For den almindelige læser vil mangfoldigheden af russiske organisationer, politiske grupper, komiteer og centralkomiteer, sovjetter, dumaer, fagforbund og sammenslutninger forekomme yderst forvirrende. Derfor giver jeg her nogle korte definitioner og forklaringer.
Ved valgene til den Konstituerende Forsamling var der sytten partier at stemme på i Petrograd, og i nogle provinsbyer helt op til fyrre, men den følgende sammenfatning af de politiske partiers mål og sammensætning er begrænset til grupper og fraktioner, der er omtalt i denne bog. Kun det væsentlige i deres program og den almindelige karakter af deres vælgertilslutning kan omtales...
1. Monarkisterne, af forskellig afskygning, oktobristerne etc. Disse fordums mægtige grupper eksisterede ikke længere åbenlyst, enten arbejdede de under jorden, eller deres medlemmer sluttede sig til kadetterne, eftersom kadetterne efterhånden gik ind for deres politiske program. Af monarkister nævnes i denne tekst Rodsjanko og Sjulgin.
2. Kadetterne. Udtrykket stammer fra forbogstaverne i partiets navn Konstitutionelle Demokrater. Dets officielle navn var imidlertid noget tredie: »Folkefrihedens Parti«. Under tsaren havde det tilslutning fra liberale fra de besiddende klasser og var det store parti for politiske reformer, der groft svarede til det Progressive Parti i Amerika. Da revolutionen udbrød i marts 1917, dannede. kadetterne den første provisoriske regering. Kadetministeriet blev styrtet i april, fordi det gik ind for de allieredes imperialistiske krigsmål, deriblandt også tsarregeringens imperialistiske mål. Efterhånden som revolutionen mere og mere blev en social, økonomisk revolution, blev kadetterne mere og mere konservative. Af kadetter nævnes i denne tekst Miljukov, Vinaver og Sjatskij.
2a. Gruppen af offentlige personligheder. Efter at kadetterne var blevet upopulære, fordi de havde forbindelse med Kornilovs kontrarevolution, blev »gruppen af offentlige personligheder« dannet i Moskva. Repræsentanter fra denne gruppe havde poster i Kerenskijs sidste regering. Gruppen erklærede sig for upolitisk, skønt dens intellektuelle ledere var mænd som Rodzjanko og Sjulgin. Den havde tilslutning fra de mest »moderne« bankfolk, forretningsfolk og fabrikanter, som var intelligente nok til at indse, at sovjetterne måtte bekæmpes med deres eget våben – med økonomisk organisation. Typisk for denne gruppe er Ljanozov og Konovalov.
3. Folkesocialisterne, eller Trudovikkerne. Talmæssigt et lille parti, sammensat af forsigtige intellektuelle, ledere af kooperative selskaber og konservative bønder. Skønt de foregav at være socialister, støttede folkesocialisterne i realiteten småborgeres, kontorfolks og småhandlendes interesser. De havde direkte arvet traditionen for kompromisser fra arbejdergruppen i den fjerde rigsduma, en gruppe, som i hovedsagen var sammensat af bønder. Kerenskij var leder af trudovikkerne i rigsdumaen, da martsrevolutionen i 1917 udbrød. Folkesocialisterne er et nationalistisk parti. I denne tekst nævnes Pesjehonov og Tjajkovskij.
4. Ruslands socialdemokratiske arbejderparti. Fra første færd marxistiske socialister. På en partikongres i 1903 spaltede partiet på spørgsmålet om taktik i to grupper, flertallet (bolsjinstvo) og mindretallet (mensjinstvo). Herfra stammer de to senere anvendte navne: bolsjevikker og mensjevikker. Disse to fløje blev til to adskilte partier, der begge kaldte sig »Ruslands socialdemokratiske arbejderparti« og begge bekendte sig til marxismen. Efter revolutionen i 1905 havde bolsjevikkerne faktisk været mindretallet, men blev igen flertallet i september 1917.
a. Mensjevikkerne. Dette parti rummer alle afskygninger af socialister, der mener, at samfundet må fremad gennem en naturlig evolution hen imod socialismen, og at arbejderklassen først må erobre den politiske magt. Altså et nationalistisk parti. Dette var et parti for socialistiske intellektuelle, for eftersom alle opdragelsesmidler havde været i hænderne på de besiddende klasser, var de intellektuelle instinktivt blevet påvirket af deres uddannelse og stillede sig på de besiddende klassers side. Blandt deres repræsentanter i denne tekst er Dan, Lieber og Tsereteli.
b. De mensjevikiske internationalister. En radikal fløj af mensjevikker, internationalister og modstandere af enhver koalition med de besiddende klasser, omend de ikke vil bryde med de konservative mensjevikker og er modstandere af arbejderklassens diktatur, som bolsjevikkerne går ind for. Trotskij var længe medlem af denne gruppe. Blandt lederne er Martov og Martynov.
c. Bolsjevikkerne. Nu kalder de sig Kommunistisk Parti, for at understrege deres fuldstændige adskillelse fra den »moderate« eller »parlamentariske« socialismes tradition, som dominerer mensjevikkerne og de såkaldte flertalssocialister i alle lande. Bolsjevikkerne foreslog øjeblikkelig proletarisk opstand og overtagelse af regeringsmagten for at fremskynde socialismens komme med magtmidler, således at man derved kunne overtage industrien, jorden, de naturlige ressourcer og pengeinstitutterne. Dette parti er hovedsagelig talerør for industri-arbejderne, men også for en stor del af de fattige bønder. Navnet bolsjevik kan ikke oversættes som »maksimalist«. Maksimalisterne er en særskilt gruppe. Se 5 b. Blandt bolsjevikkernes ledere er Lenin, Trotskij og Lunatjarskij.
d. De forenede socialdemokratiske internationalister, også kaldet Novaja Zjizn, Nyt Liv-gruppen, med et meget indflydelsesrigt blad af samme navn. En lille gruppe intellektuelle med meget ringe tilslutning i arbejderklassen, når man ser bort fra direkte venner af Maksim Gorkij, som er gruppens leder. De er intellektuelle, som har næsten samme program som de mensjevikiske internationalister, bortset fra at Nyt Liv-gruppen ikke vil slutte sig til nogen af de to store fraktioner. De er modstandere af bolsjevikkernes taktik, men forblev i sovjetregeringen. Andre repræsentanter i denne tekst er Avilov og Kramarov.
e. Jedinstvo. En meget lille og svindende gruppe, der næsten helt består af Plekhanovs personlige venner. Plekhanov var en af pionererne i den russiske socialdemokratiske bevægelse i 80erne og dens største teoretiker. Nu er han en gammel mand, yderst patriotisk, for konservativ selv for mensjevikkerne. Efter bolsjevikkernes opstand forsvandt Jedinstvo.
5. Det socialrevolutionære parti. Kaldet Es-er fra begyndelsesbogstaverne i social-revolutionær. Oprindelig var det bøndernes revolutionære parti, de kæmpende terroristiske organisationers parti. Efter martsrevolutionen fik det tilslutning fra mange, der aldrig havde været socialister. Samtidig gik det ind for, at kun privatejendomsret til jorden skulle afskaffes, og ejerne skulle have erstatning. Til slut tvang bøndernes voksende revolutionære indstilling Es-er’erne til at opgive erstatningsbestemmelsen, og de yngre og mere fyrige intellektuelle brød med hovedpartiet i efteråret 1917 og dannede et nyt parti, det venstre-socialrevolutionære parti. Senere kaldte de radikale grupper altid Es-er’erne for højre-socialrevolutionære. De antog mensjevikkernes politik og arbejdede sammen med dem. Sluttelig kom de til at repræsentere de mere bemidlede bønder, de intellektuelle og de politisk lidet oplyste befolkningslag i fjerne landlige egne. De rummede imidlertid flere politiske og økonomiske afskygninger end mensjevikkerne. Blandt deres ledere nævnes i denne tekst: Avksentjev, Gots, Kerenskij, Tjernov og »Babusjka« (Bedstemor) Bresjkovskaja.
a. De venstre-socialrevolutionære. Selv om de teoretisk hævdede det bolsjevikiske program for arbejderklassens diktatur, var de i begyndelsen uvillige til at følge den hensynsløse bolsjevikiske taktik. De venstresocialrevolutionære forblev imidlertid i regeringen og havde navnlig landbrugsministerposten. De trak sig flere gange tilbage fra regeringen, men vendte altid tilbage. Efterhånden som bønderne i stigende tal forlod Es-er’erne, sluttede de sig til det venstre-socialrevolutionære parti, som blev det store bondeparti, der støttede sovjetregeringen, gik ind for konfiskation af de store godser uden erstatning og bøndernes overtagelse af dem. Blandt lederne er Spiridonova, Karelin, Kamkov, Kolegajev.
b. Maksimalisterne. En gren af det socialrevolutionære parti, dannet i revolutionsdagene 1905, da det var en betydelig bondebevægelse, som forlangte umiddelbar virkeliggørelse af det socialistiske maksimalprogram. Nu en ubetydelig gruppe af bonde-anarkister.
Russiske møder og kongresser er organiseret som i Europa. Den første handling er som regel at vælge dirigenter eller præsidium.
Præsidiet udgør en komité, bestående af repræsentanter for grupper og politiske fraktioner, valgt i forsamlingen efter forholdstalsvalg. Præsidiet tager sig af forretningsordenen, og dets medlemmer kan skifte som dirigenter.
Hvert punkt på dagsordenen behandles i et hovedindlæg og diskuteres derpå, og ved debattens slutning forelægger de forskellige fraktioner resolutioner, som sættes under særskilt afstemning. Forretningsordenen bliver som regel sat ud af kraft i løbet af en halv time. Under henvisning til, at noget er »hastesag«, hvad de forsamlede næsten altid går med til, kan enhver tilhører stå op og sige noget om hvad som helst. Tilhørerne behersker mødet, dirigentens eneste funktion er næsten kun at ringe med en lille klokke for at skaffe ro, og at meddele talernes navne. Så at sige alt virkeligt arbejde under mødet gøres i udvalgsmøder eller gruppemøder af de forskellige politiske fraktioner, som næsten altid stemmer en bloc og repræsenteres af ordførere. Resultatet er imidlertid, at når et vigtigt nyt moment kommer op, afbrydes mødet for at give de forskellige grupper og politiske fraktioner mulighed for at samles.
Forsamlingen er overordentlig støjende, den hylder taleren eller hujer ad ham og kuldkaster præsidiets planer. Blandt de gængse tilråb er: Fortsæt! Hør! Rigtigt! Hold op! Ned med ham! Fy! Stille! Må vi få ro!
1. Sovjet. Ordet sovjet betyder råd. Under tsaren var der et kejserligt rigsråd, en statssovjet. Efter revolutionen er ordet sovjet imidlertid blevet knyttet til en bestemt type folkeforsamling, der vælges af arbejderklassen og befolkningens økonomiske organisationer – sovjetter af arbejder- eller soldater- eller bonderepræsentanter. Jeg benytter derfor kun ordet om disse organer.
Ved siden af de lokale sovjetter, der vælges i hver enkelt storstad, by og landsby i Rusland – og i storbyerne også rayonsovjetter, bykvartersovjetter – er der også distriktssovjetter og guvernements- (provins-) sovjetter, og i hovedstaden findes centraleksekutivkomiteen, landsledelsen for alle Ruslands sovjetter, som efter sine russiske forbogstaver kaldes TsIK. (Se nedenfor under »Centralkomiteer«).
Næsten alle vegne sluttede arbejderrepræsentanternes og soldaterrepræsentanternes sovjetter sig sammen snart efter martsrevolutionen. I særlige sager vedrørende deres særinteresser fortsatte arbejdersektionerne og soldatersektionerne at holde separate møder. Sovjetterne af bonderepræsentanter sluttede sig ikke til de to andre før efter bolsjevikkernes opstand. De var organiseret på samme måde som arbejderne og soldaterne, med en eksekutivkomité i hovedstaden for alle rigets bondesovjetter.
2. Fagforbundene. Skønt de russiske arbejderforeninger hovedsagelig var industrielle i formen, blev de stadig kaldt fagforeninger, og på den bolsjevikiske revolutions tid havde de 3-4 millioner medlemmer. Disse fagforeninger var også samlet i en landsorganisation, som havde sin centraleksekutivkomité i hovedstaden.
3. Bedriftsrådene. Disse var spontant dannede organer i virksomhederne, oprettet af arbejderne som et forsøg på at kontrollere industrien ved at udnytte det administrative sammenbrud, der fulgte med martsrevolutionen. Deres funktion var ved revolutionær aktion at overtage og drive virksomhederne Bedriftsrådene havde også deres landsorganisation, med en centralkomité i Petrograd, som samarbejdede med fagforbundene.
Dumaerne. Ordet duma betyder sådan noget som »forhandlende organ«. Den gamle rigsduma, som i en demokratiseret form holdt ud i 6 måneder efter martsrevolutionen, døde en naturlig død i september 1917. Bydumaen, som der henvises til i denne tekst, var den reorganiserede byduma, der ofte kaldtes byens selvstyre. Den var valgt ved direkte og hemmelige valg, og den eneste grund til, at den ikke magtede at holde igen på masserne under den bolsjevikiske revolution, var, at alle rent politiske organer generelt tabte deres myndighed i samme takt, som organisationer baseret på økonomiske grupper vandt indflydelse.
5. Zemstvoerne. Kan råt oversættes ved »amtsråd«. Under tsaren var de halvpolitiske, halvsociale organer med meget ringe administrativ beføjelse, udviklet og kontrolleret af intellektuelle liberale blandt de jordejende klasser. Deres vigtigste opgave var skolesager og socialt arbejde blandt bønderne. Under krigen overtog zemstvoerne gradvis af forsyning af den russiske hær med fødevarer og beklædning samt indkøb deraf fra fremmede lande. Blandt soldaterne ved fronten arbejdede de i almindelighed ligesom det amerikanske KFUM. Efter martsrevolutionen blev zemstvoerne demokratiseret, med det formål at gøre dem til lokale regeringsorganer i landdistrikterne. Men ligesom bydumaerne kunne de ikke hamle op med sovjetterne.
6. De kooperative selskaber. Det drejer sig om brugsforeninger blandt arbejdere og bønder. De havde adskillige millioner medlemmer over hele Rusland før revolutionen. De var grundlagt af liberale og »moderate« socialister og blev ikke støttet af de revolutionære socialistiske grupper, fordi de var en erstatning for den fuldstændige overførelse af produktionsmidlerne og fordelingen til arbejderne. Efter martsrevolutionen bredte de kooperative selskaber sig stærkt; de blev domineret af folkesocialisterne, mensjevikkerne og de socialrevolutionære og virkede indtil den bolsjevikiske revolution som en konservativ politisk kraft. Det var imidlertid disse kooperative selskaber, der forsynede Rusland, da det gamle handels- og transportsystem brød sammen.
7. Hærkomiteerne. Hærkomiteerne blev dannet af soldaterne ved fronten for at bekæmpe den reaktionære indflydelse, som det gamle regimes officerer udøvede. Hvert kompagni og regiment, hver brigade og division, hvert korps havde sin komité, og over dem alle blev der valgt en armékomité. Den centrale hærkomité samarbejdede med generalstaben. Det administrative sammenbrud i hæren ovenpå martsrevolutionen betød, at hovedparten af intendanturens arbejde og i nogle tilfælde også kommandoen blev lagt over til hærkomiteerne.
8. Flådekomiteerne. Organer i flåden svarende til hærkomiteerne.
I foråret og sommeren 1917 blev der holdt alle mulige landskongresser i Petrograd. Der var landskongresser af arbejder-, soldater- og bondesovjetter, af fagforbund og bedriftsråd, af hær- og flådekomiteer – foruden kongresser af de enkelte våbenarter i hæren og flåden, kooperative selskaber, nationaliteter etc. Hver af disse kongresser valgte en centralkomité, eller en centraleksekutivkomité, som skulle varetage dens særlige interesser i regeringsbyen. Da den provisoriske regering blev svagere, var disse centralkomiteer nødsaget til at antage mere og mere administrativ myndighed.
De vigtigste centralkomiteer, der nævnes i denne tekst, er:
Forbundenes Forbund. Under 1905-revolutionen dannede professor Miljukov og andre liberale forbund af studerede erhverv – læger, sagførere etc. De blev samlet i en centralorganisation, Forbundenes Forbund. I 1905 handlede Forbundenes Forbund i forståelse med det revolutionære demokrati; i 1917 modsatte Forbundenes Forbund sig imidlertid bolsjevikkernes opstand og organiserede de regeringstjenestemænd, der gik i strejke imod sovjetternes autoritet.
TsIK. Den Centrale Eksekutivkomité for arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. Således kaldet efter forbogstaverne i navnet.
Tsentroflot. Den centrale flådekomité.
Vikzjel. Centralkomiteen for jernbanefolkenes forbund. Således kaldet efter forbogstaverne i navnet.
De Røde Garder, de væbnede bedriftsarbejdere i Rusland. De Røde Garder blev først dannet under revolutionen 1905 og dukkede op igen i martsdagene 1917, da der behøvedes en styrke til at holde orden i byen. På den tid var de bevæbnede, og alle den provisoriske regerings anstrengelser for at afvæbne dem var mere eller mindre frugtesløse. Ved hver eneste stor krise under revolutionen viste den Røde Garde sig på gaderne, utrænet og udisciplineret, men fuld af revolutionær glød.
De Hvide Garder. Borgerlige frivillige, som dukkede op i revolutionens seneste stadier for at forsvare privatejendommen mod bolsjevikkernes forsøg på at afskaffe den. Mange af dem var universitetsstudenter.
Tehinerne. De udgjorde den såkaldte »Vilde Division« i hæren og var muhamedanske stammefolk fra Centralasien. De nærede stor hengivenhed for general Kornilovs person. Tehinerne var kendt for deres blinde lydighed og dyriske grusomhed i krig.
Dødsbataillonerne. Eller stødbatailloner. Kvindebataillonen er blevet kendt som dødsbataillonen, men der var mange dødsbatailloner bestående af mænd. De blev dannet i sommeren 1917 af Kerenskij, med det formål ved deres heroiske eksempel at styrke disciplinen og kampkraften i hæren. Dødsbataillonerne bestod mest af glødende unge patrioter. De kom hovedsagelig fra de besiddende klasser.
Officersforbundet. En organisation dannet blandt de reaktionære officerer i hæren for politisk at bekæmpe hærkomiteernes voksende magt.
St. Georgsridderne. St. Georgskorset blev tildelt for tapperhed i kamp. Dets besidder blev automatisk St. Georgsridder. I denne organisation var militaristiske ideer stærkt fremherskende.
Bondeforbundet. I 1905 var bondeforbundet en revolutionær organisation. I 1917 var det imidlertid blevet det politiske udtryk for de mere velstående bønder og skulle bekæmpe bonderepræsentanternes sovjetter, der havde revolutionære formål og nød en voksende magt.
Jeg har i denne bog helt igennem anvendt vor kalender, i stedet for den gamle russiske kalender, der var 13 dage bagud for vor.
Ved stavningen af russiske navne og ord er ikke gjort noget forsøg på at følge videnskabelige regler for overførelsen, men der er forsøgt at angive en stavemåde, der kan give læseren en simpel tilnærmelse til udtalen.
Meget af materialet i denne tekst stammer fra mine egne notater. Jeg har imidlertid også støttet mig til en noget uensartet samling af adskillige hundrede udvalgte russiske aviser, som dækker næsten hver dag i det beskrevne tidsrum, på samlinger af det engelske blad (Russian Daily News) og på de to franske blade (Journal de Russie og Entente). Men langt værdifuldere end disse er den Bulletin de la Presse, som daglig blev udsendt af det franske informationskontor i Petrograd, og som rapporterer alle vigtige begivenheder, taler og kommentarer fra den russiske presse. Heraf har jeg en næsten komplet samling fra foråret 1917 til slutningen af januar 1918.
Ud over dette har jeg i min besiddelse næsten hver eneste proklamation, dekret eller bekendtgørelse, der har været opsat på Petrograds mure fra midten af september 1917 til slutningen af januar 1918, og yderligere den officielle publikation med de hemmelige traktater og andre dokumenter, som blev opdaget i udenrigsministeriet, da bolsjevikkerne overtog det.
Sidst opdateret 31.12.2014