Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Forrige kapitel | Næste kapitel
Den private sektor
Studenterbevægelsen
Forhandlinger
Noter
Bevægelsens radikalisering og politisering måtte til sidst støde sammen med fagbureaukratiernes konservatisme. Det gjaldt ikke kun for fagforeningsledere som Notat, som gik imod bevægelsen fra starten. Det gjaldt også de CGT- og FO-ledere, som i starten havde fået deres aktivister til at indlede strejkerne.
De ønskede at øge prestigen og forhandlingspositionen for den fagforening, de repræsenterede, ikke at åbne for en eller anden form for generel konfrontation med regeringen, og slet ikke med kapitalistklassen som helhed. Og de ønskede bestemt ikke at se koordinationskomiteer, som ikke var under fagforeningens kontrol, tage kontrol over kampen. De vendte deres opmærksomhed fra at trykke på speederen til at sikre sig, at de havde kontrol med rattet og så, få dage senere, til at træde på bremsen.
Det, der betød noget for dem, var at sikre sig magten til at mægle mellem regeringen og arbejderklassen. For Blondel var det ensbetydende med at presse på for at genoprette FO's privilegerede stilling i den offentlige sektor og, om muligt i administrationen af de sociale sikringsfonde. For CGT betød det genvinde sin traditionelle stilling som det mest magtfulde fagforbund, nøgleorganisationen, som enhver regering, der ønskede at genetablere den 'sociale fred', var nødt til at tage med i betragtning. For begge forbund betød det at sprede bevægelsen inden for den offentlige sektor og at få symbolske aktioner i den private sektor, for herefter at afslutte bevægelsen gennem forhandlinger. En indsigtsfuld artikel i Le Monde forklarede CGT's stilling:
CGT har den fordel frem for de andre forbund, at de overalt er i spidsen for bevægelsen, spiller en afgørende rolle i SNCF [jernbanerne], EDF-GDF [elektricitet og gas], posten og RATP [Paris's metro og busser]. Det har ingen konkurrent inden for jernbanerne, i modsætning til ved strejken i slutningen af 1986, hvor det, som de andre fagforeninger, blev skubbet til side, af to [uofficielle] jernbanearbejder-koordinationer. Det mangfoldiggør sine opfordringer til strejke for ikke at blive løbet over ende af mere eller mindre spontane bevægelser. Det ser således ud til at kontrollere flertallet af strejker og fremstår som umulige at komme uden om, specielt inden for jernbanerne, når det ender med at der skal findes en vej ud af konflikten.[47]
Viannet udtrykte sine hensigter i et avisinterview. De indrømmelser, som regeringen gav omkring pensionerne i den offentlige sektor, sagde han, 'er resultatet af den stærke mobilisering'. Han fortsatte:
i de kommende dage, vil vi opnå andre indrømmelser, men hertil behøver vi at opretholde mobiliseringen ... Anklagen om en 'politisk strejke' giver ingen mening. For nylig demonstrerede jeg foran en lille gruppe gutter - jeg ved ikke, hvem de var - som råbte: 'Juppe, forsvind!' Jeg vendte mig mod dem og sagde: 'Hvem vil i sætte ind i stedet for ham?'. De var tavse efter det, fordi spørgsmålet ikke er, om det er Juppé, Per, Poul eller Hans, men hvilken politik, de lægger frem, og hvordan de reagerer på de spørgsmål, som den sociale bevægelse rejser.[48]
På CGT-kongressen, kunne ledelsen ikke forhindre opfordringerne fra gulvet til generalstrejke. Men den kunne sikre, at de ikke blev til noget. En taler beskrev dem som 'planer fra fortiden'. Andre gjorde et stort nummer ud af vanskeligheden ved at udvide strejken fra den offentlige sektor til private industriarbejdere, som 'ikke er direkte berørt af Juppé-planen'. Og da det kom til stykket, fik ledelsen en resolution igennem, som opfordrede til en 'generalisering' af kampen, med udsigt til at opnå 'reelle forhandlinger baseret på de strejkendes krav'.[49]
Et bevis på CGT-ledelsens 'forsigtighed' kan ses i, hvad der skete i den private sektor. Det, at det mislykkedes at få betydelige dele af de private med i strejkebølgen, var, erkendte folk ved dens afslutning, dens svageste led. Fagforeningslederne fremsatte et argument, som betød, at der ikke var nogen reel mulighed for, at den private sektor skulle gå med i strejkerne. Arbejderne i den private sektor, sagde man, havde ikke den samme umiddelbare interesse i, at Juppé-reformerne led nederlag, som den offentlige sektor, hvor retten til pension var under angreb. Årene med massefyringer havde skabt en atmosfære i den private sektor, tilføjede folk, som gjorde dens arbejdere bange for at strejke. Endelig gjorde anti-strejke-lovene det vanskeligt at gennemføre lovlige strejker med kort varsel.
Disse argumenter hørtes ikke kun fra fagforeningsledere. De blev også gentaget på de daglige generalforsamlinger for strejkende, hvor folk, der ønskede, at den private sektor skulle gå med, forklarede, hvor vanskeligt det var. Og, som en fransk revolutionær forklarer, 'store dele af venstrefløjen accepterede det samme argument'.[50] Men der er en del, der tyder på, at argumentet var forkert.
Der var den samme generelle følelse i den private sektor som i den offentlige - at strejkebølgen var nødvendig. Det ses af meningsmålingerne, af den måde, som arbejdere i den private sektor stimlede sammen på fortovene for at klappe og heppe på demonstrationerne, og af den enorme tilslutning fra private såvel som offentlige på den sidste store demonstrationsdag, lørdag den 16. december. Bitterheden var klart til stede blandt arbejderne i den private sektor, den ventede blot på at blive slået an.
Endvidere så hindrede frygten for forfølgelse aldeles ikke nogle få dele af den private sektor i at gå med i kampen. I nogle dele af Frankrig gik lastbilchauffører selv i aktion for deres fagforenings krav om pensionering ved 55-års-alderen, og blokerede vejene.[51] I Caen 'deltog lønarbejdere i stort tal i demonstrationerne, med adskillige tusinde arbejdere fra Renault's Blainvile-sur-Orne fabrik, fra Moulinex-fabrikkerne, fra Citroën, fra Crédit Lyonnais, Crédit Agricole og Kodak.' [52] I Clermont Ferrand tilsluttede tusinder af Michelin-arbejdere sig regelmæssigt de demonstrationer, der fandt sted to gange om ugen, idet de tog fri fra arbejde for at gøre det. Og minearbejdere i Lorraine og sydpå kæmpede en bitter kamp om løn, herunder løbende kampe med politiet.
Uden tvivl tøvede arbejderne i den private sektor med at kaste sig ind i kampen. Men den samme tøven var der også, i begyndelsen, blandt nogle af arbejderne i den offentlige sektor, som endte med at strejke og holdt ud til enden. [53][54] Det, der manglede, hævder en fransk revolutionær, 'var ikke et spørgsmål om, at fagforeningslederne blot udsendte en opfordring til generalstrejke og så ikke gjorde noget andet. Det var et spørgsmål om at gøde jorden for sådanne aktioner med passende krav'.[55] Det mest passende krav var det, som nogle grupper af arbejdere og nogle lokale fagforbund alligevel begyndte at rejse: At give arbejderne i den private sektor retten til pension efter 37,5 år tilbage, som regeringen nu truede med at fjerne for arbejderne i den offentlige sektor. Men kendsgerningen var, at selv om CGT- og FO-lederne udtalte sig om at 'generalisere' kampen til den private sektor, så gjorde de sig i realiteten ingen praktiske anstrengelser for at få mere end symbolsk støtte til demonstrationerne.[56]
På Renault, CGT's stærkeste enkelt-bastion i maskin- og motorindustrien, startede forbundet faktisk diskussioner om at fremsætte kravet om retten til pension efter 37,5 år. Men, fortæller en rapport:
Daniel Sanchez, den centrale talsmand for CGT's Renault-gruppe, fremsatte dette mål uden at gøre det til en egentlig parole. 'Vi er rede til at gå hele vejen,' sagde han, 'selv helt til en generalstrejke.' Men Renault kunne ikke bare opløse sig i en bevægelse med temaer, der var alt for generelle. 'Vi må bevare vores egen dynamik'.[57]
I praksis betød dette, at fagforeningen opførte sig 'forsigtigt'.[58] Kun i Cleon, hvor, som vi har set, initiativet fra Rouen's jernbanearbejdere var afgørende, ser det faktisk ud til, at et betydeligt antal Renault-arbejdere kastede sig ind i bevægelsen. Alle andre steder ser CGT-ledelsen ud til at have været glade for, at relativt små grupper af arbejdere deltog i demonstrationerne, ja, på nogle fabrikker skete der overhovedet ingenting.
Som en FO-repræsentant i Gare Saint Lazare betroede til en avis-reporter i slutningen af strejken:
Ledelsen af CGT og FO har aldrig ønsket at gå over til en generalstrejke. Viannet og Blondel ville skide i bukserne ved tanken. Bevægelsen var ved at blive for spontan, for selvstændig. Man kunne se det på gulvet. De brugte alle bremserne for at forebygge organiseringen af generalstrejke-komiteer i lokalområderne.[59]
Avisen Socialisme Internationale skar læren af strejken ud i pap:
Hele det potentiale, der kom til udtryk i december-strejkerne, forblev i fosterstadiet. Fagforeningslederne opfordrede aldrig til en generalstrejke eller forsøgte at opbygge den. Viannet og Blondel sagde tit nok, at de ønskede forhandlinger til at man kunne tro dem på deres ord.
Det, som arbejderne selv ønskede mere og mere, og som kunne have være vundet, var regeringens fald ... Forsøgene på at skabe strukturer, der forbandt forskellige sektioner af arbejdere, forblev isolerede og lokale. Disse initiativer blev ikke opmuntret af fagforeningslederne. De var for bange for, at de ville føre til dannelsen af koordinationer kontrolleret af arbejderne selv, og som kunne begynde at vælge deres egne repræsentanter, som var vokset ud af kampen, og ikke professionelle forhandlere som Viannet og Blondel ...
De initiativer, der blev taget, afhang i almindelighed af, om der var en eller flere aktivister, som var indstillet på at organisere bevægelsen og udvide mobiliseringen. Det er dette, som forklarer situationernes enorme forskellighed. Hvor der var aktivister tilstede, som foreslog initiativer og dannede forbindelser mellem arbejdere fra forskellige sektioner, udviklede dynamikken sig meget hurtigt. I andre tilfælde tabte strejken meget af sin dynamik og efterlod de strejkende isolerede ...
For at organisere dette krævedes en politisk ledelse, som var indstillet på at bringe regeringen til fald. Hverken Kommunistpartiet eller, endnu mindre, Socialistpartiet, ønskede at udgøre en sådan ledelse. Mens de skjulte sig bag undskyldningen om ikke at 'overtage' bevægelsen, efterlod de deres aktivister uden ledelse og viste ingen vej fremad for de kæmpende arbejdere.[60]
Et træk ved december-bevægelsen, der så ud til at minde om 1968, var deltagelsen af studenter. Mens de offentligt ansatte lammede transportsystemet, oplevede Frankrig sin største bølge af studenterkampe siden 1986 - en bølge, som begyndte adskillige uger før strejken i den offentlige sektor. Studenternes deltagelse beviste, hvor meget de journalister og andre tager fejl, som gentager år efter år, at studenter har ændret sig siden 1960'erne og aldrig igen kan engageres i kamp eller udvise politisk interesse i større målestok.
Samtidig var studenterkampen og dens forhold til arbejderbevægelsen imidlertid på en række vigtige måder forskellig fra 1968. I 1968 begyndte studenterbevægelsen på de humanistiske fakulteter i Paris og voksede inden for få dage til en kæmpekonfrontation med den franske stat med deltagelse af mange titusinder af studenter, der rejste krav om ikke blot deres egne forhold, men om samfundets natur. Studenterne talte meget hurtigt om 'revolution' og prøvede at vinde arbejderne til den samme opfattelse.
I 1995 begyndte bevægelsen med de konkrete krav, som en bestemt gruppe af studenter i provinsbyerne havde rejst om studieforholdene, og bredte sig kun langsomt til resten af landet. Den nåede aldrig den samme grad af politisk generalisering som i 1968. Det var tusinder af jernbanearbejdere, som ledede demonstrationerne, mens de sang Internationale, ikke tusinder af studenter.
Den første kamp begyndte, da naturvidenskabelige og tekniske studenter i Rouen gik i strejke den 9. oktober i protest mod nedskæringer i bevillingerne, som betød en akut mangel på lærere og udstyr. De demonstrerede gennem byens gader og rejste krav om en forøgelse af universitetsbudgettet på 12 millioner franc (omkring 14 millioner kroner) og iværksatte en imponerende besættelse af rektorkontoret. Efter at politiet smed dem ud, optrappedes kampen til at omfatte de humanistiske studenter, og i den første uge af november følte regeringen sig så meget under pres, at den gav efter for tre-fjerdedele af deres krav og lovede at etablere 188 nye lærerstillinger.
Regeringen håbede tydeligvis at kunne begrænse studenteroprøreret til det ene universitet med sin indrømmelse. Den var formentlig opmuntret til at gøre dette af presserapporter om studenters holdninger, som tilsyneladende viste, at de lå langt fra 1968's revolutionære ideer. Mange udtrykte fuldstændig ligegyldighed over for officiel politik og sagde at 'socialismen' i de 14 år med Mitterrand som præsident ikke havde gjort noget for dem. Men samtidig handlede deres vrede om mere end konkrete spørgsmål om universitetsundervisning og ressourcer. De udtrykte dyb harme over, hvad samfundet tilbød dem: De talte om en fremtid med lav løn og usikker beskæftigelse. Og denne utilfredshed eksisterede mange andre steder end i Rouen.
Så frem for at afslutte bevægelsen, tilskyndede regeringens indrømmelse til Rouen til at den blev spredt. I de 14 dage, der fulgte efter Rouen-aftalen, organiserede Metz, Toulouse, Tours, Orleans, Caen, Nice, Montpellier, Perpignan og mange andre universiteter strejker og demonstrationer, som hver især rejste deres egne krav om øgede bevillinger, og de første universiteter i Paris-området sluttede sig endelig til kampen den 16. november. Demonstrationerne landet over tirsdag den 21. november omfattede mere end 100.000 studenter. Da de første store protester mod Juppé-planen fandt sted tre dage senere, fik et kontingent af omkring 3.000 studenter bag et banner, der opfordrede til 'studenter/arbejder-enhed' massive bifald fra andre deltagere. Da den næste nationale studenterdemonstration blev indkaldt til den 30. november, udviklede den sig i mange provinsbyer til en fælles demonstration af jernbanearbejdere, studenter og andre mod regeringen - i Marseilles 'marcherede to tusinde studenter og jernbanearbejdere bag et fælles banner', [61] mens, som vi har set, studenter var blandt dem, der tilsluttede sig jernbane- og post-arbejderne i delegationerne til fabrikkerne i steder som Rouen.
Men selv om følelsen af, at studenterne var i kamp sammen med dem, gav et skub til spredningen af strejkerne i den offentlige sektor i den følgende uge, spillede studenterne aldrig noget, der ligende den centrale rolle, de havde i 1968. Og der er tegn på, at studenterbevægelsen begyndte at aftage, netop som arbejderbevægelsen var ved at nå sit højdepunkt. Den første uge i december, hvor der var demonstrationer større end i 1968 i mange provinsbyer, aftog studenternes rolle i dem, mens studenterne i Paris oftest gik i demonstrationerne som enkeltpersoner, ikke som universitets-kontingenter.
En landsdækkende koordinering blev etableret for strejkende studenter på tværs af landet, og den spillede en rolle ved at indkalde til demonstrationen den 30. november. Men rapporter tyder på, at den i langt højere grad repræsenterede et større antal studenter i nogle af provinsbyerne end den gjorde i Paris, hvor den i meget høj grad var domineret af gamle etablerede aktivister fra en af de gamle rivaliserende studenterorganisationer, UNEF. Som en fransk revolutionær fortæller:
Studenterbevægelsen var stor i Toulouse og måske nogle få andre steder. De andre steder var der tre dage med massemobilisering, som var større end alt, hvad der foregået siden 1986, men i virkeligheden ikke voldsom stor. F.eks. i Nanterre, i en forstad til Paris (centrum for 1968-oprøret) deltog 3.000 ud af 30.000. Og efter tre dage begyndte bevægelsen at gå tilbage. De rivaliserende studenterorganisationer, den ene ledet af Socialistpartiet og en af Kommunistpartiet, som tilsammen kun organiserer 1% af studenterne, sloges indbyrdes, og desuden var der grupper af anarkister og så videre involveret. Dette kunne give det falske indtryk, at hele bevægelsen var mere radikal, end den var.[62]
Den revolutionære avis Socialisme Internationale rapporterer:
Denne indbyrdes kamp skadede studenterbevægelsen betydeligt, så meget at selv hvor den endnu ikke havde opnået nogen særlig støtte på gulvplan, så fortsatte slagsmålet mellem de to største organisationer og tendenserne inden for dem stadig. For at få kontrol over den nationale studenter-koordinering, overbød de delegerede, som ofte var studenter-organisations-aktivister hinanden i umiddelbart at fremsætte landsdækkende krav uden at forsøge at rodfæste deres bevægelse på de enkelte universiteter ved at rejse konkrete spørgsmål. Dette førte til, at de strejkende studenter kørte sig selv ud på et sidespor frem for at involvere de studenter, som endnu ikke var i strejke i bevægelsen.
Dette førte til, at studenterbevægelsen meget hurtigt gik tilbage og efterlod de universiteter isolerede, som f.eks. Toulouse, hvor strejken var mere solidt organiseret.[63]
Billedet bliver bekræftet af en rapport i Le Monde, som forklarer, at: 'Studenterkoordineringen ser i realiteten ud til at være gået i opløsning, allerede inden den blev født efter den 21. november. Mens nogle studenter repræsenterer noget, så er andre end ikke blevet valgt på nogen generalforsamlinger ...' [64]
Disse svagheder hindrede ikke studenterbevægelsen i at øge regeringens forvirring. Ej heller hindrede den, at mange, mange tusinder af studenter blev involveret i demonstrationer og aktioner til støtte for de offentligt ansattes strejke. Og med al sandsynlighed vil den ikke hindre, at mange studenter lærer nogle meget vigtige erfaringer i praksis om deres evne til at kæmpe side om side med arbejderne i fremtiden. Men den betød, at studenterne ikke kunne spille den rolle, som de i 1968 til en vis grad spillede, som dem, der indgød revolutionære ideer, hvor ufuldkomne de end var, i arbejderbevægelsen.
Samme uge som Viannet argumenterede heftigt på CGT's kongres mod opfordringer til generalstrejke og til at vælte regeringen, gjorde han også i hemmelighed noget andet. 'Viannets telefon blev brugt flittigt om tirsdagen - mellem Viannet og Blondel fra Force Ouvrière for at forberede en aktionsdag, men også mellem Viannet og Jean-Pierre Denis, vice-generalsekretær i Elysée-palæet [dvs. til Chirac] …' [65] Denne dag havde Juppé sagt til sine ministre, at de skulle indlede forhandlinger, specielt om de spørgsmål, der stridedes om inden for jernbanerne. Samme søndag (10. december), blev 'kontakter af en diskret og hemmelig karakter mangedoblet mellem regeringen og fagforeningerne.' [66]
Den følgende tirsdag og torsdag fandt de hidtil største demonstrationer sted - i mange provinsbyer op til dobbelt så store som ugen før - på trods af vedvarende forudsigelser fra regeringen og visse medier om, at bevægelsen ville begynde at gå tilbage. Det spørgsmål, fagforeningslederne nu stod over for, var, om man skulle holde bevægelsen i gang - specielt om jernbanearbejderne skulle fortsætte med at strejke - indtil hele Juppé-planen var trukket tilbage og således tildele regeringen et dødeligt slag, eller om man skulle acceptere de stykvise indrømmelser, der lagde jernbanerationaliseringen 'på is' og trak forslaget om en forøgelse af kvalifikationsperioden for at få pension i den offentlige sektor tilbage.
CGT faxede et cirkulære til alle jernbaneafdelinger fredag morgen efter den største demonstration og de hidtil mest udbredte strejker, netop som arbejderne pralede af, at de havde overgået det tal på 2 millioner, som Juppé havde sagt ville få ham til at træde tilbage. Forbundet anmodede dem indtrængende om at afblæse strejkerne og 'fortsætte kampen med andre midler'. Det hævdede, at det ønskede, at bevægelsen skulle fortsætte, med det formål at lægge pres på regeringen for at den skulle give flere indrømmelser - og indkaldte til en meget stor demonstration i Paris lørdag den 16. december og en mindre aktionsdag den følgende uge. Men i realiteten var den ved at lukke bevægelsen ned.
Et meget stort antal strejkende var ikke glade, da de modtog jernbaneforbundets fax. Først, fortæller en rapport, 'var mange lokale CGT-funktionærer overbevist om, at det var en forfalskning'. [67] På Gare du Nord i Paris besluttede generalforsamlingen med 200 stemmer mod 1, mens nogle få undlod, at forblive i strejke.[68] Det syd-vestlige jernbanedepot i Paris stemte med 102 mod 1, mens 12 undlod, for at blive ude. I Lyon var stemmetallet for at fortsætte 637 mod 190. I Rouen var CGT-funktionærerne forsigtige nok til ikke at tage initiativ til at foreslå at vende tilbage til arbejdet, og overlod det til en CFDT-funktionær; om søndagen var stemmetallet stadig 138 mod 2 for at fortsætte strejken.[69] Avisrapporter fra generalforsamlinger inden for posten, el- og gas og især de store jernbanedepoter fortalte om rasende diskussioner, hvor arbejdere sagde, at kampen handlede om mere end blot en strejke om konkrete krav. Efter to eller tre dage var langt fra alle vendt tilbage til arbejdet, og nogle af transportarbejderne i Paris holdt ud endnu længere. Nogle grupper, som f.eks. postarbejderne i Caen og transportarbejderne i Marseilles var stadig i strejke for deres egne konkrete krav 14 dage senere. Men bevægelsen som helhed var slut på det tidspunkt, hvor Juppé's 'sociale topmøde' fandt sted.
47. Le Monde, 4. december 1995.
48. Interview i Le Monde, 19. december 1995.
49. Le Monde, 6. december 1995.
50. Interview med Denis Godard, 3. januar 1995.
51. Rapporterne i Le Monde, 5.
og 6. december 1995.
52. Le Monde, 7. december 1995.
53. 'Postarbejdere tøver med at strejke',Le Monde, 3. december 1995.
54. Interview, som ovenfor. En anden rapport
fortæller langt hen ad vejen den samme historie, se 'A la Poste', Lutte Ouvrière, 8. december 1995.
55. Interview, som ovenfor, note 50.
56. Le Monde, 17. december 1995.
57. Le Monde, 3. december 1995.
58. Le Monde's udtryk.
59. Citeret i Le Monde, 17. december 1995.
60. Socialisme International,
20. december 1995.
61. Se beskrivelsen af mobiliseringerne i
Le Monde, 2. december 1995.
62. Interview, som ovenfor, note 50.
63. Socialisme Internationale,
20. december 1995.
64. Le Monde, 24. december 1995.
65. Rapport i Le Monde, 9. december 1995.
66. Le Monde, 12. december 1995.
67. 'The Union Machines in the Strike',
Class Struggle, januar 1996, p13.
68. Beretning fra mødet i Le Monde,
17. december 1995.
69. Rapporter i Lutte Ouvrière,
22. december 1995.
Sidst opdateret 3.6.00