Indhold | Noter | Forord 2. udgave
En hel række forfattere her i landet, som gerne vil kalde sig marxister, har i år foretaget et sandt felttog mod marxismens filosofi. [1] Fire bøger, som hovedsageligt og næsten udelukkende er viet angreb på den dialektiske materialisme, har på mindre end et halvt år set dagens lys. Hertil hører først og fremmest »Essays om (? der burde have stået: imod) marxismens filosofi«, Skt. Petersborg 1908, en samling artikler af Basarov, Bogdanov, Lunatjarskij, Berman, Gelfond, Jusjkevitj og Suvorov; endvidere bøgerne: »Materialisme og kritisk realisme« af Jusjkevitj, Bermans »Dialektikken i lys af den moderne erkendelsesteori« og Valentinovs »Marxismens filosofiske bygning«.
Ingen af disse personer kan være uvidende om, at Marx og Engels snesevis af gange har betegnet deres filosofiske synspunkter som dialektisk materialisme. Og alle disse personer, som på trods af skarpe politiske meningsforskelle er forenet i fjendskab mod den dialektiske materialisme, gør samtidig krav på i filosofisk henseende at være marxister! Engels’ dialektik er »mystisk«, siger Berman. Engels’ synspunkter er »forældede«, henkaster Basarov i forbifarten som noget selvindlysende, materialismen må se sig gendrevet af vore dristige stridsmænd, der stolt påberåber sig den »moderne erkendelsesteori«, den »nyeste filosofi« (eller den »nyeste positivisme«), den »moderne naturvidenskabs filosofi« eller endog »det 20. århundredes naturvidenskabelige filosofi«. Støttende sig til disse som de hævder, nyeste retninger, enes vore tilintetgørere af den dialektiske materialisme frygtløst om den rene fideisme [a] (hos Lunatjarskij er det tydeligst, men ingenlunde hos ham alene ! [3]). Men de mister straks modet og enhver respekt for deres egen overbevisning, når det kommer til en direkte definition af deres forhold til Marx og Engels. I praksis er det fuldstændig undsigelse af den dialektiske materialisme, dvs. marxismen. I ord er det endeløse krumspring og forsøg på at vige uden om sagens kerne, at tilsløre deres frafald, at erstatte materialismen som sådan med en eller anden enkelt materialist, og pure afvisning af en direkte undersøgelse af Marx’ og Engels’ talrige materialistiske erklæringer. Det er et sandt »oprør på knæ«, som en af marxisterne med rette indvender. Og det er en typisk filosofisk revisionisme, for kun revisionisterne har indlagt sig sørgelig berømmelse ved deres frafald fra marxismens grundlæggende anskuelser og ved deres frygt for eller manglende evne til åbent, direkte, eftertrykkeligt og klart at »gøre op« med forladte synspunkter. Når de ortodokse gik imod Marx’ forældede anskuelser (f.eks. Mehring imod visse historiske betragtninger, [4] så skete det altid så konkret og omstændeligt, at man aldrig fandt det mindste tvetydige i sådanne litterære arbejder.
Men forøvrigt er der i »Essays ‘om’ marxismens filosofi« en enkelt sætning, der kunne minde om sandheden. Det er Lunatjarskijs: »Måske er vi (det vil sige alle medarbejdere ved »Essays«) på vildspor, men vi søger« (side 161). At første halvdel af denne sætning rummer en absolut, og anden halvdel en relativ sandhed, er noget, jeg meget indgående skal søge at påvise i denne bog, som hermed fremlægges for læseren. Jeg skal her blot indskyde, at hvis vore filosoffer undlod at tale på marxismens vegne, men i stedet talte på nogle få »søgende« marxisters vegne, så ville de udvise større agtelse både for sig selv og for marxismen.
Hvad mig selv angår, så er jeg også en »søgende« inden for filosofien. Eller rettere: i de foreliggende bemærkninger har jeg sat mig som opgave at finde frem til, hvad det er, som har ført de mennesker, der udgiver noget utroligt vildledende, forvirret og reaktionært for marxisme, i den grad på afveje.
September 1908.
Forfatteren.
a. Fideismen, er en lære, som sætter tro i stedet for viden, eller som indrømmer troen vis betydning. [2]
1. Bogen Materialisme og empiriokriticisme. Kritiske bemærkninger om en reaktionær filosofi blev skrevet af V. I. Lenin i februar-oktober 1908 i Genève og London. Den blev udgivet i Moskva i maj 1909 af forlaget »Sveno«. Manuskriptet til bogen og de forberedende materialer til den er ikke opbevaret. For at slippe gennem censuren udsendtes bogen under pseudonymet Iljin, der var brugt tidligere ved udgivelsen af værker af Lenin som Agrarspørgsmålet og Kapitalismens udvikling i Rusland.
2. Af hensyn til censuren foreslog Lenin, at man kunne erstatte ordet »præstevælde« med »fideisme«. Det er sket i en del tilfælde i bogen, men ikke i alle.
3. Lenin hentyder til den såkaldte »gudsdannelse«, en religiøst-filosofisk strømning, der opstod i reaktionens tid blandt en del intellektuelle i partiet. De forlod marxismen efter revolutionens nederlag 1905–1907. De gik ind for at skabe en ny »socialistisk« religion. En vis overgang sluttede også A. M. Gorkij sig til denne retning.
4. Lenin tænker åbenbart på Mehrings kommentarer til Marx’ og Engels’ artikler i Neue Rheinische Zeitung og Neue Rheinische Zeitung. Politisch-ökonomische Revue. I en kommentar i 1902 (dvs. mere end 50 år senere) påpeger Mehring de sætninger, der ikke viste sig rigtige i den historiske udvikling, blandt andet spørgsmålet om de slaviske folks skæbne inden for det østrigske kejserrige og spørgsmålet om tempoet i revolutionens udvikling.
Sidst opdateret 7.2.2015