Trotskij om "substitutionismen"

Tony Cliff (1960)


Fra Proletar!, nr. 6, november 1973, s. 24-34.
Oversat af Brian Gooseman og Tage Bild fra Party and Class (Essays by Tony Cliff, Duncan Hallas, Chris Harman and Leon Trotsky), Pluto Press, London 1972.
Trykt første gang i tidsskriftet International Socialism (1st series), no. 2, autumn 1960 med titlen The Revolutionary Party and the Class or Trotsky on Substitutionism.

Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 16. juni 2008.


For tyve år siden blev Trotskij myrdet. Den største hyldest, man kan yde denne store revolutionære, der i så høj grad foragtede alt hykleri, ville være et kritisk studium af nogle af hans ideer. Vi tilbyder det følgende studium af et problem, som han så fremragende formulerede allerede som meget ung mand, et problem, som nagede ham i resten af hans liv, og som stadig er aktuelt: problemet om forholdet mellem parti og klasse og faren for, at partiet træder i stedet for klassen.

Ganske tidligt i sit aktive politiske liv, kun 24 år gammel, forudsagde Trotskij, at Lenins opfattelse af partiorganisation nødvendigvis måtte føre til en situation, hvor partiet ville "træde i stedet for de arbejdende klasser", handle som stedfortræder i deres navn og på deres vegne uden hensyn til, hvad arbejderne mente eller ønskede.

Lenins opfattelse ville føre til en tilstand, hvor

"Partiorganisationen træder i stedet for partiet som helhed; så træder centralkomiteen i stedet for organisationen; og til sidst 'diktatoren' i stedet for centralkomiteen ..." [1]

Over for Lenins centraliserede partitype bestående af professionelle revolutionære stillede Trotskij et "parti med bred basis" med de vesteuropæiske socialdemokratiske partier som model. Som eneste garanti mod "substitutionisme" – udtrykket var hans egen nydannelse – så han massepartiet, demokratisk ledet og under de proletariske massers kontrol.

Han afsluttede sin argumentation med følgende appel imod ensretning:

"Det nye regimes opgaver bliver så komplekse, at de ikke vil kunne løses på anden måde end ved konkurrence mellem forskellige metoder til økonomisk og politisk opbygning, ved langvarige 'meningskampe', ved en systematisk kamp ikke kun mellem den socialistiske og den kapitalistiske verden, men også mellem mange tendenser inden for socialismen, tendenser, som uundgåeligt vil opstå, så snart det proletariske diktatur rejser snesevis, ja hundredvis af nye ... problemer. Ingen stærk 'dominerende' organisation ... vil være i stand til at undertrykke disse tendenser og kontroverser ... Et proletariat, der er i stand til at udøve sit diktatur over samfundet, vil ikke tolerere noget diktatur over sig selv ... Arbejderklassen ... vil i sine rækker uden tvivl have ikke så få politisk svage ... og megen ballast af forældede ideer, som den bliver nødt til at kaste over bord. I den periode hvor den udøver sit diktatur, som nu, bliver den nødt til at rense sine tanker for falske teorier og borgerlig erfaring, og at luge politiske frasemagere og tilbageskuende revolutionære bort fra sine rækker. Men denne indviklede opgave kan ikke løses ved at placere nogle få håndplukkede folk over proletariatet ... eller en person udstyret med magten til at likvidere og degradere". [2]

I Trotskijs ord om den fare for "substitutionisme", der ligger i Lenins opfattelse af partiorganisation, og i hans appel mod ensretning, kan man se hans profetiske geni, hans evne til at se frem i tiden, til at indordne enhver side af tilværelsen i et sammenhængende system.

Bolsjevismens historie siden 1917 synes fuldstændigt at have retfærdiggjort Trotskijs advarsel fra 1904. Men Trotskij vendte aldrig tilbage til den igen. I denne artikel vil vi forsøge at finde ud af, hvorfor han ikke gjorde det, at undersøge problemet om forholdet mellem partiet og klassen i almindelighed, og at afdække "substitutionismens" rødder i særdeleshed.

Substitutionismens problem

"Substitutionisme" findes i den russiske revolutionære bevægelses tradition. I 1860'erne og 70'erne satte små grupper af intellektuelle, blot nogle håndfulde, sig op imod det mægtige enevælde, mens bondemasserne, i hvis navn og interesser disse heltemodige Narodniki (Populister) handlede, forholdt sig ligegyldige eller endog fjendtlige over for dem.

I den almindelige apatis hængedynd inden nogen form for massebevægelse opstod, spillede disse håndfulde oprørske intellektuelle en vigtig progressiv rolle. Ikke mindst Marx tildelte dem den allerstørste ros og beundring. Således skrev han f. eks. til sin ældste datter i det år Folkets Vilje (Narodnaja Volja) blev knust:

"Dette er beundringsværdige mænd uden nogen form for melodramatisk positur, helt enkle, virkelige helte. At skrige op og at skride til handling er to helt modsatte ting, som ikke kan forenes".

"Substitutionisme" bliver imidlertid et reaktionært og farligt element når en voksende massebevægelse allerede eksisterer, og partiet forsøger at træde i stedet for denne. Trotskij var for videnskabelig en tænker til at tro, at man i partiets – rigtige eller fejlagtige – opfattelse af sin egen rolle og sit forhold til klassen kan finde tilstrækkelig garanti imod "substitutionisme" og for ægte demokrati i arbejdernes politiske bevægelse.

De objektive betingelser, som er nødvendige for at undgå det, blev klart formuleret af Trotskij nogle få måneder før han skrev det ovenfor citerede værk, da han ved det Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis anden kongres (London 1903) udtalte:

"Arbejderklassens magt er utænkelig før hovedparten er forenet i et ønske om den. Så vil de udgøre en overvældende majoritet. Dette vil ikke være et diktatur udøvet af en lille skare sammensvorne eller et minoritetsparti, men af det mægtige flertal i det mægtige flertals interesse for at forhindre kontrarevolution. Kort sagt, det vil være ensbetydende med det sande demokratis sejr".

Denne omskrivning af Det kommunistiske Manifest harmonerer fuldt ud med Trotskijs kamp mod "substitutionismen". Hvis flertallet har magten, er der ikke plads til at et mindretal kan handle som dets stedfortræder.

I samme periode lagde Lenin ikke mindre vægt på at sige, at enhver tale om proletariatets diktatur, så længe dette var et lille mindretal i samfundet, måtte føre til antidemokratiske og, med hans egne ord, "reaktionære konklusioner".

Da Trotskij, i modstrid med sine tidligere udtalelser, krævede en arbejderregering som et umiddelbart mål for den revolutionære bevægelse i Rusland, svarede Lenin skarpt:

"Det kan ikke ske! Det kan ikke ske, fordi et revolutionært diktatur kun kan bestå for en tid, hvis det hviler på et overvældende flertal i folket ... Proletariatet udgør et mindretal ... Enhver, der forsøger at opnå socialisme ad enhver anden vej uden at gennemgå det politiske demokratis stadium, vil uundgåeligt nå de mest absurde og reaktionære resultater, både økonomisk og politisk". [3]

Trotskijs advarsel imod "substitutionisme" og hans fremhævelse af et styre udøvet af "det mægtige flertal i det mægtige flertals interesse" som den eneste garanti imod det, står virkelig i skarp modsætning til hans krav om en arbejderregering i 1905 og 1917, da arbejderne udgjorde et forsvindende mindretal. Trotskij står splittet i modsigelsen mellem hans konsistente, socialistiske og demokratiske ide om modstand mod enhver form for "substitutionisme" og hans teori om den permanente revolution, hvor det proletariske mindretal handler som stedfortræder for alle sliderne og som samfundets hersker. Desværre, denne modsigelse er ikke resultatet af nogen brist eller inkonsistens i Trotskijs tænkning, men afspejler faktiske modsigelser i de objektive omstændigheder.

Revolutionens beskaffenhed, og herunder tidspunktet for dens egentlige indtræden, afhænger ikke alene af arbejderklassens størrelse og ikke engang af niveauet af dens klassebevidsthed og organisation, men af mangfoldige blandede og indbyrdes modstridende faktorer. De faktorer, der fører til revolution – økonomisk pres, krige eller andre politiske og sociale rystelser – falder ikke sammen med proletariatets oplysning. En hel række objektive omstændigheder driver arbejderne til revolution, mens uensartetheden i bevidstheden hos forskellige udsnit og grupper i arbejderklassen kan være ganske udpræget. I et tilbagestående land som det tsaristiske Rusland, hvor arbejdernes almindelige kulturniveau var lavt, og traditionerne for organisering og selvbevidst masseaktion var svage, var denne uensartethed specielt mærkbar. Og der udgjorde arbejderklassen som helhed så lille et mindretal, at dens styre, det proletariske diktatur, nødvendigvis måtte være et diktatur, ikke af flertallet, men af et lille mindretal.

For at overvinde den russiske revolutions faktiske dilemma – på den ene side at undgå mindretalsstyre og på den anden side at undgå Mensjevikkernes afholdende indstilling ("proletariatet bør ikke gribe magten så længe det er et mindretal i samfundet") – rettede Trotskij blikket mod to hovedfaktorer: de russiske arbejderes revolutionære impuls og aktivitetsniveau og revolutionens udbredelse til mere udviklede lande, hvor proletariatet udgjorde flertallet af befolkningen.

Men hvilken skæbne mødte "substitutionismen" da den revolutionære impuls aftog i Rusland selv, og – hvad der ikke var mindre afgørende – da de revolutionære kampe i vesten led skibbrud på kapitalismens klipper?

Substitutionismen i Rusland

Mens forholdet mellem parti og klasse blev påvirket af kulturniveauet og det revolutionære bevidsthedsniveau i arbejderklassen, blev det også påvirket af den specifikke vægt, hvormed arbejderklassen optrådte i samfundet: af klassens størrelse og dens forhold til andre klasser, fremfor alt – i Rusland – til bønderne.

Hvis nu den russiske revolution var en helstøbt borgerlig revolution – som Mensjevikkerne hævdede – eller hvis den var en helstøbt socialistisk revolution – som anarkisterne og de socialrevolutionære, der ikke skelnede mellem arbejdere og bønder, hævdede – så ville sagen have været enkel. En relativ høj grad af social homogenitet i de revolutionære klasser ville have været en ambolt, hvis størrelse var tilstrækkelig stor til at smadre enhver tendens til det marxistiske partis træden i stedet for proletariatet.

Oktoberrevolutionen var imidlertid en sammensmeltning af to revolutioner: den socialistiske arbejderklasses revolution, produktet af konflikten mellem en fremvoksende kapitalisme, den modne kapitalisme, og bøndernes revolution, produktet af konflikten mellem en fremvoksende kapitalisme og de gamle feudale institutioner. Som altid var bønderne nok parate til at ekspropriere de store godsejeres privatejendom, men de ønskede deres egne små private besiddelser. Mens de var beredte til oprør mod feudalismen, var de ikke af den grund for socialisme,

Derfor er det ikke overraskende, at Oktoberrevolutionens sejrrige alliance mellem arbejdere og bønder øjeblikkeligt fulgtes af meget spændte forhold. Så snart den Hvide Hær, og dermed faren for genoprettelsen af godsejervældet, var blevet besejret, var der meget lidt tilbage af bøndernes loyalitet over for arbejderne. Det havde været en ting for bonden at støtte en regering, der udparcellerede jorden, men det var en helt anden sag, da den samme regering begyndte at beslaglægge hans produkter for at ernære storbyernes sultne befolkninger.

Konflikten mellem arbejderklassen og bønderne kom fra begyndelsen af Oktoberrevolutionen til udtryk i den kendsgerning, at Lenin allerede i 1918 blev tvunget til den antidemokratiske foranstaltning at sætte én arbejderstemme lig med fem bondestemmer ved valgene til Sovjetterne.

Nu ændrede revolutionen selv proletariatets relative vægt vis-a-vis bøndernes i de førstes disfavør.

For det første medførte borgerkrigen en frygtelig reducering af arbejderklassens specifikke vægt. Arbejderklassens sejr i revolutionen medførte paradoksalt nok en reduktion af arbejderklassens størrelse og kvalitet.

Da mange af byarbejderne havde nær tilknytning til landsbyerne, var der et betragteligt antal af dem, som skyndte sig tilbage til landområderne, så snart revolutionen var forbi, for at få andel i jordfordelingen. Denne tendens blev yderligere fremmet af manglen på fødevarer, som naturligvis ramte byerne hårdest. Endvidere, i skarp modsætning til den gamle tsaristiske hær, bestod den nye Røde Hær af forholdsvis flere industriarbejdere end bønder. Af alle disse grunde skete der mellem 1917 og 1920 en meget stærk reduktion af bybefolkningen og specielt i antallet af industriarbejdere. Antallet af indbyggere i Petrograd faldt med 57,5%, i Moskva med 44,5%, i 40 provinshovedstæder med 33% og i endnu 50 store byer med 16%. Jo større byen var, jo større var det relative fald i indbyggertallet. Hvor brat faldet var, illustreres yderligere af den kendsgerning, at antallet af arbejdere i industrien faldt fra 3.000.000 i 1917 til 1.240.000 i 1921-22, en nedgang på 58,7%. Antallet af industriarbejdere faldt således med tre femtedele. Og disse arbejderes produktivitet faldt endog mere end deres antal. (I 1920 var Ruslands industriproduktion kun ca. 13 % af, hvad den var i 1913!)

Af dem, der blev tilbage, bestod det store flertal af de mest tilbagestående arbejdere, som ikke kunne bruges på de forskellige militære fronter eller i statsadministrationen, fagforeningerne og partiet. Statsadministrationen og hæren hentede naturligvis de fleste af deres rekrutter blandt den del af arbejderne, der havde den ældste socialistiske tradition, den største politiske erfaring og det højeste kulturniveau.

Opsplitningen af arbejderklassen havde en endnu alvorligere virkning. Den tilbageblevne del af arbejderklassen blev på grund af knapheden på fødevarer tvunget til at opføre sig som små, individualistiske handlende snarere end som et kollektiv, en forenet klasse. Det er beregnet, at staten i 1919-20 kun skaffede 42% af det korn, som blev fortæret af bybefolkningerne, og en endnu mindre procentdel af andre fødevarer, idet hele resten blev købt på den sorte børs. [4] Arbejdernes salg af møbler og tøj tillige med drivremme og værktøj fra de fabrikker, hvor de arbejdede, var ret almindelig. [5] Hvilken atomisering og demoralisering af industriarbejderklassen!

I deres levevis – afhængige som de var af ulovlig, individuel handel – kunne de enkelte arbejdere næppe skelnes fra bønderne. Som Rudzutak sagde det ved fagforeningernes anden kongres i januar 1919:

"Vi iagttager i et stort antal industricentre, hvordan arbejderne som følge af fabriksproduktionens indskrumpning er ved at blive opsuget i bondemassen, så vi i stedet for en befolkning af arbejdere får en befolkning af halv-bønder eller i nogle tilfælde en ren bondebefolkning." [6]

Under sådanne forhold opløstes Bolsjevikpartiets klassebasis – ikke på grund af nogle fejl i Bolsjevismens politik, ikke på grund af en eller anden Bolsjevistisk opfattelse af partiets rolle eller dets forhold til klassen – men på grund af mægtigere historiske faktorer. Arbejderklassen var blevet deklasseret.

Det er rigtigt at Lenin i fortvivlelse eller i desperation i maj 1921 kunne sige:

"Selv når proletariatet skal gennem en periode, hvor det må se sig deklasseret, kan det stadig udføre sin opgave at erobre og beholde magten." [7]

Men hvilken ekstremt "substitutionistisk" formulering er dette ikke! En deklasseret arbejderklasses herredømme – kattens smil efter at katten selv er forsvundet!

I Narodnikernes tilfælde var den "substitutionistiske" opfattelse ikke en primær årsag, men et resultat af folkets almindelige apati og sløvhed, som igen havde sine rødder i objektive sociale forhold. Og hvad angår Bolsjevikkernes "substitutionisme" sprang den heller ikke ud af Lenins hoved som Minerva ud af Zeus's, men skabtes af de objektive forhold i et bondesamfund i borgerkrig, hvor en lille arbejderklasse formindskedes, splittedes og opløstes i bondemasserne.

En analogi kunne måske tjene til at klargøre "substitutionismens" opståen efter Oktoberrevolutionen. Man behøver blot at forestille sig en massestrejke, hvor flertallet af arbejderne efter en langtrukken konflikt bliver trætte og demoraliserede, mens kun et mindretal bliver ved at stå strejkevagt, angrebet af arbejdsgiveren, bespottet og fornærmet af flertallet af arbejderne. Denne tragiske situation gentages gang på gang på klassekampens slagmark. Stående over for den Hvide Garde i bevidstheden om, at et frygteligt blodbad truede folket, hvis Bolsjevikkerne opgav kampen og i bevidstheden om deres egen isolation, fandt Bolsjevikkerne ingen udvej. "Substitutionismen" var som alle fetichismer, en afspejling af en social blindgyde.

Substitutionismen i partiet

Herfra er der kun et lille skridt til afskaffelsen af det interne partidemokrati og etableringen af det bureaukratiske herredømme inden for partiet.

I modsætning til stalinistisk mytologi – såvel som Mensjevikkernes og andre modstanderes – havde Bolsjevikpartiet aldrig været et monolitisk eller totalitært parti. Langt fra. Internt demokrati havde altid været af den allerstørste betydning i partiarbejdet, men dette er af en eller anden grund altid blevet tilsløret i størsteparten af den litteratur, der behandler emnet. Det er derfor værd at foretage et lille sidespring og ofre en smule plads på at fremdrage nogle tilfælde, der anskueliggør det interne partidemokratis omfang og manglen på monolitiske træk i bolsjevismens historie.

I 1907, efter revolutionens endelige nederlag, gennemgik partiet en krise på spørgsmålet om hvilken stilling, der skulle tages til valgene til den tsaristiske Duma. Ved det Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis tredje konference (afholdt i juli 1907), hvor såvel Bolsjevikkerne som Mensjevikkerne var repræsenterede, opstod der en ejendommelig situation: alle Bolsjevikkernes delegerede, på nær Lenin, stemte for at boykotte valgene til Dumaen; Lenin stemte sammen med Mensjevikkerne. [8] Tre år senere vedtog Bolsjevikkernes centralkomités plenum en resolution, der opfordrede til enhed med Mensjevikkerne; igen var Lenin den eneste, der stemte imod. [9]

Da krigen 1914-18 brød ud, var der ikke en eneste af partiets afdelinger, der indtog den revolutionært defaitistiske holdning, som Lenin forfægtede, [10] og ved en retssag mod nogle bolsjevikledere i 1915, afviste Kamenev og to bolsjevistiske deputerede til Dumaen offentligt Lenins revolutionært defaitistiske holdning i retssalen. [11]

Efter Februarrevolutionen gik det store flertal af partilederne ikke ind for en revolutionær sovjetregering, men støttede i stedet den provisoriske koalitionsregering. Bolsjevikfraktionen havde 40 medlemmer i Petrograds Sovjet den 2. marts 1917, men da resolutionen om at overdrage magten til den borgerlige koalitionsregering kom til afstemning. var der kun 19, der stemte imod. [12] Ved et møde i Petrograds Partikomité (5. marts 1917) fik en resolution for en revolutionær sovjetregering kun én stemme. [13] Pravda, der den gang redigeredes af Stalin, havde et standpunkt, der på ingen måde kan kaldes revolutionært. Det erklærede i afgjorte vendinger sin støtte til den provisoriske regering "for så vidt den bekæmper reaktion eller kontrarevolution." [14]

Da Lenin kom til Rusland den 3. april 1917 og offentliggjorde sine berømte "Aprilteser" – et lys, der viste partiet vej til Oktpberrevolutionen – repræsenterede han for en tid igen et lille mindretal i sit eget parti. Pravda's kommentar til "Aprilteserne" var, at de var "Lenins personlige meninger" og helt "uacceptable". [15] Ved et møde i Petrograds Partikomité, den 8. april 1917, fik "Teserne" kun to stemmer, mens 13 stemte imod og én undlod at stemme. [16] Ved partikonferencen den 14. -22. april fik "Teserne" imidlertid et flertal af stemmerne: 71 for, 39 imod, mens 8 undlod at stemme. [17] Ved samme konference nedstemtes Lenin i en anden betydningsfuld sag, nemlig i spørgsmålet om hvorvidt partiet skulle deltage i de socialistiske partiers planlagte Stockholmkonference. Imod hans indstilling gik man ind for fuld deltagelse. [18]

Igen: da Kerenskij den 14. september sammenkaldte til en "demokratisk konference", gik Lenin stærkt ind for at boykotte den. Centralkomiteen støttede ham med 9 stemmer mod 8, men da stemmerne næsten stod lige, blev den endelige beslutning overladt til den partikonference, som udgjordes af Bolsjevikgruppen i den "demokratiske konference". Denne forsamling besluttede med 77 stemmer mod 50 ikke at boykotte den. [19]

Da det vigtigste af alle spørgsmål, nemlig spørgsmålet om Oktoberopstanden, kom på dagsordenen, stod lederne endnu engang dybt splittet: en stærk fraktion anført af Zinoviev, Kamenev, Rykov, Piatamov, Miliutin og Nogin gik imod opstanden. På trods heraf blev hverken Zinoviev eller Kamenev ekskluderet, da Politbureauet var blevet valgt af Centralkomiteen.

Uoverensstemmelserne inden for partiledelsen var efter magtovertagelsen fortsat lige så skarpe som før. Nogle få dage efter revolutionen fremsatte en del partiledere et krav om en koalition med andre socialistiske partier. Blandt dem, der fremsatte dette krav, var Rykov, folkets indenrigskommissær, Miliutin, folkets kommissær for industri og handel, Lunacharskij, arbejdskommissær, Kamenev, republikkens præsident og Zinoviev. De gik så vidt som til at træde ud af regeringen og tvang således Lenin og hans tilhængere til at indlede forhandlinger med de andre partier. (Forhandlingerne brød sammen, fordi Mensjevikkerne holdt fast på, at Lenin og Trotskij skulle udelukkes fra koalitionsregeringen).

I spørgsmålet om afholdelse eller udsættelse af valgene til den konstituerende forsamling (i december 1917) kom Lenin atter en gang i mindretal i Centralkomiteen, og valgene afholdtes imod hans råd. [20] Kort tid efter led han igen nederlag i spørgsmålet om fredsforhandlingerne med Tyskland i Brest-Litovsk. Han gik ind for øjeblikkelig fred. Men ved et møde mellem Centralkomiteen og aktive arbejdere, som fandt sted den 21. januar 1918, fik hans forslag kun 15 stemmer imod Bukharins forslag om "revolutionær krig", som fik 32 stemmer, og Trotskijs forslag om "hverken fred eller krig", som Fik 16. [21] På et møde i Centralkomiteen den efterfølgende dag blev Lenin igen stemt ned. Men endelig lykkedes det ham, under begivenhedernes tryk, at overbevise flertallet af Centralkomiteens medlemmer om rigtigheden af sit standpunkt, og ved dens møde den 24. februar fik hans fredsforslag syv stemmer, mens fire stemte imod og fire undlod at stemme. [22]

Det interne partidemokrati hensvandt imidlertid under trykket fra de ovenfor nævnte objektive omstændigheder. Isoleret som det var, blev partiet ængstelig for at tænke højt og give udtryk for uoverensstemmelser. Det var som om de befandt sig i en lille, skrøbelig båd midt i en rivende strøm. Den atmosfære, hvori fri diskussion kunne føres, forsvandt nødvendigvis.

Bruddene på det interne partidemokrati blev mere og mere alvorlige. Således omtalte f. eks. K. K. Jurenev ved den niende kongres (april 1920) de metoder, som Centralkomiteen benyttede sig af for at undertrykke kritik, inklusive kritikernes faktiske eksilering: "Én rejser til Christiana, en anden sendes til Ural-bjergene, en tredje – til Sibirien". [23] Han sagde, at Centralkomiteen i dens forhold til partiet var blevet "ikke et ministerium, der kan drages til ansvar, men en regering uden ansvar". På samme kongres stillede V. N. Maximovskij "demokratisk centralisme" over for den "bureaukratiske centralisme", som centret havde ansvaret for.

"Det siges", sagde han, "at fisk begynder at rådne fra hovedet. Partiet begynder at lide af bureaukratisk centralisme i toppen." [24]

Og Sapranov erklærede:

"Hvor meget I end snakker om valgret, om proletariatets diktatur, om Centralkomiteens længsel efter partidiktaturet, fører dette i virkeligheden til partibureaukratiets diktatur." [25]

På den elvte kongres sagde Riazanov:

"Vor Centralkomité er i det hele taget en særpræget institution. Det siges, at det engelske parlament er almægtigt: det eneste, det ikke kan, er at forvandle en mand til kvinde. Vor Centralkomité er mægtigere: den har allerede forvandlet mere end et revolutionært mandfolk til en gammel dame og antallet af disse gamle damer er vokset utroligt." [26]

Han anklagede den endvidere for at intervenere i alle dele af partiarbejdet. V. Kosior gav mange eksempler på, hvordan lokale ledere både i partiet og i fagforeningerne var blevet fjernet ved beslutninger i Politbureauet eller Organisationsbureauet:

"Mange arbejdere forlader partiet. Hvordan forklare det? Forklaringen, kære kammerater, ligger i det håndfaste regime, som dyrkes hos os, og som intet har tilfælles med virkelig partidisciplin. Vort parti bærer træ, fejer gaderne og foretager endog afstemninger, men afgør ingen spørgsmål. Men det ikke særligt sunde proletariat befinder sig i disse omgivelser og kan ikke holde det ud." [27]

På den tolvte kongres beklagede Preobrazhenskij sig over, at 30% af sekretærerne i de ledende partikomiteer blev "anbefalet" til posterne af partiets centralkomité, et brud på princippet om valg til alle partiembeder. [28] Herfra var der kun et lille skridt til generalsekretærens diktatur.

Man kan uden tøven slå fast, at en herskende arbejderklasses træden i stedet for en kapitalistklasse – på et tidspunkt hvor kapitalismen endnu var i sin barndom, og hvor flertallet af folket var småkapitalister (bønder) – var årsagen til at det marxistiske parti trådte i stedet for arbejderklassen, og at dette førte til, at bureaukratiet trådte i stedet for partiet og sluttelig til generalsekretærens personlige diktatur.

Marx og Engels beskæftigede sig mere end en gang med spørgsmålet om, hvad der ville ske, hvis arbejderklassen tog magten før de historiske forudsætninger for udskiftningen af kapitalistiske produktionsforhold med socialistiske var til stede. De konkluderede, at arbejderklassen i et sådant tilfælde ville bane vejen for en udvikling af kapitalismen. Engels skrev:

"Det værste der kan overgå en leder af et revolutionært parti er, at være tvunget til at overtage regeringsmagten på et tidspunkt, hvor bevægelsen endnu ikke er moden til den klasses herredømme som han repræsenterer, og til iværksættelsen af de forholdsregler, som dette herredømme ville indebære ... han vil nødvendigvis finde sig stående i et dilemma. Hvad han kan gøre står i modsætning til hele hans hidtidige praksis, til alle hans principper og til hans partis øjeblikkelige interesser; hvad han burde gøre kan ikke opnås. Kort sagt, han er tvunget til at repræsentere, ikke sit parti, heller ikke sin klasse, men den klasse for hvilken omstændighederne er modne til herredømme. I bevægelsens egen interesse er han tvunget til at forsvare en fremmed klasses interesser, og afspise sin egen klasse med fraser og løfter, ja med den påstand, at denne fremmede klasses interesser er deres egne interesser. Enhver der sætter sig i denne akavede position er uigenkaldeligt fortabt." [29]

Kun udvidelsen af revolutionen kunne have sparet Bolsjevismen for denne tragiske skæbne. Og af sandsynligheden for at dette ville ske, lod Bolsjevismen sin skæbne afhænge. Kun puritanere og krystere kunne råde Bolsjevikkerne fra at gå til grænsen for det russiske proletariats revolutionære muligheder af frygt for at finde sig selv for enden af blindgyden. Den revolutionære dynamik og de internationale perspektiver var selve Bolsjevismens livskraft.

Substitutionismens iboende fare

Hvis den stat, der opbyggedes af Bolsjevikpartiet, imidlertid ikke blot afspejlede partiets vilje, men hele den sociale virkelighed, hvori de magthavende Bolsjevikker befandt sig, burde man ikke drage den konklusion, at der overhovedet ikke var nogen årsagsforbindelse mellem den på et hierarki af professionelle revolutionære baserede Bolsjevik-centralisme og den senere stalinisme. Lad os se lidt nærmere på dette spørgsmål.

Det faktum, at et revolutionært parti i det hele taget er nødvendigt for den socialistiske revolution, viser, at der er forskelle i kultur- og bevidsthedsniveauet i forskellige dele af arbejderklassen. Hvis arbejderklassen var en ideologisk homogen klasse, ville der ikke have været noget behov for lederskab. Men revolutionen ville desværre ikke vente til masserne som helhed havde nået et vist intellektuelt niveau eller en vis grad af klassebevidsthed. Under kapitalismens materielle og åndelige tryk viser forskellige udsnit af arbejderklassen forskellige grader af klasseselvstændighed. Hvis det ikke var for denne forskel i bevidsthedsniveauet hos forskellige dele af arbejderklassen, ville kapitalistklassen i det højtudviklede samfund næppe finde nogen social basis for sig selv. Under sådanne forhold ville klassekampen være en gnidningsløs, gradvis fremskridtsbevægelse. Der ville i virkeligheden næppe være nogen klassekamp af betydning: i kontrast til den situation, hvor arbejdere står over for andre arbejderes antagonisme – truslen fra strejkebrydere (arbejdere), politi og soldater (arbejdere i uniform). Hvis arbejderklassen var homogen, ville der heller ikke være behov for en arbejderstat: efter revolutionen ville tvangsmagten være unødvendig. Men revolutionen har desværre intet til fælles med et sådant anarkistisk-liberalt dagdrømmeri. Under kapitalismen og umiddelbart efter den proletariske revolution forudsætter arbejderklassens disciplin ikke blot eksistensen af mere og mindre avancerede arbejdere, dvs. eksistensen af lederskab, men også kombinationen af overbevisning og tvang – arbejderklassen kan ikke med ét slag befri sig fra det kapitalistiske barbaris modermærke.

Under kapitalismen møder arbejderen disciplinen som en ydre tvangsmagt, som kapitalens magt over ham. Under socialismen vil disciplin være et resultat af bevidsthed, den vil være et frit folks sædvane. I overgangsfasen vil den være resultatet af to elementer i forening – bevidsthed og tvang. Arbejdernes kollektive eje af produktionsmidlerne, dvs. arbejderstatens eje af produktionsmidlerne, vil være basis for det bevidste element i arbejdsdisciplinen. Samtidig vil arbejderklassen som kollektiv gennem sine institutioner – sovjetter, fagforeninger osv. optræde som en tvangsmagt med henblik på disciplineringen af de enkelte arbejdere i produktionen.

Denne konflikt mellem det individuelle og det kollektive, nødvendigheden af at forene overbevisning med dens hæslige modsætning, tvang, arbejderklassens uomgængelige anvendelse af kapitalismens barbariske metoder til at bekæmpe kapitalistisk barbari, alt dette er blot en anden bekræftelse af, at arbejdernes åndelige frigørelse ikke sker under kapitalismen, og at de behøver en hel historisk periode for at vokse til fuld menneskeskikkelse. Selv om man kan være enig med anarkisterne om, at staten, endog arbejderstaten, er klassesamfundets hæslige afkom, og at menneskets virkelige historie først begynder med en virkelig homogen arbejderstat, så er det ikke desto mindre kun på denne basis, at staten sluttelig vil visne bort.

Det faktum at arbejderklassen behøver et parti, eller partier, er i sig selv et bevis på kløfterne i arbejderklassen. Jo mere kulturelt tilbagestående og jo svagere arbejdernes organisation og selvstyre i almindelighed er, jo større vil den intellektuelle kløft mellem klassen og dens marxistiske parti være. Fra denne uensartethed i arbejderklassen stammer den store fare for en autonom udvikling af partiapparatet, så det i stedet for klassens tjener bliver dens herre. Denne uensartethed er en hovedkilde til faren for "substitutionisme".

Bolsjevismens historie op til revolutionen taler på udtryksfuld måde om Lenins kamp imod denne fare. Hvor ofte appellerede han ikke til arbejdermasserne – specielt i de stormfulde måneder i 1917 – imod den vaklende kompromissøgende partiledelse og dens partiapparat. Som Trotskij korrekt opsummerede forholdet mellem Lenin, masserne og partiapparatet:

"Lenin var stærk, ikke blot fordi han forstod klassekampens love, men også fordi hans øre med usvigelig sikkerhed registrerede, hvad der rørte sig i de igangsatte masser. Han repræsenterede ikke så meget partiapparatet som proletariatets avantgarde. Han var fuldstændigt overbevist om, at tusinder af de arbejdere, som havde bidraget mest til at støtte det hemmelige parti, nu ville bakke ham op. Bevægelsens masser var mere revolutionære end partiet, og partiet mere revolutionært end dets partiapparat. Allerede i marts var arbejdernes og soldaternes faktiske holdning i mange tilfælde kommet til stormende udtryk, og den var i vidt omfang i uoverensstemmelse med alle partiernes anvisninger, inklusive Bolsjevikpartiets ... På den anden side var partiapparatets autoritet og konservatisme kun i sin vorden på det tidspunkt. Lenin øvede indflydelse, ikke som enkeltperson, men snarere fordi han legemliggjorde klassens indflydelse på partiet og partiets indflydelse på dets partiapparat." [30]

Menneskene skaber historien, og selv om disse mennesker organiseret i et parti har en større indflydelse på historien end deres relative antal berettiger, så skaber de dog ikke historien alene, og hvordan det end går, så har de ikke alene sig selv at takke for deres større specifikke indflydelse, hverken på klassens historie i almindelighed eller deres egen i denne klasse. I sidste instans er det eneste våben imod det revolutionære partis træden i stedet for klassen, og derfor dennes forvandling til en konservativ magt, klassens egen aktivitet, dens tryk ikke blot imod dens sociale fjende, men også imod dens egen stedfortræder, dens parti.

Dette er ikke stedet at vise, hvor langt Trotskij i praksis gik for at gøre en lyd af nødvendigheden, eller hvor stærkt han generaliserede for at retfærdiggøre anti-proletarisk, anti-demokratisk "substitutionistisk" praksis.

Det er nok at nævne hans argumentation i 1921 for "militariseringen af arbejdet" – statsligt pålagt tvangsarbejde. Fagforeningerne, sagde han, burde gøres statslige. Vi har behov for

"en ny type fagforeningsmand, den energiske og fantasirige økonomiske organisator, som ikke vil nærme sig økonomiske spørgsmål fra distributionens og konsumptionens synsvinkel, men fra den ekspanderende produktions, som ikke vil se de økonomiske spørgsmål med øjne, der tilhører én, der er vænnet til at konfrontere den sovjetiske regering med krav og ønsker om aftaler, men med den sande økonomiske organisators øjne." [31]

Hvad med at forsvare arbejderne mod staten, også arbejderstaten? Kan fagforeningerne negligere dette? Trotskij besvarede ikke spørgsmålet, ja stillede det end ikke.

"Militarisering", sagde han ved den niende kongres, er utænkelig uden militariseringen af fagforeningerne, uden dannelsen af et system, hvori enhver arbejder føler sig som en arbejdssoldat, som ikke frit kan disponere over sig selv; hvis der gives ham ordre til at flytte, så må han efterkomme den; hvis han ikke udfører den, vil han være en desertør, som må straffes. Hvem ordner dette? Fagforeningen. Den opbygger det nye system. Dette er militariseringen af arbejderklassens. [32]

For at præcisere sin "substitutionistiske" holdning gik Trotskij i 1924 så langt som til at sige:

"Ingen af os ønsker eller er i stand til at diskutere partiets vilje. Partiet har i sidste ende altid ret, fordi partiet er det eneste historiske redskab, som proletariatet har fået til løsningen af dets fundamentale problemer. Jeg har allerede sagt, at intet er lettere end at erkende en fejl over for ens eget parti, intet er lettere end at sige: al min kritik, mine udtalelser, mine advarsler, mine protester – alt sammen var simpelt hen en fejltagelse. Jeg kan dog ikke sige dette, kammerater, fordi jeg ikke tænker det. Jeg ved at man ikke må have ret imod partiet. Man kan kun have ret sammen med partiet og gennem partiet, for historien giver ingen anden vej til at have ret. Englænderne har et ordsprog: 'rigtigt eller forkert – det er mit land'. Med langt større historisk ret kan vi sige: rigtigt eller forkert – i visse konkrete tilfælde – det er mit parti ... Og hvis partiet tager en beslutning, som en eller anden blandt os synes er uretfærdig, vil han sige: retfærdigt eller uretfærdigt, det er mit parti, og jeg vil bære konsekvenserne af beslutningen til det sidste." [33]

Substitutionismen i dag

Som udgangspunkt for en vurdering af det revolutionære partis rolle i forhold til arbejderklassen, kan vi ikke andet end vende tilbage til Det kommunistiske Manifests erklæring:

"Alle hidtidige bevægelser har været mindretalsbevægelser eller bevægelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse."

Med udgangspunkt i arbejdernes langt højere kulturniveau i de industrialiserede lande sammenlignet med Rusland, deres større selvtillid og organisatoriske traditioner samt den relativt større sociale homogenitet i disse landes arbejdende masser (ikke omsluttet af bondehorder), må man drage den slutning, at uensartetheden i massernes bevidsthed op til revolutionen, under den og efter dens sejr vil være meget mindre end den var i Rusland, skønt den ikke vil være fuldstændigt forsvundet.

Med dette som udgangspunkt kan drages en række konklusioner.

For det første om det revolutionære partis størrelse sammenlignet med arbejderklassen som helhed. I oktober 1906 udgjorde det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti (inklusive både Bolsjevik- og Mensjevik-fraktioner) 70.000. På samme tid udgjorde den jødiske Bund 33.000, de polske socialdemokrater 28.000 og de lettiske socialdemokrater 13.000. Tilsammen udgjorde de illegale socialistiske partier således 144.000. [34] I august 1917 havde Bolsjevikpartiet 200. 000 medlemmer. I 25 byer var gennemsnitligt 5,4 % af industriarbejderne medlemmer af Bolsjevikpartiet. [35] Hvis andelen af partimedlemmer i de udviklede landes arbejderklasse havde været den samme som i Rusland i 1917 eller 1905, ville partiet have haft millioner af medlemmer.

Da uensartetheden i de udviklede landes bevidstheds- og kulturniveau er mindre, end den var i Rusland, skulle partiets relative størrelse endog være større end i Rusland. (Arbejderpartiernes legalitet bidrager også hertil.) Enhver, der drager den modsatte konklusion ud fra de reformistiske partiers faktiske størrelse, forstår ikke massernes virkelige rolle i den revolutionære kamp. Reformistpartiet er i hovedsagen et apparat med det formål at trække stemmer ved parlamentsvalg og andre afstemninger. Derfor behøver det ikke nogen virkelig aktiv medlemsskare. Et sådant partis tilhængere finder det stort set hverken nødvendigt at tilslutte sig det aktivt eller læse dets presse. Aktiv massetilslutning til et revolutionært parti vil i sammenligning hermed indebære en meget større arbejdertilslutning.

Heraf fremgår det klart, at små grupper på ingen måde kan træde i stedet for det revolutionære masseparti, for slet ikke at sige den samlede arbejderklasse. [36]

Hvad nu med forholdet mellem det revolutionære parti og klassen?

Ethvert parti, hvad enten det er reformistisk eller revolutionært, konservativt eller liberalt, stræber efter tilslutning til ledelse mod et eller andet mål. Det revolutionære arbejderparti stræber også efter lederskab. Men her hører ligheden op. De metoder, hvormed dette lederskab dannes samt lederskabets art, er totalt forskellige.

Man kan forestille sig tre former for lederskab, som vi af mangel på bedre vil kalde: lærerens, formandens og kampfællens. Den første form for lederskab, demonstreret af små sekter, er "katedersocialisme" (...), hvor pædagogiske metoder træder i stedet for deltagelse i kampen. Den anden form, betegnet ved formand-arbejder eller officer-soldat forholdet, karakteriserer alle bureaukratiske reformistiske og stalinistiske partier: ledelsen sidder i et forberedende partimøde og beslutter uden arbejdernes aktive deltagelse, hvad de vil give arbejderne besked om at gøre. Hvad der karakteriserer begge disse former for lederskab er i virkeligheden, at direktiverne kun går i en retning: lederne fører en monolog med masserne.

Den tredje form for lederskab er analogt med forholdet mellem en strejkekomité og de strejkende arbejdere eller en tillidsmand og hans kammerater. Det revolutionære parti må føre en dialog med de arbejdere, som befinder sig uden for det. [37] Partiet bør følgelig ikke vælge taktik ud i den blå luft, men som sin første pligt lære af massebevægelsens erfaring og dernæst generalisere fra denne. De store vendepunkter i arbejderklassens historie har, hævet over al tvivl, vist det korrekte i denne understregning. Arbejderne i Paris 1871 dannede en ny statsform – en stat uden stående hær og bureaukrati, hvor alle funktionærer modtog den gennemsnitlige arbejderløn, hvor der var ret til at udskifte alle funktionærer osv. – før Marx begyndte at generalisere om arbejderstatens art og struktur. Endvidere dannede Petrograds arbejdere i 1905 en sovjet uafhængigt af Bolsjevikpartiet, ja faktisk i opposition til den lokale Bolsjevikledelse og mødt med i det mindste mistænksomhed, om ikke fjendskab, fra Lenin selv. Derfor kan man ikke være andet end enig med Rosa Luxemburg, når hun i 1904 skrev:

"De væsentligste karaktertræk ved socialdemokratisk kamptaktik er ikke noget 'opfundet', men resultatet af den elementære klassekamps sammenhængende række af store skabende aktioner. Også her går det ubevidste forud for det bevidste; logikken i den objektive historiske proces kommer før dens bæreres subjektive logik." [38]

Marxisternes opgave er at generalisere klassekampens levende, voksende erfaring, at give bevidst udtryk for arbejderklassens instinktive drift mod at reorganisere samfundet på socialistisk grundlag.

Da arbejderklassen langt fra er monolitisk, og da vejen til socialisme ikke er kortlagt, kan og bør der i det revolutionære parti eksistere vidt forskelligartede opfattelser af strategi og taktik. Alternativet er det bureaukratiserede parti eller sekten med dens "leder". Her kan man ikke andet end beklage Trotskijs flotte påstand om, at "enhver virkelig fraktionskamp i et parti er i sidste instans altid en afspejling af klassekampen." [39] Dette nærmer sig en vulgær materialistisk fortolkning af den menneskelige tænkning som et direkte produkt af de materielle omstændigheder! Hvilken klassepåvirkning adskilte Lenin fra Luxemburg eller Trotskij fra Lenin (1903-17), eller hvilke ændringer i klassepåvirkning kan man finde i Plekhanovs siksakkurs: med Lenin i 1903, imod ham i 1903, imod ham i 1905, med ham igen (og så faktisk et brud med Lenin og den revolutionære bevægelse for sluttelig at tilslutte sig klassefjenden)? Kan forskellen mellem Lenins og Luxemburgs imperialisme-teorier udledes af en analyse af deres position i klassesamfundet? Videnskabelig socialisme må leve og udvikle sig af uenighed. Og videnskabsmænd, som udgår fra de samme grundantagelser og bruger samme analysemetode, når til forskelligartede resultater i alle forskningsgrene.

For at partiet kan være i stand til at føre en dialog med masserne, er det ikke blot nødvendigt at partiet har tillid til den aktionerende arbejderklasses enorme evnerigdom, men også at partiet har en korrekt forståelse af situationen i landet og af arbejderklassens materielle og moralske forhold. Ethvert selvbedrag i partiet afstumper dialogen og forvandler den til en kedsommelig monolog.

Partiet må underordnes helheden. Således må det revolutionære partis interne struktur underordnes forholdet mellem partiet og klassen. En fabriksledelse kan diskutere deres forretningssager bag lukkede døre og så stille arbejderne over for et fait accompli. Et revolutionært parti, som forsøger at overvinde kapitalismen, kan ikke acceptere tanken om en intern politisk diskussion i partiet uden arbejdermassens deltagelse – en færdiglavet politik som "enstemmigt" præsenteres for klassen. Da det revolutionære parti ikke kan have særinteresser i forhold til klassen, så må alle partiets politiske spørgsmål være klassens, og de bør derfor åbent gennemdrøftes i klassens nærvær. Den diskussionsfrihed, som eksisterer på fabriksmødet, og som tilsigter aktionsenhed når beslutningerne er taget, bør også gælde det revolutionære parti. Det betyder at al diskussion om grundlæggende politiske spørgsmål bør diskuteres i fuldt dagslys: i den åbne presse. Lad arbejdermassen tage del i diskussionen, lad den øve pres mod partiet, dets partiapparat og ledelse. [40]

Fremfor alt bør det revolutionære parti følge Det kommunistiske Manifest, når det siger:

"I hvilket forhold står kommunisterne til proletarerne som helhed? Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier. De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser. De opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter. Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremtræder uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse. Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almindelige resultater".

Arbejderklassen som helhed må sammensmelte sit bevidsthed- og organisationsniveau gennem en lang kamp, som også omfatter meningskamp. Som Marx sagde til revolutionære, som på hans tid smiskede for de tyske arbejdere:

"Mens vi siger til arbejderne: I skal igennem 15 til 20 års national- og borgerkrig, ikke blot for at ændre vilkårene, men for at ændre jer selv og gøre jer selv i stand til at overtage den politiske magt, så siger I tværtimod, at de skal overtage den politiske magt med det samme eller opgive alt håb".

Noter

1. L. Trotsky: Nashi Politicheskye Zadachi, Geneva 1904, p. 54.
[Engelsk: Our Political Tasks, Part II: Tactical Tasks: The content of our activity in the proletariat; Web-red.]

2. Ibid., p. 105, citeret i I. Deutscher: The Prophet Armed, London 1954, pp. 92-3.

3. V. I. Lenin: Sochinenya, IX, p. 14.

4. L. Kritsman: Geroicheskii Period Velikoi Russkoi Revolutsii, Moskva 1924 (?), pp. 133-6.

5. Chetvertyi Vserossiikii Sezd Professionalnykh Soyuzov, vol. 1, 1921, pp. 66, 119.

6. Vtoroi Vserossiikii Sezd Professionalnykh Soyuzov, 1921, p. 138.

7. V. I. Lenin, Sochinenya, XXVI, p. 394.

8. VKP (b) v Rezoliutsiakh, 4. udg., vol. l, p. 126.

9. Ibid., 6. udg., vol. l, pp. 154-60.

10. L. Trotsky: History of the Russian Revolution, London 1932, vol. 1, p. 59.

11. Ibid., og Lenin: Sochinenya, XXI, p. 432.

12. A. Shliapnikov: The Year Seventeen, in Russian, Moskva 1924, vol. 1, p. 197.

13. A. S. Bubnov og andre, VPK (b), Moskva-Leningrad 1931, p. 113.

14. Pravda, 15. marts 1917, citeret i Trotsky, op. cit., p. 305.

15. Pravda, 8. april 1917.

16. Bubnov, op. cit., p. 114.

17. VKP (b) v Rezoliutsiakh, 4. udg., vol. 1, p. 258.

18. V. I. Lenin, Sochinenya, 3. udg., XX, p. 652.

19. Ibid., XXI, p. 526.

20. L. Trotsky: Stalin, London 1947, pp. 341-2.

21. Bubnov, op. cit., p. 511.

22. Ibid., p. 512.

23. 9 Sezd RKP (b), p. 52.

24. Ibid., pp. 62-3.

25. Ibid., pp. 56-7.

26. 11 Sezd RKP (b), p. 83.

27. Ibid., p. 134.

28. 12 Sezd RKP (b), p. 133.

29. F. Engels: The Peasant War in Germany, London 1927, pp. 135-6.

30. L. Trotsky: Stalin, London 1947. p. 204. Det er sørgeligt at bemærke. at da Trotskij behandlede dette spørgsmål om farerne for bureaukratisk konservatisme i de trotskistiske organisationer. bagatelliserede han problemet, idet han flygtede ind i en vulgær materialistisk fortolkning af bureaukratiet. Da J. P. Cannon, den amerikanske trotskistleder, blev anklaget for bureaukratisk konservatisme, sagde Trotskij, at anklagen var "en ren psykologisk abstraktion for så vidt det ikke er påvist at nogen specifikke sociale interesser ligger bag denne form for 'konservatisme"'. (L. Trotsky: In Defence of Marxism, New York 1942. p. 81). Hvilke "specifikke sociale interesser" lå bag "komité-mændene" før 1917, blandt hvem Stalin var arketypen? Dette prøvede Trotskij – ganske rigtigt – ikke at vise i sit sidste arbejde, Stalin, hvis centrale tema er "komité-mændenes" konservative, antidemokratiske natur.

31. Trotskij, citeret i I. Deutscher: Soviet Trade Unions, London 1950, p. 42.

32. 9 Sezd RKP (b), p. 101.

33. 13 Sezd RKP (b), pp. 165-66.

Trotskijs og Lenins holdning til Kronstadtoprøret er ofte citeret af Mensjevikker, anarkister samt andre venstrekritikere af Trotskij og Lenin som et eksempel på bureaukratisk undertrykkelse. I virkeligheden var Kronstadt i hovedsagen bøndernes og halvbøndernes oprør mod byerne. Derfor tog hele den interne opposition i partiet – inklusive Shliapnikovs og Kollontais arbejderopposition – aktiv del i dets undertrykkelse. og i dets fodspor kom indrømmelsespolitikken over for småkapitalisterne, bønderne – NEP. Imidlertid er både Kronstadt-spørgsmålet og de forskellige oppositionsgrupper, der eksisterede før Trotskij gik i opposition, og som under hane ledelse fulgte ham i 1923, et fascinerende studieobjekt, som fortjener et særligt studium.

34. V. I. Lenin: Sochinenya X, p. 483.

35. 6 Sezd RKP (b), Moskva 1958, p. 390.

36. Ingen i Rusland tvivlede om, at Trotskijs gruppe alene – Mezhrayonka – som i 1917 havde omkring 4.000 medlemmer, var alt for lille til at kunne øve nogen betydningsfuld indflydelse på begivenhedsforløbet. I lighed hermed kan man forstå Trotskij, da han i 1921 henviste til Tysklands Kommunistiske Arbejderparti (KAPD) som ubetydeligt: "ikke mere end 30.000-40.000 medlemmer". (L. Trotsky: The First Five Years of the Communist International, London 1953. vol. 2, p. 26).

37. Rosa Luxemburg sagde det således: "Naturligvis har Socialdemokratiet gennem teoretisk analyse af kampens sociale betingelser i enestående grad indført det bevidste element i den proletariske klassekamp; det gav klassekampen dens klarhed i målene; det skabte for første gang en stabil arbejder-masseorganisation og byggede således en fast rygrad i klassekampen. Det ville imidlertid være katastrofalt forkert af os at antage, at hele folkets historiske initiativ fra nu af udelukkende var lagt i den socialdemokratiske organisations hænder. og at proletariatets uorganiserede masse havde forvandlet sig til en formløs mængde, til en historiens dødvægt. Tværtimod fortsætter de brede masser med at være verdenshistoriens levende drivkraft, også i Socialdemokratiets nærværelse; og kun hvis blodet cirkulerer mellem den organiserede kærne og de brede masser, kun hvis samme hjerteslag holder liv i dem, kan Socialdemokratiet vise sig i stand til store historiske bedrifter". (Leipziger Volkszeitung, Juni 1913, pp. 26-28).

38. Die Neue Zeit, 1904, p. 491.

39. L. Trotsky: In Defence of Marxism, New York 1942, p. 60.
[A Petty-Bourgeois Opposition in the Socialist Workers Party, Dec. 1939; Web.red.]

40. I nogle tilfælde kan hemmeligholdelse retfærdiggøres, og enhver arbejder vil forstå dette. Ligesom fabriksmøder kan lukkes for kapitalisterne, deres bladsmørere og andre agenter, er der tidspunkter, hvor det revolutionære partis arbejde må holdes hemmeligt. Men i hvert fald bør partiet være i stand til at retfærdiggøre dette over for arbejderne og overbevise dem om, at ingen grundlæggende politiske beslutninger skjules for dem.

 


Sidst opdateret 16.6.2008