Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Forrige kapitel | Næste kapitel
Mosley's British Union of Fascists
Kampen om East End
Erfaringer fra England
Kampen mod fascismen i England i 30'erne havde ikke det bitre og forfærdende omfang som andre steder i Europa. Ikke at den var uden betydning, eller at den ikke krævede ofre af sine deltagere; snarere at det i England aldrig kom til en virkelig fascistisk massebevægelse, som var klar til at overtage kontrollen over staten, og at slagene ikke blev kæmpet ud til deres bitre ende.
På den baggrund påstås det undertiden, at fascismen i en eller anden forstand var "u-engelsk". Enten bliver så klimaet, den britiske forfatning, den britiske middelklasses iboende sunde fornuft eller andet lignende nonsens påkaldt til forklaring af fascismens fiasko. Den lunende og bekvemme konklusion, vi formodes at drage heraf, er, at mens fascismen måske nok kan tiltrække letpåvirkelige og uønskede udlændinge, er den i England i den grad et fremmedelement, at den ikke er i stand til at skaffe sig masseopbakning. Den logiske slutning heraf er, at vi ikke behøver bekymre os så meget om en mulig fremvækst af fascisme i fremtiden. Det kunne – sådan lyder argumentationen – ikke ske her.
Denne idiotiske holdning kan måske mønstre støtte blandt dem, der er tilbøjelige til at se bort fra såvel historien som nutiden og fremtiden; men den er klart nok ingen vejledning for dem, der er blot det mindste foruroliget over fremtidsudsigterne i det britiske samfund. Vi er nødt til at prøve at forstå, hvorfor det ikke er lykkedes fascisterne, endnu i hvert fald, at skaffe sig masseopbakning i England, for at vi kan forhindre dem i at få det i fremtiden.
Der er to hovedårsager. Den ene er den økonomiske og sociale situation i England i 30'erne. Den anden er, at de helt enkelt blev slået af arbejderklassen, hver eneste gang de prøvede at sætte dampen op.
Der eksisterede en række fascistiske organisationer i England i 20'erne. De fleste var startet som en efterligning af Mussolini. I det store og hele lykkedes det dem ikke at gøre nogen videre fremskridt, og det ser ud til, at de måtte begrænse sig til at rekruttere særlinge blandt forhenværende militærfolk. Det nærmeste, man kom på en fascistisk organisation i fuld udstrækning, var Ulster Volunteer Force i Nordirland, selv om det ville være fejlagtigt at betegne den som renlivet fascistisk.
I selve England så organisationer som British Fascisti, der blev ledet af brigadegeneral R. B. D. Blakeney, selv deres aktiviteter som en forlængelse af spejderbevægelsen; og i en vis, dobbelt forstand var det da også en passende sammenligning. Spejderbevægelsen var et reaktionært, pro-imperialistisk korps, som var stiftet med henblik på militær uddannelse af unge mænd allerede før soldatertjenesten – det var den sørgelige sandhed. Den mindre sørgelige sandhed var, at "Fascisti" var så lille og isoleret en gruppe, at de præcist som spejderne aldrig nåede længere end til at lege soldater. Under krisen i 1926 blev de i realiteten fortrængt af regeringens Organization for the Maintenance of Supplies, og opgaven med at knække arbejderbevægelsen forblev uantastet i hænderne på den borgerlige politiske og militære elite.
Med krisen i 1929 skete der et skift. Skønt omfanget af det økonomiske og sociale sammenbrud var meget mindre i England end i Tyskland, havde den verdensomfattende lavkonjunktur meget store virkninger. Faldet i industriproduktionen i England ser ud til at have været på omkring 16%, hvilket skal ses i sammenligning med de ca. 40% i Tyskland. Arbejdsløsheden på omkring 3 mill. eller ca. 20% af den arbejdsløshedsforsikrede befolkning var afgjort alvorlig, men ikke så katastrofal som i Tyskland. Dertil kom, at virkningerne af arbejdsløsheden i England var koncentreret til bestemte egne, og at de, der var i arbejde, faktisk havde en stigende levestandard.
Baggrunden for alt dette var selvfølgelig det britiske imperium. England var gået ind i 1. verdenskrig med det mest omfattende imperium i verden, og de fredstraktater, der blev indgået ved afslutningen af den, øgede tilmed det område, der var under britisk kontrol. Selv om Englands gæld til USA var meget stor, og der havde været visse konflikter med den voksende amerikanske imperialisme, udgjorde imperiet stadig et sikkerhedsnet for britisk kapital. Den verdensomspændende lavkonjunktur berørte derfor England mindre end mange andre lande. Som følge heraf var der både meget mindre indre og ydre pres på det britiske samfund. Det desperate behov for at få genopdelt verden, som den tyske kapitalisme blev grebet af, fandtes ikke i England, ej heller forarmelsen af middelklassen.
Den britiske fascisme voksede således op under betingelser, som var langt mindre lovende end dem, der mødte nazisterne i Tyskland. Alligevel udviklede fascismen sig til en faktor i England i begyndelsen og midten af 30'erne og illustrerede dermed den kendsgerning, at fascismens vækst ikke kun er en direkte og simpel følge af objektive betingelser, men også beror på enkeltindividers og gruppers aktive handlinger.
Den dominerende fascistiske organisation i England var dengang British Union of Fascists, BUF. Lederen af den var Sir Oswald Mosley, storgodsejer og født arving til en baronettitel. Han havde været med i 1. verdenskrig, hvor han var blevet såret og dekoreret. Efter krigen gik han ind i politik på den måde, der nu passede sig for hans klasse og kultur, og blev valgt til medlem af parlamentet for tory'erne i Harrow ved valget i 1918. I 1922 forlod han tory'erne og meldte sig efter en kort karriere som uafhængig ind i Labour i 1924.
I sine første år i Labour fremstod Mosley som radikal og fik en hel del tilslutning. I reformistiske partier er der altid dem, der er parate til at byde en overløber fra en "bedre klasse" velkommen, som om han eller hun var noget helt specielt. Blandt dem var partiafdelingen i Birminghams Ladywood-kreds, som gjorde ham til deres kandidat. Ved det andet valg i 1924 kandiderede han for Labour og tabte med ganske få stemmer færre end rivalen. I 1926 kandiderede han igen, nu i Smethwick, hvor han vandt. Blandt hans meriter var at erklære den konservative regering for fascister. Deri tog han fejl.
Med Labour-regeringen i 1929 fik Mosley en officiel post med den besynderlige titel Kansler af hertugdømmet Lancaster. Denne antikverede betegnelse betød, at han delte ansvaret for at tage sig af arbejdsløshedsspørgsmålet med den berygtede J. H. Thomas.
Omkring midten af 1930'erne havde han lagt sig ud med flertallet i regeringen. Hans forslag til iværksættelse af, hvad vi i dag ville kalde keynesiansk økonomisk politik, var blevet forkastet, og han trak sig nu ud af regeringen.
I marts 1931 bekendtgjorde han, at han ville stifte Det ny parti. På det tidspunkt fik han stadigvæk tilslutning fra mange af dem, der prydede Labours venstrefløj, blandt dem Nye Bevan og John Strachey. Bevan m.fl. var imidlertid ikke rede til at følge Mosley ud af Labour, og det gjorde de utvivlsomt ret i.
"Det ny parti" varede ikke længe. I april 1931 stillede det op ved et suppleringsvalg i Ashton-under-Lyne og havde ikke held til at vinde. Derimod havde det held til at splitte anti-tory-stemmerne, således at tory'erne vandt valget. På valgnatten modtog Mosley en skarp protest fra den stedlige arbejderklasse, og det er blevet påstået, at oplevelsen den nat gjorde Mosley til fuldblods fascist. Efter at være blevet udsat for en byge af højrøstede spørgsmål, kommenterede han, at "Det er den pøbel, der har forhindret, at nogen har gjort noget som helst i England siden krigen". De vrede arbejdere i Ashton var blevet til "pøbel", og ifølge Mosley var det deres egen fejl, at "intet var blevet gjort".
"Det ny parti" organiserede en forsvarsstyrke for at "beskytte" hans møder. Han erklærede: "De eneste metoder, vi vil tage i brug, vil være britiske metoder. Vi vil basere os på gode gamle britiske dyder." Hans pudsige patriotisme afholdt ham dog ikke fra at sende to af sine ledende kumpaner til Tyskland for at studere Hitlers metoder.
På dette trin i sin karriere var Mosley begyndt at få en vis tilslutning fra dele af storkapitalen. Blandt de mere prominente var grundlæggeren af Morris motorkompagni, sir William Morris, som forsynede ham med betragtelige finansielle midler. Når vi kigger på den britiske herskende klasses holdning til fascismen, er det vigtigt ikke at lade sig vildlede af de holdninger, de indtog på et senere tidspunkt, da de blev konfronteret med en inter-imperialistisk krig. Churchill var f.eks. en beundrer af Mussolini og Hitler og mente, at de havde gjort meget godt for deres egne lande. Han ville have budt den samme form for løsning på de indenlandske problemer velkommen i England. Hvad han ikke ønskede var, at der skulle blive gjort indhug i det britiske imperium af tysk eller italiensk imperialisme. Hans modstand mod Hitler og mod eftergivenhedspolitikken over for Tyskland var på ingen måde et "forsvar for demokratiet", men en simpel erkendelse af nødvendigheden af at forsvare det britiske imperium mod nye trusler.
Denne holdning dominerede den britiske herskende klasses anskuelser. De havde ikke noget imod en fascistisk udvikling i selve England, forudsat den kunne levere den rette vare; men de var samtidig imod imperialistiske ambitioner blandt fascister i andre lande.
Mosleys stabile udvikling hen mod fascismen stødte nogle af de folk væk, der havde fulgt ham ud af Labour; men han begyndte at finde nye tilhængere, som ikke bekymrede sig så meget om, hvor hans bevægelse gik hen. I oktober 1933 blev "Det ny parti" omdannet til British Union of Fascists, BUF, og Mosley og hans tilhængere var nu begyndt at bære sortskjorternes uniform. Der var mange på tory-partiets højrefløj, der legede med tanken om at melde sig ind i BUF. Efterhånden som der kom gang i bevægelsen, og den begyndte at rette fysiske angreb på sine modstandere, fik den støtte fra mere indflydelsesrig side.
Den bedst kendte af disse nye konvertitter var pressebaronen Lord Rothermere, som lavede sine aviser, specielt Daily Mail, om til pro-fascistiske organer. Bortset fra den berygtede ledende artikel af Rothermere 15. januar 1934 med overskriften "Hurra for sortskjorterne", indeholdt de masser af stof, som skulle fremme fascismens sag. Selv efter at de to røverhøvdinge var kommet op at toppes i juni 1934, vedblev den politik, de hver især stod for, at stemme ganske godt overens.
Det var i denne periode, Mosley kom nærmest på at få afgørende støtte fra den britiske herskende klasse. Meget af den kom fra den velkendte type af fhv. officerer, inklusive den berømte militærhistoriker J. F. C. Fuller. Mosley blev i stand til at etablere et hovedkvarter i Chelsea med en lønnet fuldtidsansat forsvarsstyrke og til at indkøbe køretøjer til deres paramilitære operationer. På dette tidspunkt påstod BUF at have ca. 40.000 medlemmer; men dette tal synes dog at have indbefattet mange, som ikke var aktive.
Bevægelsens sociale sammensætning i denne fase afspejler det klassiske fascistiske mønster: en blanding, som kombinerede overvejende middelklasse samt fhv. militærfolk som ledende aktivister med en socialt mere marginaliseret medlemsskare. Heri skal vi måske finde en væsentlig årsag til, at det ikke lykkedes BUF at udvikle sig til en virkelig massebevægelse: De sociale skel i organisationen mellem ledernes og medlemmernes erhverv synes at have været en hel del større end tilfældet var i f.eks. Tyskland. Hovedparten af den britiske middelklasse forlod ikke reaktionens traditionelle parlamentariske parti, tory'erne, hvor sympatisk indstillede de end kunne være i forhold til Mosleys generelle anskuelser.
Faktisk var BUF ude af stand til at foretage det nødvendige gennembrud til massebevægelse på dette tidlige tidspunkt, og fra 1935 og fremefter udviklede organisationen et nyt perspektiv, som kun kan have været rettet ind mod at holde sammen på organisationen, indtil den forudsagte forværring af det sociale og økonomiske klima førte til en ny mulighed for masserekruttering. Denne strategi gik ud på at koncentrere en betydelig indsats i Londons East End i et forsøg på at opbygge en solid base i den lokale befolkning. Denne kampagne skulle føre til to store konfrontationer med arbejderbevægelsen.
Der havde selvfølgelig også førhen været voldsomme sammenstød med fascisterne i de fleste af de områder, hvor de søgte at organisere. Deres møder var blevet splittet af kommunistpartiet og andre antifascister. Alle deres marcher var blevet angrebet, og den gamle historie om politiets systematiske støtte til fascisterne havde gentaget sig ved talrige lejligheder. Slaget om East End var imidlertid et langvarigt felttog, som fortjener mere opmærksomhed om de nærmere omstændigheder.
East End var på den tid en bydel med dårlige boligforhold, stor arbejdsløshed, ringe faglig organisering, en sand hoben af garage- og baggårdsindustrier og en stærk indvandrerkoncentration. De sidst tilkomne indvandrergrupper i området var et stort antal jødiske flygtninge, som var blevet drevet ud af deres hjemlande i Østeuropa med anti-semitisk terror og organiserede pogromer. Disse havde været et gennemgående træk ved det zaristiske Rusland før 1917, og de var stadig at finde i lande som Polen, hvor de nye regimer baserede sig på mange af de mest tilbagestående og reaktionære fordomme blandt bondemasserne.
Fra de sidste år af det 19. århundrede havde der således været en stadig strøm af flygtninge, som britiske racister på alle mulige måder søgte at gøre livet besværligt. Der var allerede håndgribelige vidnesbyrd om udbredt anti-semitisme i East London, som Mosley kunne bygge på, og der var afgjort en udbredt social elendighed, som nok kunne skubbe folk over i en bevægelse, der kunne tilbyde massestævnets og marchens hele glans og spænding.
BUF koncentrerede stærke ressourcer i bydelen og holdt en række provokerende møder i kvarterer, hvor der var en stor jødisk befolkning. Nogle steder søgte de at arbejde sammen med de arbejdsløse og tilbød små bestikkelser til dem, der var parate til at støtte dem. Dertil kom, at deres vægtning af sport og fysiske præstationer sammen med den glans og spænding, som deres uniformerede stævner udløste, også trak nogle unge arbejdere til dem. De begyndte at opbygge en kerne af sympatisører, specielt i bydele som Hoxton og Hackney Wick, hvor arbejderbevægelsen var dårligt organiseret og under ledelse af højrefløjen.
BUF's angreb på jøder og fagligt aktive tog til i antal. De blev naturligvis mødt med modstand. Især kommunistpartiet skaffede sig ry som den organisation, der var mest indstillet på, at kvarteret skulle forsvares imod den fascistiske terror. Der var snesevis af slagsmål i bydelen mellem kommunisterne og de mere militante unge jøder på den ene side og sortskjorterne på den anden. Gennem hele året 1936 steg antallet af møder og sammenstød uafbrudt. Det kulminerede i det berømte "Slaget om Cable Street" i oktober.
Når vi ser på Mosleys fremgang og på styrken af den modstand, der mødte ham i East End, er det vigtigt at huske på, at ikke blot var de sociale og økonomiske omstændigheder på den tid langt værre, end de er i England i dag; også fascismens trussel var langt mere håndgribelig. I sommeren 1936 havde den italienske arbejderklasse lidt under den fascistiske terror i mere end et tiår, den tyske og østrigske arbejderklasse var blevet fuldstændigt knust, og Franco havde netop indledt sit felttog, der gik ud på at knuse de spanske arbejdere. Dertil kom, at store dele af Østeuropa var underkastet diktatorer, hvis ideer og metoder var meget lig fascismens. I Frankrig var der en anseelig fascistisk bevægelse, som så ud til at kunne komme til at udgøre en trussel mod arbejderne dér.
Det så ud, som om der var en flodbølge af fascisme, der skyllede hen over Europa, og som måtte standses både ved Madrids og Østlondons porte. Ingen militant arbejder kunne ignorere den fascistiske fare eller regne med, at den gik i sig selv igen som et mindre problem. For den jødiske befolkning i Østlondon stod nazisternes anslag mod de tyske jøder kun alt for klart.
Muligheden for en massemobilisering imod de fascistiske bander var således tilstede. De fleste blandt de bedste aktivister, inklusive et stigende antal jøder, var organiseret i kommunistpartiet, og partiets politik var derfor klart afgørende med hensyn til, om dette massepotentiale af antifascisme kunne gøres til en reel kraft. Som alle den kommunistiske internationales andre partier var det britiske kommunistparti gået over til folkefrontslinien i 1935 og søgte nu at opbygge en bred modstand mod fascismen på tværs af klasser. F.eks. rapporterede Kommunistisk Ungdomsforbund i 1938 følgende:
I Sheffield har der allerede været afholdt en "Hold dig i form"-konference for unge med deltagelse af spejderne, vandrerbevægelsen, bibelkredsen, pigespejderne, fagforeningernes ungdomsvejledning, Kommunistisk Ungdomsforbund og mange andre ungdomsorganisationer.
Drengespejderne var blevet forbudt af nazisterne og kunne således betegnes som "antifascister" trods det, at formålet med deres organisation var at give unge mennesker en pro-imperialistisk, paramilitær opdragelse og uddannelse.
Dette skift i politisk linie påvirkede rent faktisk den måde, kommunistpartiet bekæmpede fascisterne i England på; men det havde ikke samme katastrofale virkning som i Spanien.
De begivenheder, der førte frem til Cable Street er selv den mest dramatiske illustration heraf. BUF forkyndte, at det var organisationens agt at marchere ind i East End den 4. oktober. Der var betydelig modstand imod det fra Independent Labour Party, veteransammenslutningens antifascistiske føderation, den jødiske befolknings råd mod fascisme og anti-semitisme og kommunistpartiets stedlige aktivister. Kommunistpartiets ledelse havde imidlertid travlt med at søge enhed med lederne i Labour og – endda det liberale parti, og Labours partikongres var fastsat til at begynde i Edinburgh den følgende uge. De satte derfor alle kræfter ind på at organisere et Kommunistisk Ungdomsforbunds-stævne på Trafalgar Square, som så skulle finde sted samtidig med Mosleys march. De var så optaget af at forhindre, at det kom til episoder, at de sendte instrukser ud til de lokale partiforeninger om at undgå enhver direkte konfrontation med Mosley eller politiet.
Det blev hurtigt klart, at de ikke havde nogen chance for at fastholde den linie, og at den lokale befolkning var opsat på at prøve at stoppe fascisterne. Det var også klart, at mange medlemmer af kommunistpartiets lokale afdelinger ville nægte at følge "parti-linien" i et spørgsmål, der var af så vital betydning som dette. Tre dage før BUF's march skulle finde sted, aflyste de derfor deres stævne og kastede sig ud i organiseringen af en massemodstand.
Historien om begivenhederne i Cable Street er ofte blevet fortalt, *) og der er ingen grund til at gentage den her. Det er tilstrækkeligt at bemærke, at der skete en massemobilisering af befolkningen i Østlondon, og at den udkæmpede et langvarigt og forbitret slag mod politiet. Og over for dén viste politiet sig at være for svagt til at kunne gennemtvinge, at fascisterne marcherede ind. BUF marcherede bort i modsat retning og overlod Østlondon i hænderne på antifascisterne.
Virkningen af denne sejr var enorm. Lokalbefolkningen følte, at den havde opnået et stort resultat, og selvtilliden blandt den steg med ét slag. Efter den sejr blev det muligt at gå videre til en offensiv mod fascisterne.
Sejren på denne ene dag satte dog ikke i sig selv en stopper for de fascistiske angreb i Østlondon. De betingelser af social og ideologisk art, som havde foræret dem selve grundlaget for den støtte, de fik, forsvandt ikke, fordi fascisterne ikke var i stand til at marchere. Faktisk var de i gang igen i East End umiddelbart efter Cable Street og søgte snart at genvinde det terræn, de havde mistet.
I Londons East End synes en stor del af deres sympatisører at være kommet – ikke fra fascismens klassiske sociale grundlag, middelklassen, men fra dele af arbejderklassen. Skønt BUF vedblev at være domineret af nøjagtigt de samme lag i småborgerskabet, som havde domineret både Hitlers og Mussolinis bevægelser, er der mange vidnesbyrd om, at mange af dem, der fulgte Mosley, var fra arbejderklassen. Årsagen til det, mener jeg, er et sammenfald af to forskelligartede reaktionære bevægelser, nemlig middelklasse-fascisme og arbejderklasse-racisme. Der er meget, der tyder på, at dette i mindre grad var tilfældet i andre egne af landet, hvor BUF i sin sociale sammensætning kom meget nærmere på at være en "klassisk" fascistiske bevægelse.
Den traditionelle antifascistiske taktik, der gik ud på direkte fysisk konfrontation parallelt med generel propaganda mod den fascistiske fare, var forbundet med alvorlige risici og måtte derfor ændres. En ledende stedlig kommunist dengang, Phil Piratin, sammenfattede dilemmaet således:
En aften holdt Mosley et møde ved Salmon Lane, Limehouse, Stepney ... Jeg tog afsted til mødet, gjorde mig uigenkendelig og overværede det for at se, hvilken opbakning, Mosley havde. Da mødet sluttede, skulle man marchere til Victoria Park, Bethnal Green, en anden af Mosleys bastioner. Jeg var nysgerrig efter at se, hvem og hvilken type af folk, det var, der ville marchere. Det fascistiske orkester satte sig i bevægelse og bag det ca. 50 bøller iført sorte skjorter. Så kom befolkningen. Omkring 1.500 mænd, kvinder (nogle med børn på armen) og unge fyre marcherede bag Mosleys fane. Jeg kendte nogle af disse folk, nogle af mændene gik med fagforeningsbadges ...
Denne oplevelse ændrede afgørende min holdning til spørgsmålet ... Jeg sagde: Én ting er at bekæmpe Mosleys bøller; men hvor er vi henne, hvis vi skal bekæmpe befolkningen? Vi burde i stedet spørge os selv: "Hvordan kan det være, at denne almindelige arbejderbefolkning (det var for nemt at kalde dem pjalteproletariat) bakker op om Mosley?" Åbenbart fordi Mosley anslog nogle strenge hos dem. Og der eksisterede utvivlsomt også visse latente anti-semitiske fordomme; men først og fremmest levede disse folk, som de fleste i Østlondon, et usselt og elendigt liv. Deres boliger var slum, mange var arbejdsløse, og de, der var i arbejde, var som oftest lavtlønnede. Derfor insisterede vi på, at det kommunistiske parti burde hjælpe folk til at forbedre deres levevilkår – herigennem kunne vi vise dem, hvem der var de virkeligt ansvarlige for deres vilkår og få dem organiseret til kamp mod deres virkelige udbyttere.
Nu kan den måde, Piratin her ræsonnerer på, tilsyneladende stemples med betegnelsen "reformisme" i den forstand, at han taler om at lægge vægten på at få gennemført små forbedringer inden for kapitalismens rammer snarere end på almindelig propaganda for kapitalismens omstyrtelse, og denne linie er umiskendeligt tilsted både i partiets og Piratins eget arbejde. Men det ville være en alvorlig fejltagelse at afskrive hele erfaringen med disse ord.
Kampen for reformer er ikke i sig selv "reformisme". Spørgsmålet er, om kampen for reformer er knyttet til en strategi for revolutionær omstyrtelse af det kapitalistiske samfund. I virkeligheden er hele "enhedsfrontens" strategi baseret på præcist den forudsætning, at det er de revolutionære aktivister, der kæmper hårdest for reformer. Der er ingen kinesisk mur mellem "reform" og "revolution". Kampen for reformer inden for systemet skaber den selvtillid, organisering og klassebevidsthed, uden hvilke det ikke er muligt at omstyrte hele systemet.
Kommunistpartiets perspektiv i denne periode fulgte af den analyse, Piratin havde foretaget. De modstod fristelsen til at koncentrere deres kræfter i de kvarterer, hvor de allerede havde opbakning, og til at forsøge at at opbygge "røde bastioner". I stedet forsøgte de at gå ind i de kvarterer, hvor fascisterne var kendt for at have masseopbakning. Det gjorde de delvist i kraft af arbejde blandt ungdommen, de arbejdsløse og de uorganiserede arbejdere, men vigtigst var boligkampen.
Ifølge Piratin er det slaget om Paragon-karreen 6. juni 1937, der er vendepunktet. Hans beretning fortjener at at blive citeret ret detaljeret:
Paragon-karreen burde have været kondemneret af de lokale myndigheder for mindst 40 år siden; men den lå der stadig. Folk boede der, og lagde sig familier til, og bolighajerne tog så urimeligt høje huslejer som overhovedet muligt for denne slum. Vi havde stemt dørklokker og solgt Daily Worker dér. Der var også blevet dannet en lejerforening, som fik sympati og støtte fra andre behjertede lokale borgere ...
En dag fik vi meddelelse om, at to familier stod for at blive sat på gaden næste dag. I den ene familie var der fem børn, i den anden seks. Jeg blev øjeblikkeligt tilkaldt. Jeg var nysgerrig efter at få at vide, hvorfor disse mennesker ikke selv havde foretaget sig noget i sagen, og hvorfor de ikke havde henvendt sig til lejerforeningen. Jeg opdagede så, at de begge var medlemmer af BUF og åbenbart ikke ønskede at involvere sig med os. Den ene familie ville under ingen omstændigheder have med os at gøre den aften. Den anden var parat til at lytte ...
Der blev så organiseret et vellykket forsvar for de to familier, så de ikke blev smidt ud, og herunder kom det frem, at BUF havde fået meddelelse om sagen, men havde afvist at foretage sig noget som helst.
Nyheden (om sejren) bredte sig hurtigt, barrikaderne kom ned, og "ammunitionen" blev fjernet, Det var ikke nødvendigt at få læren af historien skåret ud i pap. Medlemskort til BUF blev spontant og med alle tegn på afsky revet i stumper og stykker ...
Vi supplerede herefter vores propaganda med konkrete aktioner, og folk af den type, der aldrig ville være kommet til vores møder, og som havde besynderlige ideer om kommunister og jøder, lærte på stedet, hvad det handlede om, og hvad der menes med klassekamp ...
En efterfølgende boligkampagne voksede til anseelige proportioner. Kommunistpartiet var i stand til at spille en ledende rolle i den, fordi de var parate til at tage selv det mindste spørgsmål op og til at gå i kamp for det, og fordi de ikke stillede nogen politiske forudsætninger for deres støtte. Resultatet var, at de begyndte at fremstå som de "naturlige" ledere for den lokale arbejderbefolkning. De blev i stand til at gøre betydelige indhug i BUF's målgruppe.
Og heri har vi måske et eksempel på, hvordan enhedsfronten kan virkeliggøres i praksis, omend på et beskedent plan og meget uformelt. Der er ingen tvivl om, at hvis spørgsmålene var blevet af en mere generel karakter, og det var kommet til en kamp på liv og død mod fascisterne, ville det britiske kommunistparti have begået mange af de samme fejl som det spanske. Men den ventede nye krise indtraf ikke. Udviklingen af våbenproduktionen i opløbet til den imperialistiske krig gav økonomien en indsprøjtning, som i nogen grad reducerede omfanget af arbejdsløsheden og forhindrede, at der bredte sig en masse-elendighed af den type, der kunne have foræret BUF et massegrundlag.
Med disse begrænsninger kan vi helt klart uddrage en vigtig lære af det britiske kommunistpartis erfaring.
Den opbakning, de britiske fascister fik i dele af arbejderbefolkningen er temmelig forskellig fra den, som de og deres frænder på kontinentet fik fra middelklassen. For middelklassen repræsenterer fascismen et mere eller mindre forvrænget svar på dagligdagens levevilkår - derfor forekommer fascismens praksis dem at svare til deres behov. Med hensyn til arbejderklassen er der ingen naturlov, der siger, at de ikke – når de rette omstændigheder er tilstede – kan blive aktive fascister. Men det at blive trukket i retning af en fascistisk bevægelse er helt ude af trit med deres stilling som klasse.
Så mens det nok lykkedes Hitler at få nogle stemmer og medlemmer blandt tyske arbejdere, også blandt dem, der var i arbejde, var NSDAP aldrig i stand til at udvikle det forhold til et alvorligt anslag mod arbejderbevægelsen som sådan. Fascisterne viste sig ude af stand til at "grave sig ned inden for" og måtte i stedet koncentrere sig om at opbygge en hær uden for arbejderbevægelsen, som kunne knuse hele dens organisering.
De problemer, som arbejderklassen konfronteres med under en kapitalistisk krise, kan kun mildnes – for ikke at tale om løses – gennem klassekampen. Hos fascister fra arbejderklassen vil der derfor nødvendigvis bestå en konstant spænding mellem deres abstrakte fastholdelse af fascismens ideer og fordomme på den ene side og på den anden side deres oplevelse af hverdagen. Dette er en af de største svagheder i alle fascistiske bevægelser, der søger sig en målgruppe blandt lønarbejderne: hele tiden dukker der begivenheder op, som truer med at trække denne målgruppe i retning af klassen snarere end racen.
Det er klart, at dette giver de revolutionære mulighed for at vinde mange fascist-tilhængere over til sig. Men der er adskillige forhold at tage højde for forinden. For det første må de revolutionære være så fleksible og fintmærkende, at de er i stand til at forholde sig til de reelle problemer, masserne står over for. For det andet må de være rede til at indtage en holdning, som – mens den stadig er kompromisløs i forhold til fascismen som sådan – er tilstrækkelig åben til, at de har mulighed for at lede de kampe, der er, selv hvis andre, der er involverede i disse kampe, måske er påvirkede af fascistiske ideer. For det tredje må de være rede til at gå i kamp på spørgsmål, som ikke er af direkte revolutionær betydning; men som angår de mange. For det fjerde må de være rede til at forholde sig til den arbejdende befolkning på mange planer. De skal lede massernes kampe ved at være de bedste og mest militante til at organisere. Og de skal løse den mere beskedne opgave at overbevise de bedste blandt de aktivister, som i kampens løb nærmer sig dem, om at militant aktivitet ikke i sig selv er nok, men må integreres i et overordnet mål for at ændre samfundet.
Det er på dette plan, vi kan se enhedsfrontens virkelige betydning. Enhver kamp med undtagelse af den revolutionære erobring af magten er pr. definition partiel. Enhedsfronten dannes omkring præcist sådanne delspørgsmål. Den indebærer således en nødvendig alliance mellem dem, der ønsker at omstyrte samfundet, og dem, der kun ønsker at mildne dette eller hint presserende problem inden for samfundet. I kampen mod fascismen indebærer det revolutionære forenet i kamp sammen med en lang række andre kræfter inden for arbejderbevægelsen – og såmænd også uden for.
Den afgørende forskel mellem denne strategi og så den katastrofale version betegnet "folkefront" er ikke, at man går efter antifascistisk enhed med alle, der er parate til at bekæmpe fascisterne; men at den ikke bliver det revolutionære partis hele aktivitet. Så længe enhedsfront-arbejdet står alene og i modsætning til andre arbejdsområder, vil det – selv når det foregår udelukkende mellem arbejderorganisationer – være hjemfaldent til de samme fejltagelser som den klassiske folkefront. Spørgsmålet man skal stille sig er, om det er muligt at vedblive med selvstændige aktiviteter – og det kan også være enhedsfrontsaktiviteter - omkring andre klassespørgsmål, samtidig med en enhedsfront mod fascismen, som måske også indbefatter andre grupper end arbejderorganisationer.
I denne sammenhæng er erfaringen fra England med alle sine begrænsninger af vital betydning. Ultra-venstre-liniens og højrefløjens fejl i kampen mod fascisterne lå ikke så meget i, hvad de ville, som i hvad de undlod. Venstrelinien afviste med sin purisme og abstrakte parolemageri muligheden for enhedsaktion imod fascisterne. Højrelinien afviste muligheden for andre klassebaserede kampe for arbejderklassens umiddelbare krav. I England synes de to strategier i det mindste en kort tid at have sameksisteret på lokalt plan i East End.
Nøglen til at bekæmpe fascismen ligger således hverken i at ignorere fascisterne som en ren politisk afledning, der hverken gør fra eller til, når det drejer sig om arbejderklassens liv og kamp, eller i at ophøje dem til at udgøre den fare, der ene og alene truer klassen. Nøglen ligger derimod i den vanskelige opgave, det er at finde vejen til både at bekæmpe fascisterne og kapitalismen. Forsømmelsen heraf førte til ødelæggelsen af arbejderbevægelsen i Europa i 1930'erne.
* For et kort referat, se f.eks. Socialist Worker Review, nr. 91, oktober 1986. O.a.
Sidst opdateret 3.6.00