Artiklen blev skrevet 5. marts 1918 og blev trykt første gang 6. marts 1918 i Pravda nr. 42.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 147-152, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 30. dec. 2008
Vore ynkelige »venstre«folk, der i går udsendte deres eget blad, Kommunist [1] (det må tilføjes: en kommunist fra tiden før Marx) går udenom historiens lære og lærdomme og søger at sno sig fra deres ansvar.
De snor sig forgæves. Det vil ikke lykkes dem at knibe udenom.
De vrider og vender sig af alle kræfter, de skriver spalte op og spalte ned i aviserne, de slider i deres ansigts sved og sparer »ikke engang« på tryksværten for at fremstille »pusterummet«s »teori« som en uholdbar og dårlig »teori«.
Ak og ve! Deres anstrengelser er ikke i stand til at modbevise kendsgerningerne. Kendsgerningerne er stædige krabater, som et engelsk ordsprog med rette siger. Det er en kendsgerning, at fra den 3. marts, da tyskerne klokken 1 om dagen standsede de militære operationer, til den 5. marts klokken 7 om aftenen, da jeg skriver disse linjer, har vi haft et pusterum, og vi har allerede udnyttet disse to dage til et virkeligt forsvar (der ikke viser sig i fraser, men i handling) for det socialistiske fædreland. Dette er en kendsgerning, der for hver dag der går vil blive mere og mere indlysende for masserne. Det er en kendsgerning, at i det øjeblik, hvor frontarmeen ude af stand til at kæmpe flygter i panik, løber fra kanonerne og ikke engang sprænger broerne, består fædrelandets forsvar og forhøjelsen af fædrelandets forsvarsevne ikke i snak om revolutionær krig (når hæren flygter i panik, uden at tilhængerne af den revolutionære krig har fået en eneste afdeling til at standse, er denne snak simpelt hen en skandale), men består i et ordnet tilbagetog for at frelseresterne af hæren og udnytte hver dag, pusterummet varer, til dette formål.
Kendsgerningerne er stædige krabater.
Vore ynkelige »venstrefolk, der snor sig fra kendsgerningerne, fra deres lære, fra spørgsmålet om ansvaret, bestræber sig for at skjule den seneste fortid for læseren, en fortid, der er i frisk erindring og har historisk betydning, og at tilsløre den ved hjælp af henvisninger til noget længst overstået og uvæsentligt. Et eksempel: K. Radek minder i sin artikel om, at han i december (i december!) havde skrevet, at det var nødvendigt at hjælpe hæren med at holde stand, og at han havde skrevet dette i en indberetning Til Folkekommissærernes Råd. Jeg har ikke haft mulighed for at læse denne indberetning, og jeg spørger mig selv: hvorfor aftrykker Karl Radek den ikke i dens fulde ordlyd? Hvorfor forklarer han ikke tydeligt og klart, hvad han dengang forstod ved en »kompromis-fred«? Hvorfor minder han ikke om det, der ligger os nærmere, nemlig da han i Pravda skrev om sin illusion (den værste af alle) om, at det var muligt at slutte fred med de tyske imperialister på betingelse af Polens tilbagegivelse?
Hvorfor?
Fordi de ynkelige »venstre« folk er nødt til at afsløre kendsgerningerne, der røber deres, »venstre«folkenes ansvar for at have spredt illusioner, som i virkeligheden hjalp de tyske imperialister og hindrede revolutionens vækst og udfoldelse i Tyskland.
N. Bukharin søger nu oven i købet at benægte den kendsgerning, at han og hans venner påstod, at tyskerne ikke var i stand til at foretage en offensiv. Der er imidlertid folk nok, der ved, at det er en kendsgerning, at Bukharin og hans venner påstod dette, at derved at sprede denne illusion hjalp den tyske imperialisme og hindrede væksten af den tyske revolution, der nu er svækket ved, at man under bondehærens paniske flugt har frataget den storrussiske sovjetrepublik tusinder og atter tusinder af kanoner og værdier til et beløb af hundreder og atter hundreder af millioner. Jeg forudsagde dette klart og tydeligt i teserne af 7. januar. [2] Hvis N. Bukharin nu er nødt til »ikke at vedkende sig« dette, er det så meget værre for ham; alle, der husker Bukharins og hans venners ord om, at det er umuligt for tyskerne at foretage en offensiv, vil trække på skuldrene, når de hører, at N. Bukharin er blevet nødt til »ikke at vedkende sig« sine egne ord.
Men dem, der ikke husker dem, dem, der ikke har hørt dem, henviser vi til et dokument, der nu er en smule mere værdifuldt, interessant og lærerigt end K. Radeks decemberskriverier. Dette dokument, som »venstre«folkene desværre har skjult for deres læsere er resultatet af afstemningerne: 1) den 21. januar 1918 på vort partis centralkomités møde med den nuværende »venstre«opposition, og 2) i centralkomiteen den 17. februar 1918.
Ved afstemningen den 21. januar 1918 om, hvorvidt man skulle afbryde forhandlingerne med tyskerne med det samme, stemte (af medarbejderne ved de ynkelige »venstre«folks blad Kommunist) kun Stukov for, alle andre stemte imod.
Ved afstemningen om, hvorvidt det er tilladt at gå med til at underskrive en anneksionistisk fred i tilfælde af, at tyskerne afbryder forhandlingerne eller stiller et ultimatum, var det kun Obolenskij (hvornår bliver dog »hans« teser trykt, hvorfor tier Kommunist med dem?) og Stukov, der stemte imod. Alle andre stemte for.
Ved afstemningen om, hvorvidt man i så fald skulle underskrive den foreslåede fred, stemte kun Obolenskij og Stukov imod, de øvrige »venstre« folk stemte ikke!! Det er en kendsgerning.
Ved afstemningen den 17. februar 1918 om, hvem der er for den revolutionære krig, nægtede Bukharin og Lomov »at tage del i afstemningen, når spørgsmålet blev stillet på den måde«. Ikke én stemmer for. Det er en kendsgerning!
Ved afstemningen om, hvorvidt man skal »vente med at genoptage fredsforhandlingerne, indtil den tyske offensiv gør sig gældende i tilstrækkelig grad (det står der!) og indtil dens indflydelse på den tyske arbejderbevægelse viser sig«, er det de nuværende medarbejdere ved »venstre«folkenes blad, Bukharin, Lomov og Uritskij, der stemmer for.
Ved afstemningen om, »hvorvidt vi skal slutte fred, hvis den tyske offensiv bliver til virkelighed, uden at der sker noget revolutionært opsving i Tyskland og Østrig«, stemte Lomov, Bukharin og Uritskij ikke.
Kendsgerningerne er stædige krabater. Og kendsgerningerne siger, at Bukharin benægtede muligheden af en tysk offensiv og udbredte illusioner, hvorved han i gerning mod sit eget ønske hjalp de tyske imperialister og hindrede den tyske revolutions vækst. Dette er netop den revolutionære frases væsen. Man vil ét og gør et andet.
N. Bukharin bebrejder mig, at jeg ikke analyserer den nuværende freds betingelser konkret. Det er imidlertid ikke vanskeligt at forstå, at for min argumentation og for selve sagen har dette slet ikke været nødvendigt. Det har været nok at bevise, at det vi stod overfor, ikke var noget hjernespind, men det ganske reelle dilemma: enten sådanne betingelser, som i hvert fald gav os nogle dages pusterum, eller Belgiens og Serbiens stilling. Og dette har Bukharin ikke en gang modbevist for Petrograds vedkommende. Det har hans kollega M. N. Pokrovskij indrømmet.
Men at de nye betingelser er værre, hårdere, mere ydmygende end de dårlige, hårde og ydmygende betingelser i Brest, det er vore ynkelige »venstre«folk Bukharin, Lomov, Uritskij og co. skyld i overfor den store russiske sovjetrepublik. Dette er en historisk kendsgerning, bevist ved de anførte afstemninger. Denne kendsgerning kan man ikke slippe udenom selv med nok så mange omsvøb. Man tilbød jer Brestbetingelserne, men I svarede med fraser og brovten, som resulterede i dårligere betingelser. Det er en kendsgerning. Og ansvaret for dette vil I ikke kunne løbe fra.
I mine teser af 7. januar 1918 forudsagde jeg tydeligt og klart, at som følge af den tilstand, i hvilken vor hær befandt sig (og den kunne ikke forandres af fraser »mod« de udmattede bondemasser) vil Rusland blive nødt til at slutte en dårligere separat fred, hvis det ikke accepterer Brestfreden.
»Venstre«folkene er gået i det russiske bourgeoisis fælde, for bourgeoisiet måtte gøre, hvad det kunne for at drage os ind i en krig, der var så ufordelagtig for os som muligt.
Det er en kendsgerning, at »de venstre-socialrevolutionære«, der gik ind for en krig nu, er kommet i et tydeligt modsætningsforhold til bønderne. Og denne kendsgerning vidner om de venstre-socialrevolutionæres letsindige politik, ligesom samtlige socialrevolutionæres tilsyneladende »revolutionære« politik i sommeren 1907 var letsindig.
At de mest klassebevidste og fremskredne arbejdere hurtigt frigør sig for den revolutionære frases os, det viser Petrograd og Moskva. I Petrograd er de bedste arbejderkvarterer, Viborg- og Vasilij-Ostrov-Kvarteret, alle-rede kommet til besindelse. Petrograds arbejdersovjet går ikke ind for krigen nu, den har forstået, at det er nødvendigt at forberede den, og forbereder den også. I Moskva har modstanderne af den revolutionære frase allerede sejret på bolsjevikkernes bykonference den 3. og 4. marts 1918.
Hvilket uhyrligt selvbedrag »venstre«folkene endte i, kan man se af en sætning i en artikel af Pokrovskij, hvor det hedder: »Hvis der skal kæmpes, skal der kæmpes nu« (fremhævet af Pokrovskij) ... hvor – hør godt efter! – »hvor den russiske hær og de nydannede afdelinger endnu ikke er demobiliseret«.
Men den, der ikke skubber kendsgerningerne til side, ved, at den største hindring for modstanden mod tyskerne både i Storrusland, i Ukraine og i Finland i februar 1918 var vor ikke-demobiliserede hær. Det er en kendsgerning. For det var uundgåeligt, at den flygtede i panik og derved også rev rødarmistafdelingerne med sig.
Den, der vil lære af historien, den, der føler sig forpligtet af historiens lære og ikke skubber den fra sig, husker i hvert fald Napoleon I’s krig mod Tyskland.
Prøjsen og Tyskland har flere gange sluttet fredstraktater med erobreren, som var ti gange så hårde og ydmygende som vor; de måtte gå med til udenlandsk politi og forpligte sig til at levere hjælpetropper til Napoleon I’s erobringsfelttog. I sine traktater med Prøjsen pinte og sønderlemmede Napoleon I Tyskland ti gange værre end Hindenburg og Wilhelm er faret frem mod os nu. Og ikke desto mindre var der folk i Prøjsen, der ikke slog om sig med fraser, men underskrev de mest »skændige« fredstraktater, fordi de ikke havde nogen hær; de underskrev betingelser, der var ti gange så trykkende og ydmygende, og derefter rejste de sig alligevel til oprør og krig. Det skete ikke én men flere gange. Historien kender flere sådanne fredstraktater og krige. Flere tilfælde, hvor et land har fået et pusterum. Flere tilfælde, hvor erobreren på ny har erklæret krig. Flere tilfælde, hvor erobreren på ny har sluttet forbund med en undertrykkernation, der var erobrerens konkurrent og en lige så stor erobrer selv (til underretning for tilhængerne af en »revolutionær krig« uden at tage mod hjælp fra imperialisterne!) .
Den vej er historien gået.
Sådan var det. Sådan vil det blive ved med at være. Vi er trådt ind i en epoke med en række krige. Vi går henimod en ny krig for fædrelandet. Vi vil få den under forhold, hvor den socialistiske revolution er ved at modnes. Og på denne vanskelige vej vil det russiske proletariat og den russiske revolution forstå at kurere sig for de store fagter og den revolutionære frase, forstå at acceptere de allertungeste fredstraktater og forstå at rejse sig på ny.
Vi har sluttet en Tilsitfred. Vi vil også nå frem til vor sejr, til vor frigørelse, ligesom tyskerne efter Tilsitfreden 1807 opnåede befrielsen fra Napoleon i 1813 og 1814. Tidsrummet mellem vor Tilsitfred og vor befrielse vil sandsynligvis blive mindre, for historien går hurtigere.
Ned med de store fagter! Frem til alvorligt disciplineret arbejde og organisation!
1. Kommunist – partiorgan for »venstre-kommunisterne« udsendt i Petrograd 5.-19. marts 1918. – S. 147.
2. Se nærværende bind s. 96. – S. 148.
Sidst opdateret 30.12.2008