Forord 1. udgave | Noter | I stedet for indledning
Bortset fra enkelte rettelser i teksten adskiller denne udgave sig ikke fra den foregående. Jeg håber at den uafhængigt af polemikken med de russiske »machister« vil vise sig nyttig som en hjælp til indføring i marxismens filosofi, i den dialektiske materialisme samt i de filosofiske følgeslutninger af naturvidenskabens nyeste opdagelser. Hvad angår A. A. Bogdanovs seneste værker, som jeg ikke har haft mulighed for at gøre mig bekendt med, giver kammerat V. I. Nevskijs artikel, der bringes længere fremme, den nødvendige vejledning. [5] Kammerat V. I. Nevskij har under sit arbejde som propagandist i almindelighed og som lærer ved partiskolen i særdeleshed haft de bedste muligheder for at overbevise mig om, at det som A. A. Bogdanov udgiver for at være »proletarisk kultur«, [6] er borgerlige og reaktionære anskuelser.
2. september 1920.
N. Lenin.
5. V. I. Nevskijs artikel »Dialektisk materialisme og den døde reaktions filosofi« tryktes i 1920 som tillæg til anden udgave af bogen »Materialisme og empiriokriticisme«.
6. A. Bogdanov fremsatte allerede i 1909 ideen om »proletarisk kultur«, hvorved han forstod nødvendigheden af, at proletariatet udarbejdede sin »egen« kultur, som stilledes i modsætning til fortidens kultur, og i første række en »egen« filosofi i form af Bogdanovs egen idealistiske filosofi. Bogdanov og hans tilhængere gennemførte den »proletariske kulturs« idé i de skoler for arbejdere, de organiserede på øen Capri (1909) og i Bologna (1910–1911). Formelt var formålet med disse skoler at give oplysning til arbejdere, der ankom fra Rusland. Faktisk spillede de rollen som et fraktionelt anti-bolsjevikisk center.
Efter den socialistiske Oktoberrevolution valgte Bogdanov og hans meningsfæller de såkaldte proletariske kulturelt-oplysende organisationer (Proletkult) som deres virkefelt. Lenin førte konsekvent kamp mod Proletkults separatisme og sekterisme, mod dens ideologers anti-marxistiske synspunkter. I sit værk »Om den proletariske kultur« skrev Lenin: »Marxismen har vundet sig sin verdenshistoriske betydning som det revolutionære proletariats ideologi ved, at marxismen absolut ikke bortkastede den borgerlige epokes værdifuldeste landvindinger, men tværtimod ved, at den tilegnede sig og bearbejdede alt, hvad der var af værdifuldt i den menneskelige tænknings og kulturs mere end to tusind-årige udvikling. Kun det videre arbejde på dette grundlag og i denne retning, inspireret af proletariatets diktaturs praktiske erfaring som dets sidste kamp mod enhver udbytning kan anerkendes som den virkelige proletariske kulturs udvikling« (Samlede værker, 4. udg., bd. 31, s. 292, eng. s. 317). I tyverne gik organisationen Proletkult i forfald. I 1932 indstillede Proletkult sin virksomhed.
Sidst opdateret 7.2.2015