Henimod slutningen af september 1917 blev jeg opsøgt af en udenlandsk professor i sociologi, han var på besøg i Rusland. Forretningsmænd og intellektuelle havde fortalt ham, at revolutionen var ved at gå i stå. Professoren havde skrevet en artikel derom og var så taget på en rundtur i landet, hvor han havde besøgt fabriksbyer og bondesamfund og til sin forbavselse havde han set, at revolutionen syntes at sætte farten op. Det var blandt lønmodtagere og arbejdsfolk på landet almindeligt at høre ord som »al jord til bønderne, alle fabrikker til arbejderne«. Hvis professoren havde besøgt fronten, ville han have hørt hele hæren tale fred...
Professoren var blevet tvivlrådig, men det behøvede han ikke at være: begge iagttagelser var korrekte. De besiddende klasser var ved at blive mere konservative, folkemasserne mere radikale.
Blandt forretningsmænd og intelligentsiaen var det en almindelig fornemmelse, at revolutionen var gået lovlig langt og havde varet for længe; at tingene nu skulle gå i lave. Denne følelse var også til stede blandt de fremherskende »moderate« grupper af socialister, mensjevikker og socialrevolutionære, der gik ind for fortsættelsen af den imperialistiske krig og støttede Kerenskijs provisoriske regering.
Den 14. oktober hed det i de »moderate« socialisters officielle organ:
»Revolutionens drama har to akter: ødelæggelsen af det gamle styre og skabelsen af det nye. Den første akt har varet længe nok. Nu er det på tide at gå videre til den næste, og at spille den så hurtigt som muligt. Som en stor revolutionær har formuleret det: Lad os skynde os, venner, at slutte revolutionen. Den, der får den til at vare for længe, vil ikke komme til at høste frugterne...«
Blandt arbejder-, soldater- og bondemasserne var der imidlertid en stædig følelse af, at »første akt« ikke var spillet færdig. Ved fronten havde armékomiteerne idelige sammenstød med officerer, som ikke kunne vænne sig til at behandle deres folk som menneskelige væsener; i baglandet blev bøndernes valgte jordkomiteer sat i fængsel, når de forsøgte at gennemføre regeringens forordninger vedrørende jorden; og arbejderne i fabrikkerne havde sorte lister og lockouter at slås med. Ja, hjemvendende politiske landflygtige var blevet standset ved grænsen som »uønskede«, og i nogle tilfælde blev mænd, der vendte hjem til deres landsbyer fra udlandet, forfulgt og spærret inde for revolutionære handlinger, de havde udført i 1905.
Folkets utilfredshed havde mange former, og de »moderate« socialister havde kun eet svar: Vent til den Konstituerende (grundlovgivende) Forsamling, der mødes i december. Men masserne var ikke tilfreds med det. Den Konstituerende Forsamling kunne være meget god, men der var visse bestemte ting, som var årsagen til, at den russiske revolution var blevet gennemført, og for hvilke de revolutionære martyrer rådnede i deres trøstesløse brodergrave på Marsmarken, og disse bestemte ting måtte skaffes til veje, uanset enhver Konstituerende Forsamling: fred, jord og arbejderkontrol med industrien. Den Konstituerende Forsamling var blevet udsat og udsat, og ville formodentlig blive udsat igen, indtil folk var blevet så ydmyge, – at de måske formindskede deres krav! I hvert fald var der nu gået otte måneder, siden revolutionen begyndte, og det var magert nok, hvad der var kommet ud af det.
I mellemtiden begyndte soldaterne at løse fredsproblemet simpelt hen ved at desertere, bønderne brændte godsernes hovedbygninger og overtog jorden, arbejderne drev sabotage og strejkede... Som naturligt var, gjorde fabrikanterne, godsejerne og officererne alt hvad de kunne for at forhindre ethvert kompromis...
Den provisoriske regerings politik skiftede mellem ineffektive reformer og strenge undertrykkelsesforanstaltninger. Et påbud fra den socialistiske arbejdsminister gik ud på, at alle arbejderråd for fremtiden kun måtte holde møde efter arbejdstid. Blandt tropperne ved fronten blev oppositionelle partiers »agitatorer« arresteret, radikale aviser blev standset, og dødsstraf anvendt – mod revolutionære propagandister. Der blev gjort forsøg på at afvæbne arbejdernes røde garde. Kosakkerne blev sendt ud for at holde orden i provinsen.
Disse foranstaltninger fik støtte hos de »moderate« socialister og deres ledere i ministeriet, som anså det for nødvendigt at samarbejde med de besiddende klasser. Folket forlod dem skyndsomst og gik over til bolsjevikkerne, som virkede for fred, jord, arbejderkontrol med industrien og en regering udgået af arbejderklassen. I september 1917 trak det sammen til en krise. Stik imod den overvældende stemning i landet lykkedes det Kerenskij og de »moderate« socialister at etablere en koalitionsregering med de besiddende klasser; og resultatet blev, at mensjevikkerne og de socialrevolutionære mistede folkets tillid for bestandig.
En artikel i bladet Arbejderens Vej midt i oktober med titlen »De socialistiske ministre« udtrykte folkemassernes følelser over for de »moderate« socialister:
Her er listen over deres fortjenester:
Tsereteli: afvæbnede med general Polovtsevs hjælp arbejderne, satte de revolutionære soldater mat og godkendte dødsstraf i hæren.
Skobelev: begyndte med et forsøg på at beskatte kapitalisternes profit med 100 pct. og endte med et forsøg på at opløse arbejderrådene i virksomhederne.
Avksentjev: satte adskillige hundrede bønder i fængsel, medlemmer af jordkomiteerne, og undertrykte nogle dusin arbejder- og soldateraviser.
Tjernov: undertegnede det »rigsmanifest«, der beordrede den finske landdag opløst.
Savinkov: indgik en åbenlys alliance med general Kornilov. Når denne fædrelandsfrelser ikke formåede at forråde Petrograd, var det af grunde, han ikke havde nogen indflydelse på.
Zarudnyj: Med Aleksinskijs og Kerenskijs samtykke satte han nogle af revolutionens bedste arbejdere, soldater og matroser i fængsel.
Nikitin: optrådte som en ordinær politibetjent mod jernbanearbejderne.
Kerenskij: Det er bedst ikke at sige noget om ham. Listen over hans fortjenester er for lang...«.
En kongres af delegerede fra den baltiske flåde i Helsingfors vedtog en resolution med følgende indledning:
»Vi forlanger, at »socialisten«, den politiske eventyrer Kerenskij øjeblikkelig fjernes fra den provisoriske regering som en mand, der skandaliserer og ruinerer den store revolution og dermed de revolutionære masser gennem hans skamløse afpresningspolitik til fordel for bourgeoisiet...
Det direkte resultat af alt dette var bolsjevikkernes fremgang.
Siden marts 1917, da de buldrende strømme af arbejdere og soldater begyndte at slå mod det Tauriske palæ og tvang den nølende rigsduma til at tage magten i Rusland, havde det været folkemasserne, arbejderne, soldaterne og bønderne, der gennemtvang enhver ændring i revolutionens forløb. De kastede Miljukovs ministerium ud; det var deres sovjet, som gav verden besked om de russiske fredsbetingelser: »Ingen anneksioner, ingen erstatninger, og folkenes selvbestemmelsesret«; og i juli var det på ny det uorganiserede proletariats spontane rejsning, som atter en gang stormede det Tauriske palæ og forlangte, at sovjetterne skulle overtage Ruslands regering.
Bolsjevikkerne, som dengang var en lille politisk sekt, satte sig i spidsen for bevægelsen. Som følge af rejsningens ulykkelige fejlslag vendte folkestemningen sig imod dem, og deres førerløse skarer tyede tilbage til Vyborg-kvarteret, som er Petrograds mest udprægede arbejderkvarter. Derpå fulgte en vild jagt på bolsjevikkerne, hundreder blev spærret inde, deriblandt Trotskij, madame Kollontaj og Kamenev; Lenin og Zinovjev gik under jorden og mødte ikke for retten; de bolsjevikiske aviser blev undertrykt. Provokatører og reaktionære larmede op om, at bolsjevikkerne var tyske agenter, indtil folk over hele verden troede på det.
Men den provisoriske regering viste sig ude af stand til at belægge sine anklager med beviser; de dokumenter, der skulle vise den tyske sammensværgelse, blev afsløret som falsknerier; og en efter en blev bolsjevikkerne løsladt uden retsforfølgning – indtil der kun var seks tilbage. At den stadig skiftende provisoriske regering var evneløs og ubeslutsom var et argument ingen kunne gendrive. Bolsjevikkerne fremsatte igen den folkekære parole »Al magt til sovjetterne!« – og de var ikke egoister, for på den tid bestod flertallet af sovjetterne af »moderate« socialister, deres bitre fjender.
Men endnu stærkere virkede det, at de overtog de ubehøvlede og enkle krav, som arbejderne, soldaterne og bønderne mødte med, og byggede deres aktuelle program på dem. Mens mensjevikkerne og de socialrevolutionære med deres krigsfortsættelsespolitik indviklede sig i kompromis’er med bourgeoisiet, vandt bolsjevikkerne i hurtig takt de russiske masser. I juli var de jagede og foragtede, i september var hovedstadens arbejdere, den baltiske flådes søfolk og soldaterne næsten helt vundet for bolsjevikkernes sag. I september fandt der kommunevalg sted i de store byer; kun 18 pct. af stemmerne faldt på mensjevikkerne og de socialrevolutionære, mod over 70 pct. i juni.
Tilbage stod et fænomen, som voldte udenlandske korrespondenter, hovedbrud, det, at de forskellige sovjetters centraleksekutivkomiteer (landsledelser, TsIK), de centrale hær- og flådekomiteer og centralkomiteerne for nogle af fagforbundene – navnlig post- og telegrafarbejderne og jernbanefolkene – vendte sig mod bolsjevikkerne med den største voldsomhed. Disse centralkomiteer var alle blevet valgt midt på sommeren, eller endda før, dengang mensjevikkerne og de socialrevolutionære havde vældig tilslutning, og de udskød eller forpurrede alle nyvalg. F.eks. bestemte statutterne for Arbejder- og Soldaterrepræsentanternes Sovjet, at der skulle have være afholdt en landskongres i september, men disse sovjetters TsIK ville ikke indkalde kongressen under det påskud, at der kun var to måneder til den Konstituerende Forsamling, og de antydede, at til den tid ville sovjetterne ophæve sig selv. Imidlertid vandt bolsjevikkerne den ene lokale sovjet efter den anden over hele landet, og det samme skete i fagforeningerne og blandt soldaterne og sømændene. Bondesovjetterne forblev konservative, fordi den politiske bevidsthed udviklede sig langsomt i de tunge landdistrikter, og det socialrevolutionære parti havde i en generation været det parti, der havde agiteret blandt bønderne... Men selv blandt bønderne var en revolutionær fløj under dannelse. Det viste sig tydeligt i oktober, da den venstre fløj blandt de socialrevolutionære skilte sig ud og dannede en ny politisk gruppe, de venstre-socialrevolutionære.
Samtidig var der alle vegne tegn på, at reaktionens kræfter var ved at få selvtillid. Det skete f.eks. på Troitskij Farce Teatret i Petrograd, at en revy med titlen Tsarens Synder blev afbrudt af en gruppe monarkister, der truede med at lynche skuespillerne for »fornærmelse mod tsaren«. Visse blade begyndte at sukke efter en »russisk Napoleon«. Det var blevet almindeligt blandt borgerlige intellektuelle at omtale arbejdersovjetterne som hundesovjetterne, med et ordspil på rabotjij, arbejder, og sobatsjij, hund.
Den 15. oktober havde jeg en samtale med en russisk storkapitalist Stepan Georgievitj Ljanozov, der gik under navnet den »russiske Rockefeller«, politisk var han kadet.
»Revolutionen,« sagde han, »er en sygdom. Før eller senere må de fremmede magter intervenere her, ligesom man intervenerer for at kurere et sygt barn eller for at lære det at gå. Det ville naturligvis være mere eller mindre passende, men nationerne må gøre sig klart at bolsjevismen er en fare i deres egne lande, med smittefarlige ideer som proletariatets diktatur eller den sociale verdensrevolution... Der er en chance for, at intervention ikke bliver nødvendig. Transportvæsenet er demoraliseret, fabrikkerne er ved at standse, og tyskerne rykker frem. Sult og nederlag kan måske bringe det russiske folk til fornuft.«
Hr. Ljanozov betonede, at hvad der end skete, ville forretningsfolk og fabrikanter ikke kunne tillade eksistensen af bedriftsråd, eller lade arbejderne få del i industriens ledelse.
»Hvad bolsjevikkerne angår, vil de blive uskadeliggjort ved en af to metoder. Regeringen kan evakuere Petrograd, erklære belejringstilstand, og områdets militærkommandant kan behandle disse herrer uden legale formaliteter... Eller hvis f.eks. den konstituerende forsamling viser nogen form for utopiske tendenser, kan den opløses med våbenmagt...«
Vinteren var ved at rykke nærmere, den frygtelige russiske vinter. Jeg hørte forretningsfolk tale om den: »Vinteren har altid været Ruslands bedste ven. Måske vil den nu befri os for revolutionen.« Ude ved den frysende front fortsatte miserable hære at sulte og dø uden begejstring. Jernbanerne var ved at bryde sammen, maden blev knappere, fabrikkerne standsede. De desperate masser råbte det ud, at bourgeoisiet saboterede folkets liv og fremkaldte nederlag ved fronten. Riga var blevet overgivet til fjenden lige efter, at general Kornilov offentligt havde udtalt: »Er Riga den pris, vi nødvendigvis må betale for at få landet til at forstå sin pligt?«
For amerikanere er det utroligt, at klassekrigen skulle kunne udvikle sig til en sådan skarphed. Men jeg har personlig mødt officerer på nordfronten, som ugenert foretrak militær katastrofe frem for samarbejde med soldaterkomiteerne. Sekretæren for det liberal-konservative kadetpartis afdeling i Petrograd fortalte mig, at sammenbruddet af landets økonomiske liv var et led i en plan til kompromittering af revolutionen. En allieret diplomat, hvis navn jeg lovede ikke at nævne, bekræftede det ud fra personlig erfaring. Jeg kendte bestemte kulminer nær ved Harkov, som blev sat i brand og oversvømmet på initiativ af deres ejere, og tekstilfabrikker ved Moskva, hvor ingeniørerne bragte maskineriet i uorden, da de forlod dem, eller overordnede jernbanefunktionærer, som arbejderne greb i forsøg på at ødelægge lokomotiver.
En betydelig del af de besiddende klasser foretrak tyskerne frem for revolutionen, ja frem for den provisoriske regering, og tøvede ikke med at sige det. I den russiske familie, hvor jeg havde logi, var samtaleemnet ved middagsbordet uvægerligt tyskernes komme for at bringe »lov og orden«... En aften var jeg til te hos en Moskva-købmand, og i aftenens løb spurgte vi de elleve gæster, om de foretrak »Wilhelm eller bolsjevikkerne«. Stemmerne faldt 10 mod 1 for Wilhelm...
Spekulanterne drog fordel af den altomfattende desorganisation til at lave sig formuer og formøble dem i fantastiske orgier eller til bestikkelse af regeringsembedsmænd. Fødevarer og brændsel blev hamstret, eller hemmeligt sendt ud af landet til Sverige. Under revolutionens første fire måneder f.eks. blev reservelagrene af levnedsmidler i Petrograds store kommunale lagerbygninger næsten åbenlyst plyndret, indtil det oprindelige forråd, to års forsyninger med korn, var faldet så stærkt, at der knap var nok til byens forbrug på en måned... Ifølge forsyningsministerens officielle rapport, under den provisoriske regering, blev kaffe købt engros i Vladivostok til 2 rubler pundet, men forbrugeren i Petrograd betalte 13 rubler. I alle butikker i storbyerne var der tons af mad og klæder, men kun de rige kunne købe dem.
I en provinsby kendte jeg en købmandsfamilie, der drev spekulation – marodører kaldte russerne dem. De tre sønner havde med bestikkelser klaret sig fri af hæren. Den ene spekulerede i levnedsmidler. Den anden solgte illegalt guld fra Lena-minerne til mystiske købere i Finland. Den tredje ejede et kontrollerende aktieparti i en chokoladefabrik, der forsynede de lokale brugsforeninger – på den betingelse, at brugsforeningerne forsynede ham med alt, hvad han havde brug for. Sådan gik det til, at mens folkemasserne fik et kvart pund sort brød på deres bredkort, havde han overflod af franskbrød, sukker, te, konfekt, kager og smør... Da soldaterne ved fronten ikke længere kunne kæmpe, på grund af kulde, sult og udmattelse, – hvor indigneret råbte ikke denne familie »Kujoner!« efter soldaterne, hvor »skammede« de sig ikke over at »være russere«... Da bolsjevikkerne endelig fandt og beslaglagde de hamstrede lagre, hvilke »røvere« var de så ikke!
Under overfladen af al denne råddenskab bevægede sig gamle dages dunkle kræfter, der ikke havde forandret sig efter tsar Nikolajs fald, stadig hemmelige og meget aktive. Det berygtede hemmelige politis agenter fungerede stadig, for og imod tsaren, for og imod Kerenskij, alt efter den der betalte. I mørket var underjordiske organisationer som de Sorte Hundreder travlt beskæftiget med forsøg på at bringe reaktionen til magten igen, i en eller anden form.
I denne atmosfære af korruption, af oppustede fordrejelser, lød der een klar tone dag efter dag, bolsjevikkernes stadig mere rungende kor: »Al magt til sovjetterne! Al magt til de direkte repræsentanter for millioner og atter millioner af arbejdere, soldater og bønder. Jord, brød og slut på den meningsløse krig, slut på det hemmelige diplomati, spekulationen, forræderiet. Revolutionen og dermed menneskehedens sag er i fare!«
Kampen mellem proletariatet og bourgeoisiet, mellem sovjetterne og regeringen, der var begyndt i de første martsdage, var ved at kulminere. Rusland, der med eet sæt var sprunget fra middelalderen ind i det tyvende århundrede, viste den forbløffede verden to slags revolution i dødelig strid – den politiske og den sociale. Hvilken åbenbaring af den russiske revolutions vitalitet efter alle de måneders forkommenhed og desillusionering! Bourgeoisiet burde have kendt sit Rusland bedre. Der vil gå lang tid, før »sygdommen«, revolutionen i Rusland, er overstået...
For et tilbageblik synes Rusland, som det var før novemberrejsningen, at tilhøre en anden historisk tidsalder, næsten utrolig konservativt. Så hurtigt tilpassede vi os til det nyere, hurtigere liv, at det var, som om russisk politik korporligt svingede til venstre – indtil kadetterne blev brændemærket som »folkefjender«. Kerenskij blev »kontrarevolutionær«, middelvejens socialistiske ledere Tsereteli, Dan, Lieber, Gots og Avksentjev blev for reaktionære for deres tilhængere, og mænd som Viktor Tjernov, ja også Maksim Gorkij, tilhørte nu højrefløjen.
Omkring midten af december 1917 aflagde en gruppe socialrevolutionære et privat besøg hos sir George Buchanan, den britiske ambassadør, og bønfaldt ham om ikke at nævne, at de havde været der, fordi de blev »betragtet som for langt til højre«.
»Og tænke sig« sagde sir George, »at for et år siden gav min regering mig instruks om ikke at modtage Miljukov (liberal-konservativ), fordi han var for farligt venstreorienteret!«
September og oktober er de værste måneder i det russiske år, særlig i Petrograds år. Under sløve grå himle og stadig kortere dage faldt regnen uophørligt gennemsivende. Mudderet forneden var dybt, slibrigt, klæbrigt, slæbt ind overalt af de tunge støvler, og værre end sædvanligt, fordi den kommunale administration komplet brød sammen. Råkolde vinde fejede ind fra den finske bugt, og tåge og slud rullede gennem gaderne. Om natten var kun få lygter tændt, af sparehensyn og frygt for tyske zeppelin-luftskibe; i private lejligheder blev elektriciteten afbrudt fra 6 morgen til midnat, stearinlys kostede fyrre cents stykket, og det var småt med petroleum. Røverier og indbrud tog til. I boligkarreer skiftedes mændene til at gå vagt, væbnet med skarpladte rifler. Dette var under den provisoriske regering.
Uge for uge blev maden knappere. Den daglige brødration faldt fra halvandet pund til et pund, så trekvart, et halvt, et kvart pund. Henimod slutningen var der en uge aldeles uden brød. Sukker skulle man have to pund af om måneden, hvis man overhovedet kunne få det, hvad der sjældent var muligt. En stang chokolade eller en lidet velsmagende sukkerstang kostede syv til ti rubler. Der var mælk til halvdelen af småbørnene i byen, de fleste hoteller og private hjem fik i månedsvis intet. I frugtsæsonen solgtes æbler og pærer på gadehjørnerne for en rubel stykket.
For at få mælk og brød og sukker og tobak skulle man stå i kø i timevis i den kolde regn. På hjemvejen fra et langt aftenmøde har jeg set en kø begynde at danne sig før daggry, de fleste af dem kvinder, nogle med småbørn på armen... Carlyle har i sin bog Den franske revolution beskrevet det franske folk på den måde, at det mere end noget andet har talent for at stå i kø. Rusland har indrettet sig på denne praksis, der begyndte så langt tilbage som i 1915 under Nikolaj den Velsignede og siden fortsatte med visse afbrydelser indtil sommeren 1917, da den slog rod som tingenes rette orden. Tænk på de fattigt klædte mennesker dagevis stående på Petrograds gråhvide gader i den russiske vinter! Jeg har hørt på samtalen i brødkøerne, den bitre, skarpe tone af utilfredshed som tid efter anden brød igennem den russiske folkemængdes mirakuløst godhjertede natur...
Naturligvis spillede alle teatre hver aften, også om søndagen. Karsavina dansede i en ny ballet på Mariinskij, alle danseelskende kom og så hende. Sjaljapin sang. På Aleksandrinskij genoplivede de Meyerholds iscenesættelse af Tolstojs »Ivan den Skrækkeliges død«, og fra den forestilling husker jeg en elev fra Tsarens pageskole, i sin paradeuniform stod han ret mellem akterne og vendte ansigtet mod tsarens loge, hvor alle ørne var revet af... »Troldspejlet« opførte en overdådig version af Schnitzlers »Reigen«.
Selv om Ermitagen og andre museer var blevet evakueret til Moskva, afholdtes der hver uge udstillinger af malerier. Skarer af kvindelig intelligentsia stimlede sammen for at høre forelæsninger om kunst, litteratur og billig filosofi. Det var en særlig travl sæson for teosofferne. Og Frelsens Hær, som for første gang var sluppet ind i Rusland, overklistrede murene med plakater for evangeliemøder, der morede og forbavsede de russiske tilhørere...
Som i alle sådanne tider fortsatte byens daglige trummerum uden megen opmærksomhed om revolutionen. Digterne lavede vers, men ikke om revolutionen. Unge damer fra provinsen kom til hovedstaden for at lære fransk og få en dannet udtale, og de livslystne smukke officerer bar deres guldkantede karmoisinrøde baslyker (hovedtøj) og deres kunstfærdige kaukasiske sværd fra vestibule til vestibule. Damerne fra embedsstandens lavere lag drak te hos hinanden om eftermiddagen, hver medbringende sin lille sukkeræske af guld eller sølv med juveler, og en halv skive brød i muffen, og ønskede at tsaren ville komme igen, eller at tyskerne ville komme, eller hvad som helst der kunne løse tjenestefolkproblemet... Datteren af en af mine venner kom en eftermiddag hjem midt i et hysterisk anfald, fordi en kvindelig sporvognskonduktør havde kaldt hende kammerat!
Rundt om dem var det store Rusland ved at nedkomme med en ny verden, veerne havde meldt sig. De tjenestefolk, man ellers behandlede som dyr og betalte næsten ingenting, var ved at gøre sig selvstændige. Et par sko kostede over hundrede rubler, og da lønningerne kun lå på 30-40 rubler om måneden, nægtede tjenestefolkene at stå i kø og få deres sko ødelagt i pløret. Men det var ikke alt. I det nye Rusland kunne hver mand og kvinde stemme; der var arbejderaviser, der skrev nye og opskræmmende ting; der var sovjetterne; og der var fagforeningerne. Kuskene havde en fagforening, de var også repræsenteret i Petrograd-sovjetten. Tjenerne og hotelpersonalet var organiseret og begyndte at afslå at modtage drikkepenge. På restauranternes vægge satte de skilte op: »Her modtages ikke drikkepenge –«, eller »At en mand skal tjene sit brød ved at servere er ingen grund til at fornærme ham ved at tilbyde ham drikkepenge!«
Ved fronten udkæmpede soldaterne deres kamp med officererne og lærte selvstyre gennem deres komiteer. I fabrikkerne var disse enestående russiske organisationer, bedriftsrådene, ved at vinde erfaring og styrke og realisere deres historiske mission ved at tage kampen op mod de gamle tilstande. Hele Rusland var i færd med at lære at læse, og var ved at læse – politik, økonomi, historie – fordi folket ønskede at vide besked... I hver by, i de fleste småbyer, langs fronten, havde hver politisk gruppe sit blad, ofte flere. Hundredtusinder af pjecer blev fordelt af tusinder af organisationer og øst ud over hærene, landsbyerne, fabrikkerne, gaderne. Tørsten efter oplysning, der så længe havde været holdt nede, brød i revolutionsmånederne frem som en besættelse. Alene fra Smolnyj-instituttet blev der i de første seks måneder hver dag sendt tons, vognlæs, vognladninger af litteratur ud for at mætte landet. Rusland absorberede læsestof som varmt sand drikker vand, ustandseligt. Og det var ikke fabler, opbyggelsesskrifter eller bedøvende romaner, men sociale og økonomiske teorier, filosofi, Tolstojs, Gogols og Gorkijs værker...
Og dernæst det talte ord, hvor fortidens revolutionstaler blev stillet i skygge. Foredrag, debatter, taler, i teatre, cirkus, skoler, klubber, marketenderier, fagforeningskontorer, kaserner... Møder i skyttegravene ved fronten, på landsbypladser, i fabrikker... Hvilket vidunderligt syn at se Putilov-værkernes 40.000 arbejdere strømme ud for at høre socialdemokrater, socialrevolutionære, anarkister, hvem som helst, så længe de ville tale, blot de havde noget på hjerte! I måneder var hvert gadehjørne i Petrograd og i hele Rusland en offentlig tribune. I jernbanetog, sporvogne, altid en pludseligt opstående diskussion, alle vegne...
Dernæst landskonferencerne og kongresserne, der samlede mennesker fra to kontinenter – sovjetterne, de kooperative foretagender, nationaliteterne, præsterne, bønderne, politiske partier; den demokratiske konference, Moskva-konferencen, den Russiske Republiks Råd. Der var altid tre-fire kongresser i gang i Petrograd. På hvert eneste møde blev forslag om begrænset taletid stemt ned, og hver mand havde frihed til at udtrykke den tanke, han gik med...
Vi kom ned til tolvte armés front bag Riga, hvor udhungrede, støvleløse mænd i desperate skyttegraves mudder smittedes af sygdomme; da de fik øje på os, sprang de op, med deres indsunkne ansigter og den blåfrosne krop synlig gennem laserne, og stillede ivrige spørgsmål: Har I noget med, vi kan læse?
Men selv om de ydre og synlige tegn på forandring var mange, selv om statuen af Katarina den Store foran Aleksandrinskij-teatret bar et lille rødt flag i sin hånd, og andre lidt falmede flag vajede fra alle offentlige bygninger, og det kejserlige navnetræk og ørnene enten var revet af eller overdækket, og der i stedet for den strenge politibetjent gik en stilfærdig og ubevæbnet borgermilits på patrulje i gaderne – så var der stadig mange løjerlige fortidslevn.
F.eks. var Peter den Stores rangforordning, som han med jernhånd påtvang russerne, stadig gyldig. Næsten enhver fra skoledrengen opefter bar sin foreskrevne uniform med tsarens insignia på knapper og skulderstropper. Ved femtiden om eftermiddagen var gaderne fulde af veldresserede gamle herrer i uniform med mapper under armen på vej hjem fra arbejdet i de kæmpemæssige, kasernelignende ministerialbygninger, måske optaget af beregninger over, hvor stor en dødelighed blandt deres overordnede der skulle til for at de kunne nå den forjættede rang af departementschef med udsigten til en pæn pension og muligvis Skt. Annakorset...
Der er historien om senator Sokolov, som, da revolutionen var i fuldt sving, kom til et senatsmøde i civilt tøj og ikke fik adgang, fordi han ikke bar det foreskrevne liberi fra tsarens tjeneste!
Det var på denne baggrund af en hel nation i gæring og opløsning, at de russiske massers rejsning foldede sig ud og blev et historisk skuespil...
Sidst opdateret 31.12.2014