Når regeringen er svag og masserne oprørske, kommer der et tidspunkt, hvor hver eneste handling fra myndighederne harmer masserne, og hvert eneste afslag på handling vækker deres foragt.
Forslaget om at opgive Petrograd rejste en orkan, Kerenskijs offentlige dementi af sådanne regeringshensigter blev mødt med piben og spottegloser.
»Revolutionen har klemt de »provisoriske« burgøjseres regering op mod muren (dundrede Arbejdernes Vej), nu forsøger den på at gøre sig fri ved at udsprede løgnagtige forsikringer om, at den aldrig har tænkt på at flygte fra Petrograd, og at den ikke agter at opgive hovedstaden...«
I Harkov organiserede 30.000 kulminearbejdere sig og vedtog som indledning til deres love den gamle I.W.W. formulering: »Arbejderklassen og udbytterklassen har intet til fælles.« De blev overfaldet og spredt af kosakker, nogle lockoutet af mineejerne, resten erklærede generalstrejke. Minister for handel og industri Konovalov gav sin medhjælper Orlov fuldmagt til at ordne urolighederne. Orlov var forhadt af minearbejderne. TsIK (den opportunistiske landsledelse for sovjetterne) ikke alene støttede hans udnævnelse, men afslog at forlange kosakkerne trukket tilbage fra Donetsbækkenet...
Derpå fulgte overfaldet på sovjetten i Kaluga. Der havde bolsjevikkerne vundet flertallet i sovjetten og løslod nogle politiske fanger. Med regeringskommissærens billigelse tilkaldte bydumaen tropper fra Minsk og bombarderede sovjetkontorerne med artilleri. Bolsjevikkerne indstillede kampen, men da de forlod bygningen, angreb kosakkerne dem med råbene: »Sådan vil vi gøre med alle andre bolsjeviksovjetter, også i Moskva og Petrograd!«. Denne tildragelse vakte en stormflod af vildt raseri over hele Rusland...
I Petrograd var en sovjetkongres for nordområdet ved at slutte, dens dirigent var bolsjevikken Krylenko. Med vældigt flertal besluttede den, at al magten skulle overtages af en landskongres for sovjetterne, og den sluttede med at sende en hilsen til de fængslede bolsjevikker, med opfordring til at holde humøret højt, for deres befrielses time var ved at slå. På samme måde erklærede den første landskonference af bedriftsråd sig udtrykkeligt som tilhængere af sovjetterne og fortsatte meget sigende:
»Efter at arbejderklassen har frigjort sig politisk fra tsardømmet, ønsker den at se et demokratisk styre triumfere på produktionsområdet. Dette får sit bedste udtryk i arbejderkontrol med industriproduktionen, noget der naturligt meldte sig i en atmosfære af økonomisk opløsning, som de herskende klassers forbryderiske politik skabte...«
Jernbanepersonalets fagforbund forlangte, at Liberovskij, trafikministeren, skulle gå af...
På TsIKs vegne fastholdt Skobelev, at hans nakaz (instruks) skulle forelægges for den allierede konference, og protesterede imod, at udenrigsminister Teresjtjenko blev sendt til Paris. Denne tilbød at træde tilbage...
General Verhovskij formåede ikke at fuldføre sin reorganisering af hæren og kom kun med lange afbrydelser til ministermøderne...
Den 3. november kom Burtsevs blad Fælles Sag med store overskrifter:
»Borgere! Red fædrelandet! Jeg har netop erfaret, at på forsvarskommissionens møde i går foreslog krigsminister general Verhovskij – Verhovskij er en af de hovedansvarlige for Kornilovs fald – at der skulle sluttes en separatfred, uafhængigt af de allierede.
Dette er forræderi mod Rusland!
Teresjtjenko erklærede, at den provisoriske regering ikke engang havde villet drøfte Verhovskijs forslag. »Man skulle tro,« sagde Trestjenko, »at man var i et galehus!«
Medlemmerne var forbavset over generalens ord.
General Aleksejev græd.
Nej! Det er ikke galskab! Det er værre. Det er direkte forræderi mod Rusland!
Kerenskij, Teresjtjenko og Nekrasov må øjeblikkelig give os besked angående Verhovskijs ord.
Borgere, rejs jer!
Rusland er ved at blive solgt!
»Red vort land!«
Hvad Verhovskij virkelig havde sagt, var, at de allierede måtte presses til at tilbyde fred, fordi den russiske hær ikke kunne kæmpe længere.
Både i Rusland og i udlandet var sensationen uhyre. Verhovskij fik »sygeorlov« på ubestemt tid og forlod regeringen. Fælles Sag blev forbudt...
Søndag den 4. november var fastsat som Petrogradsovjettens dag, med store folkemøder planlagt over hele byen, officielt for at skaffe penge til organisationen og til pressen, i virkeligheden for at arrangere en demonstration af styrke. Pludselig blev det meddelt, at kosakkerne samme dag ville afholde en Krestnyj Hod, en procession med kors, til ære for Ikonen af 1612, hvis mirakuløse indvirkning havde fordrevet Napoleon fra Moskva. Atmosfæren var ladet med spænding, en gnist kunne få borgerkrigen til at flamme. Petrogradsovjetten udsendte et manifest med titlen, Brødre, Kosakker!
»I kosakker bliver hidset op imod os arbejdere og soldater. Denne Kainsplan bliver iværksat af vore fælles fjender, undertrykkerne, de privilegerede klasser – generaler, bankmænd, godsejere, tidligere tsar-embedsmænd og tsar-lakajer... De, der hader os, er spekulanter, rigmænd, fyrster, adelige, generaler, inklusive jeres kosakgeneraler. De er rede til når som helst at knuse Petrogradsovjetten og revolutionen...
Den 4. november agter visse folk at organisere en religiøs kosakprocession. Det er et spørgsmål den enkelte frit afgør med sin samvittighed, om han vil deltage i processionen. Vi vil ikke blande os i sagen eller lægge hindringer i vejen for nogen... Vi advarer jer imidlertid, kosakker! Pas på og sørg for, at jeres kalediner ikke under dække af en Krestnyj Hod hidser jer op imod arbejderne, imod soldaterne...«
Processionen blev i en fart afblæst...
I kasernerne og arbejderkvartererne var bolsjevikkerne ved at slå parolen Al Magt til Sovjetterne! fast, mens de dunkle kræfters agenter forsøgte at lå folk til at rejse sig og slagte jøder, handlende, socialistiske ledere...
På den ene side den monarkistiske presse med sin ophidselse til blodig undertrykkelse, – på den anden side Lenins kraftige stemme: Opstand ... Vi kan ikke vente!
Selv den borgerlige presse var urolig. Børstidende kaldte den bolsjevikiske propaganda for et anslag mod »samfundets mest elementære principper – den personlige sikkerhed og respekten for privat ejendom.«
Men det var de »moderate« socialistiske blade, der var mest fjendtlige. »Bolsjevikkerne er revolutionens farligste fjender,» erklærede Folkets Sag. Det mensjevikiske blad Dagen skrev: »Regeringen bør forsvare sig og os«. Plekhanovs blad Enhed gjorde regeringen opmærksom på, at Petrograd-arbejderne var ved at blive bevæbnede, og forlangte strenge forholdsregler mod bolsjevikkerne.
Regeringen syntes dag for dag at blive mere hjælpeløs. Morgenbladenes spalter var fyldt med notitser om de frækkeste røverier og mord, og forbryderne blev aldrig taget.
På den anden side patruljerede væbnede arbejdere på gaderne om natten, nedkæmpede marodører og rekvirerede våben, hvor de fandt dem.
Den 1. november udstedte oberst Polkovnikov, Petrograds militærkommandant, en proklamation:
»På trods af de vanskelige dage, landet oplever, spredes der stadig uansvarlige appeller om væbnede demonstrationer og massakrer i Petrograd, og fra dag til dag øger røverierne og uordenen.
Denne tilstand desorganiserer borgernes tilværelse og hæmmer regeringens og de kommunale institutioners systematiske arbejde. I fuld bevidsthed om min pligt over for mit land befaler jeg:
1. Enhver militær enhed skal, i overensstemmelse med særlige instrukser og inden for garnisonens område, yde kommunen, kommissærerne og militsen al mulig hjælp til bevogtning af regeringsinstitutionerne.
2. Der organiseres patruljer i samarbejde med distriktskommandanten og bymilitsen, og tages skridt til at arrestere forbrydere og desertører.
3. Der foretages anholdelse af alle personer, der betræder kaserner og ophidser til væbnede demonstrationer og massakrer, og de anholdte indbringes til Anden Bykommandants kontor.
4. Enhver væbnet demonstration eller udskejelse undertrykkes fra begyndelsen, med alle forhåndenværende væbnede styrker.
5. Der ydes bistand til kommissærer, som vil forhindre ulovlige husundersøgelser og ulovlige arrestationer.
6. Der aflægges ufortøvet rapport om alle begivenheder i Petrograds militærdistrikt.
Jeg opfordrer alle hærkomiteer og organisationer til at bistå kommandanterne med opfyldelsen af de pligter, der påhviler dem.«
I Republikkens Råd udtalte Kerenskij, at regeringen var ganske klar over bolsjevikkernes forberedelser og havde styrker nok til at holde enhver demonstration i ave. Han beskyldte Det nye Rus og Arbejderens Vej for begge at gøre samme undergravende arbejde. »Men den absolutte pressefrihed bevirker,« tilføjede han, »at regeringen er ude af stand til at bekæmpe trykte løgne...« [Dette var ikke ganske ærligt sagt. Den provisoriske regering havde i juli måned forbudt den bolsjevikiske presse og agtede at gøre det igen. (John Reeds note.)] »Efter en bemærkning om, at de to blade var to sider af den samme propaganda, som havde kontrarevolutionært formål og fremmede de dunkle kræfters lønligste ønsker, fortsatte han:
»Jeg er en dømt mand, det spiller ingen rolle, hvad der sker med mig, og jeg har den dristighed at sige, at den anden tvetydige rolle spilles af usandsynlige provokationer, bolsjevikkerne skaber i byen!«
Den 2. november var der kun kommet 15 delegerede til sovjetkongressen. Næste dag var der henved hundrede, og morgenen efter 175, af hvilke 103 var bolsjevikker... 400 skulle der være for at udgøre en beslutningsdygtig forsamling, og der var kun tre dage til kongressen...
Jeg tilbragte megen tid i Smolnyj. Det var ikke længere let at komme ind. Dobbelte rækker af vagter stod ved de ydre porte, og så snart man var inden for hoveddøren fandt man en lang række mennesker der i hold på fire ventede på at blive sluppet ind og udspurgt om deres identitet og ærinde. Der blev udstedt passersedler, og systemet blev ændret med få timers mellemrum, da spioner stadigvæk sneg sig igennem...
En dag jeg kom frem til den ydre port så jeg Trotskij og hans kone lige foran mig. De blev standset af en soldat. Trotskij søgte i sine lommer, men fandt ingen passerseddel.
»Nåja,« sagde han endelig, »du kender mig. Mit navn er Trotskij.«
»Du har ikke nogen passerseddel,« svarede soldaten stædigt. »Du kan ikke komme ind. Navne betyder ikke noget her.«
»Men jeg er formand for Petrogradsovjetten.«
»Er du det,« sagde soldaten, »hvis du er så stor en mand, må du vel have bare én lille papir på dig.«
Trotskij var meget tålmodig. »Lad mig komme til at tale med kommandanten,« sagde han. Soldaten tøvede lidt og mumlede noget om, at han nødig ville forstyrre kommandanten, hver gang en eller anden djævel kom anstigende. Han vinkede endelig til den soldat, der kommanderede vagten. Trotskij forklarede sagen for ham. »Mit navn er Trotskij,« gentog han.
»Trotskij?« Den anden soldat kløede sig i hovedet. »Jeg har hørt det navn et sted,« sagde han langsomt. »Jeg tror, det er i orden. Du kan godt gå ind, kammerat.«
I korridoren mødte jeg Karahan, medlem af bolsjevikkernes centralkomité, som forklarede mig, hvordan den nye regering skulle se ud.
»En løs organisation, påvirkelig af folkeviljen som den udtrykkes gennem sovjetterne, med fuldt spillerum for de lokale kræfter. For tiden saboterer den provisoriske regering alt, hvad det lokale demokrati ønsker, akkurat som tsarens regering gjorde. Det nye samfunds initiativer skal komme nedefra... Regeringens form vil blive modelleret over socialdemokratiets statutter. Den nye TsIK skal være ansvarlig over for hyppige møder af sovjetternes landskongres og udgøre parlamentet, de forskellige ministerier vil blive ledet af kollegia – komiteer – i stedet for ministre og vil blive direkte ansvarlige over for ministrene...«
Den 30. oktober havde jeg efter aftale en samtale med Trotskij; den foregik i et lille nøgent rum i Smolnyjs tagetage. I midten af rummet sad han på en hård træstol ved et bart bord. Jeg behøvede ikke at stille mange spørgsmål, han talte hurtigt og jævnt i over en time. Indholdet af hans bemærkninger gengives her med hans egne ord.
»Den provisoriske regering er absolut magtesløs. Bourgeoisiet har kontrollen med regeringen, men denne kontrol er maskeret ved en foregiven koalition med oborontsy’ernes (mensjevikkernes, de socialrevolutionæres og andre krigsfortsætteres) partier. Nu, under revolutionen, ser man bønderne revoltere, fordi de er trætte af at vente på den jord, man har lovet dem, og over hele landet er samme mishag øjensynligt blandt alle arbejdende klasser. Bourgeoisiet kan kun fortsætte sit overherredømme ved hjælp af borgerkrig. Kornilovs metode er den eneste måde, hvorpå bourgeoisiet kan holde sig ovenpå. Men det er kraft, bourgeoisiet mangler... Hæren er med os. Forsonerne og pacifisterne, de socialrevolutionære og mensjevikkerne har mistet al autoritet – fordi kampen mellem bønderne og godsejerne, mellem arbejderne og arbejdsgiverne, mellem soldaterne og deres officerer er blevet mere bitter, mere uforsonlig end nogen sinde. Kun ved koordineret aktion fra folkemasserne, kun ved det proletariske diktaturs sejr kan revolutionen fuldføres og folket reddes...«
»Sovjetterne er de mest fuldkomne repræsentanter for folket – fuldkomne i deres revolutionære erfaring, i deres ideer og formål. Eftersom de er baseret direkte på hæren i skyttegravene, arbejderne i fabrikkerne og bønderne på markerne er de revolutionens rygrad.«
»Der har været gjort forsøg på at skabe en magt uden sovjetterne – og den rene magtesløshed blev resultatet. Kontrarevolutionære planer af mange slags udklækkes nu i korridorerne i Republikkens Råd. Kadetpartiet repræsenterer den kamplystne kontrarevolution. På den anden side repræsenterer sovjetterne folkets sag. Mellem de to lejre er der ingen virkelig betydende gruppe... Det drejer sig om slutkampen. Den borgerlige kontrarevolution organiserer alle sine styrker og afventer et øjeblik, hvor den kan angribe os. Vort svar vil blive afgørende. Vi vil fuldføre det arbejde, der i marts kun blev påbegyndt, og som under Kornilovs kupforsøg blev ført et stykke længere...«
Han talte om den nye regerings udenrigspolitik:
»Vor første handling vil være at opfordre til øjeblikkelig våbenstilstand på alle fronter og en konference af nationerne til at diskutere demokratiske fredsbetingelser. Det kvantum demokrati, vi får ind i fredsbetingelserne, afhænger af det kvantum revolutionært ekko, der bliver i Europa. Hvis vi her skaber en sovjetregering, vil det være en kraftig stimulans til øjeblikkelig fred i Europa, for denne regering vil hen over regeringerne henvende sig direkte og øjeblikkelig til folkene og foreslå en våbenstilstand. Når der sluttes fred, vil den russiske revolution presse i retning af »ingen anneksioner, ingen erstatningsbetalinger, folkenes selvbestemmelsesret« og en Forbundsrepublik Europa...
Slutningen af denne krig ser jeg som en genfødelse af Europa, ikke ved diplomaternes, men ved proletariatets hjælp. Forbundsrepublik Europa, Europas Forenede Stater, det er, hvad der må komme. National autonomi er ikke længere nok. Den økonomiske udvikling kræver afskaffelse af nationale grænser. Hvis Europa stadig skal være opdelt i nationale grupper, vil imperialismen på ny kunne begynde sit værk. Kun Forbundsrepublikken Europa kan give verden fred.« Han smilede, det fine, ironiske smil, der var karakteristisk for ham. »Men uden de europæiske massers aktion kan disse formål ikke realiseres – nu...«
Mens nu alle gik og ventede på, at bolsjevikkerne en skønne morgen skulle komme ud på gaderne og begynde at skyde folk med hvid flip, forløb den virkelige opstand ganske naturligt og åbent.
Den provisoriske regering planlagde at sende Petrograds garnison til fronten.
Garnisonen talte ca. 60.000 mand, som havde taget fremtrædende del i revolutionen. Det var dem, der havde været udslaggivende i de store martsdage, skabt soldaterrepræsentanternes sovjetter og drevet Kornilov tilbage fra Petrograds porte.
Nu var en stor del af dem blevet bolsjevikker. Da den provisoriske regering talte om at evakuere byen, var det Petrograds garnison, der svarede: »Hvis I ikke formår at forsvare hovedstaden, så slut fred, og hvis I ikke formår at slutte fred, så gå og gør plads for en folkeregering, der kan gøre begge dele...«
Det var øjensynligt, at ethvert forsøg på opstand, afhang af Petrograd-garnisonens holdning. Regeringens plan var at erstatte de garnisonerede regimenter med »pålidelige« tropper – kosakker og dødsbataljoner. Hærkomiteerne, de »moderate« socialister og TsIK støttede regeringen. En vidtspredt agitation blev drevet ved fronten og i Petrograd, med betoning af det faktum, at i otte måneder havde Petrograds garnison ført et behageligt liv i hovedstadens kaserner, mens deres udmattede kammerater i skyttegravene sultede og døde.
Naturligvis var der nogen sandhed i den beskyldning, at garnisonens regimenter ikke var ivrige efter at bytte deres relative komfort med et vinterfelttogs strabadser. Men der var andre grunde til, at de ikke ville bort. Petrogradsovjetten var bange for, hvad regeringen havde i sinde, og fra fronten kom hundreder af delegerede, valgt af de menige, med den besked: »Vi behøver ganske vist forstærkninger, men det vigtigste er, at vi må være sikre på, at Petrograd og revolutionen er godt beskyttede... Hold I baglandet, kammerater, så skal vi holde fronten!«
Den 25. oktober diskuterede Petrogradsovjettens ledelse dannelsen af en speciel militærkomité til at afgøre hele spørgsmålet. Næste dag valgte et møde i sovjettens soldatersektion en komité, som øjeblikkelig erklærede boykot af borgerlige blade og fordømte TsIK for dens opposition mod en sovjetkongres. Den 29. foreslog Trotskij i et åbent møde i Petrograds sovjet, at den skulle give den militære revolutionskomité sin godkendelse. »Vi bør skabe vor særlige organisation til at marchere i kamp og om fornødent i døden...« sagde han. Det besluttedes at sende to delegationer til fronten, en fra sovjetten og en fra garnisonen, for at konferere med soldaterkomiteerne og generalstaben.
I Pskov blev sovjettens delegerede mødt af general Tjeremisov, der kommanderede nordfronten, og han erklærede kort og godt, at han havde beordret Petrograds garnison ud i skyttegravene og dermed basta. Garnisonskomiteen fik ikke lov at forlade Petrograd.
En delegation fra soldatersektionen ved Petrograds sovjet bad om, at en repræsentant måtte få sæde i Petrograddistriktets militære stab. Afslået. Petrogradsovjetten forlangte, at ingen ordre måtte udstedes uden soldatersektionens billigelse. Afslået. De delegerede fik en barsk meddelelse: »Vi anerkender kun TsIK. Vi anerkender ikke jer, og hvis I bryder nogen lov, bliver I arresteret.«
Den 30. vedtog en forsamling, hvor alle Petrograds regimenter var repræsenteret, en resolution: »Petrograds garnison anerkender ikke længere den provisoriske regering. Petrograds sovjet er vor regering. Vi adlyder kun dennes ordrer, udstedt gennem den militære revolutionskomité.« De lokale militærenheder fik befaling til at afvente instrukser fra soldatersektionen ved Petrogradsovjetten.
Næste dag indkaldte TsIK sit eget møde, der hovedsagelig bestod af officerer, oprettede en komité til samarbejde med staben og udpegede kommissærer i alle bydele.
Et stort soldatermøde den 3. i Smolnyj besluttede derimod:
»Petrogradgarnisonen hilser oprettelsen af den militære revolutionskomité og tilsiger den al støtte i alle dens handlinger, endvidere at slutte fronten og baglandet endnu nærmere sammen for at tjene revolutionen. Garnisonen erklærer endelig, at den sammen med det revolutionære proletariat vil garantere opretholdelsen af den revolutionære orden i Petrograd. Ethvert forsøg på provokation fra Kornilovs tilhængere eller bourgeoisiet vil blive mødt med nådeløs indsats.«
Den militære revolutionskomité var sig nu sin magt bevidst og opfordrede bydende staben i Petrograd til lydighed. Alle trykkerier fik ordre til ikke at trykke nogen appel eller proklamation uden komiteens autorisation. Væbnede kommissærer inspicerede Kronverk-arsenalet og beslaglagde store mængder våben og ammunition, samtidig med at standse en forsendelse af titusind bajonetter til Kaledins hovedkvarter i Novotjerkask...
Regeringen var pludselig blevet klar over farens størrelse og tilbød komiteens medlemmer immunitet, hvis de ville opløse komiteen. Det var for sent. Ved midnat den 5. november sendte Kerenskij selv Malevskij til Petrogradsovjetten for at tilbyde den en repræsentation i staben. Den militære revolutionskomité accepterede. En time senere annulleredes ordren af general Manikovskij, fungerende krigsminister...
Tirsdag morgen den 6. november blev der stor opstandelse i byen over en ny plakat med underskriften »Den militære revolutionskomité ved Petrograds Sovjet af arbejder- og soldaterrepræsentanter«:
»Til Petrograds befolkning. Borgere!
Kontrarevolutionen har rejst sit forbryderhoved. Kornilov’erne er ved at mobilisere deres styrker for at knuse sovjetternes landskongres og forpurre den konstituerende forsamling. Det er desuden muligt, at pogrom-anstiftere vil forsøge på at forlede Petrograds befolkning til uroligheder og blodsudgydelse. Petrograds sovjet af arbejder- og soldater-repræsentanter påtager sig at beskytte den revolutionære orden, i byen mod kontrarevolutionære anslag og pogromer.
Petrogradgarnisonen vil ikke tillade voldshandlinger eller udskejelser. Befolkningen opfordres til at arrestere bøller og reaktionære agitatorer og bringe dem til sovjetkommissærerne i de nærmeste kaserner. Ved de dunkle kræfters første forsøg på at anstifte uroligheder i Petrograds gader, hvad enten det er røveri eller slagsmål, må forbryderne fejes bort fra jordens overflade!
Borgere! Vi opfordrer jer til at bevare ro og selvbeherskelse. Ordenens og revolutionens sag er i stærke hænder.
Fortegnelse over regimenter, hvor den militære revolutionskomité har kommissærer...«
Den 3. holdt bolsjevikkernes ledere et nyt historisk møde bag lukkede døre. Jeg havde fået besked gennem Zalkind og ventede i korridoren uden for døren; da Volodarskij kom ud, fortalte han mig, hvad der foregik.
Lenin talte: »Den 6. november vil det være for tidligt. Vi må have en landsomfattende basis for opstanden, og den 6. er endnu ikke alle delegerede til kongressen kommet... På den anden side vil den 8. november være for sent. Til den tid vil kongressen være konstitueret, og det er vanskeligt for en stor organiseret forsamling at foretage en hurtig, afgørede aktion. Vi må handle den 7., den dag kongressen træder sammen, således at vi kan sige til den: ‘Her er magten! Hvad har I i sinde at gøre med den?’«
I et værelse ovenover sad en smalansigtet, langhåret mand, en fhv. officer i tsarens hær, derpå revolutionær og landflygtig, en vis Avsejenko, kaldet Antonov, matematiker og skakspiller; han var ved at opstille omhyggelige planer for hovedstadens erobring.
Regeringen traf også sine forberedelser. I al stilfærdighed blev nogle af de mest loyale regimenter fra vidt forskellige divisioner beordret til Petrograd. Officerselevernes artilleri blev trukket til Vinterpaladset. Patruljer af kosakker gjorde deres entré i gaderne, for første gang siden julidagene. Polkovnikov udstedte ordre efter ordre og truede med at undertrykke al opsætsighed med den »yderste energi«. Kisjkin, undervisningsministeren, det mest hadede medlem af regeringen, blev udnævnt til særlig kommissær for at holde orden i Petrograd, han udnævnte som medhjælpere to lige så upopulære mænd, Rutenberg og Paltjinskij. Petrograd, Kronstadt og Finland blev erklæret i belejringstilstand – hvortil det borgerlige blad Nye Tider ironisk bemærkede:
»Hvorfor belejringstilstand? Regeringen er ikke længere en magt. Den har ingen moralsk autoritet og besidder ikke det nødvendige apparat til at anvende magt... I gunstigste fald kan den kun forhandle med en partner, der samtykker i en samtale. Dens autoritet rækker ikke længere...«
Mandag morgen den 5. kiggede jeg ind i Mariinskijpalæet for at se, hvad der foregik i den Russiske Republiks Råd. En bitter debat om Teresjtjenkos udenrigspolitik var i gang. Der lød et ekko af Burtsev-Verhovskij-affæren. Alle diplomater var til stede med undtagelse af den italienske ambassadør, som man sagde var umulig efter Carso-katastrofen...
Da jeg kom ind, var den venstre-socialrevolutionære Karelin i færd med at oplæse en leder fra London Times, som sagde: »Medicinen mod bolsjevisme er kugler!« Vendt mod de liberal-konservative kadetter råbte han: »Det er også det, I mener!«
Røster fra højre: Ja! Ja!
»Ja, jeg véd, at I tænker sådan,« svarede Karelin irriteret. »Men I har ikke mod til at forsøge det!«
Skobelev, der så ud som en balløve med sit bløde blonde skæg og lyse bølgede hår, begyndte noget mat at forsvare sovjettens nakaz (instruks). Teresjtjenko tog ordet bagefter, fra venstre lød der tilråb: »Afgang, afgang!« Han fastholdt, at regeringens og TsIKs delegerede til Paris skulle have et fælles synspunkt – hans eget. Nogle få ord om genoprettelse af disciplinen i hæren, om krig lige til sejren... Tumult, og på trods af det desperate venstres stædige opposition gik Republikkens Råd over til – næste sag på dagsordenen.
Stolerækkerne med bolsjevikkernes plads stod tomme, som de havde gjort, siden bolsjevikkerne udvandrede og tog alt liv med sig. Da jeg gik ned ad trappen, forekom det mig, at uanset det bitre skænderi kunne ingen virkelig røst fra den barske verden udenfor trænge gennem denne høje, kolde sal, og at den provisoriske regering var strandet – på den samme klippe, krig og fred, der havde forårsaget ministeriet Miljukovs stranding. Garderobemanden mumlede, mens han hjalp mig overfrakken på: »Jeg véd ikke, hvad der skal blive af stakkels Rusland. Alle disse mensjevikker og bolsjevikker og trudovikker. Dette Ukraine og dette Finland og de tyske imperialister og de engelske imperialister. Jeg er 45 år gammel, og i hele mit liv har jeg aldrig hørt så mange ord som på dette sted«.
I korridoren mødte jeg professor Sjatskij, et individ med rotteansigt, klædt i en smart diplomatfrakke, meget indflydelsesrig i kadetpartiet. Jeg spurgte ham, hvad han mente om den meget omtalte bolsjevikiske aktion. Han trak på skuldrene og snerrede:
»De er noget rak, de tør ikke, og tør de, bliver de omgående sendt ad helvede til. Fra vort synspunkt vil det ikke være dårligt, for i så fald vil de ødelægge sig selv og ingen magt få i den konstituerende forsamling... Men kære herre, lad mig skitsere min plan for en regeringsform, der skal forelægges den konstituerende forsamling. Ser De, jeg er formand for en kommission, som denne herværende forsamling i forståelse med den provisoriske regering har dannet til udarbejdelse af et forfatningsforslag... Vi skal have en lovgivende forsamling med to kamre, sådan som I har i USA. I det nedre kammer vil der være territoriale repræsentanter, i det øvre derimod repræsentanter for de frie erhverv, semstvoerne, de kooperative selskaber – og fagforeningerne.«
Udenfor kom der en råkold blæst fra vest, og det isnende mudder på gaden trængte gennem mine sko. To kompagnier officerselever svingede taktfast op ad Morskaja, marcherende stift i deres lange frakker og syngende en gammeldags sang fra tsarens tid... Ved den første tværgade bemærkede jeg, at bymilitsen var til hest og bevæbnet med revolvere i splinternye hylstre; en lille gruppe mennesker stod og stirrede tavse på dem. På hjørnet af Nevskij købte jeg en pjece af Lenin: »Vil Bolsjevikkerne Kunne Beholde Statsmagten?« og betalte den med et af de frimærker, der gjorde det ud for skillemønt. De sædvanlige sporvogne kravlede forbi med soldater og borgere hængende alle vegne udenpå, enhver trafikborgmester ville blive grøn af misundelse ved at se det... Langs fortovene solgte en række desertører i uniform cigaretter og solsikkekærner...
Op ad Nevskij boulevarden sloges skarer af mennesker i det sure tusmørke for at få de sidste aviser, og små klynger søgte at finde ud af de talrige proklamationer og appeller, der var klæbet op på alle flade steder; fra TsIK, bondesovjetterne, de »moderate« socialistiske partier, hærkomitéerne – med trusler, forbandelser, bønfaldelser til arbejderne og soldaterne om at blive hjemme og støtte regeringen.
En pansret bil kørte langsomt frem og tilbage med idelig brug af hornet. På hvert hjørne, på hver plads stod der tætte grupper af diskuterende soldater og studenter. Aftenen faldt hurtigt på, gadelygternes lys flakkede op med store afstande, menneskemassernes bølger bevægedes frem og tilbage... Sådan er billedet af Petrograd altid før alvorlige begivenheder...
Byen var nervøs, den ligesom fo’r op ved enhver skærende lyd. Men der kom stadig ikke noget tegn fra bolsjevikkerne, soldaterne blev i kasernerne, arbejderne i fabrikkerne... Vi gik til en film, nær Kazankatedralen, en blodig italiensk film om lidenskab og intrige. Nogle af tilskuerne var soldater fra fronten, stirrende i barnlig forundring på skærmen, aldeles ude af stand til at fatte, hvorfor der behøvedes så megen voldsom renden rundt og så mange drab på mennesker...
Derfra skyndte jeg mig til Smolnyj. I værelse 10 på øverste etage holdt den militære revolutionskomité uafbrudt møde under forsæde af en hørhåret attenårs yngling ved navn Lazimir. Han stoppede et øjeblik for at stikke mig på næven, yderst genert.
»Peter-Pauls-fæstningen er lige kommet over til os,« sagde han med et fornøjet smil. »For et øjeblik siden fik vi besked fra et regiment, som regeringen havde beordret til Petrograd. Mændene var mistænksomme, og derfor standsede de toget ved Gatjina og sendte en delegation til os. ‘Hvad er der løs?’ spurgte de. ‘Hvad har I at sige til os? Vi har lige vedtaget en resolution: Al magt til sovjetterne!’ Den militære revolutionskomité gav dem besked med tilbage: ‘Brødre! Vi hilser jer i revolutionens navn. Bliv, hvor I er, indtil der kommer nye instrukser!’«
Alle telefoner var afskåret, sagde han, men forbindelsen med fabrikkerne og kasernerne blev opretholdt med militært telefonmateriel...
En stadig strøm af kurerer og kommissærer kom og gik. Udenfor ventede en halv snes frivillige, rede til at gå med bud til den fjerneste ende af byen. En af dem, en sigøjneragtigt udseende mand i løjtnantsuniform, sagde på fransk: »Alt er rede til at gå i gang, blot der gives et signal...«
Dér kom Podvojskij forbi, den tynde skæggede civilist, hvis hjerne udarbejdede rejsningens strategi; Arttonov, ubarberet, med snavset flip og øjne, der var overanstrengt af mangel på søvn; Krylenko, den brede soldat med det store ansigt, altid smilende, med voldsomme gestus og fremvæltende tale, og Dybenko, den skæggede sømand med det venlige ansigt. De var dagens mænd – og de kommende dages.
Nedenunder i bedriftsrådenes kontor sad Seratov og undertegnede ordrer til regeringsarsenalet: 150 rifler til hver fabrik. Delegerede ventede på række, fyrre i tal. I hallen traf jeg nogle af de mindre ledere blandt bolsjevikkerne. En viste mig en revolver. »Spillet er ved at begynde,« sagde han, og hans ansigt var blegt. »Hvad enten vi begynder eller ej, véd den anden part, at de må udslette os eller blive udslettet...«
Petrogradsovjetten holdt møde dag og nat. Da jeg kom ind i den store sal, var Trotskij lige ved at slutte.
»Man spørger os,« sagde han, »om vi agter at begynde en aktion. Det kan jeg give et klart svar på. Petrograd-sovjetten mener, at det øjeblik endelig er kommet, hvor magten må lægges i sovjetternes hænder. Denne overflytning af regeringsmagten vil blive fuldført af sovjetternes landskongres. Om en væbnet opstand bliver nødvendig, vil afhænge af... dem, der ønsker at forstyrre landskongressen... Vi mener, at den nuværende regering, det provisoriske ministerium, er en ynkelig og hjælpeløs regering, som kun sidder og venter på historiens fejekost og en anden, en virkelig folkeregerings komme. Men vi prøver at undgå en konflikt, selv nu, i dag. Vi håber, at landskongressen vil overtage ... den magt og myndighed, som hviler på folkets organiserede frihed. Hvis regeringen imidlertid agter at udnytte den korte periode, den formentlig har tilbage, 24, 48 eller 72 timer, til at angribe os, så vil vi svare med modangreb, slag for slag, med stål på jern!«
Under hørråb meddelte han, at de venstre-socialrevolutionære havde indvilget i at sende repræsentanter til den militære revolutionskomité som medlemmer...
Da jeg forlod Smolnyj, kl. 3 om natten, lagde jeg mærke til, at to hurtigtskydende kanoner var blevet kørt op på hver side af hoveddøren, og at stærke patruljer af soldater bevogtede portene og de nærmeste gadekryds.
Bill Shatov, som var velkendt i den amerikanske arbejderbevægelse, kom farende op ad trappen. »Så!« råbte han. »Det er begyndt! Kerenskij sendte officerselever hen til vore blade, Soldat og Arbejderens Vej, for at standse dem. Men vore tropper kom bagefter og brød regeringens segl, og nu er det os, der sender styrker ud for at besætte de borgerlige blades kontorer!« Begejstret slog han mig på skulderen og løb ind...
Om morgenen den 6. havde jeg et ærinde hos censor, hvis kontor var i udenrigsministeriet. Alle vegne på murene var der hysteriske appeller til folket om at bevare »roen«. Polkovnikov udstedte ordre på ordre:
»Jeg beordrer alle militære enheder og grupper til at blive i deres kaserner, indtil der kommer ordre fra militærdistriktets stab. Alle officerer, der handler uden ordre fra deres foresatte, vil blive stillet for en krigsret for mytteri. Jeg forbyder absolut, at soldater på nogen måde udfører ordrer fra andre organisationer...«
Morgenbladene meddelte, at regeringen havde forbudt aviserne: Det Nye Rus, Levende Ord, Arbejderens Vej og Soldat og beordret anholdelse af Petrogradsovjettens ledere og den militære revolutionskomités medlemmer...
Da jeg krydsede Paladspladsen, kom adskillige batterier af officerselevernes artilleri raslende gennem den »Røde Bue« og kørte op foran paladset. Generalstabens store røde bygning var usædvanlig fuld af liv, adskillige pansrede automobiler stod foran døren, og vogne med officerer kom og kørte igen... Censor var meget ophidset, ligesom en lille dreng i cirkus. Kerenskij var netop taget til Republikkens Råd for at tilbyde at gå af, sagde han. Jeg skyndte mig ned til Mariinskij-palæet og nåede frem, da Kerenskij var ved at slutte sin lidenskabelige og næsten usammenhængende tale, der var fuld af selvforsvar og anklager mod hans fjender:
»Jeg vil her citere det mest karakteristiske sted i en hel række artikler, som Arbejderens Vej har offentliggjort, skrevet af Uljanov-Lenin, en statsforbryder, som lever skjult, og som vi søger at finde... Denne statsforbryder har opfordret proletariatet og Petrograds garnison til at gentage eksperimentet fra den 16.-18. juli og slår på, at en væbnet rejsning er nødvendig...
Desuden har andre bolsjevikiske ledere talt på en række møder og opfordret til ufortøvet opstand. Især skal man lægge mærke til, hvad den nuværende formand for Petrograd-sovjetten, Bronstein-Trotski], foretager sig... Jeg bør gøre opmærksom på at udtryk og stil i en række artikler i Arbejderens Vej og Soldat er aldeles som i Det Nye Rus... Vi oplever ikke slet og ret et bestemt partis manøvrer, men udnyttelsen af en vis befolkningsdels politiske uvidenhed og kriminelle instinkter, en slags organisation, hvis formål er for enhver pris at skabe en samvittighedsløs bevægelse med ødelæggelse og plyndringer; for sådan som massernes sindsstemning er, vil enhver bevægelse i Petrograd blive efterfulgt af frygtelige massakrer, som vil tilsøle det frie Ruslands navn med evig skændsel... Uljanov-Lenin har selv indrømmet, at det yderste venstre blandt socialdemokraterne i Rusland er i en særdeles gunstig situation.« (Her læste Kerenskij følgende citat fra Lenins artikel:)
»Tænk blot! De tyske kammerater har kun én Liebknecht, uden blade, uden forsamlingsfrihed, uden en sovjet. De står over for alle samfundsklassers utrolige fjendtlighed – og alligevel forsøger de tyske kammerater at handle; og vi, med et dusin blade, forsamlingsfrihed, flertal i sovjetterne, vi, de bedst placerede proletarer i hele verden, kan vi afslå at støtte de tyske revolutionære og opstandsorganisationer?«
Kerenskij fortsatte så:
»Oprørets organisatorer indrømmer således indirekte, at der nu findes de mest fuldkomne betingelser for et politisk partis ubundne aktion, her i Rusland, der administreres af en provisorisk regering, hvis leder i dette partis øjne er en kuppolitiker og korrupt bourgeoisiagent, ministerpræsident Kerenskij«. »Oprørets organisatorer kommer ikke til at hjælpe det tyske proletariat, de kommer til at hjælpe den tyske regering, og de åbner den russiske front for kejser Wilhelms og hans venners jernnæve. Det interesserer ikke den provisoriske regering, hvilke motiver disse folk har, om de handler bevidst eller ubevidst, men fra denne tribune vil jeg i hvert fald, i fuld bevidsthed om mit ansvar, stemple sådanne handlinger fra et russisk politisk partis side som forræderi mod Rusland! Jeg stiller mig på højres standpunkt og foreslår, at der øjeblikkelig foretages en undersøgelse og skrides til de nødvendige arrestationer.« (Voldsom protest fra venstre). »Hør mig!« råbte Kerenskij med kraftig stemme. »I et øjeblik, hvor staten er i fare, på grund af bevidst eller ubevidst forræderi, foretrækker den provisoriske regering og deriblandt jeg at blive dræbt hellere end at forråde Ruslands liv, ære og uafhængighed«.
I dette øjeblik blev der rakt et stykke papir hen til Kerenskij:
»Jeg har netop modtaget den proklamation, som nu uddeles til regimenterne. Her er dens ordlyd:
Petrograds Sovjet af arbejder- og soldaterrepræsentanter er i fare. Vi giver regimenterne ordre til straks at mobilisere på krigsfod og at afvente nærmere ordre. Enhver forhaling eller ulydighed mod denne ordre vil blive behandlet som forræderi mod revolutionen. Den militære revolutionskomité. For formanden, Podvojskij. Sekretær, Antonov«.
Faktisk er dette et forsøg på at rejse pøbelen mod den eksisterende orden, at bryde forfatningen og at åbne fronten for kejser Wilhelms regimenter...
Jeg siger med forsæt pøbel, fordi det ansvarsbevidste demokrati og dets TsIK, alle hærorganisationer, alt det, som det frie Rusland hædrer, den sunde fornuft, det store russiske demokratis ære og samvittighed, protesterer imod disse ting...
Jeg kommer ikke her med en bøn, men for at udtale min faste overbevisning, at den provisoriske regering, som i dette øjeblik forsvarer vor nyvundne frihed, at den nye russiske stat med en strålende fremtid foran sig vil finde enstemmig støtte undtagen blandt dem, der aldrig har vovet at acceptere sandheden...
Den provisoriske regering har aldrig øvet vold mod den frihed, alle statens borgere har til at benytte deres politiske rettigheder... Men nu erklærer den provisoriske regering: I dette øjeblik må man resolut likvidere de elementer i den russiske nation, de grupper og partier, som har vovet at løfte hånd mod det russiske folks frie vilje og samtidig true med at åbne fronten for Tyskland!...
Gid Petrograds befolkning vil forstå, at den vil finde en håndfast magt i os, så vil måske den sunde fornuft, samvittighed og ære i sidste øjeblik triumfere i deres hjerte som endnu ejer disse egenskaber.«
Under hele denne tale havde salen genlydt af øredøvende bifald. Da ministerpræsidenten trådte ned, hvid i ansigtet og med sveddråber på panden, og skred ud med sin sulte af officerer, begyndte taler efter taler fra venstre og centrum at angribe højre, i een rasende tumult. Selv de socialrevolutionære udtalte gennem Gots:
»Bolsjevikkernes politik er demagogisk og forbryderisk, sådan som den udnytter folkeharmen. Men der er en hel række folkekrav, som ikke til dato har fået nogen imødekommende behandling...
... Spørgsmålet om jord, fred og demokratisering af hæren bør behandles således, at ingen soldat, bonde eller arbejder nærer ringeste tvivl om, at vor regering forsøger, fast og usvigeligt, at løse dem...
Vi socialrevolutionære ønsker ikke at provokere en ministerkrise, og vi er rede til at forsvare den provisoriske regering med hele vor energi, til vor sidste blodsdråbe – hvis blot den provisoriske regering vil tage alle disse brændende spørgsmål op og udtale de klare og præcise ord om dem, som folket utålmodigt venter på.«
Så kom Martov, rasende:
»Ministerpræsidenten tillod sig at tale om »pøbel«, anvendt på betydelige dele af proletariatet og hæren, som er i bevægelse, selv om den ledes i en forkert retning – sådanne ord er kun ophidselse til borgerkrig.«
Det dagsordensforslag, som blev fremsat fra venstre, blev vedtaget. Det var praktisk talt en mistillidserklæring:
»1. Den væbnede demonstration, som i de seneste dage forberedes, tilsigter et statskup, truer med at fremkalde borgerkrig, skaber gunstige betingelser for pogromer og kontrarevolution, endvidere mobiliseringen af de kontrarevolutionære kræfter, f.eks. de Sorte Hundreder, som uvægerligt vil gøre det umuligt at indkalde den konstituerende forsamling – alt dette vil frembringe en militær katastrofe og revolutionens død, lamme landets økonomiske liv og ødelægge Rusland;
2. årsagen til, at der findes gunstige betingelser for denne agitation, skal søges i forhalingen af påtrængende foranstaltninger og i de objektive betingelser, der skyldes krigen og det almindelige kaos. Det er nødvendigt først af alt at udstede et dekret, hvorved jorden overdrages til bøndernes jordkomitéer, og at slå ind på en energisk handlingspolitik over for vore udenlandske allierede ved at foreslå dem, at de offentliggør deres fredsbetingelser og begynder fredsforhandlinger;
3. for at kunne magte de monarkistiske manifestationer og pogrombevægelserne er det nødvendigt at træffe øjeblikkelige foranstaltninger til at undertrykke disse bevægelser og til dette formål at oprette en komité for den offentlige sikkerhed, sammensat af repræsentanter for kommunalbestyrelsen og det revolutionære demokratis organer, en komité, der skal handle i overensstemmelse med regeringen.«
Det er interessant, at mensjevikkerne og de socialrevolutionære alle samlede sig om dette dagsordensforslag... Da Kerenskij så det, kaldte han imidlertid Avksentjev til Vinterpaladset for at få en forklaring. Hvis udtalelsen var udtryk for mangel på tillid til den provisoriske regering, ville han bede Avksentjev danne et nyt ministerium. Dan, Gots og Avksentjev, altså kompromispolitikkens forgrundsfigurer, præsterede så deres sidste kompromis... De forklarede Kerenskij, at de ikke havde villet kritisere regeringen!
På hjørnet af Morskaja og Nevskij standsede patruljer af soldater med påsatte bajonetter alle private biler, trak passagererne ud og sendte vognene til Vinterpaladset. En stor skare havde samlet sig for at se på. Ingen vidste, om soldaterne hørte til regeringen eller til den militære revolutionskomité. Oppe foran Kazan-katedralen skete det samme, vognene blev sendt tilbage ad Nevskij. Fem-seks søfolk med rifler dukkede op, opstemt leende, og begyndte at snakke med soldaterne. På søfolkenes huer stod Aurora og Zarja Svobodlj, navnene på de vigtigste bolsjevikiske krydsere i den baltiske flåde. En af dem sagde: Nu kommer Kronstadt!... Det var omtrent, som hvis nogen i 1792 på Paris’ gader havde sagt: Nu kommer de fra Marseille! For i Kronstadt var der 25.000 søfolk, overbeviste bolsjevikker, dødsforagtende karle...
Arbejder og Soldat var lige udkommet, og forsiden var een stor proklamation:
Soldater! Arbejdere! Borgere!
Folkets fjender gik sidste nat i offensiv. Kornilovs folk i staben forsøger at drage officerselever og frivilligbatailloner ind fra omegnen. Officerseleverne i Oranienburg og frivillige fra Tsarskoje Selo afslog at være med. Et højforræderisk anslag mod Petrograd-sovjetten påtænkes. De kontrarevolutionæres felttog bliver rettet mod sovjetternes landskongres aftenen før den skal åbnes, mod den konstituerende forsamling, mod folket. Petrograd-sovjetten står på vagt for revolutionen. Den militære revolutionskomité vil lede afværgelsen af de sammensvornes attentat. Hele garnisonen og proletariatet i Petrograd er parat til at knuse folkets fjender.
Den militære revolutionskomité forordner:
1. Alle regiments-, divisions- og slagskibskomitéer samt sovjetkommissærerne og alle revolutionære organisationer skal holde møde uafbrudt og samle alle oplysninger om de sammensvornes planer.
2. Ingen soldat må forlade sin division uden komitéens tilladelse.
3. Der sendes to delegerede til Smolnyj fra hver militær enhed og fem fra hver bydels-sovjet.
4. Alle medlemmer af Petrograd-sovjetten og alle delegerede til sovjetternes landskongres opfordres til straks at komme til Smolnyj til ekstraordinært møde.
Kontrarevolutionen har rejst sit forbryderhoved.
En stor fare truer soldaternes og arbejdernes erobringer og forhåbninger.
Men revolutionens kræfter er langt større end dens fjenders!
Folkets sag er i stærke hænder. De sammensvorne vil blive knust.
Ingen tøven eller tvivl! Fasthed, udholdenhed, disciplin, handlekraft!
Længe leve revolutionen!
Den militære revolutionskomité.
Petrograd-sovjetten holdt uafladeligt møde i Smolnyj, et centrum for stormen, de delegerede faldt trætte i søvn på gulvet og rejste sig på ny for at tage del i debatten. Trotskij, Kamenev, Volodarskij talte seks, otte, tolv timer i døgnet...
Jeg gik ned til værelse 18 på første etage, hvor bolsjevikkernes delegerede holdt gruppemøde, og en gennemtrængende stemme lød hen over mængden, der skjulte taleren: »Kompromismagerne påstår, at vi er isolerede. Tag ikke dette alvorligt. Så snart det går løs, vil de blive trukket med sammen med os, eller de vil miste deres tilhængere«...
Her holdt han et stykke papir i vejret. »Vi trækker dem med os! Der er netop kommet besked fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære. De siger, at de fordømmer vor aktion, men at de, hvis regeringen angriber os, ikke vil gå imod folkets sag! Jublende bifald...
Da aftenen faldt på, fyldtes hallen af soldater og arbejdere, en vældig ensformig masse indhyllet i blå røgskyer og optaget af summende diskussioner. Den gamle TsIK havde endelig bestemt sig til at byde de delegerede velkommen, selv om den nye kongres ville betyde TsIKs endeligt – og måske enden på den revolutionære tilstand, den havde opbygget. På dette møde kunne imidlertid kun medlemmer af TsIK stemme.
Det var over midnat, da Gots indtog dirigentpladsen, og Dan rejste sig for at tale, i en spændt stilhed, der forekom mig næsten truende.
»De timer, vi gennemlever, synes tragiske,« sagde han. »Fjenden står foran Petrograds porte, demokratiets kræfter forsøger at organisere modstand mod ham, og vi venter blodsudgydelser i hovedstadens gader, og hungersnød truer med at ødelægge ikke alene vor homogene regering, men selve revolutionen...
Masserne er syge og udmattede. De har ingen interesse i revolutionen. Hvis bolsjevikkerne begynder på noget, vil det være enden på revolutionen.« (Tilråb: Det er løgn!). »De kontrarevolutionære venter på bolsjevikkerne for at begynde udskejelser og massakrer... Hvis der kommer en aktion, bliver der ingen konstituerende forsamling!« (Tilråb: Det er løgn! Fy!)
»Det er utilstedeligt, at Petrograds garnison, midt i en operationszone, ikke adlyder stabens ordrer... Man må adlyde stabens ordrer, ligeså ordrer fra TsIK, som I selv har valgt. Al magt til sovjetterne, det betyder døden! Røvere og tyveknægte venter blot på øjeblikket til at plyndre og brænde... Når man ser paroler som: »Træng ind i husene, tag bourgeoisiets sko og klæder...« (Tumult. Tilråb: Den parole findes ikke! Det er løgn! Løgn!). »Vel, det kan også begynde anderledes, men sådan vil det ende«.
»TsIK har fuld kompetence til at handle og må adlydes. Vi er ikke bange for bajonetter. TsIK vil forsvare revolutionen med sin krop..« (Tilråb: Den krop har længe været død!).
Vældigt og langvarigt spektakel, hans stemme kan næsten ikke høres, mens han hamrer i pulten: »De, der siger sådan, begår en forbrydelse!«
En stemme: »I begik en forbrydelse, dengang I tog magten og gav den videre til bourgeoisiet!«
Gots ringer med dirigentklokken: »Må jeg få ro, eller jeg lader salen rydde!«
Stemmer: »Ja, prøv det!« (Jubel og piben).
»Hvad nu vor fredspolitik angår.« (Latter). »Uheldigvis kan Rusland ikke længere støtte en fortsættelse af krigen. Der kommer nok en fred, men ikke en permanent fred, ikke en demokratisk fred... I dag har vi i Republikkens Råd for at undgå blodsudgydelse vedtaget en dagsorden, der forlanger jorden overdraget til jordkomiteerne og fredsforhandlinger straks...« (Latter og tilråb: »For sent«).
Så tog Trotskij ordet for bolsjevikkerne, båret af en drønende bifaldsbølge, hurraråb, tilhørerne stående oprejst. Hans tynde spidse ansigt var helt mefistofelesk med sit bidske ironiske udtryk.
»Dan’s taktik beviser, at masserne – de store, sløve, ligegyldige masser – absolut følger ham!« (Jubel og latter). Han vendte sig hen imod dirigenten med en dramatisk gestus. »Da vi talte om at give jorden til bønderne, var I imod det. Vi sagde til bønderne: Hvis de ikke giver jer jorden, så tag den selv! Og bønderne fulgte vort råd. Og nu foreslår I at gøre det, vi gjorde for seks måneder siden... Jeg tror ikke, at Kerenskijs ordre til at suspendere dødsstraffen i hæren var dikteret af hans idealer. Jeg tror, at Kerenskij blev overtalt af Petrograds garnison, som nægtede ham lydighed... I dag beskylder man Dan for at have holdt en tale i Republikkens Råd, som beviser, at han er en fordækt bolsjevik... Den tid kan komme, da Dan vil sige, at det var blomsten af revolutionen, der deltog i rejsningen den 16. og 18. juli... I Dans resolution i dag i Republikkens Råd var der ingen hentydning til, at disciplin skal gennemtvinges i hæren, skønt hans parti understreger det i sin propaganda.
Nej, de sidste syv måneders historie viser, at masserne har forladt mensjevikkerne. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære besejrede de konservative kadetter, og da de så fik magten, forærede de den til kadetterne...
Dan fortæller jer, at I ikke har ret til at lave opstand. Opstand er alle revolutionæres ret! Når de nedtrampede masser revolterer, er det deres ret«.
Så kom den langansigtede, skarpt talende Lieber, hilst med jammer og latter.
»Engels og Marx sagde, at proletariatet ikke har ret til at tage magten, før de er rede dertil. I en borgerlig revolution som denne betyder det revolutionens tragiske endeligt, hvis masserne griber magten... Trotskij er som socialdemokratisk teoretiker selv modstander af det, han nu står og taler for...« (Tilråb: »Det er nok! Ned med ham!«).
Derpå Martov, hele tiden afbrudt:
»Internationalisterne er ikke modstandere af, at magten overdrages til demokratiet, men de billiger ikke bolsjevikkernes metoder...«
Så stod Dan igen på talerstolen og protesterede voldsomt imod, at den militære revolutionskomité havde sendt en kommissær til Izvestias kontor for at standse eller censurere bladet. En voldsom tumult opstod. Martov forsøgte at tale, men kunne ikke få ørenlyd. Delegerede fra hæren og den baltiske flåde stod op flere steder i salen og brølede, at sovjetten var deres regering.
Midt under den vildeste forvirring forelagde Ehrlich et resolutionsforslag, der opfordrede arbejderne og soldaterne til at bevare roen og ikke reagere på provokationer til demonstration, til at anerkende nødvendigheden af, at der straks oprettedes en Komité for den Offentlige Sikkerhed, og med en opfordring til den provisoriske regering om straks at udstede dekreter, der overdrog jorden til bønderne og åbnede vejen for fredsforhandlinger...
Så sprang Volodarskij op og råbte hæst, at TsIK lige før sovjetkongressens åbning ingen ret havde til at tilrane sig kongressens funktioner. TsIK var faktisk afgået ved døden, sagde han, og resolutionen var simpelthen et trick for at puste dens svindende myndighed op...
»Vi bolsjevikker vil ikke stemme for denne resolution!«
Hvorpå bolsjevikkerne forlod salen, og resolutionen blev vedtaget...
Ved fire-tiden om morgenen mødte jeg Zorin i forhallen med en riffel over skulderen.
»Vi er i gang!« sagde han, roligt, men med tilfredshed. »Vi fik fat i vice-justitsministeren og kirkeministeren. De er nede i kælderen nu. Et regiment er ude for at besætte telefonhuset, et andet telegrafcentralen, et tredje statsbanken. Den røde garde er på benene...
På Smolnyjs trappe, ude i det råkolde mørke, så vi først den røde garde, en klynge unge mænd i arbejdstøj, bevæbnet med riffel med bajonet, i nervøs samtale.
Langt borte fra, over de stejle tage i vest, kom lyden af spredt geværild, fra broerne, som officerseleverne forsøgte at hæve, for at forhindre fabriksarbejderne og soldaterne fra Vyborgkvarteret i at forene sig med sovjetstyrkerne i byens midte; Kronstadts matroser sænkede broerne igen.
Bag os det store Smolnyj, klart oplyst, summende som en vældig bikube ...
Sidst opdateret 31.12.2014