Ingen af de marxistiske teoretikere var i tvivl om, at selv om kapitalkoncentrationen kunne nå et sådant stadie, at én kapitalist, et kollektiv af kapitalister eller staten koncentrerede hele den nationale kapital på sine hænder samtidig med, at konkurrencen på verdensmarkedet fortsatte, ville en sådan økonomi stadig være en kapitalistisk økonomi. På samme tid understregede alle de marxistiske teoretikere, at længe førend kapitalkoncentrationen kunne nå et sådant niveau, ville enten modsætningen mellem proletariat og borgerskab udløse en sejrrig socialistisk revolution, eller også ville modsætningen mellem de kapitalistiske stater drive dem ud i en så ødelæggende imperialistisk krig, at samfundene ville gå i totalt forfald.
Mens statskapitalisme er teoretisk mulig, er det uden for enhver tvivl, at den individuelle kapitalisme aldrig i praksis og i kraft af sin almindelige udvikling vil nå det punkt, hvor den koncentrerer hele den samfundsmæssige kapital på én hånd. Trotskij forklarede tydeligt, hvorfor dette ikke ville ske:
Teoretisk kan man ganske vist godt forestille sig en situation, hvor bourgeoisiet som helhed indretter sig som et aktieselskab, der ved statens hjælp administrerer hele nationaløkonomien. De økonomiske love for sådan et styre ville ikke frembyde noget mysterium. Den enkelte kapitalist modtager som bekendt som profit, ikke den del af merværdien, som direkte er skabt af arbejderne i hans egen virksomhed, men kun en andel af den samlede merværdi, der er skabt over hele landet i forhold til beløbet af hans egen kapital. Under en udelt “statskapitalisme”, ville denne lov om lige profitrate ikke blive realiseret ad bugtede veje, nemlig gennem konkurrence mellem forskellige kapitaler, men straks og direkte gennem et statsbogholderi. Sådan et styre har imidlertid aldrig eksisteret, og vil aldrig komme til at eksistere, på grund af dybe modsætninger imellem ejerne, så meget mere som staten ville blive alt for fristende et objekt for social revolution i sin egenskab af det øverste gemmested for kapitalistisk ejendom. [1]
De sidste to faktorer – “modsætningen mellem ejendomsbesidderne selv” og den kendsgerning, at “staten ville blive et alt for fristende objekt for en social revolution, hvis den var øverste gemmested for kapitalistisk ejendom”, forklarer, at det er ganske usandsynligt, at den traditionelle individuelle kapitalisme vil udvikle sig gradvist, indtil den når frem til at være 100% statskapitalistisk. Men udelukker disse to faktorer den mulighed, at ikke den traditionelle kapitalisme, men kapitalismen i form af statskapitalisme restaureres, efter at en arbejderklasse, der har haft herredømmet, er blevet styrtet? Det revolutionære proletariat har allerede koncentreret produktionsmidlerne på én hånd og således elimineret den første faktor. Hvad den anden faktor angår, vil enhver undertrykkelse og udbytning af arbejderne via staten altid gøre staten til et “fristende objekt for social revolution”. Den politiske ekspropriering af arbejderklasse er identisk med dens økonomiske ekspropriering.
Det eneste argument, der kunne fremføres mod muligheden af en virkelig statskapitalisme er, at hvis staterne bliver et “gemmested” af al kapital, ophører økonomien med at være kapitalistisk. Med andre ord, teoretisk er statskapitalismen umulig. Dette argument er faktisk blevet fremført af Burnham, Dwight MacDonald og andre. Således skriver f.eks. Burnham:
Betegnelsen statskapitalisme synes at bero på en misforståelse ... Når staten kun ejer en del, selv en mindre del af økonomien, mens resten af økonomien stadig består i kapitalistisk privatforetagende, kunne vi korrekt tale om statskapitalisme i forbindelse med denne mindre statsejede del, eftersom økonomien – som vi har set – stadigvæk overvejende er kapitalistisk og selv den statsejede del sandsynligvis primært vil blive ledet til fordel for den kapitalistiske del. Men “kapitalismen” i “statskapitalismen” hidrører ikke fra den statsejede del. Når den sidste forsvinder eller bliver ubetydelig, så er kapitalismen forsvundet. Der er intet paradoksalt i at sige, at 10 gange 10% statskapitalisme, langt fra at svare til 100% statskapitalisme, svarer til 0% statskapitalisme. Multiplikationen berører staten, ikke kapitalismen. Selv om regnestykket ville blive meget mere indviklet, ville det være en dækkende analogi, hvis vi sagde, at ligesom der til 10% statskapitalistisk økonomi svarer 90% kapitalistisk økonomi, således ville 100 eller endog 80 eller 70% statsøkonomi fuldstændig have elimineret kapitalismen. [2]
Hvis statskapitalisme er en selvmodsigende betegnelse, ville det naturligvis være fuldstændigt vilkårligt at vælge denne betegnelse for et samfund, hvor konkurrencen på verdensmarkedet, overproduktion, lønarbejde osv. er afgørende faktorer. Så kunne man i stedet kalde det et bestyrelses-samfund eller bureaukratisk kollektivisme, idet man dermed vilkårligt bestemmer, hvilke love, der gælder for det. Bruno R. fortæller os, at bureaukratisk kollektivisme automatisk fører til kommunisme. Burnham fortæller os, at i bestyrelsessamfundet vil produktionen stige uafbrudt (s. 115-16), at der ikke vil udbryde nogen kapitalistisk overproduktionskrise (s. 114), at der aldrig vil herske arbejdsløshed, at bestyrelsessamfundet vil udvikle de tilbagestående lande (s. 154-55), at det vil blive mere og mere demokratisk (s. 145-47), og at det som følge af alt dette vil få begejstret opbakning fra masserne. I modsætning hertil fortæller Schachtman os, at bureaukratisk kollektivisme er barbari.
Hvis Adam Smith vågnede op af graven i dag, ville han have haft meget vanskeligt ved at se nogen lighed mellem lad os sige økonomien i Nazi-Tyskland med dets kolossale monopolvæsen, dets statsregulering af distributionen af råvarer, statsregulering af arbejdsmarkedet, statsindkøb af mere end halvdelen af nationalproduktet osv. og så det nittende århundredes fabrikation baseret på beskæftigelse af nogle få eller for det meste nogle få snese arbejdere, fri konkurrence mellem virksomhederne, kapitalisternes aktive deltagelse i produktionens organisering, fraværet af kapitalistiske overproduktionskriser osv. En undersøgelse af den gradvise udvikling af kapitalismen fra et trin til det næste gør det lettere at se, hvad der er fælles for dem, og at lovene for dem begge er kapitalistiske. Forskellen mellem den sovjetiske økonomi og nazi-økonomien er meget mindre end forskellen mellem nazi-økonomien og økonomien på Adam Smiths tid. Det er kun fraværet af en gradvis udvikling gennem det monopolkapitalistiske stadium, der gør det vanskeligt at begribe lighederne og forskellene mellem den sovjetiske økonomi og traditionel monopolkapitalisme og uligheden mellem statskapitalisme og traditionel kapitalisme på den ene side og arbejderstaten på den anden.
Når statskapitalismen er den yderste teoretiske grænse for, hvad kapitalismen kan udvikle sig til, er den nødvendigvis også fjernest fra den traditionelle kapitalisme. Den er kapitalismens negation på kapitalismens eget grundlag. Ligeledes, når arbejderstaten er det laveste stade i det nye socialistiske samfund, må den nødvendigvis have mange træk til fælles med statskapitalismen. Hvad der adskiller dem fundamentalt, er den kategoriske, den essentielle forskel mellem det kapitalistiske system og det socialistiske. Sammenligningen af statskapitalismen med den traditionelle kapitalisme på den ene side og med arbejderstaten på den anden vil vise, at statskapitalismen er et overgangsstadie til socialismen – på denne side af den socialistiske revolution, mens arbejderstaten er et overgangsstadie til socialismen på den anden side af den socialistiske revolution.
Statslig regulering af den økonomiske aktivitet er i sig selv en delvis negation af værdiloven, [a] selv om staten endnu ikke er i besiddelse af produktionsmidlerne. Værdiloven sørger for reguleringen af de økonomiske funktioner på en anarkisk måde. Den afgør bytteforholdet i de forskellige grene af økonomien, og den forklarer, hvorfor de indbyrdes forhold mellem menneskene fremtræder – ikke som direkte, gennemsigtige forhold, men indirekte, fortalt i mystifikationer. Nu sætter værdiloven sig imidlertid kun absolut igennem under den frie konkurrences betingelser, i.e. når der hersker fri bevægelighed for kapital, varer og arbejdskraft. Derfor negerer selv de mest elementære former for monopolvæsen allerede værdiloven i en vis udstrækning. Når således staten regulerer allokeringen af kapital og arbejdskraft, priserne på varer osv., er der allerede her tale om en delvis negation af kapitalismen. Dette er i endnu højere grad tilfældet, når staten bliver en vigtig efterspørger af produkter.
Om dette spørgsmål sagde Lenin:
Når kapitalister arbejder for forsvaret, dvs. får deres betaling fra statsfinanserne, er det klart nok ikke længere “ren” kapitalisme, men en særlig form for nationaløkonomi. Ren kapitalisme betyder vareproduktion. Vareproduktion betyder arbejde for et ukendt og frit marked. Men det kapitalistiske “arbejde” for forsvaret “arbejder” overhovedet ikke for markedet. Han leverer regeringens ordrer og i de fleste tilfælde for penge, han har fået i forskud fra finansministeriet. [3]
Med den stigende monopolisering af økonomien bliver den delvise negation af værdiloven stadig mere omfattende. Bankkapitalen antager samfundsmæssig form længe før industrikapitalen. Marx noterede, at med »Banksystemet ... er formen for en almen bogføring og fordeling af produktionsmidlerne på samfundsmæssig skala givet, men også kun formen.« [4]
Dette er i endnu højere grad tilfældet, når staten bliver hovedområdet for pengekapitalens investeringer. Forholdet når sin yderste grænse, når den kapitalistiske stat overtager banksystemet.
Den kapitalistiske privatejendom negeres også delvist af monopolvæsenet. Hvor kapitalismen under den frie konkurrence var den absolutte besidder af sin ejendom, ejer den individuelle kapitalist under monopolkapitalismen, og især under statskapitalismen som dens yderste form, ikke længere produktionsmidlerne i absolut forstand. I aktieselskaberne får [kapitalen] »direkte form af kollektiv kapital ... Det er ophævelsen af den kapitalistiske privatindustri på det kapitalistiske systems eget grundlag«. [5]
Dette bliver i endnu højere grad til virkelighed, når staten regulerer kapitalbevægelserne. I dette tilfælde berøves privatejendommen friheden til at indgå kontrakter. Privatkapitalen forsvinder, mens den private tilegnelse fortsætter. Det når sin yderste grænse, når staten overtager produktionsmidlerne. Værdipapirejeren ophører som enkeltindivid med at have nogen som helst kontrol over sin andel af den samfundsmæssige kapital.
Statskapitalismen er endvidere en delvis negation af, at arbejdskraften er en vare. For at arbejdskraften skal kunne fremstå som “ren” vare på arbejdsmarkedet, skal to betingelser være opfyldt: for det første, arbejderen må være »fri« for produktionsmidler, og for det andet, han må være fri af alle retlige forhindringer for, at han kan sælge sin arbejdskraft. Når staten regulerer arbejdsmarkedet, som f.eks. under fascismen, har arbejderen ikke længere frihed til at sælge sin arbejdskraft. Hvis så staten også bliver den virkelige ejer af produktionsmidlerne, bliver arbejdsgiverens valg fuldstændig afskaffet, mens valget af arbejdsplads bliver stærkt begrænset. Og hvis statskapitalismen ledsages af fastfrysning af lønningerne, tvangsmobilisering osv., negeres denne frihed endnu mere.
En delvis negation af værdiloven frigør imidlertid ikke økonomien af denne lov. Tværtimod bliver økonomien som helhed endnu mere underlagt under den. Forskellen ligger kun i den form, hvori værdiloven finder udtryk. Når ét monopol hæver profitraten i forhold til andre virksomheder, forøger den ganske enkelt sin andel af den totale merværdi, eller den øger udbytningsraten ved at tvinge arbejderne til at producere mere merværdi. Når én industrigren modtager statssubsidier og således sælger varerne til en pris, der ligger under produktionsomkostningerne, overføres en del af de samlede produktionsomkostninger blot fra én branche til en anden. Når staten regulerer priserne, er grundlaget altid produktionsomkostningerne. Under alle disse omstændigheder, uanset deres særlige form, er lønarbejdet fortsat i modsætning til kapitalen, merværdi bliver fortsat produceret og fortsat omdannet til kapital. Samfundets totale arbejdstid og den samlede totale sum af den arbejdstid, der afsættes til produktionen af livsfornødenheder til den samlede arbejdsstyrke, bestemmer udbytningsraten og merværdiraten. Den samlede sum af den arbejdstid, der afsættes til produktionen af produktionsmidler, bestemmer akkumulationsraten. Mens prisen på dagligvarer ikke udtrykker varernes nøjagtige værdi (det gjorde de selv under den individuelle kapitalisme kun sjældent og tilfældigvis), afhænger fordelingen af det totale samfundsprodukt mellem de forskellige klasser, ligesom også de andele af det, der går til akkumulation og konsumption, af værdiloven. Når staten ejer alle produktionsmidlerne, og arbejderne udbyttes, samtidig med at verdensøkonomien endnu er atomiseret og ikke gjort til en enhed, antager denne afhængighed sin reneste, mest direkte og absolutte form.
Alt hvad der centraliserer produktionsmidlerne centraliserer arbejderklassen. Statskapitalismen tvinger koncentrationen til sit højest mulige stadium under det kapitalistiske system, statskapitalismen bringer arbejderklassen til den højest mulige grad af koncentration.
Den delvise negation af kapitalismen på grundlag af kapitalistiske produktionsrelationer betyder, at produktivkræfterne, der udvikler sig i det kapitalistiske systems skød, vokser i den grad ud over systemet, at den kapitalistiske klasse tvinges til at tage “socialistiske” metoder i anvendelse og rette dem til efter deres egne interesser. »[Kapitalismen] drager på en måde kapitalisterne, mod deres vilje og bevidsthed, ind i en ny samfundsmæssig orden, der danner overgangen fra den fuldstændigt fri konkurrence til den fuldstændige samfundsmæssiggørelse.« [6]
Produktivkræfterne bliver for mægtige for kapitalismen, og derfor trænger »socialistiske« elementer ind i økonomien (Engels kaldte dette fænomen for »det indtrængende socialistiske samfund«). Men de er underlagt de interesser, der ønsker at bevare kapitalismen.
I en arbejderstat, hvor produktivkræfterne ikke er tilstrækkeligt udviklede til et socialistisk samfund, tvinges arbejderklassen på lignende måde til at anvende kapitalistiske metoder (f.eks. den kapitalistiske lov for fordeling) ud fra dens interesse i at opbygge socialismen.
Statskapitalismen og arbejderstaten er to stadier i overgangsperioden fra kapitalisme og socialisme. Statskapitalismen er den yderste modsætning til socialismen – de er symmetriske modsætninger, og de er dialektisk forbundet med hinanden.
Hvor lønarbejdet under statskapitalismen er delvist negeret, derved at arbejderen ikke er fri til selv at vælge arbejdsgiver, dér er lønarbejdet under proletariatets diktatur delvist negeret, derved at arbejderne kollektivt ophører med at være »frie« for produktionsmidlerne. I arbejderstaten hører lønarbejdet samtidig op med at være en vare. »Salget« af arbejdskraft er forskelligt fra salget af arbejdskraft under kapitalismen, fordi arbejderne i arbejderstaten ikke sælger deres arbejdskraft som enkeltindivider, men stiller den til rådighed for sig selv, til gavn for sig selv, i deres egenskab af kollektiv. Arbejdskraften hører i realiteten op med at være en vare, eftersom byttet her finder sted mellem arbejderne som enkeltindivider og de samme arbejdere som kollektiv, og ikke imellem to størrelser, som intet har med hinanden at gøre undtagen i bytteforholdet. Mens statskapitalismen fører til fagforeningernes sammensmeltning med staten, lige til de er fuldstændig opløst, øger arbejdernes stat deres indflydelse til et maksimum. Mens statskapitalismen historisk betyder, at staten bliver totalitær, udløser arbejderstaten den højeste grad af demokrati, samfundet nogensinde har kendt. Statskapitalismen betegner den mest ekstreme underkastelse af arbejderklassen under en kapitalistklasse, som kontrollerer produktionsmidlerne. Arbejderstaten betyder undertrykkelse af kapitalisterne under en arbejderklasse, som kontrollerer produktionsmidlerne.
Lenin formulerede klart forholdet mellem statskapitalisme og socialisme med disse ord:
Derfor er dét, som de tyske Plekhanov’er (Scheidemann, Lensch o.a.) kalder »krigssocialisme«, faktisk en militær-statslig monopolistisk kapitalisme, eller sagt enklere og klarer, militært tvangsarbejde for arbejderne, militær beskyttelse af kapitalisternes profitter.
Og forsøg nu i stedet for den junkerkapitalistiske, i stedet for den godsejerkapitalistiske stat at sætte den revolutionær-demokratiske stat, dvs. en stat, som revolutionært splintrer alle privilegier og ikke er bange for revolutionært at indføre den mest fuldkomne demokratisme. I vil se, at den statsmonopolistiske kapitalisme i en virkelig revolutionær-demokratisk stat uvægerligt, uundgåeligt betyder et skridt henimod socialismen!
... Thi socialisme er ikke andet end selve det første skridt fremad fra det statsmonopolistiske monopol, anvendt til gavn for folket, og for så vidt hører det op med at være et kapitalistisk monopol. [7]
Bukharin, som behandlede spørgsmålet om statskapitalismen meget udførligt, formulerede forholdet mellem statskapitalisme og proletariatets diktatur ganske klart:
I det statskapitalistiske system er det økonomiske subjekt den kapitalistiske stat, den kollektive kapitalist. I proletariatets diktatur er det økonomiske subjekt den proletariske stat, den kollektivt organiserede arbejderklasse, “Proletariatet organiseret som statsmagt”. Under statskapitalismen består produktionsprocessen i produktion af merværdi, der falder i hænderne på en kapitalistisk klasse, som prøver at forvandle denne værdi til et merprodukt. Under proletariatets diktatur er produktionsprocessen et middel til planlagt tilfredsstillelse af sociale behov. Det statskapitalistiske system er den mest fuldkomne form for udbytning af masserne via en håndfuld oligarker. Proletariatets diktatur gør enhver form for udbytning fuldstændig utænkelig, eftersom den forvandler kollektiv kapitalistisk ejendom og dens privatkapitalistiske form til kollektivt-proletarisk “ejendom”! Uanset deres formelle lighed er disse to systemer diametralt modsatte i indhold. Denne antagonisme bestemmer også antagonismen i alle de dele af systemerne, der står til diskussion, også selv om de formelt er ens. Under statskapitalismen betyder f.eks. den almindelige arbejdspligt således massernes trælbinding. Heroverfor er den under proletariatets diktatur intet andet end massernes egen organisering af arbejdet. I det første tilfælde betyder kampagner for flid og arbejdsomhed en styrkelse af borgerskabets magt og en styrkelse af det kapitalistiske regime, mens det i det sidste tilfælde betyder en styrkelse af socialismen. Under den statskapitalistiske konstruktion repræsenterer alle former for statslig tvang et pres, der skal sikre, udvide og uddybe udbytningsprocessen, mens statslig tvang under proletariatets diktatur repræsenterer en metode til at opbygge socialismen med. I korthed, den funktionelle modsætning mellem de formelt ensartede fænomener er her helt og holdent bestemt af den funktionelle modsætning mellem systemernes organisering, af deres indbyrdes modstridende klassekarakteristika. [8]
Meget før både Lenin og Bukharin fremførte Engels i Anti-Dühring, hvad der grundlæggende var de samme ideer:
Jo flere produktivkræfter den [staten] tager i sin besiddelse, jo mere den rent faktisk bliver en kollektiv enhed bestående af alle kapitalister, desto flere statsborgere udnytter den. Arbejderne bliver ved med at være lønarbejdere, proletarer. Kapitalrelationen ophæves ikke, den bliver tværtimod sat på spidsen. Men så slår den om. Statsejendom til produktivkræfterne er ikke løsningen på konflikten; men den indeholder i sig det formelle middel, ansatspunktet til løsningen. [9]
a. Vedr. en mere udførlig forklaring af dette forhold, se kap. 7.
1. L. Trotskij: Revolutionen forrådt, Kbh. 1960, s. 212-13.
2. J. Burnham: The Managerial Revolution, London 1945, pp. 103-104.
3. V. I. Lenin: Værker (russ.), bd. 25, s. 51.
4. K. Marx: Kapitalen, bd. 3.3, s. 789-90.
5. ibid., bd. 3.2, s. 568, 571.
6. V. I. Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, LUV 6, s. 83.
7. V. I. Lenin: Den truende katastrofe, og hvordan den skal bekæmpes, LUV 8, s.45.
8. N. Bukharin: Ökonomie des Transformationsperiode, Hamburg 1922, s. 131-33.
9. F. Engels: Anti-Dühring, Kbh. 1984, s. 306. På grund af en mangel i oversættelsen er citatet her taget fra F. Engels: Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, MEUS II, s. 145.
Sidst opdateret 4.1.2015