Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Forrige kapitel | Næste kapitel
Hagekorset er brændt så dybt ind i arbejderbevægelsens erindring, at det er vanskeligt at diskutere fascismen ordentligt. Beretningerne om de massemord og den brutalitet, der fulgte Hitler og Mussolini på deres vej frem, er af en sådan gru, at enhver forfatter eller læser rystes af rædsel og afsky. Man fristes til at se fascismen som en blind og elementær kraft, der ledsager og varsler selve menneskehedens undergang. Og den reaktion er for så vidt også fuldkommen rigtig og velbegrundet, for fascismen er alle disse ting; men den indebærer en fare. Hvis vi kun ser på fascismen på den måde, kan den forekomme os at være ikke kun en farlig, men en uimodståelig fjende. En sådan holdning kan kun føre til opgivenhed over for nye fascistiske bevægelser.
Jeg ønsker ikke at bagatellisere fascismens barbari; men at gøre den side af den til det centrale nytter ikke ret meget. For det første var fascisternes voldshandlinger ikke et mål i sig selv, men en planlagt og styret del af en bevidst strategi. Derfor gør de mere krav på at blive forklaret end på selv at stå som forklaring. For det andet: Selv om vold er det mest iøjnefaldende træk ved fascismen, er det ikke det eneste træk, og måske ikke engang det væsentligste. Hvis vi vil bekæmpe fascismen i dag, er vi nødt til at forstå den og at analysere dens forgængere. For at kunne gøre det, må vi gå bag om voldsberetningerne og kigge på årsagerne.
Derfor er denne bog ikke en beretning om fascismens rædsler. Dem er der mange bøger om, og bagest i denne bringes en liste over et udvalg af dem. I stedet har jeg forsøgt at udforske baggrunden for og drivkræfterne bag fascismen og at se på erfaringerne fra dem, der kæmpede imod den. Endelig har jeg undersøgt erfaringerne fra Storbritannien, både i nutiden og fortiden, for at finde midler til at forhindre en gentagelse af de katastrofer og nederlag, vores bevægelse tidligere har lidt.
Jeg har herunder hentet meget af mit materiale fra de tyske nazister, NSDAP (Tysklands National-Socialistiske Arbejderparti). Ikke at fascismen var et specielt tysk problem; faktisk stammer den almindelige betegnelse – fascisme – for bevægelser af den type fra den oprindelige, italienske variant. Men mellem 1919 og 1933, da nazisterne voksede frem, var Tyskland nået meget længere frem som industriland end nogen af de andre lande, hvor den klassiske fascisme kom til magten. Selv om der, som vi skal få at se, var væsentlige forskelle mellem den samfundsmæssige struktur og det politiske liv i Tyskland dengang og situationen i Storbritannien i dag, var Tyskland et moderne industriland med en veludviklet arbejderklasse og et imponerende opbud af klasseorganisationer. Det er derfor meget lettere at lære af dét eksempel end af det italienske.
Det umiddelbart mest iøjnefaldende træk ved den tyske fascisme, nemlig dens ondartede anti-semitisme, har jeg ikke gjort så meget ud af her, eftersom antisemitisme ikke er et nødvendigt træk ved fascismen. Den italienske fascisme drev f.eks. ikke antisemitisk politik før 15 år efter, at den var kommet til magten. Da den startede, blev den finansieret af forskellige italienske kapitalister og godsejere, hvoraf nogle tilfældigvis var jøder. De karakteristiske træk ved fascismen består i dens klassekarakter, og de udviser væsentlige ligheder fra land til land – ligesom de bevægelser, der udgår fra arbejderklassen, gør det.
Hver enkelt national fascistisk bevægelse har selvfølgelig sine egne særlige træk. Vi forventer ikke at finde komplet og fuldstændig identitet mellem de forskellige tilfælde. Alligevel er der fælles træk, som gør det muligt at tale om fascismen som en bevægelse med internationale karakteristika og af international betydning snarere end som et produkt af specielt "tilbagestående" eller "deformerede" kapitalistiske lande. Vi kan tilbagevise dem, der hævder, at fascismen var og er noget "u-engelsk", og som påstår, at vi ikke behøver bekymre os så meget om det nye National Front. Det er rigtigt, at der aldrig har eksisteret en fascistisk massebevægelse i Storbritannien; men det kan vi give en forklaring på, som er en del mere præcis end henvisninger til en angivelig "nationalkarakter" eller sågar til vores særegne klima.
Vi må også afvise argumenter, der går ud på, at fascismen var et "unormalt" svar på særlige lokale problemer i mellemkrigstiden. I én forstand er fascismen selvfølgelig unormal, nemlig derved at den kun har domineret det politiske liv i de udviklede lande i meget mindre end halvdelen af det 20. århundrede.
På den anden side må vi også forkaste de teorier, der hævder, at fascismen er den virkelig "normale" metode til udøvelse af det kapitalistiske herredømme. Selv om det så igen er korrekt i den forstand, at tendenserne i den kapitalistiske udvikling igen og igen skaber forudsætninger for de mest barbariske former for herredømme.
Den mest givende indfaldsvinkel til fascismen er at se den som én af de udveje, storkapitalen kan vælge for at bevare og videreføre sit herredømme. Fra kapitalisternes synspunkt er der både fordele og ulemper ved at have fascistiske bander til at regere. Spørgsmålet er: Hvilke omstændigheder er det, der får storkapitalen og dens stat til at skifte fra den ene klasseherredømme-metode til den anden?
Selv om nogle tyske kapitalister havde støttet Hitler i lang tid, var der andre, der først skiftede holdning i begyndelsen af 30'erne. Endnu mere dramatisk var det med Mussolini, som havde et særligt møde med lederne inden for den italienske storkapital, før han greb magten, og hvor han fik tilsagn om deres støtte til sit kup. Der er altså ingen baggrund for at antage, at kapitalister altid foretrækker fascismen frem for andre midler til at videreføre klasseherredømmet. For dem er valget mellem borgerligt demokrati og fascisme resultatet af en rationel kalkule over de bedste midler til at opretholde deres herredømme. Selv om vi altså ikke kan hævde, at ICI (Imperial Chemical Industries; o.a.) eller Guest Keen og Nettlefold i dag be'r til, at National Front må vokse, kan vi heller ikke forvente, at de under ændrede omstændigheder ville have den mindste indvending imod et fascistisk regime i Storbritannien.
Hovedlinien i den analysemetode, jeg har benyttet, bygger meget på Leon Trotskijs værker. Hans skrifter om fascismen, og især om fascismens fremvækst i Tyskland, repræsenterer den bedste tilgængelige analyse af denne bevægelse. På nogle punkter har jeg med eftertidens bagklogskab afveget fra hans forklaring. Jeg har understreget fascismens uafhængighed af storkapitalens direkte kontrol i perioden, før den kommer til magten, og jeg har antydet, at den ikke har en nær så dramatisk virkning på sine egne tilhængere, som han hævder.
I Trotskijs skrifter er analysen af fascismen en del af en generel politisk linie, som ikke så nogen mulighed for en ny udvidelse af kapitalismen. Tiden har vist, at dette perspektiv var forkert, og selv om mange af de konklusioner, Trotskij drog af den, vil være af betydning lang tid fremover, udgør de ikke nogen nøjagtig beskrivelse af historiens forløb. Mine afvigelser fra hans forklaring anfægter imidlertid ikke, at hans overordnede perspektiv var højdepunktet af, hvad der på hans tid stod til rådighed for arbejderklassen af marxistisk analyse.
I virkeligheden var Trotskij godt selv klar over utilstrækkeligheden i hans egen analyse af imperialismens skiftende natur og især af statens voksende rolle i de udviklede kapitalistiske landes økonomiske liv. Alligevel argumenterede han for, at det var livsvigtigt at arbejde af fuld kraft på at skabe nye arbejderpartier og en ny Internationale. Selv om mange af os vil være kritiske over for nogle af Trotskijs ideer i den retning, er der ingen tvivl om, at hans arbejder om fascismen undgår mange af hans senere mangler. I sammenligning med andre teorier, både samtidige og nyere, er hans arbejder stadig et forbillede for marxistisk analyse.
De fleste på venstrefløjen vil være enige i denne vurdering af hans skrifter om Tyskland; men der er en tendens til en mere kritisk holdning til hans skrifter om Spanien. Jeg mener, at denne vurdering er forkert, og at hans forståelse for dynamikken i kampen mod fascismen, der begyndte i 1936, var korrekt på alle væsentlige punkter. Derfor har jeg medtaget et kapitel om Spanien, som ligger tæt op ad hans forklaring.
Selv om man godt kan påstå, at Spanien er et pauvert eksempel at lære af, fordi det var et så tilbagestående land, kan de særlige træk ved udviklingen i Spanien bruges imod Trotskijs analyse. Det er karakteristisk for sådanne tilbagestående økonomier, at de omfatter store befolkningsgrupper, som ikke passer til nogen af kategorierne: Storkapitalister eller lønarbejdere. Det, som Trotskijs kritikere hævder vedrørende kampen mod fascismen i Spanien, er, at det for at skabe en front mod fascismen var nødvendigt at gøre væsentlige indrømmelser til disse andre klasser. Og det var netop det, man gjorde i Spanien – men med katastrofale følger. Her er det min påstand, at en teori, der viste sig at være forkert i det tilbagestående Spanien, er dobbelt så forkert i et fremskredent kapitalistisk land som f.eks. Storbritannien, hvor det objektive grundlag for en sådan alliance er yderst spinkelt.
Der er to andre træk ved udviklingen i Spanien, der kræver en kommentar her. Det første er, at i Spanien blev den fascistiske bevægelse i løbet af borgerkrigen overtaget af den gamle militær-elite under Franco. Det lykkedes den derfor aldrig at "komme til magten" på samme måde som de bevægelser i Italien og Tyskland, som den kan sammenlignes med. På den baggrund påstås det af og til, at Francos Spanien ikke kan kaldes virkelig fascistisk. Det mener jeg er forkert, idet man sammenblander tre ting, som bør holdes skarpt adskilt.
For det første er der de fascistiske bevægelsers karakter, før de kommer til magten: I Spanien var der ligesom i de andre tilfælde en massebevægelse, der lod sig lede af fascistiske principper, og som var fjendtligt indstillet over for arbejderklassens organisationer. For det andet er der den mekanisme, hvormed bevægelsen trænger ind i og befolker statsapparatet og smadrer arbejdernes organisationer. I Spanien var denne mekanisme forskellig fra tilfældet Italien og Tyskland, derved at den fascistiske bevægelse aldrig som sådan fik lov til at kontrollere statsapparatet. For det tredje er der karakteren af det fascistiske herredømme, som er baseret på opbygningen af massebevægelser bestående af fascister, som benyttes til at atomisere arbejderklassen. Dette fandt i lige så høj grad sted i Spanien som i de klassiske eksempler. I alle tilfældene bliver disse bevægelser underordnede under den kapitalistiske stat og dens virkelige herskere.
Det er derfor efter min mening forkert at påstå, at Francos Spanien ikke var fascistisk. De væsentlige forskelle lå simpelthen i den måde, det fascistiske herredømme blev indført.
Det andet større spørgsmål er spørgsmålet om udenlandsk indblanding i Spanien. Det er klart, at Francos sejr i Spanien blev kraftigt hjulpet af Italiens og Tysklands militære støtte. Dette bruges somme tider som et argument for, at det er nødvendigt med en klassealliance for at vinde over fascismen. Jeg kan ikke se, hvordan det ændrer sagen. Selvfølgelig kan vi ikke vide, om den spanske venstrefløj, hvis den havde fulgt Trotskijs råd, kunne have vundet borgerkrigen. Hvad vi imidlertid ved er, at hvis Trotskijs politik var blevet fulgt, ville arbejderne og bønderne have stået bedre i borgerkrigen.
Til sidst vil jeg sige lidt om de grundlæggende ideer, denne bog arbejder med, for der er betydelig uenighed om, hvor skillelinien går, når vi betragter fascistiske bevægelser og regimer. Uenigheden er ikke kun en strid om ord, den handler også om, hvilken taktik vi kan anvende imod fascismen.
For at tage et iøjnefaldende eksempel: Et militærkup er ikke det samme som fascisme. Derfor opfordrer vi ikke til fysiske angreb på militærparader, som vi gør det, når der er tale om fascistiske marcher og stævner. På den anden side er der en fare ved at bruge ordet "fascisme" i en alt for snæver betydning. Man kan godt hævde, at der er vigtige forskelle mellem den italienske og den tyske erfaring, og at ordet fascistisk burde være forbeholdt den førstnævnte. Og der er faktisk sådanne forskelle; men jeg mener, at lighederne er langt vigtigere.
Jeg har brugt ordet "fascistisk" som fælles betegnelse for massebevægelser i middelklassen, der har som mål at smadre fagforeningerne og arbejderpartierne. Derfor var nazisterne fascister og således også det nye National Front. Hvor det er vigtigt at omtale bevægelsernes lokale særtræk, har jeg brugt deres særlige nationale betegnelse.
I almindelighed har jeg altså valgt en relativt bred definition af fascismen, der fokuserer på dens massekarakter og dens fjendtlighed imod arbejderklassen. Det er oplagt, at dette er en beskrivelse af det mindste fælles gods, og at den udelader mange vigtige træk. Jeg har allerede nævnt den ringe omtale af antisemitismen. Jeg mener ikke, at antisemitismen i særdeleshed og racismen i almindelighed er en nødvendig side af fascismen. Men nationalismen er, og derfor har jeg understreget den side. I denne sammenhæng kan det måske nævnes, at den senile Mosleys forsøg på at skabe en "Euro-fascisme" ser ud til at få meget lidt støtte, selv om hans udgangspunkt om EF som overnational imperialistisk stat klart er en af de urealiserbare drømme, der findes hos dele af den herskende klasse.
En anden betydelig udeladelse er fascismens ekstremt reaktionære seksualpolitik. Det bliver af og til hævdet, at den er central for en forståelse af fascistiske bevægelser, og at ethvert forsøg på at forklare dem alene ud fra klasseforhold har alvorlige begrænsninger.
Der er to vigtige indvendinger mod den påstand. Den ene er, at de reaktionære holdninger, som denne politik er baseret på, nok organiseres og dirigeres af fascismen; men den er ikke speciel for fascistiske bevægelser. Fascismens centrale særpræg på det område består i, at den er i stand til at mobilisere og kanalisere en fjendtlig holdning til kvinder og bøsser, og at den trives på grundlag af bestemte psykologiske strukturer og familiestrukturer. Men jeg er ikke overbevist om, at disse holdninger selv hverken blev pludseligt fremkaldt eller radikalt omformet i – lad os sige - Tyskland mellem 1929, da nazisterne var en ganske marginal gruppe, og 1933, da de var ved magten. Hvad der ændredes, og ændredes dramatisk, var den økonomiske situation, og det er derfor den, der har prioritet i min analyse af fascismens vækst.
Den anden større indvending angår fascismen, når den er ved magten. Selv om der blev gjort ihærdige forsøg på at udstøde kvinderne af arbejdsstyrken og på fængsling af og mord på bøsser, ser det ikke ud til at være lykkedes. Det ser snarere ud til, at den imperialistiske krigs logik gik på tværs af disse forsøg. Derfor har jeg også her prioriteret de økonomiske faktorer. Vi må se disse forsøg som motiverede af fascistisk ideologi, som – netop på grund af fascismens klassekarakter som en bevægelse med mål, der er forskellige fra storkapitalens – kommer i modsætning til kapitalens logik, når fascismen har kontrol over statsapparatet. Det endelige resultat bestemmes hverken af den simple drift mod imperialistisk ekspansion eller af den fascistiske ideologi, men af sammenstødet mellem dem.
Til slut: Formålet med denne bog er ikke kun at fortolke verden. Argumenterne og eksemplerne er stillet op, fordi vi er blevet konfronteret med en fornyet vækst i fascismen. Der er mange interessante og vigtige spørgsmål vedrørende fascismen, som ikke er taget op her. Hvad jeg har forsøgt er blot at skitsere problemet og nogle grundlæggende metoder, vi kan benytte i kampen mod fascismen i dag. For at foregribe konklusionen: Vi kan forhindre, at historien gentager sig.
Sidst opdateret 3.6.00