Fra International Socialisme – Politiske arbejdstekster, nr. 14: Opgang og nedgang i klassekampen, oktober 1991. Oprindeligt i SAP’s tidsskrift Socialistisk Information, nr. 12, september 1984.
Artiklen stammer fra Report on the World Economic Crisis and the New Tasks of The Communist International, som blev aflagt på Kominterns tredje kongres 23. juni 1921. Artiklen kan findes i: The First Five Years of The Communist International, vol. I, pp. 259-63; New Park Publications, London 1973; samt i International Socialism Journal 2:20, Summer 1983.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 1997.
Det gensidige forhold mellem økonomisk boom og krise og den revolutionære udvikling er ikke blot ud fra et teoretisk, men frem for alt ud fra en praktisk synsvinkel af stor interesse for os. Mange vil huske, at Marx og Engels i 1851 – da det økonomiske boom var på sit højeste – skrev, at det på dette tidspunkt var nødvendigt at se i øjnene, at 1848-revolutionen [1] var afsluttet, eller i hvert fald afbrudt indtil næste krise. Engels skrev [2], at mens krisen i 1847 var revolutionens kilde, så var boomet i 1849-51 den triumferende kontrarevolutions kilde.
Det vil dog være meget ensidigt og forkert at fortolke disse vurderinger på den måde, at en krise automatisk fremkalder revolutionær aktivitet, mens et boom modsat pacificerer arbejderklassen.
Revolutionen udsprang ikke af krisen. Krisen gav blot det sidste stød. Grundlæggende voksede revolutionen ud af modsigelsen mellem den kapitalistiske udviklings behov og det halv-feudale systems lænker. Den vaklende og halve revolution i 1848 fejede imidlertid resterne af lavene og livegenskabet af bordet og udvidede dermed mulighederne for en kapitalistisk udvikling. Under disse omstændigheder, og kun under disse omstændigheder, markerer boomet i 1851 begyndelsen til en hel epoke med kapitalistisk fremgang, som varede frem til 1873.
Når man citerer Engels, er det farligt at se bort fra disse grundlæggende kendsgerninger. For det var netop efter 1850, da Marx og Engels gjorde deres iagttagelser, at der startede en – ikke normal og almindelig udvikling – men en kapitalistisk "Sturm und Drang"-æra, [3] som 1848-revolutionen havde gødet jorden for. Dette er af afgørende betydning her. Det var netop denne "Sturm und Drang"-periode – som var kendetegnet ved, at fremgangen og de gunstige konjunkturer var meget stærke, mens kriserne blot var overfladiske og kortvarige – som sluttede med revolution. Det er ikke så meget spørgsmålet om konjunkturforbedringer er mulige, vi er interesseret i her, men i højere grad om konjunkturudsvingene følger en stigende eller faldende kurve. Dette er den vigtigste side af spørgsmålet.
Kan vi forvente de samme følger af det økonomiske opsving i 1919-20? Under ingen omstændigheder. En udvidelse af kapitalismens rammer er slet ikke på tale her. Betyder dette, at et nyt kommercielt-industrielt opsving er udelukket i fremtiden, selv inden for en mere eller mindre nær fremtid? Overhovedet ikke!!! Jeg har allerede bemærket, at så længe kapitalismen er i live, så vil den fortsætte med at trække vejret.
Men under den nuværende epoke – ramt af krigens ødelæggelser og tab og med en uddybning af uligheden – kan opsving kun være af overfladisk og primært spekulativ karakter, mens kriserne vil blive stadig længere og mere dybtgående.
Den historiske udvikling har ikke ført til noget sejrende proletariatets diktatur i Central- og Vesteuropa. Men det er den mest urimelige og på samme tid tåbelige påstand, når reformisterne herud fra konkluderer, at den kapitalistiske verdens økonomiske ligevægt lidt efter lidt er blevet genoprettet. Selv de værste reaktionære, der som f.eks. professor Hoetzch virkelig bruger hovedet, vil ikke komme med en sådan påstand. I et tilbageblik på det forløbne år siger denne professor i realiteten, at 1920 ikke førte til revolutionens sejr, men heller ikke genoprettede den kapitalistiske verdensøkonomi. Der er blot tale om en ustabil og meget midlertidig ligevægt. Mr. Chavenon [4] siger: “I Frankrig ser vi nu kun muligheden for en yderligere ødelæggelse af den kapitalistiske økonomi p.g.a. statens finanser, inflation og ren bankerot.” Jeg har allerede forsøgt at vise, hvad der menes hermed. Jeg har givet et billede af den mest dybtgående krise, den kapitalistiske verden nogensinde har oplevet.
For en tre-fire uger siden kunne man i den kapitalistiske presse se tegn i sol og måne på en begyndende forbedring og på en fremgangsperiode. Men det er allerede tydeligt, at der var tale om en alt for tidlig forårsvind. Der har været tale om en vis forbedring af den finansielle situation, dvs. at denne ikke er så alvorlig som tidligere. På markedet er priserne faldet; men det betyder på ingen måde en genoplivning af handlen. Aktiemarkedet er gået i stå, mens tilbagegangen i produktionen stadig fortsætter. Den amerikanske metalindustri udnytter nu kun en tredjedel af kapaciteten. I England er de sidste højovne blevet lukket. Dette viser, at faldet i produktionen fortsætter.
Denne tilbagegang vil selvfølgelig ikke fortsætte i det samme tempo i det uendelige. Det er absolut udelukket. Den kapitalistiske organisme vil få et pusterum. Men fra at sige, at den vil få en smule frisk luft, og at der vil finde en vis bedring sted, er der lang vej til at tale om fremgang. Der vil starte en ny fase, når de vil prøve at fjerne modsigelsen mellem den grundlæggende fattigdom og overproduktionen af fiktiv velstand. Herefter vil den kapitalistiske organismes anfald fortsætte. Alt dette giver, som vi har sagt, et billede af dyb økonomisk depression.
På baggrund af denne økonomiske depression vil borgerskabet være tvunget til at udøve et større og større pres på arbejderklassen. Man kan allerede se dette i de lønnedskæringer, som er startet i de højt udviklede kapitalistiske lande: i Amerika og i England, og derefter er fortsat ud over hele Europa. Dette fører til omfattende lønkampe. Vores opgave er at udvide disse kampe ved at bygge på en klar forståelse af den økonomiske situation. Det er indlysende. Nogen vil måske spørge, om de omfattende lønkampe, hvor minearbejdernes strejke i England er et klassisk eksempel, automatisk vil føre til verdensrevolutionen, til den endelige borgerkrig og kampen om den politiske magt. Det er imidlertid umarxistisk at stille spørgsmålet på denne måde. Vi har ingen automatiske garantier for en sådan udvikling, når krisen erstattes af midlertidigt gunstige konjunkturer? Mange kammerater siger, at hvis der finder en forbedring sted i denne periode, så vil det være skæbnesvangert for vores revolution. Nej, under ingen omstændigheder. Generelt er der ingen nødvendig forbindelse mellem den proletariske revolutions bevægelse og en krise. Der er kun tale om en dialektisk vekselvirkning. Det er afgørende at forstå dette.
Lad os se på forholdene i Rusland. 1905-revolutionen led nederlag. Arbejderne bar store ofre. I 1906 og 1907 fandt de sidste revolutionære opstande sted, og i efteråret 1907 brød den store verdenskrise ud. Signalet til denne blev givet ved Wall Street’s Black Friday [5]. Gennem 1907, og 1908 og 1909 herskede den voldsomste krise i Rusland. Den dræbte den revolutionære bevægelse totalt, eftersom arbejderne havde lidt så store tab under kampen, at denne depression kun kunne medvirke til at gøre dem endnu mere modløse. Vi diskuterede på dette tidspunkt meget, hvad der ville føre til revolutionen: en krise eller en gunstig højkonjunktur?
Dengang forsvarede mange af os det synspunkt, at den russiske revolutionær bevægelse kun kunne genopbygges ved en gunstig økonomisk konjunktur. Og det var hvad der skete. I 1910, 1911 og 1912 var der en forbedring i den økonomiske situation, og vi havde gunstige konjunkturer, som bidrog til atter at samle de demoraliserede og afkræftede arbejdere, som havde mistet modet. De fik igen øjnene op for, hvor vigtige de var i produktionen. Og de gik over til en offensiv, først på det økonomiske område og senere på det politiske også. Ved krigens start var arbejderklassen takket være denne fremgangsperiode så styrket, at den var i stand til at gå over til direkte angreb. Og selv om vi i dag, hvor arbejderklassen er stærkt udmattet som følge af krisen og den fortsatte kamp, ikke skulle sejre, hvilket er en mulighed, så vil en konjunkturændring og en stigende levestandard ikke skade revolutionen, men tværtimod være særdeles gunstig. En sådan ændring vil kun være skadelig i tilfælde af, at den gunstige konjunktur repræsenterede begyndelsen på en lang fremgangsperiode. Men en lang fremgangsperiode ville betyde, at det var lykkedes at udvide markedet, hvilket er absolut udelukket. For når alt kommer til alt omfatter den kapitalistiske økonomi allerede hele jordkloden.
Europas forarmelse og Amerikas mægtigste renæssance på det omfattende krigsmarked bekræfter den konklusion, at denne fremgang ikke kan genoprettes gennem en kapitalistisk udvikling af Kina, Sibirien, Sydamerika og andre lande, hvor den amerikanske kapitalisme selvfølgelig forsøger at skabe afsætningsmuligheder, men i et omfang som på ingen måder kan sammenlignes med Europa. Det følger heraf, at vi befinder os i på tærsklen til en depressionsperiode. Og dette er ubestrideligt.
En mildnelse af krisen vil ud fra et sådant perspektiv ikke være et ødelæggende slag for revolutionen, men vil derimod give arbejderklassen et pusterum, hvor den kan gå i gang med en reorganisering for senere at kunne gå til angreb på et mere solidt grundlag. Det er en af mulighederne. Den anden mulighed er, at krisen udvikler sig fra at være akut til at blive kronisk, bliver skærpet og varer i mange år. Det er i en sådan situation muligt, at arbejderklassen vil samle de sidste kræfter og efter at have lært af erfaringerne vil erobre statsmagten i de vigtigste kapitalistiske lande. Det eneste der udelukket, er en automatisk genoprettelse af den kapitalistiske ligevægt på et nyt grundlag og et kapitalistisk opsving de næste få år. Dette er absolut umuligt under den moderne økonomis stagnations vilkår.
1. I Frankrig rejste industriborgerskabet, småborgere, bønder og proletariatet sig i februar 1848 mod monarkiet og fik indført en borgerlig republik. Med Napoleon III’s valg til præsident i december 1848 vendte billedet sig til kontrarevolutionens fordel. Den tidligere alliance mellem småborgere, bønder og arbejdere kunne ikke holde. Proletariatet var for svagt til at stå alene over for borgerskabet, der støttedes af det vaklende småborgerskab og og af bønderne. I 1851 genindførtes kejserdømmet, bl.a. med støtte fra bønderne.
I marts 1848 stod det tyske borgerskab i spidsen for revolutionen, der ville have indført parlament osv. Arbejderne og småborgerskabet støttede denne kamp. I foråret 1848 søgte kommunister og republikanere at starte en revolutionær bevægelse, der kunne gå ud over den borgerlige stat. Dette forsøg blev nedkæmpet af borgerskabet, som gik i alliance med adel og godsejere.
I hele Europa så man, at den tidligere alliance mellem borgerskab og arbejdere opløstes efter revolutionen. De politiske resultater, frihedsrettighederne, blev undertrykt for den brede befolkning, mens borgerskabet fjernede de sidste rester af det feudale samfund, som havde hindret en kapitalistisk udvikling.
Marx’ og Engels’ konklusion over disse revolutionsforsøg var, at arbejderne måtte organisere sig i et selvstændigt parti, der ikke skulle udnyttes af borgerskabet, men kæmpe for egne mål i en "permanent revolution".
2. Klassekampen i Frankrig 1848-50, indledning ved Engels, s. 114 i Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind I, Tidens Forlag, Kbh. 1973.
3. En voldsomt ekspanderende periode.
4. Leon Chavenon, fransk økonomisk journalist; redaktør af det franske økonomiske tidsskrift l’Information.
5. En finanskrise, der skyldtes for store kreditter, aktiespekulation og en ufleksibel valutapolitik, som Wall Street gjorde den amerikanske præsident Th. Roosevelt ansvarlig for. Krisen blev "reddet" gennem offentlige tilskud til bankverdenen.
Sidst opdateret 11.1.2010