Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Forrige kapitel | Næste kapitel
Arbejderklassen og den nye middelklasse
Den gamle middelklasse
Kampen mod fascisme og kampen for socialisme
Enhedsfronten
Hvordan bekæmper vi fascismen?
Vildskaben i fascismens angreb på arbejderklassen og det, at dens massebasis ikke kun gør det muligt for den at ødelægge arbejderklassens organisationer, men også at erstatte dem med andre strengt kontrollerede organisationer, der gennemtrænger alle sider af arbejderklassens liv – alt dette gør, at fascismens sejr er det mest dødelige slag, arbejderklassen kan blive udsat for. Fascismen ved magten er det legemliggjorte barbari. Derfor er det livsvigtigt for militante arbejdere, at den fascistiske bevægelse bliver stoppet, længe før den får magten inden for rækkevidde.
Vi har allerede set, at den fascistiske massebevægelses basis er skrøbelig, og med den rigtige taktik kan arbejderklassen splitte og slå et hvilket som helst fascistisk parti. Fascismens svaghed er størst, hvor det drejer sig om dens greb om den nye middelklasse og de dele af den traditionelle arbejderklasse, der tiltrækkes af den. Objektivt er størstedelen af den nye middelklasse lønarbejdere, så afstanden mellem dem og den traditionelle arbejderklasse kan overvindes. Gangen i den kapitalistiske udvikling styrker faktisk den tendens.
I kapitalismens barndom var der kun få funktionærer, og de var forholdsvis privilegerede. Deres arbejdsmetoder stammede stort set fra tiden før industri-kapitalismen, og de var ikke i den grad underlagt kapitalens logik. Den teknologi, der skulle komme til at mekanisere kontorarbejdet, eksisterede endnu ikke. Nu bruges den overalt. Samtidig betyder den større relative andel af funktionærer, at der er blevet meget ringere mulighed for at tilbyde dem specielt høje gager. For de fleste medfører kapitalismens udvikling konstant underminering af deres status, i takt med at deres lønninger og arbejde kommer mere og mere på linie med den traditionelle arbejderklasses.
Under en lavkonjunktur bliver kapitalistklassens muligheder for at sikre sig funktionærens loyalitet ved hjælp af privilegier i stigende grad indskrænket. Når funktionærerne er få i antal, kan de holdes i arbejde, selv når det er i modsætning til kapitalens klare logik. Den samlede lønomkostning er marginal, selv hvis de er højtlønnede. Men med et stort antal funktionærer bliver det vanskeligt, om ikke umuligt, hvor gerne kapitalisten end vil opretholde deres privilegier og således deres loyalitet. Det samme gælder for lønforhøjelser.
Som følge af at funktionærens løn og levevilkår mere og mere bliver de samme som arbejdernes, vil muligheden for, at de vil danne sig ideer om faglige aktioner, også blive større. Den kollektive aktion, som i det mindste beskytter arbejderen mod at blive udsat for kapitalismens værste udskejelser, er en lige så åben mulighed for funktionæren. Trods forskellene og trods det tryk, som arbejdsplads-hierarkiet udøver på funktionæren, er det på ingen måde nødvendigt og uundgåeligt, at disse forhold fører til en fjendtlig indstilling til faglige aktioner.
Det er således et åbent spørgsmål, hvor funktionærerne vil stå i kampen mod fascismen, og det er op til arbejderbevægelsen at udvikle en taktik, der kan vinde dem for kollektiv aktion.
Arbejderklassen står i virkeligheden over for to hovedopgaver: Den ene er at vinde den nye middelklasse for ideen om kollektiv aktion, den anden er at bekæmpe dens reaktionære ideer. Og ingen af dem kan klares ved at gøre indrømmelser til funktionærerne. Det kan forekomme paradoksalt, eftersom en nærliggende strategi tilsyneladende ville være at udvikle et program, som tog hensyn til deres særlige privilegier og præsenterede ideen om kollektiv aktion i så moderat et lys som muligt. Men det er forkert af to grunde.
For det første afhænger muligheden for at organisere funktionærerne af eksistensen af en stærk tradition for kollektiv aktion i de ældre dele af arbejderklassen. I en periode med krise kan en sådan tradition kun holdes i live med en militant og aggressiv politik. Hvis arbejderbevægelsen over for kapitalistiske angreb på løn, arbejde og levevilkår indtager en passiv holdning for at prøve at overbevise funktionærerne om, at kollektive aktioner er rimelige og respektable, risikerer den at lide drastiske tab af tillid blandt sine traditionelle tilhængere. Hvis fagforeningernes passivitet får dem til at forsømme forsvaret af selv de arbejdere, der har en høj organiseringsgrad, vil de dermed ikke blot have forsømt at bevise i praksis, at den kollektive aktion er et alternativ til krisen, men også risikere at miste kernen blandt deres egne tilhængere.
Den anden væsentlige grund er, at mens det under et boom måske er muligt at organisere på grundlag af de privilegier, der måtte høre til et særligt fag eller arbejde, bliver det i krisetider umuligt. Under enhver krise vil øksen falde på de grupper, som mindst er i stand til at gøre modstand, og det vil sige dem, der er dårligst organiseret og har den ringeste styrke på arbejdspladserne. Dvs. stort set funktionærerne.
Ethvert perspektiv, der begynder med at acceptere nødvendigheden af at gøre indrømmelser til en eller anden 'national interesse', kommer derfor til at betyde, at de, der mindst er i stand til at forsvare sig, bliver udsat for de hårdeste slag. De særlige privilegier, som fagforeningerne måtte have indrømmet funktionærerne for at vinde dem, vil ikke kunne fastholdes, og ideen om kollektiv aktion vil kun have opnået at vise sig afmægtig i praksis.
Jeg mener derfor, at det eneste anvendelige grundlag for at organisere funktionærerne under en alvorlig krise er ét, der understreger deres kollektive identifikation med resten af arbejderklassen, og som er rede til at bruge militante metoder for at sætte sine krav igennem. Og det kan kun lade sig gøre ved at forkaste ideen om 'de nationale interesser' og ved at betone klassekampen. Det første skridt til at få splittet fascismens sociale grundlag består altså i at forsøge at vinde alle dele af arbejderklassen for klassekampen.
Med tilstrækkelig styrke og evne til at gennemføre den politik, kan i hvert fald en del af funktionærerne vindes og dermed blive immune over for de fascistiske ideer. Jeg tror ikke, at denne metode nogensinde bliver 100% effektiv; men den giver håb om, at størsteparten af funktionærerne kan vindes. På grund af arbejdsplads-hierarkiet og den langvarige forudgående indoktrinering, der er den normale indgang til mange funktionærjobs, vil kampen for at vinde funktionærerne for klassekampen sandsynligvis være både meget ujævn og umulig at føre fuldstændig igennem. Det sandsynlige er, at den nye middelklasse vil dele sig mellem dem, der vil støtte fascismen, og dem, der er rede til at bekæmpe den.
Og det er faktisk, hvad der er sket tidligere. I Tyskland var arbejderklassens organisationer ikke engang i stand til at forsvare kernegruppen blandt sine tilhængere, og de mistede gradvist enhver indflydelse i den nye middelklasse. Det endte med, at den del af samfundet frembragte nogle af de mest begejstrede tilhængere af fascismen. De eneste, der forblev loyale over for arbejderklassen, var dem, der var individuelt knyttet til den. Selv når arbejderklassen har været stærkest, som i Rusland i 1917, har den ikke altid været i stand til at vinde alle funktionærer. Under den russiske revolution nægtede funktionærerne på hovedtelefonkontoret f.eks. at samarbejde med den nye bolsjevikkiske regering, og meget snart efter gik størstedelen af funktionærerne i strejke mod regimet.
Selv med den bedste strategi er det derfor sandsynligt, at dele af den nye middelklasse vil være knyttet til reaktionen; men at hovedparten – dem, der mest identificerer sig med arbejderklassen - kan vindes væk fra fascismen.
Den gamle middelklasse er et meget større problem. Store dele af den vil klart tage stilling for fascismen, fordi de som arbejdsgivere har alt at miste ved en styrkelse af arbejderklassen. Derfor er der tit blevet argumenteret for, at arbejderklassen skal forsøge at vinde disse 'anti-monopolistiske' elementer med indrømmelser, og at man skal danne en 'demokratisk alliance' mellem arbejderklassen og den gamle middelklasse.
Men også her gælder det, at den søde moderation kan lyde tiltrækkende, men i virkeligheden fører til katastrofe. Eftersom i hvert fald en del af den gamle middelklasse er arbejdsgivere, betyder enhver indrømmelse til den for det første, at arbejderklassen opgiver nogle af sine krav i kampen mod klassefjenden. Denne strategi sætter derfor støtten fra arbejderklassens kernegruppe på spil, for slet ikke at tale om ethvert forsøg på at vinde den nye middelklasse. Hvis arbejderne for at bekæmpe fascismen giver efter for småkapitalisternes behov, vil mange begynde at spørge, om det er indrømmelserne værd, eftersom alt, hvad fascismen tilsyneladende truer, er småkapitalens magt. En sådan strategi risikerer i virkeligheden at miste gode allierede i jagten på tvivlsomme.
Men også her kan vi bedre gøre os håb om et heldigt udfald, hvis vi i stedet ser på sagen som et spørgsmål om klasser og klassekamp. Tag eksemplet med landbruget, som var meget vigtigt under fascismens fremvækst i Tyskland. I næsten alle økonomier af den art er der skarpe skillelinier blandt bønderne indbyrdes. På den ene side er der de rige bønder, som ejer meget jord og har folk ansat til at dyrke den. Det andet yderpunkt er massen af landarbejdere og småbønder, der kun ejer lidt jord og en del af deres tid arbejder for andre. Mellem disse to grupper er der de bønder, der har jord nok, til at de kan leve af den, men ikke har andre ansat.
Med de yderpunkter kan det godt komme til regulær klassekamp på landet. Hvis det kan lade sig gøre at organisere landarbejderne og de mest forarmede bønder, vil de være i stand til at kæmpe kollektivt for bedre betaling og levevilkår og endda for en nyopdeling af jorden. Hvis de er tilstrækkeligt godt organiserede, kan de også gøre sig håb om at vinde mellemgruppen af bønder over på deres side. Men den klare logik i en sådan organisering og kamp er, at de vil komme i konflikt med dem, der beskæftiger dem, og som ejer meget jord – de rige bønder. Forudsætningen for at vinde disse tilbagestående dele af samfundet for kollektiv aktion er, at arbejderklassen er bevidst om, at de dermed vil pådrage sig storbøndernes fjendskab.
Kun ved at forsøge at organisere de mest forarmede bønder og mellemgruppen på klassekampens grund er der håb om at vinde dem for at bekæmpe fascismen. Alternativet, at holde igen på de besiddelsesløse for at slutte en alliance med de rige bønder, betyder ikke kun, at de rige bønders dominans over bondelandet som helhed bliver befæstet, men også at der ikke vil være nogen som helst grund til, at denne gruppe ikke skulle fortsætte med at støtte fascismen – som jo lover og garanterer dem deres greb om deres egne ansatte i al evighed.
Dette eksempel, som er hentet fra det kapitalistiske samfunds mest tilbagestående del, hvor de fascistiske ideer har størst chance for at få succes, kan lige så vel anvendes på andre dele af den gamle middelklasse. I endnu mindre grad end med den nye middelklasse består opgaven i at overbevise dem som helhed om, at de af moralske grunde burde bekæmpe fascismen. Opgaven består i at splitte dem i de grupper, hvis objektive interesse det er at bekæmpe fascismen, og dem, hvis interesser ligger i en udvikling af fascismen. Jeg tror ikke, man skal forvente eller gøre sig så meget håb om at vinde den gamle middelklasse som helhed for kampen mod fascismen, som når det gælder den nye middelklasse. Arbejderklassens virkelige opgave er at forsøge at vinde de mest udbyttede lag, der står klassen nærmest, og i at skabe en bevægelse, som er stærk nok til, at den kan neutralisere eller intimidere dem, hvis klasseinteresser ligger i at bevare kapitalismen.
Ud fra ovenstående argument kunne det se ud, som om kampen imod fascismen slet og ret består i kampen for socialisme. Hvis den eneste sikre måde at forene arbejderklassen og splitte fascismens basis er gennem klassekamp, er det eneste logiske vel også at drage den fulde konklusion af det og se den som en kamp for socialismen. Dette argument er både rigtigt og forkert.
Det rigtige er, at det i sidste ende er selve kapitalismens natur, fascismen opstår af, og derfor kan den også kun udryddes ved, at kapitalismen bliver tilintetgjort. Så længe den opgave ikke er fuldført, vil enhver sejr over bestemte fascistiske bevægelser være midlertidig. Men selv om det altså er rigtigt, har det kun strategisk værdi og er ikke til megen hjælp i de konkrete kampe mod fascismen. Taktisk er det i virkeligheden fejlagtigt.
Fejlagtigheden i den måde at se det på er dobbelt. For det første skaber fascismen sig mange fjender i kraft af sit barbariske system. Selv om arbejderklassen er den eneste klasse, der vil lide et generelt og omfattende nederlag til fascismen, vil enkeltindivider og hele grupper fra andre klasser være lige så udsatte. Derfor er muligheden for at få allierede uden for arbejderklassen altid til stede. Med en fjende af den type er så at sige alle allierede velkomne, og det taktiske spørgsmål for arbejderklassen består for en del i at afgøre, hvilke allierede den er parat til at acceptere og på hvilke betingelser.
Den anden hovedårsag til, at kampen mod fascismen er mere kompleks, er den sammensathed og de skillelinier, der er i arbejderklassen selv. Selv om det er hele klassen, der vil blive hårdt ramt af et nederlag til fascisterne, er der væsentlige meningsforskelle inden for klassen om, hvordan vi bedst får socialisme – heri indbefattet betydelige grupper, f.eks. religiøse organisationer, der måske afviser enhver hensigt om socialisme, uden at de i øvrigt dermed ophører med at være arbejderorganisationer.
Den taktiske opgave i kampen mod fascismen består derfor i de fleste tilfælde i at forene ulige strømninger inden for arbejderklassen. Heraf er de vigtigste dem, der bærer klassesamarbejdets stempel. Vi har set, hvordan disse organisationer er livsvigtige for opretholdelsen af det kapitalistiske samfund i dets form af borgerligt demokrati. Betingelsen for den form er, at den herskende klasse kan mønstre en vis støtte i arbejderklassen selv. Hvis det ikke var tilfældet, kunne det borgerlige demokrati ikke fungere. Den vigtigste opgave er derfor i de fleste tilfælde at få skabt en enhedsfront mod fascismen, der også involverer de arbejdere, som ikke går ind for omstyrtelsen af kapitalismen.
I den betydning er kampen imod fascismen et ganske særligt eksempel på spørgsmålet om enhedsfronten. Det har været de revolutionæres historiske erfaring i de fremskredne imperialistiske lande, at de i lange perioder har været et mindretal i arbejderklassen. Udviklingen i den kapitalistiske krise er selvfølgelig en chance for at vokse og blive et flertal; men for at det kan ske, er der virkeligt mange arbejdere med andre forestillinger, der først må vindes for de revolutionære socialistiske ideer. Folk ændrer ikke deres forestillinger på en studs eller som resultat af en pludselig forvandling, og organisationer, som det har taget år at bygge, smuldrer ikke bort og forgår af egen fri vilje. Revolutionære må derfor bruge meget tid på at finde frem til, hvordan de kan påvirke organisationer og mennesker, som ikke går ind for deres ideer som helhed. Til den ende er det nødvendigt at finde punkter, man er enige om, og bruge dem som udgangspunkt for dialogen og kampen.
Når det drejer sig om fascismen, er de punkter, hvor socialistiske og andre ideer fra arbejderklassen stemmer overens, klare og indlysende. Truslen fra fascismen er i lige så høj grad rettet mod dem, der kun ønsker at forhandle med kapitalismen, som mod dem, der vil omstyrte den. Hvor uenige revolutionære og reformister end er på andre områder, har de fælles interesse i at tilintetgøre fascismen. Alt hvad en enhedsfront går ud på er, at reformister og revolutionære bliver enige om at forene sig i handling mod den fælles fjende.
Generelt forholder reformistiske ledere sig mere fjendtligt til de revolutionære end til kapitalismen, eftersom hele deres samfundsmæssige placering beror på kapitalismens fortsatte eksistens. Privat ville mange af dem måske endda foretrække fascismen frem for en revolutionær omstyrtelse af kapitalismen, hvis de ellers fik valget. Men spørgsmålet er netop ikke privat: Fascismen sigter på at smadre de organisationer, de er afhængige af, og dermed også på at udslette dem selv. Samtidig står de arbejdere, hvis støtte de er afhængige af, til at blive meget hårdt ramt af en fascistisk sejr. Hvor en fascistisk bevægelse er under udvikling, er det derfor i bogstaveligste forstand, at reformistiske organisationer som helhed er under hårdt pres for at gå ind i en enhedsfront med revolutionære.
Muligheden for at nå til enighed med reformister i simple og begrænsede spørgsmål som f.eks. forsvar af arbejderes hjem og organisationer står ikke nødvendigvis i modsætning til det generelle mål, som består i at bekæmpe fascismen ved at kæmpe for socialisme. Tværtimod kan det i virkeligheden positivt bidrage til at nå dette mål. I den fælles kamp imod fascisterne ophører forskellene mellem reformisternes og de revolutionæres perspektiv med blot at være abstrakte diskussionsspørgsmål og bliver til konkrete spørgsmål om, hvordan vi bedst slår fjenden. Hvis de revolutionære har en bedre forståelse af klassesamfundet og bedre er i stand til at bekæmpe det, vil dette nu blive bevist i praksis. I kampens løb vil det komme til at stå tilhængerne af reformismen klart, at de revolutionære ideers fortrin ikke bare handler om, at de kommunistiske aktivister er gode debattører; men at de fører til bedre resultater i selve kampen. I den situation er der altså mulighed for at vinde mange arbejdere for revolutionære ideer og organisationer, selv om de kommer fra reformistiske.
Enhedsfrontens idé er så indlysende og oplagt, at den kan tage sig ud som de revolutionæres magiske vej og bruges i alle situationer. Men hvis det var rigtigt, ville fascismen aldrig have sejret. Så oplagt ideen end er, er dét at skabe en enhedsfront vanskeligt og kompliceret. Historisk er det blevet grebet an på hovedsageligt to fejlagtige måder. Den ene er den, vi kalder ultra-venstre-linien, hvor fejlen er, at der stilles umulige betingelser for enheden. Den anden er højre-opportunismen, hvor man giver afkald på enhver uafhængig revolutionær organisering for at indgå kompromis. I de næste to kapitler vil vi se på den konkrete historiske erfaring med disse to fejltagelser og på de tragiske konsekvenser af dem. Men først vil vi se på spørgsmålet om, hvordan enhedsfronten taktisk rigtigt kan skabes i praksis.
For det første skal enhedsfronten være en opfordring til aktion. Hvis ikke der opfordres til ganske bestemte skridt imod fjenden, vil enhedsfronten både i de revolutionæres og i reformisternes øjne tage sig ud som en ren afledningsmanøvre. Og den aktion, der opfordres til, må være af en sådan art, at den kan lykkes, hvis arbejderklassen er forenet, og er umulig, hvis den forbliver splittet. Det er også kun ved at sætte forslag i værk, at de revolutionæres og reformisternes ideer bliver prøvet af mod hinanden. Ethvert forslag om enhedsfront, der ikke indeholder handlingsforslag, vil blot tage form af et diskussionsforum, hvor resultatet ikke vil blive fascismens tilintetgørelse, men frustration hos de bedste aktivister i arbejderklassen.
For det andet skal opfordringerne helt klart være rettet ind mod at forene reformister og revolutionære. Hvis dette skal lykkes, skal opfordringerne rettes til den reformistiske organisation som helhed og ikke bare til de menige medlemmer, da dette ville være ensbetydende med at foreslå dem at opgive deres egne organisationer og stille sig under de revolutionæres lederskab. Det kan selvfølgelig i sidste ende være projektets mål; men det er ikke udgangspunktet. Enhedsfrontens logiske begrundelse er, at der eksisterer et stort antal arbejdere, som følger andre ledere end de revolutionære, og den kendsgerning må opfordringen til enhedsfront basere sig på.
Hvis de reformistiske ledere svarer afvisende, hvad der ikke er usandsynligt, står det de revolutionære åbent at gå direkte til de menige medlemmer, da det godt kan tænkes, at de vil kæmpe, selv om deres ledere ikke vil se faren i øjnene.
Den samme betragtning gælder om selve opfordringerne. De må forholde sig til det konkrete problem. En generel opfordring til at omstyrte kapitalismen er f.eks. ikke et forslag om aktionsenhed mod fascismen, men en opfordring til reformister om at opgive deres egne perspektiver og antage de revolutionæres, med andre ord: Om at ophøre med at være reformister. Det er igen at sælge skindet, før bjørnen er skudt, og vil med sikkerhed føre til fiasko.
Den misforståede vægren sig ved at erkende reformistiske arbejderes troskab mod deres ledere og deres ideer og bare opfordre dem til at forene sig med de revolutionære om at omstyrte kapitalismen udgør det, vi har kaldt ultra-venstre-linien. Den opstår af undervurdering af den fare, fascismen er, og af en tro på, at en simpel erklæring om nødvendigheden af at omstyrte kapitalismen er alt, hvad der kan siges i spørgsmålet om at slå fjenden.
Det tredje problem opstår, hvor revolutionære overvurderer enhedsfrontens betydning og gør den til hele perspektivet for deres arbejde. Det fører til højre-opportunisme og har haft lige så katastrofale følger.
For at opnå de reformistiske lederes tilslutning vil der måske blive argumenteret for, at de revolutionære giver afkald på deres egne uafhængige positioner og på deres pligt til at kritisere reformisternes fejltagelser. Eller nødvendigheden af at bekæmpe fascismen kan blive brugt som undskyldning for ikke at forholde sig til andre områder af klassekampen. Hvis det sker, går de revolutionære ikke blot selv i de reformistiske ideers og metoders fælde, men forringer dermed også muligheden for at slå fascismen, for det er netop reformisternes tøven og deres undvigelser, der bereder jordbunden for den demoralisering, som kan gøre det muligt for fascismen at vokse. Selv om det også under de omstændigheder lykkes de revolutionære at tilføje fascisterne et nederlag, vil det så være vanskeligt at vinde reformister for revolutionære ideer, eftersom hele grundlaget for kampen har været de reformistiske ideer - som således har vist sig at fungere i praksis!
Enhedsfronten kan således kun være ét arbejdsområde for det revolutionære parti, og den skal kun holdes i live, så længe den skaber konkrete resultater i kampen for de mål, der er sat. Det revolutionære parti skal i hele forløbet sikre sin politiske og organisatoriske uafhængighed for at vinde mest mulig styrke af sit arbejde og ikke ophøre med at argumentere og kæmpe for socialisme.
Jeg har fremlagt disse argumenter ud fra behovet for at forene arbejderklassen; men de gælder i lige så høj grad for grupper uden for arbejderklassen, som er parate til at bekæmpe fascismen. I et moderne kapitalistisk samfund er disse grupper formentlig ringe i antal og spørgsmålet om dem af sekundær betydning. Det vigtigste er først og fremmest at styrke og forene arbejderklassen som kernen i modstanden mod fascismen. Enhed med grupper, som ikke er fra arbejderklassen, kan ikke gå frem for dette.
Tilbage står endelig nødvendigheden af at gøre konkret rede for, hvad vi mener med at 'bekæmpe' fascismen. Det er tidligere blevet vist, at nøglen til kampen mod fascismen ligger i udviklingen af klasseorganisering og -initiativer og altså hovedsagelig vil ligge i fagforeninger og andre arbejderorganisationer; men der er i det mindste to andre meget vigtige områder.
Det første er nødvendigheden af propaganda. Selv om tankevirksomhed – som vi har set – ikke er i høj kurs blandt fascister, og selv om hele udformningen af deres organisation er indrettet på at begrænse behovet for at reflektere rationelt over verden til et minimum, er det at blive fascist en kompliceret proces, og det er faktisk muligt ved hjælp af argumenter at overbevise folk om, at fascismen ikke er i stand til at løse deres problemer. For at forklare hvorfor, er vi nødt til at gå bag om den simple påstand, at fascismen er 'modbydelig' og bestukket af storkapitalisterne, og påvise hvilke klassekræfter, den beror på, og hvorfor disse kræfter ikke, som de påstår, kan gøre sig noget håb om at gennemføre de løsninger, de tilbyder.
Dertil kommer, at det er nødvendigt at forklare disse træk ved fascismen for folk, der allerede halvt om halvt er tiltrukket af den. Propagandaen skal derfor tale deres sprog og handle om deres problemer. Den skal tage udgangspunkt i den forudsætning, at de sandsynlige tilhørere eller læsere er blevet tiltrukket af fascistiske ideer, og ikke i at de deler troen på, at socialisme er det eneste svar på menneskehedens problemer.
Men heraf følger ikke, at propagandaen skal gøre nogen som helst indrømmelser til fascistiske ideer. Ethvert forsøg på at vise, at modstanderne af fascismen f.eks. er 'mere patriotiske' end fascisterne, er dømt til at mislykkes. At begive sig ind i den slags argumentation betyder at acceptere at nation og 'race' er vigtigere end klasse. Formålet med den anti-fascistiske propaganda skal være at vise det modsatte, og det kan kun lade sig gøre med argumenter, der definitivt afviser begreber som 'nationale interesser' og 'patriotisme'. Den eneste virkningsfulde modgift imod fascistiske ideer er socialistiske ideer.
Den anden væsentlige aktivitet i bekæmpelsen af fascismen er den fysiske kamp. Vi har set, hvordan massemarchen, stævnet og voldsanvendelsen står centralt i opbygningen af en fascistisk bevægelse. Derfor er det også af central betydning at blokere dem disse veje til fremgang. Sammenhængskraften i fascismen som bevægelse opstår hovedsageligt med dens evne til at præsentere sig selv som en uimodståelig styrke, der er i stand til at skræmme alle sine modstandere. Hvis de får lov til at marchere uantastet, eller endog til at rette angreb mod arbejderklassens organisationer, vil de have bevist over for sig selv og over for dem, der overvejer at slutte sig til dem, at de er en magtfuld bevægelse og i stand til at slå deres fjender. Derfor er det nødvendigt, omend ubehageligt, at være forberedt på at standse disse aktiviteter med den nødvendige styrke.
Som vi skal få at se, rejser dette i sig selv en række spørgsmål om forholdet mellem militante anti-fascister og størstedelen af arbejderklassen; men ikke desto mindre er det stadig en nødvendig aktivitet.
Alt dette kan synes så nærliggende, at det er umuligt, at nogen kan være uenige på noget punkt. Men fascismens sejr i mange lande i mellemkrigstiden var faktisk et resultat af den manglende anvendelse af disse elementære taktikker. Grunden til, at de i dag forekommer så indlysende, er, at de er læren af en historie, der i vid udstrækning er historien om vore nederlag.
For dem, der led disse nederlag, så der ud til at være gode grunde til dengang at handle anderledes end på den måde, der nu ser så selvfølgelig ud. Vi kan lære meget om styrken i modargumenterne, hvis vi konkret undersøger de grunde, andre har givet for at handle på en anden måde. Vi skal nu rette vores opmærksomhed mod de dystre historiske vidnesbyrd herom.
Sidst opdateret 3.6.00