I september marcherede general Kornilov mod Petrograd for at gøre sig til militær diktator over Rusland. Bag ham sås pludselig bourgeoisiets væbnede magt, dristigt sat ind for at knuse revolutionen. Nogle af de socialistiske ministre var implicerede, også Kerenskij var under mistanke. Savinkov fik en opfordring fra sit parti, de socialrevolutionære, til at give dem en forklaring, men afslog det og blev ekskluderet. Kornilov blev arresteret af soldaterkomiteerne. Generaler blev afskediget, ministre suspenderet, og ministeriet faldt.
Kerenskij forsøgte at danne et nyt ministerium, indbefattet de liberal-konservative kadetter, d.v.s. bourgeoisiets parti. Hans eget parti, de socialrevolutionære, gav ham ordre til at holde kadetterne ude. Kerenskij nægtede at adlyde og truede med at gå af, hvis socialisterne holdt fast ved deres standpunkt. Folkestemningen var imidlertid så udtalt, at han i øjeblikket ikke vovede at modsætte sig den, og et midlertidigt femmandsdirektorat af gamle ministre med Kerenskij i spidsen overtog magten, indtil spørgsmålet kunne afgøres.
Kornilov-affæren drog alle socialistiske grupper sammen, »moderate« såvel som revolutionære, i et lidenskabeligt ført selvforsvar. Der måtte ikke komme flere Kornilov’er. En ny regering måtte dannes, og den måtte være ansvarlig over for alle elementer, der støttede revolutionen. Derfor opfordrede TsIK (sovjetternes hovedledelse) de folkelige organisationer til at sende delegerede til en demokratisk konference, der skulle mødes i Petrograd i september.
Øjeblikkelig optrådte der tre fraktioner i TsIK. Bolsjevikkerne forlangte, at sovjetternes landskongres skulle indkaldes og overtage magten. De socialrevolutionæres midtergruppe, ledet af Tjernov, forenede sig med de venstresocialrevolutionære, ledet af Kamkov og Spiridonova, de mensjevikiske internationalister under Martov og mensjevikkernes midtergruppe repræsenteret af Bogdanov og Skobelev og forlangte, at der dannedes en rent socialistisk regering. Tsereteli, Dan og Lieber i spidsen for mensjevikkernes højrefløj og de højre-socialrevolutionære under Avksentjev og Gots holdt på, at de besiddende klasser måtte repræsenteres i den nye regering.
Næsten øjeblikkelig vandt bolsjevikkerne en majoritet i Petrograd-sovjetten, og sovjetterne i Moskva, Kijev, Odessa og andre byer fulgte efter.
Dette alarmerede de mensjevikker og socialrevolutionære, der havde ledelsen af TsIK, de gjorde sig klart, at de i sidste instans var mindre bange for Kornilov end for Lenin. De ændrede planen for, hvordan grupperne skulle repræsenteres i den demokratiske konference, således at der kom flere delegerede med fra de kooperative selskaber og andre konservative organer. Men selv denne »pakkede« forsamling stemte først for en koalitionsregering uden kadetter. Kun Kerenskijs åbne trussel om at gå og de »moderate« socialisters alarmerende råb om, at »republikken er i fare«, overtalte konferencen til med et lille flertal at udtale sig for en koalition med bourgeoisiet og at godkende oprettelsen af en slags rådgivende parlament uden nogen lovgivende myndighed under navnet den Russiske Republiks Provisoriske Råd. I det nye ministerium havde de besiddende klasser i praksis kontrollen, og i den Russiske Republiks Provisoriske Råd besad de uforholdsmæssigt mange pladser.
Faktum er, at TsIK ikke længere repræsenterede sovjetternes menige lag og ulovligt havde afslået at indkalde en ny landskongres for sovjetterne i september som oprindelig fastsat. TsIKs officielle organ Izvestija begyndte at ymte om, at sovjetternes funktioner snart var slut, og at de inden længe kunne opløses... På samme tid bekendtgjorde den nye regering, at den stilede efter at få ophævet de »uansvarlige organisationer« – d.v.s. sovjetterne.
Bolsjevikkerne svarede med at opfordre sovjetterne over hele Rusland til at mødes i Petrograd den 2. november og overtage regeringen i landet. Samtidig trak de sig ud af den Russiske Provisoriske Råd med den begrundelse, at de ikke ville deltage i en »regering, der øver forræderi mod folket«.
Bolsjevikkernes udtræden bragte imidlertid ikke det uheldige råd nogen ro. De besiddende klasser, som nu havde fået magt, blev pågående. Kadetterne erklærede, at regeringen ikke havde nogen ret til at erklære Rusland for republik. De forlangte strenge foranstaltninger i hæren og flåden for at knuse soldaternes og skibsbesætningernes komiteer og skældte ud på sovjetterne. I den anden side af salen talte de mensjevikiske internationalister og de venstre-socialrevolutionære for øjeblikkelig fredsslutning, jord til bønderne og arbejderkontrol med industrien – praktisk talt det bolsjevikiske program.
Jeg hørte Martov svare kadetterne. Dødssyg, bøjet hen over talerstolen og med en stemme så hæs, at den knap kunne høres, rystede han sin pegefinger i retning af højrebænkene:
»I kalder os defaitister, men de virkelige defaitister er dem, der venter på et mere belejligt øjeblik og absolut vil udsætte fredsslutningen indtil senere, hvor der intet bliver tilbage af den russiske hær, hvor Rusland bliver genstand, de forskellige imperialistiske grupper sjakrer om... I vil påtvinge det russiske folk en politik, der dikteres af bourgeoisiets interesser. Spørgsmålet om fred bør rejses uden opsættelse... I vil så fald få at se, at alle dem, som I kalder tyske agenter, disse Zimmerwaldister [Medlemmer af den revolutionære, internationalistiske fløj blandt de europæiske socialister, fordi de deltog i den Internationale konference i Zimmerwald i Svejts i 1915], som i alle lande har forberedt de demokratiske massers vågnende bevidsthed, ikke har arbejdet forgæves...«
Mellem disse to grupper svingede mensjevikkerne og de socialrevolutionære, uimodståeligt presset til venstre af det tryk, som massernes stigende utilfredshed lagde på dem. Rådssalen var spaltet af dyb fjendtlighed mellem uforsonlige grupper.
Det var situationen, da den længe ventede indvarsling af den allierede konference i Paris rejste det brændende spørgsmål om udenrigspolitikken...
Teoretisk var alle socialistiske partier i Rusland tilhængere af den tidligst mulige fredsslutning på demokratiske betingelser. Helt tilbage i maj måned 1917 havde Petrograd-sovjetten proklameret de berømte russiske fredsbetingelser, dengang med mensjevikker og socialrevolutionære i spidsen for sovjetten. De havde forlangt, at de allierede skulle holde en konference for at diskutere krigsmålene. Denne konference var blevet lovet til august, dernæst udsat til september og til oktober, og nu var den blevet fastsat til den 10. november.
Den provisoriske regering foreslog to repræsentanter – general Aleksejev, en reaktionær militærmand, og Teresjtjenko, udenrigsministeren. Sovjetterne valgte Skobelev som deres talsmand og udarbejdede et manifest, den berømte nakaz, en instruks. Den provisoriske regering gjorde indsigelse mod Skobelev og hans nakaz, de allierede ambassadører protesterede, og endelig svarede Bonar Law i det britiske underhus køligt: »Så vidt jeg véd, vil Paris-konferencen ikke diskutere krigsmål overhovedet, men kun metoderne til krigens førelse...«
Dette fik den konservative presse i Rusland til at juble, og bolsjevikkerne råbte: »Se, hvor mensjevikkernes og de socialrevolutionæres kompromistaktik har ført dem hen!«
Langs et par tusinde kilometer front rørte millioner af russiske soldater på sig, som et hav i begyndende oprør, og overøste hovedstaden med hundreder af delegationer: Fred! Fred!
Jeg gik over floden til Cirque Modernes bygning, hvor der holdtes et af disse folkemøder, som aften efter aften fandt sted over hele byen. Det nøgne og dystre amfiteater oplystes kun af fem små lygter ophængt i en tynd wire, men der var fuldt besat fra manegen til bageste række oppe under taget – soldater, søfolk, arbejdere, kvinder lyttede som gjaldt det livet. En soldat stod på talerstolen, han talte for den 548. division, hvor den så lå:
»Kammerater«, råbte han, og der var virkelig lidelse i hans furede ansigt og fortvivlede armbevægelser, »de oppe i toppen forlanger stadigvæk flere ofre af os, flere ofre, mens de, der ejer alt, ingen ting kommer af med. Vi er i krig med Tyskland. Ville vi opfordre tyske generaler til at fungere som vore stabsofficerer? Vel, vi er også i krig med kapitalisterne, og alligevel inviterer vi dem ind i regeringen... Soldaterne siger: »Vis os hvad vi kæmper for. Er det Konstantinopel, eller er det et frit Rusland? Er det demokratiet eller er det de kapitalistiske spekulanter? Hvis I kan give os bevis for, at vi forsvarer revolutionen, så vil vi gå ud og kæmpe, uden dødsstraf til at tvinge os.
Når jorden kommer i bøndernes hånd og fabrikkerne i arbejdernes og magten i sovjetternes, så ved vi, at vi har noget at kæmpe for, og så vil vi kæmpe for det!«
I kasernerne, fabrikkerne, på gadehjørnerne optrådte endeløse rækker af soldatertalere, alle med krav om at få ende på krigen. De erklærede, at hvis regeringen ikke gjorde sig energiske anstrengelser for at få en fred i stand, ville hæren forlade skyttegravene og tage hjem.
En talsmand for Ottende Hær:
»Vi er svage, vi har kun få mænd tilbage i hvert kompagni. Man må give os mad og støvler og forstærkninger, ellers vil der snart kun være tomme skyttegrave. Fred eller forsyninger... enten må regeringen slutte krigen, eller også må den støtte hæren..«
En talsmand for det 46. Sibiriske Artilleri:
»Officererne vil ikke samarbejde med vore komiteer, de forråder os til fjenden, de anvender dødsstraf mod vore agitatorer, og den kontrarevolutionære regering støtter dem. Vi troede, at revolutionen ville bringe fred. Men nu forbyder regeringen os at tale om sådanne ting, og samtidig giver den os ikke mad nok til at leve af eller ammunition nok til at kæmpe med...«
Fra Europa kom der rygter om fred på Ruslands bekostning...
Nyheder om, hvordan de russiske tropper i Frankrig blev behandlet, øgede utilfredsheden. Første Brigade i Frankrig havde forsøgt at erstatte sine officerer med soldaterkomiteer ligesom deres kammerater hjemme i Rusland gjorde, og havde afslået en ordre om at afgå til Saloniki; i stedet ville de hjem til Rusland. De var blevet omringet og udsultet og så bombarderet med artilleri, og mange af dem var blevet dræbt.
Den 29. oktober gik jeg over til Mariinskij pålæets hvid-røde marmorsal, hvor Republikkens Råd holdt møde for at høre Teresjtjenko forelægge regeringens udenrigspolitik, en erklæring der var ventet med frygtelig spænding af det fredstørstende og udmattede land.
En høj, ulasteligt klædt ung mand med glat ansigt og høje kindben oplæste med blød stemme sin tale, der ikke forpligtede til noget. Ikke til noget som helst... Kun de samme almindeligheder om at knuse den tyske militarisme med de allieredes hjælp – om Ruslands »statsinteresser« og den »forlegenhed«, som Skobelevs nakaz (instruks) havde forvoldt. Han sluttede med en salut:
»Rusland er en stormagt. Rusland vil forblive en stormagt, hvad der end sker. Vi må alle forsvare vort land, vi må vise, at vi er forsvarere af et stort ideal, og børn af en stor magt«.
Ingen var tilfredse. De reaktionære havde ønsket en »stærke imperialistisk politik, de demokratiske partier ønskede en forsikring om, at regeringen vil presse på for at få fred«.
Jeg aftrykker her en leder i bladet Arbejder og Soldat, den bolsjevikiske Petograd-sovjets organ:
Regeringens svar til skyttegravene
Den tavseste af vore ministre, hr. Teresjtjenko, har faktisk sagt følgende til skyttegravene:
»1. Vi er intimt forbundne med vore allierede. (Ikke med folkene, men med regeringerne.)
2. Det er ingen nytte til, at demokratiet diskuterer muligheden eller umuligheden af at føre krig til vinter. Det vil blive afgjort af vore allieredes regeringer.
3. Første juli offensiven var gunstig og forløb meget heldigt. (Han omtalte ikke konsekvenserne.)
4. Det er ikke sandt, at vore allierede ikke interesserer sig for os. Ministeren er i besiddelse af meget betydningsfulde erklæringer. (Erklæringer? Hvordan med handlinger? Hvordan med den britiske flådes opførsel? Den britiske konges palaver med den kontrarevolutionære eksilgeneral Gurko? Det omtalte ministeren ikke.)
5. Skobelevs nakaz er dårlig, de allierede synes ikke om den, og de russiske diplomater synes heller ikke om den. På den allierede konference må vi alle »tale samme sprog«.
Og det er det hele? Det er det. Hvad er udvejen? Løsningen er at tro på de allierede og Teresjtjenko. Hvornår vil der blive fred? Når de allierede tillader, det.
Det er regeringens svar til skyttegravene angående fred!«
Nu begyndte der i baggrunden af russisk politik at tone et tåget omrids af en ulykkessvanger kraft frem – kosakkerne. Gorkijs blad Nyt Liv gjorde opmærksom på deres aktivitet:
Ved begyndelsen af revolutionen nægtede kosakkerne at skyde på folket. Da Kornilov marcherede mod Petrograd nægtede de at følge ham. Fra passiv loyalitet mod revolutionen er kosakkerne gået over til aktiv politisk offensiv (mod den). Fra revolutionens baggrund er de allerede rykket frem til dens forgrund...
Kaledin, Don-kosakkernes ataman, var blevet afskediget af den provisoriske regering, fordi han var meddelagtig i Kornilov-kuppet. Han afslog blankt at træde tilbage og lå ved Novotjerkassk, omgivet af tre vældige kosakhære, konspirerende og truende. Så stor var hans magt, at regeringen måtte lukke øjnene for hans opsætsighed. Ja, den blev nødt til regulært at anerkende Kosakhærenes Unionsråd og at erklære den nydannede sovjetsektion ved sovjetterne for ulovlig...
I første halvdel af oktober opsøgte en kosakdelegation Kerenskij og forlangte arrogant, at beskyldningerne mod Kaledin skulle tages tilbage, og bebrejdede ministerpræsidenten, at han tog hensyn til sovjetterne. Kerenskij gik med til at lade Kaledin være og skal have sagt: »I sovjetledernes øjne er jeg en despot og tyran... Hvad den provisoriske regering angår, er den ikke alene ikke afhængig af sovjetterne, men finder det beklageligt, at de overhovedet eksisterer.«
På samme tid var der en anden kosakmission, der opsøgte den britiske ambassadør og ugenert forhandlede med ham som repræsentanter for »det frie kosakfolk«.
I Don-området var noget, der meget lignede en kosakrepublik, blevet oprettet. Kuban erklærede sig for en uafhængig kosakstat. Sovjetterne i Rostov ved Don og i Jekaterinburg blev jaget bort af væbnede kosakker og kulminearbejdernes fagforeningskontor i Harkov ødelagt. Kosakbevægelsen var i alle sine udslag antisocialistisk og militaristisk. Dens ledere var adelsmænd og store godsejere som Kaledin, Kornilov, generalerne Dutov, Karaulov og Bardisj, og den havde støtte i de mægtige købmænd og bankmænd i Moskva...
Det gamle Rusland var ved at blive udstykket. I Ukraine, i Finland, Polen, Hviderusland øgedes de nationalistiske bevægelsers styrke og dristighed. De lokale regeringer, der kontrolleredes af de besiddende klasser, forlangte selvstyre og nægtede at efterkomme ordrer fra Petrograd. I Helsingfors afslog det finske senat at låne penge til den provisoriske regering, erklærede Finland selvstyrende og forlangte de russiske tropper trukket tilbage. Den borgerlige rada (forsamling) i Kijev udvidede Ukraines grænser, indtil de omfattede alle de rigeste landbrugsområder i Sydrusland så langt som til Ural, og begyndte at opstille en national hær. Førsteminister Vinnitjenko i Ukraine ymtede om en separatfred med Tyskland – og den provisoriske regering var hjælpeløs. Sibirien og Kaukasus forlangte at få særskilte konstituerende (grundlovgivende) forsamlinger. Og i alle disse lande sås begyndelsen til en bitter kamp mellem myndighederne og de lokale sovjetter af arbejder- og soldaterrepræsentanter...
Forholdene blev for hver dag mere kaotiske. Hundredtusinder af soldater deserterede fra fronten og begyndte at vælte ud over de russiske vidder som tidevandsbølger. Bønderne i Tambov- og Tver-guvernementerne blev trætte af at vente på jord og var desperate over regeringens repressalier, de begyndte at brænde godsbygninger og massakrere godsejerne. Umådelige strejker og lockouter rystede Moskva, Odessa og kulminerne ved Don. Transportvæsenet lammedes, hæren sultede, og i de store byer var der ikke brød.
Regeringen blev halet frem og tilbage mellem de demokratiske og de reaktionære grupper og kunne ingen ting udrette; når den blev tvunget til at handle, støttede den altid de besiddende klassers interesser. Kosakkerne blev sendt ud for at oprette ordenen blandt bønderne og bryde strejkerne. I Tasjkent blev sovjetten undertrykt af regeringsmyndighederne. I Petrograd var et økonomisk Råd blevet oprettet for at få samling på landets opsplittede økonomi, men blev lammet af kapitalens og arbejdets modsat rettede kræfter og blev derpå opløst af Kerenskij. Det gamle regimes militære ledere, der støttedes af kadetterne (liberal-konservative), forlangte at der skulle anvendes strenge foranstaltninger for at genoprette disciplinen i hæren og flåden. Forgæves påpegede admiral Verderevskij, den ærværdige marineminister, og general Verhovskij, krigsministeren, at kun en ny, frivillig, demokratisk disciplin, baseret på samvirke med soldater- og matroskomiteerne, kunne redde hæren og flåden. Deres råd blev ignoreret.
De reaktionære syntes besluttet på at provokere folkets harme. Retssagen mod Kornilov var nær forestående, Den borgerlige presse forsvarede ham mere og mere åbent og omtalte ham som »den store russiske patriot. Burtsevs blad Fælles Sag udtalte ønske om et diktatur med Kornilov, Kaledin og Kerenskij i spidsen!
Jeg havde en dag en samtale med Burtsev i presselogen i Republikkens Råd. Det var en lille, foroverbøjet skikkelse, med rynket ansigt, nærsynede øjne bag tykke glas, uredt hår og gråsprængt skæg.
»Mærk Dem mine ord, unge mand! Hvad Rusland trænger til, er en stærk mand. Vi bør holde op med at tænke på revolution og samle os om tyskerne. Kludremikler, kludremikler, at de slog Kornilov; og bag kludremiklerne står de tyske agenter. Kornilov skulle have vundet...«
På yderste højre fløj talte de forskellige tydeligt monarkistiske blade, Purisjkevitjs Folkets Tribune, Nye Rusland og Levende Ord åbent for en tilintetgørelse af det revolutionære demokrati...
Den 23. oktober stod der et søslag med en tysk eskadre i Rigabugten. Under påskud af, at Petrograd var i fare, udkastede regeringen planer for en evakuering af hovedstaden. Først skulle de store ammunitionsfabrikker flyttes og fordeles over Rusland, og så skulle regeringen selv tage til Moskva. øjeblikkelig begyndte bolsjevikkerne at varsko, at regeringen ville forlade den Røde Hovedstad for at svække revolutionen. Riga var blevet solgt til tyskerne, nu var man ved at forråde Petrograd!
Den borgerlige presse var i glad stemning. »I Moskva,« sagde kadetbladet Retj, »kan regeringen fortsætte sit arbejde i en rolig atmosfære, uden at blive forstyrret af anarkister.« Rodsianko, lederen af kadetpartiets højrefløj, erklærede i Ruslands Morgen, at det ville være en velsignelse, om tyskerne tog Petrograd, fordi det ville gøre det af med sovjetterne og skaffe den revolutionære baltiske flåde ud af verden:
»Petrograd er i fare. Jeg siger til mig selv: Lad Vorherre tage sig af Petrograd. Man frygter, at hvis Petrograd går tabt, vil de centrale revolutionære organisationer blive knust. Vel, jeg ville juble, hvis alle disse organisationer blev ødelagt, for de vil ikke bringe Rusland andet end katastrofe... Tages Petrograd bliver den baltiske flåde også ødelagt... Men der er ingen grund til beklagelse, de fleste af krydserbesætningerne er komplet demoraliserede...«
Eftersom den offentlige misbilligelse antog karakter af storm, blev planerne om evakuering opgivet.
Imidlertid lå den forestående sovjetkongres over Rusland som en tordensky med glimtende lyn her og der. Den blev mødt med modstand, ikke alene fra regeringen, men fra alle »moderate« socialister. De centrale hær- og flådekomiteer, nogle af fagforbundenes hovedbestyrelser og også bondesovjetternes ledelse, men først og fremmest TsIK (sovjetternes hovedledelse, opportunistisk ledet) sparede ingen møje for at forhindre dens sammentræden. Izvestija og Soldatens Røst, to blade der var grundlagt af Petrogradsovjetten, men nu var kommet i hænderne på TsIK, rettede en voldsom kanonade mod den, ligesom hele den socialrevolutionære partipresse, Folkets Sag og Folkets Vilje.
Sendebud turede rundt i landet, budskaber telegraferedes til lokale sovjetledelser og hærkomiteer og instruerede dem om at bremse eller udsætte valgene til kongressen. Højtidelige offentlige resolutioner imod kongressen, erklæringer om, at alt demokrati var mod. stander af, at den skulle træde sammen så nær på den Konstituerende Forsamling, protester fra fronten, fra de lokale amtsråd (sernstvo’er), fra Bondeunionen, fra Kosakhærenes Union, fra Officersforeningen, fra Skt. Georgs ridderne, fra dødsbataillonerne... Den Russiske Republiks Råd var een summen af modvilje. Hele det maskineri, som den russiske martsrevolution havde skabt, bevægede sig for at blokere sovjetkongressen...
På den anden side stod proletariatets formløse vilje, udtalt af arbejdere, menige soldater og fattige bønder. Mange lokale sovjetter var allerede blevet bolsjevikiske, og dertil kom industriarbejdernes bedriftsråd og de rebellerende hær- og flådeorganisationer. Nogle steder blev folk forhindret i at holde regulære valg af delegerede til sovjetkongressen, og man holdt så møder for sig selv og valgte en af sin midte til at rejse til Petrograd. Andre steder gjorde man op med de saboterende komiteer og dannede nye. En elementær jordrystelse brød den tyngende skorpe, der i alle disse måneder havde dannet sig over revolutionens kildespring. Kun denne spontane massebevægelse kunne gennemføre sovjetternes landskongres...
Dag efter dag var bolsjevikiske talere rundt i kasernerne og fabrikkerne med voldsomme anklager mod »denne borgerkrigsregering«. En søndag tog jeg med en svær, dampdrevet sporvogn, der kløvede sig vej gennem oceaner af mudder, mellem grå fabrikker og enorme kirker, ud til Obuhov-fabrikken, en af regeringens ammunitionsfabrikker på Schlüsselburg-boulevarden.
Mødet fandt sted mellem en ufærdig bygnings nøgne mure, hvor titusinde sortklædte mænd og kvinder stimlede sammen om en tribune draperet i rødt, eller stod tæt på tømmer- og murstensdyngerne eller sad på tværbjælkerne højt oppe, opmærksomt lyttende, med tordnende tilråb. Af og til brød solen gennem de tunge skyer og belyste de opadvendte ansigter med et rødt skær.
Lunatjarskij, en slank, studenteragtig skikkelse med en kunstners følsomme ansigt, var ved at forklare, hvorfor magten måtte lægges i sovjetternes hænder. Intet andet kunne skaffe revolutionen sikkerhed mod dens fjender, som med forsæt ruinerede landet og hæren og skabte muligheder for en ny Kornilov.
En soldat fra den rumænske front, tynd, tragisk og voldsom, råbte: »Kammerater! Vi sulter ved fronten, vi er stive af kulde. Vi dør uden noget formål. Jeg beder den amerikanske kammerat tage den besked med til Amerika, at russerne aldrig vil opgive deres revolution, men hellere dø. Vi vil holde ud med al vor styrke, lige til folkene verden over rejser sig og hjælper os! Sig til de amerikanske arbejdere, at de skal rejse sig og slås for den sociale revolution!«
Så kom Petrovskij, slank, langsom i tale, fremaddrivende:
»Nu er tiden til handling kommet, nu er det ikke tiden til ord. Den økonomiske situation er dårlig, men vi må tage den, som den er. De forsøger på at sulte og fryse os bort. De forsøger på at provokere os. Men de skal vide, at de kan gå for vidt – at hvis de vover at lægge hånd på proletariatets organisationer, vil vi feje dem bort fra jordens overflade som skum!«
Den bolsjevikiske presse fik pludselig større udbredelse. Der havde hidtil været to aviser, Arbejderens Vej og Soldaten, nu kom der et nyt blad for bønderne, Landsbyens Fattigfolk, i en halv million eksemplarer om dagen, og den 17. oktober udkom Arbejder og Soldat.
Dens ledende artikel sammenfattede bolsjevikkernes standpunkt:
»Et fjerde krigsår vil betyde hærens og landets tilintetgørelse... Der er fare for Petrograd... De kontrarevolutionære jubler over folkets ulykker... Bønderne er bragt til fortvivlelse og begynder på åben revolte. Godsejerne og regeringsmyndighederne massakrerer dem med straffeekspeditioner, fabrikker og miner lukker, arbejderne trues af sult... Bourgeoisiet og dets generaler agter at genindføre en blind disciplin i hæren... Med bourgeoisiets støtte er Kornilov’erne åbenlyst ved at forberede en voldsakt mod den konstituerende forsamling...
Kerenskjis regering er imod folket. Han vil ødelægge landet... Dette blad virker for folket og ved folket – de fattige klasser, arbejderne, soldaterne og bønderne. Folket kan kun reddes ved, at revolutionen fuldføres... og til dette formål må den fulde magt lægges i sovjetternes hænder...
Dette blad går ind for følgende:
Al magt til sovjetterne, både i hovedstaden og i provinsen.
Ufortøvet våbenstilstand på alle fronter. En hæderlig fred mellem folkene.
Godsejernes jord overdrages uden erstatning til bønderne.
Arbejderkontrol med industriproduktionen.
En folketro og ærligt valgt konstituerende forsamling«.
Det er interessant her at bringe nogle sætninger fra det samme blad, som jo var organ for disse bolsjevikker, der blev udskreget for verden som tyske agenter:
»Den tyske kejser, tilsølet af blodet af millioner af døde mennesker, agter at drive sin hær frem mod Petrograd. Lad os appellere til de tyske arbejdere, soldater og bønder, som ønsker fred, ligesom vi gør, om ... at rejse sig mod den forbandede krig!
Dette kan kun gøres af en revolutionær regering, som virkelig kan være talsmand for arbejderne, soldaterne og bønderne i Rusland, og som hen over diplomaternes hoveder vil appellere direkte til de tyske tropper, fylde de tyske skyttegrave med proklamationer på tysk... Vore flyvere vil sprede disse proklamationer inde over Tyskland.«
I Republikkens Råd blev kløften mellem de to sider af salen dybere for hver dag.
»De besiddende klasser,« råbte Karelin fra de venstre-socialrevolutionære, »ønsker at udnytte statens revolutionære maskineri til at binde Rusland til de allieredes krigsvogn! De revolutionære partier er absolut imod denne politik...«.
Gamle Nikolaj Tjajkovskij fra Folkesocialisterne talte imod tanken om at give jorden til bønderne og tog samme stilling som kadetterne (de konservativ-liberale):
»Vi må straks have en stærk disciplin i hæren... Siden krigens begyndelse har jeg stadigvæk holdt på, at det er en forbrydelse at foretage sociale og økonomiske reformer i krigstid. Vi er ved at begå denne forbrydelse, og alligevel er jeg ikke en fjende af disse reformer, idet jeg er socialist.«
Tilråb fra venstre: »Vi tror jer ikke!« – mægtigt bifald fra højre...
Adsjemov fra kadetterne erklærede, at man ikke behøvede at fortælle hæren, hvad den kæmpede for, enhver soldat burde være klar over, at den første opgave var at fordrive fjenden fra russisk territorium.
Kerenskij selv kom to gange og bønfaldt lidenskabeligt om, at man bevarede den nationale enhed, en gang brød han til slut ud i tårer... Forsamlingen påhørte ham i ro, med enkelte ironiske bemærkninger.
Smolnyj-instituttet, hvor TsIK og Petrograd-sovjetten havde til huse, lå i byens udkant, flere kilometer fra centrum. Jeg tog derud med en sporvogn, der kravlede med sneglefart gennem de brolagte, men mudrede gader og var overfyldt af folk. Ved endestationen rejste sig de yndefulde røgblå kupler på Smolnyj-klostret sig med smukke gyldne linjer, og ved siden af lå Smolnyj-instituttet med sin kaserneagtige facade, 200 meter lang, med tre etager, tsarrigets våben indhugget i sten hang stadig bydende over indgangsdøren...
Under det gamle regime var instituttet en skole for russiske adelsdøtre, protegeret af tsarinaen selv, men nu var det overtaget af arbejdernes og soldaternes revolutionære organisationer. Det rummede over hundrede store rum, hvide og nøgne, på deres døre hang stadig emaillerede skilte med oplysninger til den besøgende, at indenfor var klasseværelse 4 eller lærerværelset; men ovenover hang andre, groft udførte plader med vidnesbyrd om de nye tilstandes vitalitet: »Petrograd-sovjettens Centralkomité«, »TsIK« og »Udenrigskontor«, »Socialistisk Soldaterunion«, »De faglige Landsorganisationers Centralkomité«, »Bedriftsrådene«, »Den centrale Hærkomité« og de politiske partiers centralkontorer og forhandlingsværelser...
De lange, hvælvede korridorer, oplyst af nogle få elektriske pærer, var stopfulde af soldaters og arbejderes travlt passerende skikkelser, nogle bøjet under vægten af vældige pakker aviser, proklamationer, trykt propaganda af alle arter. Lyden af deres tunge støvler mod trægulvet var som en dyb og uophørlig torden... Skilte var sat op alle vegne: »Kammerater! For jeres helbreds skyld, sørg for rengøring!« Lange borde stod oven for trappen på hver afsats, her solgtes pjecer og litteratur fra de forskellige politiske partier.
Det rummelige, lavloftede refektorium nedenunder var stadig spisesal. For to rubler købte jeg en bon på en middag og stod i række med et tusind andre, der ventede på at komme til ved de lange diske, hvor en snes mænd og kvinder øste kålsuppe op fra vældige kedler, kødstykker, grødtallerkener og skiver af sort brød. Fem kopeker for te i blikkrus. Fra en kurv greb man en fedtet træske... Bænkene langs træbordene var fuldt besat med sultne proletarer, der som ulve nedsvælgede deres mad, diskuterende, konspirerende, rede til en saftig spøg.
Ovenover var en anden spisesal, reserveret for TsIK, skønt alverden også kom dér. Her kunne man få brød med tykt smør og endeløse mængder af te...
I sydfløjen på anden etage lå den store mødesal, hvor instituttet tidligere havde holdt baller. Det var et højloftet, hvidmalet rum, oplyst af lysekroner, hvor hvide glasstager bar hundreder af dekorerede elektriske pærer, og delt af to rækker massive søjler; i den ene ende en forhøjning, flankeret af to store lysestager og en guldramme bagved, hvorfra tsarens portræt var blevet skåret bort. Her havde strålende militære og kirkelige uniformer dannet kreds om storhertuginder...
Over for mødesalen, på den anden side af hallen udenfor, havde sovjetkongressens mandatkommission kontor. Jeg stod der og så de nye delegerede komme ind – svære, skæggede soldater, arbejdere i blå bluser, nogle få langhårede bønder. Pigen på kontoret – et medlem af Plekhanovs Jedinstvo-gruppe – smilede ringeagtende. »De er meget forskellige fra de delegerede til den første kongres,« mente hun. »Se, hvor rå og udannede de ser ud! Det uvidende folk«.
Det var sandt, Rusland var kommet i bevægelse helt ned i de dybeste lag, og det var dem fra bunden, der nu kom op. Mandatkommissionen, som var udnævnt af den gamle TsIK, forkastede mandat på mandat under påskud af, at de ikke var blevet lovformeligt valgt. Karahan, medlem af den bolsjevikiske centralkomité, lo bare. »Bryd jer ikke om det,« sagde han, »når tiden kommer, skal vi nok skaffe jer plads«.
Arbejder og Soldat skrev:
»De delegerede til den ny landskongres er alarmeret over forsøg, som visse medlemmer af den organiserende komité gør på at forpurre kongressen ved at påstå, at den ikke vil blive afholdt, og at de delegerede lige så godt kan forlade Petrograd... Bryd jer ikke om disse løgne... Store dage er i vente...«
Det var øjensynligt, at en beslutningsdygtig forsamling ikke kunne være til stede den 2. november, og derfor blev kongressens åbning udsat til den 7. november. Men hele landet var nu på vagt, og da mensjevikkerne og de socialrevolutionære blev klar over, at de var slået, skiftede de pludselig taktik og begyndte hektisk at telegrafere til deres provinsorganisationer, at de skulle vælge så mange »moderate« socialister som muligt. På samme tid udsendte bondesovjetternes hovedbestyrelse en nødappel til afholdelse af en bondekongres, der skulle mødes den 13. december og annullere en hvilken som helst aktion, som arbejderne og soldaterne kunne tænkes at begynde på.
Hvad ville bolsjevikkerne gøre? Der gik rygter i byen om, at der skulle arrangeres en »demonstration«, en »aktion« fra arbejdernes og soldaternes side. Den borgerlige og reaktionære presse spåede opstand og trængte ind på regeringen, for at den skulle arrestere Petrograd-sovjetten eller i det mindste forhindre kongressens sammentræden. Sprøjter som Det Nye Rus opfordrede til en almindelig massakre på bolsjevikkerne.
Gorkijs blad, Nyt Liv, var enigt med bolsjevikkerne om, at de reaktionære ville forsøge at ødelægge revolutionen, og at man om nødvendigt måtte anvende våben mod dem, men alle partierne inden for det revolutionære demokrati måtte udgøre en samlet front.
»Så længe demokratiet ikke har organiseret sine hovedstyrker, så længe modstanden mod dets indflydelse stadig er stærk, er der ingen fordel ved at gå over til angreb. Men hvis de fjendtlige elementer appellerer til våbnene, så må det revolutionære demokrati tage kampen op for at gribe magten, og det vil finde støtte hos folkets dybeste lag...«
Gorkij påpegede, at både reaktionære og regeringsblade udfordrede bolsjevikkerne til voldshandlinger. En opstand ville imidlertid bane vejen for en ny Kornilov (et nyt militærkup). Han henstillede indtrængende til bolsjevikkerne at dementere rygterne. Potresov offentliggjorde i det mensjevikiske blad Dagen en sensationel historie med kort over en påstået, hemmelig aktionsplan, som bolsjevikkerne ville sætte i værk.
Som på et trylleslag blev murene overklistret med advarsler, proklamationer, appeller, fra de »moderate« og konservative fraktioners centralkomiteer og fra TsIK (den opportunistisk ledede hovedledelse for sovjetterne), med stærke ord mod enhver »demonstration« og bønner til arbejderne og soldaterne om ikke at lytte til agitatorer. Det var f.eks. denne fra de socialrevolutionæres militærsektion:
»Der verserer atter rygter i byen om en planlagt aktion. Hvor er kilden til disse rygter? Hvilken organisation står bag de agitatorer, der prædiker opstand? Bolsjevikkerne har på et spørgsmål stillet til dem i TsIK benægtet, at de har noget at gøre med det... Men disse rygter frembyder i sig selv en stor fare. Det kan let ske, at individuelle brushoveder uden hensyn til stemningen hos flertallet at arbejdere, soldater og bønder vil drage en del af arbejderne og soldaterne ud på gaderne og ophidse dem til oprør... I denne forfærdelige tid, som det revolutionære Rusland gennemlever, vil enhver opstand let blive til en borgerkrig, og den kan resultere i ødelæggelse at alle proletariatets organisationer, der er skabt med så megen møje... De kontrarevolutionære kupmagere regner med at drage fordel at en sådan opstand og udnytte den til at ødelægge revolutionen, åbne fronten for den tyske kejser og bringe den konstituerende forsamling til at strande... Hold jer ufravigeligt på jeres poster! Ingen ubesindigheder på gaderne!«
Den 28. oktober talte jeg i Smolnyjs korridorer med Kamenev, en lille mand med spidst rødligt skæg og galliske fagter. Han var slet ikke vis på, at der ville komme delegerede nok. »Hvis der bliver en kongres,« sagde han, »vil den repræsentere folkets overvældende stemning. Hvis flertallet bliver bolsjevikker, og det tror jeg, vil vi forlange, at magten overdrages til sovjetterne, og at den provisoriske regering går af...«
Volodarskij, en høj, bleg ung mand med briller og dårlig teint, var mere ligefrem. »Samarbejdsfolk som Lieber og Dan og de andre er ved at sabotere kongressen. Hvis de får held til at forhindre dens sammentræden, godt, så er vi realistiske nok til ikke at lade os forstyrre af det!«
Under datoen den 29. oktober finder jeg følgende uddrag fra dagens aviser indført i min notesbog:
»Moghilev (det store hovedkvarter). Her koncentreres loyale garderegimenter, den Vilde Division, kosakkerne og dødsbatailloner.
Eleverne fra officersskolerne i Pavlovsk, Tsarskoje Selo og Peterhof har af regeringen fået ordre til at holde sig rede til afrejse til Petrograd. Officerselever fra Oranienbaum kommer til byen.
Del af panservognsdivision fra Petrograd-garnisonen stationeret i Vinterpaladset.
På ordrer, undertegnet at Trotskij, er flere tusind rifler fra regeringens våbenfabrik i Sestroretsk leveret til delegerede for Petrograds arbejdere.
Et møde af bymilits i Nedre Litejnyj-kvarteret vedtager en resolution, der forlanger »Al magt overdraget til sovjetterne.«
Dette er kun prøver på de forvirrede begivenheder i disse feberagtige dage, da gud og hvermand vidste, at noget var i gære, men ingen vidste nøjagtig hvad.
På et møde i Petrograd-sovjetten i Smolnyj om aftenen den 30. oktober stemplede Trotskij den borgerlige presses påstande om, at sovjetten overvejede en væbnet opstand, som »et forsøg fra de reaktionære på at miskreditere og forpurre sovjetkongressen... Petrogradsovjetten,« erklærede han, »har ikke givet ordre til nogen aktion. Hvis det bliver nødvendigt, vil vi gøre det, og vi vil få støtte af Petrograds garnison... Regeringen forbereder en kontrarevolution, og vi vil svare dem med en offensiv, der bliver skånselsløs og afgørende.«
Det er rigtigt, at Petrograd-sovjetten ikke havde givet ordre til en demonstration, men det bolsjevikiske partis centralkomité drøftede spørgsmålet om opstand. De holdt møde hele natten den 23. Til stede var alle partiets intellektuelle, lederne og delegerede fra Petrograds arbejdere og garnison. Lenin og Trotskij var de eneste intellektuelle, der gik ind for opstand. Selv de militære var modstandere. Man foretog en prøveafstemning. Opstanden blev stemt ned!
Så rejste sig en garvet arbejder med et ansigt fortrukket af vrede. »Jeg taler for Petrograds proletariat,« sagde han hæst. »Vi går ind for opstand. Gør, som I vil, men jeg siger jer, at hvis I nu tillader sovjetterne at blive ødelagt, er vi færdige med jer!« Nogle soldater sluttede sig til ham... Og derefter vandt opstanden ved en ny afstemning.
Bolsjevikkernes højre fløj, anført af Rjazanov, Kamenev og Sinovjev, fortsatte imidlertid deres felttog mod en væbnet rejsning. Om morgenen den 31. oktober bragte Arbejderens Vej den første del af Lenins Brev til kammeraterne, et af de dristigste stykker politisk propaganda, verden nogen sinde har oplevet. Heri fremlagde Lenin med stor omhu argumenterne til fordel for opstand og tog Kamenevs og Rjazanovs indvendinger som udgangstekst.
»Enten må vi opgive vor parole Al Magt til Sovjetterne,« skrev han, »eller også må vi gå til opstand. Nogen middelvej findes ikke...«
Samme eftermiddag holdt Paul Miljukov, de liberal-konservative kadetters leder, en blændende, men bitter tale i Republikkens Råd, hvor han stemplede Skobelevs nakaz som protysk og erklærede, at det »revolutionære demokrati« var i færd med at ødelægge Rusland, han snerrede ad udenrigsminister Teresjtjenko og udtalte lige ud, at han foretrak det tyske diplomati for det russiske... Bænkene til venstre var i brølende oprør fra først til sidst...
Regeringen kunne for sit vedkommende ikke lade hånt om den succes, bolsjevikkernes propaganda havde. Den 29. lavede en fælleskommission fra regeringen og Republikkens Råd i en fart to lovforslag, ét der handlede om midlertidig overdragelse af jorden til bønderne, et andet, der skulle fremme en energisk udenrigs- og fredspolitik. Næste dag suspenderede Kerenskij dødsstraffen i hæren. Samme eftermiddag åbnedes med stor pomp den første samling af den nye »Kommission til styrkelse af det republikanske styre og bekæmpelse af anarki og kontrarevolution« – en kommission, historien ikke kan finde senere spor af... Den følgende morgen havde jeg og to andre korrespondenter et interview med Kerenskij – det var sidste gang, han modtog journalister.
»Det russiske folk,« sagde han bittert, »lider af økonomisk udmattelse og af skuffelse over de allierede! Verden tror, at den russiske revolution er ved at slutte. Tag ikke fejl. Den russiske revolution er først ved at begynde...« Det var mere profetiske ord, end han måske anede.
Det gik stormfuldt til på nattemødet i Petrograd-sovjetten den 30. oktober, hvor jeg var til stede. De »moderate« socialistiske intellektuelle, officererne, medlemmerne af hærkomitéerne og TsIK var der fuldtalligt. Oppositionen mod dem bestod af arbejdere, bønder og menige soldater, lidenskabelige og enkle.
En bonde fortalte om urolighederne i Tver, som han sagde blev sat i gang ved arrestationen af jordkomitéerne. »Denne Kerenskij er ikke andet end et skjold foran godsejerne,« råbte han. »De véd, at når den Konstituerende Forsamling kommer, vil vi alligevel tage jorden, og derfor vil de forsøge at ødelægge den Konstituerende Forsamling!«
En mekaniker fra Putilov-værkerne beskrev, hvordan afdelingscheferne lukkede det ene værksted efter det andet under påskud af, at der ikke var brændsel eller råmaterialer. Bedriftsrådet havde imidlertid fundet umådelige, skjulte lagre.
»Det er en provokation,« sagde han. »De ønsker at udsulte os – eller drive os til voldshandlinger!«
Blandt soldaterne begyndte en taler således: »Kammerater! Jeg bringer jeg hilsener fra det sted, hvor mænd graver deres egne grave og kalder dem skyttegrave!« Så rejste sig en høj, skarp, ung soldat, med lynende øjne, hilst af et velkomstbrøl. Det var Tjudnovskij, som mange troede dræbt under julikampene, ligesom genopstået fra de døde.
»Soldatermasserne stoler ikke længere på deres officerer. Også hærkomitéerne, som afslog at indkalde vor sovjet til møde, har forrådt os... Soldatermasserne vil, at den Konstituerende Forsamling skal holdes nøjagtig på den tidligere fastsatte tid, og de, der fordrister sig til at udsætte den, vil blive forbandede – ikke med lutter platoniske eder, for hæren har også kanoner.«
Han fortalte om den valgkampagne til den Konstituerende Forsamling, der nu rasede i 5. armé. »Officererne, især mensjevikkerne og de socialrevolutionære, forsøger ganske oplagt at chikanere bolsjevikkerne. Vore blade får ikke lov at cirkulere i skyttegravene. Vore talere bliver arresteret...«
»Hvorfor siger du ikke noget om brødmangelen?« hylede en anden soldat.
»Mennesket lever ikke af brød alene,« svarede Tjudnovskij alvorligt. Efter ham kom en officer, delegeret fra Vitebsk-sovjetten, en mensjevikisk krigsfortsætter. »Det er ikke noget spørgsmål om, hvem der har magten. Skavankerne ligger ikke i en regering, men i førelsen af krigen... og krigen må vindes, før nogen forandring kan ske...« Her blev der pebet i fingrene og råbt ironisk hør. »Disse bolsjevikiske agitatorer er demagoger!« Salen væltede om af latter. »Lad os for en tid glemme klassekampen...« Men han kom ikke længere. En stemme skreg: »Ja, det kunne du lide!«
Petrograd frembød et mærkeligt skue i de dage. I fabrikkerne var bedriftsrådenes lokaler fyldt med stabler af rifler, kurerer kom og gik, de røde arbejdergarder eksercerede... I alle kaserner var der møde hver aften, og hele dage holdtes uendelige, hidsige diskussioner. På gaderne blev opløbene større hen imod aften og drev i langsomme, magelige tidevandsbølger op og ned ad strøggaderne, ivrigt ude efter nye aviser... Hold-up-tilfældene voksede i den grad, at det var farligt at gå i sidegaderne... På Sadovaja så jeg en skare på flere hundrede mennesker prygle og trampe en soldat til døde, han var blevet grebet i tyveri... Mystiske individer kredsede omkring de skælvende kvinder, som i timevis stod i kø efter brød og mælk, og hviskede til dem, at jøderne havde opkøbt alle levnedsmidler, eller at sovjetlederne levede i sus og dus, mens folk sultede...
I Smolnyj var der strenge vagter ved indgangsdøren og de ydre porte, alle måtte vise pas. Komitéværelserne summede af virksomhed dag og nat, hundreder af soldater og arbejdere sov på gulvet, hvor som helst de kunne finde en plads. I den store hall oven for trappen samledes et tusind mennesker til Petrograd-sovjettens tumultuøse møder...
Spillebuler fungerede hektisk fra mørket faldt på til dagen gryede. Champagnen flød, indsatserne var 20.000 rubler. I byens midte vandrede prostituerede i juveler og dyre pelse op og ned ad fortovene og fyldte caféerne.
Monarkistiske komplotter, tyske spioner, smuglere og spekulanter...
Og ude i regnen og den isnende kulde var den store by under den grå himmel i rivende fart på vej mod – hvad?
Sidst opdateret 31.12.2014