Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Forrige kapitel | Næste kapitel
Forskellige slags massestrejker
Fagforeningerne, gulvplansaktivisme og dynamikken i de franske strejker
Radikaliseringen af arbejdere
Kim til kontrol fra gulvet
Noter
Det skulle snart vise sig, at han tog fejl. Den første protestdag, fredag den 24. november, omfattede mere end en halv million mennesker - flere end i protesten mod lønstoppet i den offentlige sektor den 10. oktober - trods den kendsgerning, at den ikke blev officielt støttet af Force Ouvrières ledelse. Som Le Monde fortalte: 'Landet var stort set lammet'.
Det, der skulle have været en protestdag mod forøgelsen af det antal år, der var nødvendige for at være berettiget til pension i den offentlige sektor, forvandlede sig til et gigantisk råb om utilfredshed vendt mod premierministeren og hans plan for det sociale sikkerhedsnet ... Sjældent har en demonstration i Paris været mere imponerende. Bag tjenestemændene og ansatte i den lokale administration var der en strøm af arbejdere fra metalindustrien og den kemiske industri, fra tekstil og den grafiske branche. De kom fra Thomson, fra Alcatel, Sextant Aviation, Dassault, Renault, Peugeot, RVI eller Ford. Lærerne var der også i stort antal ... Selv om Marc Blondel fra FO havde boykottet dagen, var et antal FO-aktivister til stede bag en kiste, der symboliserede 'dødsdommen over pensionen'.
Og i provinsen var demonstrationerne relativt større end selv i Paris. I Marseilles, for eksempel, 'havde der ikke fundet en sådan demonstration sted siden 1968'. Titusinder flere marcherede i en snes byer, fra Toulouse og Lyon i syd til Lille i nord.[18] Og vreden var ikke kun rettet mod regeringen, men også mod alle de fagforeningsledere, der forsøgte at retfærdiggøre dens handlinger. Nicole Notat fra CFDT blev tvunget til at forlade demonstrationen i Paris efter at være blevet udsat for voldelig nedrakning fra hendes egne medlemmer.[19]
Mest afgørende var, at det snart blev klart, at protesterne ikke skulle blive som de fleste aktionsdage og 'generalstrejker', som fagforeningerne gennem det sidste kvarte århundrede havde opfordret til - en-dags-manifestationer beregnet udelukkende på at tvinge regeringer og arbejdsgivere til at lægge mærke til fagbureaukraterne. Ikke blot var jernbanenettet og den offentlige transport lammet hele dagen, men generalforsamlinger af arbejdere på de store remiser besluttede at fortsætte deres aktion og mødes hver morgen for at beslutte at blive ude længere. Om mandagen stod jernbanenettet i realiteten stille, og kun 40% af metro-togene og busserne kørte i Paris. Oveni dette begyndte uroen på universiteterne, der var startet i Rouen mere end en måned tidligere, at vokse, hvor en demonstrationsdag onsdag den 22. november førte til en stigende bølge af studenterstrejker landet over.
Bunden var lagt til en endnu mere magtfuld protestdag den følgende tirsdag, den 28. november. Og denne gang besluttede ledelsen af Force Ouvrière, at de havde interesse i at gøre protesten så stor som mulig. Som Le Monde udtrykte det aftenen forinden: 'for første gang siden splittelsen i 1947 vil generalsekretærerne for CGT og FO marchere side om side i Paris'. På baggrund af en anden massiv demonstrationsbølge landet over, oplevede Paris 'en af sine mest iøjnefaldende trafikpropper'.[20]
Men selv nu kunne regeringen håbe på, at strejkebevægelsen ville falde til ro. Snakken blandt mange fagforeningsledere var ikke om at sprede strejkerne, men om at koncentrere sig om en national demonstrationsdag, der skulle indkaldes om en tre ugers tid, søndag den 17. december. Juppé havde sagt i et avisinterview i midten af november, at han ville 'være tvunget til at trække sig tilbage, hvis to millioner mennesker demonstrerede' mod ham, og dette så for nogle 'moderate' ledere ud som en nemmere måde at slås på end ved at starte en bredere strejkebevægelse. 'Man kan ikke lave århundredets strejke hver måned,' sagde Jean Paul Roux fra det uafhængige forbund UNSA, 'mange tjenestemænd kan ikke miste to dages løn med seks ugers intervaller op til jul.'[21]
Lederne af FO og CGT havde givet hinanden hånden, men det var på ingen måde klart, at de ville samarbejde om fortsatte strejker. Desuden tilbød en betydelig del af Socialistpartiet stadig mere direkte hjælp til Juppé. Mere end hundrede 'eksperter' og 'intellektuelle' tilknyttet partiet underskrev en støtteerklæring til principperne om 'reform af det sociale sikkerhedsnet' og hyldede Nicole Notat for hendes 'mod og selvstændige ånd' ved at gå imod protesterne.[22] Og mens partiets nyligt valgte ledelse under Jospin hævdede, at de var i 'solidaritet' med protesterne, så nægtede de at tage del i dem, idet de hævdede, at de ikke ville 'lege med ilden'.
Men strejkerne blandt jernbane- og transportarbejderne blev mere og mere solide og begyndte at spredes til postsorteringskontorerne, som oftest var placeret nær ved jernbanestationerne. En rapport i Le Monde fortalte, hvad der skete i Paris:
Tirsdag aften samlede nogle postarbejdere nogle strejkende jernbanearbejdere, de havde mødt på dagens demonstration. Klokken 20 opfordrede delegerede fra CGT og [det uafhængige fagforbund] SUD til 'At kaste Juppé-planen i historiens skraldespand'. Jernbanearbejderne havde opfordret til solidaritet. 'Jernbanearbejderne og de parisiske transportarbejdere er ikke nok. Der er behov for post-, elektricitets-, og gasarbejderne. Vi kan vinde, men det kræver, at alle er med. Vi vil lamme økonomien.'
I løbet af et kvarter var strejken besluttet. Gruppen gik ud og besøgte de forskellige kontorer. Der var en improviseret generalforsamling. De samme talere gentog de samme argumenter. 'Allerede ti centre i provinsen er i strejke. Det er nødvendigt at gøre det samme overalt.' Således skete det, de stemte for at strejke og gik så, under ledelse af jernbanearbejderne, langs jernbanesporet til Austerlitz sorteringskontor på den anden side af Seinen, som de også trak med ud.[23]
Sådanne scener synes at være blevet gentaget mange andre steder. Således på sorteringskontoret i Sotteville nær Rouen:
Hundrede mennesker samledes i en halvcirkel under sorteringskontorets neonlys. Tre talere repræsenterede de to vigtigste forbund - CGT, fra hvilken et cirkulære fortalte om tilstanden for bevægelsen i posten over hele Frankrig, og SUD, hvis løbeseddel fortalte: 'Jernbanearbejderne og studenterne er det eksempel, vi må følge. Vi må ikke lade en sådan chance passere'. Alle mente, at strejken måtte udvides til at omfatte hele Frankrig i alle sektorer. Man behøvede kun at have fået besøg fra Sotteville-jernbanearbejderne for at fatte bevægelsens magt. 'Deres generalforsamling,' forklarede en fagforeningsaktivist, 'var et rigtigt møde i et stort lokomotiv-reparationsværksted. Der var godt 1000 mennesker til stede, fast besluttede, forenede, ivrigt diskuterende, utålmodige efter at afprøve styrken og parate til at gå hele vejen. Det var usædvanligt. Det var sådan en fornøjelse at se.' Mødet besluttede at sende delegationer til alle de store posthuse i regionen, til jernbanearbejderne, til de nærliggende Renault-fabrikker. En aktivist fortalte: 'Det er nødvendigt at mobilisere, at have generalforsamlinger overalt, at overbevise folkene hos France Télécom om at gå i aktion nu frem for at se sig isolerede, når de bliver stillet over for truslen om privatisering. Det er på den måde, man opbygger en ægte national strejke'.[24]
En anden rapport fra Rouen fortæller:
Onsdag den 29. november tog omkring 400 jernbanearbejdere til Renault-Cleon til holdskiftet ved middagstid. Ved hovedporten var stemningen meget dynamisk. De CGT-delegerede på værket opfordrede arbejderne til at tilslutte sig de kæmpende jernbanearbejdere ved at stoppe arbejdet næste dag. Ved fabriksportene fandt der hjertelige diskussioner sted mellem jernbanearbejderne og Cleon-arbejderne, men nogle mindedes med bitterhed, at de var blevet isoleret og svigtet af fagforeningslederne under deres strejke i 1991.
Efter demonstrationen torsdag den 30. november, som omfattede studenter og arbejdere, herunder 1.600 jernbanearbejdere, blev moralen forbedret en del.
Mandag den 4. december deltog adskillige hundrede jernbanearbejdere i møder med arbejdere ved porten eller inden for en række firmaer: Ralston, Alsthom, CPAM, CHU, Grande Paroisse, etc. Besøget hos Sernam førte til, at dette center gik i totalstrejke. 200 ansatte hos Cheques Postaux fulgte jernbanearbejdernes eksempel og besøgte de ansatte hos CPAM, som stemte for strejke.
Demonstrationen tirsdag den 5. december slog alle rekorder, og journalister talte om 20.000 demonstranter. Omkring 3.000 jernbanearbejdere gik i spidsen for den sammen med 500 Cleon-arbejdere. I mange private firmaer fandt der arbejdsstandsninger sted den tirsdag med betydelig deltagelse i demonstrationen, især fra Legrand, Rhone Poulenc og Grand Paroisse fabrikkerne.[25]
Et lignende mønster fulgtes over meget af landet, i såvel store som små byer.[26] I Lyon gik jernbanearbejdere til postsorteringskontorerne og derefter til busgaragerne for at få dem ud.[27] I Limoges besøgte jernbanearbejdere socialkontoret og telefonarbejderne, før de holdt et fælles møde med strejkende elværks- og gasværksarbejdere.[28] I Bayonne sluttede elværks- og gasværksarbejdere sig til de strejkende jernbanearbejdere den 28. november, og postarbejderne den følgende dag, og mødtes snart dagligt foran rådhuset for at tage stilling til dagens aktioner (som f.eks. at afbryde elektriciteten til luksushotellerne).[29]
I slutningen af november var jernbanerne, Paris's metro og busser, alle landets større sorteringskontorer samt et betydeligt antal telefonarbejdere, elværks- og gasværksarbejdere i strejke, og skulle blive ude i de næste tre uger. Efterhånden som strejken fortsatte, blev de fulgt af et stigende antal lærere, indtil flertallet var i strejke. Selv i sektorer, hvor ledelsen hævdede, at kun et mindretal faktisk var i strejke - som inden for postvæsenet, telekommunikation, el- og gasværker - blev strejken gjort effektiv ved f.eks. at besætte områderne. I visse regioner tog elværksarbejdere, som ikke var i stand til at lukke ret meget af generator-kapaciteten ned, kontrol over kontorerne og satte de fleste forbrugere på nedsat nattakst i dagtimerne.
I andre dele af den offentlige sektor fremstod et mønster, hvor folk arbejdede mormalt en del af ugen, men stemte så på generalforsamlinger for totalt stop på de aktionsdage, der fandt sted to gange om ugen. På sådanne dage fik strejkens kerne-sektorer tilslutning fra et langt bredere antal tjenestemænd, havnearbejdere, lufthavnsarbejdere, hospitalsarbejdere og delegationer fra den private sektor - og fik endda støtte fra færdselspolitiet, som nægtede at udstede parkeringsbøder. På nogle af dagene blev aviserne lukket af CGT's strejker i trykkerierne. Sit-ins i kommunale administrationsbygninger, blokader af kanal-tunnelens jernbanelinie, demonstrationer på lufthavnenes start- og landingsbaner, besættelser af motorvejenes betalingsbokse (med indsamlinger blandt bilisterne til strejkefondene) - alle højst 'illegale' aktioner, som politiet ikke turde gå imod - hjalp med til at øge strejkernes effektivitet.
Ingen ved nøjagtigt hvor mange strejkende, der var på noget givet tidspunkt. Besættelsen og blokaden af områderne i strejkens kerne-sektioner betød, at hverken ledelsen eller fagforeningen vidste med sikkerhed, om de, der ikke arbejdede, var i strejke eller simpelthen ikke var i stand til at komme på arbejde. Lammelsen af transportsystemet og de kæmpestore trafikpropper komplicerede billedet yderligere. Det samme gjorde det skiftende antal, der var i strejke på 'normale' dage og på demonstrationsdage. Det eneste, der er sikkert, er, at strejkerne lammede centrale dele af landets infrastruktur, og at som dagene gik, voksede antallet af arbejdere, som var omfattet af strejkerne. Og hele vejen igennem udtrykte langt over halvdelen af befolkningen sympati med strejkerne i menningsundersøgelser.
Strejken var aldrig en generalstrejke, forsåvidt den aldrig omfattede mere end delegationer på demonstrationer fra størstedelen af den private sektor. Men den lammede meget af landets økonomiske liv og skabte en situation, som regeringen ikke kunne løse uden at give vigtige indrømmelser.
Dette viste sig ved det, der skete med regeringens egne planer for at bryde strejken. Den annoncerede, at den ville bryde transportstrejken i Paris ved at indsætte en flåde af skruebrækker-busser. I virkeligheden kunne den aldrig yde transport til mere end et lille mindretal af pendlere, og trafikpropperne betød, at rejser, der måske havde taget 40 minutter, nu tog tre eller fire timer. Det regerende RPR parti udsendte en opfordring til dets aktivister fredag den 1. december om at danne 'transport-bruger-komiteer, der skulle organisere en demonstration mod strejken, sandsynligvis næste torsdag'.[30] Dets forbillede formodedes at være den halve million store demonstration, som præsident de Gaulles tilhængere havde været i stand til at mobilisere i den sidste uge af maj 1968. Faktisk var det højeste de kunne opnå et par hundrede mennesker, der marcherede i Paris, og lokale RPR deputerede opgav snart ethvert forsøg på at starte komiteer. Tilsvarende blev 'trusler' fra regerings-deputerede om at 'løse krisen' gennem en folkeafstemning eller nyvalg aldrig til noget, da det blev klart, at regeringen ville tabe begge - suppleringsvalg i december førte til store venstresving. Til syvende og sidst måtte Juppé opgive talen om at 'stå fast', give besked om, at han var indstillet på at forhandle med fagforeningerne, lægge planerne om at rationalisere jernbanesystemet 'på is', droppe sin fastholdelse af at øge det antal år, som offentligt ansatte skulle arbejde for at blive pensionsberettigede, og annoncere et 'socialt topmøde' med fagforeningslederne til den 22. december.
Rosa Luxemburgs klassiske værk, Massestrejken, det politiske parti og fagforeningerne, som var baseret på erfaringerne fra begivenhederne i 1905 i det russiske imperium (inklusive hendes fødeland, Polen), fortalte, hvordan en spontan strejkebevægelse kan bryde ud, bevæge sig fra økonomiske til politiske og igen tilbage til økonomiske krav. Hun understregede spontaniteten i processen, som undgik ethvert forsøg på at kontrollere den fra arbejderbevægelsens bureaukrater, og som selv revolutionære socialister kunne have problemer ved at være på højde med. Hun viste, hvordan det, der begyndte som en bevægelse i én sektor, kunne sprede sig, indtil den udgjorde en generel politisk udfordring til staten og herved kunne rejse de mest fortvivlede og uorganiserede dele af arbejderne til at begynde at stille deres egne økonomiske og siden politiske krav.
Men ikke alle store massestrejker i det sidste århundrede har udviklet sig på den måde, som Rosa Luxemburg beskrev. Vi har også haft gentagne erfaringer med det, der er blevet kaldt 'den bureaukratiske massestrejke' - en strejkebevægelse omhyggeligt organiseret fra oven af fagbureaukratiet for at sikre dets forhandlingsposition over for arbejdsgivere og regering og for at bevare dets indflydelse på flertallet af arbejdere. Tony Cliff f.eks. beskrev omkring 35 år siden, hvordan belgiske arbejderledere organiserede strejker efter denne model i begyndelsen af århundredet i kampen for stemmeret - og for at skabe sig adgang til det belgiske parlament. Han fortæller, hvordan de fra oven udpegede strejkeledere inden for hver branche og lokalområde for at sikre, ikke blot at strejker startede efter forskrifterne, men også blev bragt til afslutning i det øjeblik, bureaukraterne ønskede det.[31] Tony Cliff og Donny Gluckstein påpegede for ti år siden, hvordan en stor defensiv kamp, den britiske generalstrejke i 1926, i høj grad faldt inden for det samme mønster:
Den havde meget lidt til fælles med den slags massestrejke, som Rosa Luxemburg beskrev. Fra starten gjorde TUC-lederne [TUC: det engelske LO; o.a.] det klart, at de havde til hensigt at bevare et fast greb om strejken. De påtog sig selv at beslutte, hvem der skulle nedlægge arbejdet, og hvem der ikke skulle.[32]
Fagforeningsledelsens evne til at bevare kontrollen på denne måde (hjulpet af de frygtelige fejl, som det britiske kommunistparti begik under indflydelse af den staliniserede Kommunistiske Internationale) betød, at selv om de strejkende udviste en enorm enhed og solidaritet, så resulterede deres tilbagevenden til arbejdet ni dage senere efter instruks fra TUC i et ødelæggende nederlag for bevægelsen.
Sådanne 'bureaukratiske massestrejker' blev et kendetegn ved arbejderbevægelsen i en række udviklede industrilande i 1980'erne. Arbejdsgivere og regeringer var besluttet på at tage nogle af de ting tilbage fra arbejderne, de have indrømmet dem i 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne. Fagforeningsledere følte, at de ikke havde noget andet valg end at vise regeringerne, at de betød noget som 'forhandlingspartnere', og at tillade vreden blandt de arbejdere, de repræsenterede, til en vis grad at komme til udtryk. De gjorde dette ved at opfordre til omfattende strejker, men forsøgte at sikre, at de bevarede kontrollen over deres tempo, deres militans og deres varighed. Som jeg skrev for ni år siden:
Der har været en række store strejker i den offentlige sektor efter denne model inden for de seneste år i: Holland, Belgien, Sverige, Finland og Danmark. I hvert tilfælde har et højreorienteret socialdemokratisk fagbureaukrati pludselig følt sig tvunget til at opfordre til en kort stund med strejker fra en arbejderbevægelse, der tidligere havde været relativ passiv. Svagheden i traditioner for kamp har som regel tilladt fagbureaukratierne at bevare kontrollen over disse strejker. I nogle få dage er en branche eller et land så godt som lammet, så opnår fagforeningslederne en aftale, alt vender tilbage til det normale og stabiliteten vender tilbage.[33]
Men selv i 1980'erne, bemærkede jeg, 'har der været tilfælde, hvor bureaukratiske strejker delvist undslipper fagbureaukratiets kontrol'. For eksempel: I Danmark i 1985 stemte en million arbejdere ud af en befolkning på fem millioner på tusindvis af møder for at forlænge en massestrejke, efter at fagforeningsledere havde sagt, at de skulle tilbage på arbejde. De vendte tilbage til arbejde et par uger senere, men deres aktioner var nok til at tvinge Schlüter-regeringen til at opgive dens planer om at efterligne, hvad Thatcher havde gjort i Storbritannien.[34]
Det er meget vigtigt for socialister, der står over for massestrejker, at være klar over, hvilken kategori de tilhører. En strejke, som spontant udløser militansen, kamplysten og den stigende klassebevidsthed hos flertallet af arbejdere åbner for enorme udsigter for både en udfordring til det eksisterende samfund og opbygningen af socialistisk organisering. Omvendt så vækker en massestrejke, der forbliver fast i hænderne på fagbureaukratiet, enorme håb hos de fleste arbejdere, blot for at knuse dem på en måde, der kan føre til års demoralisering.
De fleste levende kampe kan ikke entydigt placeres i den ene eller den anden af disse kategorier. Måske starter fagbureaukraterne aktioner fra oven med den klare hensigt at fastholde dem under deres kontrol og afslutte dem på deres egne betingelser. Men dette betyder ikke, at de altid er i stand til at få deres vilje over for de arbejdere, som følger deres opfordring til aktioner. Når arbejdere går i aktion, begynder de at opdage deres egen evne til at slås og kontrollere ting - og der er altid i det mindste begyndelsen til en trussel mod fagbureaukratiet heri. Faktisk er dette en meget væsentlig grund til, at faglige ledere afslutter kampe, netop som arbejdsgiverne begynder at frygte den magt, som arbejderbevægelsen viser.
De franske strejker begyndte på en måde, der mindede meget om de 'bureaukratiske' massestrejker, som var typiske for 1980'erne. Fagbureaukratiet startede kampen, fordi det ønskede at bevise, at netop fagbureaukratiet var den afgørende 'mægler' mellem regeringen og arbejderklassen. Alle fagforeningerne gik ind for at vende tilbage til arbejdet, da først regeringen havde vist, at den var indstillet på at forhandle med dem og havde gjort indrømmelser, uden dog fuldstændigt at annullere Juppé-planen. Og selv om mange gulvplansaktivister havde det dårligt med dette, havde de ingen steder tillid nok - hverken til deres egen holdning eller til deres egen styrke - til at fortsætte kampen på trods af bureaukratiet.
Men fra et meget tidligt tidspunkt begyndte bevægelsen at bryde ud af de sædvanlige bureaukratiske rammer. Den viste den spontane militans, kampvillighed og stigende klassebevidsthed, som Rosa Luxemburg havde fremhævet. Det gjorde den, fordi den udtrykte den enorme bitterhed mod de eksisterende magthavere, virksomhedsledere og institutioner, der er karakteristisk for folkestemningen i 1990'erne i de udviklede lande. Den var i bogstaveligste forstand et produkt af de træk, der adskiller 1990'erne fra 1980'erne.
I 1980'erne var det typiske, at dele af arbejderklassen udviste en enorm bitterhed, som eksploderede i kampe, der udtrykte megen vrede - som med stålarbejderne, minearbejderne og arbejderne på de store aviser i Storbritannien. Men andre dele følte, at de, hvis de gav arbejdsgiverne begrænsede indrømmelser, på en eller anden måde ville være beskyttet mod de værste aspekter af krisen - og endda at de med opsvinget i slutningen af 1980'erne individuelt kunne være i stand til at nyde godt af 'folkekapitalismen'. I modsætning hertil har lavkonjunkturen i begyndelsen af 1990'erne ødelagt sådanne illusioner og skabt en meget udbredt følelse af, at systemet tilbyder folk meget lidt, selv om der ikke ser ud til at være noget alternativ til det.
Dette har givet sig udtryk i dyb desillusion med de eksisterende politiske systemer og politikere og i pludselige meningsskift. Således stemte i Frankrig et meget stort antal arbejdere, som havde stemt på venstrefløjen ved de to præsidentvalg i 1980'erne, på højrefløjen ved parlamentsvalget i 1993. Dette betød ikke, at de holdt op med at udtrykke støtte til kampene mod den nye premierminister, Balladur, fra Air France-arbejderne og fra unge mennesker, som gik til modstand mod en nedsættelse af mindstelønnen. Ej heller forhindrede det, at mange, som undlod at stemme eller stemte på højrefløjspartierne ved første runde af præsidentvalget sidste forår (en meningsmåling ved udgangen fra valgstederne tyder på at kun 42% af manuelle arbejdere ['ouvriers'] stemte på venstrefløjspartierne[35] og hele 27% på fascisten le Pen), svang tilbage og støttede Socialistpartiets kandidat Jospin, som uventet fik 47,4% i anden runde.
En sådan bitterhed og flygtighed betød, at i det øjeblik, hvor seriøse aktioner gik i gang til forsvar for arbejderklassens interesser, så identificerede et meget stort antal mennesker sig med dem og så dem som en mulig løsning på deres egne problemer.
Et andet vigtigt træk ved de franske begivenheder var, at selv om de kom efter en lang periode med nederlag og tilbagetog hos organiserede arbejdere - specielt i årene, hvor Socialistpartiet kontrollerede både præsidentembedet og paralmentsflertallet, og hvor fagbureaukratiet holdt kampe tilbage i håb om at fastholde indflydelse på ministrene - så var perioden iblandet visse iøjnefaldende sejre eller 'næsten-sejre', som f.eks. studenternes og jernbanearbejdernes aktioner i 1986 og Air France-strejkerne i 1993.
Endelig gik det franske fagbureaukrati ind i kampen i en særdeles fragmenteret tilstand, hvor de kun var i stand til at udøve direkte indflydelse på arbejderne, hvis de kunne overtale gulvplansaktivister til at følge deres lederskab.
Som vi har set, har de franske fagforeninger været opdelt i rivaliserende fagforbund siden begyndelsen på 'den kolde krig' for næsten et halvt århundrede siden. Dette har givet fransk kapitalisme store fordele. Det har betydet, at militante strejker, selv når de lykkedes, sjældent har resulteret i dannelsen af den type af magtfulde gulvplans-organiseringer, som eksisterede for eksempel i Storbritannien i 1960'erne og i begyndelsen af 1970'erne. Fagforbundene er alt for ofte endt med at gøre mere ud af at hugge medlemmer og indflydelse fra hinanden end på at bekæmpe arbejdsgiverne. Resultatet var, at selv efter generalstrejken i 1968 voksende fagforeningernes medlemstal kun lidt, og begyndte så at falde i 1980'erne. CGT's medlemstal i 1994 var kun en tredjedel af, hvad det var i 1977,[36] og det samlede antal fagforeningsmedlemmer udgjorde mindre end 10% af arbejdsstyrken.
Fagforeningernes indflydelse på arbejdsstyrken er meget større end alene antallet af fagforeningsmedlemmer antyder. Frankrig har længe haft en stats-organiseret system af bedriftsråd. Under dette system konkurrerer de forskellige fagforeninger ved årlige valg på den enkelte arbejdsplads om, hvem der skal have betaling for i en del af arbejdstiden at repræsentere arbejderne og stå for faciliteter som fabrikskantiner. Og selv om f.eks. CGT kun har 6% af arbejderne på en arbejdsplads som medlemmer, kan den måske alligevel få 60% af pladserne ved sådanne valg. Heraf følger det paradoks, som er utænkeligt i Storbritannien, at ikke-medlemmer på en overenskomstdækket arbejdsplads kan udvise en høj grad af støtte for principper om faglig organisering og endda i visse tilfælde være de mest militante, når strejker bryder ud. Heraf følger imidlertid også, at der ofte er en voldsom konkurrence mellem aktivister, der tilhører forskellige fagforeninger, hvor de hver især forsøger at fordrive de andre fra pladser i bedriftsrådene. Når det kommer til sådanne konkurrence-situationer, vil ikke kun FO og CFDT, men også CGT fornægte militans for at vinde stemmer.
Historisk har CGT aldrig tøvet med at ekskludere dem, der er for militante for fagforbundets linie. Det var en af de faktorer, der tillod CFDT at opsamle mange folk, som opfattede sig selv som værende 'på venstrefløjen' i 1968 og i årene efter. Det har også i visse tilfælde tilladt dele af FO at udgive sig for at være venstreorienterede ved at acceptere dem, der var for radikale for CGT. For ikke så længe siden har CFDT også ekskluderet dem, de opfattede som værende for militante, hvilket har ført til, at ekskluderede medlemmer inden for postvæsenet har dannet forbundet SUD.
Tilbagegangen i fagforeningernes medlemstal i 1980'erne og 1990'erne har forstærket fragmenteringen af faglige struktur endnu mere, hvilket har ført til slagsmål inden for såvel som mellem fagforbundene. Både ledelsen af FO og af CFDT står over for en intern opposition - i FO fra dem, som mener, at det ikke for nogen pris må opgive sin gamle strategi om at øge sin indflydelse ved at tjene arbejdsgiverne; i CFDT fra dem, som mener, at det taber indflydelse, fordi det har opgivet militansen til fordel for Socialistpartiets højrefløjs politik.
Der er også mindre klare splittelser inden for CGT, som til en vis grad afspejler uenigheder inden for Kommunistpartiets ledelse om, hvordan man skal tilpasse sig situationen efter USSR's sammenbrud og fiaskoen for Socialistparti-regeringerne (som oprindeligt kom til magten gennem 'Venstre-alliancen' mellem Socialistpartiet og Kommunistpartiet). I CGT handler den centrale diskussion om, hvordan det kan bryde ud af sin 'marginalisering' - af en situation, hvor dets svaghed og indflydelsen fra rivaliserende forbund betyder, at det kun har ringe indflydelse på hvordan såvel arbejdsgivere som regering agerer. Diskussionerne omkring dette spørgsmål har tvunget det til at opgive den monolitiske stivhed, der karakteriserede det tidligere. F.eks. indrømmer forbundets leder Viannet nu, at man begik fejl i 1968 - selvfølgelig ikke ved at undlade følge en revolutionær vej, men ved at afskære sig fra kræfter, der kunne have opbygget forbundets medlemstal og indflydelse, hvor man i stedet til en vis grad drev disse kræfter i retning af CFDT.
Annonceringen af Juppé-planen var både en udfordring til og en mulighed for de fragmenterede fagbureaukratier. Juppé sagde i realiteten, at han ikke tog dem alvorligt, mens den vrede, som han skabte forsynede dem med en chance for at øge deres støtte blandt arbejderne enormt. De kunne imidlertid kun gøre dette, hvis de opmuntrede deres aktivister på arbejdspladserne til at agitere på en måde, der nødvendigvis måtte gå langt videre end de normale bureaukratiske manøvrer.
Udfordringen var, som vi har set, meget alvorlig for FO, som havde flertallet af sine medlemmer i den offentlige sektor og pga. sin privilegerede position i administrationen af det sociale sikkerhedsssytem. Samtidig så FO-ledelsen, da Nicole Notat fra CFDT erklærede sin støtte til Juppé-planen, en mulighed for at plukke de CFDT-medlemmer, som var i den offentlige sektor, fra Notats forbund. I mellemtiden så CGT-ledelsen en massiv mulighed for sig selv. Den vrede, som Juppé-planen skabte blandt flertallet af arbejdere gav den en mulighed for at vise, hvor vigtig CGT var som, historisk set, det forbund, de fleste militante aktivister orienterede sig mod. Dets mobiliseringer, mente de, kunne sætte de andre fagforbund i skyggen - noget det viste helt klart fredag den 24. november, hvor det gjorde det, som de andre forbund havde tænkt skulle være blot en protest mod bestemte krav, til et meget mere generelt oprør mod Juppé-planen - f.eks. ved at bruge busser stillet til rådighed af kommunistparti-ledede byråd til at køre et meget stort antal mennesker fra forstæderne til demonstrationen i det centrale Paris. Og dets muligheder var endnu større, da Blondel blev tvunget til at omfavne CGT-lederne den 28. november. På hver eneste arbejdsplads havde FO-aktivister, som gennem årtier havde været imod CGT-mobiliseringer, nu ikke længere noget argument mod at deltage i protester, som CGT-aktivister var de drivende kræfter i.
Der er ingen tvivl om, at fagforeningsaktivister fra CGT spillede en nøglerolle i at få strejkerne i gang. Ej heller er der nogen tvivl om, at disse aktivister blev opmuntret til at gå i gang i strejkens første dage af forbundets fuldtidsansatte funktionærer. Det var CGT-aktivister ved jernbanerne, som tog initiativet til at indkalde til generalforsamlinger og til at stemme for strejke og herefter til at trække post-, telefon, el- og gasværksarbejdere med ud. Og de gjorde det ikke bare som individer, men i overensstemmelse med ønskerne fra deres forbundsledere. Men så snart bevægelsen gik i gang, begyndte CGT-lederne at miste den direkte kontrol over begivenhederne. På generalforsamlingerne gav arbejdere fra alle fagforeninger, og de, som ikke var medlemmer af nogen, udtryk for deres holdninger. Og disse holdninger blev ofte mere radikale, efterhånden som bevægelsen voksede.[37]
Fagforbundene nægtede alle at rejse krav om Juppé-regeringens afgang, men da enkeltpersoner startede med i kor at råbe parolen på demonstrationer, tog tusinder af andre den op. Plakater sagde '2 millioner og én' - hvilket hentydede til, at Juppé skulle holde sit løfte om at træde tilbage, hvis demonstrationerne omfattede flere end 2 millioner. Et typisk eksempel var sygeplejerskerne i Paris, som sang 'Juppé, vi vil give dig røvfuld',[38] mens 15-20.000 arbejdere i Clermont Ferrand, som gik i parade i timevis gennem byens centrum, råbte i kor 'Ned med Juppé-planen, Juppé må træde tilbage'.[39]
Sammen med radikaliseringen af kravene kom der en radikalisering af de politiske holdninger - ofte fra arbejdere, som ville sige, at de var 'upolitiske'. En rapport om det centrale bus- og metro-værksted i Paris kunne fortælle:
Et rødt flag vajer over facademuren. En ung arbejder, som ikke er medlem af nogen fagforening, placerede den der som et symbol på de arbejdspladser, som havde været besat siden 28. november. Han sagde til sig selv: 'dér, Pariserkommunen, det er fransk nok'. Fagforeningsrepræsentanten fra CGT skyndte sig, noget misfornøjet, at omringe den med 'trikolerer' [det franske nationalflag; o.a.].[40]
En rapport med interviews med strejkende siger:
De tror ikke længere på politik, på 'venstre og højre'. De tror heller ikke på journalister. 'De er ligesom politikerne, langt væk fra os, og deres aviser er ikke virkelighed. De lader aldrig os tale på TV.' Og når maskinarbejderne taler om demokratiet i Frankrig, siger de, at det er 'totalitært', som i RATP. Det er en falsk enighed, de gennemfører noget, der ligner en dialog, og bagefter gør arbejdsgiverne, som de vil.[41]
En højerestående funktionær i FO's metalarbejderforbund - som ikke opfordrede til storstrejke - fortalte journalister, at han var bekymret for en social krise, som han vurderede som værende 'meget alvorlig'.
Lønarbejdere tror ikke længere på stemmesedlen. Strejken er den eneste måde, de har tilbage til at ændre tingene.[42]
Kravet om en videre generalisering af kampen kom endda til udtryk på CGT's kongres, som fandt sted i strejkens anden uge. Tidligere havde sådanne kongresser altid været lagt i faste rammer på forhånd af forbundets ledelse. Men dets centrale ledelse var uenige om den langsigtede strategi for at øge forbundets indflydelse, mellem 'traditionalister' og 'fornyere'. Denne splittelse tillod andre stemmer, som ikke tilhørte nogen af de to lejre, at få ørenlyd.
Allerede om mandagen [kongressens første dag] protesterede nogle delegerede mod generalsekretærens appel om forhandlinger og krævede, at han stod fast på at kræve umiddelbar tilbagetrækning af Juppé-planen og at han opfordrede til en generalstrejke. Dette spørgsmål, som ikke var på kongressens dagsorden, forårsagede livlige meningsudvekslinger mellem de delegerede. Halvdelen af indlæggene opfordrede til generalstrejke, nogle sagde, at fraværet af denne parole mudrede CGT's stilling og gjorde den tvetydig. 'Generalstrejken er den eneste måde at få regeringen til at give efter', mente en jernbanearbejder. 'Kongressen må vise, at CGT er besluttet på at gå hele vejen.'
Niveauet for generaliseringen af disse kampe kan ses af måden, hvorpå arbejdere fra én branche gik ud for at trække arbejdere fra andre brancher med. Det kan også ses på den måde, arbejdere blandede sig med hinanden på demonstrationerne uden nogen som helst bekymring for, hvilket forbund eller hvilken branche, folk kom fra.[43]
Symbolerne på kampen var, overalt, fra Frankrigs revolutionære traditioner, selv om mange af de strejkende og demonstrerende helt klart ikke havde stemte på venstrefløjen ved valgene om foråret, og et betydeligt mindretal af arbejderne havde stemt for Front National. Strejken var ofte stærkest i de større og mindre byer i den sydlige del af landet, hvor Fronten har gode valgresultater. I Toulon, hvor Fronten har magten, demonstrerede 25.000 til støtte for strejken i en by på 100.000; i Marseilles, hvor Fronten længe har haft en stærk base, var der tre demonstrationer på mindre end 14 dage på fra 160.000 til 200.000 mennesker i en by, hvis befolkning er omkring 800.000. Overalt var der røde flag, og et markant træk ved alle demonstrationerne var, at tusinder af mennesker sang Internationale - noget der er sket så sjældent i de sidste 25 år, at de fleste arbejdere ikke kendte teksten!
Graden af aktiv deltagelse i strejkerne fra flertallet af arbejdere var langt højere, end det normalt har været tilfældet i franske strejker. Selv i generalstrejken i 1968 var det typiske mønster, at mindretallet af aktive fagforeningsmedlemmer fik de andre arbejdere med i strejken, sendte dem hjem og herefter selv besatte arbejdspladserne gennem resten af kampen. Og selv det mindretal, der besatte, var ofte ikke særligt aktivt involveret i bevægelsen, men spillede kort eller bordtennis for at få tiden til at gå, frem for at debattere og demonstrere. I modsætning hertil var december-strejkerne karakteriseret af en meget høj grad af aktivitet, hvor fagforeningsaktivister indkaldte til daglige 'generalforsamlinger', hvor medlemmer og ikke-medlemmer sammen stemte om, hvorvidt strejken skulle fortsætte i endnu 24 timer, og i mange tilfælde diskuterede, hvad man skulle gøre for at trække nye grupper af arbejdere med i kampen.
Dette betød, at der var et enormt potentiale for udviklingen af nye former for organisation fra neden, baseret på arbejderdemokrati frem for på bureaukratisk manøvrering. Arbejdere var i strejke sammen, hvor nogle grupper trak andre med ud og hjalp med til at opretholde deres kamp. Der var kun et lille skridt videre at gøre generalforsamlinger for én sektor til fælles generalforsamlinger for hele klassen i et lokalområde, og til at slutte enkelte strejkekomiteer sammen til koordinerende komiteer for en hel by eller et helt lokalområdes arbejdere.
Dette begyndte afgjort at ske i en række tilfælde. Således fortæller en lærer fra 20. arrondissement i Paris om, hvad der skete, efter at hans skole havde stemt for at strejke:
Vi tog ned til det lokale postkontor, som var i strejke. Der var omkring 100 af dem, som havde et møde i kantinen. Det var utroligt, alle klappede ad os, som bare var en lille skole! De foreslog en lokal demonstration torsdag morgen, før den landsdækkende march, som skulle gå rundt til de lokale arbejdspladser. Alle mente, at det var en god idé, og det blev besluttet med det samme at kontakte andre lokale strejkende. Bevæbnet med løbesedler tog vi af sted på en rundtur til de lokale arbejdspladser - kontoret for Paris' vandforsyning, hvor en delegation gik lige ind, mens resten råbte i kor udenfor, et stort plejehjem, hvor en gruppe af hjemmets arbejdere kom ud til døren - næsten allesammen lavtlønnede, kvinder og sorte - det store Monoprix supermarked, hvor omkring 20 strejkende lærere, postarbejdere, buschauffører og skoleelever marcherede lige ind.
Frugten af den form for lokale kontakter og initiativer sås få dage senere. Omkring 500 strejkende fra arbejdspladser over hele distriktet mødtes for at planlægge fælles aktiviteter i hele arrondissementet og blev enige om at etablere en egentlig koordinationskomité mellem de strejkende arbejdspladser i arrondissementet. Tilsvarende skridt blev rapporteret fra adskillige andre distrikter i Paris. Og nogle steder uden for Paris ser graden af koordineret organisation ud til at være gået længere. En CGT-aktivist har fortalt, hvordan de dannede en strejkekomité i Rouen:
Først fremlagde vi appellen på en generalforsamling af SNCF-arbejdere. Teksten foreslog tilbagetrækningen af Juppé-planen som den akse, generalstrejken skulle opbygges omkring. Da generalforsamlingen havde godkendt teksten, arbejdede vi videre med den i en komité, som havde repræsentanter fra alle de fagforeninger, som var repræsenteret blandt arbejderne. Vi var enige om, at vi var nødt til at sprede bevægelsen til alle kategorier af jernbanearbejdere. Så vi besøgte SNCF-reparationsværkstedet ved Quatre Mares (med 800 arbejdere, en af regionens største arbejdspladser).
Da vi forklarede SNCF-rationaliseringsplanen, blev arbejderne meget ophidsede. Og det var altså kl. 5 om morgenen. Nogle af Quatre Mares-arbejderne gik med ud for at styrke blokaderne ...
Samme eftermiddag befandt vi os på en generalforsamling for alle arbejdspladser. Atmosfæren var vanvittig. Folk trommede, råbte og fløjtede. Intet var organiseret bortset fra taler fra repræsentanter for fagforbundene. Vi prøvede at 'normalisere' situationen ved at danne en strejkekomité ... med fem eller seks repræsentanter med mandat fra de enkelte sektorers generalforsamlinger plus de sædvanlige repræsentanter for hvert fagforening.
Og således fungerede det fra strejkens tredje dag og frem. Hver morgen organiserede de enkelte organisationskomiteer i hver sektor sammen med tillidsfolkene generalforsamlingen. I begyndelsen af eftermiddagen planlagde den centrale komité eftermiddagens fælles møde ...
Eftermiddagsmøderne blev holdt i en gård, hvor vi normalt parkerer tog, der venter på at blive repareret. Atmosfæren var utrolig. De store forsamlinger var som stævner. Men de repræsenterede hjertet i strejken, hjertet af arbejderdemokrati.
Det var gennem dette daglige møde, at alle arbejdspladser og alle fagforeningsorganer efterhånden fik indpodet strejkeånden. I begyndelsen kom der to eller tre arbejdere fra et bestemt firma eller lager. Så begyndte de at tage deres arbejdskammerater med! Og i tre uger var denne jernbanegård mødestedET for alle de sektorer, der var i kamp. Rouen's postsorteringscenter var de første, der gik med i strejken. Så var der Électricité de France. Renault-bilfabrikken i Cleon besluttede at slutte sig til os, efter at 800 af os havde været henne for at snakke med dem ...
Man kan ikke sige, at det blev en fælles strejkekomité. Det var ikke tænkt på den måde. Men det repræsenterede helt sikkert et mødested, et forum for initiativer for alle de sektioner, der var involveret i kampen ...
Sammen lavede vi en løbeseddel, som vi uddelte den 11. december, da vi blokerede alle veje ind i Rouen. Flere end 1.000 arbejdere fra alle sektorer mødtes ved SNCF-depotet klokken 4 om morgenen - lærere, postarbejdere, Renault-arbejdere, vi blokerede byen den dag. Den næste dag organiserede vi et 'forum for kamp' lige foran rådhuset. En oplevelse som denne ændrer ens måde at tænke på.[44]
Der er en meget lignende rapport om organiseringen af strejken i Dreux - byen med 35.000 mennesker omkring 100 kilometer fra Paris, hvor Front National fik sit første gennembrud ved et valg:
Jernbanearbejderne gennemførte en ny, åben form for kamp mod Juppé-planen og rationaliseringen af jernbanerne ved at gøre deres generalforsamlinger helt åbne for alle de andre sektioner, som var i kamp, for pressen og for demokratiske organisationer. Diskussioner fandt sted foran kammerater fra andre dele af den offentlige og private sektor.
De små lokaliteter ved banelegemet, tæt ved værkstederne, blev en summende bikube, hvor alt blev debatteret - hvordan bevægelsen kunne bringes fremad, forberedelsen af demonstrationerne, den daglige madforsyning, organiseringen af pasning af de strejkendes børn ... og hvordan man skabte forbindelse til andre sektorer. Jernbanearbejderne gik til postarbejderne, hospitalsarbejderne, gasværksarbejderne, lærerne, kommunalarbejderne. Hvorefter alle ofte mødtes foran private fabrikker med megafoner, sange, røde flag, løbesedler med opfordring til generalstrejke i både den offentlige og den private sektor.
Bevægelsen gjorde, at strejkende mødtes - jernbanearbejdere, arbejdere fra den offentlige og den private sektor. Det var ikke længere en bevægelse af 'enhver for sig selv', men af 'alle, sammen'.[45]
Ved at bringe 'indfødte' franskmænd, tyrkiske, nordafrikanske og andre arbejdere fra jernbanerne, posten og industrivirksomhederne i regionen sammen, og sammen med arbejdsløse unge fra højhusene i det sociale boligbyggeri må bevægelsen have haft en enorm politisk virkning på en by, hvor Front National's vækst er blevet beskrevet som 'uimodståelig', [46] og hvor frygten for, at Fronten skulle vinde kontrol over byrådet, fik alle de kommunistiske og socialistiske kandidater ved lokalvalgene sidste år til at trække sig til fordel for det ikke-fascistiske højre, hvilket efterlod det, der engang havde været et venstrefløjs-byråd, uden et eneste medlem fra venstrefløjen!
18. Beretning om protester i Le Monde, 26. november 1995, se også Socialist Worker, 2. december 1995.
19. For beretninger om denne hændelse, se Le Monde, 26. november 1995 og 21. december 1995.
20. Le Monde, 21. december 1995.
21. Citeret i Le Monde, 29. november 1995.
22. Le Monde, 30. november 1995.
23. Le Monde, 30. november 1995.
24. Ibid.
25. Rapport i Lutte Ouvrière, 8. december 1995.
26. En analyse i Le Monde lader formode,
at kun i den østlige del af landet var bevægelsen relativt svag, og at den i
provinsen voksede i størrelse, indtil den overgik bevægelsen
i Paris. Le Monde, 8. december 1995 og 27. december 1995.
27. Rapport i Lutte Ouvrière, 8. december 1995.
28. Ibid.
29. Ibid.
30. Vigtigste forsidehistorie,
Le Monde, 2. december 1995, og rapporten inde i avisen
samme dag om mødet for 500 RPR-tilhængere, som blev holdt i Saint-Jean-de-Luz
for at danne sådanne komiteer.
31. Se T. Cliff: The Belgian General
Strike, International Socialism (old series) No.4, Spring 1961.
32. T. Cliff og D. Gluckstein: Marxism
and Trade Union Struggle, the General Strike of 1926 (London 1986), p189.
33. C. Harman: The Fire Last Time: 1968 and
After (London 1988), p36.
34. Ibid, p368-69. Rapporterne fra den danske strejke
er fra Socialist Worker Review, May 1985, og fra Socialist
Worker, 13 April 1985.
35. Kommunistpartiet, Socialistpartiet og Lutte
Ouvrière's kandidat, Arlette Laguiller.
36. Ifølge Le Monde, 3. december 1995.
37. Le Monde, 3. december 1995.
38. Rapport af Paul McGarr i Socialist
Worker, 2. december 1995.
39. Rapport i Lutte Ouvrière,
8. december 1995.
40. Le Monde, 21. december 1995.
41. Interview med arbejdere i
Le Monde, 21. december 1995.
42. Citeret i Le Monde, 3. december 1995.
43. Rapport i Lutte Ouvrière, 8. december 1995.
44. Interview med J. Perez, -i: International
Viewpoint, januar 1996.
45. Beretning i Rouge, 4. januar 1996.
46. Det er det begreb, som en tidligere borgmester
for Socialistpartiet i byen bruger i sit interessante studie af nazisternes vækst.
Se F. Gaspard: A Small City in France (Harvard, 1995).
Sidst opdateret 3.6.00