Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Forrige kapitel | Næste kapitel
Overenskomsten om statsmagten
Nazisternes interesser
Storkapitalen under nazi-regimet
Den nazistiske stats voksende selvstændighed
Fascismens selvstændighed i forhold til storkapitalen
Vi har analyseret, hvordan fascismen udvikler sig, og set den som en uafhængig middelklassebevægelse, hvilket synes at være den eneste måde, hvorpå man kan forklare dens særlige træk som massebevægelse. Hvis vi godtager det, står vi imidlertid over for nogle helt umiddelbare problemer: Ingen fascistisk bevægelse har nogensinde været i stand til at indfri sine løfter om angreb på storkapitalen; tværtimod har alle fascistiske regimer vist sig særdeles bekvemme for storkapitalen. Og hvad mere er: Selv om disse bevægelser har kastet sig ud i frådende propaganda-angreb på storkapitalen, har man aldrig set en fascistisk bevægelse komme til magten i kamp med væbnet modstand fra den herskende klasses side. Tværtimod, alt er blevet tilladt eller endda budt velkommen af storkapitalen og dens stat. Vi må derfor undersøge forholdet mellem de to størrelser.
På det mest generelle plan er der adskilligt i imperialismen, som bereder jordbunden for fascisterne. Militarisme, krig, den borgerlige families dyder, racisme og en sand hob af andre reaktionære begreber er indbygget i samfundet og uddannelsessystemet og udgør derfor et grundlag for fascistisk ideologi. Det er imidlertid langsigtede faktorer, og de kan ikke i sig selv forklare fremvæksten af bestemte fascistiske bevægelser.
Det samme gælder om kapitalisterne og deres stats direkte støtte til udviklingen af fascistiske bevægelser. Det almindelige er, at der har været et godt samarbejde mellem statsapparatet og forskellige fascistiske grupper – en logisk følge af fascisternes forherligelse af staten som nationens center. I mange lande er statsapparatet desuden hjemsted for de mest reaktionære dele af befolkningen. Dette var så afgjort tilfældet i Tyskland, hvor det f.eks. var almindeligt kendt, at domstolene var partiske til fordel for højrefløjens politiske lovovertrædere og frikendte størsteparten af højrefløjens politiske mordere.
En lignende iagttagelse kan gøres om støtte til fascisterne fra enkeltindivider fra den herskende klasse. En af de tilhængere, der støttede Hitler længst, var stål- og kulmagnaten Fritz Thyssen, og der var flere andre, som finansierede og støttede NSDAP fra et meget tidligt tidspunkt. Men i alle disse tilfælde handler det om enkeltindivider, som vi kan betragte enten som fremsynede repræsentanter for deres klasse eller som patologiske tilfælde, afhængigt af hvordan vi ser på spørgsmålet.
Hvad der snarere er et problem for en analyse af fascismen, er det forhold, at væsentlige dele af den herskende klasse udtrykkeligt traf beslutning om at aflægge deres gamle politiske vaner og yde afgørende hjælp til fascisterne. Et eksempel herpå var den italienske stats beslutning om at mobilisere 60.000 officerer til at træne og kommandere de bander, Mussolini organiserede. Et andet var den beslutning, som langt den største del af storkapitalen i Tyskland traf mellem 1930 og 1932, om at skifte over til at støtte NSDAP.
En traditionel forklaring på denne holdningsændring hos storkapitalen er, at de på et eller andet tidspunkt sikrede sig private garantier fra den fascistiske bevægelses ledere, om at de radikale dele af fascismens program ikke ville blive taget alvorligt. Og der er afgjort godt belæg for, at der foregik noget sådant i toppen: Hitler gjorde en meget beslutsom indsats for at vinde lederne af storkapitalen i 1932. Men vi kan ikke godtage det som hele forklaringen, eftersom bestikkelse nok kan forklare nogle få lederes handlinger, men ikke, hvad der skete med en massebevægelse.
I virkeligheden kunne lederne af fascismen slet ikke give et sådant bindende tilsagn, og i hvert fald ikke før de fik kontrol med statsapparatet. Hvor gennemmilitariseret en fascistisk bevægelse end måtte være før magtovertagelsen, forbliver den i sit væsen en politisk organisation, hvor ledelsens holdning i sidste ende er afhængig af, at der grundlæggende er enighed i organisationen. Sagen er, at Hitlers forudsætning for at kunne forhandle med lederne af storkapitalen var, at også han repræsenterede noget - at han var leder af en massebevægelse.
At flertallet af kapitalisterne omstillede sig, skal derfor ikke ses som resultatet af en hemmelig aftale beseglet med bidrag til fascistiske valgfonde, men snarere som et led i en ægte og uforfalsket overenskomst mellem to forskellige sociale kræfter. Vi vil herunder fremhæve, at en overenskomst resulterer i faktiske gevinster for begge sider og ikke er et resultat af, at den ene gruppe snyder den anden.
Tilfældet Tyskland er her særligt relevant. NSDAP-ledernes og storkapitalens tilpasning til hinanden kan ikke have bestået i, at nazisterne har lovet at stoppe deres radikale aktiviteter. Selv om de havde udstødt nogle "venstre"-elementer i 1930, fortsatte de også efter aftalen med storkapitalen med at støtte strejker, og heller ikke deres angreb på finanskapitalen modererede de.
En del af overenskomsten var utvivlsomt Hitlers berygtede løfte om at "rykke marxismen i Tyskland op med rode". Og med marxisme mente NSDAP ikke kun kommunisterne, men også fagforeningerne og det reformistiske parti, som alle gjorde krav på at være marxistiske. Løftet fik særlig vægt, fordi det var klart for enhver, at stormtropperne havde magten til at udføre Hitlers trusler.
Men vi kan ikke godtage det som den endelige forklaring, for hvis det var tilfældet, måtte man kunne påvise, enten at Tyskland var på randen af en arbejderrevolution, eller at klassesamarbejdspartierne ikke længere var i stand til at forhandle med kapitalisterne.
Men der var faktisk meget ringe grund til at antage, at revolutionen stod for døren i Tyskland. Selv om kommunistpartiet var stort, bestod det helt overvejende af arbejdsløse. Det havde isoleret sig og afskåret sig selv fra enhver indflydelse blandt dem, der var i arbejde, og disse forblev derfor under socialdemokratisk indflydelse. Der er heller ikke nogen tegn på, at socialdemokraterne ikke var rede til at fortsætte med kompromis-politikken: Selv med Hitler ville de indgå kompromis, hvis lejlighed bød sig. Endelig er der meget lidt grund til at tro, at flertallet af arbejderne i de reformistiske organisationer var parat til at handle uafhængigt af deres ledere, for da kommunisterne opfordrede til generalstrejke, i anledning af at Hitler blev gjort til kansler, var der ingen som helst respons.
Vi kan derfor ikke ud fra rent interne årsager hævde, at nazisterne løste nogle problemer for den herskende klasse i Tyskland, som den ikke kunne have løst på anden måde. I 1919, da en arbejderrevolution virkelig stod for døren, var det faktisk lederne af Socialdemokratiet, der havde reddet den tyske kapitalisme fra den.
Men prisen for den overenskomst havde været, at Weimarrepublikken blev dannet, samt at klassesamarbejdet blev prentet ind i hvert bogstav af forfatningen. Samtidig havde det været lederne af Socialdemokratiet, der havde underskrevet fredsaftalen i Versailles, som lagde begrænsninger på de imperialistiske planer, som den herskende klasse i Tyskland havde. Begreberne Weimar og Versailles blev således uløseligt forbundet. Projektet at løse den tyske kapitalismes økonomiske krise med forberedelse af en ny krig og militær ekspansion var derfor ikke muligt inden for rammerne af Weimarrepublikken.
Men NSDAP's program og Hitlers løfter begrænsede sig faktisk heller ikke til kun at slippe reaktionen løs inden for landets grænser. De første tre programpunkter indebar opsigelse af Versailles-traktaten og forberedelse af imperialistisk ekspansion som nazismens centrale mål.
Nødvendigheden af at genetablere Tysklands "magtposition" var et gennemgående tema i deres propaganda. Og det er dette punkt, der efter min mening er afgørende i interessesammenfaldet mellem nazisterne og storkapitalen.
Kunne flertallet af storkapitalisterne have fortsat sameksistensen med klassesamarbejdsorganisationerne? På det spørgsmål kan der kun gives et hypotetisk svar. Men driften mod fornyet imperialistisk ekspansion er åbenbar. I den forstand var det af sekundær betydning, at den tyske arbejderklasses organisationer blev tilintetgjort og erstattet af et massivt fascistisk apparat – det var en fordel for dele af den tyske kapital og en ulempe for andre. Men for forberedelsen af den tyske stat til en ny krig var det en nødvendig betingelse.
Men når vi nu har set, hvordan forholdet mellem nazisterne og storkapitalen må ses som en reel overenskomst, så opstår selvfølgelig spørgsmålet om, hvilke indrømmelser NSDAP's medlemmer fik ud af arrangementet.
Igen er det den imperialistiske stat, der er fællesnævneren. Imperialistisk ekspansion betød for de tyske kapitalister, at de ville få mulighed for at erobre markeder, råvarer, jord samt få adgang til investeringer osv. For størstedelen af fascisterne betød det materiel tilfredsstillelse i et eller andet omfang. F.eks. krævede punkt tre i NSDAP's program "Jord og territorium til ernæringen af vort folk og bosættelse af vor overskudsbefolkning". I praksis betød det som bekendt besættelse af Østeuropa og – i sit sigte – udryddelse af den lokale befolkning for at skaffe plads til flere bosættere. For bonden betød dette jord. For funktionæren og eksperten betød det jobs inden for den udvidelse af administrationen, en sådan ekspansion ville føre med sig. For den lille uafhængige næringsdrivende betød det adgang til et stort nyt marked, som andre småbesiddere sad på.
Det svulstige ideal om "national ekspansion" kan således oversættes umiddelbart til beskidte materielle gevinster til begge de størrelser, der blev tiltrukket af fascismen: Den herskende klasse og middelklassen. Men det springende punkt er, at det er udsigter, som ikke modsiger hinanden – i det mindste ikke i teorien. Den nævnte 'løsning' af spørgsmålet om jord gik f.eks. behændigt uden om det ubehagelige problem vedrørende klasseforholdene i det tyske landbrug.
Kontrol over den borgerlige stat er generelt, hvad fascisterne går efter som det væsentligste resultat i deres forhandlinger med storkapitalen. Men det er også hemmeligheden bag den omstændighed, at de fascistiske masser ikke virkeligt kan true storkapitalen, hvor radikale de end er. Sikring af den private ejendomsret og imperialistisk krigsførelse er det organiserende princip i den kapitalistiske stat, og alle, der søger at overtage den, lige meget hvordan, er tvunget til at bøje sig for denne indre logik. At selv meget beslutsomme socialdemokratiske regeringer har haft fiasko i forsøget på at omforme samfundet ved hjælp af den eksisterende stat, er beviset på det. Derfor sætter fascisternes eget mål – kontrol over staten – også grænser for deres egen bevægelse: Med et kapitalistisk statsapparat er der ingen udsigt til at gøre en ende på kapitalismen, hvor radikale og oprigtige de fascistiske organisationer end måtte være.
Det går selvfølgelig for sig på forskellig måde for socialdemokraterne og fascisterne. Men ingen af dem kan, før de tager magten, give storkapitalen nogen garanti for, at de vil regere i dens interesser. Begge er de frivillige sammenslutninger, der er afhængige af masseopbakning, lige til det punkt, hvor de tager magten.
I spørgsmålet om dette "at tage magten" adskiller de to bevægelser sig imidlertid afgørende fra hinanden. For klassesamarbejdet, og for den herskende klasses mulighed for at opretholde sit herredømme i kraft af klassesamarbejdet, er det, som vi har set, en forudsætning, at hovedparten af de statslige aktiviteter ikke mere har noget med "politik" at gøre. Selv om det er de allermest beslutsomme socialdemokrater, der overtager "magten", betyder det derfor ikke ret meget i forhold til reelle forandringer.
Fascismen er anderledes. Vi har set, hvordan dens organiserende princip fører den i retning af, hvad der sædvanligvis kaldes et "totalitært" samfund - til udslettelse af organisationer, som baserer sig på "særinteresser". Men disse organisationer bliver ikke bare udslettet, de bliver også erstattet af nye organisationer bestående af pålidelige fascister. Endvidere betyder forherligelsen af staten og dens centrale rolle i fascistisk ideologi, at tendensen til statens uafhængighed af den politiske proces bliver brudt. Således bliver ikke blot de nye organisationer integreret med staten: De eksisterende organisationer i staten bliver også renset for "upålidelige elementer".
Denne proces har to vigtige konsekvenser.
Først og fremmest skaber den masser af beskæftigelsesmuligheder for de politisk pålidelige og bureaukratisk begavede af fascisterne. Omfanget heraf skal ikke undervurderes. I tilfældet Tyskland voksede sikkerhedstjenesten – SS, politiet, Gestapo - mellem 1933 og 1939 fra 138.000 til omkring en halv million. I marts 1934, dvs. efter et år med regeringsmagten, havde NSDAP omkring en million fuldtidsbeskæftigede på sin lønningsliste. Tre år efter var dette steget til 1.852.000.
Der var adskillige andre mindre iøjnefaldende "jobskabende foranstaltninger". F.eks. gik udrensningerne blandt intelligensen et godt stykke længere end til bagvaskelsen af Albert Einstein og afbrænding af suspekte bøger. I 1933-34 alene blev mere end 1600 lærere i den højere uddannelse fyret, dvs. omkring 15% af hele lærerstanden. Udrensningen fandt sted til trods for den tradition for reaktion og anti-semitisme, der eksisterede i det tyske uddannelsessystem, og som i sig selv var en garanti for, at antallet af jøder og undergravende elementer bestemt ikke var af nogen betydelig størrelsesorden. Et tegn på udrensningens klassenatur var, at den nåede sit højdepunkt på de juridiske fakulteter, hvor 21,2% af lærerne blev fjernet.
Hvad der gjaldt om den højere uddannelse og dens snævre verden, blev mangedoblet på alle områder i samfundet – med en vigtig undtagelse, som vi vil komme tilbage til senere. Nazisternes erobring af magten skaffede karriere-muligheder for dens mest energiske tilhængere.
Men det andet hovedresultat af denne proces er lige så vigtigt: Opbygningen af et så massivt bureaukratisk apparat med fascistisk loyalitet betød, at den fascistiske bevægelse ophørte med at være en rent 'frivillig' organisation. Den antog nu form af et egentligt bureaukratisk apparat. Intern disciplin var nu ikke længere et spørgsmål om ledelsens evne til at skaffe sig politisk opbakning fra medlemmerne, men blev i sidste ende et spørgsmål om politiaktion.
Men bortset fra den slags særtilfælde kunne alle de andre rutinemæssige procedurer, der hører med til bureaukratisk kontrol, nu sættes igennem for at sikre ledelsens herredømme. Mens Hitler og hans fæller således ikke kunne love at opfylde storkapitalens krav, før de tog magten, så kunne de afgjort opfylde kravene bagefter.
I virkeligheden er den type 'revolution' den eneste, der er åben for fascismen. For alle de grupper, der udgør dens sociale basis, er individuelt avancement et livsprincip. For hver og en af dem kunne programmet reduceres og sammenfattes til det simple "et job til mig". Mens fascismen som bevægelse ikke er i stand til at nå sine erklærede mål, kan de individuelle fascister derfor udmærket være det. Og i den forstand er den fascistiske magterobring, uanset dens gennemgribende betydning for de andre klasser i samfundet, for fascisterne selv et privat anliggende.
Mekanismerne i "overenskomsten" bliver tydelige, hvis vi ser lidt nøjere på fascismen i Tyskland. På et plan er det klart nok, at den fascistiske bevægelse ikke utvetydigt stillede sig til rådighed for storkapitalen. Hitler nægtede kategorisk at gå ind i en regering som mindretalsparti ved siden af de gamle reaktionære partier. Da han omsider gjorde det i 1933, var tiltrædelsesbetingelserne netop, at han blev udnævnt til kansler, og at NSDAP blev anerkendt som den dominerende kraft i regeringen.
Fra da af begyndte "nazificeringen" af Tyskland for alvor. Denne proces lagde i sit forløb en egenart for dagen, som ikke udelukkende var til storkapitalens fordel. Moderne industri er svært afhængig af anvendelsen af ny videnskabelig teknik; men mange af de førende videnskabsmænd i Tyskland var tilfældigvis jøder, "politisk upålidelige" eller simpelthen ikke rede til at bøje sig for nazisterne. Udrensningen medførte derfor et betragteligt tab af videnskabeligt talent, som ellers ville have været et potentielt udbytningsobjekt.
Den nåede et sådant omfang, at den store fysiker Max Planck på et tidspunkt blev sendt til Hitler for at gøre indsigelse. Det hævdes, at han fik svaret: "Hvad skulle det dog betyde, om Tyskland i en enkelt generation ikke har nogen førende fysikere? Det tyske folks racerenhed står mit hjerte meget nærmere."
Nazificeringen inden for selve statsapparatet viste en anden side af overenskomsten. Som eksempel kan nævnes datoen 7. april 1933, da statsadministrationen blev underlagt en lov, hvorved alle jøder og "politisk upålidelige elementer" blev afskediget – klart nok en af nazisternes gevinster ved overenskomsten. Men den anden side af medaljen var en helt anderledes behandling i spørgsmålet om hæren.
I enhver kapitalistisk stat i vor tid er hæren enhver anden del af staten eller en hvilken som helst privat hær langt overlegen i militærteknisk henseende. Den er derfor i sidste instans garanten for borgerskabets herredømme, selve centret i deres stat. At overlade den direkte kontrol med de væbnede styrker til andre er derfor noget, den herskende klasse kun gør, hvis det er sikkert, at dens vitale interesser er velforvarede. I Tyskland skete det ikke før 2. august 1934, og da var det endda kun en formel underordning i form af en troskabsed til "føreren", Der Führer.
Denne underordning, der fandt sted mindre end 18 måneder efter den nazistiske magtovertagelse, tog sig måske ikke så meget anderledes ud end de andre eksempler. Men i politik måles tiden ikke så meget med kalenderens abstrakte angivelser som med afgrænsede begivenheder, og det kan nemt eftervises, at de væbnede styrkers overgivelse først fandt sted, efter at nazisterne havde bevist deres loyalitet i spørgsmålet om at videreføre kapitalismen.
Nazi-eliten proklamerede, at deres 'revolution' var tilendebragt i slutningen af 1933. Men der var mange af deres tilhængere, som de ikke havde held til at stille tilfredse med dette svar, specielt stormtropperne, SA, som fortsatte med at agitere for, at de blev anerkendt som kernen i den nye hær. Dette krav, i jargonen "den anden revolution", udtrykte selvfølgelig småborgerskabets drøm om deres eget klasseherredømme samt deres vilje til at gennemføre deres eget program i hele dets udstrækning.
Netop derfor var det uantageligt for eliten i hæren, og natten mellem den 29. og 30. juni 1933 blev ledelsen i SA udslettet. Denne nok som bekendte "De lange knives nat" blev gennemført af SS, som var blevet militariseret og samtidig var en parti-enhed. SA blev reorganiseret og pacificeret. Nazisterne havde givet hæren og storkapitalen en blodig garanti for, at de kunne og ville gøre op med enhver, der overskred de aftalte grænser. Først efter at det var gennemført, indvilligede hæren i at være underlagt "føreren".
Vi har altså set, at fascismen ikke kan forklares som et simpelt redskab for monopolkapitalen, men snarere som en samfundsmæssig bevægelse, der er sig sine egne perspektiver og mål bevidst. Og videre, at den kommer til magten gennem en virkelig overenskomst, som sættes i stand på områder, hvor der er sammenfald mellem dens eget program og storkapitalens. Fascisternes fiasko med hensyn til at realisere deres program, når den først er kommet til magten, kan ikke tilskrives nogle få lederes svaghed eller korruption, men beror på selve naturen af det fascistiske mål. Men selv om de ikke gennemfører deres program, er de faktisk i stand til at skaffe sig et betragteligt udbytte, i kraft af at de besidder statsapparatet, og dette udbytte udgør en ganske bestemt omkostning for den herskende klasse.
Det er en almindelig påstand, klarest fremført af Trotskij, at så snart fascismen er ved magten, tilintetgør den sin egen sociale basis og vender tilbage til en type samfund, der ganske enkelt er baseret på direkte terror og lidet forskelligt fra et "normalt" militærdiktatur. Som følge heraf hævdede Trotskij, at fascismen var et meget ustabilt system, der ikke kunne gøre sig håb om at blive af lang varighed. Selv om visse fascistiske regimers sejlivethed viser, at meget i den antagelse er forkert, henleder den dog opmærksomheden på, hvad det er, der sker, når først fascismen har konsolideret sig ved magten.
I virkeligheden indebærer driften mod imperialistisk ekspansion ikke blot, at fascismen bliver ude af stand til at gennemføre sine angreb på de store kapitalsammenhobninger, men også, at den faktisk fremmer kapitalkoncentrationen.
Imperialistisk ekspansion har brug for en hel del mere end vilje: Den kræver også en moderne hær, der er i stand til at slå andre imperialistiske magter. I den sammenhæng er soldatens "racerenhed" knapt så vigtig som den tekniske standard af den tank, han forventes at kæmpe i. Og tank'en kan kun bygges med den teknik, der befinder sig på det højst tilgængelige stade - og som selvfølgelig ejes af netop de store monopoler.
Det nazistiske genoprustningsprojekt kunne kun øge styrken i de største og mest moderne sektorer af tysk industri på bekostning af de mere primitive sektorer, som havde udgjort kernen i nazi-støtten. Faktisk tog nazisterne også strenge midler i anvendelse imod småkapitalen, så snart deres herredømme var fast konsolideret, og fremskyndede i virkeligheden den sociale likvidering af deres egne tilhængere.
Som vi har set, var dette imidlertid kun den ene side af processen. Der er ikke kun belæg for, at genoprustnings-boomet i økonomien kan have haft en vis virkning på dele af småkapitalen; men der skete også en kraftig udvidelse af det bureaukratiske apparat. Vi kan således sige, at nazisternes magterobring ikke så meget betød, at de opgav deres basis, som at de foretog et skift fra den gamle middelklasse, som havde udgjort kernen i den kamporganisation, der havde bragt dem til magten, til fordel for den nye middelklasse, hvis bureaukratiske evner er vitale i forberedelsen af en militariseret stat.
Forholdet mellem nazisterne og storkapitalen, som det udfolder sig, når de først er ved magten, kræver nærmere undersøgelse. I en vis forstand var det naturligvis fuldkommen utvetydigt: Nazisterne smadrede simpelthen hver eneste organisation i arbejderklassen. Hvad angår forholdene i industrien blev de lovfæstet og gennemført af den helt igennem nazistiske Arbeitsfront. Arbejdets fuldstændige underordning under kapitalen blev udmøntet i detaljer. Den første paragraf i arbejdsloven lød:
I enhver virksomhed skal ejeren af foretagendet som leder af virksomheden og funktionærerne og arbejderne som hans fæller samarbejde om at fremme virksomhedens formål og til gavn for nationen og staten i almindelighed.
Loven fortsatte med til mindste detalje at fastlægge de måder, hvormed "lederen" skulle afgøre, hvordan hans "fæller" måtte opføre sig. For det tilfælde, at nogen skulle nære den mindste rest af tvivl, udlagde lederen af Arbejdsfronten sin organisations opgaver:
Opbygning af den korporative stat vil som det første give den naturlige leder af foretagendet, arbejdsgiveren, den udelte ledelse tilbage, og dermed også ansvaret. Fabriksrådet består af arbejdere, funktionærer og arbejdsgiver. Men det har kun rådgivende funktion. Beslutningstagningen hviler alene på arbejdsgiveren.
De materielle resultater heraf fremgik snart. Socialforsorgen blev ændret på den måde, at arbejdernes bidrag blev tvunget i vejret og statens bidrag holdt på et minimum. Arbejdsulykker pr. 1000 beskæftigede arbejdere steg fra 33,9 i 1932 til 56,5 i 1937. Også lønningerne fik et knæk, omend på en mindre iøjnefaldende måde. Tyske arbejderes lønniveau, da man havde nået bunden af krisen, var så lavt, at enhver yderligere reduktion ville have truet selve arbejdskraftens mulighed for at reproducere sig selv. På den anden side skabte væksten i de militære udgifter gradvist mere beskæftigelse, og mange af de arbejdsløse blev udskrevet til arbejdshære.
Under normale forhold, dvs. med frie fagforeninger, er det netop i en sådan situation, at arbejderne ville få tilstrækkelig selvtillid til at tvinge lønningerne i vejret, i takt med at arbejdsgiverne fik vanskeligere ved at skaffe folk, og deres ordrebøger blev mere sårbare. Nazisterne formåede at sætte en stopper for dette, i det mindste officielt, og holde lønningerne under boomet på mere eller mindre samme niveau som under krisen.
Den anden side af det var selvfølgelig en massiv vækst i storkapitalens profitter. Mellem 1932 og 1939 steg BMW's profitter med 300%, Krupp's profitter med mere end 300% og IG-Farben's, AEG's og Siemens' allesammen med omkring 200%. Udviklingen af en krigsøkonomi og smadringen af arbejderklassens organisationer gjorde Nazi-Tyskland til et paradis for storkapitalen.
De andre relationer – mellem nazisterne og storkapitalen selv – var noget mere komplicerede. F.eks. var det ikke alle storkapitalister, der betragtede nazi-sejren som et fremskridt. Ledelsen i Siemens hævdes at have anset den for en ublandet katastrofe og fortsatte med at forhandle med resterne af de gamle fagforeninger op til i hvert fald 1935. På den anden side blev nogle af nazisternes mest begejstrede velyndere uenige med dem efter et par års forløb. Thyssen var f.eks. en af de mest standhaftige nazi-tilhængere inden for storkapitalen; men det endte med, at han blev uenig med dem og måtte tilbringe en tid i koncentrationslejr. Kendsgerninger viser således, at nazisterne – når de først var kommet til magten – ikke bare var et simpelt redskab for dem, der havde investeret i dem.
For at forklare disse problemer må vi vende tilbage til det centrale spørgsmål om imperialistisk ekspansion. Forudsætningen for denne ekspansion var, at nazisterne forberedte tysk kapitalisme som helhed til den forestående krig. I det perspektiv kom enkeltkapitalisters særinteresser i anden række. Og faktisk optræder den nationale interesse da også side om side med arbejdsgiverens i selve arbejdsloven, som vi allerede har set det. Således betød overordningen af staten, der lige så meget var en følge af krigsforberedelsen som af nazi-programmet, at den i stigende grad blev en magt over og ved siden af selve storkapitalen.
Betragtninger over dette forhold har forledt visse skribenter til at anse nazisternes herredømme for at repræsentere en eller anden ny type klassesamfund, der skulle være uafhængigt af kapitalens logik. Når man vurderer sådanne teorier, er det første, der er værd at bemærke, at en selvstændig indgriben fra statens side over for storkapitalen under en imperialistisk krise ikke er et fænomen, der er enestående for fascismen.
Under 1. verdenskrig dikterede den tyske kejsers generalstab faktisk økonomien, så den tjente krigsførelsen bedst, og det var ikke et særligt "tysk" fænomen, for en lignede proces fandt nemlig samtidig sted i England. Og under 2. verdenskrig overtog den britiske stat ledelsen af hele det økonomiske liv i et omfang, der måske var større end i Tyskland. Arbejderbevægelsen blev kontrolleret, råvarer og finanser blev dirigeret rundt efter krigsprioriteringer, og en stor del af krigen blev finansieret efter direkte forhandlinger mellem den britiske og den amerikanske stat. Kvindelig værnepligt, uset i Nazi-Tyskland, blev i England allerede indført på et tidligt tidspunkt af krigen. Alt dette fandt sted under politiske forhold, der var totalt forskellige fra fascisternes: I England var omdrejningspunktet tværtimod den faste alliance mellem storkapitalen og lederne af klassesamarbejdsorganisationerne.
For det andet var denne tendens til, at staten blev mere og mere selvstændig, en ujævn proces. Således forkastede nazisterne udtrykkeligt den italienske fascistiske model med nationalisering af våbenindustrien, og trods lejlighedsvise skærmydsler med folk som Thyssen lod de sågar genstridige selskaber forblive på private hænder. Endog den statslige organisering af krigsvigtige ressourcer var begrænset - produktionen af køleskabe til private husholdninger fortsatte f.eks. helt op til 1943. Derfor er det ikke helt rigtigt at sige, at nazi-kontrollen over staten betød, at alle aktiviteter i samfundet blev underordnet statens og krigsmaskinens magtpåbud.
Med disse forbehold kan man dog sige, at statens voksende selvstændighed i forhold til privatkapitalen blev meget udviklet i Tyskland, samt at fascistiske styreformer tillader denne proces at få et meget mere dramatisk forløb, end borgerlige demokratier gør.
En iøjnefaldende illustration af, hvor langt staten under nazisterne var i stand til at gå for at følge sine egne krav frem for kapitalens behov, er den såkaldte Endlösung. Selv om udryddelsen af jøderne var en forbrydelse af så chokerende gru, at det er vanskeligt at tage den op til kritisk granskning, er det nødvendigt med i det mindste konturerne til en undersøgelse af dette spørgsmål.
I en vis forstand, dvs. hvis vi ser på fremgangsmåden, blev denne massakre på millioner af mennesker organiseret på bedste kapitalistiske måde. Over en flerårig periode blev staten med fuld kraft sat ind for at organisere en effektiv og veltilrettelagt tilintetgørelse af det jødiske folk. Herved adskilte den sig ikke blot i omfang, men også af væsen, fra de gammeldags pogromer, som nok har haft en vis taktisk værdi for den herskende klasse, men ikke var en fast bestanddel og betingelse for deres herredømme.
Hele operationen blev dirigeret efter rutiner og retningslinjer, som enhver bureaukrat måtte beundre, hvis det ikke havde været for dens forfærdende formål. Kontrakterne om opførelsen af lejrene, konstruktionen af gaskamrene og leverancerne af gas afspejlede på forbilledlig vis almindelige kapitalistiske kontraktforhold. Lejrene stillede et uhyre antal slavearbejdere til rådighed for storkapitalens udbytning. Personlige værdigenstande fra de myrdede jøder blev systematisk indsamlet og solgt. Gevinsten ved salget blev indsat på en særlig konto i Reichsbank. Til hele dette katalog over rædsler føjedes posten: Kapitalens logik.
Men tilbage står spørgsmålet om grunden til tilintetgørelsen af jøderne. Det handler her ikke om dette, at slavearbejdere arbejdede sig til døde, men om den kalkulerede udslettelse af millioner af mennesker, arbejdsdygtige såvel som uarbejdsdygtige. Beretninger fra dødslejrene skelner mellem slavearbejde, som vi kan forklare med kapitalens akkumulation, og tilintetgørelse. Men end ikke ved udvælgelsen af jøder til slavearbejde blev deres individuelle kvalifikationer taget i betragtning. I bedste fald blev de beskæftiget med de mest fornedrende former for arbejde.
Hvis vi ser på hele dette rædselskatalog fra den kapitalistiske logiks synspunkt, forekommer det fuldstændig umotiveret. Hele forløbet fandt sted på baggrund af en økonomi, der led af manglen på arbejdskraft, og som derfor var tvunget til at benytte sig af upålidelige tropper. Der er ingen tænkelig kapitalistisk logik i udslettelsen af millioner af potentielle arbejdere uden hensyntagen til deres arbejdsevne. Og det kostede kolossale anstrengelser og ressourcer at transportere disse millioner af mennesker tværs gennem Europa på et tidspunkt, hvor jernbanerne var under konstant luftbombardement, og hvor der var mangel på noget så vigtigt som militærkøretøjer.
Heller ikke i nødvendigheden af over for offentligheden at opfylde et eller andet program, der kunne have ideologisk betydning for opretholdelsen af kapitalismen, kan vi finde nogen motivering for dødslejrene. Selv om nazisternes anti-semitisme var en iøjnefaldende og reel del af deres ideologiske appel, blev tilintetgørelsen af jøderne gennemført i dybeste hemmelighed. Alene kodeordet for projektet, "Nat og tåge", antyder dette, og skønt kendskabet til operationen nok var mere omfattende, end det er blevet påstået fra visse hold, blev den aldrig brugt som offentligt propagandavåben. Hvis dette forehavende havde nogen ideologisk funktion i retning af en cementering af nazi-styret eller opfyldelse af dets program, var denne funktion ikke forskellig fra statsapparatet og besiddelsen af statsapparatet: Den bestod i dette særlige (bureaukratiske) lags behov for at fastholde sin egen indre sammenhængskraft.
Det er ikke muligt at forklare dette massemord med nødvendigheden af at akkumulere kapital eller vinde den imperialistiske krig eller sikre kapitalens eller blot statens herredømme over befolkningen, som jo allerede var knægtet. Den eneste grund, der kan være til det, er den fascistiske stats egen selvstændige logik. Udryddelsen af jøderne var ikke i storkapitalens interesse, men på tværs af den. Den var et udslag af den fascistiske stats behov.
Yderligere belæg for denne den fascistiske stats betydelige selvstændighed i forhold til kapitalen bekræftes af "officerskomplottet" den 20. juli 1944. Som vi har set, opnåede nazisterne en vis adgang til de væbnede styrkers inderkreds og øverste ledelse, og i 1944 var de kommet endnu et stykke på den vej. Men selv da blev en stor del af officerskorpset hentet fra traditionelle rekrutteringsbaser, der var loyale over for godsejerne, som mange år tidligere havde slået sig sammen med kapitalistklassen.
I 1944 stod det mange officerer såvel som mange kapitalister klart, at den imperialistiske krig var tabt. Ambitionerne om erobring østpå havde ført til tilintetgørelsen af hovedparten af den tyske hær. Krigsmaskinen var ikke i stand til at modstå presset og vende sig imod endnu en offensiv vestfra. Ud fra kapitalens synspunkt var den fornuftige løsning at søge at sikre en fred – helst en pagt med de vestlige kapitalister og en aftale om at fortsætte krigen østpå. "Officerskomplottet" var et forsøg fra en betydelig del af den militære elite og nogle civile på at fjerne den nazistiske ledelse og på det grundlag forhandle om fred.
Det slog som bekendt fejl. En væsentlig grund til fejlslaget var, at nazi-staten i løbet af krigen havde udviklet en meget betydelig væbnet styrke, der var uafhængig af det gamle officerskorps, nemlig Waffen SS. I kraft heraf havde de i 1944 en militær magtfaktor, der var loyal – ikke over for den tyske kapitalisme i almindelighed, men – over for den særlige nazistiske stat. Derfor kunne militær-revolten slås ned og krigen fortsættes endnu et år under en ekstrem indre terror.
Her kan vi igen kun finde grunden til disse fænomener i den fascistiske stats voksende selvstændighed. Fra den tyske kapitalismes synspunkt var spørgsmålet om at få gjort en ende på krigen vanskeligt, men ikke umuligt. Det fascistiske statsapparat beroede imidlertid med selve sin eksistens på driften mod imperialistisk sejr. "Nazificeringen" af statsapparatet betød, at ethvert andet mål end sejr ville stille spørgsmålstegn ved hele statsapparatet. Faktisk var det præcis det, der skete i Italien, og det var kun kombinationen af imperialistisk militær okkupation og den reaktionære holdning hos lederne af den italienske kommunisme, der tillod den kapitalistiske stat at blive genopbygget under anvendelse af meget af det samme personel som før.
For fascisten er fascismens nederlag ligesom dens sejr ikke kun et spørgsmål om det politiske system; det drejer sig om personlig overlevelse. Hvad den kapitalistiske klasse i Tyskland end måtte have ønsket – et nederlag 0kunne statsapparatet ikke indrømme, for det betød dets personlige udslettelse. Den fascistiske statsmaskine er ikke bundet til i almindelighed at videreføre det kapitalistiske samfund, kun det fascistiske.
Vi må derfor konkludere, at den fascistiske stat er i stand til at udvikle en betragtelig selvstændighed i forhold til storkapitalens direkte behov. Men der er nogle ganske bestemte betingelser for dette, nemlig at den nationale kapital som helhed involveres i bitter kamp med andre nationale kapitaler. Under sådanne forhold vil enhver stat begynde at udvikle en betydelig selvstændighed, fordi den repræsenterer kapitalens generelle interesser over for særlige delinteresser og således vil være tvunget til at modarbejde nogle af kapitalisterne.
Under fascismen forstærkes denne selvstændighed af den omstændighed, at staten selv har tilintetgjort alle andre former for politisk organisering og er totalt gennemsyret af fascismens behov. Fordi staten her udøver sit herredømme ved hjælp af terror, er den nu i stand til at frigøre sig fra den overordnede kontrol, som kapitalismen udøver over andre statsformer. Under de usædvanlige forhold i Tyskland i 1944 betød dette, at staten havde en væbnet styrke, der var så tilstrækkelig stærk og uafhængig af den herskende klasse, at den kunne overleve det, som er kapitalistklassens mest ekstreme udtryk for utilfredshed med en siddende regering: militærkuppet.
Derfor kan vi ikke på noget tidspunkt af dens historie betragte fascismen som et umiddelbart redskab for storkapitalen. Hele vejen igennem er den en virkelig samfundsmæssig bevægelse bestående af folk, der snarere forfølger deres egne end monopolernes mål. I virkeligheden er det netop det, som gør fascismen til et værdifuldt redskab for storkapitalen sådan at forstå, at dens karakter af massebevægelse betyder, at den kan erstatte klasse-samarbejdsorganerne på en måde, som ingen hær eller politistyrke nogensinde vil være i stand til. Derfor er den potentielt et magtfuldt våben i klassekampen og i meget høj grad i stand til at vippe styrkeforholdet til privatejendommens fordel.
Men et sådan skift er ikke en automatisk proces, som storkapitalen vilkårligt kan stampe op af jorden. Fordi fascismen er en massebevægelse med en høj grad af selvstændighed i forhold til storkapitalen, må den opbygges efter sin egen logik.
Selvfølgelig hjælper kapitalistklassen kraftigt til med våben, mennesker og penge; men disse faktorer forklarer ikke fascismen. Hvis de gjorde det, ville udsigterne for arbejderklassen virkeligt være mørke. De interesser, som storkapitalen har, er naturligvis uforenelige med dens egen likvidering og med socialismen. Så hvis storkapitalen kunne stable en massebevægelse på benene af omfang som det tyske nazi-parti, hver gang den følte sig truet, er det vanskeligt at se, hvordan vi overhovedet skulle kunne gøre os håb om at omstyrte kapitalismen.
Men fascismen er i virkeligheden uafhængig af storkapitalen og sårbar over for angreb fra arbejderklassen. Som massebevægelse afspejler den det ydre tryk og de indre spændinger i sine medlemmers tilværelse, og de er ikke uden videre loyale over for storkapitalens herredømme. Noget af dette tveæggede potentiale viser sig i fascismens verbale angreb på storkapitalen. Men endnu vigtigere er det, at fascistiske bevægelser rent faktisk er bygget på en ustabil alliance mellem meget forskellige grupper, der er underlagt indbyrdes modstridende pres i forskellige retninger. Hvilket pres, der er det dominerende, er ikke givet på forhånd - det er resultatet af kamp.
Historiens perspektiv kan være misvisende. Set fra vores tid synes de fascistiske bevægelser at have en noget nær monolitisk solidaritet over sig, og deres sejr kan synes uundgåelig. Men virkeligheden er anderledes.
Sidst opdateret 3.6.00