrke selvdisciplinen, gøre det af med praleri og frasemageri, lære udholdenhed og føre masserne til den rigtige taktik, som prøjserne fulgte, da de blev undertrykt af Napoleon: skriv under på de skændigste fredstraktater, når du ikke har en hær, saml kræfter og rejs dig atter og atter!
Hvorfor skal vi falde hen i fortvivlelse over den første uhørt tunge fredstraktat, når andre folk har været i stand til roligt at bære selv de værste lidelser?
Er det standhaftigheden hos proletaren, som ved, at man må underkaste sig, når man ingen kræfter har, og som bagefter ikke desto mindre er i stand til trods alt at rejse sig atter og atter og samle kræfter under alle omstændigheder – er det standhaftigheden hos proletaren, der svarer til denne desperate taktik, eller er det den småborgerlige karakterløshed, som i vore venstre-socialrevolutionæres skikkelse har slået alle rekorder med hensyn til fraser om revolutionær krig?
Nej, kære »yderliggående« kammerater fra Moskva! Hver dag vil med sine prøvelser netop støde de mest klassebevidste og konsekvente arbejdere bort fra jer. Sovjetmagten, vil de sige, er ikke og vil ikke blive noget formelt, hverken når erobreren står i Pskov og pålægger os en erstatning på 10 milliarder, der skal udredes i korn, malm og penge, eller når fjenden står i Nisjnij og i Rostov-ved-Don og pålægger os en erstatning på 20 milliarder.
Aldrig vil andre landes erobringer gøre en folkelig politisk institution til noget »rent formelt« (og sovjetmagten er ikke kun en politisk institution, men en institution, der står mange gange højere end alt, hvad man hidtil har set i historien). Tværtimod, andre landes erobringer vil kun styrke folkets sympati for sovjetmagten, dersom ... dersom den ikke kaster sig ud i eventyr.
Når man ikke har nogen hær, så er det eventyrpolitik at nægte at underskrive selv den mest gemene fred, og folket vil med rette anklage den regering, der har gjort dette.
Der er i historiens løb blevet undertegnet mangen langt hårdere og skændigere fred end Brestfreden (eksempler på det blev nævnt ovenfor), og det førte ikke til, at statsmagten tabte prestige, det gjorde den ikke til noget formelt, det ødelagde hverken statsmagten eller folket, men stålsatte folket og lærte folket den vanskelige og komplicerede videnskab at skabe en betydelig hær, selv i en fortvivlet situation under erobrerens hæl.
Rusland går en ny og virkelig patriotisk krig i møde, krigen for sovjetmagtens bevarelse og befæstelse. Det er muligt, at en anden epoke – ligesom Napoleonskrigenes epoke var det – bliver præget af befrielseskrige (netop krige og ikke en enkelt krig), som bliver påtvunget Sovjetrusland af erobrerne. Det er muligt.
Og derfor er det sådan, at skændigere end enhver nok så forfærdelig tung fred, der dikteres af manglen på en hær, skændigere end en hvilken som helst skændig fred er den skændige fortvivlelse. Selv en snes forfærdeligt tunge fredstraktater vil ikke få os til at bukke under, hvis vi tager alvorligt på opstanden og krigen. Erobrerne vil ikke kunne tilintetgøre os, hvis vi ikke lader fortvivlelsen og frasen tilintetgøre os.
* Resolutionens fulde ordlyd er følgende: »Efter at have diskuteret Centralkomiteens virksomhed udtaler RSDAP’s distriktsbureau i Moskva sin mistillid til Centralkomiteen på grund af dens politiske linje og dens sammensætning og vil ved førstkommende lejlighed kræve omvalg af den. Desuden mener Moskvas Distriktsbureau sig ikke forpligtet til under alle omstændigheder at underkaste sig Centralkomiteens beslutninger i forbindelse med gennemførelsen af betingelserne i fredstraktaten med Østrig og Tyskland.« Resolutionen blev vedtaget enstemmigt.
** Den indvending herimod, at man alligevel ikke kan undgå kampen, har kendsgerningerne givet svaret på: Den 8. januar blev mine teser læst op; den 15. januar kunne vi have haft fred. Vi kunne have været ganske sikre på et pusterum (og for os havde selv et ganske kort pusterum enorm betydning, både materielt og moralsk, thi tyskerne havde måttet erklære en ny krig), hvis ... den revolutionære frase ikke havde været.
1. Se nærværende bind s. 96. – S. 138.
2. Det drejer sig om afstemningen om freden med Tyskland på partiets centralkomitémøde med repræsentanter for forskellige tendenser i partiet 21. januar (3. februar) 1918. Om det overhovedet er tilladeligt at indgå fred mellem socialistiske og imperialistiske stater stemte to »venstre-kommunister« Osinskij (Obolenskij) og Stukov imod. Flertallet af »venstre-kommunisterne« indtog en dobbelt stilling under afstemningen: det er tilladeligt at indgå fred mellem socialistiske og imperialistiske stater – men samtidig stemte de imod en øjeblikkelig undertegnelse af freden med Tyskland. – S. 140.
Sidst opdateret 30.12.2008