Parti og klasse
Det socialdemokratiske syn på forholdet mellem parti og klasse
Det revolutionære venstre og socialdemokratiske teorier
Lenin og Gramsci om partiet og klassen
Det socialdemokratiske parti, bolsjevikpartiet og det stalinistiske parti
Noter
Få spørgsmål har skabt mere bitterhed i marxistiske kredse end spørgsmålet om forholdet mellem partiet og klassen. Indædte diskussioner om dette emne har sandsynligvis fremkaldt mere ophidselse end noget andet. I generation efter generation er de samme skældsord blevet fremslynget – “bureaukrat”, “substitutionist”, “elitist”, “autokrat”.
Men de principper, der ligger til grund for en sådan debat, er dog ofte blevet blandet sammen. Og dette til trods for at diskussionen ofte har været af afgørende betydning. Da for eksempel bolsjevikkerne og mensjevikkerne i 1903 blev splittet på spørgsmålet om karakteren af partiets organisering, befandt der sig mange i Lenins fraktion, som i 1917 stod på den modsatte side af barrikaderne (f.eks. Plekhanov). Revolutionære som Trotskij og Rosa Luxemburg var imod Lenin i 1903. Heller ikke denne forvirring var en isoleret hændelse, men har været et gennemgående træk i diskussioner mellem revolutionære. Det er værd at minde om Trotskijs bemærkninger på Kominterns 2. kongres i 1920, som svar på Paul Levis påstand om, at Europas og Amerikas arbejdermasser forstod nødvendigheden af et parti. Trotskij pointerer, at situationen er mere kompliceret end som så:
“Hvis man stiller spørgsmålet abstrakt, så ser jeg Scheidemann på den ene side og på den anden side amerikanske, franske eller spanske syndikalister, som ikke blot ønsker at kæmpe mod borgerskabet, men som – ulig Scheidemann – virkelig ønsker at rive dets hoved af. Af denne grund siger jeg, at jeg foretrækker at diskutere med disse spanske, amerikanske eller franske kammerater, for at bevise over for dem, på kammeratlig vis, at partiet er uundværligt for at opfylde den historiske mission, som er pålagt dem ... Jeg vil prøve at bevise dette for dem på en kammeratlig måde, på baggrund af min egen erfaring og ikke ved, at stille dem over for Scheidemanns mange års erfaringer og sige, at for flertallet er spørgsmålet allerede afgjort ... Hvad har jeg til fælles med Renaudel, som udmærket forstår nødvendigheden af partiet, eller med en Albert Thomas og andre herrer, som jeg ikke en gang ønsker at kalde kammerater for ikke at bryde anstændighedens regler?” [11 *]
Det problem, som Trotskij rejser – at både socialdemokrater og bolsjevikker taler om “partiets nødvendighed” – selv om de lægger noget helt forskelligt i det – er blevet skærpet i årene siden stalinismen voksede frem. Stalinismen overtog bolsjevismens terminologi og anvendte den til det stik modsatte af dens oprindelige formål. Alligevel har de, som videreførte den revolutionære tradition som modstandere af både stalinisme og socialdemokratisme, alt for ofte forsømt at tage Trotskijs argumenter fra 1920 alvorligt. De har ofte sat deres lid til, at folk af egen “erfaring” vil blive overbevist om partiets nødvendighed, selv når det drejer sig om erfaring med stalinisme og socialdemokratisme.
Som en konsekvens vil det være denne pjeces påstand, at selv i revolutionære kredse vil det meste af diskussionen være en diskussion for eller imod grundlæggende stalinistiske eller socialdemokratiske organisationsopfattelser. Det vil blive fastholdt, at de ideer om organisation, som ubetinget findes i Lenins skrifter og handlinger, er radikalt forskellige fra begge disse opfattelser. Dette er blevet tilsløret af den stalinistiske underminering af Oktoberrevolutionens teori og praksis og af den kendsgerning, at Bolsjevikpartiets udvikling fandt sted under illegale betingelser og ofte blev diskuteret i den ortodokse socialdemokratismes sprog.
De klassiske socialdemokratiske teorier – som ikke blev fundamentalt anfægtet af nogen marxist før 1914 – måtte nødvendigvis give partiet en central rolle i udviklingen hen imod socialisme. For denne udvikling blev grundlæggende betragtet som en fortsat og jævn vækst i arbejderklassens organisering og bevidsthed under kapitalismen. Selv marxister som f.eks. Kautsky, der forkastede ideen om, at der fandtes en gradvis overgang til socialismen, accepterede, at det vigtigste her og nu var fortsat at udvide partiets organisatoriske styrke og vælgertilslutning. Overgangen til socialisme blev betragtet som en uundgåelig udvikling, hvad enten det skete via parlamentet eller gennem arbejderklassens defensive vold, så var det afgørende, at partiet havde vokset sig så stærkt, at det var i stand til at overtage magten og udgøre grundlaget for den nye stat (eller den gamle i genopfrisket stand).
Udviklingen af et masseparti i arbejderklassen betragtes som en uundgåelig konsekvens af den kapitalistiske udviklings tendenser. “For stedse vil proletarernes antal vokse, hæren af overflødige arbejdere antage gigantiske størrelser, og modsætningsforholdet mellem udbyttere og udbyttede skærpes”, [12] kriser “vil fremkomme i øget målestok”, [13]
“folkets flertal vil synke stadigt dybere ned i afsavn og elendighed”, [14]
“velstandsperioderne bliver stadig kortere: krisernes længde bliver endnu længere”. [15] Dette driver flere arbejdere “til instinktiv modstand mod den eksisterende orden”. [16] Socialdemokratiet, der er baseret på “uafhængig videnskabelig forskning af borgerlige tænkere”
[17] eksisterer for at hæve arbejderne til det niveau, hvor de har en “klar indsigt i de sociale love”. [18] En sådan bevægelse, “der frembringes af skærpelsen af klassemodsætningerne ... kan kun forbigående lide nederlag, den må i sidste ende sejre”. [19]
“Revolutioner startes ikke efter behag ... De kommer med uundgåelig nødvendighed.” De centrale mekanismer i denne udvikling er de parlamentariske valg (skønt selv Kautsky legede med ideen om generalstrejke i perioden lige efter 1905-06). [20]
“Vi har ingen grund til at tro, at væbnet opstand ... vil spille en central rolle i dag”. [21] Det er snarere parlamentet, som udgør “den stærkeste løftestang, der kan anvendes til at hæve proletariatet op fra dets økonomiske, sociale og moralske fornedrelse”. [22] Arbejderklassens brug af parlamentet gør, at “parlamentarismen begynder at ændre karakter. Den ophører med blot at være et redskab i borgerskabets hænder”. [23] I det lange løb må sådanne aktiviteter føre til organiseringen af arbejderklassen og til en situation, hvor det socialistiske parti har flertallet og vil danne regering
“... (arbejderpartiet) må som formål have erobringen af regeringsmagten, i den klasses interesse, som den repræsenterer. Den økonomiske udvikling vil naturligt føre til gennemførelsen af dette mål”. [24]
Dette perspektiv lagde ikke blot grundlaget for de fleste socialistiske aktiviteter i Vesteuropa i de 40 år forud for 1. Verdenskrig, men det bestod faktisk uden at blive anfægtet teoretisk, i hvert fald fra venstre. Lenins forbavselse over SPD’s støtte til krigen er velkendt. Men hvad mange imidlertid ikke har forstået, er at selv folk til venstre for Kautsky, som f.eks. Rosa Luxemburg, ikke havde forkastet det grundlag for teorien om partiets forhold til klassen og den udvikling af klassebevidstheden, som Kautsky stod for. Deres kritik af kautskyismen havde en tendens til at holde sig inden for den overordnede teoretiske ramme, som kautskyismen selv havde udstukket.
Det centrale for socialdemokratiet er, at partiet repræsenterer klassen. Arbejderen har ingen bevidsthed uden for partiet. Selv Kautsky syntes at have en næsten sygelig frygt for, hvad arbejderne kunne finde på at gøre uden partiet og for de dermed forbundne farer for en “for tidlig” revolution. Derfor måtte det være partiet, der overtager magten. Andre former for arbejderorganisering og aktiviteter kan hjælpe, men må være underordnet den organisation, som bærer den politiske bevidsthed. “Fagforeningernes “direkte aktion” kan kun virke som supplement til og styrkelse af arbejderpartiernes parlamentarisk aktivitet, ikke som erstatning for den”. [25]
Det socialdemokratiske syn på forholdet mellem parti og klasse blev intetsteds klart modsagt (undtagen af anarkisterne, som forkastede enhver forestilling om et parti). Dette er vigtigt at forstå for overhovedet at finde nogen mening i de diskussioner, som fandt sted i forbindelse med spørgsmålet om partiets organisering i tiden før 1917. De grundlæggende forudsætninger var fælles gods – selv for personer som Rosa Luxemburg, der satte arbejderklassens selvaktivitet op imod ortodoks socialdemokratisme. Dette var ikke udelukkende en teoretisk fejltagelse. Det var en følge af den historiske situation. Pariserkommunen var på dette tidspunkt det eneste eksempel på en arbejderklasse ved magten, og den havde kun eksisteret to måneder i en overvejende småborgerlig by. Selv revolutionen i 1905 gav blot et meget uudviklet indtryk af, hvorledes en arbejderstat i virkeligheden ville blive organiseret. De grundlæggende former for arbejdermagt – sovjetterne, arbejderrådene – blev ikke erkendt. Selv Trotskij, som havde været præsident for Petrograd-sovjetten i 1905, nævner dem ikke i sin analyse af 1905-revolutionen, Results and Prospects (“Resultater og fremtidsudsigter”). Trotskij, som i realiteten stod alene om at forudse det socialistiske indhold i den russiske revolution, var ikke i stand til at indse, hvilken form det ville tage.
“Revolution er først og fremmest et spørgsmål om magt – ikke om statsformen (grundlovgivende forsamling, republik, forenede stater), men om regeringens sociale indhold.” [26]
Der var en lignende undladelse i Rosa Luxemburgs reaktion på 1905, Massestrejke, parti og fagforeninger. Og det var først med februarrevolutionen i 1917, at sovjetten blev central i Lenins skrifter og tanker. [27]
Det revolutionære venstre accepterede aldrig fuldt ud Kautskys syn på partiet som den direkte forløber for arbejderstaten. For eksempel erkendte Luxemburg partiets konservatisme og nødvendigheden af, at masserne går uden for dets rammer på et meget tidligt tidspunkt. [28] Men der forekommer aldrig en klar forkastelse af det officielle socialdemokratiske standpunkt. Men uden en teoretisk afklaring af forholdet mellem parti og klasse var det imidlertid ikke muligt at opnå et klart syn på spørgsmålet om den nødvendige interne organisering af partiet. Uden en forkastelse af den socialdemokratiske model kunne der ikke påbegyndes en virkelig diskussion om revolutionær organisation.
Dette er tydeligst tilfældet med Rosa Luxemburg. Det ville være forkert at gå i den fælde (som omhyggeligt er lagt af både stalinister og pseudotilhængere af Luxemburg), som tilskriver hende en “spontanitets”-teori, der ignorerer nødvendigheden af et parti. Overalt i hendes skrifter understreges nødvendigheden af et parti og den positive rolle, det må spille:
I Rusland har socialdemokratiet fået tildelt den opgave at erstatte et afsnit af den historiske proces ved bevidst at gribe ind og lede proletariatet fra den politiske atomisering, som danner grundlaget for det absolutistiske regime, til den højeste form for organisation – som målbevidst klasse. [29]
I stedet for at bryde hovedet med den tekniske side, med mas-sestrejkens mekanisme, er socialdemokratiet udpeget til at overtage den politiske ledelse også midt i revolutionsperioden. [30]
Socialdemokratiet er proletariatets mest oplyste og klassebevidste fortrop, det kan og må ikke fatalistisk med korslagte arme vente på, at den “revolutionære situation” skal indtræffe. [31]
Dog er der en vedvarende tvetydighed i Luxemburgs skrifter om partiets rolle. Hun var interesseret i at partiets ledende rolle ikke blev for stor, for hun identificerede dette som “Socialdemokratiets kloge position.” [32] Hun identificerede centralisme, som hun på enhver måde fandt nødvendig (“Socialdemokratiet er på baggrund af sin oprindelse en udpræget modstander af enhver form for partikularisme og national føderalisme” [33]) med “konservatisme, som enhver partiledelse i sagens natur nødvendigvis er behæftet med.” [34] Sådanne tvetydigheder kan ikke forstås uden at tage hensyn til den konkrete situation, Luxemburg faktisk var optaget af. Hun var en ledende figur i SPD, men altid betænkelig ved dets arbejdsmåde. Når hun for alvor ønskede at illustrere farerne ved centralisme, refererede hun til SPD:
Det tyske socialdemokratis nuværende taktik politik bliver for eksempel almindeligt beundret for sin enestående mangfoldighed, elasticitet og desuden for sin sikkerhed. Men det betyder kun at vort parti i sin daglige kamp på en beundringsværdig måde har tilpasset sig de nuværende parlamentariske forhold ... Men samtidig tildækker denne specielle udformning af taktikken allerede de videre horisonter ... [35]
Skønt fantastisk profetisk, som dette er, over for hvad der ville ske i 1914, formår hun ikke at forklare hvad SPDs øgede forkalkning og binding til ritualer udspringer af, endsige at anvise veje til at bekæmpe dette. Bevidste individualister og grupper kan ikke modstå denne tendens. For “Denne træghed kan imidlertid for en stor del forklares ved, at det kan være svært at tegne konturerne og de konkrete former for en endnu ikke eksisterende, imaginær politisk situation i den abstrakte spekulations blå luft.” [36] Bureaukratisering af partiet betragtes som et uundgåeligt fænomen, som kun kan overvindes ved en begrænsning i graden af partiets sammenhæng og effektivitet.
Det er ikke en særlig form for organisation og bevidst ledelse, men organisation og bevidst ledelse som sådan, der begrænser mulighederne for “flertallets selvbevidste bevægelse i flertallets interesse”.
“Det ubevidste kommer forud for det bevidste, den objektive, historiske proces’ logik før dens agenters subjektive logik. Den socialdemokratiske ledelses rolle er derved i det væsentlige af konservativ karakter.” [37]
Der er et korrekt og vigtigt element i dette argument: tendensen til – for en særlig type af organisationer – at være ude af stand til (eller uvillige til) at reagere over for en hurtigt skiftende situation. Man behøver blot at tænke på Maximalist-fløjen inden for det italienske socialistparti i 1919, hele Centrum i 2. Internationale i 1914, mensjevik-internationalisterne i 1917 eller KPD i 1923. Selv bolsjevikpartiet indeholdt en meget stærk tendens til at udvise en sådan konservatisme. Men efter at have stillet diagnosen gør Luxemburg intet forsøg på at finde dens udspring, undtagen i erkendelsesteoretiske almindeligheder og søger heller ikke efter organisatoriske midler. Der er en stærk fatalisme i hendes håb om at det “ubevidste” vil være i stand til at retlede det “bevidste”. På trods af hendes ypperlige følsomhed over for det særlige tempo i massebevægelsens udvikling – især i Massestrejken – viger hun bort fra at prøve på at udarbejde en klar forestilling om, hvilken type politisk organisation, der kan være i stand til at udnytte sådanne spontane udviklinger. Det er paradoksalt nok, at den skarpeste kritiker af bureaukratisk ritualisme og parlamentarisk kretinisme i 1903-debatten argumenterede for netop den fraktion inden for det russiske parti, som skulle blive historiens mest perfekte legemliggørelse af disse fejltagelser: mensjevikkerne. I Tyskland tog den politiske opposition til kautskyismen, som allerede var ved at udvikle sig ved århundredskiftet, og som i 1910 var fuldt udformet, først fem år senere en konkret organisatorisk form.
Der eksisterer betydelige paralleller mellem Luxemburgs holdning og den, som Trotskij tilslutter sig helt op til 1917. Også han er meget opmærksom på faren ved bureaukratisk ritualisme:
“Arbejdet med at agitere og organisere blandt de proletariske rækker, besidder en indre træghed. De europæiske socialistpartier, især det største af dem, det tyske socialdemokrati, har udviklet en træghed i samme grad, som de store masser har tilsluttet sig socialismen, og i samme grad, som disse masser er blevet organiserede og disciplinerede. Som følge heraf må socialdemokratiet som en organisation, der udtrykker proletariatets politiske erfaring, på et vist tidspunkt blive en direkte hindring for åben konflikt mellem arbejderne og den borgerlige reaktion.” [38]
Igen leder hans revolutionære ånd ham til at have mistro til al centraliseret organisation. Lenins partiopfattelse kan ifølge Trotskij i 1904, kun føre til en situation hvor:
“Partiorganisationen erstatter partiet som helhed; derefter erstatter centralkomiteen organisationen og endelig erstatter “diktatoren” centralkomiteen.” [39]
Men for Trotskij kan de virkelige magtproblemer for arbejderklassen kun løses
“gennem systematisk kamp mellem ... mange retninger indenfor socialismen, retninger, som uundgåeligt vil opstå så snart det proletariske diktatur rejser ti og hundrede af nye ... problemer. Ingen stærk “dominerende” organisation vil være i stand til at undertrykke disse tendenser og kontroverser ...” [40]
Dog fører Trotskijs frygt for organisatorisk stivhed ham til også at støtte den tendens i partikampen i Rusland, som historisk skulle vise sig mest skrækslagen over for masseaktionernes spontanitet. Skønt han i stigende grad skulle komme til at fjerne sig politisk fra mensjevikkerne, begyndte han først meget sent at opbygge en organisation i opposition til dem. Hvad enten han havde ret eller ej i sin kritik af Lenin i 1904 (og vi mener han tog fejl), var han kun i stand til at blive en effektiv historisk medspiller ved at gå ind i Lenins parti.
Hvis organisation skaber bureaukrati og træghed, havde Luxemburg og den unge Trotskij uden tvivl ret i, at det var nødvendigt at begrænse en stræben mod centralisme og sammenhæng blandt de revolutionære. Men det er vigtigt at forstå alle konsekvenserne af denne holdning. Den vigtigste må være en historisk fatalisme. Enkeltpersoner kan kæmpe i arbejderklassen for deres ideer, og disse ideer kan være vigtige, når det drejer sig om at give arbejderne den nødvendige bevidsthed og tro på kampen for deres egen befrielse. Men revolutionære vil aldrig kunne opbygge en organisation, der er i stand til at give dem effektivitet og sammenhæng i handling, som kan måle sig med dem, der indirekte accepterer de eksisterende ideologier. For at gøre dette er uundgåeligt at begrænse massernes selvaktivitet, det “ubevidste” som går forud for det “bevidste”. Altså må man vente på “spontane” udviklinger blandt masserne. I mellemtiden kan man lige så godt acceptere de organisationer, der allerede eksisterer, som værende det bedst mulige, som værende det maksimale udtryk for massernes spontane udvikling, selv om man er politisk uenig med dem.
I Lenins skrifter er der en evigt tilstedeværende indirekte erkendelse af de problemer, som bekymrer Luxemburg og Trotskij så meget. Men man finder ikke den samme fatalistiske bukken under for dem. Man finder en voksende erkendelse af, at det ikke er organisation som sådan, men særlige former for og aspekter ved organisation, som fremkalder problemerne. Det var først da 1. Verdenskrig og dernæst begivenhederne i 1917 gav et akut udtryk for de gamle organisationsformers fejltagelser, at Lenin begyndte at give direkte udtryk for de radikalt nye opfattelser, han selv var i færd med at udvikle. Men selv på dette tidspunkt var disse opfattelser ikke fuldt udviklede. Tilintetgørelsen af den russiske arbejderklasse, sammenbruddet af et egentligt sovjetsystem (dvs. baseret på ægte arbejderråd) og udviklingen af stalinismen kvalte fornyelsen af den socialistiske teori. Det bureaukrati, der opstod med decimeringen og demoraliseringen af arbejderklassen, overtog det teoretiske grundlag fra revolutionen og fordrejede det til en ideologisk retfærdiggørelse af dets egne interesser og forbrydelser. Ikke så snart havde Lenin præciseret sit syn på, hvad partiet er, og hvordan det skulle fungere i forholdet til klassen og dets institutioner, som værende i opposition til de ældre socialdemokratiske opfattelser, før det blev formørket af en ny stalinistisk ideologi.
Mange af Lenins opfattelser er imidlertid taget op af italieneren Antonio Gramsci og givet en klar og sammenhængende teoretisk form. [41]
Hvad Lenin-kommentatorer sædvanligvis ignorerer er, at der gennem hans skrifter er to opfattelser, som griber ind i og supplerer hinanden, og som for den overfladiske betragter kan synes selvmodsigende. For det første finder man en kontinuerlig understregning af mulighederne for pludselig ændring i arbejderklassens bevidsthed, af den uventede opstand, som karakteriserer arbejderklassens egenaktivitet, og af dybtliggende instinkter i arbejderklassen, som leder den til at begynde at forkaste de traditioner, som byder den at være hensynsfuld og lydig.
I revolutionernes historie kommer de modsætninger til syne, som er modnet gennem årtier og århundreder. Livet bliver usædvanligt begivenhedsrigt. Masserne, som altid har stået i skyggen, og som den overfladiske betragter har ladet hånt om, træder ind på den politiske arena som aktivt kæmpende ... Disse masser gør sig heroiske anstrengelser for at vise sig situationen voksen og for at hamle op med de gigantiske opgaver af verdensbetydning, som historien har pålagt dem: og hvor store de individuelle nederlag end må være, og hvor meget strømmen af blod og ofrenes antal end må ryste os, er der intet, der nogensinde kan sammenlignes med denne direkte uddannelse, som masserne og klasserne modtaget i løbet af selve den revolutionære kamp. [42]
... Vi er i stand til at påskynde betydningen af det langsomme, konstante og ofte umærkelige arbejde med politisk skoling, som socialdemokraterne altid har udført og altid vil udføre. Men vi må ikke tillade – hvad der under de nuværende omstændigheder ville være endnu farligere - en mangel på tiltro til folkets magt. Vi må huske, hvilken kolossal skolende og organisatorisk magt, der ligger i revolutionen, når mægtige historiske begivenheder tvinger menigmand ud af hans fjerne kammer eller kælderkrog, og gør ham til samfundsborger. Måneder med revolution udvikler sommetider borgerne hurtigere end årtier med politisk stagnation. [43]
Arbejderklassen er instinktivt og spontant socialdemokratisk. [44]
Proletariatets specielle stilling i det kapitalistiske samfund fører til, at arbejderne stræber efter socialismen; en sammenslutning af dem og det socialdemokratiske parti bryder frem med spontan styrke i bevægelsens tidligste stadier. [45]
Selv i de værste måneder efter krigsudbruddet i 1914 skrev han:
Den objektive krigsskabte situation ... skaber uundgåeligt revolutionære følelser: den vil hærde og oplyse alle de bedste og mest klassebevidste proletarer. En pludselig forandring i stemningen blandt masserne er ikke blot en mulighed, men viser sig mere og mere som en sandsynlighed ... [46]
Denne tro på masserne fører ham i april og august-september 1917 ud i konflikt med hans eget parti:
Lenin sagde mere end en gang, at masserne står til venstre for partiet. Han vidste, at partiet stod til venstre for dets eget øverste lag af “gamle bolsjevikker”. [47]
I forbindelse med den “Demokratiske Konference” skriver han:
Vi må drage masserne ind i drøftelsen af spørgsmålet. Det er nødvendigt, at de bevidste arbejdere tager sagen i egne hænder, fører denne diskussion og lægger tryk på “toppen”. [48]
Der er imidlertid et andet grundlæggende element i Lenins tanker og handling: betoning af teoriernes rolle og af partiet som bærer af denne. Den mest velkendte beskrivelse af dette findes i Hvad må der gøres?, hvor Lenin skriver, at “Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse.” [49] Men det er det tema, der går igen på ethvert niveau i hans aktiviteter, ikke kun i 1903, men også i 1905 og 1917, på samme tidspunkt, hvor han forbandede partiets manglende evne til at være lydhør over for masserne. Og for ham er partiet noget ganske andet end hele klassens masseorganisation. Det er altid en avantgardeorganisation, kræver en troskab, som de fleste arbejdere ikke er i besiddelse af. (Men det betyder ikke, at Lenin på noget tidspunkt ønskede en organisation bestående af udelukkende professionelle revolutionære). [50] Dette kan måske forekomme at være en klar modsigelse. Især da Lenin i 1903 anvender argumenter fra Kautsky, som antyder, at kun partiet kan bibringe klassen en socialistisk bevidsthed, mens han senere refererer til klassen, som værende mere “til venstre” end partiet. Men at se en modsigelse i dette er en fundamental misforståelse af Lenins tanker om disse spørgsmål. For den egentlige teoretiske basis for hans argument om partiet er ikke, at arbejderklassen på egen hånd er ude af stand til at opnå en teoretisk socialistisk bevidsthed. Dette indrømmer han på RSDAPs (Det Russiske SocialDemokratiske ArbejderParti) 2. kongres, hvor han benægter, at “Lenin ikke tager noget hensyn til den kendsgerning, at også arbejderne deltager i skabelsen af en ideologi” og tilføjer, at “... ‘Økonomisterne’ er gået til en yderlighed. For at rette tingenes rette tilstand op, må nogen trække i den anden retning – og det er, hvad jeg har gjort.” [51]
Det virkelige grundlag for hans argument er, at bevidsthedsniveauet i arbejderklassen aldrig er ensartet. Ligegyldigt hvor hurtigt størstedelen af arbejderne tager ved lære i en revolutionær situation, er der altid nogle grupper, der vil være mere fremskredne end andre. Blot at fryde sig over den spontane forandring er ensbetydende med, at man ukritisk accepterer, hvad der end måtte komme ud af denne forandring af kortvarige resultater. Men disse kortvarige forandringer afspejler såvel klassens tilbageståenhed som dens bevægelse fremad, såvel dens situation i det borgerlige samfund som dens muligheder for yderligere udvikling, der gør den i stand til at lave en revolution. Arbejdere er ikke robotter uden ideer. Hvis de ikke vindes over på et socialistisk verdenssyn gennem de bevidste revolutionæres intervention, vil de fortsætte med at acceptere det eksisterende samfunds borgerlige ideologi. Dette er så meget mere sandsynligt, fordi det er en ideologi, der for nuværende gennemsyrer alle livets aspekter, og som er sikret med alle midler. Selv arbejdere, som “spontant” er nået frem til et fuldt færdigt videnskabeligt standpunkt, ville stadig være nødt til at argumentere over for andre, som ikke har.
At glemme forskellen mellem avantgarden og de store masser, der tiltrækkes af den, at glemme avantgardens bestandige pligt til at hæve større grupper til sit eget fremskredne niveau, betyder ganske simpelt, at man forråder sig selv, at man lukker øjnene for vore opgavers uhyre omfang, og at man indsnævrer disse opgaver. [52]
Dette argument kan ikke henføres til nogen bestemt historisk periode. Det er ikke, som nogle mennesker gerne påstår, et argument, der gælder den tilbagestående russiske arbejderklasse og ikke arbejderklassen i nutidens fremskredne nationer. De absolutte muligheder for fremgang i arbejderklassens bevidsthed er muligvis større i de sidstnævnte, men det kapitalistiske samfunds karakter sikrer fortsat en stor uensartethed inden for arbejderklassen. Benægter man, at det forholder sig således, forveksler man arbejderklassens revolutionære potentiale med dens nuværende situation. Lenin skriver således mod mensjevikkerne (og Rosa Luxemburg) i 1905:
Brug færre floskler om udviklingen af arbejderklassens selvstændige aktivitet – du bemærker ikke at arbejderne ikke fremviser nogen ende på den selvstændige revolutionære aktivitet! – men pas hellere på, at du ikke demoraliserer tilbagestående arbejdere med din egen halehængspolitik. [53]
Der findes to slags selvstændig aktivitet. Der er den selvstændige aktivitet hos et proletariat, som endnu er i besiddelse af et revolutionært initiativ, og der er den selvstændige aktivitet hos et proletariat, som er uudviklet og holdes i stramme tøjler ... Endnu i dag findes der socialdemokrater, som med ærefrygt foretrækker den sidstnævnte form for aktivitet, som tror, at de kan undgå at besvare dagens presserende spørgsmål ved at gentage ordet “klasse” igen og igen. [54]
Kort sagt: hold op med at tale om, hvad klassen som helhed kan udrette og begynd i stedet for at tale om, hvordan vi som en del af dens udvikling skal handle. Gramsci skriver således:
Ren spontanitet eksisterer ikke i historien: det skulle i så fald modsvare rent mekanisk aktion. I de “mest spontane” bevægelser er elementerne af “bevidst ledelse” ukontrollable ... Der findes en mangfoldighed af elementer af bevidst ledelse i disse bevægelser, men ingen af dem er fremherskende...” [55]
Mennesket har altid en eller anden opfattelse af verden. Det udvikler sig aldrig adskilt fra en eller anden form for fællesskab. “Hvad angår ens egen verdensanskuelse, så tilhører man altid en bestemt gruppering, nærmere bestemt den, der udgøres af alle de samfundselementer, der deler den samme måde at tænke og handle på som en selv.” Med mindre han da er involveret i en vedvarende kritisk proces, som bringer hans verdensanskuelse i sammenhæng, så
... tilhører man på én og samme tid en række massemennesker, ens egen personlighed er sammensat på en besynderlig og fantastisk måde; i personligheden findes elementer af hulemennesket og grundsætninger fra den mest moderne og mest fremskredne videnskab, ravnekrogsfordomme fra alle de tidligere historiske faser samtidig med forudanelser om en fremtidig filosofi, der vil blive typisk for menneskeslægten, når den forenes i verdensmålestok. [56]
Det aktive menneske fra masserne handler praktisk; men han har ikke en klar teoretisk bevidsthed om sine handlinger, der ikke desto mindre er en erkendelse af verden, idet de forandrer den. Hans teoretiske bevidsthed kan endog historisk være i kontrast til hans handlinger. Man kan næsten sige, at han har to teoretiske bevidstheder (eller en bevidsthed med modsigelse), én, der er implicit i hans handlinger og som realt forener ham med alle hans medarbejdere i den praktiske omdannelse af virkeligheden og en anden, der er overfladisk eksplicit eller verbal, og som han har arvet fra fortiden og taget til sig uden kritik ... (Denne opdeling) kan nå en sådan styrke, at bevidsthedens modsigelsesfyldte karakter ikke tillader nogen handling, beslutning eller valg og fremkalder en tilstand af moralsk og politisk passivitet. [57]
... Al handling er resultatet af forskellige viljer påvirket af forskellige grader af intensitet, bevidsthed og graden af homogenitet med hele massens kollektive vilje ... Det er klart, at den tilsvarende, implicitte teori vil være en kombination af overbevisning og synspunkter, der er ligeså forvirrede og uensartede. (Hvis de praktiske kræfter, som bliver sluppet løs på et vist historisk tidspunkt, skal være) effektive og ekspansive (er det nødvendigt at) opstille en teori på en bestemt praksis, som falder sammen med og identificeres med den samme praksis’ afgørende elementer, som i handling fremskynder den historiske proces, og som gør praksis mere homogen, sammenhængende og mere virkningsfuld i alle dens elementer ... [58]
I lyset af dette bliver spørgsmålet, om man skal foretrække “spontanitet” eller “bevidst ledelse” et spørgsmål, om hvorvidt det er:
at foretrække at tænke uden at have en kritisk bevidsthed, på en usammenhængende og irregulær måde, med andre ord “deltage” i en verdensopfattelse, som er mekanisk “påført” af de ydre omgivelser, dvs. af en af de mange sociale grupper, i hvilken enhver automatisk bliver inddraget fra det øjeblik, man træder ind i den bevidste verden, eller om man skal foretrække at udarbejde sin egen verdensopfattelse, bevidst og kritisk. [59]
Partier eksisterer for at arbejde i denne situation for at udbrede et bestemt verdenssyn og den praksis, som svarer dertil. De forsøger at forene alle de, der deler en særlig verdensopfattelse, til et fællesskab, der skal sprede denne opfattelse. De eksisterer for at homogenisere den masse af individer, der er under indflydelse af et utal af ideologier og interesser. Men de kan gøre dette på to måder.
Den første karakteriserer Gramsci som den katolske kirkes. Den forsøger at binde forskellige sociale klasser og lag til en enkelt ideologi. Den forsøger at forene intellektuelle og “almindelige mennesker” i et organiseret verdenssyn. Men den kan kun gøre dette ved at udøve jernhård disciplin over de intellektuelle, som derved reduceres til “almindelige menneskers” niveau. “Marxismen står i fuldstændig modsætning til denne katolske holdning.” Den forsøger i stedet at forene intellektuelle og arbejdere for på den måde at hæve massernes bevidsthedsniveau og dermed sætte dem i stand til at handle uafhængigt. Dette er netop grunden til, at marxister ikke bare kan “tilbede” massernes spontanitet: det ville være ensbetydende med, at man kopierede katolikkerne ved at påtvinge de mest fremskredne grupper de mindst fremskrednes tilbageståenhed.
For Gramsci og Lenin betyder dette, at partiet konstant skal prøve at hæve dets nyeste medlemmer op på det forståelsesniveau, de gamle medlemmer har. Partiet må altid kunne reagere på de “spontane” udviklinger i klassen, for at tiltrække de elementer, der som et resultat af disse spontane udviklinger udvikler en klar bevidsthed.
For ikke kun at være massernes parti af navn, må vi få stadig større masser til at tage del i alle partianliggender, for stadigt at kunne hæve dem fra politisk ligegyldighed til protest og kamp, fra en almindelig protestånd til en tilslutning til socialdemokratiske synspunkter, fra tilslutning til disse synspunkter til at støtte bevægelsen, og fra støtte til organiseret medlemskab af partiet. [60]
Det parti, som er i stand til at gennemføre disse opgaver, er imidlertid ikke nødvendigvis det “bredeste” parti. Det vil være en organisation, som konstant forsøger at involvere stadig større kredse af arbejdere, samtidig med at den begrænser medlemskab af organisationen til at omfatte dem, der er villige til seriøst og videnskabeligt at vurdere deres egen aktivitet og partiets i almindelighed. Dette betyder nødvendigvis, at definitionen på, hvad der betegner et partimedlem, er vigtig. Partiet skal ikke bestå af hvem som helst, der ønsker at identificere sig selv med det, men kun af dem, der er villige til at acceptere organisationens disciplin. Under normale forhold vil antallet af disse kun udgøre en relativt lille procentdel af arbejderklassen; men i perioder med skærpet klassekamp vil arbejderklassens antal vokse umådeligt.
Her er der en vigtig kontrast til den praksis, der bliver ført i socialdemokratiske partier. Op til 1914 erkender Lenin kun dette for så vidt angår Rusland; men hans holdning er klar. Han stiller sit mål – en “virkelig benhård organisation”, et “lille, men stærkt parti” af “alle dem, der er i kamp” – i kontrast til “det udflydende uhyre af mensjevikkiske elementer”. [61] Dette forklarer hans insisteren på at gøre betingelserne for partimedlemskab til et principspørgsmål, da splittelsen med mensjevikkerne kom.
Ifølge Lenins opfattelse er det vigtigt at skelne skarpt mellem de elementer, som han selv er omhyggelig med at betragte som historisk afgrænsede, fra dem, som har almen gyldighed. Førstnævnte vedrører betoningen af lukkede, konspiratoriske organisationer og nødvendigheden af partitoppens omhyggelige ledelse af partifunktionærer etc.
Under forhold, hvor der hersker politisk frihed, vil vort parti udelukkende blive opbygget på valgmæssige principper. Under enevælden er dette praktisk uigennemførligt for de tusinder af arbejdere, der udgør partiet. [62]
Af mere almen gyldighed er understregningen af nødvendigheden af at begrænse partiet til at omfatte dem, som vil acceptere dets disciplin. Det er vigtigt at understrege, at for Lenin (i modsætning til mange pseudo-sympatisører) er dette ikke ensbetydende med blind accept af autoritære principper. Det revolutionære parti eksisterer for at gøre det muligt for de mest bevidste og militante arbejdere og intellektuelle at engagere sig i videnskabelig diskussion som forløber for planlagt og sammenhængende aktion. Dette er ikke muligt uden at medvirke i partiets aktiviteter. Dette kræver klarhed og præcision i argumentationen og samtidig organisatorisk beslutsomhed. Alternativet er “sumpen” – hvor de elementer, som er motiveret af videnskabelig præcision, er blandet så kraftigt sammen med de uhjælpeligt forvirrede, at al afgørende handling hæmmes, og hvor de mest tilbagestående udgør det ledende element. Den nødvendige disciplin for en afgørende debat er den disciplin, som udøves af dem, der har “sluttet sig sammen ved en frit truffet beslutning”. [63] Med mindre partiet har klare grænser, og med mindre det er sammenhængende nok til at realisere beslutningerne, er diskussionen om partiets beslutninger meningsløs og langt fra at være “fri”. For Lenin er centralisme langt fra at være i modsætning til at udvikle partimedlemmernes initiativ og uafhængighed: centralismen er forudsætningen for, at dette kan ske. Det er værd at bemærke, hvordan Lenin i 1905 opsummerede grundene til sin kamp for centralisme i de foregående to år. I forbindelse med betydningen af den centrale organisering og det centrale blad siger han, at resultatet måtte blive:
dannelsen af et netværk af agenter ... som ... ikke skulle have til opgave at vente på signalet til opstand, men til at udføre forskellige regulære opgaver, som vil sikre en opstand de bedste muligheder for succes. En sådan aktivitet vil styrke vores forbindelser med de bredeste arbejdermasser og med alle de lag, som er utilfredse med aristokratiet ... Netop en sådan aktivitet ville være egnet til at opøve evnen til at anlægge en korrekt vurdering af den almindelige politiske situation og endvidere evnen til at vælge det rette øjeblik for opstanden. Og en sådan aktivitet vil yderligere træne alle lokale organisationer i at reagere samtidigt på de samme politiske spørgsmål, begivenheder og hændelser, som ryster hele Rusland og at besvare disse hændelser så præcist og formålstjenligt som muligt ... [64]
Gennem medlemskab af en sådan organisation bliver både arbejdere og intellektuelle trænet i at vurdere deres egen konkrete situation i overensstemmelse med tusinder af andres videnskabelige socialistiske aktivitet. “Disciplin” er ensbetydende med en accept af nødvendigheden af at forbinde den individuelle erfaring med partiets totale teori og praksis. Som sådan står det ikke i modsætning til, men er en nødvendig forudsætning for evnen til at anlægge selvstændige vurderinger af konkrete situationer. Det er også derfor, at “disciplin” for Lenin ikke betyder, at man skjuler de forskelle, som eksisterer inden for partiet, men snarere at man trækker dem frem i lyset, således at de kan blive drøftet igennem. Kun på denne måde kan medlemsmassen anlægge videnskabelige vurderinger. Partiorganet må være åbent over for de meninger, det betragter som værende i uoverensstemmelse med partiet.
Det er efter vores mening nødvendigt at gøre det yderste – selv hvis det indebærer visse afvigelser fra centralismens pæne mønstre og fra absolut lydighed mod disciplinen – for at gøre det muligt for disse grupperinger at tale frit frem, for dermed at give hele partiet mulighed for at afveje betydningen eller manglen på samme og at afgøre hvor, hvordan og hos hvilken part, der udvises principløshed. [65]
Kort sagt: det afgørende er, om der hersker politisk klarhed og fasthed i partiet, for at sikre at alle dets medlemmer drages ind i debatten og forstår relevansen af deres egen aktivitet. Derfor er det absurd at forveksle partiet med klassen, som mensjevikkerne prøvede at gøre, og som nogle folk stadig gør. Klassen som helhed er konstant optaget af en ubevidst opposition mod kapitalismen. Partiet er den del af klassen, som allerede er bevidst, og som slutter sig sammen for at prøve bevidst at lede de andre i kampen. Partiets disciplin bliver ikke påtvunget fra oven og nedefter, men bliver snarere accepteret frivilligt af alle dem, som tager del i partiets beslutninger og arbejder på at realisere disse.
Vi kan nu se forskellen mellem partiet, som Lenin opfattede det, og det socialdemokratiske parti, som Rosa Luxemburg og Trotskij på samme tid forudså og nærede frygt for. Det socialdemokratiske parti var tænkt som partiet for hele klassen. Arbejderklassens magtovertagelse var ensbetydende med, at partiet kom til magten. Alle tendenser inden for klassen måtte være repræsenteret i partiet. Enhver splittelse i partiet var udtryk for en splittelse inden for klassen. Selv om centralisering blev betragtet som nødvendig, blev den frygtet som værende ensbetydende med centralisering over og imod klassens spontane aktivitet. Alligevel var det præcis den form for parti, der kraftigst udviklede de “autokratiske” tendenser, som Luxemburg advarede imod. P.g.a. sammenblandingen af medlemmer og sympatisører var det massive partiapparat tvunget til at holde sammen på en hel masse kun halvt politiserede medlemmer i en række af sociale aktiviteter. Dette førte til en neddæmpning af den politiske debat og til en mangel på politisk alvor, hvilket igen reducerede medlemmernes evne til at foretage selvstændige politiske vurderinger og forøgede behovet for partiapparatets styring. Uden en organisatorisk centralisering med det formål at give klarhed over og beslutsomhed over for politiske forskelle var det uundgåeligt, at de menige medlemmers selvstændighed blev permanent undergravet. Personlig hengivenhed eller respekt for etablerede ledere blev tillagt større betydning end videnskabelig, politisk vurdering. I sumpen, hvor ingen indtager en klar linje, ikke engang en forkert, er der ikke noget argument for hvilken linie, der er den rigtige. Afvisningen af at knytte organisatoriske bånd til politiske vurderinger, også selv om det gøres med den ædle hensigt at opretholde et “masseparti”, førte automatisk til at organisatorisk loyalitet erstattede politisk loyalitet. Dette medførte igen svigtende evne til at handle selvstændigt, når man blev mødt med opposition fra ældre kolleger (det tydeligste eksempel på denne tendens var utvivlsomt Martov i 1917).
Det er vigtigt at forstå, at stalinistpartiet ikke er en variant af Bolsjevikpartiet. Det var også domineret af organisatoriske strukturer. Troskab mod organisationen betød mere end troskab over for organisationens politik. Teorien skulle retfærdiggøre en udefra bestemt praksis, ikke omvendt. Den organisatoriske loyalitet over for apparatet er ansvarlig for politiske beslutninger (førstnævnte står igen i forhold til det russiske statsapparats behov). Det er værd at bemærke, at i Sovjetunionen krævede apparatets endelige sejr over partiet netop, at der blev bragt hundredtusinder af “sympatisører” ind i partiet: “klassens” udvanding af “partiet”. Man kunne stole på, at de, der kom ind i partiet gennem “Lenin-indrulleringen”, og som i bedste fald var politisk usikre, ville udvise lydighed over for apparatet. Det leninistiske parti ligger ikke under for denne tendens til bureaukratisk kontrol, af den simple grund, at det begrænser medlemskabet til at omfatte dem, som er villige til seriøst og disciplineret at tage politiske og teoretiske spørgsmål som udgangspunkt og underordner alle deres aktiviteter under disse.
Men er dette ikke ensbetydende med en meget elitær opfattelse af partiet? På en måde er det, skønt dette ikke er partiets fejl, men selve tilværelsens, idet den fremkalder en ujævn udvikling i arbejderklassens bevidsthed. Hvis partiet skal være effektivt, må det sigte mod at rekruttere alle dem, som det forestiller sig er de mest “fremskredne”. Det kan ikke reducere sit eget videnskabelige og bevidsthedsmæssige niveau, blot for at undgå at være en “elite”. Det kan f.eks. ikke acceptere at chauvinistiske arbejdere er “lige så gode” som internationalistiske partimedlemmer – for at tage hensyn til klassens “egenaktivitet”. Men at være “avantgarde” er ikke det samme som at sætte sine egne ønsker, politik eller interesser i stedet for klassens.
Her er det vigtigt at forstå, at for Lenin er det ikke partiet, der er kimen til arbejderstaten, men derimod arbejderrådet. Arbejderklassen vil som helhed være involveret i de organisationer, som tilsammen udgør dens stat – såvel de mest tilbagestående som de mest fremskredne elementer – “Enhver kokkepige vil regere”. I Lenins store værk om staten nævnes partiet næsten ikke. Partiets funktion er ikke at være stat, men snarere at udføre en vedvarende agitation og propaganda blandt klassens mere tilbagestående elementer for derved at styrke deres selvbevidsthed og selvtillid til det punkt, hvor de både vil danne arbejderråd og kæmpe for at styrte den borgerlige stats organisationsformer. Sovjetstaten er det højeste konkrete udtryk for hele arbejderklassens egenaktivitet. Partiet er den del af klassen, som er mest bevidst om denne egenaktivitets verdenshistoriske betydning.
Arbejderstatens funktioner er vidt forskellige fra partiets (derfor kan der være mere end ét parti i en arbejderstat). Arbejderstaten skal repræsentere alle arbejdergruppers interesser – geografisk, industrielt etc. Den skal i sin organisationsform anerkende klassens forskelligartethed. Partiet er derimod bygget op omkring de ting, som forener klassen nationalt og internationalt. Gennem ideologisk overbevisning stræber det konstant efter at overvinde klassens forskelligartethed. Det arbejder med nationale og internationale politiske principper, ikke individuelle arbejdergruppers snævre anliggender. Det kan kun overbevise, ikke tvinge disse til at acceptere dets ledelse. En organisation, som deltager i arbejderklassens revolutionære omstyrtning af kapitalismen, kan ikke drømme om at sætte sig selv i stedet for denne klasses direkte magtorganer. Et sådant perspektiv er kun til stede i socialdemokratiet eller stalinistpartiet (og de har begge været for bange for massernes egenaktivitet til at forsøge på denne substitution gennem revolutionær praksis i fremskredne kapitalistiske lande). Den revolutionære organisation vil under kapitalismen nødvendigvis have en hel anden struktur end den arbejderstat, som vil opstå under omstyrtelsen af kapitalismen. [66] Det revolutionære parti må kæmpe indenfor arbejderstatens institutioner for partiets principper imod dem, der er i opposition til disse. Det er kun muligt, fordi partiet ikke selv udgør arbejderstaten. [67]
Det sætter os i stand til at se, at Lenins teori om partiet og hans teori om staten ikke er to adskilte helheder, der kan behandles isoleret fra hinanden. Indtil han udviklede teorien om staten var han tilbøjelig til at betragte Bolsjevikpartiet som et tilfælde af særlig tilpasning til russiske forhold. Stillet over for den socialdemokratiske (og senere den stalinistiske) opfattelse af partiet, som bliver stat, er det kun naturligt for ægte revolutionære, og dermed demokratiske socialister, at de ikke ønsker at begrænse partiet til at omfatte de mest fremskredne grupper i klassen, ikke en gang selv om behovet for en sådan organisation for de mest bevidste grupper er erkendt. Dette forklarer Rosa Luxemburgs tvetydighed i spørgsmålet om politisk organisation og teoretisk klarhed. Dette gør, at hun kan stille de “fejltagelser, der er begået af en sand revolutionær bevægelse” op imod “den klogeste centralkomités ufejlbarligheder”. Men hvis partiet og klassens magtinstitutioner er adskilte (skønt den ene forsøger at øve indflydelse på den anden) er den enes “ufejlbarlighed” en central komponent i den proces, hvorved den anden lærer af dens fejl. Det er Lenin, som ser det. Lenin, der tager ved lære, og ikke Luxemburg (i det mindste ikke førend mod slutningen af sit liv). Det er ikke sandt, at “for marxister i de fremskredne industrialiserede lande, kan Lenins oprindelige holdning tjene meget mindre som en vejledning end Rosa Luxemburgs ...” [68] Det er stadig nødvendigt at opbygge en organisation af revolutionære marxister, som vil underkaste deres egen og klassens situation en videnskabelig ransagelse, som med hård hånd vil kritisere deres egne fejltagelser og som, mens de deltager i arbejdermassernes daglige kamp, vil forsøge at øge deres selvstændige egen-aktivitet ved uophørligt at gå imod deres ideologiske og praktiske lydighed over for det gamle samfund. Det er meget sundt at reagere mod både socialdemokratismens og stalinismens sammenblanding af klassen med partieliten. Det må imidlertid ikke stå i vejen for et klarsynet perspektiv for, hvad vi skal gøre for at få bugt med deres efterladenskaber.
11. Leon Trotsky: The First Five Years of the Communist International, Volume 1, New York 1977, s. 98.
* Scheidemann (Tyskland), Renaudel og Albert Thomas (begge Frankrig): Ledende højrefløjssocialdemokrater, støttede deres respektive borgerskaber i 1. verdenskrig. Scheidemann var en af hovedmændene bag nedslagtningen af Spartakus-opstanden i Berlin i januar 1919, hvor – blandt mange andre – lederne af det nydannede tyske kommunistparti Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht blev myrdet.
12. Karl Kautsky: The Erfurt Program, Chicago 1910, s. 8.
13. samme sted.
14. samme sted, s. 43.
15. samme sted, s. 85.
16. samme sted, s. 198.
17. samme sted, s. 198.
18. samme sted, s. 198.
19. Karl Kautsky: Vejen til magten, Forlaget Rhodos, København 1978, s.32. Udgivet første gang på tysk i 1909. [Eng. udgave.]
20. Se Karl Kautsky: Social Revolution, s. 45. Se også Carl E. Schorske: German Social Democracy 1905-1917, Cambridge, Mass. 1955, s. 115.
21. Karl Kautsky: Social Revolution, s. 47.
22. Karl Kautsky: The Erfurt Program, s. 188.
23. samme sted, s. 188.
24. samme sted, s. 189.
25. Karl Kautsky: Vejen til magten, s. 97.
26. Leon Trotskij i Nashe Slovo, 17. oktober 1915. Citeret i Leon Trotsky: Permanent Revolution, London 1962, s. 254.
27. F.eks. Selv om der refereres til disse som “organer for revolutionært styre” i en vigtig artikel om perspektiverne i Sotsial-Demokrat i 1915, så understreges de meget lidt – omtalen af dem sker på kun fem-seks linier i en artikel på fire sider.
28. Jvf. både Det russiske socialdemokratis organisationsspørgsmål (på engelsk udgivet af hendes epigoner under titlen Leninism or Marxism) og Massestrejke, parti og fagforeninger.
Begge findes på dansk i: Rosa Luxemburg: Politiske Skrifter. Et udvalg, Forlaget Tiderne Skifter, Kbh. 1976. Citater fra disse to tekster er taget fra denne bog, ligesom de følgende sidehenvisninger refererer hertil.
29. Rosa Luxemburg: Det russiske socialdemokratis ... , s. 91. Det er interessant nok, at Lenin i sit svar ikke koncentrerer sig om spørgsmålet om centralisme i almindelighed, men om faktuelle misforståelser og forskelle i Luxemburgs artikel.
30. Rosa Luxemburg: Massestrejke ..., s. 159f.
31. samme sted, s. 175.
32. Rosa Luxemburg: Leninism or Marxism, Ann Arbor 1962, s. 92. (Der henvises her til den engelske p.g.a. inkonistens mellem den danske og engelske oversættelse.)
33. Rosa Luxemburg: Det russiske socialdemokratis ..., s.93.
34. samme sted, s. 100.
35. samme sted, s. 99f.
36. samme sted, s. 100.
37. samme sted, s. 99.
38. Leon Trotsky: Results and Prospects (1906) i: The Permanent Revolution and Results and Prospects, London 1962, s. 246.
39. Trotsky: Our Political Tasks (1904). Citeret i I. Deutscher: The Prophet Armed. London 1954, s. 92-93.
40. samme sted.
41. Desværre er der ikke plads her til at behandle Trotskijs senere diskussion af disse forhold.
42. V.I. Lenin: Revolutionary Days (January 31, 1905) i Collected Works, Volume viii, s. 104.
43. V.I. Lenin: Revolutionary Army and Revolutionary Government, samme sted, s. 564.
44. Citeret i Raya Dunayevskaya: Marxism and Freedom, New York 1958, s. 182.
45. samme sted.
46. V.I. Lenin: The Collapse of the Second International i Collected Works, Volume xxi, s. 257-8.
47. Leon Trotsky: History of the Russian Revolution, London 1965, s. 981.
48. V.I. Lenin: Udvalgte Værker, bd. 8, s. 94. (Lenin: Udvalgte Værker i 16 bind, Forlaget Tiden, Kbh. 1976-89, er herefter forkortet LUV)
49. V.I. Lenin: Hvad må der gøres?, LUV, bd. 2, s. 40. (Ofte – f.eks. i Harmans engelske pjece – ses movement/bevægelse erstattet af practice/praksis)
50. V.I. Lenin: Collected Works, Volume vii, s. 263. (One Step Forward, Two Steps Back)
51. V.I. Lenin: Collected Works, Volume vi, s. 491.
52. samme sted, Volume vii, s. 265.
53. samme sted, Volume viii, s. 157.
54. samme sted, Volume viii, s. 158.
55. Antonio Gramsci: Passato e Presente, Torino 1951, s. 55.
56. Antonio Gramsci: Bidrag til marxismens teori og historie i Politik og kultur, Kbh. 1972, s. 87.
57. samme sted, s. 97-98.
58. Antonio Gramsci: Il Materialismo storico e la filosofia di Benedetto Croce, Torino 1948, s. 38.
59. Antonio Gramsci: The Modern Prince and other Essays, London 1957, s. 67.
60. V.I. Lenin: Collected Works, Volume vii, s. 117.
61. samme sted, Volume viii, s. 145.
62. samme sted, s. 196.
63. V.I. Lenin: Hvad må der gøres?, LUV, bd. 2, s. 26.
64. V.I. Lenin: Collected Works, Volume viii, s. 154.
65. samme sted, Volume vii, s. 116.
66. For en naiv fremstilling af det modsatte synspunkt, se An Open Letter to IS Comrades, i Solidarity Special, September 1968.
67. Der sniger sig nogen forvirring ind i dette argument på grund af erfaringen fra Rusland efter 1918. Det vigtige punkt er imidlertid, at det ikke er partiets form, der bringer partiet i modsætning til sovjetmagten, men decimeringen af arbejderklassen (se fx. Chris Harman: Den russiske revolutions nederlag, Internationale Socialisters Forlag, Brønshøj 1991.). Cliff har denne pointe i pjecen Trotsky om substitutionisme (Udgivet af VS-tendensen Faglig Fællesliste, uden årstal); men af uforklarlige grunde siger han også, at i Trotskijs tidlige påstande om, at Lenins organisationsteori var “substitutionistisk”, “kan man se hans profetiske geni, hans evne til at se frem i tiden, til at indordne enhver side af tilværelsen i et sammenhængende system”.
68. Tony Cliff: Rosa Luxemburg, London 1959, s. 54. Også her synes Cliffs ønske om at hædre en stor revolutionær at overskygge en ægte videnskabelig vurdering.
[Den citerede tekst findes kun i første udgave fra 1959. I 2. udgave fra 1969 (som den danske udgave er oversat fra) er Cliff enig med Harman – se note på Marxists Internet Archive. Web-red.]
Sidst opdateret 8.6.2009