Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Fagforeningernes opførsel med at lukke en bevægelse ned, som de tidligere havde tilskyndet til, burde i virkeligheden ikke overraske nogen. Fagforeninger er bureaukratiske strukturer, der balancerer mellem de organiserede arbejdere og arbejdsgiver-klassen, og som søger at bruge deres indflydelse over den ene til at blive accepteret som 'partnere' af den anden. Og franske fagforeninger er ikke anderledes. CGT var i 1968 ganske godt tilfredse med at forhandle Grenelle-aftalen med den gaullistiske premierminister Pompidou. Lederne forsøgte at afslutte strejken på betingelser, som var meget dårligere, end hvad store dele af arbejderne ønskede - og betalte prisen, da et stort massemøde på Renault Billancourt brød ud i taktfaste råb med 'Skriv ikke under, skriv ikke under'.[70]
Fagbureaukratier forsøger altid at afslutte massestrejke-bevægelser, når de overskrider et vist punkt. For så begynder de at gå ud over spørgsmålet om denne eller hin forhandling med det bestående og til at udgøre en fuldstændig trussel mod deres autoritet. Politiske spørgsmål bliver rejst - og det kræver den slags politiske svar, som fagbureaukratiet er ude af stand til at give. Selv de inden for den bureaukratiske struktur, som personligt ville identificere sig med et politisk svar, bliver afholdt fra at give det af de krav, der stilles af at operere gennem strukturen. Det, der så betyder noget, er politisk organisation, ikke blot faglig organisation. En CGT-aktivist på Gare du Nord fortalte en avisreporter:
Fagforbundene fulgte deres gamle reflekser om behovet for at afslutte en strejke. Men denne bevægelse var mere end blot en faglig konflikt. Den blev en kritik af eliten, af den neo-liberalisme, der bliver påtvunget af knipler og nedskæringer, af at rigdommen kun er for nogle få, af et samfund, der ikke længere bekymrer sig om mennesker. Bevægelsen nåede til et punkt, hvor den var nødt til at blive politisk. Den skabte en ny bevidsthed, og ingen har ret til at forråde den.[71]
De største politiske organisationer på venstrefløjen var i lige så høj grad ude af stand til at komme på højde med bevægelsen som fagforeningslederne. Det parti, der får den største vælgerstøtte fra franske arbejdere er Socialistpartiet. Det var fuldstændig ude af stand til at tilbyde et politisk alternativ i december 1995. Gennem de 14 år med Mitterrand som præsident havde dets ledere accepteret nøjagtig den samme økonomiske logik, som fik Juppé til at fremsætte sine 'reformer'. Så det var næppe overraskende, at omkring halvdelen af Socialistpartiets ledelse var enig i disse reformer, mens den anden halvdel nægtede at gøre verbal modstand mod disse reformer til nogen som helst form for praktisk agitation.
Den andet store politiske organisation på venstrefløjen i Frankrig er Kommunistpartiet, som historisk har haft større indflydelse blandt militante dele af arbejderklassen. Det indtog en stilling, som på overfladen var langt mere markant end Socialistpartiets. Den 20. november, endnu før strejkerne var begyndt, udtalte partiets generalsekretær, Robert Hue, at vreden over Juppé-planen var 'legitim'. Og, som vi har set, så spillede CGT, som partiet har en ret stor indflydelse på, en aktiv rolle i at starte strejkerne. Men det blev snart klart, at partiet var lige så lidt indstillet på at agitere på arbejdspladserne og på gaderne som Socialistpartiet. Partiledelsen insisterede på, at spørgsmålet om at vælte regeringen ikke var på dagsordenen, eftersom 'Kommunistpartiet ikke var parat til en opløsning af Nationalforsamlingen'.[72] Hue insisterede på, at resten af venstrefløjen 'ikke var parat til det progressive alternativ',[73] og at 'man må ikke sige til bevægelsen, hvad den ikke selv siger. Bevægelsen i dag er ikke parat til et politisk skift'. [74] Det betød ikke blot, at Hue insisterede på, at 'ideen om en generalstrejke er ikke på dagsordenen',[75] det betød endda, at Kommunistpartiets ledelse tøvede med at støtte en mistillidsdagsorden fra Socialistpartiet mod Juppé's regering i Nationalforsamling! [76] Ikke underligt, at der var en betydelig kritik på et møde i partiets nationale komité i den første uge af december:
Der var adskillige spørgsmål om og kritik af partiets forsigtige opførsel. Adskillige forbundssekretærer trak kommunisternes svage 'synlighed' i aktionerne og på demonstrationerne frem, nogle ønskede flere fælles aktioner med CGT, andre ønskede, at partiet skulle handle på en anden måde.[77]
Det vigtigste mål for partiets ledelse inden for de seneste få år har været at genvinde noget af den styrke, det tabte i 1970'erne og 1980'erne. Indtil da tiltrak det ikke bare mange af de mest militante franske arbejdere, det var også det største parti stemmemæssigt på venstrefløjen med 5 millioner stemmer. Dette muliggjorde en kombination af stalinistisk pligttroskab mod USSR's udenrigspolitik og en grundlæggende parlamentaristisk indstilling hjemme. Hvad det betød, viste sig i maj 1968, hvor partiet spillede en nøglerolle i at overbevise arbejderne om at afslutte strejkerne til gengæld for lønstigninger og præsident de Gaulle's udskrivning af valg. Men både dets stalinisme og dets parlamentarisme gav bagslag fra da af.
Støtten til USSR blev mere og mere upopulær og risikerede at isolere partiet både fra mange militante arbejdere og fra andre parlamentariske kræfter. Samtidig førte dets parlamentariske orientering det ind i en ukritisk alliance med Francois Mitterrands gendannede Socialistparti, som manøvrerede omhyggeligt for at tiltrække millioner af tidligere kommunistiske vælgere. Alligevel holdt partiet fast i alliancen med ministre i Mitterrands første regering selv da denne regering vendte sig mod de arbejdere, der havde stemt på den - indtil Mitterrand smed dem ud. Resultatet var, at efter at have tabt til Socialistpartiet led det i midten af 1980'erne yderligere tab af støtte, efterhånden som desillusionen med Socialistpartiets regering satte ind. Herefter reagerede partilederen, Marchais, på en mere og mere sekterisk, stalinistisk måde, hvor han søgte at holde fast i partiets faldende medlemstal ved at smide alle dem ud, som forsøgte at åbne en debat om, hvad der var gået galt. Det eneste resultat var, at tingene blev værre og værre for partiet, indtil det risikerede vælgermæssig udslettelse; idet de fik betydeligt færre stemmer end det fascistiske FN og kun dobbelt så mange som den trotskistiske kandidat, Arlette Laguiller.
Hue, som overtog partilederposten i 1994, har søgt at slippe ud af denne stigende marginalisering ved en dobbeltstrategi. På den ene side har han krævet, at man endegyldigt smed den stalinistiske ballast over bord, idet han sagde, at den havde ført til, at man forspildte nogle muligheder, specielt i 1968, hvor man 'så bevægelsen med 1950'ernes øjne', og åbnet for diskussioner med andre på venstrefløjen - og er endda gået så vidt som at sende en repræsentant til begravelsen af den belgiske trotskist Ernest Mandel og at organisere et officielt møde mellem repræsentanter for Kommunistpartiet og det trotskistiske LCR, da strejkebølgen gik i gang den 29. november.[78] På den anden side har Hue gjort det klart, at nøglen til at overvinde sit partis 'marginalisering' er at åbne sig mod højre. Han taler om at basere partiet på 'den store franske tradition for humanisme', og han har siden højrefløjens sejr ved valget sidste forår fulgt en linie med 'konstruktiv' opposition. Dette har omfattet angreb på regeringen for at glemme sine valgløfter, idet den underordner 'franske' interesser under dens søgen efter europæisk enhed, hvor Kommunistpartiet udsendte en opfordring til en folkeafstemning om den europæiske Økonomisk-Monetære Union på 25-års-dagen for de Gaulle's død - et klart forsøg på at appellere til dele af det nationalistiske højre.
Set ud fra dette perspektiv, gav bevægelsen mod Juppé-planen partiet en mulighed for at vinde støtte. Det kunne kun glæde sig over den pinlige situation, som et Socialistparti, som tidligere havde vundet så mange stemmer fra det, nu befandt sig. Men Kommunistpartiet var også desperat for at undgå, at bevægelsen besværliggjorde de alliancer, det søgte med 'anti-europæiske' kræfter til højre for sig. Derfor holdt det fast i, at opbygningen af bevægelsen var CGT's opgave og ikke partiets, og i sin modstand mod opfordringer til generalstrejke og mod enhver forestilling om at vælte Juppé-regeringen.
Der har været to betydelige trotskistiske organisationer til venstre for kommunistpartiet siden 1968 - Lutte Ouvrière og Ligue Communiste Revolutionaire (LCR). Lutte Ouvrière kombinerer en vægt på udgivelsen af regelmæssige arbejdspladsbulletiner med relativt vellykkede valgkampagner - særligt Arlette Laguillers gentagne præsidentkampagner. I 1970'erne var Lutte Ouvrière både mindre og mindre synlig end LCR. Men den tiltrak støtte i begyndelsen og midten af 1980'erne som den eneste venstrefløjsorganisation, der fra starten holdt fast i, at Mitterrand og Socialistpartiet ville forråde sine tilhængere. Nogle af dens medlemmer spillede en nøglerolle i en af de koordinationer, der ledede jernbanestrejken i 1986, og Arlette Laguiller gjorde et betydeligt indtryk ved sidste års præsidentvalg, hvor hun fik 1,5 millioner stemmer, herunder fra hver fjortende manuelle arbejder.[79]
Men disse succeser er blevet ledsaget af enorme svagheder i teori og praksis. Teorien har altid været mekanisk og dogmatisk - igen og igen har man gentaget nogle få grundlæggende argumenter. Nogle af disse argumenter har været korrekte, som f.eks. dets understregning af arbejderklassens og arbejdspladskampens centrale rolle. Andre har været forkerte, som f.eks. deres påstand om, at USSR var en degenereret arbejderstat til det sidste, mens det om Kina, Cuba og Østeuropa underligt nok blev sagt, at de altid havde været kapitalistiske, eller dets opfattelse af, at islamisk fundamentalisme er kvalitativt værre end nogen anden form for småborgerlig politik. I ingen af tilfældene har det været i stand til at bruge sin teori til at udvikle 'en konkret analyse af konkrete situationer', som Lenin engang udtrykte det. Og parallelt med denne mekaniske teori har man haft en tilsvarende mekanisk syn på revolutionær politik. For Lutte Ouvrière er der kun to opgaver - at rejse konkrete økonomiske spørgsmål på de enkelte arbejdspladser og at føre generel propaganda gennem valgkampagner og arbejdspladsbulletiner. Man har manglet enhver forståelse af at bruge en revolutionær avis som en 'organisator', der samler folk omkring sig ved at tage konkrete agitatoriske spørgsmål op og generalisere ud fra dem. Ej heller har man haft nogen forestilling om, at politisering ikke kun finder sted på arbejdspladsen, men også i kampe uden for arbejdspladsen, specielt imod undertrykkelse. Således har man f.eks. gentagne gange nægtet at agitere mod den stigende indflydelse fra det nazistiske Front National med den begrundelse, at 'FN eksisterer ikke på arbejdspladserne'. [80]
Alle disse fejl var tilsammen med til at forhindre, at Lutte Ouvrière under decemberstrejkerne på nogen som helst måde indfriede behovet for et revolutionært lederskab. Enkeltmedlemmer af Lutte Ouvrière spillede klart en ledende rolle på de enkelte arbejdspladser - ligesom enkeltmedlemmer af Kommunistpartiet gjorde. Men organisationen som helhed gjorde intet samlet forsøg på at udgøre et politisk lederskab. Dens medlemmer brugte kun få kræfter på at sælge dens avis på demonstrationer, der var intet forsøg på at sætte plakater op eller at udgive løbesedler i forsøget på at give en retning til bevægelsen, og Arlette Laguiller gjorde ikke meget for at give nogen vejledning for de folk, der havde stemt på hende om foråret.
Dette var ikke tilfældige svagheder. De hvilede på en fuldstændig mangel på evne til at forstå bevægelsens potentiale, hvilket igen var et produkt af deres mekaniske teori. Denne indeholder en opfattelse af, at der på verdensplan er en generel 'reaktionær udvikling' forbundet med 'kontra-revolution' i det tidligere USSR. I Frankrig selv har man hævdet (i en artikel dateret 31. oktober og offentliggjort i januar, efter strejkebølgen), at 'den nuværende periode er domineret af en demoralisering i arbejderklassen'.[81]
Lutte Ouvrière tolkede spredningen af strejkerne i den sidste uge af november som blot en manøvre fra fagbureaukratiernes side. Deres avis sagde, i en artikel med overskriften 'Efter to uger', at 'strejken er resultatet af en proces, som udelukkende er sat i gang fra oven. Det er faktisk på grund af fagforeningscentrenes, FO's og CGT's, vilje, at bevægelsen brød ud, blev styrket og spredte sig'.[82]
En sådan analyse førte til, at Lutte Ouvrière indtog en meget passiv holdning til bevægelsen indtil dens tredje uge. Og selv da agiterede de hverken for en generalstrejke eller for politiske krav som at vælte Juppé-regeringen. Deres avis talte om at rejse spørgsmålet om at blive pensionsberettiget efter 37,5 år i den offentlige sektor, men førte aldrig kampagne for kravene. Og der var ingen fornemmelse i avisen for, at aktivister skulle forberede sig på at gå imod fagforeningsledernes forsøge på at forråde bevægelsen. Den første direkte kritik af CGT-ledelsen for dens rolle i strejken dukkede ikke op i Lutte Ouvrière's avis, før efter at jernbanearbejderne var gået tilbage på arbejde! Og selv da kunne dens presse lejlighedsvis retfærdiggøre fagforeningsledernes opfordring til at vende tilbage til arbejdet ved at hævde, at 'klimaet skiftede mod at vende tilbage til arbejde, og CGT-lederne blev holdt informeret næsten fra time til time om stemningen blandt de strejkende …' [83] Holdningen minder mest af alt om den holdning, som det britiske Kommunistparti indtog i generalstrejken i 1926, hvor det trods dets voldsomme politiske uenigheder med fagforeningslederne udsendte opfordringen: 'Al magt til fagforeningernes generalråd!' [84]
Ikke nok med det: Lutte Ouvrière gjorde ikke noget forsøg på at gøre sin avis og sine møder til et fokus for at samle dem, der ønskede, at strejken skulle gå videre og gøres til en total udfordring af regeringens politik.
LCR var lige så lidt som Lutte Ouvrière i stand til at begynde at udgøre et lederskab i kampen. Formelt set havde man her en klarere forståelse for, hvad bevægelsen handlede om. Man kunne se det massive, spontane tilbageslag for det politiske establishment. Deres avis forsøgte at forholde sig til bevægelsens hastige vækst. Den rejste spørgsmålet om generalstrejke og om at sprede bevægelsen til den private sektor. Og dets aktivister i bestemte fagforeninger - f.eks. SUD-fagforeningen, som bestod af folk, der var ekskluderet fra CFDT - og lokalområder spillede klart en rolle i at sprede kampen. Men i virkeligheden var den lige så usynlig som en politisk organisation, der forsøgte at opstille et politisk alternativ, som Lutte Ouvrière. Og den led yderligere under at have mindre indflydelse blandt arbejderne. Som en revolutionær socialist fortæller: 'Avisen kan se ud til at forholde sig til bevægelsen, men sproget, den er skrevet i, er fjernt og abstrakt'. [85] Faktisk opgav avisen for mange år siden ethvert forsøg på at være et redskab for politisk organisering og blev i stedet til en samling af artikler om forskellige sociale bevægelser og intellektuelle strømninger. Den kunne ikke forandre sig til et kamporgan i december, blot fordi nogle af dens skribenter erkendte omfanget af, hvad der skete. Medlemmerne af LCR lagde lige så få kræfter i at sælge avisen på demonstrationer eller på møder og generalforsamlinger som medlemmerne af Lutte Ouvrière - man var tilfredse med at slå igennem som gode studenter- eller fagforeningsaktivister frem for som revolutionære socialister. Og de havde derfor ikke store chancer for at blive en tiltrækningspol for de arbejdere eller studenter, som netop var blevet radikaliseret af bevægelsen.
Som med Lutte Ouvrière ligger fejlen i organisationens teoretiske og praktiske traditioner. Historisk har ledelsen af LCR opfattet regimerne i USSR, Østeuropa, Kina, Vietnam og Cuba som degenererede eller deformerede arbejderstater, som, på trods af deres bureaukratiske ledere, spillede en progressiv rolle i 'klassekampen på verdensplan'. Dette førte til dyb demoralisering, da sandheden om, hvordan livet virkelig var i 'arbejderstaterne' kom frem i lyset - og regimerne selv brød sammen i 1989-91.
Samtidig førte troen på, at der muligvis kunne være erstatninger for arbejderklassen i kampen for socialisme, hjemme i Frankrig til en enorm blødhed over for Mitterrand og Socialistpartiet i begyndelsen af 1980'erne. I stedet for at advare om, hvad Mitterrand havde i posen til arbejderne, gav LCR indtryk af, at med en smule skubben på fra neden kunne Mitterrand-regeringen åbne døren for grundlæggende samfundsmæssige forandringer. Det var næppe overraskende, at LCR tabte et betydeligt antal medlemmer til Socialistpartiet og siden led under venstrefløjens generelle demoralisering, da Mitterrand-regeringens sande karakter blev åbenbar. Faktisk overlevede man som organisation kun ved i praksis at droppe forestillingen om at opbygge et centraliseret parti om en sammenhængende politik og degenererede i stedet til en føderation af rivaliserende fraktioner, som sloges indbyrdes, hver med sin egen analyse af begivenhederne og hver gjorde de, hvad de ville på deres eget kampfelt. En sådan organisation var ude af stand til at spille en egentlig uafhængig rolle i december-bevægelsen og at tiltrække de mange tusinder af arbejdere, som begyndte at se behovet for en politik, der gik videre end Socialistpartiets og Kommunistpartiets.
Tilsammen havde Lutte Ouvrière og LCR vundet til sig mange af de bedste aktivister fra kampene helt tilbage fra 1968. Men deres politik demoraliserede nogle i 1970'erne og 1980'erne og efterlod dem, der blev tilbage, ude af stand til agere som et fokus for dem, der søgte efter ledelse i december 1995. Man kan næppe finde et bedre bevis på behovet for, at franske revolutionære socialister danner en ny organisation.
Socialisme International har forsøgt at gøre netop dette. Deres problem er, at da de er dannet i 1980'erne, hvor de gamle organisationer stadig dominerede slagmarken, er de stadig meget små, når de står over for kampene i slutningen af 1990'erne. Med kun lige godt 200 medlemmer kunne de end ikke begynde at udgøre et lederskab for en bevægelse på 2 millioner arbejdere. Det bedste de kunne gøre var at sikre, at dets medlemmer var aktive på deres arbejdspladser og universiteter og forsøge at udgøre et fokus for folk, som søgte efter en ny slags ledelse ved åbent at sælge deres avis. Den kendsgerning, at de var lige så synlige, når det handlede om at sælge deres avis på nogle demonstrationer, som organisationer fem eller ti gange så store som dem, og at de ofte var de eneste folk på møderne, som var indstillet på åbent at gå ud med deres egen politik, er et vidnesbyrd om omfanget af tomrummet på venstrefløjen under december-strejkerne.
Der var megen debat i dagene umiddelbart efter, at man var vendt tilbage til arbejdet, om resultatet af bevægelsen var en sejr eller et nederlag. På den ene side havde regeringen givet betydelige indrømmelser. På den anden side var den forblevet ved magten og dermed i stand til at forberede nye offensiver i fremtiden og erstatte sin katastrofale 'alt på en gang'-strategi med en del-og-hersk-fremgangsmåde, hvor man gennemfører nedskæringerne en efter en.
I ugerne siden er det blevet klart, at regeringen gav langt flere indrømmelser, end den ønskede, og at den klart var bange for den grad af støtte for at fortsætte strejken blandt især jernbanearbejderne, samt at den yderligere fik ryggen op mod muren af den måde, som f.eks. postarbejderne i Caen og transportarbejderne i Marseille holdt ud hen over jul, indtil deres krav var indfriet. Stillet over for en sådan grad af ukuelighed, var den skrækslagen for at provokere nogen som helst form for ny bevægelse.
Men arbejdernes sejr omkring de umiddelbare spørgsmål rejser stadig spørgsmålet om den langsigtede betydning af kampen.
En af de største diskussioner inden for den internationale venstrefløj gennem de sidste to årtier, siden venstrefløjen efter 1968 begyndte at gå tilbage efter nederlaget for den portugisiske revolution i slutningen af 1975, og den italienske revolutionære venstrefløj begyndte at gå i opløsning få måneder senere, har været om, hvorvidt arbejderklassen igen kan spille en aktiv rolle som historisk kraft. Mange fra 1968-75-generationen konkluderede, at det kunne den ikke. Dette førte typisk til, at de bevægede sig gennem feminisme over venstre-socialdemokratisme til højre-socialdemokratisme. Intellektuelt bevægede de sig fra væk fra marxisme til strukturalisme og fra strukturalisme til postmodernisme.
Som man kunne forudsige, har der allerede været forsøg fra sådanne folk på at bortforklare begivenhederne i Frankrig som i bedste fald en rent defensiv protest fra medlemmer af et relativt privilegeret socialt lag.
For eksempel har sociologerne Pascal Perrineau og Michel Wiviorla hævdet, at det ville være 'en fejl' at se bevægelsen som én, der indeholdt 'politisering og generalisering'. Bevægelsen indeholdt 'sektionel konflikt', begrænset til 'forsvaret for opnåede interesser som ansatte i den offentlige sektor. På intet tidspunkt, bortset fra i paroleform, søgte den at tage op og formulere kravene fra de udstødte, de arbejdsløse, studenterne og dem, der boede i nedslidte boligkomplekser.' Den manglede en 'global dimension'. 'Det ville være en fejl at falde tilbage til en venstrefløjsopfattelse', til troen på, at statsfunktionærer eller personalet i de store offentlige virksomheder er 'jordens salt', 'og at deres kamp repræsenterer en genoplivning af klassekampen'. Det ville endda være forkert at se kampen som et 'konstruktivt svar efter 12 år med den mest liberale [dvs. det frie markeds] kapitalisme'. For 'strejken har næppe omfattet et syn på fremtiden, men har været defensiv'. Nøgleparolerne har været 'bevar', 'genvind', 'forsvar'. Strejkerne faldt bort 'i det øjeblik, deres umiddelbare krav blev indfriet'. De 'stillede social retfærdighed op som modsætning til modernisering, frem for at søge at kombinere de to'.
Konklusionen af en sådan argumentation var, at i virkeligheden var strejkerne tilbageskuende, og hvis det skulle have været anderledes, ville de have været nødt til at indbefatte en 'modernisering', efter et socialdemokratisk perspektiv, af den slags, som angiveligt blev fremsat af Nicole Notat, den leder af fagforbundet CFDT, som gik imod bevægelsen.[86]
Men det er ikke kun på den socialdemokratiske højrefløj, at man finder en tendens til at affærdige kampe som den i Frankrig som udelukkende værende af forbigående betydning. Der er en venstre-udgave af 'nedgangs-determinisme' - troen på at tidligere nederlag har skabt en situation, hvor defensive kampe aldrig kan føre til sejr og til en genoplivning af selvtilliden og klassebevidsthed i arbejderklassen. Det er et syn, som alt for let ender med at forsvare dele af fagbureaukratiet, med påstande om, at de har ført kampen så langt, som det var muligt at gå. Det er også et evangelium for ren og skær desperation, eftersom det indebærer, at der ikke kan finde nogen virkelig genoplivning af arbejderklassens kampe sted, førend en eller anden magisk tilbagevenden til fuld beskæftigelse ændrer styrkeforholdene i den daglige økonomiske kamp.
Faktisk var den franske bevægelse en levende gendrivelse af en sådan indstilling. Selvfølgelig begyndte den som en defensiv kamp og bar i sig aftrykket af to årtiers nederlag. Men efterhånden som den tog til i styrke, blev den mere end defensiv og begyndte at udfordre hele den måde, som samfundet fungerer på. Det var et førsteklasses eksempel på, hvordan pludselige spring kan finde sted i selvtillid og bevidsthed.
For meget få af de involverede handlede strejken kun om deres pensioner eller deres sociale ydelser. Den handlede om det, de følte var sket for dem i omkring 20 år. Angrebet på Sécu'en var blot den sidste dråbe. Kun dette kan forklare graden af aktivisme i strejkerne, det at den blot behøvede en smule ledelse fra et par aktivister, for at folk i hundredvis gik fra den ene arbejdsplads til den anden, samledes dagligt for at organisere aktiviteterne, fandt tilbage til næsten glemte erindringer om klassekamp, om Kommunen og Internationale. Kun dette kan forklare det, at jernbane- og postarbejdere stillede sig op for at klappe ad studenter og gik ud for at mødes med tjenestemænd og lærere, bilarbejdere og sygeplejersker. Kun dette kan desuden forklare den velkomst på demonstrationerne, som grupper af arbejdsløse og hjemløse fik, når de tilsluttede sig.
Det var som om den vrede, der havde simret i 20 år pludselig kogte over og forkastede forsøg på at holde den inden for snævre rammer. Men det pres, som fik den til at koge over - den 'sidste dråbe' - var ikke blot en tilfældig fejl fra regeringens side. Det var en integreret del af forsøget på at få fransk kapitalisme til at opretholde sin konkurrenceevne stillet over for en stadigt tilbagevendende økonomisk verdenskrise. For otte år siden, i min bog The Fire Last Time, hævdede jeg, at verdenssystemets økonomiske ustabilitet nødvendigvis fører til pludselige skift i den politiske situation:
Vi kan ikke tage den politiske stabilitet, som de vestlige lande har kendt i de sidste 10 år for givet. Selv de stærkeste politiske strukturer kan være som slotte bygget på is af ukendt tykkelse. Økonomisk pres kan få herskere eller beherskede til pludselig at bryde, i det mindste delvis, med de rammer, som deres indbyrdes forhold hidtil har været organiseret inden for.[87]
Siden dette blev skrevet, har den langvarige lavkonjunktur i første halvdel af 1990'erne overalt tjent til på den ene side at øge presset på regeringer og arbejdsgivere for at angribe de levevilkår, som arbejdere tidligere har taget for givet, og på den anden side at intensivere følelsen af bitterhed i samfundets bund, blandt både den traditionelle arbejderklasse og i stigende grad blandt proletariserede grupper, som plejede at opfatte sig selv som 'middelklasse'.
De franske strejker viser, hvordan en umådelig social kamp under sådanne betingelser pludselig kan bryde ud - og hvordan, når det sker, hidtil 'upolitiske' arbejdere kan begynde at organisere sig og foretage politiske generaliseringer. De viser også, hvordan et sådant generelt opsving i kampen kan skabe et pludseligt skift i styrkeforholdet mellem klasserne på trods af fagbureaukratiets villighed til at standse bevægelsen ved første antydning af indrømmelser. Der kan næppe heller være megen tvivl om, at strejkerne i december 1995 har svækket den franske regerings tillid til sin egen evne til at fortsætte med sin offensiv mod arbejdernes levevilkår. Ej heller kan der være megen tvivl om, at den nye selvtillid, som mange dele af arbejderklassen føler, vil finde udtryk i nye kampe i de kommende måneder.
Dette er imidlertid ikke alt. Det pres fra den internationale konkurrence på fransk kapitalisme, som skabte Juppé-planen, vil ikke forsvinde. Regeringen har nok givet indrømmelser for at få afslutte strejkerne, ligesom de Gaulle gjorde i 1968 eller som Danmarks regering gjorde i 1985; men de generelle betingelser, som den opererer under, er anderledes. Begivenhederne i Frankrig i 1968 fandt sted, mens det store økonomiske opsving i 1950'erne og 1960'erne stadig havde en vis livskraft tilbage, og de herskende klasser havde råd til, når de blev presset, at indrømme langsigtede reformer. Den danske strejke fandt sted, netop som de herskende klasser var ved at begynde at overbevise sig selv om, at det mareridtsagtige tilbageslag i begyndelsen af 1980'erne var ved at blive erstattet af en ny periode med et opsving, der ikke kunne standses. Den franske herskende klasse tror bestemt ikke dette i dag. De føler, at den eneste måde, de kan garantere fremtidige profitter er ved at slå hårdt ned på arbejdernes levevilkår. Det sikrer i sig selv, at indrømmelserne ikke vil blive efterfulgt af en ny periode med klassefred. Vi kan snarere forvente, at en desperat herskende klasse vil vende tilbage til offensiven, og at en forynget arbejderklasse vil gå til modstand.
Men der vil være mere på spil i den kommende periode end blot økonomisk pres på begge sider. To årtier med økonomisk krise har ikke blot ført til arbejdspladskampe. De har også revet mange af de givne ting, som mange mennesker levede deres liv efter, i stykker og efterladt bitterhed og frustration, som udtrykker sig på mange forskellige måder: Protester fra dele af småborgerskabet, der minder om 'Poujade'-bevægelsen i 1950'erne; en bølge af mini-oprør i de boligkomplekser i forstæderne, som oprindeligt blev bygget til at huse den hurtigt voksende industri-arbejderklasse i 1960'erne, og som er plaget af arbejdsløshedsniveauer på 40 eller 50%; en vækst i den folkelige racisme blandt nogle dele af befolkningen; en villighed blandt nogle dele af regeringen og politiet til at udnytte dette med et stigende niveau af chikanerier af etniske mindretal; en tendens for nogle dele af ungdommen i de etniske mindretal til at reagere med en øget identifikation med Islam; væksten for det fascistiske Front National, indtil det fast opnår omkring 15% af stemmerne og kommer med ind i alle de store partiers politiske beregninger.
December-strejkerne overskyggede midlertidigt alle disse andre udtryk for krisen ved at agere som et fokus for bitterheden hos et vældig stort antal mennesker ud over dem, der direkte var omfattet af arbejdsstandsningerne og demonstrationerne. Således skabte strejkerne betydelige vanskeligheder for ledelsen i Front National. Dens holdning var, at den var fjendtligt indstillet til strejkerne og mente, at der ikke skulle være nogen ret til at strejke i den offentlige sektor. Men den var også klar over, at mange af de folk, der stemte på dem i foråret, nu entusiastisk støttede strejkerne. Så i et radio-interview 'var le Pen ude i en vanskelig øvelse, som bestod i at udtrykke sin fjendtlighed mod fagforeningerne, sit had mod tjenestemændene, sin opposition mod Juppé-planen og sin forståelse for grundene til, at nogle af Front National's tilhængere støttede strejkerne'.[88] Men det betyder ikke, at strejkebevægelsen har ødelagt Front National's indflydelse eller nogen af de andre former, hvorunder den dybere sociale krise udtrykker sig. De kan genopstå i eftervirkningerne af strejkerne, på samme måde som et skibsvrag hæver sig over vandet, når flod afløses af ebbe. Og den franske herskende klasse vil tage dem med i sine overvejelser og søge at manipulere dem efter sine egne formål, mens den forbereder sig til næste runde i konfrontationen.
Dele af regeringsflertallet vil optrappe deres bestræbelser på at opbygge kræfterne bag sig ved at kombinere anti-Maastricht-retorik med tilskyndelser til politi-angreb på etniske mindretal og opfordringer til stadig mere konsekvente aktioner mod 'illegale' indvandrere. Socialistpartiet vil fortsætte med at give indrømmelser til dem. Kommunistpartiet vil stadig stå vaklende mellem at dele et fælles anti-europæisk sprog med dem og ikke at kunne lide deres racisme. Front National kan stadig have et vist spillerum, ikke blot til at holde fast i sine stemmer, men også til at opbygge kadrer, idet den forsøger at gøre dens tilhængeres 'bløde racisme' til dens aktivisters hærdede Nazi-ideologi.
Dette betyder, at spørgsmålet om politik vil blive stadig mere vigtigt. Mangelen på et revolutionært alternativ til det fejlagtige lederskab fra CGT, FO, CFDT, Kommunistpartiet og Socialistpartiet betød i december, at bevægelsen ikke opnåede den store sejr, der stod åben for den. Den kunne ikke desto mindre opnå gevinster. Næste gang vil det sandsynligvis ikke blive så let. Regeringen vil forsøge at være mere forberedt og vil forsøge at dele som en forudsætning for at herske. At slå den vil blive vanskeligt uden et netværk af socialister, som er til stede på arbejdspladserne, og som er i stand til ikke blot at tage de nemme diskussioner om nedskæringer i pensionsrettigheder eller løn, men også de 'vanskelige' omkring indvandring, Socialistparti-regeringernes forfærdelige generalieblad eller fagbureaukratiernes opførsel.
70. Se beretningen i min bog The
Fire Last Time, op cit, s. 101 og 108.
71. Citeret i Le Monde, 17. december 1995.
72. Rapport fra tale af et medlem af
partiets sekretariat, Jean-Claude Gayssot, som åbnede en debat i partiets
nationalkomité, -i: Le Monde, 8. december 1995.
73. L'Humanité,7.
december 1995, citeret i International Viewpoint, januar 1996.
74. Le Monde, 8. december 1995.
75. Rapport om Hue's synspunkter i Le
Monde, 6. december 1995 og Rouge, 14. december 1995.
76. Le Monde, 8. december 1995.
77. Ibid.
78. Rapport i Le Monde, 26. november 1995.
79. Ifølge meningsmålinger foretaget ved
udgangen fra valgstederne ved første runde af sidste forårs præsidentvalg.
80. Se mere om Lutte Ouvrière's politik i:
Lutte Ouvrière and SWP Debate the French Railway Workers' Strike,
-i: International Socialism 26, April 1987.
81. 'La situation interieure', Lutte
de Classe, No.17, januar-februar 1996.
82. Roger Girardot, Lutte
Ouvrière, 8. december 1995. Dette argument gentages i
artiklen The Union Machines in the Strike - meget af
denne er blot en oversættelse af Girardot's pjece - i Lutte
Ouvrière's engelsksprogede publikation, Class
Struggle, jan./feb. 1996. Men den anden artikel om strejkerne,
The Class Struggle with a Vengeance, giver en helt
anderledes fremstilling, hvor det første skub fra oven fra
fagbureaukratierne gav anledning til, fra neden, 'arbejderdemokrati i
praksis, noget meget få arbejdere nogensinde havde oplevet før'.
83. The Union Machines in the
Strike, op.cit.
84. Se beretningen i Cliff og Gluckstein, op.cit.
85. Interview, se note 50.
86. Le Monde, 20. december 1995.
87. C. Harman: The Fire Last
Time, op cit, p367.
88. Rapport i Le Monde, 22. december 1995.
Sidst opdateret 3.6.00