Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Forrige kapitel | Næste kapitel
Uvejret trækker op
KPD, Komintern og socialfascismeteorien
Terroristisk kamp i stedet for massemobilisering
Læren af nederlaget
Faren ved at lægge en for 'ren' linie i spørgsmålet om fascismen, altså at hævde, at den eneste mulige måde at smadre fascismen på går over umiddelbar revolutionær omstyrtelse af kapitalismen, er en af hovedårsagerne til både Hitlers og Mussolinis sejr. Et godt eksempel på det er det italienske kommunistpartis erklæring af 7. august 1921:
De (socialdemokraterne) har åbenbart til hensigt at repræsentere den proletariske reaktion på fascismens udskejelser ... Kommunisternes mål er helt anderledes: De er fast besluttet på at føre den proletariske kamp igennem til den revolutionære sejr, og de tror på den uforanderlige modsætning mellem den borgerlige reaktions diktatur og den proletariske revolution.
På dette grundlag afviste det italienske kommunistparti at samarbejde med det væbnede selvforsvar, som socialdemokraterne var i færd med at oprette i et forsøg på at standse bølgen af fascistiske angreb på arbejderklassen.
Italien var imidlertid et relativt tilbagestående land, og enkelthederne i nederlaget dér er ikke så lærerige som i Tyskland. Her havde man et højt industrialiseret land med en udviklet, organiseret og erfaren arbejderbevægelse. Arbejderklassen var domineret af det reformistiske socialdemokratiske parti, SPD, og organiseret i dets faglige landsorganisation, ADGB. Men der var også et stort kommunistparti, KPD, som havde betydelig indflydelse. At den mest reaktionære og barbariske form for fascisme sejrede i netop dette land og uden nogen væsentlig modstand fra arbejderklassen, er en af historiens store tragedier. Det er også et problem: Hvordan kunne det komme til en sådan katastrofe – vendepunktet i dette århundrede?
Selv om Tyskland var et fremskredent land med vel nok sin tids mest udviklede industri-kapitalisme, var det også et land, hvor en forældet middelklasse vejede tungt. Industriarbejderklassen udgjorde ca. 30% af befolkningen, og arbejderklassen som helhed inklusive landarbejdere osv. omkring halvdelen. Herudover var måske 20% af befolkningen i jobs af typen 'ny middelklasse', og de resterende 30% bestod af de gamle klasser. Med andre ord: Der var en væsentlig rekrutteringsbasis for fascisterne, dersom de kunne udvikle tilstrækkelig handlekraft til at skabe en massebevægelse.
Samtidig led arbejderklassen af mange svagheder sammenlignet med i dag, selv om den efter den tids målestok var godt organiseret. Af dem, der var beskæftiget med fysisk arbejde, var kun én ud af fire medlem af en fagforening. SPD havde omkring én million medlemmer, men var et reaktionært parti. Mellem 1918 og 1923 havde det gjort sig enhver tænkelig anstrengelse for at rulle den arbejderrevolution, der da var under udvikling, tilbage i det borgerlige demokratis mere acceptable form. Det havde skabt bevæbnede bander af forhenværende officerer, Frikorpset, som myrdede løs på arbejderne gennem hele året 1919 og smadrede de arbejderråd, der da var ved at udvikle sig. Af et parti som dét kunne man kun forvente uvilje mod at gå i virkelig konfrontation med fascisterne.
Dertil kom, at organisationsprocenten i den nye middelklasse var lav. Mere end én ud af 10 var aldrig medlem af noget, der blot lignede en fagforening, og tallet blev endnu lavere, i takt med at krisen 1929-31 tog fart. Til sidst kom det til at hedde sig, at de eneste funktionærer, der var medlemmer af en reel fagforening, var dem, der var direkte ansat i arbejderbevægelsen eller i de institutioner, arbejderbevægelsen kontrollerede.
Og SPD kontrollerede mange af slagsen. Det havde sågar sine egne virksomheder, heri indbefattet ét, der leverede kontorartikler. Det drev et utal af store kooperativer og havde en sand hærskare af bureaukrater ansat. Weimarrepublikken, partiets eget værk, var et af de mest perfekte eksemplarer af et klassesamarbejds-samfund, man nogensinde havde set. Oven i de lovfæstede og obligatoriske fabriksråd, var der et væld af organer, hvor lederne holdt hof: Et væld af arbejdsretter, socialforsorgskommisioner, planlægningskommisioner osv., som var gennemkoloniseret af SPD. Det var et parti, som i bund og grund havde forpligtet sig til at opretholde det borgerlige demokrati.
Som følge heraf tog partiet i slutningen af 1920'erne, da krisen skærpedes, det nærliggende skridt at hjælpe til med de økonomiske angreb på sine egne tilhængere. Det indgik aftaler om nedskæringer i lønnen, om reduktion af sociale ydelser og om enorme tilskud til storbønder og kapitalister. En af partiets faglige ledere, Fritz Tarnow, udtrykte de modsætninger, partiet befandt sig i, da han i 1931 sagde:
Sidder vi ved kapitalismens sygeleje, ikke kun som læger, der ønsker at helbrede patienten, men også som glade arvinger, der ikke kan vente på afslutningen og gerne ville fremskynde den med gift? I dette billede er hele situationen udtrykt. Jeg tror vi er dømt til at være læger, som seriøst ønsker at helbrede, og alligevel nærer vi også den følelse, at vi er arvingerne, som hellere i dag end i morgen ønsker at modtage hele arven efter det kapitalistiske system. Denne dobbelte rolle, som læge og som arving, er en forbandet vanskelig opgave.
Den sygdom, de prøvede at kurere på, var virkelig alvorlig. Industriproduktionen faldt med 42% mellem 1929 og 1932. Det år var der 6 millioner arbejdsløse ud af en arbejderbefolkning på 20 millioner. Socialdemokraterne havde intet andet svar på krisen end at indgå aftaler om endnu flere angreb på deres tilhængeres levestandard.
I mellemtiden voksede nazisterne hurtigt. Deres stemmetal steg brat fra 2,6% i 1928 til 37,4% i juli 1932. Stormtropperne voksede fra at være en isoleret håndfuld til 400.000 uniformerede bøller. Næsten hele middelklassen forlod de traditionelle partier og strømmede i flokkevis ind i nazi-partiet. Med sig trak de mange arbejdsløse og endog et antal industriarbejdere. De var en åbenlys og konstant trussel mod SPD, ADGB og alle andre klassesamarbejds-institutioner.
Under disse omstændigheder var nødvendigheden af en samlet offensiv imod nazisterne indlysende. Men initiativet til den ville helt klart ikke komme fra lederne af SPD eller fagforeningerne, der var uvillige til at foretage sig noget som helst, som måske kunne få skuden til at vippe og udløse den styrke, deres egne tilhængere utvivlsomt havde. Initiativet i en sådan situation skulle være kommet fra de revolutionære i den tyske arbejderklasse. De var organiseret i det tyske kommunistparti – KPD.
KPD blev stiftet i januar 1919 og lige efter tilknyttet Kommunistisk Internationale (Komintern). Mellem 1919 og 1923 stod det i spidsen for mange vigtige kampe; men partiets egen mangel på erfaringer og dets fejltagelser medførte, at det aldrig blev i stand til at ændre en gunstig situation til en arbejderrevolution. Efter 1923 blev det i stigende grad underlagt direkte kontrol fra Kominterns hovedkvarter i Moskva og dermed den af Josef Stalin og hans tilhængere vedtagne politik. Og de var mere og mere optaget af ideen om at opbygge 'socialisme i ét land' og først og fremmest forsvare USSRs nationale grænser frem for at sprede revolutionen til andre kapitalistiske lande. Den politik, som de andre kommunistpartier kom til at følge, blev mere og mere fastlagt ud fra, hvad der tjente USSRs interesser.
Lige i begyndelsen af verdenskrisen startede Stalin sit projekt om massiv industrialisering af Rusland og hævdede samtidig, at verdenskapitalismen nu var ved at gå ind i sine sidste krampetrækninger. Under disse omstændigheder fik kommunistpartierne verden over besked på at forberede sig til snarlige arbejderrevolutioner. Nu var det måske nok lidt vel optimistisk, men ikke i sig selv katastrofalt fejlagtigt. Men påstanden blev ledsaget af en ny teori om socialdemokraternes politiske og faglige ledere – teorien om 'socialfascismen'.
I en erklæring, hvormed man fejrede sin ti-årsdag, skrev Kominterns Eksekutivkomité (EKKI):
I sin kamp mod den voksende revolutionære krise har borgerskabet fundet en loyal allieret i Socialdemokratiet. De sidste ti år har hinsides enhver tvivl bekræftet den kendsgerning, at Socialdemokratiet har brudt definitivt med marxismen og udviklet sig til et borgerligt arbejderparti, der er bestemt til at opretholde og konsolidere det kapitalistiske system. På udenrigspolitikkens område opererer Socialdemokratier med pacifistiske fraser; men i virkeligheden støtter det aktivt forberedelsen af nye imperialistiske krige og organiseringen af et korstog mod den første arbejderstat. Hjemme støtter Socialdemokratiet kapitalismen i at gennemføre rationaliseringer og lægge bånd på arbejderklassen ... Kommunistisk Internationale er den eneste repræsentant for marxismen og den eneste kraft, som er i stand til at lede proletariatet i dets kamp for omstyrtelsen af kapitalismen.
Tankegangen er allerede ved at være klar: Socialdemokraterne er under dække af pacifisme en fare for USSR. De angriber også arbejderne hjemme i Tyskland. Det eneste svar på disse problemer er Kommunistisk Internationale.
Hvad der mangler i denne analyse, er lige så vigtigt som det, der bliver sagt. Lige meget hvor meget Komintern end proklamerede, at "de sidste ti år hinsides enhver tvivl har bekræftet den kendsgerning, at Socialdemokratiet har brudt definitivt med marxismen", havde de kun bekræftet det for de arbejdere, som allerede fulgte Komintern og Kominterns politik. Store dele af arbejderklassen i Tyskland troede fortsat, at socialdemokraterne var det parti, der udtrykte deres bedste interesser. Uanset hvor meget Komintern end proklamerede, at arbejdere overalt strømmede ind under Kominterns faner, var SPD stadig et parti, der mønstrede betragtelig støtte i den tyske arbejderklasse. Hvis kapitalismens omstyrtelse umiddelbart stod på dagsordenen, fulgte deraf, at det var en sag af vital vigtighed at vinde disse arbejdere og få dem væk fra deres tro på Socialdemokratiet.
Det var oplagt, at en af de bedste måder at gøre det på var 'enhedsfronten'. Anledningerne til en sådan forenet kamp var mangeartede: Arbejdsløsheden, lønnedskæringerne og i stigende grad de fascistiske angreb på arbejdernes organisationer. I 1930 var nazisterne allerede en betydelig kraft. Det turde have været klart, at kommunisterne og socialdemokraterne, i det mindste imod dem, måtte arbejde sammen.
Kommunistisk Internationale tænkte imidlertid anderledes. I juli 1929 skrev de:
I denne situation, hvor de imperialistiske modsætninger vokser og klassekampen skærpes, bliver fascismen mere og mere borgerskabets dominerende måde at udøve sit herredømme på. I lande, hvor der er stærke socialdemokratiske partier, antager fascismen den særlige form af social-fascisme, der i stadigt stigende omfang tjener borgerskabet som redskab til at lamme massernes aktivitet i kampen mod det fascistiske diktaturs regime.
Argumentationskæden er tydelig. Under krisen forvandler den borgerlige stat sig til et redskab for fascistisk herredømme. I lande som Tyskland, hvor der er stærke socialdemokratiske organisationer, bliver dette fascistiske diktatur organiseret ved de socialdemokratiske partier selv. Denne form for fascisme er langt farligere end den, Hitler repræsenterer, sagde Komintern, fordi den tillid, 'socialfascisterne' nyder blandt masserne, gør dem i stand til at sætte en stopper for, at masserne slår igen imod det fascistiske diktatur – som allerede eksisterer. 'Socialfascismen' er således langt den største fare, arbejderklassen står over for.
Følgerne af denne linie i Tyskland var katastrofale. En stor del af KPD's energi blev sat ind på at angribe SPD som en 'socialfascistisk' organisation. Det skal dog indrømmes dem, at Socialdemokratiets optræden somme tider kunne få selv dette vanvittige argument til at tage sig overbevisende ud. F.eks. beordrede den socialdemokratiske politichef i Berlin på 1. maj i 1929 sine folk til at åbne ild mod en arbejderdemonstration, hvorved mange blev dræbt. Men hvor reaktionært SPD end var, var det stadig et masseparti bestående af arbejdere. Det kunne ikke være fascistisk.
Der var således fra begyndelsen af et akut problem. Når det var åbenlyst, at hovedparten af arbejderne fortsat støttede SPD, hvordan kunne KPD så vinde dem? At kalde SPD-arbejdere og deres ledere for fascister gjorde det tydeligvis vanskeligt for KPD-medlemmer at føre alvorlige diskussioner med dem allerede fra starten af. Men KPD gik endnu længere.
Ved flere lejligheder arbejdede KPD faktisk sammen med nazisterne imod 'hovedfjenden' – SPD! Det mest eklatante eksempel var folkeafstemningen i Preussen i august 1931. Denne berygtede 'røde folkeafstemning' var et valg, der handlede om opløsningen af delstatsregeringen og var blevet udskrevet på initiativ af nazisterne – og kommunisterne opfordrede så til at stemme sammen med nazisterne. Uanset hvor meget de end hævdede, at de stemte imod socialdemokraterne af andre grunde end nazisterne, havde de i de socialdemokratiske arbejderes øjne dømt sig selv som folk, der samarbejdede med nazisterne. Sammensværgelsen fik ikke flertal, og det kan være, at selv KPD-arbejdere reagerede imod denne galskab, for Thälmann, en KPD-leder, skrev nogle måneder senere, at:
Vi må indrømme, at der ved valget i Preussen selv blandt revolutionære arbejdere blev udtrykt opfattelser i retning af, at (den socialdemokratiske) Braun-Severeing-regering måske trods alt var et mindre onde end en Hitler-Goebbels-regering. For at sige det mildt, afslørede dette en manglende klassebevidsthed.
For at sige det mildt, afslørede det, at arbejderne i Preussen forstod deres mest elementære klasseinteresser meget bedre, end KPD's ledelse gjorde!
Denne politik, at samarbejde med nazisterne, var ikke begrænset kun til valghandlingen i forbindelse med folkeafstemningen. Selv KPD-ledelsen blev bekymret, da rapporter fra partiets aktivister i 1932 tilkendegav, at de fandt det lettere at komme ud af det på arbejdspladserne med nazi-påvirkede arbejdere end med SPD-tilhængere. Det var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at ændre deres politik, som de forsvarede mod enhver kritik. Politikken blev ført igennem lige til den mest simple form for partiaktivitet. En kommunistisk organisator beskrev senere en situation i begyndelsen af 1931 således:
I foråret 1931 havde det socialistiske Transportarbejderforbund indkaldt til en konference i Bremen for skibs- og havnedelegerede fra alle større havne i det vestlige Tyskland. Den var offentlig, og arbejderne blev indbudt til at overvære forhandlingerne. Kommunistpartiet sendte en kurer til nazi-partiets hovedkvarter med opfordring til samarbejde om at sprænge konferencen. Hitler-tilhængerne indvilligede som altid ved disse lejligheder.
Da konferencen åbnede var galleriet tæt pakket med to eller tre hundrede kommunister og nazister. Jeg ledede aktionen for kommunistpartiet og stormtropfører Walter Tricow for nazisterne. På mindre end to minutter blev vi enige om en handlingsplan. Så snart socialdemokraternes konference var i gang, rejste jeg mig op og begyndte på en lang tirade fra galleriet. Fra den anden side af salen gjorde Tricow det samme ... formanden gav ordre til at smide de to ballademagere ud af bygningen.
I samme øjeblik, den første fagforeningsdelegerede rørte en af os, rejste vores gutter sig, og helvede brød løs. Møblerne blev smadret, deltagerne pryglet og salen gjort til et slagtehus. Næste dag udkom både nazi-pressen og vores egen parti-presse med forside-beretninger om, hvordan socialistiske arbejdere i ophidselse over deres egne korrupte lederes 'forræderi' havde givet dem en helt igennem 'proletarisk dragt prygl'.
I deres angreb på 'hovedfjenden' var KPD altså rede til at gå så langt i deres alliance med nazisterne, at de ligefrem deltog i fælles fysiske angreb på fagforeningerne.
Med en sådan politik er det næppe overraskende, at det ikke lykkedes KPD at gøre indhug i SPD's medlemsskare. Men som om dette ikke var nok, havde de på samme tid endnu mere sindssyge projekter kørende. Et af de mest indlysende farlige var den taktik, der gik ud på at splitte de eksisterende fagforeninger for at oprette 'røde fagforeninger'. Også det var affødt af teorien om 'socialfascismen'. I juli 1929 blev politikken udstukket af Komintern, som dog udtrykte visse forbehold over for så farligt et forehavende:
Kommunister må imidlertid forstå, at splittelse af fagforeningerne ikke er et spørgsmål om mekanisk oprettelse af nye fagforeninger. Det er nødvendigt energisk at udrydde ideen om den fuldstændige splittelse af fagforeningerne. Oprettelsen af nye fagforeninger er kun mulig på højdepunktet af en strejkebølge, kun når proletariatet har indset det reformistiske fagbyrokratis socialfascistiske karakter, og når disse masser aktivt støtter oprettelsen af en ny fagforening.
Men selv om også alle disse betingelser er tilstede, skal man i lande, hvor der som nu ikke er nogen uafhængige revolutionære fagforeninger (f.eks. Tyskland), kun påtage sig at oprette nye fagforeninger fra gang til gang i overensstemmelse med hele den objektive situation ...
Der er her en mærkbar modsætning mellem det generelle ønske om at oprette nye fagforeninger og erkendelsen af, at dette er et vanskeligt og hasarderet forehavende. Faktisk udpeges Tyskland som et af de vanskeligste områder. Hvis problemet var så vanskeligt, hvorfor så overhovedet fremsætte ideen? Det ville med sikkerhed have været bedre kun at tage spørgsmålet om alternative fagforeninger op i ekstreme situationer, hvor det måske kunne have stillet sig som et tvingende spørgsmål for rigtigt mange arbejdere.
I virkeligheden var politikken naturligvis resultatet af ønsket om at oprette 'røde fagforeninger', som så blev begrænset af de vanskeligheder, der var forbundet med det i praksis. Under Kominterns Eksekutivkomités (EKKI's) 11. plenum i 1931 blev det hævdet, at Tysklands 'alternative fagforening' (RGO) havde 150.000 medlemmer, hvoraf 50.000 befandt sig i reelle uafhængige organisationer, 30.000 var arbejdsløse, og 70.000 var medlemmer af fabriksgrupper. Plenum så "den vellykkede gennemførelse af hovedlinien fra RILU's *) 5. kongres om oprettelse af en uafhængig revolutionær fagbevægelse" som en af sine "vigtigste succes'er".
I praksis og efter Kominterns egne opgivelser lykkedes det ikke engang RGO at organisere alle KPDs medlemmer (180.000), for slet ikke at tale om de 4 eller 5 millioner arbejdere, der havde stemt på KPD ved valgene i 1930. De 'røde fagforeninger' blev aldrig rigtigt til noget for de arbejdere, der var i arbejde.
Derimod fik de en vigtig politisk virkning. At de bedste kommunistiske aktivister forlod de reformistiske fagforeninger medførte, at de arbejdere, der forblev loyale over for disse organisationer, men godt ville bekæmpe de reformistiske bureaukrater, nu mistede enhver form for aktiv linie at forholde sig til inden for deres organisationer. KPD afskar sig fra flertallet af arbejdere i den faglige kamp, og måske som den eneste gang i historien var den klassiske reformistiske påstand, at revolutionære er 'splittelsesmagere', blevet til sandhed.
Komintern havde imidlertid stadig en vag forestilling om enhedsfront, men nu i form af 'enhedsfront fra neden'. Det samme 11. plenum besluttede i april 1931, at:
For at kampen imod fascismen skal lykkes, kræver det, at de kommunistiske partier mobiliserer masserne på grundlag af enhedsfront fra neden imod alle former for diktatur og imod alle diktaturets reaktionære forholdsregler, som baner vejen for åbent fascistisk diktatur. Den kræver hurtig og beslutsom korrektion af fejl, som primært vokser ud af den liberale forestilling om en grundlæggende forskel mellem fascisme og borgerligt demokrati og mellem parlamentariske og åbent fascistiske former for borgerligt diktatur.
Ifølge Komintern var fascisme og borgerligt demokrati i deres væsen identiske, og kampen mod dem kunne kun lykkes, hvis dette blev erkendt. Derfor måtte de socialdemokratiske masser mobiliseres 'fra neden', på et revolutionært grundlag, til at bekæmpe deres egne ledere, i klar erkendelse af at der ikke var nogen fundamental forskel mellem SPD og nazi-partiet! Ikke overraskende mislykkedes det for KPD at få nogen som helst væsentlig støtte til deres politik.
Som vi tidligere har set det: Mens det er rigtigt, at de socialdemokratiske partiers reformistiske politik utvivlsomt baner vejen for fascismen ved at demoralisere arbejderklassen, er der en fundamental modsætning mellem socialdemokratiets og fascismens rolle. Hvor fascismen kommer til magten, er det de socialdemokratiske organisationer som sådan, der står til udslettelse. Det er derfor, det er så vitalt, og muligt, at tvinge selv uvillige ledere i socialdemokratiet til fælles aktion imod fascisterne. 'Enhedsfronten fra neden' var baseret på ideen om, at de socialdemokratiske ledere 'uforbeholdent' støtter den herskende klasses stadigt stærkere bestræbelser på at indføre et fascistisk diktatur (faktisk skelner den citerede tekst ikke engang mellem socialdemokratiske arbejdere og deres ledere).
Dette kunne kun betyde én ting: At socialdemokraterne må indrømme, at kommunisterne har ret vedrørende socialdemokratiet, før der er nogen mulighed for fælles aktion. Opfordringen til enhedsfront er kun et andet udtryk for opfordringen: "Meld dig ind i KPD".
Det er sandt, at enhedsfrontens største fortrin for de revolutionære er, at den virkelig mobiliserer de brede lag af arbejderne 'fra neden'. Det er her enhedsfrontens virkelige arbejde bliver gjort. Ingen ægte kommunist er spor interesseret i nogle få socialdemokratiske repræsentanters moralske eller politiske omvendelse, undtagen for så vidt de stadig er ledere af store dele af arbejderklassen. For at sætte disse arbejdere i bevægelse er det nødvendigt at nærme sig lederne af det socialdemokratiske parti i deres egenskab af ledere af et arbejderparti og på grundlag af virkelig fælles aktion imod fascisterne. En sådan tilnærmelse vil de kun kunne afvise på bekostning af deres troværdighed blandt deres egne tilhængere.
Hvis de alligevel afviser, og hvis deres medlemmer er bevidste om den fascistiske fare, så er muligheden for at vinde medlemmerne for aktion – uafhængig af deres ledere - indlysende. Hvis de accepterer, vil kommunisternes og socialdemokraternes forskellige politik blive afprøvet i en massekamp – hvad der kun kan være til kommunisternes fordel.
KPDs 'ultra-venstre'-afvisning af enhedsfronten var utvivlsomt en af hovedårsagerne til, at fascisterne sejrede i Tyskland. Lederne af reformismen bærer et tungt ansvar; men af dem forventer vi ikke andet end forsøg på at undgå massekamp. Ansvaret for at mobilisere arbejderklassen imod fascismen hviler ultimativt på de revolutionære aktivister. Hvor også de viger uden om dette ansvar, kan selv den bedst organiserede og mest militante arbejderbevægelse lide nederlag.
Følgen af denne kriminelle politik var, at selv om KPD voksede til et parti med ca. 300.000 medlemmer, var det ude af stand til at mobilisere de brede lag i arbejderklassen. Faktisk blev det meget hurtigt et parti, som for mere end tre fjerdedeles vedkommende bestod af arbejdsløse. Det betød, at selv om de godt kunne lave støjende gadedemonstrationer og masseaktioner, blev de endnu mere afskåret fra de mange socialdemokratiske arbejdere, der var i arbejde.
Da Hitler i begyndelsen af 1933 blev udnævnt til kansler, opfordrede de til generalstrejke. På trods af den frygt, der opstod hos alle tyske arbejdere ved Hitlers udnævnelse, reagerede de ikke på opfordringen: KPD havde gjort sig selv til et absurd vedhæng til arbejderbevægelsen, som ingen, end ikke i den mørkeste time, hvor selve eksistensen af arbejderklassens organisationer stod på spil, ville lytte til.
Det var ikke et spørgsmål om, at KPD afviste at tage kampen op mod nazisterne. Det gjorde de ved mange lejligheder, omend ikke konsekvent. Et eksempel er valgkampen i juli 1932. Goebbels beretter i sin dagbog om en sådan begivenhed:
I al uskyldighed kører vi ind i Hagen i en åben vogn og iført uniformer. Gaderne er sorte af folk. Alle stimler sammen, og kommunisterne fører an i optøjerne. De afskærer vejen, så vi hverken kan komme frem eller tilbage. Vi baner os vej tværs gennem pakket. Hver af os har en pistol i hånden og er fast besluttet på i værste fald at sælge sit liv så dyrt som muligt. Mødet finder sted på en høj omgivet af bøgeskov. Kommunisterne har været smarte nok til at sætte ild til skoven, så at det er umuligt at fortsætte mødet ... Da vi forlader stedet, bliver vi fulgt af et bombardement af sten.
Goebbels beretter talrige eksempler på, at der blev organiseret sådanne velkomster til de ledende nazister i de større industribyer.
Højdepunktet af disse aktioner var stormtroppernes forsøg på at marchere gennem den stærkt kommunistisk dominerede forstad Altona nær Hamburg den 17. juli 1932. KPD satte sig voldsomt til modværge. Den kommunistiske organisator, hvis beskrivelse af smadringen af et fagforeningsmøde vi tidligere har citeret, skildrer begivenhederne den dag således:
Kommunistiske spioner blandt stormtropperne opsnusede, hvilken rute nazi-paraden ville følge. Enheder af De røde Frontkæmpere (KPDs forsvarsorganisation) blev på forhånd placeret på tagene langs stormtroppernes indfaldsvej ... Stormtropperne marcherede ... med drønende orkester og vajende hagekorsfaner. Deres demonstration var flankeret af politiet. Politivogne med maskingeværer kørte foran og bagved de marcherende.
Paraden kom nu ind i den gamle bydels krogede gader og bugtede sig frem som en umådelig brun slange ... Sidegaderne langs ruten sydede af mange tusinde arbejdere og deres kvinder, der rystede de knyttede næver, smed sten og affald mod brunskjorterne og udtrykte deres afsky med høje råb. Stormtropperne marcherede som én eneste maskine. Ansigterne hos de yngste var blege og anspændte. Med minutters mellemrum brød de på et signal fra deres delingsførere ud i et hult brøl: "Død over den røde pest! Tyskland – vågn op!".
Så knaldede de første skud fra tagene. Stormtropperne maste ind i husene for at få fat på angriberne fra tagene. Affaldsspande blev kylet ud af vinduerne, politibetjente kastede gasgranater, og folk sprang som kakerlakker. Stormtropperne blev revet op i irregulære, dårligt organiserede grupper. Nogle fortsatte deres march, de fleste af dem flygtede ...
Efter kampen var der 19 døde, heraf 15 nazister. Af de 285 sårede var 50 nazister alvorligt kvæstede.
KPDs heroisme er uden for enhver tvivl. I dette tilfælde var angrebet helt klart en masseaktion, hvor den væbnede organisation var tæt forbundet med størstedelen af befolkningen. Men det var kun én begivenhed. Og da nazisterne i kampens allersidste time, den 22. januar 1933, marcherede imod KPDs hovedkvarter i Karl Liebknecht Haus, aflyste KPD planen om en moddemonstration. Nazisterne marcherede ind i triumf. De havde vist de ledende inden for den tyske kapitalverden, at de ikke blot var fast besluttede på at smadre arbejder-oppositionen; men at de også havde styrken til det.
Årsagerne til, at moddemonstrationen blev aflyst, er omstridte. KPD kunne med sikkerhed – selv alene – have mønstret en massiv modstand. Oprindeligt havde de opfordret til en omfattende og fælles modstand fra alle arbejdere. SPD-lederne havde svaret med at sende deres forsvarsenheder væk fra byen på øvelse; men selv under de omstændigheder kunne KPD, der var meget stærk i Berlin, i hvert fald have rejst kampen og sandsynligvis trukket mange reformistiske arbejdere med sig. Det er blevet hævdet, at ordren til at aflyse moddemonstrationen kom direkte fra Kominterns hovedkvarter i Moskva. Den kan have været udtryk for en katastrofal beslutning om at opgive; men at hæfte sig ved det tilslører bare en pointe, der er nok så væsentlig.
I forhold til klassekampen mellem den tyske arbejderklasse og nazisterne var KPD, selv med sine 300.000 medlemmer, en meget lille størrelse. Selv KPDs mest heroiske aktioner var i sig selv ubetydelige i spørgsmålet om at påvirke dén kamp. I Altona blev kampen til en massemobilisering, som involverede tusinder af arbejdere, der var imod nazisterne, også selv om det kun var den væbnede organisation i KPD, der førte an i den. Måske kunne KPD have gentaget succes'en i Berlin, måske ville de have tabt. Men pointen er, at så længe kampen var KPDs kamp imod nazisterne, var og blev den grundlæggende en kamp mellem to bevæbnede bander. Det var ikke nogen massekamp, og derfor var den i virkeligheden terroristisk.
I en sådan kamp kunne det kun blive nazisterne, der sejrede. Deres organisation byggede på terror og kunne kun profitere af den form for kamp. KPD ville for at sejre have været nødt til at mobilisere en klasse, den tyske arbejderklasse. Deres manglende evne til blot at begynde på dette arbejde betød, at selv deres mest heroiske modstand blev isoleret fra masserne og massernes involvering i kampen. Nøglen til deres nederlag lå ikke i den enkeltstående beslutning om ikke at sætte sig op imod nazi-marchen i Berlin, men i denne generelle isolation.
De sidste bitre kendsgerninger om nazisternes sejre beretter historien om. KPD var de første, der forsvandt. De blev fulgt af ADGB, som blev opløst den 2. maj 1933 trods deres lederes forsøg på at opnå et kompromis. SPD selv fulgte efter den 22. juni 1933. Deres ledere krøb til det sidste for kapitalens magt. Den 23. marts samme år var Rigsdagen, som nys var blevet valgt under et sandt terrorregimente, forsamlet for at vedtage den bemyndigelseslov, der ville give Hitler diktatorisk fuldmagt. De 81 KPD-deputerede var i fængsel eller landflygtighed. Andre 26 SPD-deputerede var i en lignende situation. Med de forholdsregler havde nazisterne flertal for deres lov. Lederen af de 94 tilbageværende socialdemokrater, Otto Wells, gjorde sit partis stilling op således:
Weimar-forfatningen er ikke en socialistisk forfatning. Men vi forbliver tro mod de principper, der er indbygget i den, og som er principper for en stat, der er baseret på lov, lighed og social retfærdighed. I dette historiske øjeblik bekræfter vi tyske socialdemokrater højtideligt vor troskab mod principperne for menneskelighed og retfærdighed, for frihed og socialisme. Ingen bemyndigelseslov kan give jer magten til at tilintetgøre idealer, som er evige og uforgængelige ...
Det gran af sandhed, der var i Wells' tomme fraser, var, at ingen bemyndigelseslov kunne give nazisterne magt til at tilintetgøre arbejderklassen, og med denne klasses fortsatte eksistens ville kampen for socialisme nødvendigvis før eller senere blusse op igen. Men det, som han faktisk fortalte verden, var, at over for kugler og koncentrationslejre og med den truende tilintetgørelse af tilmed deres egne organisationer var de tyske socialdemokrater fast besluttede på fremfor alt – ikke at slå igen. Der kan næppe have været holdt nogen mere skændig og vanærende tale i arbejderbevægelsens historie.
Men Wells var en socialdemokratisk leder. Hans ynkelige og skammelige vægren sig ved at kæmpe var den simple følge af klassesamarbejdets historie. Med KPD var det en anden sag. KPD var blevet skabt just på grund af socialdemokratiets fejltagelser og formodedes at legemliggøre den tyske arbejderklasses største håb.
Det er en kendsgerning, at KPD gjorde modstand imod nazisterne, selv da diktaturet for alvor strammede grebet om Tyskland. Fængslerne og de nye koncentrationslejre blev fyldt med heroiske aktivister fra KPD. Men igen: Det var ikke et spørgsmål om individuel tapperhed. Måske kunne KPD, der vaklede under terroren, selv på dette sene tidspunkt have samlet de socialdemokratiske arbejdere, der var forladt af deres ledere og i det mindste have udkæmpet en massekamp mod nazisterne under tilbagetoget. Måske var nederlaget definitivt, måske ikke, vi kan ikke vide det. Hvad vi kan vide er, at KPD afviste selv dette sidste håb.
Under indtryk af den tyske katastrofe havde sågar socialdemokraterne den 19. juni 1933 gennem 2. Internationale udsendt en føler med et tilbud om fælles modstand. Komintern reagerede den 5. marts med et tøvende og undvigende svar, som opfordrede til antifascistisk enhed, men gjorde den betinget af en aftale om samtlige de økonomiske problemer, som den tyske arbejderklasse stod over for. Hvis disse betingelser blev opfyldt, ville Komintern "anse det for muligt i en periode med fælles kamp mod kapital og fascisme at anbefale de kommunistiske partier at afholde sig fra angreb på socialdemokratiske organisationer". Den tøven, der kommer til udtryk i dette uldne stykke retorik, er forbløffende: Komintern var ikke kendt for at tøve med at 'anbefale' nogen som helst noget som helst, mindst af alt dens egne partier!
Dertil kom, at forslaget gik ud på, at de ville afholde sig fra 'angreb' på socialdemokraterne. Det er uklart, hvad dette betyder. Enten var der indbygget en trussel om, at hvis Kominterns betingelser ikke blev antaget, ville angrebene fortsætte (og som vi har set, kunne de også være af fysisk karakter); eller også var det en tilkendegivelse af, at Komintern ville opgive sin selvstændige politik.
I virkelighedens verden varede selv denne forbeholdne flirt med fornuften imidlertid ikke længe. I april 1933 indledtes Kominterns rapport om Tyskland med følgende ord:
Efter at have påhørt 'en rapport fra et ledende medlem af KPD' om situationen i Tyskland, fastslår EKKI's præsidium, at den politiske linie og organisationspolitik, som Tysklands Kommunistiske Partis centralkomité med kammerat Thälmannn som øverste leder har fulgt indtil Hitler-kuppet og endnu i det øjeblik, det fandt sted, var fuldstændig korrekt.
Komintern stod fast på hele sin forudgående politik. Man fortsatte med at lægge skylden udelukkende på lederne af Socialdemokratiet. Man hævdede, at:
Mens kommunisterne stod for arbejderklassens revolutionære enhedsfront imod borgerskabet og imod fascismen, trak socialdemokratiet arbejderne ind i en reaktionær enhedsfront med borgerskabet, imod kommunisterne, imod de revolutionære arbejdere og ødelagde og forfulgte kommunistisk organisering når som helst og hvor som helst, der var lejlighed til det.
Med disse ord stadfæstede de ganske enkelt deres egne fejltagelser. Begrebet om 'revolutionær' enhedsfront kan pr. definition kun omfatte dem, som er rede til at kæmpe for revolution – med andre ord KPD. De reformistiske arbejdere var pr. definition ikke revolutionære. De eneste vilkår, KPD ville acceptere i kampen mod Hitler, var dem, som de selv opstillede: Kampen for socialisme. KPD var kun parat til at mobilisere dem, der var enige i hele deres strategi.
Faktisk skulle Komintern komme til at gå endnu længere i sin opfattelse. De argumenterede sig selv ind i en position, som åbent sagde, at Hitlers sejr i virkeligheden var en sejr for den tyske arbejderklasse!
Den ro, der er fulgt oven på fascismens sejr, er kun et forbigående fænomen. Trods den fascistiske terror vil den revolutionære bølge i Tyskland rejse sig. Massernes revolutionære modstand mod fascismen vil nødvendigvis vokse. Oprettelsen af det åbne fascistiske diktatur, som tilintetgør alle demokratiske illusioner blandt masserne og befrier dem fra socialdemokratisk indflydelse, fremskynder tempoet i Tysklands bevægelse henimod den proletariske revolution.
Måske var Wells' tale ved siden af dette alligevel ikke så skændig. Komintern hævder her, at smadringen af arbejderklassens organisationer er det samme som 'ro'. De hævder, at tilintetgørelsen af fagforeningerne, af de politiske partier og af alt det, som arbejderne havde opnået gennem 100 års kamp, er en 'befrielse'. De hævder, at slagene fra fascisterne befrier de tyske arbejdere fra socialdemokraternes indflydelse.
Og på det punkt havde de naturligvis ret. De tyske arbejdere blev fri for alt med undtagelse af terror og kapitalens herredømme.
På samme tid som den nazistiske terror tog til, fremturede Komintern med denne linie. Deres 1. maj-udtalelse i 1933 hævdede fortsat:
Bemærk, proletarer, at det internationale socialdemokrati foretrækker en enhedsfront med fascismen for at forsvare og redde kapitalismen frem for en enhedsfront med arbejderklassen for at styrte fascismen gennem en proletarisk revolution ... Hvad vi har brug for nu er en enhedsfront fra neden ... Kun massernes egen kamp under det kommunistiske partis ledelse kan gøre en ende på udbytningen af arbejderne via socialdemokratismen, som befæster kapitalens reaktionære enhedsfront.
Det kom så langt, at Komintern i december 1933 dementerede sit tidligere svar til 2. Internationale. I en tale på det 13. plenum fremsatte Martynov denne forbløffende erklæring:
Umiddelbart efter at Hitler kom til magten, talte socialdemokraterne om enhedsfront med kommunisterne, om indgåelse af en 'ikke-angrebspagt'. Som svar på disse manøvrer ... og med den hensigt at gøre en ende på denne løgnagtige manøvre instruerede EKKI kommunistpartierne om at indgå aftaler om kamp med de socialdemokratiske partier vedrørende en kamp-enhedsfront. Vi har allerede hørt, hvordan vores franske kammerater optog denne appel fra Komintern, og hvordan de begik en alvorlig opportunistisk fejltagelse, da de førte den ud i praksis.
Så sent som 10 måneder efter nazisternes sejr betragtede ledelsen i Kommunistisk Internationale altså tilsyneladende stadig kampen mod fascismen som noget, der var af sekundær betydning i forhold til kampen mod socialfascismen, og forslag om enhedsfront blev åbenbart kun fremsat for deres "afslørings"-værdis skyld. Komintern hævdede stadig, at "de borgerlige partiers, inklusive socialdemokratiets, hovedlinie sigter på en fascisering af borgerskabets diktatur". Faktisk dukker sågar den gamle kending "socialfascisme" op igen, og tesen om, at fascisternes sejr har gjort det politiske arbejde lettere for kommunistpartierne, slås atter fast.
På det tidspunkt var tilintetgørelsen af alle den tyske arbejderklasses organisationer total. Kommunistpartiet var et blødende vrag med sine bedste aktivister i fængsel, i landflygtighed eller i graven. Fagforeningerne, de socialdemokratiske partier og endog de katolske fagforeninger var blevet slået i stumper og stykker. De tyske arbejdere var allerede blevet trukket i Arbejdsfrontens spændetrøje. Angrebene på jøderne var godt i gang. De begrænsede seksuelle frihedsrettigheder, som kvinder og bøsser havde vundet, var udsat for angreb. Ethvert spor af det mest fremskredne borgerlige demokrati i verden var blevet knust af nazisterne.
Og ansigt til ansigt med denne katastrofe lærte Komintern intet.
Det er op til os at drage læren. Den tyske arbejderbevægelse blev slået af fascismen uden at gøre nogen virkelig modstand. Hvis den i enigt fællesskab havde slået igen, kunne den have fejet fascisterne til side som en ubetydelig plage. Socialdemokraterne havde mængden og magten til at lede kampen; men hele deres udvikling ledte bort fra enhver form for masseaktion. Deres ledere havde i den grad hengivet sig til illusioner om det borgerlige demokrati, at de hellere ville se deres organisationer tilintetgjort end mobilisere til kamp. Problemet var enten at tvinge dem til at tage kampen op eller vinde det flertal af arbejdere, der fulgte dem. Det eneste parti, som var i stand til dette, var KPD.
Men KPD forstod kun enhedsfront som en opfordring til de socialdemokratiske arbejdere om at forlade deres organisationer og følge KPD. KPD foreslog ikke en enhedsfront imod fascisterne, men for revolutionen, og de forbandt det med rasende angreb på ikke blot de socialdemokratiske lederes politik, men også på organisationerne som sådan.
Disse organisationer var afgjort hindringer for revolutionen i Tyskland. Det var afgjort nødvendigt, at de blev fjernet. Men konfronteret med en flodbølge af stormtropper dikterede simpel politisk overlevelse, at KPD skulle have arbejdet af al kraft på at få en fælles aktion i stand mod fascisterne. En sådan aktion ville være blevet begrænset og kortvarig; men den kunne have startet en bølge af aktioner, der gik meget længere. Selv om den havde stoppet op bare ved den simple knusning af nazisterne, ville den have garanteret KPD bedre betingelser for at vinde de socialdemokratiske masser for kommunismen.
Enhedsfront imod fascismen er en nødvendighed for enhver arbejderklasse, der står over for den fascistiske trussel. Det er vrøvl at proklamere, at socialdemokratiet er 'hovedfjenden', den væsentligste hindring eller agent for fascismen. At gøre det garanterer blot, at det revolutionære mindretal forbliver et mindretal, og at det forbliver afskåret fra det flertal af arbejdere, som ikke tror på, at klassekampen og revolutionen er vejen frem. Det garanterer, at de socialdemokratiske tilhængere bliver bundet endnu mere fast til deres ledere, og at disse sidste bliver i stand til – med rette – at affærdige det revolutionære mindretal som et absurd vedhæng uden indflydelse i arbejderbevægelsen.
* RILU: Red International of Labour Unions. Også kaldet Røde Faglige Internationale (RFI) eller Profintern. O.a.
Sidst opdateret 3.6.00