Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Forrige kapitel | Næste kapitel
Krisen i dag og dengang
National Front
Mulige former for fascisme
Arbejderklasse-racisme og "klassisk" fascisme
Nazi-Tysklands og det fascistiske Italiens nederlag i 2. verdenskrig betød ikke afslutningen på fascismen. Samtidig med, at de ledende fascister i begge lande blev dømt og henrettet, blev statsapparatet genopbygget med folk, som nok havde været knapt så prominente, men ikke desto mindre fascister. I Storbritannien fik Mosley lov til at genindtræde i det politiske liv, og han var faktisk i stand til at få et ret betydeligt antal stemmer i sine gamle højborge.
Trods det har de fascistiske bevægelser været marginale i de imperialistiske landes politiske liv i det meste af efterkrigstiden. I Italien har den fascistiske bevægelse godt nok opnået anseelig styrke; men der er stadig lang vej til statsmagten.
At fascistiske grupperinger var marginale betød ikke, at de fascistiske ideer helt forsvandt, men at de blev begrænset til samfundets udkanter og til ganske små grupper. Med afslutningen af det lange boom – i midten af 1960erne – dukkede de op igen og begyndte at få en hel del flere tilhængere. I Storbritannien har det mest iøjnefaldende eksempel været National Front og efter dem British Movement. Begge disse grupper har haft bemærkelsesværdige valgresultater og tiltrukket et stigende antal mennesker. Spørgsmålet om fascismen er ikke længere historisk, det er blevet et aktuelt politisk spørgsmål.
Men dermed står det langtfra klart, om det er en gentagelse af 1930erne, vi oplever. På det mest generelle plan er betingelserne for fascismens fremvækst klart tilstede. Samfundet er ubestrideligt lagdelt i klasser, og presset i retning mod international konkurrence er stadig i høj grad tilstede. Men hvis vi ser nøjere på den nuværende krises natur og det britiske samfunds struktur, er der tydeligvis anseelige forskelle fra førkrigstidens Tyskland.
For det første er de gamle kolonimagter i det væsentlige blevet slået og erstattet af mere indirekte metoder til at vinde økonomisk indflydelse. Den imperialistiske rivalisering kommer nu mindre til udtryk i direkte erobring og mere i kampen om økonomisk dominans. Denne kamp tager ofte form af direkte eller indirekte indgreb i andre landes anliggender end i åben konfrontation mellem de største imperialistiske magter. I målene for den inter-imperialistiske kamp ligger der derfor nu som hovedregel ikke nogen tilskyndelse til at forberede den samlede nationalstat til umiddelbar militær konfrontation.
For det andet: Selv om der ikke har været åben krig, opretholder alle de største imperialistiske magter et omfattende militærapparat. Disse militærapparater er alle blevet opbygget uden nogen som helst modstand fra klassesamarbejdsorganisationerne, og der er ikke meget, der tyder på, at disse organisationer i dag vil møde krigsforberedelser med modstand af nogen betydning.
Krigsforberedelserne i sig selv har haft vigtige virkninger, derved at de har bidraget til at stabilisere verdensøkonomien og tilvejebragt forudsætningerne for det lange boom. Selv efter boomet har militærudgifterne virket i retning af at udjævne trykket fra lavkonjunkturen. På det punkt er forskellen mellem mellemkrigstiden og i dag klar.
Mellem 1929 og 1933 faldt industriproduktionen i Tyskland med ca. 42%. I de sidste ti år har det værste fald i Storbritannien været i størrelsesordenen 4%. Det ser ud til, at karakteren af lavkonjunkturen har ændret sig. I stedet for et voldsomt og katastrofalt fald i produktionen efterfulgt af en voldsom ekspansion, har vi nu en langvarig og relativt udfladet krise. Det er således muligt at hævde, at de ekstreme sociale spændinger, der lå til grund for den fascistiske bevægelses vildskab, ikke er tilstede i dag, og at det at opbygge en klassisk fascistisk bevægelse i dag ville vise sig at være meget vanskeligere.
Den sociale struktur i Storbritannien i dag er temmelig forskellig fra Tyskland før krigen. De forældede klasser udgjorde dengang ca. 30% af befolkningen og dannede den kerne, hvorom andre grupper blev organiseret af fascisterne. I Storbritannien i dag er denne gruppe meget mindre, kun ca. 8%. Det umiddelbare grundlag for fascismen er derfor meget ringere.
Den anden væsentlige forandring, der er sket, er væksten i den ny middelklasse. Den udgjorde ca. 16% af befolkningen i førkrigstidens Tyskland, men ca. 40% i Storbritannien i dag. Så i det mindste en af de grupper, som nazi-partiet støttede sig på, og som bidrog til partiets vækst, indtager en ganske stor plads i Storbritannien. Men om disse grupper så kan vindes for ortodoks fascisme eller ej, er selvfølgelig et andet spørgsmål.
For det første dækker den ny middelklasses store størrelse over store forskelle med hensyn til social position, fra de meget privilegerede til de meget lavtlønnede. Af den samlede middelklasse har ca. 20% ifølge den officielle statistik privilegerede jobs, mens 30% har lav-status-jobs. For det andet har der i Storbritannien været en langvarig tendens til, at funktionærernes sociale position nærmer sig de manuelle arbejderes. Som følge heraf har funktionærerne i betydeligt omfang gjort den kollektive aktion, som er kendetegnende for arbejderklassen, til en del af deres identitet. Det afspejler sig i den relativt udbredte faglige organisering: ca. 40%, og den stiger stadig. I Tyskland før nazi-tiden var højt regnet én funktionær ud af otte medlem af en fagforening, og da nazisterne fik vind i sejlene, faldt det til én ud af ca. 20.
Det høje tal i Storbritannien for funktionærer, der er medlem af en fagforening, kan dog være vildledende. Ikke blot dækker det over store forskelle mellem de velorganiserede og så dem, der anser fagforeninger for djævelens værk; men det dækker også kun de kontingentbetalende medlemmer. I funktionær-fagforeninger er traditionerne for organisering og kamp ofte svage, om ikke fuldstændigt fraværende, og mange af dem, der er medlemmer, betragter i virkeligheden sig selv som medlem af en standsorganisation. På den anden side har der i de seneste år været en tendens til, at selv de mest bornerte "standsorganisationer" har vovet springet og meldt sig ind i TUC (det britiske LO, o.a.), hvilket i det mindste er et tegn på, at en klassebevidsthed er under udvikling. De forsøg, der har været gjort på at organisere standsorganisationer inden for og imod fagforeningerne og derefter at bryde ud af dem – forsøg, der sædvanligvis har været inspireret af tory'erne – har slået fejl, og de, der har overlevet, har ikke haft held til at rekruttere medlemmer i et omfang af nogen betydning.
Herudfra vil man godt kunne sige, at muligheden for, at en klassisk fascistisk bevægelse skulle udvikle sig i Storbritannien i en nær fremtid, er ret fjern. En sådan udvikling ville kræve, at den meget lille, gamle middelklasse fik indflydelse på og magt over et meget stort antal arbejdere, som i dag udtrykker sig med kollektive aktioner. Det er selvfølgelig en mulighed; men det ville forudsætte et omslag i de langsigtede tendenser i den politiske og samfundsmæssige udvikling og en fuldstændig lammelse af de kræfter, der står i modsætning til fascismen.
Hvis vi kigger på National Front i denne sammenhæng, melder der sig en række spørgsmål. For det første er det uomtvisteligt, at National Fronts ledelse består af mere eller mindre dogmatiske nazister, som har tilegnet sig den nazistiske lære i hele dens udstrækning direkte fra Hitlers og hans forbundsfællers skrifter. Men National Front som sådan er et andet spørgsmål.
Organisationen blev dannet med den udtrykkelige hensigt at organisere højrefløjsfolk omkring den fascistiske kerne for at forsøge at rekruttere dem til fascismen. Så vidt vides havde denne strategi en vis succes: De fleste afdelinger af National Front har en hård kerne af fascister, som leder en større gruppe af folk, der føler sig tiltrukket af fascismen. Det samme gælder endnu mere udpræget for dens vælgere. I absolutte tal er de få og udgør gennemsnitligt kun 2-3% af det samlede antal vælgere – men det er faktisk nogenlunde det samme, som NSDAP fik i 1928. Omvendt ville det være ukorrekt at klassificere alle disse stemmer - der i nogle områder er tæt koncentrerede – som hærdede fascister.
Det er velkendt, at nøgleordet i organiseringen af denne støtte til National Front ikke er fuldt udviklet fascisme, men racisme. Selv om racisme er en ekstremt reaktionær ideologi, er den ikke det samme som fascisme. Ikke blot har der eksisteret fascistiske bevægelser, som ikke har været specielt racistiske; men der har også eksisteret mange racistiske bevægelser, som ikke har været fascistiske. Faktisk er både det moderne Tory og Labour racistiske organisationer, hvis vi skulle dømme dem efter deres politik; men de er meget langt fra at være fascistiske partier. Racisme udgør utvivlsomt en frugtbar grobund for fascistiske ideer; men disse sidste er kvalitativt anderledes. Den vidt udbredte racisme og den støtte, den bibringer National Front som dens mest målbevidste talsmænd, stiller os klart nok over for nogle problemer, når vi skal forsøge at vurdere fascismens muligheder i Storbritannien.
Det er velkendt, at National Front har en høj andel af arbejdermedlemmer, og det er sandsynligt, at størstedelen af deres vælgergrundlag kommer fra den traditionelle arbejderklasse. Selv om vores viden om medlemssammensætningen i National Front er sparsom, ved vi dog, at deres ledere overvejende består af klassiske middelklasse-fascister. Vi ved også, at dette lag er det dominerende i de lokale ledelser, og at de er repræsenteret i et forbavsende stort antal i lokalområderne. Med den britiske middelklasses ringe størrelse er det en bemærkelsesværdig kendsgerning. Den største enkeltgruppe af medlemmer ser ikke desto mindre ud til at være arbejdere.
Dette rejser helt klart spørgsmålet om, hvorvidt den udstrakte arbejderklasse-racisme i Storbritannien gør det muligt at forestille sig et fascistisk parti med sin væsentligste basis i arbejderklassen. Det er klart nok ikke umuligt; men der er mange grunde til at anse det for usandsynligt.
En fascistisk bevægelse ser den fysiske likvidering af alle arbejderklassens organisationer som sin fornemste opgave, og den involverer sig i voldelige, fysiske angreb på dem. Men at vinde et større antal arbejdere for dette standpunkt ville kræve nogle drastiske udviklinger, inklusive en afgørende opløsning i den faglige organisering. Men den faglige organisering i arbejderklassen i Storbritannien er faktisk meget højere, end den var i Tyskland før nazisterne. Dér organiserede fagforeninger i bedste fald 25% af arbejderne, i Storbritannien er det ca. 60% og stadig voksende, omend langsomt.
Det ringe omfang, i hvilket National Front har haft held til at vende denne utvivlsomt væsentlige støtte i arbejderklassen til aktiv fascisme, viser sig tydeligt i forskellen mellem det antal stemmer, organisationen er i stand til at vinde, og de få, den er i stand til at mobilisere til massemarcher, dens centrale fascistiske taktik.
Det ser således ikke ud til, at National Front har haft held til at få en decideret fascistisk bevægelse til at slå rødder i arbejderklassen. Men det er vigtigt at huske på erfaringen fra 1930erne, hvor støtten til British Union of Fascists i Londons East End tilsyneladende udgjordes af en blanding af middelklasse-fascisme og arbejderklasse-racisme. Det er muligt, at National Front i dag repræsenterer den samme blanding. Det ville i givet fald betyde, at vores taktik i forhold til dem nødvendigvis måtte være ret anderledes, end hvis vi stod over for en hær af overbeviste fascister.
Hvis vi ser på, hvilke mulige udviklinger denne kombination af objektive og subjektive faktorer kan føre til, er der bestemt ingen grund til tilfredshed. Selv om det er min påstand, at det er usandsynligt, at National Front vil være i stand til at opbygge en fascistisk bevægelse, der kan komme til magten, følger heraf hverken, at de ikke er i stand at opbygge noget som helst, eller at udsigten til en reaktionær udvikling slet ikke er tilstede.
For det første er det vigtigt at skelne mellem en fascistisk bevægelse, der kan komme til magten, og én, der er stor nok til at påvirke udviklingen i klassekampen. Den sidstnævnte ville være meget mere sandsynlig. Selv om den gamle middelklasse er forholdsvis lille, ville den dermed kunne øve væsentlig indflydelse over andre dele af samfundet og på den måde styrke den herskende klasses greb om det.
Den vil til enhver tid kunne stille en ganske nyttig flok skruebrækkere og strejkebrydere til rådighed. Når den herskende klasse i dag står over for masseaktivitet i arbejderklassen har den intet andet valg end at støtte sig på fagforeningslederne. De har ikke nogen anden social kraft, der har tilstrækkelig basis til at kunne tilføje en beslutsom arbejdergruppe nederlag. En magtfuld fascistisk bevægelse ville kunne bistå med stridskræfter og samfundsmæssig støtte til en langt mere aggressiv position.
En sådan social kraft ville også kunne afstedkomme en generel højredrejning i det politiske liv. Spørgsmål, som i dag befinder sig uden for den politiske arena, ville blive fast forankret i centrum af den. For mange arbejdere ville svaret herpå være at følge den generelle højredrejning, som de har gjort før. Konsekvenserne heraf ville være temmelig alvorlige, ikke kun for dem, der – som f.eks. de farvede samfund – ville komme til at lide direkte under det. Aktivister, der agiterer for socialistisk politik på arbejdspladserne, ville opdage, at det var blevet meget vanskeligere. Mange fagforeningsfolk og socialister ville føle sig skræmt og søge at holde lav profil. I særlig grad ville dette være tilfældet, hvis den fascistiske bevægelse kunne vise, at den var stærk nok til at foretage fysiske repressalier mod alle, der åbent agiterede for socialisme.
Så selv om en sådan fascistisk bevægelse næppe kunne føre til et altomfattende barbari, kunne den blive en afgørende faktor i at sætte enhver udvikling i retning af socialisme i stå.
En anden mulighed, der dukker op med dette scenario, er udviklingen af en bevægelse, som, omend ikke udtrykkelig fascistisk, ville være rede til at bakke den herskende klasse op i konkrete kampe mod arbejderklassen. En organisation af den type, som meget vel kunne omfatte et større antal fascister, ville være kontrolleret af den herskende klasse via den traditionelle militære og bureaukratiske elite og stille med en disciplineret styrke klar til strejkebrud og den slags. Det ville ikke være noget nyt i britisk historie. The Organisation for the Maintenance of Supplies, der blev dannet før og under generalstrejken i 1926, var præcis en organisation af den type. Den blev ledet af den traditionelle elite og havde mange fra middelklassen med i sine rækker, inklusive en del fascister.
Denne type organisation kan opbygges under meget mindre drastiske forhold end dem, der giver næring til en fascistisk massebevægelse. Den kræver ikke et brud med kapitalismens gældende orden, heller ikke den ildevarslende retorik, der hører med til en fascistisk organisation. Eftersom dens opgave ikke er at eliminere alle arbejderklassens organisationer, men snarere at assistere den herskende klasse under særlige konfrontationer, kan den organiseres og forberedes inden for den med klassesamarbejdet givne organisering af samfundet.
Vi har faktisk set forsøg på at plante spirer til den type organisationer i den nærmeste fortid. Under konfrontationerne mellem Tory-regeringen 1970-74 og fagbevægelsen var der en hel stribe af sådanne grupper. De blev overvejende ledet af ortodokse militærpersoner med nære forbindelser til den herskende klasse og søgte at organisere dele af middelklassen som strejkebrydere. Selv om disse forsøg var svage, peger de på muligheder i fremtiden.
Hvis vi tager det allermest dystre scenario, ville det fremgå, at én af disse organisationer eller endda en langt større fascistisk bevægelse, end vi har i øjeblikket, meget vel ville kunne udgøre den nødvendige samfundsmæssige basis for ortodokse højrekræfters magtovertagelse. Som alle ved, har den militære ledelse i Storbritannien detaljerede planer for en intern intervention i det britiske hovedland og drager god nytte af deres løbende erfaringer i Irland til at berede jordbunden for en sådan intervention. En udstrakt og organiseret støtte i det civile samfund, som kunne udgøre den samfundsmæssige basis for en sådan militær "løsning" på kapitalismens problemer, ville netop være én af betingelserne for succes i enhver operation af den art.
En sidste større alternativ udvikling ville være den, at National Front eller en lignende gruppering udviklede sig til en omfattende arbejderklasse-racistisk organisation. Denne side af sagen er særdeles kraftigt repræsenteret både i historien om British Union of Fascists og i nutiden i National Front. Omend en sådan organisation ville have mange af fascismens kendetegn og sågar ville kunne være under ledelse af ortodokse fascister, ville den have en noget anderledes vægt og dynamik end fascismen. Vi har set, hvordan mange af den fascistiske bevægelses karakteristika opstår ud af selve dybden af den krise, der udløser den, og hvordan dette hysteri både er dens styrke og dens svaghed. En arbejderklasse-racistisk bevægelse kan udvikle sig ved, hvad vi kunne kalde en meget lavere "social temperatur". Dens grundlag og sigte er ikke direkte ødelæggelse af klasseorganisationerne, men i højere grad kamp for at skaffe relativt privilegerede forhold for en del af arbejderklassen på bekostning af klassen som helhed.
På den anden side passer det meget godt med en række holdninger, der på forhånd findes i arbejderklassen – f.eks. de stadige forsøg på at diskriminere kvinder og ufaglærte arbejdere, som karakteriserer en stor del af arbejderbevægelsen. Lokalt og på kort sigt kan disse holdninger ikke desto mindre samtidig godt kombineres med en høj grad af forpligtelse til at forsvare klasseorganisationerne. Det er et andet af de sektionalistiske træk, som karakteriserer alle forsøg på at forsvare arbejderklassen inden for kapitalismen i stedet for at omstyrte kapitalismen. En arbejderklasse-racistisk organisation repræsenterer derfor ikke nær så meget et brud med klassesamarbejdets ideer og organisationer, som udviklingen af en virkelig fascistisk bevægelse gør det.
Vi kan illustrere forskellen ved at se på de forsøg, fascisterne har gjort på at organisere deres arbejdermedlemmer.
Vi så, hvordan NSDAP i Tyskland var i stand til at organisere virkeligt mange arbejdere, i hvert fald som vælgere. Dette blev fulgt op med forsøg på at udvikle en slagkraftig faglig organisering. Det, vi ved herom, tyder på, at NSDAP var ude af stand til i noget som helst væsentligt omfang at svække socialdemokraternes greb om den del af arbejderklassen, der havde arbejde. I valgene til fagforeningsposterne forblev socialdemokraterne langt den dominerende gruppe, selv efter at Hitler var blevet kansler. Nazisternes fejlslagne forsøg blev yderligere vanskeliggjort af den omstændighed, at andre dele af NSDAP sørgede for strejkebrydere, når der var faglige konflikter.
Vi kan se den samme proces gøre sig gældende i National Front. Selv om National Front har mange arbejdere, og selv om i det mindste nogle af dem er medlemmer af en fagforening, er der ikke tegn af betydning på, at de gør noget forsøg på at organisere dem til at intervenere i fagforeningerne. Selv om vi i enkelte kvarterer har kendskab til, at National Front har interveneret i visse fagforeninger – f.eks. på posthusene i London – synes udviklingen af en faglig organisering på landsplan aldrig at være kommet ud af stedet. Faktisk ser det tværtimod ud til, at de få revolutionære socialister, der er, har haft større indflydelse i fagforeningerne end det numerisk langt større National Front.
At de fascistiske bevægelser åbenbart er kommet til kort de få gange, hvor de i tidens løb har forsøgt at organisere på arbejdspladser og i fagforeninger, tyder på, at deres fiasko i så henseende skyldes noget mere end simple taktiske forsømmelser. Og i virkeligheden er det da også et vidnesbyrd om et dybtliggende strategisk problem. At organisere i fagforeningerne vil sige, at man har i det mindste en vis forestilling om betydningen af begrebet klasse i vor tids samfund. Men dette er naturligvis i direkte modstrid med centrale dogmer i den fascistiske teori, og det er tilmed direkte farligt, når man vil forsøge at opbygge et parti, som kan have både arbejdere og kapitalister som medlemmer. De fascistiske partiers aktiviteter kan nok ledes på en sådan måde, at de kan få støtte hos folk fra arbejderklassen; men omdrejningspunktet for det befinder sig som oftest uden for arbejdspladsen og i form af generelle politiske spørgsmål snarere end som umiddelbare klasseinteresser.
I modsætning hertil ville enhver arbejderklasse-racistisk organisation af nogen betydning være tvunget til – i hvert fald i nutidens Storbritannien – at koncentrere sig om arbejdspladsen og fagforeningerne. Et mål for en sådan organisation ville helt klart være at begrænse de farvedes og kvindernes adgang til visse arbejdsområder – med andre ord at systematisere aktiviteter, der allerede er i gang. Et sådant systematisk program ville kun kunne gennemføres i kraft af organisering på arbejdspladsen og i fagforeningerne.
Det sandsynlige er derfor, at udviklingen af en sådan bevægelse ville kræve betydelige ændringer i ideologi og orientering bort fra den klassiske fascistiske model. Selv om det er usandsynligt, at en sådan organisation ville kunne udvikle sig til det punkt, hvor den kunne danne regering, kunne den dog føre til voldsomme tilbageslag. Den ville helt klart legitimere en langt yderligere udbredelse af de stadige chikanerier og endog terror, der bliver rettet direkte imod de farvede og med en deraf følgende stigning i antallet af racistiske mord. For det andet ville den gøre den opgave at slå angrebene fra kapitalismen tilbage betydeligt vanskeligere. Ikke blot ville venstrefløjen blive afskåret fra indflydelse på mange områder; men splittelsen i arbejderklassen, som allerede i dag er en hindring for samlede svar, ville blive udvidet til et uoverstigeligt svælg.
Ingen af disse alternativer eksisterer endnu – kun potentialet til en betydelig reaktionær mobilisering. Og vigtigst: Det er i holdninger, at potentialet eksisterer, ikke i organisationer. Historisk har skiftet fra påvirkning af holdninger til opbygning af en organisation været det afgørende skridt. Derfor er vi nødt til at undersøge, hvilke skridt, der kan tages for at forhindre dette.
Sidst opdateret 3.6.00