Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Forrige kapitel | Næste kapitel
Gammel og ny middelklasse
Krisens virkning på middelklassen
Fascismen, staten og storkapitalen
Fascismen og arbejderklassen
Den fascistiske bevægelses opbygning
Fascismen – middelklassens skrøbelige redskab
I det foregående kapitel gik vi ud fra, at fascismens massebasis bestod af medlemmer af de sociale grupper, som ligger imellem den rene kapitalistklasse og arbejderklassen. Vi vil nu se på det materiale, der faktisk ligger.
En analyse af toplederne siger os ikke ret meget – Hitler og Mussolini kom fra helt forskellig klassebaggrund – men sammensætningen af eliten i de udviklede massepartier giver et fingerpeg om, at de fascistiske partiers "naturlige ledere" kom fra netop disse mellemgrupper. De udgjorde et lederskab, der var meget forskelligt fra den patriciske type, der som oftest er uforholdsmæssigt stærkt repræsenteret i traditionelle konservative partier. Lederne af fascistiske massepartier har overvejende et udpræget plebejisk image, og det synes at bekræfte, at de ikke er direkte repræsentanter for storkapitalen.
Hvis vi ser på de tilfælde, hvor fascismen viste sig i stand til at opbygge massebevægelser, vil vi finde, at medlemsskaren faktisk domineredes af "middelklassen". Det italienske fascistparti bestod i november 1921 af følgende:
| Jordbesiddere | 18.084 |
| Selvstændige næringsdrivende | 13.878 |
| Fabrikanter | 4.269 |
| Liberale erhverv | 9.981 |
| Offentligt ansatte funktionærer | 7.209 |
| Privat ansatte funktionærer | 14.998 |
| Lærere | 1.680 |
| Studenter | 19.783 |
Hertil kom 36.847 landarbejdere og 23.418 industriarbejdere. De var blevet "overtalt" til at slutte sig til den fascistiske bevægelse efter et sandt rædselsregimente, især i landområderne, hvor fascistiske bander havde smadret de gamle fagforeninger og myrdet mange militante arbejdere. Det er således klart nok, at den italienske fascisme – i det mindste for så vidt angår den frivillige deltagelse i den – må karakteriseres som en kampbevægelse bestående af italiensk middelklasseungdom.
Beregninger vedrørende den tyske fascisme er knapt så fuldstændige; men på grundlag af det tilgængelige materiale må det antages, at arbejdermedlemmerne aldrig udgjorde mere end 30% af nazi-partiet (NSDAP), og det i et land, hvor arbejderklassen talte omkring halvdelen af befolkningen. Dette er højt sat, og efter min mening også for højt. Men selv om tallet skulle være korrekt, ville der stadig være tale om en væsentlig overrepræsentation af middelklassen i NSDAP's medlemsskare.
Hvis vi altså betragter de to vigtigste historiske eksempler, ser det således ud til, at kernen i de fascistiske bevægelser udgøres af netop de klasser, som vi i første kapitel fremholdt som deres basis. Det var, og er, præcis disse grupper, som den fascistiske ideologi er rettet imod. Vi har altså en klar overensstemmelse mellem den sociale basis og ideologien.
Men den kendsgerning, at dette lag udgør fascismens kamp-basis frembyder en lang række problemer. Mens det i perioder med klassesamarbejde er sandt, at disse grupper notorisk er vælgergrundlaget for reaktionære parlamentariske partier, så er de samtidig også notorisk passive. Vi er nødt til at forklare, ikke kun hvorfor de overfører deres loyalitet fra ét parti til et andet; men også hvorfor de antager en så usædvanlig aktiv form for politisk liv. Endvidere er disse grupper indadtil meget uensartede og underlagt forskellige, indbyrdes modstridende former for pres, og derfor må vi også forklare, hvorfor og hvordan de endte med at danne en samlet og homogen bevægelse.
Den centrale opdeling af middelklassen går mellem de grupper, vi kan rubricere som den "gamle" middelklasse, og dem, vi kan kalde den "nye" middelklasse. Den "gamle" gruppe udgøres af dem, som ikke sælger deres arbejdskraft for en løn. Den "nye" gruppe udgøres af dem, som sælger deres "åndelige arbejdskraft".
Begge disse gruppers traditionelle passivitet har sin årsag i deres placering i det kapitalistiske samfunds struktur. Den gamle middelklasse er en rest fra tidligere tider, hvor tendensen til monopolisering var mindre udviklet, og hvor den lille ejendomsbesidder og uafhængige håndværker var det almindelige i produktionen. Den nye middelklasse befinder sig midt i en proces, som reducerer både deres løn og status til arbejderklassens niveau, så deres privilegier er også rester fra tidligere tider. Ingen af grupperne har nogen reel fremtid i kapitalismens udvikling, som kun kan fortsætte gennem yderligere monopolisering og nivellering af al slags arbejde. Eller blive væltet og erstattet med nye, socialistiske former for samfundsmæssig organisation.
Heraf følger for det første, at enhver politisk bevægelse, der baserer sig på disse grupper, under alle omstændigheder må være reaktionær. Endvidere at selvstændig politisk handling fra disse gruppers side er "undtagelsen" af den grund, at deres langsigtede fremtid ligger hos enten den ene eller den anden klasse. Og endelig, at ingen bevægelse, der baserer sig på selvstændig handling fra disse grupper, i det lange løb kan realisere sine mål. Den vil uvægerligt komme under ledelse af en af de to hovedklasser.
Inden for den mere almindelige forskel mellem gammel og ny middelklasse er der yderligere forskelle. Den gamle middelklasse består af en lang række grupperinger. Der kan ikke trækkes en skarp skillelinie mellem store og små virksomheder, og der er også konstant bevægelse mellem de to størrelser. Selv om disse grupperinger er rene kapitalister og har flere eller færre arbejdere ansat, er de som helhed meget forskellige fra de virkeligt store kapitalistiske firmaer. Den lille uafhængige landmand, håndværker, butiksindehaver, tandlæge, repræsenterer igen en forskellig gruppering, for selv om de ejer deres egne produktionsmidler, har de som regel få eller ingen ansatte og er ikke for alvor involveret i akkumulation af kapital. På den nedre ende af den skala begynder vi at glide over i de liberale erhverv, hvor man ikke sælger sin arbejdskraft, men tjenesteydelser. Ud over eksemplet med advokater kunne vi nævne ejendomsmæglere og det utal af lignende snylterfunktioner, der eksisterer under kapitalismen. Historisk har det totale omfang af disse grupper tilsammen været betragteligt. I Tyskland udgjorde de mere end 30% af befolkningen i mellemkrigstiden.
Den nye middelklasse er også meget forskellig. Selv om den objektivt set hovedsageligt består af lønarbejdere, er der jo store forskelle mellem den underordnede kontorassistent og toplederen. Endvidere er der stadig forskel på, hvor meget disse grupper direkte har været underlagt den kapitalistiske maskinproduktion, og helt op til nutiden har der faktisk været store forskelle med hensyn til den grad af frihed, der var knyttet til jobbet. Som helhed adskiller denne gruppe sig i større eller mindre omfang fra den traditionelle arbejderklasse i kraft af sine privilegier – som rækker fra marginale til væsentlige - og i kraft af, at den er fastfrosset i et hierarki. Denne konstruktion tilbyder angiveligt i det mindste begrænset avancement til gengæld for lydighed og hårdt arbejde. Omend indbyrdes meget forskelligt stillede er funktionærens hele position således beregnet på at få ham eller hende til at forstå sig selv som stående et trin over den traditionelle arbejderklasse.
I perioder med kapitalistisk boom oplever begge disse dele af middelklassen en vis sikkerhed. For den lille ejendomsbesidder kan konkurrencen nok være et problem; men det er alligevel muligt at overleve behageligt. De, der bliver tilintetgjort af kapitalismens logik, kan affærdiges som ineffektive individer, der ikke slog til i tingenes naturlige orden. Og selv om de større kapitalister kan være mere eller mindre uvelkomne konkurrenter, så er de også et forbillede for, hvad det er muligt at blive.
Funktionæren er i en lignende situation. Skønt virksomhedens topledelse uundgåeligt optræder som en undertrykkende magt, er denne undertrykkelse selv en bestandig bekræftelse på de værdier, funktionæren stræber efter. Et vigtigt trin på avancementsstigen er at tilegne sig i det mindste nogle af de vaner og værdier, som ens foresatte har. Den høje vurdering af succes i uddannelse, af tilpasningsevne, af at gå net klædt og læse Daily Telegraph er de ydre tegn på en indre bestræbelse efter at komme på højde med éns overmænd og således gøre sig til avancements-kandidat.
På den baggrund går disse gruppers generelle historiske passivitet godt i spand med deres opfattelse af offentlig politisk aktivitet som noget excentrisk. Hvis vi kigger nærmere på den politiske profil i partier, der organiserer disse grupper i tider med økonomisk opgang – f.eks. Tory-partiet - vil vi opdage, at de er meget mindre politiserede end selv den mest degenererede reformistiske organisation. Den kollektive handlings politik – demonstrationer, debatter, indre parti-liv – er næsten fuldstændigt fraværende, og partiets sociale funktioner er som oftest de mest fremherskende, bortset fra valghandlingens rituelle kramper.
Denne selvbearbejdelsesproces er selvsagt ikke uden omkostninger, og den sociale og psykologiske selvundertrykkelse er helt klart enorm. Men omkostningerne kommer til udtryk i den forvredne individualitet og inden for den personlige sfære, og de afreageres i en række af fritidsaktiviteter. Den drøm om magt og frihed, som konstant bliver spoleret i arbejdssituationen, kan leves ud inden for den kreds, der hedder hus og have, bil, børn og en god pension.
Hele denne fast afstukne livsstil og alle disse midler til tilpasning til kapitalens herredømme trues i perioder med økonomisk nedgang. For den gamle middelklasse betyder krisen skærpet konkurrence. Og for den lille kapitalist er prisen for økonomisk fallit ikke kun økonomisk: Uden det sikkerhedsnet, som udgøres af en konto i schweizer-banken, er alternativet for den lille virksomhedsejer lønarbejde eller arbejdsløshed. Samme frygtelige skæbne venter funktionæren, som mister sit arbejde. Således betyder truslen om økonomisk tilintetgørelse ikke bare en periode med større eller mindre fattigdom, den bringer også den omhyggeligt konstruerede private verden i farezonen. I en krise stilles middelklassen blot, og for første gang bliver den drevet til at vedkende sig sin egen politiske identitet.
Denne trussel betyder meget mere end simpelthen at miste sit job. Den betyder udslettelse af 'alt, hvad man arbejdet for', at der ikke bliver mulighed for at indkassere belønningen for 'alle de ofre, vi har bragt', og at 'de værdier, vi har bygget vores liv på' ikke længere gælder. Og netop alt dette forklarer efter min mening langt hen ad vejen de fascistiske bevægelsers hysteri. For den truede middelklasse er det ikke simpelthen et klasseanliggende, men også et personligt anliggende. Al den undertrykkelse, man vendte indad som betingelse for at få privat succes i opgangsperioden, bliver nu pludselig sluppet løs i et åbent politisk korstog.
En krise udløser således hele den mængde af sociale og psykologiske misdannelser, som kapitalismen påfører middelklassen. De har altid været tilstede, – betingelserne for, at de kunne komme til udtryk, har blot været fraværende.
Denne bølge af bitter fjendtlighed flyder imidlertid ikke i nogen bestemt retning. Heller ikke automatisk i retning af fascisme. I et senere kapitel vil vi undersøge forholdet mellem middelklassen og bevægelse i en anden retning, mod socialisme; men her vil jeg forudsætte, at denne bevægelse har slået fejl, og at middelklassen søger en alternativ udvej. At denne udvej vil være reaktionær kommer sig af deres almindelige stilling; men tilbage står spørgsmålet om, hvorfor den antager den særlige form af fascisme med al dens bizarre håbløshed, og hvordan det kan lade sig gøre at forene så forskellige miserable grupper til en masse- og kampbevægelse.
For at svare på det er vi nødt til at undersøge den kapitalistiske krises virkning på middelklassen mere detaljeret.
For den gamle middelklasse var virkningen af krisen ændrede konkurrencebetingelser. Den store kapitalist bliver en 'unfair konkurrent'. Et stort firma kan for en tid klare at holde priserne nede for at drive mindre konkurrenter ud af branchen. Et stort firma kan lettere og på bedre betingelser end et lille eller en privatperson forhandle sig til et banklån. Et stort firma kan gå direkte til staten for at få støtte, særlige kontrakter eller anden hjælp. Et stort firma kan reducere sin arbejdsstyrke og alligevel holde sig i gang.
Ingen af disse fremgangsmåder står åben for den lille virksomhedsejer. Den skærpede konkurrence betyder, at han bliver ruineret, og dermed deklasseret, af storkapitalisterne. Hvad der er særligt vigtigt er, at kreditten, som altid er en vital størrelse, når det drejer sig om at drive en virksomhed, bliver meget kortfristet under en krise. Forbindelserne mellem de store firmaer og bankerne betyder, at de er i stand til at få lån på hvilke som helst betingelser.
Således bliver nu den store virksomhed, som engang var et forbillede at leve op til, en farlig fjende. Den lille virksomhedsejer går selvfølgelig i høj grad ind for konkurrence, men ikke den slags "unfair" konkurrence, som en alliance mellem bankerne og de store virksomheder udvikler under en krise. En bølge af fallitter kan ikke forklares som individuel udygtighed hos særlige kapitalister, den må være et resultat af strukturelle faktorer. Krisens angreb tvinger de små virksomhedsejere til at forstå sig selv – ikke som mindre udgaver af de store monopoler, men som en særlig gruppe med egne interesser og med nye problemer, der kræver afhjælpning.
For den nye middelklasse er følgerne anderledes. Firmalukningerne betyder en trussel om afskedigelse. Stagnation i produktionen betyder, at der er lukket for mulighederne for at avancere. Og det betyder igen, at hierarkiet, der tidligere fremstod som en naturlig belønning for talent, nu bare bliver et middel, som dem i toppen bruger til at holde de underordnede nede med. Denne omstændighed er særlig betydningsfuld for den nyuddannede ungdom. For dem er der ingen udsigt til beskæftigelse af den type, de har arbejdet og bragt personlige ofre for. Således udvikler også den nye middelklasse en fornemmelse af, at det system, som den ubetinget havde været parat til at leve med, på en eller anden måde behandler den uretfærdigt og snyder den for den belønning, den er berettiget til.
Det er disse faktorer, der skaber fascismens vidt og bredt udskregne "radikalisme" med dens velkendte angreb på monopolerne, finanskapitalen og "den gamle klike". Hvis vi kigger på nazi-partiets program, kan vi se det meget klart udfoldet. For den gamle middelklasse:
Punkt 11: Afskaffelse af interessekampens åg.
Punkt 13: Nationalisering af alle virksomheder, der er blevet sluttet sammen.
Punkt 14: Overskudsdeling i de store industrier.
Punkt 16: Skabelse og opretholdelse af en sund middelklasse, øjeblikkelig kommunalisering af store varehuse og udlejning af dem for en lav rente til små handlende, og at der skal udvises særligt hensyn til små leverandører til stat, amt og kommune.
Punkt 17: En jordreform, som modsvarer vore nationale behov, gennemførelse af en lovgivning, der gør det muligt at konfiskere jord til offentlige formål uden kompensation, afskaffelse af rente på pantebreve, forhindring af jordspekulation.
Punkt 18: Ufortøvet krig mod alle, der handler til skade for fællesskabet. Folk, der gør sig skyldige i kriminelle handlinger rettet mod nationen, ågerkarle, profitmagere osv. skal straffes med døden uanset tro eller race.
For den nye middelklasse knapt så meget:
Punkt 20: Med det formål at give enhver egnet tysker adgang til højere uddannelse og følgelig avancement til ledende stillinger må staten foretage en gennemgribende omstilling af vort nationale uddannelsessystem.
Hvad dette program går ud på, er at erobre statsmaskineriet og bruge det som støtte for middelklassen. Vidt forskellige grupper søges tilfredsstillet – detailhandlende, bønder, småproducenter, højere funktionærer osv. Det fascistiske program er her skræddersyet til de behov, der gør sig gældende i fascismens sociale basis.
Dette aspekt af fascismen er tit blevet udråbt som "radikalisme" i noget nær samme forstand, som gælder for socialismen. Det mener jeg er forkert. Programmet indeholder intet angreb på staten som sådan, det indeholder ingen angreb på kapitalismen som system, det tilbyder ikke arbejderklassen noget som helst. Det er et program for den lille forretningsdrivende i monopolkapitalismens epoke, og så et løfte til den nye middelklasse om øget statsbureaukrati.
Der er ingen tvivl om, at der er radikalisme i fascistiske bevægelser, og måske er det umuligt i imperialismens epoke at skabe en massebevægelse uden i det mindste et demagogisk angreb på kapitalens værste forbrydelser og misbrug. Men denne radikalisme har intet at gøre med socialisme, det er middelklasse-radikalisme. Fascismens idealisme er kras materialistisk: Den prøver kun at få fingre i statsapparatet for at fremme middelklassens karriere. Den angriber kun storkapitalen i det omfang, den ser den som et integreret element i et system, som i sig indeholder den lille kapitals ruinering.
Den anden og mindre ambivalente side af fascismen er dens åbne fjendtlighed mod arbejderklassens organisationer. Ingen fascistisk bevægelse har nogensinde skjult det, og alle har de brugt vold mod arbejderklassens organisationer, før de kom til magten. Vi har allerede set, hvordan Mussolini "rekrutterede" arbejdere og bønder under den systematiske borgerkrig mod arbejderklassens organisationer. På samme måde havde nazisterne en lang historie med åbent fjendskab mod arbejderklassens organisationer. Her var fjenden bare så frygtindgydende, at det først var muligt at føre den over i et koncentreret angreb efter magterobringen. Heller ikke dette fjendskab er et simpelt aspekt af ideologien, men et udslag af den måde, krisen rammer middelklassen på.
Den gamle middelklasse har klart nok direkte interesse i angreb på fagforeninger, fordi det i høj grad er dem, der regulerer de betingelser, de er i stand til at have folk ansat på. Storkapitalisterne og deres stat forhandler direkte med fagforeningerne som en del af klassesamarbejdet, og det sætter sig igennem over for de små arbejdsgivere, uanset om arbejderne på deres særlige område er organiserede eller ej. Der, hvor arbejderne er organiserede, ligger de lønninger, de små kapitalister skal betale, selvfølgelig normalt på linie med dem, der betales i større foretagender. Og selv hvor det ikke er tilfældet, er der ofte en indirekte sammenhæng.
Men for den lille kapitalist udgør lønomkostningerne for det meste en større del af de samlede produktionsomkostninger, end de gør for et stort selskab. Yderligere gør en monopolistisk prispolitik det muligt for det store selskab at opretholde profitten ved at lægge udgifter til højere lønninger over på priserne. Mens et bestemt lønniveau således nok kan være tåleligt for et flertal af storkapitalister, kan det samtidig være ruinerende for den mindre arbejdsgiver.
Men der er andre sider af forhandlingsprocessen mellem kapital og arbejderklasse, der har betydning for den gamle middelklasse, også når denne ikke med selve sit udkomme er afhængig af udbytning af andre. Et stort område af arbejdslønningerne dækkes af det, der hedder "social løn", som forhandles direkte mellem staten og fagforbundene. Det drejer sig om aftaler, som den lille erhvervsdrivende ikke har direkte del i; men som han er tvunget til at leve med og betale for. Et helt net af sikkerhedsbestemmelser, hygiejnebestemmelser, byggebestemmelser osv. er en del af handelen mellem kapital og arbejde. For den store arbejdsgiver er de ikke nogen særlig hindring, eftersom de enten kan imødekommes eller omgås uden udsigt til ruinering. Men for de mere marginale grupper, hvis evne til at overleve afhænger af deres mulighed for at hugge en hæl og klippe en tå, betyder alt, hvad der indskrænker denne mulighed, en trussel mod deres fremtid.
I tilfældet den nye middelklasse forholder det sig noget anderledes. De er objektivt lønarbejdere, og derfor er der en vis tendens hos dem til at organisere sig i fagforeninger og deltage i kollektive aktioner. Det vil vi se nærmere på i nogle af de følgende kapitler. Men selv hvor denne proces kan være ret fremskreden, har disse grupper alligevel tit en lavere organiseringsgrad end den traditionelle arbejderklasse. Hvis vi i dette kapitel antager, at disse lag er ringere organiseret, sådan som det faktisk var tilfældet i Tyskland i mellemkrigstiden, så vil der i den situation altid bestå en mulighed for fjendtlighed over for den organiserede arbejderklasse.
I mange situationer agerer disse grupper som værkførere og arbejdsledere for kapitalistklassen og har dermed mere eller mindre direkte kontrol over dele af arbejderklassen. Eksistensen af faglig organisering blandt deres 'underordnede' opleves som en konflikt, der forhindrer dem i at udøve deres 'naturlige' funktioner som 'overordnede'. På den måde kan der selv i perioder med kapitalistisk ekspansion være reelle konflikter mellem funktionærer og arbejdere.
I tider med kapitalistisk krise er der desuden andre faktorer på spil. I en periode med galoperende inflation som f.eks. i Tyskland i mellemkrigstiden og Storbritannien i dag (bogen er skrevet i 1980; o.a.) er grupper af arbejdere, som er godt organiseret, sædvanligvis i stand til at forhandle sig til bedre betingelser end dårligt organiserede. Og i en periode med nedskæringer på lønnen og med fyringer vil de grupper, der gør mest modstand – og det er også de bedst organiserede – lide mindst tab. Funktionærer klarer sig ofte dårligt.
Ingen af disse faktorer ændrer reelt funktionærernes objektive stilling i forhold til kapitalen; men for deres stilling i forhold til arbejdere har de vigtige følger. Den 'kløft' i levevilkår og social status, der har adskilt dem fra den traditionelle arbejderklasse, bliver mindre. Deres privilegier og den sikkerhed, som de har bragt betydelige ofre for, er under angreb. For den enkelte funktionær ser det ud, som om alle disse upolerede og simple lømler, som aldrig gjorde sig i skolen, nu i kraft af organisation har klaret at få lige så meget ud af livet som de gode drenge og piger, som altid adlød læreren og klarede at få de dyrebare eksamensbeviser, der sikrede dem et job som funktionær.
Både for funktionærerne og den gamle middelklasse kan de organiserede arbejderes styrke derfor fremstå som en trussel mod hele deres sociale position. Deres potentielle fjendtlighed over for fagforeninger og arbejderpartier er betydelig.
Det er vigtigt at mærke sig to ting. For det første, at det er en fjendtlighed, der er vendt mod arbejderorganisationernes styrke til at forhandle sig til bedre aftaler med storkapitalisterne og staten. Dette er et omdrejningspunkt i et af de mest besynderlige aspekter i fascistisk ideologi: Deres argument om, at der eksisterer en alliance mellem storkapitalen og den organiserede arbejderklasse. Arbejderklassens evne til at forsvare sig mod kapitalens angreb ved hjælp af politiske og faglige organisationer opfattes som blot en række forhandlinger mellem de store kapitalister og arbejdernes organisationer. Den samlede virkning af disse forhandlinger er en forringelse af middelklassens stilling. Altså: De er allierede imod alle de grupper, der bliver mast imellem dem.
For det andet, at denne fjendtlighed er vendt – ikke mod arbejderne, men mod deres organisationer. Når alt kommer til alt afhænger middelklassens stilling selv af det, arbejderne laver. Alt hvad man forlanger er, at disse grupper anerkender de overordnedes ret til at forblive overordnede. For middelklassen drejer det sig ikke om at få fjernet arbejderklassen fra samfundet, men om at skabe betingelser for, at den anerkender sin underordnede rolle som 'naturlig'.
I den sammenhæng er vi nødt til at kigge på visse fascistiske organisationers og især NSDAP's anti-semitisme. Anti-semitisme er ikke et alment gældende træk ved fascistiske bevægelser, og det er min opfattelse, at det egentlig er et tilfældigt aspekt af fascismen. I tilfældet med Tyskland var der tilfældigvis et antal mennesker af jødisk herkomst både i kapitalistklassen og blandt arbejderklassens ledere. Det satte nazisterne i stand til at lancere en håndgribelig udgave af den generelle fascistiske påstand om, at der består en alliance mellem arbejdere og kapital. Denne 'alliance' hvilede imidlertid ikke på et antal individers tilfældige oprindelse, men på klassesamarbejdets synlige virkelighed, som var dybt præget ind i det tyske statsapparat.
Hertil kom selvfølgelig talrige andre faktorer. Som vi skal få at se, satte angrebet på jøderne dele af den tyske middelklasse i stand til at fremme deres position uden noget generelt angreb på de kapitalistiske ejendomsforhold. Endvidere havde anti-semitismen spillet en stor og officiel rolle i Tysklands umiddelbare fortid og byggede selv på meget ældre traditioner i europæisk tænkning. Men uanset andre, sekundære faktorer og uanset hvor nyttig anti-semitismen må have forekommet at være for NSDAP, så mener jeg, at den virkelige betingelse for den var et alment gældende træk ved de imperialistiske samfund, der opererer med borgerligt demokrati, nemlig klassesamarbejdet mellem arbejder-organisationer og den kapitalistiske stat.
En anden vigtig faktor, der følger heraf, er visse fascistiske gruppers evne til at rekruttere et betragteligt antal arbejdere. I Italien opnåede man dette ved hjælp af terror, men ikke i Tyskland. Her betød forskellen mellem fjendskab mod klasseorganisationer og så mod arbejderklassen som sådan, at den fascistiske bevægelse kunne forsøge sig med umiddelbar rekruttering af arbejdere. En del af denne rekruttering beroede utvivlsomt på den vægt, der blev lagt på det fascistiske programs 'radikale' aspekter – og yderligere hjælp kom fra de store arbejderorganisationers manglende evne til at tilbyde nogen løsning på arbejderklassens problemer, selv om man netop påberåbte sig at repræsentere dem.
Men en anden kilde til rekruttering var at udstede løfter om marginale privilegier til 'loyale tyske arbejdere'. NSDAP organiserede et utal af hjælpeprogrammer – der handlede om bolig, job, smågoder af den ene og den anden art – for sine arbejdertilhængere. I en tid med arbejdsløshed er det noget, der meget vel kan have virkning på mange mennesker. Ydermere er det i en tid med høj arbejdsløshed dobbelt vanskeligt for enhver, der er kendt som militant, at finde arbejde. Hvilken bedre garanti om loyalitet mod den herskende klasse og dens fortsatte eksistens kunne en arbejder vise end en medlemsbog til samme parti som mange fremsynede arbejdsgivere, nemlig NSDAP?
I tilfældet Tyskland før nazisternes erobring af magten er det i virkeligheden mindre vanskeligt at give en forklaring på, at et parti, der havde som sit mål at ødelægge arbejderklassens organisationer, fik så megen støtte fra arbejderklassen, end det er at forklare, hvad det var, der satte de stærkt svækkede modstandere af dette parti i stand til at holde ud til så meget.
Vi har nu på det generelle plan undersøgt de faktorer, der tilvejebringer grundlaget for et massivt, militant parti, som er fjendtligt indstillet over for både storkapitalen og arbejderklassen. Men intet parti opbygger sig selv, og at holde sammen på det med de forskellige grupper, det består af, kræver en ganske særlig taktik og ganske særlige handlinger. For at gøre vores forklaring af den fascistiske massebevægelse udtømmende, må vi også redegøre for dem.
Udviklingen af en social massebevægelse er selvfølgelig ikke fascisternes opfindelse. Her er det snarere arbejderklassen, der er gået i spidsen. Der er almindelig enighed om, at fascisterne lånte mange teknikker direkte fra deres fjender. Mussolini, en tidligere leder af den radikale fløj i det italienske Socialistparti, er det bedst kendte eksempel; men der har været mange andre.
Men de sammenhænge, disse teknikker indgår i, er totalt forskellige. Arbejderklassens udvikling af kollektive organisationer vokser ud af deres arbejdserfaringers kollektive natur. I fascismen findes dette princip ikke. Ikke blot organiserer fascismen så vidt forskellige grupper som analfabetiske bønder og højt uddannede ingeniører; men grundsætningen hos dens kernegruppe – den lille virksomhedsejer - er individuel succes og konkurrence med andre inden for hans klasse.
For at overvinde det har den fascistiske bevægelse behov for en stærk disciplin. Det første, den behøver, er en altomfattende ideologi, som de forskellige gruppers delinteresser kan forenes i. Den finder fascismen i princippet om nationalstaten. Staten afstives med forestillinger om national og racemæssig identitet og ses som hele det sociale livs fælles kerne og som voldgiftsinstans i forhold til forskellige sociale gruppers forskellige modstridende interesser.
I ideen om nationalstaten finder fascisterne også et alternativ til det andet mægtige organisationsprincip, vi finder i det kapitalistiske samfund, – klassebegrebet. Derfor er eksistensen af et hvilket som helst klasseparti en pestilens for fascismen.
Det er det, der ligger til grund for fascistiske partiers "totalitære" natur, og som i sin tendens eliminerer alle tidligere partier uanset deres observans. De vigtigste angrebsmål er klart de partier, der baserer sig på arbejderklassens interesser; men selv reaktionære partier er blevet opløst af fascismen. Intet parti, som gør krav på at repræsentere særlige interesser overfor staten, om det så er religiøse, er foreneligt med fascismens magtbud.
Følgen heraf er, at de fascistiske partier fra starten må bygge op i opposition til arbejderpartierne. Ethvert arbejderparti og enhver fagforening har, selv i deres mest degenererede reformistiske skikkelser, som betingelse for deres eksistens, at de repræsenterer interesser, der er i modsætning til staten. Også når arbejderpartier hyller sig i patriotisk plat og bedyrer deres troskab mod 'de nationale interesser', er selve deres eksistens en stadig bekræftelse på modsætningerne i staten.
Derfor angriber fascisterne ikke kun dem, der er erklærede fjender af nationalstaten, de revolutionære internationalistiske partier, men også de mest krysteragtige nationale reformistiske partier. Og de retter endnu hårdere angreb på specielt interesseorganisationer som f.eks. fagforeninger. Det er klart, at en fagforenings eneste eksistensberettigelse er, at den repræsenterer sine medlemmers interesser, i hvor forkrøblet form det end kan være. Følgelig kan den ikke tillades at eksistere i en stat, der er baseret på princippet om den nationale identitets overhøjhed over klasseinteresser.
I praksis leder tendensen til at forherlige staten den fascistiske bevægelse til at forsøge at underordne alle det sociale livs områder under partiets idealer: Ingen særinteresser, hvor harmløse de end er, kan tillades i den fascistiske harmoni. Derfor forbød Hitler endog de reaktionære og pro-imperialistiske drengespejdere.
Dette ideologiske princip indebærer imidlertid sine egne konsekvenser med hensyn til taktik og organisation. Den fascistiske massebevægelse kan ikke bygges op omkring arbejdspladserne for de folk, som fascismen ønsker at organisere. At forsøge det ville automatisk kaste lys over de forskellige gruppers divergerende interesser. Fascisterne er derfor tvunget til at henlægge den vigtigste arena for deres politiske virksomhed til andre steder, til gaderne og til offentligheden, hvor det er muligt at organisere uden konstant at blive forstyrret af fænomenet klasse.
Denne faktor har historisk forhindret fascistiske bevægelser i at opnå nogen reel indflydelse i arbejderklassen som sådan, selv når de har kunnet mønstre væsentlig støtte i dele af arbejderklassen. Det mest iøjnefaldende eksempel var Tyskland, hvor fascisterne trods betragtelig tilslutning fra arbejdere aldrig blev i stand til at bygge nogen som helst stabile og effektive organisationer på arbejdspladserne. Grunden dertil ligger ikke i mangel på vilje eller indsats, men snarere i, at den første forudsætning for, at det skal lykkes, er en i det mindste ubevidst anerkendelse af klasseforskelle, og det er helt klart noget, den fascistiske bevægelse søger at benægte.
Når en fascistisk bevægelse altså må organiseres på en anden kampplads end på arbejdspladsen, bliver massemarchen og demonstrationen de mest iøjnefaldende udtryk for dens størrelse og styrke. Den fascistiske bevægelses sammenhold kan ikke stilles til skue på nogen anden måde, f.eks. gennem en strejke, for strejken er erkendelse af klasseforskelle. Selv om fascistiske bevægelser i særlige situationer godt kan støtte denne eller hin strejke af taktiske grunde, kan det aldrig blive et organiserende princip.
To andre nært forbundne faktorer fremgår af disse betragtninger. Den ene er det karakteristiske fascistiske angreb på tænkning og kritisk refleksion. Imod dem understreger den sine irrationelle karakteristika om 'blod', instinkt, race osv., fordi refleksion nødvendigvis indebærer konfrontation med problemer, der opstår af den sociale lagdeling og de åbenlyse forskelle i levevilkår i den fascistiske bevægelses forskellige sociale lag. Den anden er vægten på handling og vold. Disse svarer ikke blot til de psykologiske forudsætninger i den middelklasse, der bevæger sig i retning af fascisme, men tjener også til at holde sammen på forskellige andre aspekter af det, der bærer fascismen.
For det første betyder forherligelsen af staten nødvendigvis forherligelse af imperialismen, så sandt som denne er essensen af den moderne stat. Endvidere er toppunktet af imperialismen krig og forberedelse til krig. Og således har de fascistiske bevægelser en indbygget drift til forherligelse af krig og af militære metoder som organiserende princip. Almindeligvis forbinder man kun dette med NSDAP; men i virkeligheden er det et gennemgående træk ved fascismen. Følgende ophøjelse af vold og imperialistisk krig til et metafysisk princip er hentet fra Mussolini:
Ved at kaste italienerne som én kraft ind i kampen for vores verdenshistoriske opgaver, ved at gøre Middelhavet til en italiensk indsø, ved at alliere os med dem, der bor ved Middelhavets kyster og ved at drive dets parasitter ud [f.eks. Storbritannien], ved at fuldføre dette vanskelige, langvarige, gigantiske værk vil vi i sandhed indvarsle en storslået periode i Italiens historie.
For det andet fremmer man yderligere sammenhængskraften i den fascistiske organisation ved at antage denne karakter af militær organisation og ved at skabe en atmosfære af uafbrudt aktivitet. Grundlaget for militær organisation er en lydighed i forhold til lederne, der ikke stiller spørgsmålstegn; mens diskussion om – for slet ikke at tale om at stille spørgsmålstegn ved – mål og midler er mytteri. Kamparenaen er endvidere af den slags, hvor bevidstløs lydighed og gruppeloyalitet er de mest iøjnefaldende dyder. Derfor er den form for politisk aktivitet specielt velegnet i forhold til fascismen; hvis medlemmerne får mulighed for at henfalde til inaktivitet og debat, kan der opstå farlige spændinger.
For det tredje sigter fascistiske organisationer ikke på at opnå adgang til de normale statskanaler gennem klassesamarbejde, men snarere på at eliminere den form for klasseherredømme og sætte et tvangsherredømme igennem. Derfor er den afsvækkede form for politisk liv, der foregår omkring parlamentsvalg og debatter, af sekundær betydning for dem og kan ikke tjene som organiserende princip. Dette bekræftes af den kendsgerning, at ingen af de store fascistiske bevægelser, der kom til magten i mellemkrigstiden, gjorde det gennem parlamentarisk flertal, men snarere i kraft af våbenmagt. Opbygningen og hærdningen af denne massebevægelse er både et mål og et middel for det fascistiske lederskab, hvad enten de er bevidste om det eller ej.
Således er ingen af de gennemgående træk ved det fascistiske parti tilfældige. Både hvad angår ideologi, social sammensætning, strategi og taktik er fascismen det logiske udtryk for middelklassen i en periode med kapitalistisk krise. Skønt middelklassen ikke har en social placering, der gør dem i stand til at udvikle et praktisk program for deres klasses historiske mål, kan den godt sammensvejses i en bevægelse. En bevægelse, som kan søge at opnå kontrol over staten med det formål at genindsætte dem i, hvad de betragter som deres naturlige plads i tingenes orden.
Vi kan nu gøre to iagttagelser vedrørende de fascistiske bevægelser. For det første den, at trods det kolossale magtopbud, de opviser set udefra, er de i virkeligheden ekstremt skrøbelige organisationer. Hvor magtfuld en ideologi end er, kan den trods alt kun fortolke erfaringer inden for visse grænser. I dette kapitel har vi peget på, hvordan krisens virkninger kan tolkes ved hjælp af fascistisk ideologi. Vi har understreget nogle aspekter af den fortolkning, som især for den nye middelklasses vedkommende tjener til at fornægte klasseerfaringen.
Ingen af disse faktorer virker imidlertid uafhængigt af den kapitalistiske krise, i hvilken klassemodsætningerne bliver stadigt mere åbenbare. Krisens udvikling betyder, at klassekampen bliver et centralt faktum i det politiske liv og antager en åbenlyst politisk form. Fascismen prøver at finde udtryk for dem ved sin 'radikalisme'; men de kan selvfølgelig fortolkes på andre måder.
Konsekvensen heraf er, at enhver fascistisk bevægelse er ekstremt sårbar over for et samlet modangreb, der placerer klassekampen i centrum for sit program. En yderligere konsekvens er, at et modangreb, som søger at underminere fascismen ved at gøre indrømmelser til den fascistiske ideologi, ikke er i stand til at svække en sådan bevægelse, men i stedet blot tjener til at forlene dens ideologi med et yderligere skær af realitet. At bekæmpe fascismen er altså ikke simpelthen et spørgsmål om at være imod dens udskejelser, det handler om at forstå dens natur og forholde sig til dens svagheder.
Den anden pointe er, at fascismen er et ægte selvstændigt redskab for middelklassen. Mange forklaringer hævder, at de fascistiske bevægelsers radikalisme - deres angreb på monopolvæsen, finanskapital og 'sammensværgelser' - kun er camouflage, der dækker over andre mål. Det er helt klart ikke tilfældet: De betingelser, flertallet af fascismens tilhængere lever under, betyder, at de virkelig tror på disse slagord, og at deres politiske aktivitet er rettet ind mod at føre dem ud i livet.
Vi må se på, hvor langt dette i praksis bliver gennemført.
Sidst opdateret 3.6.00