Marxisme Online > Arkiv > Trotskij > Indhold
Kap. 3 | Toppen af siden | Kap. 10
Inden for industrien er det overvejende staten, der næsten overalt ejer produktionsmidlerne. Inden for landbruget er det kun i statsbrugene, sovkhoserne, at den er absolut ejer, og her andrager det ikke mere end 10% af den dyrkede jord. På kolkhoserne er kooperative eller gruppeejendomsforhold på forskellig måde forbundet med stats- eller privateje. Skønt jorden ifølge grundloven tilhører staten, er den blevet overført til kolkhoserne til "evig" benyttelse, hvad der ikke er meget forskellig fra gruppeeje. Traktorerne og andre maskiner tilhører staten, mens de mindre redskaber tilhører kolkhoserne. Desuden driver hver eneste bonde sit eget lille landbrug. Endelig så er mere end 10% af bønderne endnu helt private landbrugere.
Ifølge folketællingen i 1934 var 28,1% af befolkningen arbejdere og funktionærer på statsforetagender og i institutioner. Industri- og bygningsarbejdere beløb sig i 1935 til 7,5 millioner, deres familier ikke medregnet. Kolkhoserne og håndværkskooperativerne indbefattede ved folketællingen i 1934 45,9% af befolkningen. Studenter, soldater i den Røde Hær, pensionister og andre grupper, der direkte er afhængige af staten, udgjorde 3,4%. Tilsammen tilhørte 74% af befolkningen den "sociale sektor", der rådede over 95,8% af landets kapital. Enkeltbønder og håndværkere udgjorde endnu i 1934 22,5%, men de rådede kun over lidt mere end 4% af nationalkapitalen!
Siden 1934 har der ikke været nogen folketælling, den næste kommer i 1937. Utvivlsomt er den private virksomheds sektor i de sidste to år skrumpet endnu mere ind til fordel for den "socialistiske". Enkeltbønder og håndværkere udgør nu, efter de officielle økonomers beregninger, kun omtrent 10% af befolkningen, det vil sige henved 17 millioner mennesker. Deres økonomiske betydning er faldet meget mere end deres antal. Centralkomiteens sekretær Andrejev bebudede i april 1936: "vort lands socialistiske produktions relative værdi vil for året 1936 nå op på 98,5%. Det betyder, at sådan noget som en ubetydelig 1,5% endnu tilhører den ikke-socialistiske sektor." Disse optimistiske tal synes ved første øjekast et uimodståeligt bevis på socialismens "endelige og uigenkaldelige sejr". Men ve den, der ikke kan se sociale realiteter bagved aritmetikken!
Selve tallene er nået ved lidt anstrengelse: det er nok at pege på, at de private lodder der dyrkes sammen med kolkhoserne er regnet med til den "socialistiske" sektor. Det er dog ikke problemets kerne. Den uhyre og fuldstændig ubetvivlede statistiske overlegenhed inden for statens og den kollektive økonomi, – hvor vigtige de end er for fremtiden – fjerner ikke et andet og ikke mindre vigtigt spørgsmål, det om borgerlige tendenser inden for den "socialistiske" sektor, og det er ikke bare i landbruget, men også i industrien. Det materielle niveau, der allerede er nået, er højt nok til at rejse øgede krav hos alle, men er ganske utilstrækkelig til at tilfredsstille dem. Det er derfor, at selve dynamikken i den økonomiske proces vækker den småborgerlige appetit, ikke alene hos bønder og repræsentanter for det "intellektuelle" arbejde, men også hos proletariatets øvre lag. Modsætningsforholdet alene mellem de private ejere og kolkhosbønderne, mellem private håndværkere og statsindustrier kan ikke give den ringeste forestilling om den eksplosive kraft i denne appetit, der gennemtrænger hele landets økonomi og almindeligvis giver sig til kende i ønsket hos hver og en om at give samfundet så lidt som muligt og modtage så meget som muligt af det.
Der bliver ikke anvendt mindre energi og opfindsomhed på problemerne med forbrugerne og med dem, der skraber penge til sig, end med den socialistiske opbygning i ordets egentlige betydning. Heraf hidrører, delvis, den yderst lave produktivitet i det samfundsmæssige arbejde. Mens staten finder sig i en uophørlig kamp med disse centrifugale kræfters molekylære virksomhed, danner den herskende klike selv et hovedreservoir for lovlig og ulovlig personlig opsamling af penge og magt. De småborgerlige tendenser kan naturligvis ikke let defineres statistisk, maskeret som de er under nye retsregler. Men deres aktuelle fremhersken i det økonomiske liv bevises først og fremmest af "socialist"bureaukratiet selv, denne åbenlyse contradictio in adjecto, (selvmodsigende benævnelse), denne uhyrlige og stadigt voksende sociale vanskabning, som på den anden side bliver ophavet til onde vækster i samfundet.
Den nye forfatning, som helt grunder sig på bureaukratiets identifikation med staten og staten med folket, siger: "... statens ejendom – det vil sige hele folkets eje." Denne identifikation er den officielle læres grundlæggende fejlslutning. Det er fuldstændigt sandt, at marxister, begyndende med selve Marx, har anvendt udtrykkene statlig, nationalt, og socialistisk ejendom som enstydige ord, når der var tale om arbejderstaten. Med et vidt historisk udsyn volder sådan en måde at tale på ingen besværligheder. Men det bliver en kilde til grusomme fejltagelser og til ligefrem bedrageri, når det anvendes på de første og endnu usikre trin i et nyt samfunds udvikling, og tilmed på et, der er isoleret og økonomisk hinker bagefter de kapitalistiske lande.
For at blive social, må privatejendommen lige så uundgåeligt passere det statslige trin, som kålormen for at blive en sommerfugl må passere gennem puppestadiet. Men puppen er ikke en sommerfugl. Mængder af pupper går til grunde uden nogensinde at blive sommerfugle. Statsejendom bliver kun "hele folkets" ejendom, efter at de sociale privilegier og misforhold er forsvundet, og dermed nødvendigheden af at have en stat. Med andre ord: statsejendom omdannes til socialistisk ejendom i samme forhold, som det ophører at være statsejendom. Og modsat, jo højere sovjetstaten hæver sig over folket, og jo hårdere den stiller sig selv op som ejendommens vogter over for folket, som den snylter på, des mere åbenlyst bærer den præg af at være imod denne statsejendoms socialistiske karakter.
"Vi er stadig langt fra den fulde afskaffelse af klasserne," indrømmer den officielle presse, når den omtaler de stadig bestående forskelle mellem by og land, mellem intellektuelt og fysisk arbejde. Denne rent akademiske erkendelse har den fordel, at den tillader at skjule bureaukratiets indkomster under den ærefulde titel af "intellektuelt" arbejde. "Vennerne", for hvem også Platon er mere dyrebar end sandheden, har også begrænset sig til en akademisk indrømmelse af, at den gamle ulighed overlever. I virkeligheden er denne temmelig misbrugte "overlevelse" fuldstændig uegnet til at forklare virkeligheden i Sovjetunionen. Selv om forskellighederne mellem by og land i visse henseender er mildnet, er de blevet betydeligt uddybede i andre, takket være den overordentlig hastige vækst af byerne og af bykulturen, hvilket vil sige til fordel for et bymæssigt mindretal. Den sociale afstand mellem fysisk og intellektuelt arbejde er øget, ikke aftaget i de sidste år, til trods for at de videnskabelige rammer er fyldt ud med nykomne nedefra. De tusindårige kasteskranker, der på ethvert område afgrænser hvert eneste menneskes liv, den dannede byboer og den rå mushik ude på landet, videnskabens troldmand og dagliglivets arbejder, de er ikke bare bevaret fra fortiden i en eller anden mildnet form, men de er i en betydelig grad født på ny og har antaget en mere og mere udfordrende karakter.
Det kendte slagord: "Kadrerne bestemmer det hele", karakteriserer sovjetsamfundets natur langt mere frimodigt, end Stalin selv kunne ønske. Kadrerne er efter selve deres væsen organer for hersken og kommanderen. En dyrkelse af "kadrer" betyder frem for alt en dyrkelse af bureaukratiet og af embedsvæsen, et teknisk aristokrati. Ved at spille ud mod kadrerne og ved at udvikle dem, finder sovjetstyret sig stadig nødt til her, som i andre sager, at løse problemer som det fremskredne bourgeoisi for lang tid siden har løst i sine egne lande. Men efter at de sovjetiske kadrer er trådt an under et socialistisk banner, forlanger de næsten hellig ærefrygt og en fortsat stigende løn. Udviklingen af "socialistiske" kadrer ledsages på denne måde af en genfødelse af borgerlig ulighed.
Ud fra synspunktet ejendomsretten til produktionsmidlerne synes forskellighederne mellem en marskal og en tjenestepige, direktøren for en trust og en arbejdsmand, en folkekommissærs søn og et hjemløst barn slet ikke at eksistere. Ikke desto mindre har de første herskabsværelser til deres rådighed, nyder deres sommervillaer i forskellige egne af landet, har de bedste biler til deres rådighed og har forlængst glemt at pudse deres egne sko. De sidste bor i træbarakker ofte uden skillevægge, fører en halvtsultende tilværelse og pudser ikke deres sko, bare fordi de går barfodet. For bureaukraten synes forskellen ikke værd at hefte sig ved. For arbejdsmanden synes den derimod, ikke uden grund, temmelig væsentlig.
Overfladiske "teoretikere" kan naturligvis trøste sig med, at fordelingen af rigdommen betyder mindre end produktionen af den. Dialektikken i de gensidige påvirkninger låner heraf hele sin styrke. De statsejede produktionsmidlers skæbne vil i det lange løb blive afgjort i takt med udviklingen af disse forskelligheder i den personlige tilværelse. Hvis et skib bliver erklæret for kollektiv ejendom, men passagererne vedbliver at være delt i første, anden og tredje klasse, er det klart at livsbetingelserne for tredjeklasses passagererne vil være uendeligt vigtigere end det juridiske skifte af ejendomsforholdet. På den anden side vil førsteklasses passagererne med deres kaffe og cigarer udvikle den tankegang, at kollektivt eje betyder alt, men en komfortabel kahyt slet ingen ting. De modsætninger der gror frem heraf kan meget nemt bringe det ustabile kollektiv til at eksplodere.
Sovjetaviserne fortæller med stolthed, hvordan en lille dreng i Moskvas zoologiske have på sit spørgsmål, "hvem ejer den elefant," fik svaret: "staten", og derpå øjeblikkelig udbrød: "det vil sige, at det også er en lille bitte mit." Hvis imidlertid elefanten virkelig skulle deles, ville de kostbare stødtænder tilfalde nogle udvalgte, nogle få ville delikatere sig med elefantskinker og flertallet måtte klare sig med hove og indvolde. De drenge der er kommet på kant med tilværelsen har svært ved at identificere statsejendom med deres egen. De hjemløse betragter kun som "deres" det, de stjæler fra staten. Den lille "socialist" i den zoologiske have var sandsynligvis søn af en fremtrædende embedsmand, der var vant til at drage sine slutninger fra ordsproget: "L'état c'est moi" (staten – det er mig).
Hvis vi for anskuelighedens skyld oversætter socialistiske forhold til børssproget, så må vi præsentere borgeren som en aktionær i et selskab, der ejer landets formue. Hvis ejendommen tilhørte hele folket, ville det forudsætte en ligelig fordeling af "aktierne" og følgelig en ret for alle "aktionærer" til samme dividende. Men borgerne deltager imidlertid i det nationale foretagende ikke bare som "aktionærer", men også som producenter. På kommunismens nedre trin, det som vi er enige om at kalde for socialisme, sker betalingen for arbejde stadig efter borgerlige retningslinjer, dvs. afhængigt af dygtighed, flid og en del andet. Hver borgers teoretiske indtægt består derfor af to dele, a + b, nemlig dividende + løn. Jo højere teknikken er, og jo mere fuldendt industriens organisation er, des større plads tildeles der a overfor b, og des mindre indflydelse har de individuelle forskelligheder i arbejdet på levefoden. Ud fra den kendsgerning at lønforskelle i Sovjetunionen ikke er mindre, men større end i de kapitalistiske lande, må man slutte at Sovjets aktier ikke er ligelig fordelt blandt borgerne, og at i disses indkomster er både dividenden og lønnen ulige. Når den ufaglærte arbejder kun modtager b, som er den mindsteløn han under lignende omstændigheder ville få på en kapitalistisk arbejdsplads, får stakhanovitarbejderen eller embedsmanden 2a + b, eller 3a + b o.s.v., mens b også på sin side bliver til 2b, 3b o.s.v. Forskellene i indtægt bestemmes med andre ord ikke blot af forskellene i den individuelle produktivitet, men også ved en maskeret tilegnelse af andre arbejdsprodukter. Det privilegerede aktionærmindretal lever på bekostning af det udbyttede flertal.
Hvis man antager, at den ufaglærte arbejder i Sovjet modtager mere, end han ville under en lignende teknisk og kulturel standard i et kapitalistisk foretagende, det vil sige, at han stadig er en lille aktionær, er det nødvendigt at anse hans løn som lig med a + b. Lønnen inden for de højere kategorier kunne man udtrykke med formlen: 3a + 2b, 10a + 15b o.s.v. Dette betyder at den ufaglærte arbejder har een aktie, stakhanovarbejderen 3, specialisten 10. Desforuden må deres løn ret beset ansættes til 1:2:15. Lovsange til den hellige socialistiske ejendomsret lyder under disse omstændigheder ikke så lidt mere overbevisende for direktøren eller stakhanovarbejderen end for den almindelige arbejder eller kolkhosbonde. Men de almindelige arbejdere er dog den overvældende del af samfundet. Det var dem og ikke det nye aristokrati, som socialismen havde tænkt på.
"Arbejderen i vores land er ikke en lønslave og er ikke en, der sælger en vare, der hedder arbejdskraft. Han er en fri arbejder" (Pravda). Når det gælder den nuværende periode er denne salvelsesfulde formel utilladeligt skryderi. Fabrikkernes overførsel til staten ændrede kun arbejderens forhold juridisk. I virkeligheden er han tvunget til at leve i afsavn, og arbejde et bestemt antal timer for en bestemt løn. De forhåbninger som arbejderne tidligere havde anbragt i partiet og fagforeningerne, overførte han efter revolutionen til den stat, han selv havde skabt. Men nytten af denne institutions virksomhed blev begrænset af det trin, teknik og kultur stod på. For at hæve det trin indlod den nye stat sig på metoder med tvang på arbejdernes muskler og nerver. Der opstod et korps af slavefogeder. Administrationen af industrien blev overbureaukratisk. Arbejderne mistede enhver indflydelse på fabrikkens ledelse. Med akkordarbejde, hårde livsbetingelser, mangel på bevægelsesfrihed, med det frygtelige tryk af politiet, der gjorde sig gældende i enhver fabrik, er det vanskeligt for arbejderen at føle sig som en "fri arbejder". I bureaukratiet ser han direktøren, i staten ser han funktionæren. Frit arbejde er uforeneligt med forekomsten af en bureaukratisk stat.
Hvad der er sagt ovenfor gælder også, med de nødvendige undtagelser, for hele landet. Ifølge den officielle teori er kolkhosen en særlig form for socialistisk ejendomsret. Pravda skriver, at kolkhoserne "ifølge deres væsen allerede er af den samme type som statsforetagenderne og følgelig er socialistiske," men tilføjer med det samme, at garantien for landbrugets socialistiske udvikling sikres ved den omstændighed, at "det bolshevikiske parti administrerer kolkhoserne." Og dermed henviser den os så fra økonomien til politikken. Dette betyder i virkeligheden, at socialistiske forhold endnu ikke er trængt igennem i adfærden mennesker imellem, men hviler i autoriteternes godgørende hjerte. Arbejderne vil gøre vel i at have et vagtsomt øje på det hjerte. I virkeligheden står kolkhoserne på halvvejen mellem privatøkonomi og statsøkonomi, og de småborgerlige tendenser i dem bliver på beundringsværdig måde hjulpet frem af de hastigt voksende tillægslodder eller anden privatøkonomi, som deres medlemmer driver.
Trods den kendsgerning at den privat dyrkede jord kun udgør 4 millioner hektarer, imod 108 millioner hektarer kolkhos jord, det er mindre end 4%, forsyner den bondefamilien med dens vigtigste forbrugsprodukter, takket være den intensive og gartnerimæssige dyrkning af jorden. Hovedparten af hornkvæg, får og svin er kolkhosbøndernes ejendom, og ikke kolkhosens. Bønderne forvandler ofte deres privatlodder til det væsentligste og lader de urentable kolkhoser indtage anden pladsen. På den anden side når de kolkhoser, der betaler en høj løn for arbejdsdagen, en højere social standard og skaber en kategori af velstående bønder. De centrifugale kræfter er slet ikke ved at dø ud, men bliver tværtimod stærkere. I hvert tilfælde er det kun lykkedes kolkhoserne at få ændret de juridiske former for de økonomiske forhold ude på landet, særlig metoder til at fordele indtægter, men de hænger stadig ved den gamle køkkenhave med skurene, og småarbejder omkring lo og lade, hele rytmen i det besværlige mushikarbejde. De har også i høj grad mistet den gamle holdning over for staten. Staten står ganske vist ikke mere i godsejernes og bourgeoisiets tjeneste, men den tager alt for meget fra landsbyerne til fordel for byerne, og den opretholder alt for mange grådige bureaukrater.
Efter folketællingen i januar 1937 opstilles der følgende liste over sociale kategorier: arbejdere, kontorpersonale, kolkhosbønder, private bønder, private håndværkere, liberale erhvervsfolk, gejstlige, andre ikke-arbejdende folk. Ifølge den officielle kommentar undlader denne folketællingsliste at medregne andre sociale kategorier, fordi der ikke er klasser i Sovjetunionen. I virkeligheden er listen forfattet med den direkte hensigt at skjule de privilegerede øvre lag og de mere subsistensløse i undergrunden. De virkelige delinger i sovjetsamfundet, som med lethed kunne afsløres ved hjælp af en hæderlig folketælling, er følgende: spidserne af bureaukratiet, specialister osv., der lever under bourgeoisivilkår, højere og lavere mellemklasse på et småborgerligt trin, arbejder- og kolkhosbondearistokratiet, nærmest på det samme niveau, arbejderklassens mellemlag, kolkhosbøndernes mellemlag, private bønder og håndværkere, lavere arbejder- og bondelag, som går over i pjalteproletariatet, hjemløse børn, prostituerede osv.
Når den nye forfatning forkynder, at i Sovjetunionen er man nået til "afskaffelsen af menneskers udbytning af mennesker", tales der ikke sandhed. Den nye sociale differentiering har skabt betingelser for en genopståen af menneskeudbytning i den mest barbariske form, det at købe ham til slaveri med personligt tjenesteforhold. I listen fra den sidste folketælling er tjenestefolk overhovedet ikke omtalt. De er øjensynligt gået op i den almindelige gruppe: "arbejdere". Der er dog ikke så få problemer heri: Har den socialistiske borger tjenestefolk, og hvor mange (pige, kok, barnepige, guvernante, chauffør)? Har han en bil til sit personlige brug? Hvor mange værelser råder han over? o.s.v. Der er i disse lister ikke et ord om lønskalaerne! Hvis man genoplivede den regel, at udbytning af andres arbejde medfører, at man mister sine politiske rettigheder, ville det, lidt uventet, vise sig at toppen i den herskende klike befinder sig uden for sovjetforfatningens grænse.
Heldigvis har de anordnet en fuldkommen lighed med hensyn til rettigheder ... for tjeneren og herren! To modsatte tendenser gror frem fra sovjetstyrets dyb. I den udstrækning det udvikler sine produktivkræfter, i modsætning til den nedadgående kapitalisme, forbereder det den økonomiske basis for socialisme. I den udstrækning det, til gavn for dets øverste lag, bevæger sig mere og mere henimod borgerlige former for fordelingen, forbereder det en genrejsning af kapitalismen. Dette modsætningsforhold mellem ejendomsformer og fordelingsregler kan ikke vokse evindeligt. Enten vil den borgerlige regel på en eller anden måde sprede sig til produktionsmidlerne, eller fordelingsreglerne må bringes i overensstemmelse med det socialistiske ejendomssystem.
Bureaukratiet frygter for at få dette alternativ frem i dagens lys. Overalt og hele tiden skjuler det med pinlig omhu de virkelige forhold både på landet og i byen med filosofiske begreber fra den socialistiske ordbog, i pressen, i taler, i statistik, i forfatternes romaner, i digternes vers, og endelig også i den nye forfatnings tekst. Det er derfor, den officielle ideologi er så livløs, talentløs og falsk.
Over for uvante tildragelser søger vi ofte tilflugt i kendte udtryk. Det gådefulde i sovjetstyret har man søgt at få til at forsvinde ved at kalde det for statskapitalisme, som har den fordel, at ingen nøjagtig ved, hvad det betyder. Udtrykket "statskapitalisme" fremkom oprindeligt for at betegne alle de forhold, der opstår, når en bourgeoisistat direkte overtager transportmidlerne eller industriforetagenderne. Selve nødvendigheden af sådanne forholdsregler er et af tegnene på, at produktivkræfterne er vokset kapitalismen over hovedet og er ved at bringe den ind i en selvmodsigelse i det praktiske liv. Men det udslidte system vedbliver at bestå som et kapitalistisk system sammen med selvmodsigende bestanddele.
Teoretisk kan man ganske vist godt forestille sig en situation, hvor bourgeoisiet som helhed indretter sig som et aktieselskab, der ved statens hjælp administrerer hele nationaløkonomien. De økonomiske love for sådan et styre ville ikke frembyde noget mysterium. Den enkelte kapitalist modtager som bekendt som profit, ikke den del af merværdien som direkte er skabt af arbejderne i hans egen virksomhed, men kun en andel af den samlede merværdi, der er skabt over hele landet i forhold til beløbet af hans egen kapital. Under en udelt "statskapitalisme", ville denne lov om lige profitrate ikke blive realiseret ad bugtede veje, nemlig gennem konkurrence mellem forskellige kapitaler, men straks og direkte gennem et statsbogholderi. Sådant et styre har imidlertid aldrig eksisteret, og vil aldrig komme til at eksistere, på grund af dybe modsætninger imellem ejerne, så meget mere som staten ville blive altfor fristende et objekt for social revolution i sin egenskab af det øverste gemmested for kapitalistisk ejendom.
Under krigen, og særlig under eksperimenterne i den fascistiske økonomi, er udtrykket "statskapitalisme" ofte blevet forstået som et system til statslige indgreb og reguleringer. Franskmændene anvender et meget mere passende udtryk herfor – étatism. Der er uden tvivl berøringspunkter mellem statskapitalisme og statsregereri, men som systemer betragtet er de modsætninger snarere end dækkende hinanden. Statskapitalisme betyder at privat ejendomsret erstattes af statsejendomsret, og af selve denne grund får en ensidig karakter. Statsregereri, lige meget hvor, i Italien Mussolini, i Tyskland Hitler, i Amerika Roosevelt eller Leon Blum i Frankrig, betyder statsindgreb på grundlag af den private ejendomsret og med det formål at bevare den. Hvad end regeringens programmer er, fører statsregereri uundgåeligt til at overføre det nedadgående systems skader fra stærke skuldre til svage. Det "redder" kun den lille ejer fra fuldstændig ruin i den udstrækning, hans eksistens er nødvendig for bevarelsen af storkapitalen. Statsregereriets planmæssige foretagender er ikke dikteret af ønske om udviklingen af produktivkræfterne, men af omsorg for bevarelsen af den private ejendomsret på bekostning af de produktivkræfter, der er i oprør imod den. Statsregereri betyder at lægge bånd på teknikkens udvikling, at understøtte dødsdømte foretagender og stadigt opretholde en social snylterklasse. Med et ord, statsregereriet er fuldstændig reaktionært.
Mussolinis ord: "Tre fjerdedele af Italiens økonomi, industri og landbrug ligger i statens hænder", skal ikke tages bogstaveligt. Den fascistiske stat er ikke ejer af foretagenderne, men bare mellemmand mellem deres ejere. Disse to ting er ikke det samme. "Popolo d'Italia" siger herom: "den korporative stat dirigerer og samler økonomien, men befatter sig ikke med dens daglige gang ("dirige e porta alla unita l'economia, ma non fa l'economia, non gestisce"), hvilket, med et produktionsmonopol ikke ville blive andet end kollektivisering." (11 juni 1936). Over for bønderne og småkapitalisterne indtager det fascistiske bureaukrati en holdning som en truende herre og mester, men over for kapitalistmagnaterne som deres øverste befuldmægtigede "Den korporative stat", skriver den italienske marxist Feroci fuldstændig rigtigt, er bare en salgsagent for monopolkapitalen ... Mussolini overtager på statens vegne den hele risiko for forretningerne og overlader så industrifolkene at tage profitten af udbytningen." Og Hitler følger i denne henseende i Mussolinis fodspor. Grænserne for planlægningsprincipet, såvel som for det reelle indhold, bliver bestemt af den klasse, som fasciststaten er afhængig af. Det er ikke et spørgsmål om at forøge menneskets magt over naturen i samfundets interesse, men om at udbytte samfundet i de fås interesse. "Hvis jeg ønskede", pralede Mussolini, "at indføre statskapitalisme eller statssocialisme, hvad der dog ikke er sket, ville jeg i dag besidde alle de nødvendige og passende objektive betingelser derfor." Alle undtagen en: ekspropriation af kapitalistklassen. For at kunne virkeliggøre denne betingelse ville fascismen være nødt til at gå over på den anden side af barrikaderne – "som dog ikke er sket" for at citere Mussolinis skyndsomme forsikring, og naturligvis heller ikke vil ske. Til at ekspropriere kapitalisterne ville kræves andre kræfter, andre kadrer, andre ledere.
Den første koncentration af produktionsmidlerne i statens hænder, som historien kender, fuldbyrdedes af proletariatet med den sociale revolutions metoder, og ikke af kapitalister med metoder hentet fra trustdannelser. Vor korte analyse er tilstrækkelig til at vise, hvor absurd det er at forsøge at identificere det kapitalistiske statsregereri med sovjetsystemet. Det første er reaktionært, det sidste progressivt.
Klasser er karakteriseret ved den stilling de indtager i økonomiens, sociale system, og først og fremmest ved deres forbindelse med produktionsmidlerne. I civiliserede samfund er ejendomsforholdene gjort gyldige ved love. Nationaliseringen af jorden, af industriens produktionsmidler, af transport og handel, sammen med monopol på udenrigshandel, danner basis for Sovjets sociale struktur. Gennem disse forhold, der blev indrettet af den proletariske revolution, er Sovjetunionens natur som en proletarisk stat defineret på udtømmende måde.
I sin formidlende og regulerende funktion, i sin omsorg for at opretholde sin sociale rang, og i sin udbytning af statsapparatet til sine personlige formål, ligner sovjetbureaukratiet ethvert andet bureaukrati, særlig det fascistiske. Men det er også i uhyre grad forskellig derfra. Ikke under nogen anden regeringsform har bureaukratiet nogen sinde erhvervet en sådan grad af uafhængighed af den herskende klasse. I bourgeoisisamfundet repræsenterer bureaukratiet den besiddende og dannede klasses interesser, som til sin rådighed har utallige midler til hverdagskontrol over administrationen af de løbende sager. Sovjetbureaukratiet har løftet sig over en klasse, der knapt nok er dukket op fra afsavn og mørke, og som ikke har nogen tradition for at herske eller kommandere. Mens fascisterne efter deres overtagelse af magten er knyttet til storbourgeoisiet med fællesinteressers venskabsbånd, ved giftermål og bekendtskaber osv., overtager sovjetbourgeoisiet de borgerlige vaner uden ved sin side at have et nationalt bourgeoisi. På denne måde kan vi ikke nægte, at det er noget mere end et bureaukrati. Det er i ordets fulde betydning det eneste priviligerede og kommanderende lag i sovjetsamfundet.
Der er en anden forskel som ikke er mindre vigtig. Sovjetbureaukratiet har eksproprieret proletariatet for at forsvare de sociale erobringer med sine egne metoder. Men selve den kendsgerning, at det har tilegnet sig politisk magt i et land, hvor de vigtigste produktionsmidler er i hænderne på staten, skaber en ny og hidtil ukendt forbindelse mellem bureaukratiet og nationens rige. Produktionsmidlerne tilhører staten. Men staten, kan man også sige, "tilhører" bureaukratiet. Hvis disse endnu helt nye forbindelser skulle befæste sig, blive det normale og legaliseres, hvad enten det bliver med eller uden modstand fra arbejderne, ville de i det lange løb føre til en fuldstændig likvidering af den proletariske revolutions sociale erobringer. Men det er i det mindste alt for tidligt at tale derom nu. Proletariatet har endnu ikke sagt sit sidste ord. Bureaukratiet har endnu ikke skabt social støtte for sit herredømme i form af særlige betingelser for ejendomsret. Det er nødsaget til at forsvare statsejendomsretten som kilden til dets magt og dets indkomster. Ser man dets aktivitet under denne synsvinkel, bliver det stadig et våben for proletariatets diktatur.
Forsøget på at fremstille sovjetbureaukratiet som en klasse af "statskapitalister" kan åbenbart ikke stå for kritik. Bureaukratiet har hverken aktier eller obligationer. Det rekrutteres, suppleres og fornyes efter det administrative embedsvældes princip, uafhængig af særlige ejendomsforhold. Den enkelte bureaukrat kan ikke overføre sine rettigheder til udbytning af statsapparatet til sine arvinger. Bureaukratiet nyder sine privilegier under form af magtmisbrug. Det skjuler sine indtægter, det foregiver, at det slet ikke eksisterer som en særlig social gruppe. Dets tilegnelse af en uhyre andel af nationalindkomsten har karakter af social snylten. Det er alt dette, der gør det herskende sovjetlag til i højeste grad modsigelsesfuldt, tvetydigt og uværdigt til trods for dets magt og det røgslør af smiger, der skjuler det.
Det borgerlige samfund har i løbet af sin historie fjernet mange politiske styreformer og bureaukratiske kaster, uden at ændre sit sociale grundlag. Det har holdt stand over for genoprettelsen af feudalisme og lavsinstitutioner ved overlegenheden i sine produktionsmetoder. Statsmagten har set sig i stand til enten at samarbejde med den kapitalistiske udvikling eller lægge bremse på den. Men i almindelighed har produktivkræfterne på grundlag af privat ejendomsret og konkurrence gået deres egne veje. I modsætning hertil er de ejendomsforhold, som fremgik af den socialistiske revolution, uløselig knyttet til den nye stat som deres faste borg. Den socialistiske overmagt over for småborgerlige strømninger er garanteret, ikke ved den økonomiske udvikling i og for sig – vi har stadig langt igen – men ved politiske forholdsregler, der tages af diktaturet. Karakteren af økonomien som helhed afhænger således af statsmagtens karakter.
Hvis sovjetstyret falder sammen, vil det uundgåeligt føre til, at planøkonomien også falder sammen, og således føre til undergang for statsejendomsretten.
De tvungne forbindelser mellem trusterne og mellem fabrikkerne inden for disse ville falde væk. De mere heldige foretagender ville finde udveje til uafhængighed. De ville omdanne sig til aktieselskaber, eller finde en anden overgangsejendomsform, for eksempel en, hvor arbejderne skulle deltage i profitten. Kolkhoserne ville samtidig opløses og langt lettere. Det nuværende bureaukratiske diktaturs fald ville på den måde betyde en tilbagevenden til kapitalistiske forhold med en katastrofal nedgang i industrien og kulturen, hvis det da ikke blev erstattet af en ny socialistisk magt.
Men hvis en socialistisk regering stadig er absolut nødvendig for bevarelsen og udviklingen af planøkonomien bliver det spørgsmål så meget mere vigtigt, hvem den nuværende sovjetregering skal kunne stole på, og i hvilken udstrækning der kan gives garanti for dets politiks socialistiske karakter. På den 11. partikongres i marts 1922, da Lenin praktisk talt sagde farvel til partiet, henvendte han disse ord til den herskende gruppe: "Historien kender til alle slags omformningsprocesser. At stole på overbevisning, opofrelse og andre udmærkede åndelige egenskaber, det skal man ikke tage alvorligt i politik." Det bestående er afgørende for bevidstheden. I løbet af de sidste 15 år har regeringen ændret sin sociale sammensætning endnu mere dybtgående end sine ideer. Eftersom bureaukratiet bedre end noget andet befolkningslag i sovjetsamfundet har løst sine egne sociale problemer og er fuldt ud tilfreds med den nuværende situation, har det ophørt med at tilbyde nogen som helst subjektiv garanti for en socialistisk retning i dets politik. Det bliver kun ved med at bevare statsejendomsretten, så længe det frygter proletariatet. Denne gavnlige frygt næres og understøttes af det illegale parti af gamle bolshevik-leninister, som er det mest bevidste udtryk for de socialistiske tendenser i modsætning til den borgerlige reaktion, hvormed termidorbureaukratiet er gennemtrængt. Som en bevidst politisk magtfaktor har bureaukratiet forrådt revolutionen. Men en sejrrig revolution er heldigvis ikke bare et program og et banner, ikke bare politiske institutioner, men også et system af sociale vekselvirkninger. Det er ikke nok at forråde den. Man må også knuse den. Oktoberrevolutionen er blevet forrådt af det herskende lag, men endnu ikke knust. Den har en stor modstandskraft, der falder sammen med de etablerede ejendomsforhold, med proletariatets levende kraft, bevidstheden hos dets bedste personligheder, verdenskapitalismens uføre, og verdensrevolutionens uundgåelighed.
Lad os opstille to forskellige hypoteser om Sovjetunionens fremtid for bedre at forstå dens karakter. Lad os først antage, at sovjetbureaukratiet styrtes af et revolutionært parti, der har alle den gamle bolshevismes kendetegn og tilmed er beriget af de verdensomspændende erfaringer fra vor egen periode. Sådan et parti ville begynde med genindførelsen af demokratiet i fagforeningerne og i sovjetterne. Det ville være i stand til og måtte også genskabe frihed for sovjetpartier. Sammen med masserne og i spidsen for dem, ville det gennemføre en hensynsløs udrensning inden for statsapparatet. Det ville afskaffe rang og dekorationer, alle slags privilegier og ville indskrænke uligheden i betaling for arbejde til, hvad der var livsnødvendigt for økonomien og statsapparatet. Det ville give ungdommen fri lejlighed til selvstændig tænkning, til at lære, kritisere og vokse. Det ville indføre en dybtgående ændring i fordelingen af nationalindtægten svarende til arbejder- og bondemassernes interesse og ønske. Men i alt hvad angår ejendomsforholdene ville den nye magt ikke have nødigt at tage sin tilflugt til revolutionære forholdsregler. Den ville opretholde og videreudvikle eksperimentet med planøkonomien. Efter den politiske revolution, det vil sige efter at bureaukratiet var afsat, ville proletariatet gå i gang med at indføre meget vigtige reformer i økonomien, men ikke en ny social revolution.
Hvis derimod et borgerligt parti, for at antage en anden hypotese, gik i lag med at styrte den herskende sovjetklasse, ville det finde et ikke ringe antal villige tjenere blandt de nuværende bureaukrater, administratorer, teknikere, direktører, partisekretærer og blandt de priviligerede øverste kredse i almindelighed. En udrensning i statsapparatet ville naturligvis også i dette tilfælde være nødvendigt. Men en bourgeoisireformation ville sandsynligvis ikke behøve at udrense så mange folk som et revolutionært parti. Hovedopgaven for de nye magthavere ville være at genindføre privatejendomsret til produktionsmidlerne. Først og fremmest ville det være nødvendigt at skabe betingelser for at frembringe stærke gårdejere af de svage kolkhosbønder, og at forvandle de stærke kolkhoser til produktionsandelsforetagender efter den borgerlige type, eller til landbrugsaktieselskaber. På industriens område ville afnationaliseringen begynde med letindustrierne og fødevareindustrierne. Planlægningsprincippet ville i en overgangsperiode blive omdannet til en række kompromiser mellem statsmagten og private "korporationer" eller laug som fremtidige ejere, blandt sovjetindustriens hovedledere, emigrerede tidligere ejere og udenlandske kapitalister. Til trods for at sovjetbureaukratiet er gået langt henimod forberedelsen til en borgerlig genopbygning, ville det nye styre være nødt til at indføre ikke en reform, men en social revolution med hensyn til formerne for ejendomsret og industrimetoder.
Lad os endelig som en tredje variant antage, at hverken et revolutionært eller et kontrarevolutionært parti tager magten. Bureaukratiet vil fortsætte i spidsen for staten. Selv under disse omstændigheder vil de sociale forhold ikke stivne. Vi vil ikke kunne regne med, at bureaukratiet fredeligt og frivilligt vil underkaste sig en socialistisk lighed. Når det på nuværende tidspunkt har anset det for muligt at indføre rang og dekorationer, trods de alt for åbenlyse ubehageligheder ved sådanne handlinger, må det uundgåeligt i fremtiden søge sin støtte i ejendomsforholdene. Man kan måske indvende, at bureaukraten i topstilling er temmelig ligeglad med de herskende ejendomsformer, når de bare garanterer ham den nødvendige indtægt. Dette argument ser ikke alene bort fra det ustabile i bureaukratens egne rettigheder, men også fra problemet om hans efterkommere. Den nye dyrkelse af familielivet er ikke faldet ned fra himlen. Privilegier har kun deres halve værdi, hvis de ikke kan overføres til ens børn. Men retten til at testamentere væk er uløselig forbundet med ejendomsret. Det er ikke nok at være direktør for en trust, man skal også være aktionær. Bureaukratiets sejr på dette afgørende område ville betyde dets forvandling til en ny besiddende klasse. På den anden side ville proletariatets sejr over bureaukratiet sikre gennemførelsen af den socialistiske revolution. Den tredje variant fører os konsekvent tilbage til de to første, hvormed vi for klarhedens og enkelthedens skyld begyndte.
At definere sovjetstyret som en overgang eller som noget midlertidigt, vil sige at forlade sådanne afsluttede sociale kategorier som kapitalisme (og dermed "statskapitalisme") og også socialisme. Men foruden at være fuldstændig utilstrækkelig i sig selv, er sådan en definition i stand til at forme den urigtige ide, at fra det nuværende sovjetstyre er kun en overgang til socialisme mulig. I virkeligheden er et tilbagefald til kapitalisme i høj grad muligt. En mere fuldstændig definition vil nødvendigvis blive mere indviklet og dybgående.
Sovjetunionen er et modsætningsfuldt samfund, halvvejs mellem kapitalisme og socialisme, hvori: (a) produktivkræfterne endnu langt fra er egnede til at give statsejendomsretten en socialistisk karakter, (b) tendensen henimod primitiv akkumulation, skabt ved afsavn, vælder frem gennem utallige porer i planøkonomien, (c) reglerne for fordeling bevarer en borgerlig karakter og danner grundlaget for en ny differentiering af samfundet, (d) den økonomiske vækst fremskynder en hastig dannelse af priviligerede lag, mens den kun langsomt forbedrer stillingen for arbejderne, (e) ved at udnytte de sociale modsætninger har et bureaukrati omdannet sig selv til en ukontrolleret kaste, der er fremmed for socialismen, (f) den sociale revolution, der er forrådt af det herskende parti, eksisterer inden for ejendomsforholdene og i de arbejdende massers bevidsthed, (g) en videre udvikling af de opsamlede modsætninger kan lige så vel føre til socialisme som tilbage til kapitalisme, (h) på vejen til kapitalisme ville kontrarevolutionen være nødt til at bryde arbejdernes modstand, (i) på vejen til socialismen må arbejderne styrte bureaukratiet. Den sidste analyse vil vise, at problemet vil blive afgjort af de levende sociale kræfters kamp på både den nationale arena og på verdensarenaen.
De doktrinære vil uden tvivl ikke blive tilfredsstillet ved denne hypotetiske begrebsbestemmelse. De ville synes om ubetingede formler: ja-ja, og nej-nej. Sociologiske problemer ville bestemt være enklere, hvis sociale fænomener altid havde en bestemt og afsluttet karakter. Der er imidlertid ikke noget, der er mere farligt end for den logiske fuldkommenheds skyld at fjerne de elementer, der i dag forstyrrer ens skema og i morgen måske helt kuldkaster det. Vi har i vor analyse fremfor alt undgået at krænke dynamiske sociale dannelser, som er uden fortilfælde og uden sidestykker. Den videnskabelige opgave, så vel som den politiske, er ikke at give en fuldt færdig definition af en ufuldendt proces, men at følge alle dens trin, udskille dens progressive tendenser fra dens reaktionære, fremstille gensidige påvirkningsforhold, forudse mulige forskelligheder i udviklingen og i et sådant fremsyn finde et grundlag for aktion.
Sidst opdateret 29.6.00