Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Forrige kapitel | Næste kapitel
Socialdemokratisme og fascisme
Imperialismen
Klassesamarbejdet
Staten og klassesamarbejdet
Generelle eller "ydre" betingelser for fascismen
Særlige eller "interne" betingelser for fascismen
En materialistisk forklaring
Det mest bemærkelsesværdige træk ved kapitalismen er, at den fortsat eksisterer. Til syvende og sidst beror systemet på, at en lille gruppe mennesker, som konstant bekæmper hinanden, fortsat er i stand til at herske over en uhyre masse andre mennesker, hvis liv de systematisk ødelægger, fordrejer og ruinerer.
I sidste instans beror systemet selvfølgelig på den væbnede magt, der står til rådighed for den herskende klasse; men at sige det løser ikke mange problemer. De situationer, hvor kapitalismen er blevet opretholdt ved simpel og direkte brug af militæret, er få og har været af kort varighed. Og selv under de omstændigheder er vi stadig nødt til at forklare, hvordan det kan være, at almindelige soldater, der kommer fra de fattiges rækker, er parate til at kæmpe for de rige. Anvendelsen af lige meget hvilken type væbnet magt bestemmes endvidere ikke af den teknologi, der er til rådighed, men af overvejelser om, hvordan de ønskede mål opnås. Og denne grundsætning, der oprindeligt stammer fra militærteoretikeren Clausewitz, går lige så meget på borgerkrig som på krig mellem stater.
Hvis vi skal give en tilfredsstillende forklaring på kapitalismens verdensomspændende herredømme over en hel lang periode, er vi derfor nødt til at se bag om den rå magt. At kapitalen kan dominere millioner af menneskers liv, kan kun forklares ved, at i det mindste en del af disse millioner samtykker i deres egen udbytning. Vi er med andre ord nødt til at undersøge de politikker, kapitalistklassen anvender for at sikre sig væsentlig støtte i de underordnede klasser.
Historisk har den herskende klasse gjort det på flere måder. Det tyvende århundrede har, i hvert fald i Europa, set to dominerende modeller: Socialdemokratisme og fascisme. Disse to størrelser er forskellige og indbyrdes modstridende, og for helt at forstå den ene, er vi nødt til også at kigge på den anden.
I deres fulde udvikling er begge disse herskermekanismer produkter af det tyvende århundrede, og det betyder, at de på nogle punkter ligner hinanden. Begge indgår, på forskellig måde, forbindelser med den kapitalistiske stat. Dette sammenfald er hverken tilfældigt eller produktet af intellektuel svaghed hos nogen af de to tendenser. Det har derimod at gøre med et særligt træk ved kapitalismen i dette århundrede – dens udvidelse til et system af konkurrerende stater – som har tvunget hver eneste national gruppe af kapitalister til at udvikle et magtfuldt statsapparat (hvad jeg vil kalde en "national kapital").
Siden slutningen af det nittende århundrede har kapitalen udvist en uophørlig drift hen imod at få kontrol over store dele af kloden, sådan at de særlige nationale kapitaler kan drage fordel af råvarer, arbejdskraft og investeringsmuligheder de pågældende steder. Ressourcerne havde det imidlertid med at være kontrolleret af andre, og i nogen tid bestod opgaven med at fordrive de eksisterende ejere i at føre krig mod den indfødte befolkning og hive sig en lokal koloni.
Allerede i de første år af dette århundrede var en stor del af verden besat af en eller anden stor kapitalistisk magt enten formelt eller uformelt. At få kontrol betød at tilføje en anden imperialist nederlag. Og i den sidste halvdel af dette århundrede er de gamle formelle imperier blevet udskiftet med uformelle imperier, der støtter sig på underordnede lokale herskere, som det er nødvendigt at bevæbne og forsvare.
Alle disse forskellige skift forudsætter, at enhver større kapitalistisk magt må være forberedt på konflikt med andre, enten direkte militært eller med økonomisk krigsførelse. Forholdene mellem de forskellige imperialistiske magter er ikke statiske og afgjort én gang for alle. Nogle nationale kapitaler vokser hurtigere end andre og forsøger at fortrænge de andre.
Et iøjnefaldende eksempel var Tyskland. I slutningen af det 19. århundrede voksede den nyudviklede tyske kapitalisme meget hurtigere end den ældre britiske. Men netop fordi den britiske kapitalisme var ældre, havde den allerede fået fingre i en god portion af kloden. Og det kunne den moderne og effektive tyske kapitalisme ikke stille meget op imod: Den britisk-dominerede regering i Indien fortsatte med at købe britiske lokomotiver, uanset hvor meget større økonomisk fordel, der kunne have været ved at købe de tyske modeller. Den eneste måde, den tyske kapital kunne gøre sig håb om at reducere denne ubalance på, var gennem krig mod Storbritannien – og den indtraf da også til rette tid mellem 1914 og 1918.
De tyske kapitalister tabte den runde. Selv de kolonier, de havde klaret at få fingre i, blev taget fra dem. Men ubalancen varede ved og med den driften mod en ny krig.
Under sådanne omstændigheder bliver kapitalistklassen stillet over for nødvendigheden af at udvikle sit statsapparat. Selv når konkurrencen ikke når sit højdepunkt i krig, er staten nødt til at tage sig af enkeltkapitalisternes konkurrenceevne. Staten påtager sig at sørge for foder til den kapitalistiske udbytning: I stigende grad overtager den opgaven med at sørge for, at kapitalistklassen har en sund, rimeligt indkvarteret, passende uddannet og, i et vist omfang, føjelig arbejdsstyrke til rådighed. Den overtager en masse interne "sociale funktioner" for kapitalistklassen. Og den påtager sig også opgaven at tilvejebringe den infrastruktur, der hører med til en moderne kapitalistisk industri, ikke blot i den enkle forstand, at den bygger veje og sørger for jernbaner, men også ved at den driver de industrier, som er nødvendige for den moderne kapitalisme uden at være særligt profitable.
Disse interne funktioner svarer nøje til den militære magts eksterne funktioner, og de ses tydeligst i perioder med åben krig. Da den britiske stat således glad og fro gik i krig mod Tyskland i 1914, opdagede man, at den private foretagsomhed havde forsømt at forsyne den med et par ret nyttige industrier – som f.eks. dem, der var nødvendige for, at man kunne fabrikere granater og sprængstoffer. Staten var derfor nødt til at overtage ansvaret for at opfylde disse presserende behov.
Den bureaukratisk kapitalistiske stats stadigt stigende intervention er således en langsigtet tendens i den moderne kapitalisme, uanset hvilke særlige politiske former den antager; og ethvert parti, der vil operere inden for det kapitalistiske system, må tackle den omstændighed, hvad enten det er socialdemokratisk eller fascistisk.
At tackle den kapitalistiske stat kan imidlertid betyde højst forskellige ting. Fascisme og socialdemokratisme er oplagt meget forskellige. Historisk er udviklingen af socialdemokratismen gået forud for fascismen og har af de to afgjort vist sig at være den oftest forekommende måde at udøve det kapitalistiske klasseherredømme på. Der er altså grunde til at betragte den som en mere "normal" metode til klasseherredømme end fascismen. Hvis vi anerkender den terminologi, må den dog kvalificeres med en klar forståelse af, at fascismen på ingen måde er "unormal", men ganske enkelt bare repræsenterer et svar på betingelser, som – selv om de er indbygget i kapitalismen – forekommer noget mindre hyppigt end dem, som tillader et socialdemokratisk svar.
Betegnelsen "socialdemokratisk" er blevet brugt indtil nu, fordi den er os mest bekendt; men den skjuler i et vist omfang de grundlæggende spørgsmål, det drejer sig om. Vi diskuterer en type klasseherredømme, som ikke beror på socialdemokratismens særlige ideologi, men langt snarere på eksistensen af organisationer, som accepterer kapitalens fortsatte dominans, men forsøger at forhandle om de betingelser, arbejderklassen skal udbyttes på. Det mest iøjnefaldende eksempel på dette er de faglige organisationer, som måske, måske ikke, er knyttet til et bestemt politisk parti. Det klareste eksempel på sådanne klassesamarbejds-organisationer, som ikke er afhængige af nogen socialdemokratisk organisation, er de amerikanske fagforeninger.
Det ville måske være bedre at benytte betegnelsen "reformistisk" til karakterisering af en sådan metode til klasseherredømme; men også dér dukker den ovennævnte indvending op. Yderligere bringer "reformistisk" tanken hen på en politisk organisation, der har en særlig forpligtigelse til at opnå reformer for arbejderklassen. Problemet er, at ikke blot er der notoriske vanskeligheder forbundet med at definere reformismens sociale rødder; men formuleringen antyder også, at disse organisationer på en eller anden måde er afhængige af muligheden for at opnå sådanne reformer. Heraf følger så, at disse organisationer skulle blive svækkede i perioder, hvor det er umuligt at opnå reformer.
I virkeligheden synes det modsatte ofte at være tilfældet. Vi har netop gennemlevet en periode, hvor et utvivlsomt reformistisk parti – det britiske Labour-parti – ikke blot har været ude af stand til at skabe nogen som helst fremskridt for arbejderklassen, men også har præsideret over reformer, der smuldrede bort.
Vanskeligheden forsvinder, hvis vi indser, at organisationer af den type ikke er engageret i kampen for reformer, men derimod er redskaber til forhandling af udbytningsbetingelserne. Dette kan enten indebære, at man opnår reformer eller går glip af dem, afhængig af den økonomiske situation. Selv når reformer går tabt, kan en reformistisk organisation derfor trives og føre sig frem, bare den stiller sig til rådighed som en mekanisme, med hvilken der kan forhandles om naturen og omfanget af sådanne tab.
I resten af denne bog vil jeg benytte de forskellige konkurrerende betegnelser for sådanne organisationer, alt efter hvad sammenhængen tilsiger. I alle tilfældene vil betegnelserne referere til deres almindelige rolle som klassesamarbejdsorganisationer og ikke til den relativt overfladiske side, deres ideologi udgør.
At klassesamarbejdet historisk er gået forud for fascismen er betydningsfuldt af andre grunde. En del af de betingelser, der er nødvendige for udviklingen af fascistiske massebevægelser, er givet i og med den forudgående eksistens af den måde at herske på, som klassesamarbejdet er. Endvidere er forholdet mellem fascismen og staten – når fascismen først er blevet et masseparti – delvis resultatet af sammenstødet mellem den og så den statsform, der svarer til klassesamarbejdet.
Opnåelsen af demokratiske rettigheder og til sidst også almindelig stemmeret fik vigtige konsekvenser for den kapitalistiske stats interne organisering. I kapitalismens tidlige fase, og særligt i Storbritannien, var grænserne mellem det officielle forum for politik, regeringen og statsapparatet, og så den herskende klasse tit ret udefinerede. Indtil et stykke ind i det 19. århundrede var bemandingen af statsadministrationen derfor resultatet af protektion. Parlamentet traf væsentlige beslutninger i spørgsmål, der berørte den herskende klasse og blev følgelig påvirket direkte af forskellige sektorer af den. Det klassiske eksempel er den flodbølge af direkte korruption, som ledsagede forskellige lovforslag om jernbaner på deres vej gennem Underhuset.
Arbejderklassens påtvungne indtræden i den officielle politiks rige, som i store træk fandt sted samtidig med udviklingen af den moderne imperialisme, kom til at indebære en kraftig opstramning af dette system. På ét plan blev statsapparatets aktiviteter i meget høj grad ændret til rene administrative funktioner, som blev ledet af et professionelt bureaukrati og defineret til at ligge uden for den politiske arena. På et andet plan begyndte den herskende klasse at prioritere manipulationen med befolkningens meninger, hvad enten det som i nogle tilfælde skete ved hjælp af staten (f.eks. gennem BBC) eller i andre tilfælde med privat kapital (f.eks. Daily Mail). På den måde blev den politiske debat i officiel forstand begrænset til et forum, der ikke havde nogen som helst magt, nemlig parlamentet, og adskilt fra det virkelige regeringsarbejde, der i stigende grad blev udført af et professionaliseret bureaukrati.
I den forstand kommer klassesamarbejdet ikke kun til anvendelse, når særlige arbejderpartier danner regering i et givet land. Det kan også bestå uafhængigt af direkte repræsentation af arbejderpartier i parlamentet - sådan som det faktisk var tilfældet i Storbritannien før Labours dannelse.
Hvad, der er essentielt i denne metode til klasseherredømme, er, at der eksisterer en stribe af organisationer i arbejderklassen, der konstant forhandler og genforhandler relationerne mellem arbejderklassen og kapitalisterne. De vigtigste af dem er klart nok fagforeningerne; men der er en lang række andre fra kooperativer til sportsklubber, som på den ene eller anden måde udfylder rollen som forhandlere mellem klasserne.
En virkning heraf er, at når omstændighederne tilsiger den herskende klasse, at deres interesser vil være bedre tjent med, at de opgav klassesamarbejdsmetoden og i stedet støttede sig på mere direkte tvangsmidler over for arbejderklassen, så bliver overgangen til det særdeles vanskelig.
Hvis f.eks. den herskende klasse ville forsøge sig med en ren militær løsning på deres problemer og benytte den officielle hær og politiet til at gøre en ende på klassesamarbejdet ved at smadre de organisationer, som udøver den funktion, ville der opstå et akut problem. Hvis ikke man kunne finde et andet effektivt bolværk mellem kapitalisterne og arbejdermasserne, ville klassekampen blive et simpelt spørgsmål om nogle få kapitalister i konfrontation med en masse arbejdere. Hvis en consensus, der er grundet på organisationer med rod i arbejderklassen, må opgives, er kapitalen nødt til at finde et andet grundlag for den.
Dertil kommer, at de organisationer, der skal ødelægges og udskiftes, både er masseorganisationer og organisationer, som har rod i massernes hverdag. Et styre, som har til hensigt at skifte dem ud, må derfor også besidde disse kendetegn. I den henseende er de traditionelle størrelser, hæren og politiet, helt klart uegnede – uanset deres størrelse og sammenhængskraft indadtil. De er pr. definition særlige og særskilte institutioner, som er underlagt deres egen interne disciplin og dermed nødvendigvis afskåret fra massernes liv.
Det er af disse grunde, fascisterne repræsenterer den modsatte pol. Fascistiske bevægelser har præcis den massekarakter, som andre redskaber for reaktionen mangler. Endvidere er de "folkelige" i den forstand, at de har rod i massernes liv. Derfor kan de både tilbyde det personel og den korpsånd, der er nødvendige for at oprette et alternativt opbygget klasseherredømme. Som et nøjagtigt spejlbillede af socialdemokratiet stiller de et alternativt grundlag til rådighed for, at kapitalens herredømme kan bevares, og indebærer også et tilsvarende grundlag for forhandling.
Ovennævnte slutninger rejser to centrale spørgsmål: Hvorfra stammer dette alternative grundlag for consensus, og hvilke er de betingelser, der både indbyder og tillader den herskende klasse at skifte fra én måde at herske på til en anden?
Løsningen på det første spørgsmål ligger i kapitalismens ujævne udvikling. Det klassiske eksempel på denne tendens i kapitalismen, som Marx har skildret livagtigt i 1. bind af Kapitalen, er den stigende polarisering i samfundet mellem en stadig mindre gruppe af kapitalister og en stadigt voksende masse af lønarbejdere. Men selv om det er sandt som tendens betragtet, har der aldrig været et samfund, hvor klassemodsætningerne har været så klart trukket op. Virkelige kapitalistiske samfund, inklusive vort eget, har haft alle mulige forskellige slags sociale grupper imellem og uden for denne ubetingede polaritet.
I den kapitalistiske udviklings tidlige fase var det egentlige antal af kapitalister relativt højt, og forskellene mellem dem var ikke så enorme. Men kapitalismens iboende konkurrence ændrede dette billede, efterhånden som forskellige dele af kapitalistklassen akkumulerede rigdom i forskelligt tempo. Nogle af dem, de mest konkurrencedygtige, udviklede sig i retning af monopoler og skabte på den måde grundlaget for udviklingen af imperialismen. Andre blev tilintetgjort eller overtaget. Det er kapitalismens centrale logik.
Denne proces foregik imidlertid meget ujævnt. Nogle dele af kapitalen får meget hurtigere fordel af kapitalkoncentrationen end andre. En del af kapitalismen, der f.eks. har gjort stærk modstand imod tendensen til monopolisering, er landbruget. I mange dele af Europa kan man endnu i dag stadig finde hele landbrugsområder, hvor kapitalkoncentrationen ikke er nået ret langt frem. Den lille selvstændige landmand, småbonden, har modsat sig de større kapitalisters indtrængen.
En modgående tendens har været, at nye produktionsfelter er blevet åbnet for kapitalistiske metoder. Et iøjnefaldende eksempel er væksten i servicefagene gennem hele dette århundrede. Især i perioder med højkonjunktur og i brancher, hvor der ikke behøves store opstartsudgifter, har en ny generation af små kapitalister kunnet komme ind på markedet uden at opleve den direkte konkurrence fra monopolerne.
Begge disse processer har betydet, at tilintetgørelsen af de små kapitalister, som ellers skulle være den logiske følge af kapitalismens indre udvikling, i praksis ikke fremstår så klart, som teorien i sin simple form siger.
Dertil kommer, at selv om kapitalismen tendentielt reducerer alle, der ikke direkte ejer kapital, til status som lønarbejdere, er der også faktorer, som komplicerer denne side af processen. Mange områder for økonomisk aktivitet udviser ikke det klassiske forhold: Lønarbejde og kapital. Der er talrige grupper af producenter, som ikke sælger deres arbejdskraft for en pengeløn, men snarere sælger det færdige produkt af deres arbejde eller en tjenesteydelse. I det moderne Storbritannien er ét iøjnefaldende eksempel de praktiserende læger, der ikke er direkte ansat under sundhedsvæsenet, men kontrahenter, som sørger for et vist sundhedsniveau til gengæld for et honorar.
Samtidig er der foregået en udvikling på funktionærområdet. I objektiv forstand er langt den største del selvfølgelig i bund og grund lønslaveri lige så meget som traditionelt manuelt arbejde; men det er en form for lønarbejde med en noget anderledes tradition, og funktionærens stilling er i vigtige henseender forskellig fra den manuelle arbejders.
Nogle laver funktionærarbejde for meget høje lønninger, f.eks. de øverste lag af ledelsen, og de kan reelt ikke klassificeres som en del af arbejderklassen, selv om det i høj grad kan diskuteres, hvor linien kan trækkes. Det store flertal af funktionærer er imidlertid beskæftiget med arbejde af lignende type og til lignende lønninger som andre dele af arbejderklassen. Denne tilnærmelsesproces har været i gang længe og har selvfølgelig at gøre med statens og private firmaers voksende omfang. I industrikapitalismens tidlige fase var funktionærerne få i antal og forholdsvis højt privilegerede, og mange af disse træk består endnu i dag. Her har vi altså en anden gruppe, som ikke passer så pænt og ordentligt til polerne i den teoretiske kapitalisme.
Alle kapitalistiske samfund har foruden selve arbejderklassen haft andre grupper, som ikke var identiske med det lille lag af kapitalister, men heller ikke med arbejderklassen. Størrelsen af disse grupper kan variere. Under nogle omstændigheder kan de måske udgøre deres egne særlige klasser. Under alle omstændigheder udgør de et andet muligt støttepunkt for kapitalistklassen.
Eksistensen af sådanne grupper betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at de også vil blive et socialt fundament for fascismen. Alle disse grupper har en lang historie, som både strækker sig over perioder med klassesamarbejde og perioder med fascisme.
Vi har set, hvordan enhver national herskende klasses stilling i imperialismens epoke er bestemt af den indbyrdes rivalisering inden for imperialismen. Men denne proces er ikke altid ens. Den udøver ikke altid den samme grad af pres på den herskende klasse. Kapitalismens historie er ikke en støt og ensartet størrelse, men kendetegnet ved udvidelse og indskrænkning af produktionen – højkonjunktur og kriser.
Allerede i kapitalismens tidligere faser havde højkonjunkturer og kriser tendentielt både en international og en intern karakter. Dette aspekt er styrket med udviklingen af imperialismen. For hver enkelt national kapital er en nærliggende vej ud af krisen på bekostning af konkurrenterne. Derfor betyder enhver virkelig krise intensivering af den internationale rivalisering og et stigende pres på behovet for krigsforberedelser af økonomisk eller militær art. Dette forhold omsætter sig i adskillige former for tryk indadtil.
På ét plan har vi nødvendigheden af at benytte statens ressourcer, både ideologisk og materielt, til at indstille sig på international konkurrence. På et andet plan har vi nødvendigheden af direkte at bruge staten til at stive de industrier af, som ikke er i stand til at stå sig i konkurrenceræset – det gør man så enten med subsidier eller med toldbeskyttelse eller ved at overføre dem på den samlede kapitalistklasses hænder.
Igen på et andet plan er problemet, hvordan man skal trykke arbejderklassens lønninger for at øge kapitalens akkumulationsevne. For mange grupper af arbejdere er lønkampen et "privat anliggende" mellem dem og deres arbejdsgiver; men udviklingen af monopolkapitalen har mere og mere udvisket dette forhold. Ikke blot er større grupper af arbejdere ansat direkte af staten; men også meget af den såkaldte "sociale løn" – sygesikring, uddannelsesstøtte, børnetilskud osv. – administreres af staten. Således bliver kravet om reduktion af det samlede lønniveau stadig mere påtrængende et spørgsmål for det politiske liv.
Staten viser sig altså mere og mere tydeligt som en klassestat, hvis eneste funktion er at opretholde én klasses herredømme over en anden. Men dette er selvfølgelig stik imod en af de fundamentale forudsætninger for staten i en periode med klassesamarbejde, nemlig at størstedelen af statens funktioner, langt fra at handle om politik, er neutrale og kun handler om administrative spørgsmål.
Dette er grunden til, at det under en dyb krise bliver mere og mere vanskeligt at opretholde klassesamarbejdsmønsteret i staten – særlig når krisen indebærer en høj grad af inter-imperialistisk rivalisering. Fabriksdisciplinen, som kapitalisten håndhæver, må nu meget mere direkte udbredes til alle det sociale livs områder for at skabe de rette betingelser for konkurrencedygtig akkumulation. Således producerer den generelle tendens under kapitalismen i dens imperialistiske fase betingelser, der tilsiger den herskende klasse at skifte fra én måde at herske på, der er baseret på klassesamarbejde, til én, der er baseret på mere direkte tvang.
Men dette er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at føre til udviklingen af en fascistisk massebevægelse. Der er ingen direkte forbindelse mellem en kapitalistisk krises intensitet og fremvæksten af fascisme. Under den store kapitalistiske krise, der begyndte i 1929, oplevede f.eks. Tyskland og USA et økonomisk sammenbrud af samme størrelsesorden. Men USA udviklede ikke en fascistisk massebevægelse af en art, som Tyskland gjorde. I virkeligheden skete det modsatte: "New Deal"-politikken betød en fornyet udvikling af klassesamarbejdet.
For at forstå disse vidt forskellige svar på økonomiske udviklinger, der var meget lig hinanden, er vi nødt til at se fascismen som et svar på ikke kun en økonomisk, men også en politisk krise. En iøjnefaldende forskel mellem USA og Tyskland i den periode var, at mens Tyskland var kommet ud af krigen 1914-18 med tab, så var USA kommet ud af den med gevinst. For den amerikanske herskende klasse indebar problemet med at komme sig efter krisen ikke nødvendigvis omgående forberedelse af den nye krig; men det gjorde det for Tyskland. Af grunde, som vi vil undersøge i et senere kapitel, var det i Tyskland umuligt ved hjælp af klassesamarbejde. I det tilfælde udgjorde fascismen så et fremkommeligt alternativ.
Men fascismen er ikke det eneste middel, hvormed et samfund kan underordnes militarisering og kampagner for intensiveret udbytning. Storbritannien mellem 1940 og 1945 løste nøjagtig de samme opgaver ved hjælp af et meget udviklet system af klassesamarbejde. De betingelser, hvorunder fascismen bliver et passende alternativ, kræver mere end det abstrakte behov for at intensivere konkurrencekampen.
Der skal også interne betingelser til. Som vi har set, går den metode at herske med, der består i klassesamarbejde, historisk forud for fascismen. Fascisme betyder derfor en ændring af de interne forhold i det givne land - noget, der har givet den den almindelige betegnelse "kontra-revolution". Heri er den ikke kendetegnet specielt ved sin brutalitet, for også andre former for klasseherredømme er fuldt ud rede til at bruge væbnet vold mod arbejderklassen. Dette gælder også for den højeste form for klassesamarbejde, nemlig Socialdemokratiet selv. I 1919 var der regulær borgerkrig i Tyskland, hvor resterne af hæren smadrede arbejderrådene over hele landet, en proces, som en socialdemokratisk regering stod i spidsen for.
Men der er en linie, som lederne i klassesamarbejdet ikke kan overskride, uanset hvor ligeglade de måtte være med mord på arbejdere. Denne grænse er sat med den kendsgerning, at de med deres position er afhængige af eksistensen af klassesamarbejdsorganisationer og derfor ikke vilkårligt kan likvidere dem. En fagforenings ledere kan nok betragte mordet på militante kommunister med sindsro, om ikke med glæde; men de kan ikke have samme holdning til en likvidering af hele deres organisation, for den indebærer deres egen likvidering - om ikke fysisk, så politisk.
I tilfælde, hvor ledere af klassesamarbejdet står over for en levedygtig opposition af revolutionære socialister, der er tæt forbundet med klassekampen, bliver situationen yderligere kompliceret. Hidtil har jeg understreget klassesamarbejdssiden af sådanne organisationer som fagforeningerne; men de er selvfølgelig også redskaber til klassekamp. Denne indre modsætning opstår, fordi de, for at fungere, er nødt til at repræsentere interesserne hos dem, som på grund af selve deres livsforhold står i modsætning til kapitalen. De er nødvendigvis forummer for diskussion, hvor klassesamarbejde og klassekamp bliver diskuteret igennem. Derfor kan lederne af sådanne organisationer være underlagt en hæmning mere: Hvis de løber risikoen for at miste kontrollen over deres egne organisationer, er der også grænser for, hvor langt selv de mest forhærdede klassesamarbejdere kan gå.
Derfor er der omstændigheder, hvor det er umuligt for kapitalens herredømme at opretholde overensstemmelsen med klassesamarbejdets institutioner, selv med de bedste hensigter fra kapitalisternes og klassesamarbejdsledernes side. Igen kan fascismen, af interne årsager, udgøre det eneste alternativ for den herskende klasse.
Men for at være et alternativ må fascismen eksistere. Og fascismens værdi som mekanisme til klasseherredømme er betinget af, at den har massekarakter. En massebasis, som endvidere hverken er identisk med kapitalistklassen eller under dens direkte kontrol. De klasser og sociale grupper, vi analyserede ovenfor, er ikke automatisk fascister eller blot automatisk allierede med storkapitalen. Når alt kommer til alt, er de i hovedsagen ofre for monopoliseringen, og dette forhold forstærkes med krisens logik. Der er ikke nogen ydre logik, som gør dem til fjender af arbejderklassen, allierede med storkapitalen eller til rabiate fascister.
Forvandlingen af disse lag til fascister fra en broget forskellighed af andre politiske holdninger kan ikke iscenesættes af kapitalisterne. De kan kun hjælpe processen på vej og fremskynde den, eller de kan forsøge at forhindre den alt efter deres vurdering af en given situation. Men processen selv er uden for deres direkte kontrol. Fascistiske bevægelser springer ikke frem på storkapitalens første kommando.
I den forstand er fascismen ikke et direkte værktøj for storkapitalen, men snarere klassevåbnet for grupper, der er fjendtligt indstillede over for arbejderklassen. Det betyder, at storkapitalen, dér hvor den antager det fascistiske alternativ, på ingen måde opgiver forestillingen om klassesamarbejde, men bare vælger at samarbejde med en anden klasses redskaber. Storkapitalen betaler en vis pris for fascismen, nøjagtigt lige som den gør det for samarbejdet med fagforeningerne.
I dette kapitel har jeg forsøgt at argumentere for, at vi ikke kan forklare fascismen som resultatet af en enkelt årsag. Det er korrekt, at de generelle forudsætninger for fascismen stammer fra kapitalismens imperialistiske karakter i det 20. århundrede, og – på det mest generelle plan – at fascismen er hævnen på de imperialistiske lande for det barbari, de har påført masserne i kolonierne og u-landene.
Det er vigtigt at understrege denne nødvendige internationale dimension, eftersom en af de fremherskende linier i teorierne om fascismen søger at udlede dens karakter af de indbyrdes forhold inden for særlige nationale kapitaler. Da det ikke giver nogen tilfredsstillende materialistisk forklaring, ender fortalerne for den slags argumenter altid med at falde tilbage på kategorier, der hører hjemme i reaktionær mysticisme, som f.eks. "den tyske nationalkarakter". Hvis vi begynder i den internationale dimension, kan vi se, hvordan opkomsten af konkrete fascistiske bevægelser og deres skin, eller hvad det ellers i følge den teori er, af magt, ikke er resultatet af denne fantastiske konstruktion; men at den har sin oprindelse i trykket fra den internationale konkurrence.
På den anden side kan vi ikke forklare fascismen ved blot at beskrive imperialismens generelle tendenser. De har domineret hele århundredet, det har fascismen ikke. Det er nødvendigt at se på forandringerne i den imperialistiske rivalisering og på kapitalismens tendens til at veksle mellem højkonjunktur og kriser. Disse forhold forklarer et stykke af vejen, hvorfor visse perioder, f.eks. mellemkrigstiden, bliver vidne til, at der pludseligt opstår fascistiske bevægelser, mens andre perioder ikke gør det.
Krise alene kan imidlertid ikke fungere som forklaring på fascismen. Hvis det var tilfældet, skulle vi forvente at se fascistiske bevægelser udvikle sig i takt med økonomiske kriser. Vi er derfor nødt til at se på de økonomiske og politiske forhold inden for konkrete nationale kapitaler for at finde de faktorer, der gør fascismen til et levedygtigt og attraktivt projekt. Herunder er de politiske former for klasseherredømme af central betydning.
Disse overvejelser bringer os tilbage til fascismen i dens egenskab af en massebevægelse, som sætter sig bestemte sociale og politiske mål – omend af vag og foreløbig karakter. Eftersom de sociale lag, der udgør fascismens massegrundlag, har en lang historie, er vi nødt til at se på sagen som et spørgsmål – ikke om en statisk og abstrakt "fascisme", men snarere om de mekanismer og den dynamik, som fascistiske bevægelser skabes med. Vi må se – ikke kun på fascismens sociale grundlag – men også på de aktører, inklusive deres ideologier, som skaber en fascistisk bevægelse.
Vi vil undersøge disse faktorer mere detaljeret senere, men én ting er klar: Hvis dette faktisk er en fyldestgørende metode til forklaring af fascismen, så indebærer den også, at fascismen ikke er uundgåelig. Eftersom vores forklaring ikke hviler på a-historiske og uforanderlige størrelser så som "nationalkarakter", men på konkrete historiske samfundsformationer og deres klassers indbyrdes ageren, kan vi konkludere, at fascismen er resultatet af bestemte omstændigheder, der er skabt af mennesker, og som derfor kan forandres. Altså kan fascismen bekæmpes.
Sidst opdateret 3.6.00