Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Forrige kapitel | Næste kapitel
Folkefrontsregering og militært oprør
Arbejdere, bønder og folkefrontsregering
Læren fra Spanien
Virkningen af nederlaget i Tyskland gik kun langsomt op for lederne af Kommunistisk Internationale. Det var en sej proces, og den forløb ikke ad en lige linie. I marts 1934 argumenterede Komintern stadig som følger:
Der eksisterer ikke nogen anden enhed for arbejderklassen end kampenhed mod borgerskabet, enhed i kampen for arbejderklassens historiske mål, for den revolutionære omstyrtelse af det borgerlige herredømme, for proletariatets diktatur, for socialismen. Denne enhed vil blive skabt af arbejderklassen på trods af alle forhindringer og i ubønhørlig kamp ikke blot mod borgerskabet, men også mod sidstnævntes hovedstøtte, det internationale Socialdemokrati.
I 1. maj-udtalelsen fra 1934 skar de det endnu tydeligere ud i pap:
For at afværge fascismen, for at omstyrte det fascistiske diktatur må I bryde med Socialdemokratiet og forene jer under Kommunistisk Internationales kampbanner i den revolutionære kamp for arbejdermagt.
Men i november 1934 opfordrede Komintern til "fælles aktioner for alle arbejdere mod fascismen" og bevægede sig nu hurtigt i retning af mere åbne forslag til enhedsaktioner. En kort overgang, i april 1935, fremsatte Kommunistisk Internationale nogle forslag, som måske kunne have ført til enhedsaktion. Men det var kun en kort pause i en brat højredrejning. Kommunistisk Internationale, som med ultra-venstre-linien i Tyskland havde tilintetgjort sin stærkeste sektion, forberedte sig nu på at gøre det godt igen ved at rette alle sine kræfter ind imod enhed.
I marts 1935 lancerede den franske kommunist Maurice Thorez begrebet "folkefront" som betegnelse for at dække over en aftale mellem de to arbejderpartier i Frankrig og det store småborgerlige radikale parti. Det umiddelbare mål var ikke arbejderrevolution, men nederlag til fascismen. Hans initiativ blev bekræftet på Kominterns 7. verdenskongres i august 1935.
Opmærksomheden samlede sig nu om, hvordan og på hvilken måde arbejderklassen skulle skaffe sig allierede i kampen mod fascismen. Udgangspunktet for den nye politik var nødvendigheden af enhed i arbejderklassen mod fascismen. Heri havde Komintern utvivlsomt ret. De droppede nu hele deres retorik om socialfascisme, afviklede så vidt muligt de røde fagforeninger, de havde brugt så mange kræfter på at opbygge, og likviderede en række andre organisationer, uanset om de havde nogen reel støtte eller ej. Samtidig gik kampagnen for enhed i arbejder-organisationerne så vidt, at Dimitrov, den ny formand for Komintern, nu udtalte, at Komintern var rede til at suspendere kritikken af enhver arbejder-organisation, når blot den stod for enhedsfront.
Af resolutionerne fra kongressen fremgår det tydeligt, at den strategi, der blev udviklet, ikke handlede om kampenhed mellem to antagonistiske partier, men om enhed for enhver pris. Således proklamerede Komintern stolt, at "kun den kommunistiske politik forsvarer endegyldigt folkenes nationale frihed og uafhængighed i hvert enkelt land". Med andre ord, det blev nu indskærpet kommunistpartierne at forsvare Indiens "frihed" for den engelske imperialisme i samme grad som Englands for en hvilken som helst anden imperialistisk stat.
Kommunistisk Internationale forberedte sig i virkeligheden på at træde ind i rollen som forsvarer af den borgerlige nation. Igen var det Thorez, der drog den nærliggende konklusion. I januar 1936 udtalte han, at:
Enhedsfronten, folkefronten, fædrelandskærligheden, Frankrigs virkelige samling - alle disse spørgsmål, der allerede er gamle og alligevel stadig nye, måtte forklares og fortolkes ... Vi fratog dristigt vore fjender dette gods, som de havde stjålet fra os og trådt under fode. Vi tog Marseillaisen og trikoloren tilbage igen.
Den gamle ultra-venstre-linie skulle erstattes af en ny højrelinie, som betonede enheden mellem alle progressive, uanset klasse, imod den fascistiske trussel og for fred. 1. maj-udtalelsen i 1936 var i så henseende tydelig:
I den nuværende fase er der også en række kapitalistiske stater, der er interesseret i at bevare freden. Deraf muligheden for at skabe en bred front af arbejderklassen, af hele den arbejdende befolkning og af hele nationer mod faren for imperialistisk krig.
"Hele nationer" – klasseprincippet var blevet kastet over bord i kapitulation til det mest centrale af alle borgerlige – og fascistiske – begreber: nationen.
På kort sigt vandt Kommunistisk Internationale med denne politik mange nye venner og påvirkede mange mennesker. Blokken af folkefront-partier vandt en stor sejr ved valget i Frankrig. Det samme var tilfældet i Spanien. For de overlevende aktivister i Kommunistisk Internationale må det have stået, som havde de fundet den magiske og gyldne vej til de arbejdende masser. Hvis man kunne opnå sådanne resultater bare ved at droppe nogle få småting så som proletarisk internationalisme og ved at skrive "folk" i stedet for "klasser", måtte fascismens endelige nederlag i sandhed være nært forestående.
Den tragiske erfaring i Spanien, der var lige så tilintetgørende som nederlaget i Tyskland, skulle vise, at denne nye vej i kampen mod fascismen var en blindgyde af nøjagtig samme udstrækning som den gamle.
Sammenlignet med Tyskland var Spanien meget tilbagestående. En samtidig vurdering siger, at der ud af en økonomisk aktiv befolkning på måske 11 mill. var ca. 1 mill. små håndværkere, mellem 2 og 3 mill. landarbejdere, mellem 2 og 3 mill. industriarbejdere, ca. 2 mill. småbønder, omkring 2 mill. fra middelklassen og måske 1 mill. "parasitter" - embedsmænd, præster, militær, intellektuelle, godsejere og højere borgerskab.
Den 16. februar 1936 opnåede Folkefronten flertal ved det spanske parlamentsvalg. Folkefronten bestod af to borgerlige partier, socialistpartiet, kommunisterne, et syndikalistisk parti og et uafhængigt marxistisk parti, POUM. Folkefrontens program var et moderat borgerligt reformprogram, der omhyggeligt havde udeladt ethvert krav om nationalisering eller arbejderkontrol. Programmet erklærede, at "Den republik, som republikanerne ser som deres mål, er ikke en, der er inspireret af sociale og økonomiske klasse-betragtninger, men et system af demokratiske friheder, som har sit udspring i almenhedens og det sociale fremskridts interesser." Det var i virkeligheden en model for, hvad Komintern ønskede sig i denne nye periode, lige bortset fra at det udelukkede den stærkeste kraft blandt arbejderne og bønderne, nemlig anarkisterne i FAI/CNT. De var af princip imod valg og ville ikke gå længere end til at afstå fra at føre kampagne mod at stemme – og det var nu i deres øjne en stor indrømmelse.
Den fascistiske fare var faktisk overhængende. Fascisterne var organiseret af Gil Robles og Falangen, som konsekvent optrådte med væbnede provokationer mod arbejdere og bønder. Sidstnævnte grupper tog valgene alvorligt og stillede krav om løsladelse af de fanger, der havde været holdt indespærrede siden reaktionsperioden forud for valget. Bønderne startede jordbesættelser og arbejderne gik i offensiven mod deres arbejdsgivere. Det stod klart, at der var en krise under optræk, som Folkefrontens moderate regeringsprogram slet ikke havde taget højde for.
Men reaktionen var også i færd med at organisere sig. 17. juli 1936 startede en militær sammensværgelse i Marokko. To dage senere havde den vokset sig stærk nok til et alvorligt forsøg på kontrarevolution.
Svaret fra arbejderklassen og bønderne var massivt. Fascisterne og deres militære ledere måtte kæmpe hårdt for bare at etablere deres egen base i Marokko, og i selve Spanien blev hver eneste by, de indtog, fyldt med ligene af de arbejdere, som havde forsvaret den mod dem.
Mange steder mislykkedes deres angreb. Deres mest eklatante nederlag led de i Barcelona, hjertet af det industrialiserede Spanien. Arbejderne, der knapt nok var hverken bevæbnede eller organiserede, tvang hæren til standsning og satte sig i besiddelse af byens nøglepositioner. Den 20. juli havde de erobret det meste af byen, og menige soldater gjorde nu mytteri mod deres officerer. Samme dags aften var frontlinierne trukket op. Hæren og fascisterne stod i den ene del af Spanien, arbejderne og bønderne i den anden. Borgerkrigen var begyndt.
Hvilken type borgerkrig ville det blive? I løbet af krigshandlingerne var skillelinien blevet trukket klart op. På den ene side arbejdernes og bøndernes uhyre masse, som havde bekæmpet fascisterne. Det var dem, der havde taget det værste stød under kampene, og det var deres energi og heltemod, som havde forhindret en let sejr for militæret. Regeringen havde tøvet, og kun meget få i det militære apparat var forblevet loyale. Blandt kapitalister og godsejere var der endnu færre, der stod på republikkens side.
I de områder, hvor arbejderne og bønderne havde slået hæren, havde de dermed også smadret statsapparatet. I dets sted organiserede de en række lokale arbejderkomiteer. Disse komiteer var meget forskellige i sammensætning og styrke. Nogle var meget lig "sovjetter" i russisk forstand, andre bestod blot af lokale partiledere. I nogle områder kontrollerede de gaderne eller hele byer, i andre begyndte de at overtage jorden og fabrikkerne. De arbejdere og bønder, der havde slået den borgerlige reaktion tilbage, havde ikke ventet: De satte sig i besiddelse af de gamle ejeres ejendom. I de republikanske områder af Spanien var den eneste magt den, der tilhørte arbejderne og bønderne.
Den mest berømte beskrivelse af denne levende arbejdermagt findes hos George Orwell. Han skrev om Barcelona:
Det var første gang, jeg havde været i en by, hvor arbejderklassen sad i sadlen. Praktisk talt enhver bygning af en vis størrelse var blevet beslaglagt af arbejderne og draperet med røde flag eller med anarkisternes røde og sorte flag; på alle mure var der indkradset hammer og segl med de revolutionære partiers initialer; næsten alle kirkerne var udbrændte, og deres helgenbilleder var brændt. Kirker rundt om blev systematisk revet ned af arbejdshold. Alle forretninger og cafeer bar inskriptioner, der fortalte, at de var blevet kollektiviseret; selv skopudserne var blevet kollektiviseret, og deres kasser var malet røde og sorte. Tjenere og ekspedienter så direkte på én og behandlede én som deres ligemand. Servile og ceremonielle talemåder var midlertidig forsvundet. ... Det var ved lov forbudt at give drikkepenge ...
Der var meget af det, som jeg ikke forstod, noget af det kunne jeg endda ikke lide, men jeg opfattede det straks som en situation, der var værd at kæmpe for. Jeg troede også, at tingene var, hvad de udgav sig for at være, at dette virkelig var en arbejdernes stat, og at hele borgerskabet enten var flygtet, var blevet dræbt eller frivilligt var gået over på arbejdernes side. Det gik ikke op for mig, at mange velhavende borgere simpelthen holdt sig i baggrunden og forklædte sig som proletarer indtil videre.
Det store spørgsmål var, om den spirende arbejdermagt ville vokse og konsolidere sig, eller om det forskrækkede borgerskab fik selvtilliden tilbage og krøb op af deres huller for igen at dominere gaderne i Barcelona.
I den forbindelse var kontrollen over det centrale statsapparat af vital betydning. Så længe arbejdernes magt kun var lokal og isoleret, ville den afgørende magt ligge i, hvad der var tilbage af det centrale statsapparat. Enten ville det blive erstattet af en arbejderstat, eller også ville den borgerlige republikanske stat blive genopbygget.
Enden på det blev, at den kapitalistiske stat blev genopbygget i form af en borgerlig republik. Det bliver nogle gange hævdet, at det vigtigste redskab i den forbindelse var kommunistpartiet, og at det påtog sig den rolle, fordi Stalins udenrigspolitik krævede, at Spanien skulle forblive en borgerlig republik. Og på mange måder var kommunistpartiet også af vital betydning for genopbygningen af statsapparatet, ligesom den russiske hjælp og de russiske militærrådgivere var vigtige i den proces.
Men stalinisterne var ikke alene om ansvaret for denne historiske fejltagelse. Alle arbejderpartierne i Spanien samarbejdede på den ene eller anden måde herom. Både venstre- og højrefløjen i Socialistpartiet, POUM og selv anarkisterne tilsluttede sig og sanktionerede denne genbevæbning af kapitalistklassen. Alle legitimerede de deres indsats med nødvendigheden af at bevare den anti-fascistiske enhed.
Komintern spillede visselig en stor rolle i legitimeringen af alt dette. I december 1936 skrev de:
EKKI's præsidium bifalder Spaniens kommunistiske Partis centralkomites politik, der går ud på at mobilisere partimedlemmer og masserne til kamp mod fascisterne, som vil tilintetgøre den parlamentariske republik og oprette et fascistiske diktatur; som går ud på at forsvare og styrke den demokratiske parlamentariske republik, folkefrontens republik, der garanterer det spanske folks ret og frihed, en republik, som vil afskaffe det materielle grundlag for fascismen, hvor der ingen plads er for fascismen; men hvor folket frit kan udtrykke sin vilje og selv afgøre sin skæbne.
EKKI's præsidium anser partiets modstand mod den summariske nationalisering af industrien for korrekt; præsidiet er enig med partiet i troen på, at spørgsmålet om nationalisering bør afgøres af republikkens forsvarsinteresser og ikke af folkefjenders forsøg på at organisere sabotage og forstyrrelser i økonomien, og det er enig i opfattelsen af, at der bør foretages nationalisering af virksomheder, hvor ejerne direkte eller indirekte har deltaget i oprøret.
EKKI's præsidium bifalder partiets politik gående ud på at skabe den tættest mulige alliance mellem arbejderklassen og bønderne og andre arbejdende lag i det spanske folk; præsidiet bifalder følgelig overtagelse af landbrugsjord fra fascistiske ejendomsbesiddere ... Forhastede forsøg på kollektivisering af landbrugsejendomme kan under de nuværende omstændigheder kun skabe vanskeligheder for folkefrontens fælles interesser i kampen mod de fascistiske oprørere.
Nu var det jo ganske vist Kominterns og det spanske kommunistpartis politik; men det var i virkeligheden den samme politik, alle partierne i Spanien lagde navn til. Indtil maj 1937 inkluderede det både POUM og FAI/CNT. Uanset hvilke forbehold, de havde, fortsatte de med at acceptere nødvendigheden af "anti-fascistisk enhed", selv på bekostning af arbejdernes klassekrav. Vi kan derfor godt regne med, at den ovenfor anførte erklæring ligger meget tæt op ad de forestillinger, der herskede selv blandt dem, der senere skulle blive ofre for den.
På overfladen ser projektet fuldkommen logisk ud. Bankede den bevæbnede fjende måske ikke allerede på porten til Madrid, sådan at hvert forsøg på at splitte forsvarernes rækker garanteret ville være det mest kriminelle vanvid? Var det ikke frem for alt klart, at republikken behøvede en centraliseret, effektiv stat og en militærmaskine for at modstå de fascistiske hære? Var det ikke bedre at holde sammen på alle tænkelige kræfter i kampen mod fascisterne end at blive kastet i den fællesgrav, Franco var i færd med at gøre klar?
Men ved nærmere eftersyn falder hele argumentationen til jorden. Den "demokratiske parlamentariske republik" var faldet sammen, i samme øjeblik fascisterne iværksatte deres kup. Hovedparten af de væbnede styrker var gået over til Franco. Dens lokaladministration var brudt sammen. I den gamle statsmagts sted var der nu et netværk af komiteer for arbejdermagt samt forskellige bevæbnede militser.
Staten måtte genetableres for at blive i stand til at tackle fjenden – men der var en valgmulighed. Enten måtte de resultater, som arbejderne og bønderne havde opnået, udbredes og uddybes og lokalkomiteerne centraliseres, så det var dem, der kom til at udgøre en ny stat. Eller også kunne centralregeringen sætte alle kræfter ind på at genopbygge det gamle borgerlige statsapparat. Venstrepartierne valgte den sidste mulighed.
Vender vi os nu til industrien og påstanden om, at "spørgsmålet om nationalisering bør afgøres ud fra republikkens forsvarsinteresser". En fuldkommen logisk antagelse lige bortset fra to ting. I mange områder var industrien ikke simpelthen "nationaliseret", den var i hænderne på arbejderklassen. Hvis den nye stat skulle køre videre på det grundlag, at det kun var industrier, som havde tilhørt bevislige fascister, der kunne overtages, ville følgen heraf være, at staten måtte "overtale" arbejderne til at levere de fabrikker tilbage, som de havde vundet.
For det andet: Hvis man skulle tage dette argument alvorligt, ville det betyde, at krigsproduktionen kunne tilrettelægges mere effektivt på grundlag af privat eje end på grundlag af en national plan og arbejderkontrol. Hvis "republikkens forsvarsinteresser" var bedre tjent med, at privatkapitalister ragede til sig, hvad de kunne få af profit ved diverse kontrakter, og hvis dette formodedes at være en mere sikker vej til en stor og stabil produktion af god kvalitet, er den logiske konklusion, at kapitalismen er en bedre måde at organisere produktionen på end socialismen.
Det samme gælder jorden. I alle de befriede områder af Spanien havde bønderne besat den. Nogle steder havde de delt den mellem sig, andre steder havde de besluttet at udnytte den kollektivt.
De arbejdende masser på landet havde virkeliggjort deres århundreder gamle mål. Hvis opfordringerne i Kominterns dokument blev taget alvorligt, ville det betyde, at opsvinget i landbefolkningens initiativ burde slås ned. Fordelingen eller kollektiviseringen af jorden skulle ikke afgøres af bøndernes ønsker, men af det statslige bureaukrati.
Bag alle disse konkrete forslag lå spørgsmålet om den væbnede magt. Konflikten mellem den nys genopbyggede borgerlige statsmagt og arbejdernes og bøndernes erobringer antog en langt mere skærpet form end den blot at være et spørgsmål om "overtalelse". Hverken arbejderne eller bønderne var villige til at opgive de positioner, de havde vundet med så mange ofre, og levere fabrikkerne og markerne tilbage til dem, der i bedste fald var midlertidige venner af republikken. Fascisterne truede ikke godsejernes og kapitalisternes ejendom, bortset måske fra individuelle tilfælde. Den arbejdende befolkning blev bedt om at opgive sin egen klasses krav til fordel for moralsk appel til Spaniens "parasitter".
Følgen var, at arbejderne og bønderne måtte tvinges til at opgive de resultater, de havde opnået. Men arbejderne og bønderne var bevæbnede og organiserede, og kun væbnet magt kunne derfor have nogen som helst effekt i så henseende. Så midt under en borgerkrig imod fascisterne satte den republikanske regering alle sine kræfter og sine bedste tropper ind – ikke for at forsvare Madrid, men for at knuse arbejderne og bønderne.
Kulminationen på det fandt sted i Barcelona i maj 1937, da regeringsstyrker smadrede arbejdernes erobringer og knuste arbejderklassens organisering. Orwell, som var et uskyldigt offer for alt dette, giver igen det bedste billede af det. Han var blevet såret ved fronten under kampene mod fascisterne og var vendt tilbage til Barcelona. Med en enkelt lille detalje skildrer han, hvordan genopbygningen af staten betød, at krigsindsatsen mod fascisterne fik andenpladsen i forhold til genindførelsen af borgerskabets kontrol:
Samtidig førte jeg hemmelige forhandlinger om at købe en revolver. Jeg havde hårdt brug for en revolver – den er meget mere praktisk end et gevær i en skyttegravskamp – men det var meget svært at få fat i en. Regeringen udleverede dem til politifolk og officerer i folkehæren, men nægtede at udlevere dem til militserne.
Nu kunne der være gode grunde til at opbygge en folkehær underlagt borgerlig militærdisciplin frem for en dårligt organiseret milits, og derfor også en portion logik i at give den bedre våben end den tapre, men ineffektive milits. Personligt har jeg mine tvivl om disse gode grunde; men de må nok betragtes som et spørgsmål for militæreksperter.
Der er imidlertid intet, der kan forsvare, at man midt under en borgerkrig udruster politiet bag fronten bedre end soldaterne ved fronten. Den eneste tænkelige grund til et sådant skridt er, at regeringen fandt, at behovet for at genopbygge den gamle, og forhadte, civilgarde og de andre indenlandske politistyrker var af mere vital betydning end sejr over fascisterne. Der er ingen anden mulig forklaring. Med andre ord: At knuse arbejderklassens organiserede styrke var vigtigere for regeringen end at knuse Franco.
Omsider traf regeringen den endelige beslutning om at indføre "orden" i Barcelona og rettede et militært angreb på de positioner, arbejderklassen holdt. Efter nogen tids kamp lykkedes det dem at få kontrol over byen. Det er igen Orwell, der leverer den nøjagtige og troskyldige beretning om, hvad det i virkeligheden betød:
Næste dag var guardia de asalto overalt ... Det var storartede soldater, langt de bedste, jeg havde set i Spanien, og selv om jeg tror, de på en måde var "fjenden", kunne jeg ikke lade være med at synes om deres udseende. Men det var med en slags forbløffelse jeg så dem slentre frem og tilbage. Jeg var vant til den pjaltede, dårligt udrustede milits på den aragonske front, og jeg havde ikke vidst, at republikken ejede soldater som dem.
Det var ikke bare, fordi de var fysisk udvalgte mænd, det var deres våben som overraskede mig mest. De havde alle samme splinternye geværer af den type, der var kendt som "det russiske gevær" (disse geværer blev sendt til Spanien af USSR; men jeg tror nok, de blev fremstillet i USA). Jeg undersøgte et af dem. Det var langtfra noget fuldkomment gevær, men uendeligt meget bedre end de frygtelige gamle muskedonnere, vi havde ved fronten. Guardia de asalto havde for hver ti mand et let maskingevær, og de havde alle sammen en pistol; vi ved fronten havde gennemsnitlig et maskingevær for hver halvtreds mand, og med hensyn til pistoler og revolvere kunne man kun fremskaffe dem illegalt.
Selv om jeg ikke havde lagt mærke til det før nu, var situationen faktisk den samme overalt. Civilgarden og carabineros, der slet ikke var bestemt til fronten, var bedre bevæbnet og bedre klædt, end vi var. Jeg har en mistanke om, at det er det samme i alle krige – altid den samme kontrast mellem det sirlige politi i baglandet og de pjaltede soldater ved fronten.
Barcelona var kun den største og bedst kendte blandt talløse af den slags eksempler. I "alle krige", dvs. i alle krige, hvor kontrol med befolkningen er vigtigere end kamp mod fjenden, bliver den bedste udrustning og de bedste soldater forbeholdt politiopgaver. Genopbygningen af den borgerlige republik betød ikke blot knusning af arbejderklassen, men også, at de knappe ressourcer, der var behov for i kampen mod fascisterne, blev omdirigeret med henblik på sejren i baglandet.
Til sidst satte politi-terroren ind i Barcelona, og arbejderne var igen nødt til at skjule sig for spioner og folk fra sikkerhedstjenesten. Orwell var én af dem. Han var heldig og slap ud. Mange andre – anarkister og medlemmer af POUM – var ikke så heldige. De blev fængslet, stillet for retten eller simpelthen skudt på stedet. Der er ikke nogen større tragedie i Spaniens historie end beretningerne om anti-fascistiske anarkister, der sang Internationale, mens de blev skudt ned af henrettelsespelotoner af ligeledes anti-fascistiske kommunister.
Denne terroristiske politik skyldtes ikke et anfald af sindsforvirring blandt specielt fanatiske, lokale repræsentanter for Komintern. Den blev hyldet og anbefalet af Komintern selv. I april 1938 sendte de centralkomiteen for det spanske kommunistparti dette forbløffende råd:
Den fuldstændige tilintetgørelse af den trotskistiske POUM-bande [som faktisk ikke var tilhængere af Trotskij] vil udgøre en af de mest betydningsfulde forudsætninger for sejren over de fascistiske mordere og vandaler.
Hvordan kunne skydning af arbejderledere uden rettergang hjælpe det spanske folk i forsvaret for "dets fædreland, dets frihed og uafhængighed, demokrati og fremskridt – imod fascismen"?
Ligesom i Tyskland er modet og pligttroskaben hos de spanske kommunister og de tusinder af spaniere og udlændinge, som til det sidste kæmpede mod Franco, igen uden for enhver diskussion. Spørgsmålet er, om den politiske linie, de tilsluttede sig, kunne give dem sejren. Og ligesom i Tyskland er svaret igen alverden bekendt: Det kunne den ikke.
Det er ikke bare et spørgsmål om, hvordan nogle knappe ressourcer burde fordeles i kampen mod fascismen, heller ikke om i hvilket omfang indførelse af borgerlig lov og orden og fjernelsen af de bastioner, som arbejderne og bønderne havde skabt sig, betød, at der blev lagt en dæmper på deres entusiasme i kampen mod fascismen. Det handler også om, hvordan man kunne have svækket de styrker, der kæmpede for Franco. Den republikanske regering kunne ikke anspore de bønder, der var tvangsudskrevet til at kæmpe for ham, med løfter om, at når han var slået, ville de få den jord, de ønskede. Den var ikke i stand til at gøre desertering fra Francos hær til et klassespørgsmål for bønderne, for jorden var ikke et klassespørgsmål for regeringen.
Endnu mere katastrofal var følgerne af denne politik i spørgsmålet om Spaniens kolonier. Enhver arbejderregering ville selvfølgelig have garanteret uafhængighed for de undertrykte folk i det spanske imperium. Nogle af de bedste tropper i Francos hær var soldater fra kolonien Marokko. Selv hvis en erklæring om uafhængighed for Marokko og en garanti om hjælp til de marokkanske nationalister ikke havde bragt øjeblikkelige resultater, ville det utvivlsomt have undermineret den fascistiske basis. Det oplagte skridt var at gøre dette til en vigtig prioritet i krigen.
Men regeringen var en anti-fascistisk enheds borgerlige regering, og for denne enhed måtte det marokkanske folks nationale krav ofres. Da marokkanske nationalister mødte op hos den republikanske regering i Valencia for at få hjælp, blev de afvist. Regeringen gik endog så langt som til at foreslå en territorial genopdeling sammen med den britiske og franske imperialisme. I deres desperate forsøg på at bevare troværdigheden hos kapitalisterne i Spanien, Frankrig og Storbritannien gav regeringen afkald på at bruge, hvad der kunne have været et af dens mægtigste våben.
Men igen: Ansvaret er ikke alene det spanske kommunistpartis og kravene fra den sovjetiske udenrigspolitik, som på dette tidspunkt insisterede på nødvendigheden af en alliance mellem den "fredselskende" imperialisme og USSR imod fascisterne. Den regering, som afslog at tage dette skridt, blev ledet af en socialist, Caballero, som før krigen havde kæmpet for Marokkos selvbestemmelse og uafhængighed. Hele regeringen afviste at benytte dette elementære våben.
For os i dag er læren klar nok. Det handler ikke om, at tildække asken over fortidens nederlag, men om at lære at undgå dem i fremtiden. Erfaringen fra Spanien demonstrerede præcist, hvad "enhed mellem alle progressive og demokratiske kræfter" betyder – og den førte til katastrofe.
Arbejderne og bønderne havde mobiliseret på deres måde og opstillet deres egne krav. Valget var klart. Enten blev de fremskridt, de havde gjort, lagt til grund for kampen mod fascismen, og arbejderklassen accepterede så som allierede dem, de nu kunne få. Eller kampene blev underordnet forsøget på at vinde allierede i andre klasser. I det første tilfælde kunne arbejdernes energi og initiativ måske have trukket de tøvende og vaklende med sig. I det andet tilfælde ville denne energi og kreativitet have været det sidste, nogen ønskede, eftersom den var en trussel mod den samfundsmæssige position, der indtoges af netop de klasser, der skulle vindes for anti-fascismen som enkeltindivider.
I sidste ende viste det sig, at de kun var flygtige allierede. De forlod arbejderne og bønderne for at give sig ind under Francos vrede og bede om fred. For arbejderne og bønderne var der ingen mulighed for at undslippe de fængsler og henrettelsespelotoner, som Franco havde gjort klar til dem. De vendte tilbage til de gamle fabrikker under fascisternes jerndisciplin. De vendte tilbage til jorden under piskesmældene fra godsejeren og hans vagter. De led som klasser under Francos sejr.
Grunden til, at en "folkefront" mod fascismen førte til katastrofe, ligger i selve karakteren af den kamp, der må udkæmpes mod fascismen. Ovenfor har vi understreget, at den eneste klasse, der som sådan står til nederlag, hvis fascisterne får magt, er arbejderklassen. Når det drejer sig om det tilbagestående Spanien, må vi dertil føje de fattige bønder og landarbejderne. Derfor må grundlaget for enhver kamp mod fascismen være enhed i denne klasse. Det kan være en enhed rettet mod fascismen slet og ret; men den måde, disse klasser kæmper på, bringer dem uvægerligt i konflikt med deres udbyttere. En massestrejke imod fascismen kan – i klassemæssig forstand - ikke andet end skade kapitalisternes profitter. Den selvtillid, der vindes i kampen mod fascisterne, vokser automatisk over i kampen mod andre modstandere – kapitalisterne og deres stat.
En forenet arbejderklasses kamp mod fascismen vil nødvendigvis rejse mere generelle politiske spørgsmål. Det er derfor, de reformistiske ledere udviser så megen tøven over for enhedsaktion, selv når denne er rettet mod deres dødelige fjende – fascismen.
Udfaldet af en sådan masseopstand er ikke givet på forhånd. Hvis de revolutionære er parate til at lægge en linie, der både sikrer enheden og uafhængigheden, hvis de bestandigt er rede til at lede en kamp videre, som til en begyndelse er rettet mod fascismen, og lede den så langt frem, som den nu kan komme, så kan udgangen på den blive en umådelig styrkelse af revolutionær indflydelse i arbejderklassen og en forberedelse til erobringen af staten – og altså både enden på kapitalens herredømme og fascismens definitive nederlag.
Men hvis de bedst organiserede og mest klassebevidste dele af arbejderklassen bruger al deres energi på at holde arbejderklassen tilbage, hvis de systematisk benytter alle midler - inklusive som i Spanien væbnet magt – til at begrænse arbejdernes og bøndernes aktiviteter til de grænser, den herskende klasse har sat, er det eneste mulige resultat heraf, at arbejderne demoraliseres, at de bedste aktivister isoleres, og at den anti-fascistiske kamp svækkes.
Følgelig må enhver vellykket "enhedsfront" først og sidst baseres på enighed mellem organisationer i arbejderklassen. Derudover er enhver organisation eller gruppe i samfundet, som vil være med, en gevinst, men ikke frontens primære mål. Arbejderklassens kampkraft ændres ikke afgørende ved, at nogle få borgerlige intellektuelle lægges til eller trækkes fra, og det er dobbelt fejlagtigt at underordne arbejderklassens behov for enhed under behovet for at vinde disse små grupper.
Hermed har vi nu været igennem to tilfælde, hvor en fejlagtig politik hos de revolutionære organisationer førte til fascistisk sejr. Det har herunder ikke kunnet undgås, at "ultra-venstre-liniens" og "folkefront-liniens" fejl kommer til at tage sig noget abstrakte ud, når de stilles op over for hinanden som to historiske modsætninger. I det næste kapitel skal vi se på et tilfælde, hvor de fascistiske organisationer blev slået.
Sidst opdateret 3.6.00