Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
I december 1995 sås det største udbrud af klassekamp i Frankrig i et kvart århundrede. Omkring 2 millioner arbejdere i den offentlige sektor gik i strejke over en periode på tre en halv uge. Strejkerne nåede et højdepunkt hver uge med en eller to aktionsdage, hvor demonstrationer i både Paris og i provinsbyerne, der omfattede fra 1 til 2 millioner mennesker, tiltrak ikke kun de arbejdere, der var i strejke, men også mange andre grupper fra den offentlige sektor og et betydeligt antal delegationer fra den private sektor.
Det var ikke en generalstrejke, for så vidt som den var begrænset til centrale dele af den offentlige sektor. Men den lammede i realiteten samfærdslen i byerne over hele Frankrig. Og den kastede klassekampen midt ind i det politiske liv. I en måned var aviser, TV- og radioprogrammer domineret af diskussioner om 'de sociale konflikter'. Alt dette skete blot 8 måneder efter, at de højreorienterede partier havde fejret sejren for deres kandidat, Chirac, ved præsidentvalget, foruden at de havde vundet et massivt flertal på 390 mandater i parlamentet. Desillusionen over Mitterrand som Socialistpartiets præsident havde fået mange arbejdere til at bryde med deres traditionelle troskab mod venstrefløjens partier - og omkring en fjerdedel af dem stemte på det fascistiske Front National - samtidig med at medlemstallet i fagforeningerne var faldet drastisk.
Strejkerne og demonstrationerne udløste uundgåeligt sammenligninger med to tidligere store opsving i arbejderklassens kampe i Frankrig: Med 1936, som førte til, at man for første gang fik betaling for helligdage, og til indførelsen af 40 timers arbejdsuge samt til, at fagforeningerne for første gang fik masse-tilslutning i Frankrig - og med 1968. Men de rejser også spørgsmål, som rækker langt ud over fransk politik. På internationalt plan har de allerede medvirket til at rejse tvivl ved en fundamental strategi for centrale dele af europæisk kapital, nemlig den Økonomisk-Monetære Union, ØMU'en. De har også rejst spørgsmålet, på tværs over Europa, om hvor langt de herskende klasser tør gå i deres forsøg på at skære ned på velfærden. De har udfordret alle dem, der helst forestiller sig, at klassekampen hører fortiden til.
Derfor er spørgsmålet om karakteren af strejkerne i december centralt for socialister. Var de udelukkende defensive, eller rejste de bredere spørgsmål? Vil de hurtigt blive glemt, eller har de muligheden for at blive optakten til begivenheder af umådelig betydning? Og, hvis de har, hvilken betydning har dette for socialisters politiske aktivitet?
Den umiddelbare årsag til de franske strejker var premierminister Juppé's 'plan' for det sociale sikkerhedssystem - Sécu. Den indeholdt en række lovforslag, som ramte alle arbejdere, men især de offentligt ansatte:
Juppé pralede med, at det var en reform, som hans forgængere havde været bange for at gennemføre 'i 30 år'.
Sammen med Juppé-planen i sig selv var der andre 'reformer', som blev offentliggjort inden for de samme få dage. En af dem var 'contrat de plan' (udkast til plan), der ville betyde en voldsom rationalisering af det franske jernbanesystem, med en omfattende nedskæring af service og lukning af stationer og linier, meget tilsvarende Beeching-planen, som blev gennemført i Storbritannien i 1960'erne. En anden rejste perspektivet om en delvis privatisering af telefonvæsenet - og, som konsekvens, andre offentlige virksomheder. En tredje foreslog en omlægning af skattesystemet for at øge byrden på lønarbejdere, mens den skulle lettes for de højeste indkomster.
Det umiddelbare begrundelse for disse forslag - som for den fastfrysning af lønningerne i den offentlige sektor, der var blevet annonceret en måned tidligere - var at formindske underskuddet på det franske statsbudget. Målet var at reducere det til de 3% i 1999, som krævedes af Maastricht-kriterierne for den europæiske Økonomisk-Monetære Union. Det fik nogle til at se Maastricht som den eneste faktor bag Juppé's træk. Således fordømte det franske kommunistpartis leder præsident Chirac's opfordring til at skære ned på underskuddet som 'at stille sig på linie med kansler Kohl' i Tyskland og som at 'rejse det hvide flag' over for finansmarkederne, hvilket 'rejste afgørende spørgsmål for Frankrig og dets suverænitet'.[1]
Presset for at gennemføre den Økonomisk-Monetære Union spillede klart en rolle i timingen af Juppé's forslag. Han tilhører den fløj af den franske herskende klasse, som ser en sådan union, omfattende fransk, tysk, belgisk og hollandsk kapitalisme, som et centralt led i at opbygge den franske herskende klasses internationale position. Men det er interessant, at meget af presset for at gennemføre nedskæringen i underskuddet kommer fra rivaliserende grupper inden for den herskende klasse og fra de konservative partier, som er modstandere af den Økonomisk-Monetære Union. For dem er spørgsmålet om budgetunderskuddet ikke et spørgsmål, som opstår ud fra en eller anden udenrigspolitisk strategi, men snarere fra fransk kapitalismes presserende behov, uanset hvilken strategi den forfølger.
Store budgetunderskud har været et karakteristisk træk ved næsten alle kapitalistiske økonomier i de sidste to årtiers kriser. Som Financial Times har udtrykt det:
USA har ét. Europæerne har ét, og nu har selv Japan ét. Hvad er det de allesammen har? Et alvorligt finansielt problem. Dette er årtiets tema, et tema, der vil forme rytmen i det finansielle liv og danne den kakofoniske baggrundslyd til den politiske debat i stort set hvert eneste industriland.[2]
Underskuddene er et produkt af systemets krise i bredere forstand. Vækstrater, som er betydeligt lavere end i 1950'erne, 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, betyder, at staternes indtægter ikke stiger hurtigt nok til at dække udgiftsniveauet, selv om dette stiger langsommere end tidligere. Faktisk kan disse indtægter stagnere, eller endda falde, som følge af at regeringerne begrænser skatten på profitterne for at give kompensation til storkapitalen for nedgangen i de langsigtede profitrater og som følge af nedsættelsen af skatten på højere indkomster. Som Financial Times bemærker:
Generelt stabiliserede forholdet mellem statens udgifter og BNP sig i industrilandene i begyndelsen af 1980'erne. Men det gjorde det på et niveau, som de enkelte regeringer var ude af stand til, eller uvillige til, at dække gennem beskatning ... De resulterende budgetunderskud ... forøgede forholdet mellem den samlede offentlige gæld og BNP fra 41% i 1980 til 72% i 1995. Pensionsforpligtelser, som der ikke er dækning for, sikrer næsten overalt, at vi ikke har set det værste endnu.[3]
Resultatet er det, der nogle gange kaldes 'den første verdens gældskrise' - frygten for, at på et eller andet tidspunkt vil statsgælden for et eller andet større industriland nå et niveau, som de internationale pengemarkeder ikke længere er indstillet på at finansiere, hvilket resulterer i en enorm indenlandsk ustabilitet og 'et større rystelse af verdens finansielle system'.[4] Resultatet er, at alle de store industrimagter er under pres for at gøre noget ved underskuddene, men at de ikke ved, hvordan de skal gøre det:
Regeringer vil blive straffet, hvis de løser dilemmaet gennem inflation - de vil ikke få lov til at beskatte sig ud af det - og deres økonomier vil sandsynligvis heller ikke vokse sig ud af det. Tilbage står kun at vedblive at skære ned på de løfter, der blev givet i en tidligere, lykkeligere epoke.[5]
Situationen er særligt alvorlig for de europæiske kapitalistiske stater, uanset om de gennemfører Maastricht-forslagene eller ej. I 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne var de alle i stand til at have høje profitrater og hurtigt voksende økonomier samtidig med at de gav betydelige indrømmelser til arbejderne mht. løn, arbejdstid og lovgivning om velfærd - enten som svar på et højt niveau af strejkekampe (Belgien 1960-61, Frankrig 1968, Italien 1969-75) eller for at forebygge at sådanne kampe skulle forstyrre den sociale stabilitet (Skandinavien under en række socialdemokratiske regeringer, Vesttyskland under både kristelig-demokratiske og socialdemokratiske regeringer).
I 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne har de forsøgt
at skære ned på visse af disse indrømmelser
med en udbredt 'rationalisering' af den private sektor, hvilket
har medført stigende arbejdsløshed, med forøget
beskatning på arbejdernes bekostning (under Mitterrand-regeringerne
i Frankrig og med 'genforenings-skatten', som Kohl gennemførte
i Tyskland), med forsøg på at holde lønstigningerne
under stigningen i leveomkostningerne (afskaffelsen af 'scala
mobile' (dyrtidsregulering) i Italien (og Danmark; o.a.)), direkte
angreb på velfærdsydelser (under både socialdemokratiske
og borgerlige regeringer i Skandinavien; pensionsreformen i Italien).
Men trods dette står de europæiske kapitalistiske
økonomier ugunstigt stillet, når de skal konkurrere
med japansk og amerikansk kapital. Deres produktivitet i industrien
er lavere end i både Japan og USA, de reallønne,
de betaler, er højere end i USA (dog ikke end i Japan),
og deres ansatte arbejder langt færre timer:
Gennemsnitligt antal arbejdstimer (pr. fuldtidsansatte pr. år, 1994) [6]
| Japan | 1.964 | |
| USA | 1.994 | |
| Canada | 1.898 | |
| Storbritannien | 1.826 | |
| Italien | 1.803 | |
| Sverige | 1.620 | |
| Holland | 1.615 | |
| Frankrig | 1.607 | |
| Danmark | 1.581 | |
| Belgien | 1.581 | |
| Vesttyskland | 1.527 |
'I dag arbejder en tysker 3 måneder om året mindre end en japaner og 13 uger mindre end en amerikaner'.[7] Men det er ikke kun det. Det gennemsnitlige antal arbejdstimer pr. år er steget i USA, så den gennemsnitlige arbejder nu arbejder 3 uger længere pr. år end i 1980, mens de gennemsnitlige franske og tyske ansatte arbejder henholdsvis to uger og tre uger mindre end i 1980. Ikke underligt at talsmænd for dele af europæisk kapitalisme i stigende grad klager over 'Euro-sclerose' og siger at de betaler for høj en pris for den sociale del af den såkaldte 'sociale markedsøkonomi'. F.eks. insisterer kansler Kohl på, at Vesttyskland må 'indstille sig på dybe ændringer i sin levemåde med længere arbejdstid'.
Kapitalister over hele Europa lægger pres på for at indføre 'mere fleksible' arbejdsforhold, længere årlig arbejdstid, senere pensionsalder og lavere lønniveauer, 'rationalisering' af sundhedssystemet og øget indirekte beskatning. Alle søger energisk at fremme 'anti-inflations-' og deregulerende politikker, der er beregnet på at forebygge, at firmaer giver efter for arbejderes pres for at få lønforhøjelser til at opretholde levestandarden. Overalt er tendensen, at de tilpasser sig 'neo-liberalismens' sprogbrug - om en Thatchersk holdning til velfærd og offentlig service. Juppé-planen passede perfekt til denne indstilling.
Juppé's strategi var altså på linie med strategien hos andre dele af europæisk kapitalisme, uanset om de var for eller imod Maastricht. Men der var særlige træk ved hans taktik, der udsprang af den politiske situation.
For det første var der den pludselige, uforberedte måde, han introducerede planen på. Under de 14 år, hvor Mitterrand havde været præsident, var der lange dryp-dryp-serier af angreb på franske arbejderes levevilkår og goder. To forsøg på at accelerere disse angreb, i perioder med Mitterrand som præsident og en borgerlig premierminister, førte til et pludseligt opsving af hårde kampe, upopularitet for regeringen og en hurtig tilbagevenden til den mere langtrukne metode. Det er, hvad der skete i slutningen af 1986, hvor premierminister Chirac bøjede af, da han stod over for en række kæmpestore studenterprotester og en meget effektiv jernbanestrejke. Dette førte til, at hans regering mistede fremdriften og til valgsejre for Socialistpartiet et par år senere. Det skete igen i 1993-94, hvor den konservative premierminister Balladur, trods et enormt parlamentarisk flertal, var nødt til at bøje af over for kæmpestore protester mod hans forsøg på at skære ned på mindstelønnen for unge arbejdere og over for en meget militant strejke hos Air France. Chirac selv så ud til at lære lektien af disse oplevelser, da han førte præsident-valgkamp i foråret 1995: Han stjal valget fra sin borgerlige rival, Balladur, med populistiske løfter om at gøre noget ved arbejdsløsheden, bevare velfærdssystemet intakt og at hæve lønningerne. Med dette standpunkt vandt Chirac stemmerne fra mange arbejdere, som var desillusionerede over erfaringerne med Socialistpartiet ved magten, og han fik på det nærmeste det blå stempel fra Blondel, lederen af Frankrigs tredje-vigtigste fagforbund, Force Ouvrière.
Da først det konservative flertal var etableret, hvor Chirac erstattede Mitterrand som præsident, og Juppé overtog premierministerposten, var der stigende pres fra erhvervsinteresser for at glemme den slags snak. I begyndelsen så Juppé ud til at modstå dette pres og fyrede en nøgle-minister, som pressede på for en hårdere kurs. Men dette skabte uro i erhvervskredse, som begyndte at føle, at de havde en regering, som ikke var i form til at gennemføre deres politik. Franc'en kom under pres på de internationale valutamarkeder, Juppé blev udsat for gentagne angreb internt fra det konservative parlamentsflertal, og støtten i meningsmålingerne til både Juppé og Chirac blandt de mindre erhversdrivende i befolkningen faldt til omkring halvdelen.[8]
Juppé og Chirac prøvede desperat at lette presset på sig fra storkapitalen og fra det politiske liv. Juppé annoncerede et lønstop i den offentlige sektor i oktober, selv om dette førte til en meget vellykket én-dags proteststrejke blandt fagforeningerne i den offentlige sektor. Chirac holdt en TV-tale, hvori han indrømmede, at han havde 'undervurderet alvoren i problemet' med budgetunderskuddet.[9] Men der var stadig uro hos storkapitalen og blandt de borgerlige parlamentarikere, indtil han 14 dage senere præsenterede sin 'reform-pakke' for Nationalforsamlingen.
Storkapitalens og den parlamentariske højrefløjs holdning til regeringen blev forvandlet. Pludselig så den ud til at have udstukket en klar kurs. Dette var 'premierministerens anden fødsel', rapporterede Le Monde.
For første gang i seks måneder havde Alain Juppé igen fået vejret. Med ét slag havde han forøget sit manøvrerum ... Han har gennemført en politisk redningsaktion.[10]
'Finansmarkederne hilste planen velkommen',[11] blev der rapporteret. Det så endda ud til, at han ville få støtte fra dele af den socialistiske opposition. 'Juppé har ramt plet', indrømmede den tidligere premierminister for Socialistpartiet, Michel Rocard, mens hans kollega, den tidligere sundhedsminister, var parat til 'at støtte regeringen'.[12]
Imidlertid var der mere panik end forudseenhed ved Juppé's 'kup'. I sit ønske om at vinde sådanne bifaldsytringer, forsømte han at lære lektien af de mest vellykkede regeringsangreb på arbejdernes vilkår i Europa gennem de sidste to årtier. De har altid været afhængige af en nøje udtænkt strategi, der var beregnet på at spille arbejderne ud mod hinanden. Nøglen til Thatchers succes i hendes to første regeringsperioder var 'Ridley-planen' - en detaljeret strategi, der blev opstillet, mens de konservative stadig var i opposition i slutningen af 1970'erne, om at angribe stærke grupper af arbejdere en ad gangen og efterlade de andre midlertidigt urørte. Så da hun for eksempel i 1981 stod over for voksende uofficielle strejker mod minelukninger, bøjede hun af, og ventede med at angribe minearbejderne, indtil der var gået tre år med at opbygge kulreserver og forberede elværkerne. Og under den store minearbejderstrejke tøvede hun ikke med at give lønstigninger til andre grupper, som f.eks. jernbane- og postarbejdere, for at isolere minearbejderne, eller med at holde den chef for kulindustrien, MacGregor, som hun selv havde ansat, tilbage, da han ønskede mere drastiske skridt, som måske ville have ført til, at andre grupper af arbejdere ville gå ud til støtte for minearbejderne. Det var først i sin tredje regeringsperiode, at hun gjorde den fatale fejl at gennemtvinge en lov, poll tax'en, der ramte stort set alle arbejdere på en gang.
I modsætning hertil valgte Juppé nogle midler, der direkte ramte pensionsrettigheder for alle grupper af offentligt ansatte, indskrænkede sundhedssystemet for alle og hævede skatterne - og gjorde dette samtidig med, at han pressede en plan igennem, som betød et massivt angreb på jernbanearbejdernes jobs. Det var, som om han prøvede at gøre det samme på få uger, som det havde taget de britiske konservative et årti at opnå - og det kun seks måneder efter at have lovet det modsatte ved et valg.
Han begik også en anden meget alvorlig fejl. Han rystede det, der historisk havde været det store fagforbund, som var mest lydhør over for fransk kapitalismes projekter, Force Ouvrière. Dette fagforbund opstod ud fra en splittelse, der blev arrangeret i det kommunistisk ledede CGT-fagforbund ved starten på den kolde krig i 1948-49, og i mange dele af økonomien overlevede FO på grund af støtte fra regering og arbejdsgivere. Dette gjorde det i stand til at være det dominerende forbund blandt traditionelt ikke-militante grupper af tjenestemænd. Det førte også til, at det fik tildelt centrale indflydelsesrige positioner i de fælles komiteer af arbejdsgivere og fagforeninger, der administrerede det 300 milliarder franc store velfærdsforsikringssystem. Som en artikel i Le Monde har fortalt, havde den franske arbejdsgiverforening, CNPF, haft en alliance, 'som tillod FO at lede Landskontoret for Sygeforsikring i 28 år'.
Som resultat af den venlige holdning, som blev vist dem fra arbejdsgivere og regering i de fleste af de sidste 48 år, havde ledelsen af FO oftest undladt at deltage i protester, som blev organiseret af de andre store fagforbund, CGT og CFDT, hvilket medvirkede til at sikre, at de fleste strejker var mindretalsstrejker af det ene eller det andet forbund.
FO's generalsekretær, Marc Blondel - som blev valgt til posten med støtte fra Chirac-tilhængere i fagforeningerne (såvel som fra en gruppe af såkaldte trotskister [13]) - var bestemt ikke indstillet på at bryde denne alliance. Han havde indtaget en velvillig holdning til Chirac ved præsidentvalget i foråret, afholdt to eller tre private møder med ham i efteråret og offentligt sagt, at 'Chirac gerne lyttede til mig'. I begyndelsen af november underskrev han en aftale med arbejdsgivernes organisation om 'at opgøre arbejdstiden på årsbasis' - et forslag, han tidligere havde afvist.[14] Og han søgte at dæmpe spekulationer om regeringstrusler mod det sociale sikkerhedssystem ved, efter et møde med arbejdsminister Jacques Barrot den 11. november, at prale med, at 'det sociale sikkerhedssystem er uden for fare'.[15]
Imidlertid bestod en del af Juppé's kup i at trække tæppet væk under denne traditionelt tætte allierede i fagbureaukratiet. Hans 'reformer' indebar ikke blot et angreb på FO's medlemmers velfærdsgoder, men truede også dette forbunds bureaukratis dominans over administrationen af sygeforsikringen - og de velbetalte stillinger, der fulgte med. Næppe overraskende vendte pudlen sig bittert mod sin herre. 'Dette er enden for det sociale sikkerhedssystem, den største voldtægtshandling i republikkens historie', erklærede Blondel. 'Det sociale sikkerhedssystem er arbejdernes ejendom, og regeringen stjæler det'. [16] Han opfordrede snart til protester, inklusive strejker, mod sine tidligere venner i regeringen.
Der var kun én trøst for Juppé. Lederen af det næst-vigtigste fagforbund, CFDT [17], Nicole Notat, som havde været tæt knyttet til Socialistpartiets ledelse, hilste hans 'reform' velkommen, selv om hun sagde, at bestemte aspekter af det behøvede forhandling. Et betydeligt mindretal af fagforeninger tilknyttet FO og nogle af de mindre fagforbund indtog en tilsvarende holdning. Dette fik Juppé til at håbe på, at fagforeningsprotesterne aldrig ville blive mere end symbolske, og at hans forslag ville overleve uskadte.
1. Citeret i Le Monde, 11. november 1995.
2. Financial Times, leder, 6. januar 1995.
3. Ibid.
4. For diskussioner om dette, se f.eks.:
E Ball: Lurking Threat of First World Debt Crisis,
Financial Times, 27. oktober 1993; M Wolf: The Looming Crisis
of Industrial Country Public Debt, Financial Times, 12 juli
1993; leder, Financial Times, 3. januar 1995.
5. Financial Times, leder, 6. januar 1996.
6. Tal fra Institut der Deutschen Wirtschaft, gengivet i Le Monde, 21. december 1995.
7. Le Monde, 21. december 1995.
8. Tal fra meningsmåling gengivet i
Le Monde, 21. oktober 1995.
9. Citeret, Le Monde, 28. oktober 1995.
10. Le Monde, 17. november 1995.
11. Le Monde, 21. december 1995.
12. Citeret i Le Monde, 21. december 1995.
13. Le Parti des Traveilleurs, tidligere Parti Communiste Internationale, ledet af Pierre Lambert, som kontrollerer
ledelsen af et par fagforbund inden for Force Ouvrière.
14. Se den lange rapport om Blondel's saltomortaler i Le Monde, 23. november 1995.
15. Citeret i Le Monde, 21. december 1995.
16. Citeret i Le Monde, 18. november 1995.
17. CFDT er en smule mindre i medlemstal end CGT, og klarer sig nogle gange bedre, nogle gange værre, end CGT ved valgene til bedriftsrådene. Men historisk har det været mindre vigtigt, når det handler om at starte - og afslutte - strejker.
Sidst opdateret 3.6.00