Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Forrige kapitel | Næste kapitel
Tre hovedopgaver
Kampen mod fascismen og kampen for socialisme
Kampen mod fascismen: En del af klassekampen
I historien er der ikke noget, der garanteres af objektive love. Politik handler ikke som fysik om livløse genstande. Historiske begivenheder er resultatet af mænds og kvinders indsats i klassekampen. Om det kan komme til udvikling af klassisk fascisme eller en anden reaktionær organisation i nutidens Storbritannien er derfor ikke et spørgsmål, der kan gives et kategorisk svar på. Svaret beror på aktive socialisters indsats.
Ifølge analysen i det foregående kapitel er der ikke nogen umiddelbar udsigt til en fascistisk magtovertagelse. For nærværende er fascismens spirer stadig spredte og deres organisationer relativt små. Vi kan forhindre, at de vokser, forudsat vi handler korrekt.
Vi kan begynde med én central lære af nederlaget i Tyskland, nemlig den, at der er en uoverstigelig kløft mellem klassesamarbejde og fascisme. Det betyder ikke, at de ledende i klassesamarbejdet er "mindre reaktionære" end fascisterne – de er blot reaktionære i en afgørende anderledes forstand. Klassesamarbejdet som én måde at udøve magten på må ifølge sagens natur tillade eksistensen af masseorganisationer i arbejderklassen. Derfor har disse organisationer en objektiv interesse i at bekæmpe fascismen.
Heraf følger to ting: For det første, at forholdene under borgerligt demokrati er de bedste forudsætninger i kampen for socialisme. Eksistensen af masseorganisationer i arbejderklassen betyder, at der altid er chancer for at vinde et større antal arbejdere for revolutionære socialistiske ideer. Ægte fagforeninger er – selv når de domineres af de mest reaktionære bureaukrater - kamppladser, hvor socialister kan kæmpe for deres ideer, og som de kan håbe at påvirke.
For det andet, at vi socialister i forsvaret for disse bedste forudsætninger også skal anerkende sådanne alliancepartnere i kampen mod fascismen, som er imod os i en lang række andre spørgsmål.
Men vi skal også drage læren af nederlaget i Spanien. Det, som vi kæmper for at forsvare, er ikke et sæt abstrakte ideer, men arbejderklassens levende organisationer; dvs. at grundlaget for vores alliance-strategi skal være nødvendigheden af at styrke og støtte disse organisationer. Derfor har vi ikke råd til at indgå som partner i selv en nok så storstilet alliance imod fascismen, hvis grundlaget for denne alliance vil stække selvstændige aktioner fra arbejderklassens side.
I Spanien, hvor den "gamle middelklasse" var relativt stor og arbejderklassen relativt lille, kunne en sådan strategi måske virke overbevisende; men i nutidens Storbritannien er alle den type argumenter for en "folkefront" ekstremt svage: Den gamle middelklasse udgør kun en ubetydelig del af befolkningen – dvs. et hvilket som helst tænkeligt grundlag for en reaktionær eller fascistisk bevægelse må i hovedsagen bestå af lønarbejdere. I dag må enhver bevægelse mod fascismen først og fremmest baseres på nødvendigheden af at vinde den ny middelklasse for kollektiv aktion og kan ikke baseres på aftaler om at bremse selvstændige krav og aktioner fra arbejderklassen.
Heraf følger ikke, at vi så skal afvise allierede i kampen mod fascismen, end ikke kapitalister. En så eksklusiv holdning har sine egne farer. Det, der skal afvises, er enhver bevægelse i retning af at begrænse kampen mod fascismen for at få støtte fra kapitalister eller fra middelklassen, for det kan kun medvirke til at bremse enhver selvstændig kamp i arbejderklassen og svække arbejderklassens organisationer.
Dette gælder ikke kun for kampen mod den klassiske fascisme, men også for kampen mod enhver reaktionær eller racistisk bevægelse.
Vi har set, hvordan kampen mod fascismen i praksis kan opdeles i tre hovedopgaver: Almindelig propaganda, ledelse af klassekampen og militær kamp mod fascisterne. Det er vigtigt, at vi vægter dem korrekt i forhold til hinanden.
Socialister og andre anti-fascister har tidligere været tilbøjelige til at lægge stor vægt på nødvendigheden af at drive fascisterne væk fra gaderne og forhindre dem i at holde offentlige møder. Marchernes og stævnernes centrale placering i udviklingen af en fascistisk organisation er en indlysende grund til denne type aktivitet; men den rejser nogle problemer.
Militær kamp mod fascismen udløser sin egen, særlige logik. For at gennemføre en sådan aktivitet med en vis succes, er det nødvendigt at organisere særskilte grupper, der er i stand til at handle hårdt og effektivt. Der går ingen vej uden om dette problem; men det er indlysende, at det indebærer en fare for terrorisme. Mere konkret kan det føre til to farlige fejltagelser.
For det første er formålet med fysisk kamp mod fascister ikke at chikanere denne eller hin fascist, men at forhindre dem i at benytte en bestemt taktik. Derfor har angreb på individuelle fascister eller blot små grupper af dem i "ikke-politiske" situationer ingen reel berettigelse. Fysisk chikane af en bestemt fascist vil ikke ændre den grundlæggende sociale dynamik i en fascistisk bevægelse. Derfor bør enhver fysisk konfrontation med fascister være et udtrykkeligt valg af taktik som svar på en given politisk situation, og altså ikke det automatiske svar hver gang vejene krydses.
Heraf følger endnu en lille pointe. Med det nære sammenfald mellem mange dele af statsapparatet og fascisterne, er fascistiske manifestationer ofte stærkt beskyttet af politiet. I alle sådanne tilfælde er der faktisk ikke nogen pointe i at angribe politiet. Formålet er at angribe fascisterne. Det kan indebære angreb på politiet for at få føling med den fascistiske manifestation og splitte den; men dette skal være en taktisk afgørelse baseret på politiske overvejelser, ud over de indlysende spørgsmål om, hvorvidt politiet er i flertal i forhold til anti-fascisterne, og om disse er tilstrækkeligt velorganiserede. Fordi formålet med at angribe fascistiske marcher er politisk, og hverken moralsk eller personlig, følger der ikke heraf, at vi bør angribe politiet, der beskytter fascisterne, ved enhver lejlighed.
Dette leder hen til det andet vigtige hensyn, som er, at angreb på fascistiske organisationer bør have som deres formål at mobilisere større dele af befolkningen end dem, der allerede er organiseret af det revolutionære venstre. Revolutionæres forsøg på alene at angribe fascistiske marcher, for slet ikke at tale om individuelle fascister, rejser to problemer. For det første vil de let kunne isolere de organiseret revolutionære fra de arbejdere, vi søger at påvirke. Det er kun alt for nemt at få kampen mellem socialister og fascister til at fremstå som en simpel bandekrig mellem to grupper af bøller og i bedste fald som en tilskuer-sport for de ikke-involverede. For det andet er det ikke særlig sandsynligt, at den slags angreb vil lykkes – fascister er generelt bedre bøller. Vores fortrin må i sidste instans bero på vores evne til at mobilisere og organisere massemodstand imod dem.
Af disse grunde bør den militære kamp mod fascisterne aldrig ses som et spørgsmål om operationer alene. Den må til enhver tid være en del af en generel politisk strategi, hvor de krav, som strategien stiller, må gå forud for, hvad der skal til for at få succes rent militært.
Dette fører os frem til det mere generelle spørgsmål om, hvilken vægt vi skal tillægge sådanne fysiske opgør i kampen mod fascismen. Her ser det ud til, at den vil være mindre end tilfældet var i de eksempler, vi kender fra historien. For det første står vi i hvert fald endnu ikke over for fascistiske masseorganisationer, der under eget navn kan organisere angreb på arbejderbevægelsen, og det er selvfølgelig vigtigt, at vi beskytter os imod disse angreb. Men der er endnu ingen grund til at tro, at nogen af disse aktiviteter bliver organiseret åbent og systematisk af fascisterne, af den simple grund at de ikke er stærke nok til det.
Af meget større betydning er deres ideologiske greb om ganske mange mennesker og den omstændighed, at de er de mest konsekvente talsmænd for en politik og nogle ideer, der har tag i langt mere respektable organisationer. Med disse forhold får den ideologiske kamp mod fascismen central betydning.
Her er to ting at tage i betragtning. For det første, at grundlaget for den tiltrækning, de øver på store dele af befolkningen næppe har noget at gøre med den fascistiske ortodoksi, men mere med den grad af sammenhæng, de er i stand til at føje racistiske ideer ind i. Derfor er den ideologiske kamp mod fascisterne paradoksalt nok ikke et spørgsmål om at bevise disse organisationers fascistiske natur og påvise de logiske konsekvenser heraf. De må i stedet føres som en generel kamp mod racismen. For det andet, at den kendsgerning, at en væsentlig del af støtten til dem kommer fra arbejderbefolkningen, betyder, at deres ideer repræsenterer et fordrejet svar på de virkelige årsager til elendigheden.
Dette har vigtige følger for, hvordan vores anti-fascistiske propaganda skal være. Oprindelsen til racismen af i dag har ikke blot dybe rødder i samfundets historie, men er i mange henseender også indbygget i den måde, det fungerer på. Specielt er den nært forbundet med mange aktiviteter i staten og i det økonomiske liv. Ethvert forsøg på at stille et alternativ op mod racistiske ideer må derfor tackle langt flere spørgsmål end det simple moralske, at racisme er en holdning slet og ret. Eftersom racismen er et svar på virkelige problemer, må den bekæmpes med alternative svar på disse problemer.
Det er altså lidet sandsynligt, at "moralsk" propaganda mod racismen og fascismen om f.eks. "én race, den menneskelige race" vil være særligt effektiv. Kun et sæt ideer, der er i stand til både at udfordre grundlaget for racistisk propaganda og opstille et alternativ, kan gøre sig håb om at overtale folk til at afvise racismen til fordel for andre, mere realistiske og effektive måder at tænke på. Propagandakampen mod fascismen kan ikke føres under nogen imødekommelse af fascistiske ideer; at gøre det ville være at bevæge sig ind i et logisk system, som de er de bedste fortalere for.
Det er også klart, at det eneste sammenhængende grundlag, hvorpå der kan opstilles et alternativ til racistiske ideer, er den revolutionære socialisme. Heraf følger, at propagandaarbejdet mod racisme og fascisme ikke kan gennemføres på et grundlag fælles med ikke-revolutionære, som pr. definition afviser den socialistiske forklaring på årsagerne til og baggrunden for racismen, og som afgjort er uenige med os i vores opfattelse af, hvordan den skal udryddes.
Opretholdelse af den revolutionære organisations selvstændighed må derfor være en fast bestanddel af ethvert forslag om enhedsfront, og den er af dobbelt vigtighed, hvor det gælder kampen mod racismen. I den udstrækning reformister og andre er rede til at gå halvvejen imod fascisme og racisme, er det afgjort både muligt og nødvendigt at føre fælles propaganda med dem; men det revolutionære parti må samtidig fortsætte med at fremføre hele sin egen opfattelse af problemerne og sine egne bud på, hvordan de kan løses. Hvis ikke, er det hverken muligt at vinde de uorganiserede for den revolutionære socialisme eller helt at overbevise dem, der fristes af racistiske og fascistiske ideer, om deres fejltagelse.
Og propaganda alene er ikke tilstrækkeligt. De ideer, der fremføres af racismen og fascismen forekommer i hvert fald dele af arbejderklassen at byde på en løsning af følgerne af økonomisk krise, de dårlige boligforhold, arbejdsløsheden, den faldende levestandard. Det tryk, der fører folk ud i racisme og fascisme, er et faktisk, materielt tryk. Hvis vi skal kunne opløse ideerne, må vi også fjerne det materielle grundlag for dem.
Dette er selvfølgelig en anden måde at sige, at kampen mod fascismen kun kan lykkes i og med socialismens sejr. Men det er mere end det. Hvis de socialistiske ideer skal bevise deres overlegenhed i forhold til racismen og fascismen, må de bevise det i praksis. Side om side med kampen på ideer må socialister gå ind og lede de virkelige kampe imod dårlige boligforhold, arbejdsløshed og faldende levestandard, imod det kapitalistiske system.
I den henseende er det britiske kommunistpartis erfaringer fra Londons East End i mellemkrigstiden specielt relevante. Dengang var det klart, at hovedparten af den støtte, Mosley fik, var en direkte følge af den nød, indbyggerne led. Som svar på det satte kommunistpartiet sig for at tage ledelsen af hver eneste kamp for at ændre disse forhold. Hvis der var nogen, sågar fascister, der var rede til at bekæmpe slagene fra kapitalismen, var kommunisterne også rede til at støtte og deltage i kampen. Og fordi de havde større erfaring, var bedre organiseret og havde klarere ideer, var det tit dem, der kom til at lede disse kampe – og deres evne til at lede og vinde gav dermed deres ideer konkret form.
Eftersom racismen i dag har væsentlig støtte i arbejderklassen, er vi tvunget til at anvende en lignende taktik.
Spørgsmålet om anerkendelse af fascister og racister som allierede i konkrete kampe kræver en yderligere bemærkning. Det indebærer under ingen omstændigheder forbindelse med fascistiske eller racistiske organisationer på noget som helst plan – kun med individuelle racister eller fascister. Enkeltpersoner, som kan vindes for fascismen, kan også vindes væk fra den igen. En fascistisk organisation er en anden sag, eftersom den har en objektiv social dynamik, som nødvendigvis er fjendtlig over for arbejderklassens organisationer.
Men hvis vi går ud fra, at en væsentlig del af National Fronts sympatisører er arbejdere, fremstår det formentlig som lige så akut et problem for os i dag, som det gjorde for kommunistpartiet i 1930erne. Det turde være indlysende på baggrund af eksemplet fra Tyskland, at det er vanvid at indgå i alliance med fascistiske organisationer under nogen omstændigheder. Det turde også være klart, at vi ikke kan vinde fascistiske sympatisører ved at opbløde vores politiske opposition imod deres ideer og organisationer. Det, vi kan, er at håbe på at kunne udgøre et lederskab i kampen mod kapitalismen og dens frembringelser - økonomisk krise, arbejdsløshed, elendige levevilkår og faldende levestandard – og herved involvere arbejdere, uanset om de er socialdemokrater, racister eller medlem af den græsk-katolske kirke. I løbet af denne kamp kan vi vinde folk til os.
Den centrale arena for disse politiske kampe vil blive arbejdspladserne og fagforeningerne. De er klassekonflikternes brændpunkter i vores tidsalder og det område, hvor vores ideer har deres mest indlysende og umiddelbare relevans. Men det ville være en fejltagelse alene at koncentrere sig om arbejdspladsen. For det første er der en lang række af de spørgsmål, der vedkommer arbejderklassen, som ikke har direkte forbindelse med arbejdspladsen. For det andet har vi set, at fascistiske organisationer i sagens natur har det med at prioritere områder uden for arbejdspladserne som omdrejningspunkter for deres organisering. At begrænse vores arbejde til arbejdspladsen er ensbetydende med at lade fascisterne få frit spil på andre områder.
Her kan erfaringen fra 1930erne igen vise sig nyttig. Kommunistpartiet i East End tog en bevidst beslutning om at forsøge at bryde ud af områder, hvor de allerede havde stor tilslutning, og koncentrere sig om områder, hvor fascisterne var kendt for at stå stærkt. De satte sig for at organisere arbejdspladserne og de arbejdsløse i dele af London, hvor fascismen var stærk. De satte ind med en boligkampagne i hjertet af de fascistiske kvarterer.
Efter hvad vi ved, har National Front i dag en hel del mere tilslutning i visse lokalmiljøer end på arbejdspladser. Der er talrige beretninger om, at fascister og racister spiller en ledende rolle i boligforeninger. Meget af læren fra fortiden kan derfor bruges mere eller mindre direkte, og for modstanderne af fascismen er det vigtigt også at organisere på disse områder.
Selvfølgelig indebærer denne type aktivitet en masse arbejde i forhold til mindre spørgsmål, der ligger langt fra kampen for socialisme. Det bliver tit påstået, at den type arbejder fører til "reformisme", eller hvad man nu kan finde på at sige. Dette ræsonnement er fuldstændig fejlagtigt. Fagforeningsarbejde, som ingen i almindelighed vil afvise, indebærer ligeledes en hoben detailarbejde i forhold til relativt små spørgsmål. Begge disse aktiviteter kan føre til en ændring væk fra kompromisløs opposition til det kapitalistiske samfund; men ingen af dem behøver det.
Faktisk er nødvendigheden af også at tage kampen op på mindre spørgsmål ikke noget, vi kan vælge, den er tværtimod givet i og med vor egen mangel på indflydelse i arbejderklassen. Så længe flertallet af arbejdere ikke anerkender det revolutionære socialistiske partis program fuldt ud, er vi tvunget til at kæmpe om spørgsmål, de sætter på dagsordenen. Sommetider vil det være store spørgsmål, andre gange vil det være små. For revolutionære socialistiske aktivister er de store og de små spørgsmål lige vigtige, eftersom de alle er en anledning til at bevise vore ideers overlegenhed i praksis.
Kampen mod fascismen og andre reaktionære ideer og organisationer er altså ikke en afledning af opgaven med at omstyrte kapitalismen. Hvis nogen af elementerne i denne kamp – propaganda, ledelse af klassekampen eller fysisk kamp - kom til at dominere på bekostning af de andre, ville det klart nok føre til alvorlige forvanskninger. Det samme ville være tilfældet, hvis kampen mod fascismen politisk og organisatorisk blev adskilt fra partiets arbejde som helhed.
Venstrefløjen kan slå fascismen i Storbritannien. Og vi kan slå en hvilken som helst af de andre mulige reaktionære strategier. Men det, der særligt kendetegner kampen mod fascismen af i dag, er, at vi af den kan drage en yderligere og mere inspirerende konklusion, nemlig den, at kapitalistklassens greb om det britiske samfund er meget skrøbeligt. Der er ingen betydelige lag i samfundet, de kan vende sig til for at få løst deres problemer. Hvis vi kan forene os, kan vi gå langt længere end blot en sejr over de svage kræfter, der ligger gemt i fascismen: Vi kan besejre kapitalen.
Sidst opdateret 3.6.00