Denne tekst er en skive intens historie, som jeg oplevede den. Bogen foregiver ikke at være andet end en detaljeret redegørelse for Novemberrevolutionen, da bolsjevikkerne i spidsen for arbejderne og soldaterne greb statsmagten i Rusland og lagde den i hænderne på sovjetterne.
Naturligvis handler den mest om det »røde Petrograd«, hovedstaden, opstandens hjerte. Men læseren må forestille sig, at hvad der skete i Petrograd, blev gentaget på næsten samme måde, med større eller mindre intensitet, til forskellige tidspunkter, over hele Rusland.
I denne bog, den første af flere, jeg arbejder på, må jeg begrænse mig til en skildring dels af de begivenheder, jeg selv iagttog og oplevede, dels af andre, der støttes på tilforladelige kilder, idet der forudskikkes to kapitler med et kort rids af Novemberrevolutionens baggrund og årsager. Jeg er klar over, at disse to kapitler kan være vanskelige at læse, men de er væsentlige for en forståelse af det, der følger.
Mange spørgsmål vil melde sig under læsningen. Hvad er bolsjevisme? Hvad slags statsapparat har bolsjevikkerne oprettet? Når bolsjevikkerne gik ind for en konstituerende (grundlovgivende) forsamling før Novemberrevolutionen, hvorfor opløste de den så bagefter med våbenmagt? Og når bourgeoisiet vendte sig mod den konstituerende forsamling, indtil bolsjevismens fare blev åbenbar, hvorfor gik de så bagefter ind for den?
Disse og mange andre spørgsmål kan ikke besvares her. I et andet bind, »Fra Kornilov til Brest-Litovsk«, vil jeg følge revolutionens forløb indtil og indbefattet freden med Tyskland. Der vil jeg forklare de revolutionære organisationers oprindelse og funktioner, folkestemningens udvikling, opløsningen af den konstituerende forsamling, sovjetstatens struktur og Brest-Litovsk forhandlingernes gang og udgang ...
Ved en betragtning af bolsjevikkernes fremgang må man forstå, at opløsningen i Ruslands økonomiske liv og i den russiske hær var det logiske resultat af en proces, der begyndte så langt tilbage som 1915. De korrupte reaktionære, der kontrollerede tsarens hof, var i færd med forsætligt at ødelægge Rusland for at lave en separatfred med Tyskland. Den mangel på våben ved fronten, der forårsagede tilbagetoget i sommeren 1915, mangelen på mad i hæren og de store byer, standsningerne i produktionen og transporten i 1916 – alt dette var, som vi nu ved, dele af en vældig sabotagekampagne. Den blev standset i tide af martsrevolutionen.
I det nye styres første måneder blev både den indenrigske situation og hærens kampevne virkelig forbedret, på trods af den forvirring, der følger med en stor revolution, hvor 160 millioner af verdens mest undertrykte mennesker pludselig vinder friheden.
Men »hvedebrødsdagene« var korte. De besiddende klasser ønskede blot en politisk revolution, som skulle tage magten fra tsaren og give den til dem. De ønskede, at Rusland skulle være en konstitutionel republik ligesom Frankrig eller USA, eller et konstitutionelt monarki som England. På den anden side ønskede folkemasserne et virkeligt industrielt og agrarisk demokrati.
William English Walling giver i sin bog, »Ruslands budskab«, der handler om revolutionen i 1905, en udmærket beskrivelse af de russiske arbejderes sindstilstand, de arbejdere, der senere skulle støtte bolsjevismen næsten enstemmigt:
»De (det arbejdende folk) så, at det var muligt, at de selv under en fri regering stadig skulle fortsætte sultetilværelsen, hvis denne regering faldt i hænderne på andre samfundsklasser.
Den russiske arbejder er revolutionær, men hverken voldsom, dogmatisk eller uintelligent. Han er villig til at gå på barrikaderne, men han har studeret dem, og han er den eneste blandt alle verdens arbejdere, der kender dem af egen erfaring. Han er rede og villig til at bekæmpe sine undertrykkere, kapitalistklassen, lige til afgørelsen. Men han ignorerer ikke eksistensen af andre klasser. Han anmoder blot om, at de andre klasser tager parti på den ene eller anden side, i den bitre konflikt, der trækker op...
De (arbejderne) er enige om, at vore (amerikanske) politiske institutioner er at foretrække for deres egne, men de var ikke meget ivrige efter at bytte en despot med en anden (d.v.s. kapitalistklassen).
Arbejderne i Rusland, som blev skudt ned og henrettet i hundredvis i Moskva, Rige og Odessa eller indespærret i tusindvis i ethvert russisk fængsel eller forvist til ørkener og arktiske områder, bragte ikke disse ofre for at vinde de tvivlsomme privilegier, arbejderne i amerikanske guldminer har.«
Og derfor udvikledes der i Rusland, midt under en krig, som ikke kom russerne ved, en social revolution på toppen af den politiske revolution, kulminerende i bolsjevismens triumf.
Mr. A. J. Sack, som i dette land (USA) er chef for Russisk Informationsbureau, der er vendt mod sovjetregeringen, har følgende at sige i sin bog »Det russiske demokratis fødsel«:
»Bolsjevikkerne organiserede deres eget ministerium med Nikolaj Lenin som premierminister og Leo Trotskij som udenrigsminister. At de uundgåeligt ville komme til magten blev øjensynligt næsten lige efter martsrevolutionen. Bolsjevikkernes historie efter revolutionen er historien om deres stadige vækst...«
Udlændinge, og amerikanere i særdeleshed, understreger ofte de russiske arbejderes »uvidenhed«. Det er sandt, at de savnede den politiske erfaring, som folkene i vesten besidder, men de var udmærket opøvet i frivillig organisering. I 1917 var der over 12 millioner medlemmer i de russiske brugsforeninger, og sovjetterne selv er en vidunderlig demonstration af deres organisationstalent. Desuden er der vel knap et folk i verden, der er så godt opdraget med socialistisk teori og dets praktiske anvendelse.
William E. Walling karakteriserer dem således:
»De russiske arbejdere er for de flestes vedkommende i stand til at læse og skrive. I mange år har landet været i en så forstyrret tilstand, at de har kunnet nyde godt af et lederskab, som rekrutteredes ikke alene blandt de intelligente mennesker af deres egen midte, men også blandt en stor del af den ligeledes revolutionære dannede klasse, der har vendt sig til folket med deres ideer om Ruslands politiske og sociale genfødelse...«
Mange forfattere forklarer deres fjendtlighed over for sovjetregeringen med den påstand, at den russiske revolutions sidste fase simpelt hen var de »respektable« elementers kamp mod bolsjevismens brutale angreb. Det var imidlertid de besiddende klasser, der, da de blev klar over, hvor stærkt de folkelige revolutionære organisationers magt voksede, satte sig for at ødelægge dem og at sætte en stopper for revolutionen. For at gennemføre dette tog de besiddende klasser sluttelig desperate midler i anvendelse. For at fælde Kerenskij-ministeriet og sovjetterne blev transportvæsenet desorganiseret og indenrigske vanskeligheder fremkaldt; for at knuse bedriftsrådene blev virksomheder lukket og brændsel og råmaterialer sendt andetsteds hen; for at splitte komiteerne i hæren ved fronten blev der genindført dødsstraf og fremkaldt militære nederlag.
Dette var fortrinligt brændsel til det bolsjevikiske bål. Bolsjevikkerne svarede med at prædike klassekrig og fastholde sovjetternes overhøjhed.
Mellem disse to yderpunkter, hvortil andre grupper hel- eller halvhjertet sluttede sig, stod de såkaldte »moderate« socialister, nemlig mensjevikkerne og de socialrevolutionære og adskillige mindre partier. Disse grupper blev også angrebet af de besiddende klasser, men deres modstandskraft var lammet af deres egne teorier.
Groft taget mente mensjevikkerne og de socialrevolutionære ikke, at Rusland var økonomisk modent til en social revolution – de mente, at kun en politisk revolution var mulig. Ifølge deres udlægning var de russiske masser endnu ikke tilstrækkelig oplyste til at overtage magten; ethvert forsøg på at gøre det ville uvægerligt bevirke en reaktion, hvorved nogle hensynsløse chanceryttere kunne genrejse det gamle regime. Og deraf fulgte, at da de »moderate« socialister blev nødt til at overtage magten, var de bange for at bruge den.
De troede, at Rusland måtte passere de politiske og økonomiske udviklingsstadier, man kendte i Vesteuropa, og sluttelig sammen med den øvrige verden komme frem til en renlivet socialisme. Derfor var de naturligvis enige med de besiddende klasser om, at Rusland først måtte blive en parlamentarisk stat, – omend med visse forbedringer i forhold til de vestlige demokratier. Følgelig insisterede de på, at de besiddende klasser skulle deltage i regeringen.
Herfra og til at støtte dem var der kun et kort skridt. De »moderate« socialister havde brug for bourgeoisiet, men bourgeoisiet havde ikke brug for de »moderate« socialister. Følgen var; at de socialistiske ministre lidt efter lidt gav køb på hele deres program, mens de besiddende klasser blev mere og mere krævende.
Og da bolsjevikkerne endelig væltede hele det hule kompromis, opdagede mensjevikkerne og de socialrevolutionære, at de kæmpede side om side med de besiddende klasser... I næsten ethvert land i vore dages verden kan det samme fænomen iagttages.
Mens man ofte betragter bolsjevikkerne som en destruktiv kraft, forekommer det mig, at de var det eneste parti i Rusland, der havde et konstruktivt program og magt til at bringe det til anvendelse i landet. Hvis de ikke var kommet i regeringen, da de kom der, er der for mig kun ringe tvivl om, at det kejserlige Tysklands armeer ville have været i Petrograd og Moskva i december måned, og at Rusland igen ville være kommet under en tsars regimente...
I dag, efter et helt års sovjetstyre, er det stadig på moden at tale om den bolsjevikiske opstand som et »eventyr«. Eventyr var det, og et af de mest vidunderlige menneskeheden nogen sinde har indladt sig på, dette at marchere ind i historien i spidsen for de arbejdende masser og at basere alt på deres enorme og enkle krav. Der fandtes allerede et maskineri, der kunne bruges til at fordele godsernes jord til bønderne. Bedriftsrådene og fagforeningerne var der til at sætte arbejdernes kontrol med industrien i gang. I hver landsby, by, storstad, i hvert distrikt og hver provins var der sovjetter af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, parate til at overtage den lokale administration.
Hvad man end mener om bolsjevismen, er det ubestrideligt, at den russiske revolution er en af de store begivenheder i menneskets historie, og bolsjevikkernes opstigning er et fænomen af verdensbetydning. Ligesom historikerne søger i dokumenterne efter de mindste enkeltheder om Pariserkommunens historie, vil de ønske at vide, hvad der skete i Petrograd i november 1917, kende den ånd, der besjælede folk, vide hvorledes lederne så ud, talte og handlede. Det er med dette for øje, at jeg har skrevet denne bog.
Under kampen var mine sympatier ikke neutrale. Men under fremstillingen af de store dages forløb har jeg prøvet på at se begivenhederne med en samvittighedsfuld reporters øje, for at få sandheden slået fast.
New York, 1. januar 1919,
John Reed
Sidst opdateret 31.12.2014