Skrevet: teserne den 7. (20.) januar; 22. tese 3. februar (21. januar); indledningen før 24. (11.) februar 1918. Trykt (uden 22. tese) 24. (11.) februar 1918 i Pravda nr. 34.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 96-103, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 27. dec. 2008
Man kan sige, at nu er der ikke tid til at beskæftige sig med historien. Ja, hvis der ikke findes en uadskillelig, umiddelbar praktisk forbindelse mellem det forgangne og det nuværende i et bestemt spørgsmål, så er en sådan påstand på sin plads. Men spørgsmålet om en ulykkelig fred, en yderst tung fred er et så brændende spørgsmål, at man må opholde sig ved en udredning af det. Derfor trykker jeg de teser til dette spørgsmål, som jeg har oplæst den 8. januar 1918 på et møde med omkring 60 af de mest kendte blandt vore partifolk i Petrograd.
Her er teserne: [1]
7.1.1918.
1. Den russiske revolutions stilling er i øjeblikket den, at næsten alle arbejdere og det store flertal af bønderne utvivlsomt står på sovjetmagtens og på den af sovjetmagten indledede socialistiske revolutions side. For så vidt er den socialistiske revolutions succes i Rusland sikret.
2. Samtidig har borgerkrigen, der skyldes de besiddende klassers rasende modstand – idet disse klasser er fuldstændig klar over, at de står foran den sidste og afgørende kamp for bevarelsen af privatejendomsretten til jorden og produktionsmidlerne – endnu ikke nået sit højdepunkt. Sovjetmagten er sikker på at sejre i denne krig, men der må nødvendigvis endnu gå nogen tid, der kræves nødvendigvis en betydelig kraftanspændelse, der kommer nødvendigvis en vis periode med bitre ødelæggelser og kaos – noget, der følger med enhver krig, men især med en borgerkrig – før bourgeoisiets modstand er slået ned.
3. Desuden, denne modstand i dens mindre aktive og ikke-militære former: sabotage, bestikkelse af pjalteproletariatet, bestikkelse af agenter for bourgeoisiet, der sniger sig ind i socialisternes rækker for at ødelægge deres arbejde, osv., osv. – denne modstand har vist sig så hårdnakket og i stand til at antage så forskelligartede former, at kampen mod den nødvendigvis endnu vil trække ud i nogen tid og i hovedsagen næppe vil være forbi før om nogle måneder. Men uden en afgørende sejr over denne passive og skjulte modstand fra bourgeoisiets og dets tilhængeres side er den socialistiske revolutions succes umulig.
4. Endelig er de organisatoriske opgaver under den socialistiske omformning i Rusland så store og vanskelige, at der – med en vrimmel af småborgerlige medløbere hos det socialistiske proletariat og med dettes lave kulturniveau – også kræves adskillig tid til at løse dem.
5. Af disse omstændigheder under ét følger ganske klart, at det er en nødvendighed for socialismens sejr i Rusland, at den socialistiske regering i et vist tidsrum, mindst nogle måneder, må have fuldstændig frie hænder for at sejre over bourgeoisiet, først i sit eget land, og for at tilrettelægge et omfattende og grundigt organisatorisk arbejde blandt masserne.
6. Den socialistiske revolutions stilling i Rusland må lægges til grund for enhver bestemmelse af vor sovjetmagts internationale opgaver, thi den internationale situation i det fjerde krigsår har formet sig sådan, at det er aldeles uberegneligt, hvornår revolutionen sandsynligvis vil udbryde, og hvornår en af de europæiske imperialistiske regeringer (deriblandt også den tyske) vil blive styrtet. Der er ingen tvivl om, at den socialistiske revolution i Europa må komme og vil komme. Alle vore forhåbninger om socialismens endelige sejr hviler på denne overbevisning og på denne videnskabelige forudsigelse. Vor propagandistiske virksomhed i almindelighed og forbrødringens organisering i særdeleshed må forstærkes og udvikles. Men det ville være en fejl at bygge den taktik, som Ruslands socialistiske regering skal følge, på forsøg på at fastslå, om den europæiske og især den tyske socialistiske revolution kommer eller ikke kommer i det næste halve år (eller et lignende kort tidsrum). Eftersom man på ingen måde kan fastslå dette, ville alle den slags forsøg objektivt set være blindt hasardspil.
7. Fredsforhandlingerne i Brest-Litovsk har på nærværende tidspunkt, den 7. januar 1918, ganske tydeligt vist, at i den tyske regering (der fuldstændig har krammet på de andre regeringer i firemagtsforbundet) er det afgjort den militære gruppe, der har overtaget, og den har i virkeligheden allerede sendt Rusland et ultimatum (man kan absolut når som helst vente det overrakt officielt). Dette ultimatum går ud på følgende: enten fortsat krig eller en anneksionistisk fred, det vil sige fred på betingelse af, at vi rømmer hele det område, som vi holder besat, mens tyskerne beholder hele det område, som de holder besat, og pålægger os erstatningsbetalinger (der skjuler sig under betegnelsen: betaling for krigsfangernes underhold), erstatningsbetingelser på ca. 3 milliarder rubler, der skal betales i løbet af nogle år.
8. Ruslands socialistiske regering står over for et spørgsmål, der omgående kræver en løsning: skal den straks acceptere denne anneksionistiske fred eller straks føre en revolutionær krig? En mellemvej er her ifølge sagens natur umulig. Enhver yderligere udsættelse er uigennemførlig, thi vi har allerede gjort alt muligt og umuligt for kunstigt at trække forhandlingerne i langdrag.
9. Når vi ser på argumenterne for en øjeblikkelig revolutionær krig, støder vi frem for alt på det argument, at en separat fred nu objektivt set ville være en aftale med de tyske imperialister, et »imperialistisk forlig« osv., og at en sådan fred følgelig ville betyde et fuldstændigt brud med den proletariske internationalismes grundprincipper.
Men dette argument er åbenlyst urigtigt. Arbejdere, der taber en strejke og skriver under på betingelser for arbejdets genoptagelse, som er ugunstige for dem og gunstige for kapitalisterne, forråder ikke socialismen. De, der forråder socialismen, er derimod dem, der tiltusker sig fordele for en del af arbejderne mod fordele til kapitalisterne; kun den slags aftaler er principielt utilladelige.
Den, der kalder krigen mod den tyske imperialisme for en retfærdig forsvarskrig, men i virkeligheden modtager støtte fra de engelsk-franske imperialister og skjuler de hemmelige traktater med dem for folket, han forråder socialismen. Den, der intet skjuler for folket og ikke slutter hemmelige traktater med imperialisterne, men går med til at underskrive fredsbetingelser, der er ugunstige for en svag nation og gunstige for den ene gruppe imperialister, når han i øjeblikket ikke har kræfter til at fortsætte krigen, han forråder ikke i mindste måde socialismen.
10. Et andet argument for øjeblikkelig krig går ud på, at når vi slutter fred, er vi objektivt set agenter for den tyske imperialisme, for vi gør det muligt for den at frigøre tropperne fra vor front og få millioner af krigsfanger tilbage osv. Men også dette argument er åbenlyst urigtigt, for en revolutionær krig ville på nærværende tidspunkt objektivt set gøre os til agenter for den engelsk-franske imperialisme ved at give den kræfter til støtte for dens formål. Englænderne har direkte tilbudt vor øverstkommanderende Krylenko hundrede rubler om måneden for hver af vore soldater, hvis vi fortsætter krigen. Selv om vi ikke tager imod en skilling fra englænderne og franskmændene, så kommer vi alligevel objektivt set til at hjælpe dem, hvis vi fastholder en del af de tyske tropper.
Ud fra dette synspunkt kommer vi i begge tilfælde ikke til at løsrive os fuldstændigt fra den ene eller anden imperialistiske forbindelse, og det er også klart, at man ikke kan rive sig fuldstændig løs uden at styrte verdensimperialismen. Den rigtige konklusion heraf er den, at efter den socialistiske regerings sejr i et af landene behøver man ikke afgøre spørgsmålene ud fra det synspunkt, om den ene eller den anden imperialisme er at foretrække, men kan udelukkende gå ud fra det synspunkt, at der skal skabes de bedste betingelser for at udvikle og konsolidere den socialistiske revolution, der allerede er begyndt.
Med andre ord, det princip, der skal ligge til grund for vor taktik, er ikke, hvilken af de to imperialismer det nu er fordelagtigst at hjælpe, men på hvad måde man bedst kan give den socialistiske revolution mulighed for at konsolidere sig eller i hvert fald holde sig i et enkelt land, indtil andre lande slutter sig til den.
11. Man siger, at de tyske krigsmodstandere blandt socialdemokraterne nu er blevet »nederlagstilhængere« og beder os om ikke at give efter for den tyske imperialisme. Men vi har kun anerkendt nederlagspolitikken i forhold til ens eget imperialistiske bourgeoisi, og en sejr over en fremmed imperialisme, en sejr, som man har opnået i et formelt eller faktisk forbund med en »venligsindet« imperialisme, har vi altid forkastet som en metode, der er principielt utilladelig og overhovedet ubrugelig.
Dette argument er følgelig kun en variant af det foregående. Dersom de tyske venstre-socialdemokrater foreslog os at trække en separat fred ud en bestemt tid, idet de garanterede os en revolutionær aktion i Tyskland i den tid, så kunne vi måske se anderledes på spørgsmålet. Men de tyske venstrefolk siger ikke noget sådant, de erklærer tværtimod direkte: »Hold ud, så længe I kan, men afgør spørgsmålet ud fra den russiske socialistiske revolutions stilling, for vi kan ikke love jer noget positivt med hensyn til den tyske revolution«.
12. Man siger, at vi i en række partierklæringer direkte har »lovet« en revolutionær krig, og at afslutningen af en separat fred vil være et løftebrud.
Det er ikke rigtigt. Vi har sagt, at for en socialistisk regering i imperialismens epoke er det nødvendigt at »forberede og føre« en revolutionær krig; vi har sagt dette for at bekæmpe den abstrakte pacifisme, den teori, der fuldstændig tager afstand fra »fædrelandsforsvaret« i imperialismens epoke, og endelig for at bekæmpe de rent egoistiske instinkter hos en del af soldaterne, men vi har ikke påtaget os en forpligtelse til at begynde en revolutionær krig uden hensyn til, om det er muligt at føre den på dette eller hint tidspunkt.
Vi må også nu ubetinget forberede en revolutionær krig. Vi opfylder dette løfte, ligesom vi overhovedet har opfyldt alle vore løfter, for så vidt man straks kunne opfylde dem: vi har annulleret de hemmelige traktater, vi har tilbudt alle nationer en retfærdig fred, og vi har på enhver måde og flere gange trukket fredsforhandlingerne ud for at give andre nationer tid til at slutte sig til os.
Men spørgsmålet om, hvorvidt man nu, med det samme, kan føre en revolutionær krig, må man afgøre ved udelukkende at tage hensyn til de materielle betingelser for at gøre det og tage hensyn til den socialistiske revolution, der allerede er begyndt.
13. Når man sammenfatter argumenterne for en øjeblikkelig revolutionær krig, må man komme til den konklusion, at en sådan politik måske ville svare til menneskets trang til det smukke, effektfulde og blændende, men at den aldeles ikke regner med det objektive forhold mellem klassekræfterne og de materielle faktorer på nærværende tidspunkt af den påbegyndte socialistiske revolution.
14. Der er ingen tvivl om, at vor hær i dette øjeblik og i de næste uger (og sandsynligvis i de næste måneder) absolut ikke vil være i stand til med held at afvise en tysk offensiv; 1) fordi flertallet af soldaterne er fuldstændig udmattede, samtidig med at forplejningsvæsenet er i utrolig opløsning og det er umuligt at afløse de udmattede soldater osv.; 2) fordi hestebestanden er fuldstændig ubrugelig, hvilket uvægerligt vil føre til, at vort artilleri går tabt; 3) fordi det er fuldstændig umuligt at forsvare kysten fra Riga til Reval, hvorved fjenden får den bedste chance for at erobre resten af Livland og derpå Estland, falde en stor del af vore tropper i ryggen og endelig tage Petrograd.
15. Der er endvidere ingen tvivl om, at bondeflertallet i vor hær i dette øjeblik ubetinget ville stemme for en anneksionistisk fred, og ikke for en øjeblikkelig revolutionær krig, for den socialistiske reorganisering af hæren, optagelsen af den røde gardes afdelinger i hæren osv. er først lige begyndt.
Med en fuldstændig demokratisering af hæren ville det være halsløs gerning at føre krig mod soldaterflertallets vilje, og for at skabe en virkelig stærk og ideologisk solid socialistisk arbejder- og bondehær behøves der i det mindste måneder og atter måneder.
16. De fattige bønder i Rusland er i stand til at støtte en socialistisk revolution, der ledes af arbejderklassen, men de er ikke i stand til straks, i dette øjeblik, at gå ud i en alvorlig revolutionær krig. Det ville være en skæbnesvanger fejl at ignorere dette objektive forhold mellem klassekræfterne i det foreliggende spørgsmål.
17. Med den revolutionære krig forholder det sig altså på nærværende tidspunkt således:
Hvis den tyske revolution udbrød og sejrede i de næste 3-4 måneder, så ville den taktik straks at føre en revolutionær krig måske ikke ødelægge vor socialistiske revolution.
Hvis den tyske revolution imidlertid ikke udbryder i de næste måneder, samtidig med at krigen fortsættes, så vil begivenhederne uvægerligt udvikle sig således, at yderst alvorlige nederlag vil tvinge Rusland til at slutte en endnu dårligere separat fred, og denne fred vil ikke blive sluttet af en socialistisk regering, men af en anden (f.eks. en blok mellem den borgerlige Rada og Tjernov-folkene eller noget i den retning). Thi bondehæren, som krigen har udmattet til det yderste, vil allerede efter de første nederlag – sandsynligvis vil der ikke engang gå nogle måneder, men kun nogle uger – styrte den socialistiske arbejderregering.
18. Når sagen ligger sådan, ville det være en ganske utilladelig taktik at sætte den i Rusland allerede påbegyndte socialistiske revolutions skæbne på spil, kun fordi man håber, at den tyske revolution udbryder i den allernærmeste tid, om nogle uger. En sådan taktik ville være halsløs gerning. Vi har ikke ret til at risikere så meget.
19. Og den tyske revolution vil på ingen måde blive vanskeliggjort, hvad dens objektive grundlag angår, dersom vi slutter en separat fred. Sandsynligvis vil chauvinismens bølge for en tid svække den, men Tysklands stilling er fortsat meget vanskelig. Krigen med England og Amerika vil blive langvarig, og den aggressive imperialisme er fuldt og helt afsløret på begge sider. Ruslands socialistiske sovjetrepubliks eksempel vil stå som et levende forbillede for folkene i alle lande, og den propagandistiske, revolutionære virkning af dette forbillede vil blive enorm. Dér borgerligt system og fuldstændig afsløret erobringskrig mellem to røvergrupper. Her fred og socialistisk sovjetrepublik.
20. Idet vi slutter en separat fred, befrier vi os fra begge de kæmpende imperialistiske grupper i en i det givne øjeblik højest mulig grad, udnytter deres fjendskab og krig – som gør det vanskeligt for dem at slå en handel af imod os – og får i en vis periode hænderne fri til at fortsætte og befæste den socialistiske revolution. Ruslands reorganisering på grundlag af proletariatets diktatur, på grundlag af bankernes og storindustriens nationalisering, med udveksling af produkter in natura mellem byerne og småbøndernes brugsforeninger på landet, er økonomisk set fuldt ud mulig på betingelse af, at vi får nogle måneders fredeligt arbejde. Og en sådan reorganisation vil gøre socialismen uovervindelig såvel i Rusland som i hele verden og samtidig skabe en fast økonomisk basis for en stærk, rød arbejder- og bondehær.
21. En krig, som den socialistiske republik førte mod de borgerlige lande med det klare og af den socialistiske hær fuldt ud godkendte mål at styrte bourgeoisiet i andre lande – det ville i dette øjeblik være en virkelig revolutionær krig. Men et sådant mål kan vi vitterligt endnu ikke sætte os på nuværende tidspunkt. Vi ville nu objektivt set føre krig for Polens, Litauens og Kurlands befrielse. Men ingen marxist kan – uden at bryde med marxismens og overhovedet med socialismens principper – nægte, at socialismens interesser står over hensynet til nationernes selvbestemmelsesret. Vor socialistiske republik har gjort og vil fortsat gøre, hvad den kan for at virkeliggøre Finlands, Ukraines o.a. nationers selvbestemmelsesret. Men når situationen konkret har formet sig således, at den socialistiske republiks eksistens på nærværende tidspunkt udsættes for fare, fordi nogle nationers (Polens, Litauens, Kurlands o.a.) selvbestemmelsesret krænkes, så er det klart, at hensynet til den socialistiske republiks fortsatte beståen kommer i første række.
Den, der siger: »Vi kan ikke underskrive en skændig, gemen etc. fred, forråde Polen osv.«, lægger derfor ikke mærke til, at hvis han kun ville slutte fred på betingelse af Polens befrielse, ville han blot styrke den tyske imperialisme endnu mere mod England, mod Belgien, mod Serbien og andre lande. En fred på betingelse af Polens, Litauens og Kurlands befrielse ville være en »patriotisk« fred fra Ruslands synspunkt, men den ville ikke på nogen måde ophøre at være en fred med anneksionister, med de tyske imperialister.
21. januar 1918. Til foreliggende teser bør tilføjes:
22. Massestrejkerne i Østrig og i Tyskland, så dannelsen af arbejderrepræsentanternes råd i Berlin og Wien, endelig fra 18.-26. januar væbnede sammenstød og gadekampe i Berlin, alt dette tvinger én til at erkende som et faktum, at revolutionen er begyndt i Tyskland.
Af dette faktum opstår muligheden for os til at forhale og trække fredsforhandlingerne i langdrag endnu i en vis periode.
1. Teser Om En Øjeblikkelig Afslutning Af En Separat Og Anneksionistisk Fred fremlagdes af Lenin på et møde mellem partiets centralkomitémedlemmer og partifunktionærer den 8. (21.) januar 1918. De blev trykt den 24. februar, da Lenin havde vundet majoriteten i centralkomiteen på sin side i spørgsmålet om underskrivelsen af fredsaftalen, hvortil Lenin skrev en indledning under overskriften Bidrag Til En Ulykkelig Freds Historie. – S. 96.
Sidst opdateret 27.12.2008