Jeg stod meget sent op den 7. november. Middagskanonskuddet drønede fra Peter-Paul fæstningen, da jeg gik ned ad Nevskij boulevarden. Det var en kold og barsk dag. Ved statsbanken stod nogle soldater med påsatte bajonetter foran de lukkede porte.
»Hvilken side er I på?« spurgte jeg. »Regeringens?«
»Der er ingen regering«, svarede en af dem med et smil, »gud være lovet!« Det var alt, hvad jeg fik ud af ham...
Sporvognene kørte stadig på Nevskij, og mænd, kvinder og små drenge hang udenpå, hvor de kunne holde sig fast. Butikkerne var åbne, og der sporedes endda mindre uro i gaden end dagen før. En hel buket af nye appeller imod opstand var blomstret ud på murene i nattens løb – til bønderne, til soldaterne ved fronten, til arbejderne i Petrograd. Den ene lød:
Fra Petrograds Bydyma:
»Bydumaen meddeler borgerne, at der på dens ekstraordinære møde den 6. november blev dannet en Komité for den Offentlige Sikkerhed, sammensat af medlemmerne af Central- og Kvarter-dumaerne og repræsentanter for følgende revolutionære demokratiske organisationer: TsIK, Bondesovjetternes landskomité, hærorganisationerne, den centrale flådekomité, Petrograds sovjet af arbejder- og soldaterrepræsentariter (!), Fagforeningsrådet o. a.
Sikkerhedskomiteens medlemmer vil gøre tjeneste i Bydumaens bygning. Tlf. 15-40, 223-77, 138-36.
Den 7. november 1917.«
Jeg var ikke klar over det dengang, men dette var Dumaens krigserklæring mod bolsjevikkerne.
Jeg købte et eksemplar af Arbejdernes Vej, den eneste avis, der var at få, og et øjeblik efter betalte en soldat 50 kopek for et brugt eksemplar af Dagen. Det bolsjevikiske blad, trykt på store sider i et trykkeri, der var erobret fra Ruslands Vilje, havde vældige overskrifter: »Al magt til sovjetterne af arbejdere, soldater og bønder! Fred! Brød! Jord!« Den ledende artikel var undertegnet Zinovjev, Lenins kollega under jorden. Den begyndte:
»Enhver soldat, enhver arbejder, enhver virkelig socialist, enhver ærlig demokrat ved, at der kun er to muligheder i den nuværende situation.
Enten – vil magten forblive hos overklassen og godsejerne, og det vil betyde alle mulige repressalier mod arbejderne, soldaterne og bønderne, fortsættelse af krigen, uundgåelig hungersnød og død...
Eller – magten vil blive overdraget til de revolutionære arbejdere, soldater og bønder, og i så fald vil det betyde fuldstændig afskaffelse at godsejertyranniet, øjeblikkelig kontrol med kapitalisterne, øjeblikkelige forslag om en retfærdig fred. Så kan bønderne være sikre på at få jord, så kan arbejderne være sikre på at få kontrol med industrien, så vil de sultne få brød, så vil denne meningsløse krig få ende! ...«
Dagen indeholdt spredte nyheder om den begivenhedsrige nat. Bolsjevikisk besættelse af telefonhuset, den baltiske central, telegrafcentralen; Peterhofs officerselever ude af stand til at komme ind i Petrograd; kosakkerne vaklende; nogle af ministrene arresteret; bymilitsens chef, Meyer, skudt, arrestationer, modarrestationer, skærmydsler mellem patruljer af soldater, officerselever og røde garder.
På hjørnet af Morskaja løb jeg på kaptajn Gomberg, en mensjevikisk krigsfortsætter, sekretær for sit partis militærkontor. Da jeg spurgte ham, om opstanden virkelig var en kendsgerning, trak han træt på skuldrene og svarede: »Pokker ved det! Ja, måske kan bolsjevikkerne gribe magten, men de kan ikke holde den i tre dage. De har ikke folk til at besætte regeringsposterne med. Måske er det meget godt at lade dem prøve – det vil slå dem ihjel...«
Militærhotellet på hjørnet af Skt. Isaks pladsen var bevogtet af bevæbnede matroser. I hallen var der mange smarte unge officerer, de gik frem og tilbage eller talte lavmælt sammen, matroserne ville ikke lade dem gå...
Pludselig lød der et hårdt knald fra en riffel udenfor, fulgt af spredte salver. Jeg løb ud. Der var noget usædvanligt på færde omkring Mariinskij palæet, hvor den Russiske Republiks Råd holdt møde. Diagonalt over den store plads var opstillet en række soldater med geværerne parat, stirrende på hotellets tag...
»En provokation! De skød på os!« hvæsede en af dem, mens en anden løb henimod døren.
På palæets vestlige hjørne stod en stor panservogn med et vajende rødt flag, og siderne bar bogstaver i frisk maling: SRSD (Sovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter), med alle skydevåben rettet mod Skt. Isaks. En barrikade var rejst over for mundingen af Nygade, af kasser, tønder, en gammel madras, en vogn. En stabel tømmer spærrede enden af Moika-kajen. Af favnebrænde fra et lager i nærheden blev der bygget brystværn langs bygningerne...
»Mon det kommer til kampe?« spurgte jeg.
»Snart, snart,« svarede en soldat nervøst. »Gå hellere, kammerat, du kan blive såret. De vil komme derfra,« og han pegede hen mod admiralitetet.
»Hvem kommer?«
»Det kan jeg ikke sige, bror,« svarede han og spyttede.
Foran palæets dør stod en gruppe soldater og søfolk. En matros var ved at fortælle om, hvordan den Russiske Republiks Råd endte. »Vi gik ind til dem,« sagde han, »og fyldte alle døre med kammerater. Jeg gik hen til den kontrarevolutionære kornilovist, der sad i formandsstolen. »Rådet er færdigt, sagde jeg, stik af hjem!«
Det blev der leet af. Ved at vifte med et passende udvalg af papirer slap jeg om til presselogens dør. Der standsede en vældig, smilende matros mig, og da jeg viste mit pas, sagde han bare: »Om du så var ærkeenglen Mikael, kammerat, kunne du ikke komme ind her!« Gennem glasset i døren kunne jeg skelne et rasende ansigt og gestikulerende arme, der tilhørte en fransk korrespondent, han var blevet låst inde.Ved hovedindgangen stod en lille mand med grå moustache, i generalsuniform, midt i en klynge soldater. Han var meget rød i ansigtet.
»Jeg er general Aleksejev,« råbte han, »som jeres foresatte og som medlem af Republikkens Råd forlanger jeg ret til at passere!« Vagten kløede sig i hovedet, skævede hen til generalen og vinkede til en officer, der blev meget ophidset, da han så, hvem der var tale om, og hilste militærisk, før han blev klar over, hvad han gjorde.
»Deres excellence,« stammede han, som under det gamle regime, »Adgang til palæet er strengt forbudt, jeg har ingen ret...«
Der kom kørende en bil, jeg så Gots inde i den, tilsyneladende fornøjet leende. Nogle minutter senere kom en anden med væbnede soldater fra fronten, fyldt med arresterede medlemmer af den provisoriske regering. Peters, et lettisk medlem af den militære revolutionskomité, kom løbende over pladsen.
»Jeg troede, I havde puttet alle disse herrer ind i aftes,« sagde jeg og pegede på dem.
»Åh,« sagde han med et udtryk som en skuffet lille dreng. »De æsler lod de fleste løbe, før vi traf en beslutning...«
Nede på Vosnesenskij-boulevarden kom en mængde matroser, og bag dem marcherede soldater, så langt øjet rakte.
Vi gik hen imod Vinterpaladset gennem Admiraltejskij passagen. Alle indgange til slotsgården var lukket af vagter, og en række soldater stod tværs over den vestlige ende, belejret af en urolig menneskemasse. Bortset fra nogle fjerne soldater, der syntes at bære brænde ud af palæet og stable det op foran hovedindgangen, var alt roligt.
Vi kunne ikke se, om skildvagterne var regeringens eller sovjettens. Vore papirer fra Smolnyj blev der imidlertid ikke taget hensyn til, og vi gik derfor hen til en anden ende af afspærringen og viste med en storsnudet mine vore amerikanske pas, med ordene: »Officielt ærinde,« og albuede os igennem. Ved paladsets dør stod de samme portnere som før med deres messing-knappede blå uniformer og halskraver i rødt og guld; de tog høfligt vore frakker og hatte, og vi gik op ad trapperne. I den mørke og dystre forhal, hvor gobelinerne var fjernet, stod nogle få funktionærer og hang, og foran Kerenskijs dør skridtede en ung officer frem og tilbage, gnavende på sit overskæg. Vi spurgte, om vi kunne få et interview med ministerpræsidenten. Han bukkede og slog hælene sammen.
»Nej, desværre,« sagde han på fransk. »Kerenskij er yderst optaget netop nu.« Han så et øjeblik på os. »Faktisk er han ikke derinde.«
»Hvor er han?«
»Han er taget til fronten. Og vil De tænke Dem, der var ikke benzin nok til hans vogn. Vi måtte sende bud til det engelske hospital og låne noget.«
»Er ministrene her?«
»De holder møde i et eller andet rum, jeg ved ikke hvor.«
»Kommer bolsjevikkerne?«
»Naturligvis. Det er ganske givet. Jeg venter en opringning hvert øjeblik med besked om det. Men vi er parat. Vi har officerselever foran paladset. De er bag den dør der.«
»Kan vi gå ind?«
»Nej. Absolut ikke. Det er ikke tilladt«
Pludselig trykkede han os i hånden og gik. Vi vendte os om og tog i den forbudte dør, der var anbragt i en midlertidig skillevæg tværs gennem hallen og låset udefra. På den anden side lød der stemmer, og nogen gav sig til at le. Ellers var det gamle palads’ uhyre rum tavse som graven. En gammel portner kom løbende. »Nej, hr. De må ikke gå ind der.«
»Hvorfor er døren låset?«
»For at holde soldaterne inde,« svarede han. Efter et øjebliks tøven sagde han noget om, at han ville have et glas te, og gik tilbage gennem hallen. Vi låste døren op.
Lige indenfor stod et par soldater vagt, men de sagde ingenting. Ved enden af korridoren var der et stort, dekoreret rum med megen forgyldning og store krystallysekroner, og bag det var der mindre rum med mørke træpaneler. På begge sider af parketgulvet lå rækker af snavsede madrasser og tæpper, her og der lå en soldat så lang han var, allevegne var der strøet cigaretstumper, brødstumper, tøj og tomme flasker med dyre, franske etiketter. Ustandselig kom og gik soldater med officersskolernes røde skulderstrop, de vandrede formålsløst rundt i en harsk atmosfære af tobaksrøg og uvasket menneskehed. Een havde en flaske hvid bourgogne, åbenbart hugget fra Paladsets kælder. De så forbavsede på os, da vi skridtede forbi, gennem rum efter rum, indtil vi sluttelig kom ud i en serie store repræsentationslokaler, hvis høje og snavsede vinduer vendte ud til pladsen. Murene var dækket af vældige lærreder i massive guldrammer – historiske slagscener... »12. oktober 1812«, »6. november 1812«, »16/28 august 1813«. Et af dem havde en flænge i øverste højre hjørne.
Stedet var som en enorm kaserne, og det havde det åbenbart været i ugevis, sådan som gulv og vægge så ud. Maskingeværer var posteret i vindueskarme, rifler stod bag madrasserne. Da vi stod og så på billederne, anfaldt en alkoholisk luftning mig fra området bag mit venstre øre, og en stemme sagde på tykt, men flydende fransk: »Jeg ser, efter Deres beundring for billederne, at De er udlændinge.« Han var en lavstammet, korpulent mand, og da han tog huen af, var han pilskaldet.
»Amerikanere? Storartet. Jeg er stabskaptajn Vladimir Artsybasjev, ganske til Deres tjeneste.« Han syntes ikke at kunne finde noget mærkværdigt i, at fire fremmede, deriblandt en kvinde, vandrede midt igennem en hær, der ventede angreb. Han begyndte at beklage sig over tilstandene i Rusland.
»Det er ikke bare disse bolsjevikker,« sagde han, »det er den russiske hærs fine traditioner, der er brudt sammen. Se Dem omkring. Disse her er alle sammen elever i officersskoler. Men er de dannede mennesker? Kerenskij åbnede officersskolerne for menige, for enhver soldat, der kunne bestå en prøve. Naturligvis er mange, mange af dem smittet af revolutionen.«
Uden konsekvens skiftede han emne. »Jeg er meget ivrig efter at komme bort fra Rusland. Jeg har bestemt mig til at gå ind i den amerikanske hær. Kunne De ikke bede Deres konsul hjælpe mig? Jeg vil give Dem min adresse.«
Trods vore protester skrev han det på et stykke papir og så ud til at være bedre tilpas. Jeg har stadig papiret – »Oranienbaum fændrikskole, Staraja Peterhof«.
»Vi havde en parade tidligt i morges,« fortsatte han, da han fulgte os gennem rummene og forklarede alting. »Kvindebataillonen vedtog at forblive loyal over for regeringen.«
»Er der kvindelige soldater i paladset?«
»Ja, de er i salene bagved, hvor de ikke kan blive såret, hvis der bliver ballade,« sukkede han. »Det er et stort ansvar at bære.«
Vi stod lidt ved vinduet og så ned på pladsen foran paladset hvor tre kompagnier af langfrakkede officerselever stod opstillet, de blev kommanderet af en høj, energisk udseende officer, som jeg genkendte, det var Stankevitj, den provisoriske regerings militære overkommissær. Et øjeblik efter tog to af kompagnierne med et smæld gevær på skulder, udstødte tre gøende lyde og svingede så bort over pladsen, gennem den Røde Bue ud i den rolige by.
»De skal ud og besætte telefonhuset,« sagde en bag mig. Tre officerselever stod ved siden af; vi faldt i snak. De sagde, at de var kommet ind på skolen som menige, de hed Robert Olev, Aleksej Vasilenko og Erni Sachs, en estlænder. Men nu havde de ikke mere nogen lyst til at blive officerer, fordi officererne var meget upopulære. De vidste åbenbart ikke, hvad de skulle gøre ved det, og var ikke glade ved situationen.
Men snart efter begyndte de at blive stortalende. – »Hvis bolsjevikkerne kommer, skal vi vise dem noget. De tør ikke slås, de er kujoner. Men hvis vi bliver underlegne, vel, så har hver mand endnu en kugle til sig selv...«
I dette øjeblik hørte vi en række riffelskud i nærheden. Ude på pladsen begyndte folk at løbe eller kaste sig fladt ned, og kuskene på hjørnerne kørte i galop bort i alle retninger. I paladset blev alt det rene virvar, soldaterne løb frem og tilbage, snappede geværerne og patronbælter og hylede: »Nu kommer de, nu kommer de!...« Men nogle minutter senere var der atter ro! Kuskene kom tilbage, de liggende mennesker rejste sig op. Gennem den Røde Bue dukkede der officerselever op, den ene blev støttet af to kammerater, de gik lidt ude af trit.
Det var sent, da vi forlod paladset. Vagterne på pladsen var borte. Den store halvcirkel af regeringsbygninger syntes øde og forladt. Vi gik hen til hotel France for at spise, og da vi var midt i suppen, kom tjeneren meget bleg, og forlangte, at vi skulle flytte ind i spisesalen ud til gården, fordi de skulle slukke belysningen til gaden. »Der bliver skyderi,« sagde han.
Da vi igen kom ud på Morskaja, var det helt mørkt, bortset fra den flakkende gadelygte på hjørnet af Nevskij. Under den stod en stor panserbil med motoren i gang og udstødningen stående som en tåge i luften. En lille dreng var klatrat op på siden af bæstet og kiggede ned i løbet på et maskingevær. Soldater og matroser stod omkring den og ventede åbenbart på noget. Vi gik tilbage til den Røde Bue, hvor en klynge soldater stod og stirrede på det klart oplyste Vinterpalads og talte meget højt.
»Nej, kammerater,« sagde en af dem, »hvordan kan vi skyde på dem? Derinde er en kvindebataillon, – de vil sige, at vi har skudt på russiske kvinder...
Da vi igen nåede Nevskij, kom en anden panservogn .m hjørnet, og en mand stak hovedet op af tårnet. »Af sted,« hylede han. »Lad os gå på og angribe dem!«
Den anden vogns chauffør kom hen og råbte så det overdøvede motorlarmen: »Komiteen siger, vi skal vente. De har artilleri bag brændestablerne derinde...«
Her kørte ikke længere sporvogne, kun få fodgængere sås, og alle lys var slukket, men nogle husblokke borte kunne vi se sporvogne, menneskemængder, oplyste butikker og elektriske reklamer for biografer – livet fortsatte som vanligt. Vi havde billetter til balletten på Mariinskij teatret – alle teatre spillede, men der var al for meget på færde udendørs...
I mørket snublede vi over tømmerstokke, der barikaderede politibroen, og foran Stroganovpalæet fik vi øje på soldater, der kørte en tretommers feltkanon i stilling. Mænd i forskellige uniformer kom og gik på en formålsløs måde og brugte megen tid til snak...
Ude på Nevskij-boulevarden var hele byen åbenbart ude at spadsere. På hvert gadehjørne stod vældige skarer maset sammen om en diskuterende kerne. Vagthold af soldater med påsatte bajonetter var placeret ved gadekryds, gamle rødnæsede mænd i dyre pelse rystede knytnæven ad dem, elegant klædte damer slyngede om sig med skældsord, soldaterne svarede utydeligt igen, med forlegne grin... Panservogne kørte frem og tilbage med navne efter de første tsarer: Oleg, Rurik, Sviatoslav – og påmalede bogstaver i vældig, rød skrift: RSDRP, Ruslands socialdemokratiske arbejderparti. Ved Mihajlovskij kom en mand med en favnfuld aviser og blev øjeblikkelig overfaldet af ophidsede mennesker, der tilbød en rubel, fem rubler, ti rubler, de rev i hinanden som dyr. Det var Arbejder og Soldat, der proklamerede den proletariske revolutions sejr, befrielsen af de hidtil fængslede bolsjevikker, med opfordring til fronthæren og baglandet om støtte ... en gloende lille avis på fire sider, med enormt stor skrift, uden nyheder.
På hjørnet af Sadovaja stod der to tusind borgere og stirrede op på taget af en høj bygning, hvor en lille rød prik glødede og forsvandt. »Se,« sagde en høj bonde og pegede op, »en provokatør. Nu skyder han nok på folk...« Ingen tænkte åbenbart på at gå derop og undersøge sagen.
Smolnyjs massive facade strålede af lys, da vi kom kørende, og fra alle gader samledes en voksende strøm af ilende skikkelser ud af mørket. Biler og motorcykler kom og kørte atter bort, en vældig elefantfarvet panservogn med to røde flag vaj ende fra tårnet rokkede ud med hylende sirene. Det var koldt, og vagterne ved den ydre port havde tændt bål. Ved den indre port var der også et ildsted, hvis lys vagterne betjente sig af, når de langsomt stavede sig igennem vore pas og tog os i øjesyn. Hylstrene var blevet trukket af de fire hurtigtskydende kanoner på hver side af indgangen, og ammunitionsbælter hang som slanger fra dem. En gruppe beskidte panservogne stod under træerne i gården med motorerne i gang. De lange, nøgne, svagt oplyste sale genlød af trampen og råben... Der var en fandenivoldsk stemning. En skare kom ned ad trapperne, arbejderne i blå bluser og runde sorte filthatte, mange af dem med geværer over skulderen, soldaterne i grove, beskidte feltkapper og grå pelshuer, en og anden leder – Lunatsjarskij, Kamenev – hastigt på vej midt ind i en gruppe mennesker der alle talte i munden på hinanden, med trætte, nervøse ansigter og udbulende dokumentmapper under armen. Petrograd-sovjettens ekstraordinære møde var forbi. Jeg standsede Kamenev – en bevægelig lille mand med et bredt, livligt ansigt på en kort hals. Uden indledning oplæste han på hurtigt fransk en nylig vedtaget resolution:
»Petrograd-sovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter hilser den sejrrige revolution,der er gennemført af Petrograds proletariat og garnison, og understreger især den enhed, organiserede optræden, disciplin og fuldstændige samvirken, der var karakteristisk for masserne i denne rejsning; sjældent er mindre blod blevet udgydt, og sjældent er en opstand lykkedes så godt.
Sovjetten udtrykker sin faste overbevisning om, at arbejder- og bonderegeringen, som vil blive skabt af revolutionen og være en regering baseret på sovjetterne, og som vil sikre industriproletariatet støtte fra de fattige bønder som helhed, med faste skridt vil marchere fremad til socialismen, det eneste middel der kan skåne landet for krigens elendighed og utrolige rædsler.
Den nye arbejder- og bonderegering vil øjeblikkelig foreslå en retfærdig og demokratisk fred over for alle krigsførende lande.
Den vil øjeblikkelig afskaffe den store jordbesiddelse og overdrage jorden til bønderne. Den vil oprette arbejderkontrol med produktionen og fordelingen af de fremstillede varer, og den vil oprette en generel kontrol med bankerne, som den vil overføre til et statsmonopol.
Petrograds sovjet af arbejder- og soldaterrepræsentanter opfordrer arbejderne og bønderne i Rusland til med at deres energi og al deres opofrelse at støtte den proletariske revolution. Sovjetten udtrykker sin forvisning om, at byens arbejdere, de fattige bønders forbundsfæller, vil sørge for fuldstændig revolutionær orden, som er uomgængelig for socialismens sejr. Sovjetten er overbevist om, at proletariatet i Vesteuropas lande vil hjælpe os med at føre socialismens sag frem til en virkelig og varig sejr.«
»De regner den altså for vundet?«
Han trak på skuldrene. »Der er meget at gøre. Skrækkelig meget. Vi er kun ved begyndelsen...«
På afsatsen mødte jeg Rjasanov, fagforbundenes næstformand, han så mørkt frem for sig og bed i sit grå skæg. »Det er vanvid! Vanvid!« råbte han. »Den europæiske arbejderklasse vil ikke gå i aktion! Hele Rusland...« Han slog hjælpeløst ud med hånden og gik hurtigt bort. Rjasanov og Kamenev havde begge opponeret mod opstanden og fået Lenins skarpe satire at føle...
Det havde været et stormende møde. På den militære revolutionskomités vegne havde Trotskij erklæret, at den provisoriske regering ikke længere eksisterede. »Det er karakteristisk for borgerlige regeringer,« sagde han, »at de bedrager folket. Vi, sovjetterne af arbejder-, soldater- og bonderepræsentanter, vil forsøge et eksperiment, der ikke har noget sidestykke i historien, vi vil grundlægge en statsmagt, som ikke vil have noget andet formål end at tilfredsstille soldaternes, arbejdernes og bøndernes behov.«
Lenin var kommet, hilst velkommen af en vældig ovation, med en profeti om verdensomspændende social revolution... Og Sinovjev, råbende: »I dag har vi betalt vor gæld til det internationale proletariat og rettet et frygteligt slag mod krigen, et frygteligt kropslag mod alle imperialister og specielt mod bøddelen kejser Wilhelm...«
Derpå Trotskij – at telegrammer var blevet sendt til fronten med besked om den sejrrige opstand, men at der endnu ikke var kommet svar. Tropper skulle efter sigende være på march mod Petrograd – en delegation måtte af sted til dem for at fortælle dem sandheden.
Tilråb: »I foregriber den alrussiske sovjetkongres’ beslutning!«
Trotskij, køligt: »Den alrussiske sovjetkongres’ beslutning er blevet foregrebet af Petrograd-arbejdernes og bøndernes rejsning!«
Sådan var atmosfæren, da vi kom ind i den store mødesal, med besvær albuede vi os igennem de højrøstede klynger ved døren.
På bænkerækkerne under de hvide lysekroner og pakket tæt sammen ud til siderne helt op i vindueskarmene, endda oppe på selve tribunen, sad repræsentanterne for arbejderne og soldaterne i hele Rusland og ventede i spændt tavshed eller i vild begejstring på, at dirigentens klokke skulle ringe. Salen var ikke opvarmet, men der stod en kvælende hede fra de uvaskede menneskekroppe. En harsk blå sky af cigaretrøg hævede sig over masserne og hang i den tykke luft. Af og til gik en og anden ledende person op på talerstolen og bad kammeraterne lade være at ryge, hvorpå alle, rygere og ikke-rygere, gentog råbet: »Lad være at ryge, kammerater!« og fortsatte at ryge. En anarkistisk delegeret, Petrovsky fra Obuhovfabrikken, gjorde plads for mig ved siden af sig. Han var ved at segne, ubarberet og snavset efter tre nætter uden søvn, optaget af arbejde i den militære revolutionskomité.
På tribunen sad lederne af den gamle TsIK – for sidste gang hævet bydende over de uregerlige sovjetter, som de havde regeret fra de første dage, og som nu havde rejst sig imod dem. Det var slutningen på den første periode i den russiske revolution, som disse mænd havde forsøgt at lede med forsigtige skridt... De tre største af dem var der ikke: Kerenskij, han var på flugt til fronten igennem provinsbyer, hvor en tøvende rejsning var i gang; Tskeidse, den gamle ørn, som med foragt havde trukket sig tilbage til sine grusinske bjerge for at tæres hen af sin tuberkulose; og den ædle sjæl Tsereteli, også dødeligt syg, men som alligevel ville dukke op og spilde sin skønne veltalenhed på en tabt sag. Gots sad der, Dan, Lieber, Bogdanov, Brojdo, Filipovskij – hvid i ansigtet, med indsunkne og vrede øjne. I salen nede foran dem sydede og hvirvlede sovjetternes 2. landskongres, og i etagen ovenover sad den militære revolutionskomité i hvidglødende aktivitet og trak i opstandens tråde, langt ud omkring... Klokken var 10.40 om aftenen.
Dan, en venligt udseende, skaldet mand i en dårligt siddende militærlægeuniform ringede med dirigentklokken. Der blev pludselig dyb tavshed, kun afbrudt af fødders skramlen ved døren.
»Vi har magten i vore hænder,« begyndte han bedrøvet, stoppede et øjeblik, og fortsatte så med lav stemme: »Kammerater! Sovjet-kongressen træder sammen under så ejendommelige omstændigheder og i et så ekstraordinært øjeblik, at I vil forstå, hvorfor TsIK finder det unødvendigt at indlede med en politisk tale. Dette vil stå jer klart, så meget mere som I jo ved, at jeg er medlem af TsIK, og at vore partikammerater i dette øjeblik er under bombardement i Vinterpaladset, hvor de uselvisk ofrer sig for at udføre den pligt, TsIK har pålagt dem.« (Tumult.)
»Jeg erklærer det første møde af den anden kongres af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter for åbnet!«.
Valget af præsidium fandt sted under almindelig uro og vandren omkring. Avanesov meddelte, at ved en overenskomst mellem bolsjevikkerne, de venstre-socialrevolutionære og de mensjevikiske internationalister var det vedtaget at vælge præsidiet ved forholdstalsvalg. Adskillige mensjevikker sprang op og protesterede. En skægget soldat hylede over til dem: »Husk hvordan I behandlede os bolsjevikker, da vi var i mindretal!« Resultatet blev: 14 bolsjevikker, 7 socialrevolutionære, 3 mensjevikker og 1 internationalist (Gorkijs gruppe). Hendelmann, der repræsenterede de socialrevolutionæres højrefløj og centrum, sagde, at de afslog at gå ind i præsidiet, det samme sagde Hintsjuk for mensjevikkerne, og de mensjevikiske internationalister sagde, at indtil visse omstændigheder var blevet klarlagt, ville de heller ikke indtræde i præsidiet. Bifald fra grupper og piften. En stemme: »Renegater, og I kalder jer socialister! « En repræsentant for de ukrainske delegerede forlangte at komme med og fik en plads. Så gik den gamle TsIK ned, og i stedet kom Trotskij, Kamenev, Lunatjarskij, madame Kollontaj, Nogin... Salen rejste sig, det lød som torden. Hvor langt var de ikke kommet, disse bolsjevikker, fra en foragtet og jaget sekt for mindre end fire måneder siden, til denne høje myndighed, ved roret i det store Rusland på toppen af en opstand!
Dagsordenen, sagde Kamenev, var først: Magtens organisering, dernæst krig og fred, og for det tredje den Konstituerende Forsamling. Losovskij rejste sig og meddelte, at efter aftale mellem alle grupper foreslog han, at man skulle høre og diskutere beretningen fra Petrogradsovjetten, og derpå give ordet til medlemmer af TsIK og de forskellige partier, og sluttelig tage fat på dagsordenen.
Men pludselig kunne der høres en ny lyd, dybere end skarens tumult, vedholdende, foruroligende – dumpe drøn fra kanoner. Folk så usikkert hen mod de mørke vinduer; der kom ligesom en feber over dem. Martov forlangte ordet og gøede hæst: »Borgerkrigen tager sin begyndelse, kammerater! Det første spørgsmål må være en fredelig løsning på krisen. I princippet og fra et politisk standpunkt må vi straks diskutere en metode til at undgå borgerkrig. Vore brødre bliver skudt ned i gaderne! I dette øjeblik, før sovjetkongressen åbner, afgøres spørgsmålet om magten ved hjælp af et militært komplot, der er organiseret af et af de revolutionære partier...« Et øjeblik kunne han ikke overdøve larmen... »Alle revolutionære partier må acceptere denne kendsgerning! Det første spørgsmål, kongressen står overfor, er spørgsmålet om statsmagten, og dette spørgsmål er allerede ved at blive afgjort ved våbenmagt ude i gaderne! Vi må skabe en statsmagt, der kan anerkendes af hele demokratiet. Hvis kongressen ønsker at gøre sig til talsmand for det revolutionære demokrati, må den ikke sidde med hænderne i skødet over for den voksende borgerkrig, hvis resultat kan blive en farlig eksplosion fra kontrarevolutionens side... Muligheden for en fredelig udgang ligger i dannelsen af en forenet, demokratisk autoritet... Vi må vælge en delegation til at forhandle med de andre socialistiske partier og organisationer.«
Hele tiden lød de dumpe drøn fra kanoner gennem vinduerne, og de delegerede råbte for at overdøve hinanden... Således blev det nye Rusland født, under artilleriets brag, ude i mørket, omhvirvlet af had og frygt og hensynsløst vovemod...
De venstre-socialrevolutionære og de Forenede Socialdemokrater støttede Martovs forslag. Det blev vedtaget. En soldat meddelte, at Bondesovjetternes Landsledelse havde afslået at sende delegerede til kongressen; han foreslog, at der skulle sendes en komité med en formel invitation. »Nogle af deres delegerede er til stede,« sagde han. »Jeg foreslår, at de skal have stemmeret.« Vedtaget.
Harasj, med kaptajnsepauletter på uniformen, forlangte hidsigt ordet. »De politiske hyklere, der kontrollerer denne kongres,« hylede han, »fortalte os, at vi skulle afgøre spørgsmålet om statsmagten – og så afgøres det bag vor ryg, før kongressen er åbnet! Der rettes slag mod Vinterpaladset, og det er med sådanne slag, at låget slås på ligkisten med det politiske parti, der har dristet sig til denne halsløse gerning!« Tumult. Efter ham talte Gharra: »Mens vi her diskuterer fredsforslag, foregår der et slag i gaderne... De socialrevolutionære og mensjevikkerne afslår at lade sig trække ind i det der sker, og opfordrer alle sociale kræfter til at modstå forsøget på at gribe magten...« Kutjin, delegeret for 12. armé og repræsentant for trudovikkerne: »Jeg blev sendt hertil udelukkende for at få informationer, og jeg vil straks vende tilbage til fronten, hvor alle armékomiteer mener, at sovjetternes overtagelse af magten, kun tre uger før den Konstituerende Forsamling skal træde sammen, er et dolkestød i ryggen på hæren og en forbrydelse mod folket...« Tilråb: »Du lyver! Du lyver!« ... Da han igen kunne høres: »Lad os gøre ende på dette hasardspil i Petrograd! Jeg opfordrer alle delegerede til at forlade denne sal for at redde landet og revolutionen!« Da han gik ned ad sidegangen omgivet af øredøvende spektakel masede folk ind på ham, truende... Hintjuk, en officer med langt brunt gedebukkeskæg, talte sødt: »Jeg taler for de delegerede fra fronten. Hæren er ufuldstændigt repræsenteret her på kongressen, og desuden betragter hæren ikke sovjetkongressen som nødvendig denne gang, kun tre uger før den Konstituerende Forsamling åbner...« – hyl og trampen, voldsommere og voldsommere. »Hæren mener ikke, at sovjetkongressen har den fornødne autoritet...« Soldaterne begyndte at rejse sig op over hele salen.
»Hvem taler du for? Hvad repræsenterer du?«
»Centraleksekutivkomiteen for sovjetten ved femte armé, det 2. F. regiment, det 1. N. regiment, det 3. S. infanteriregiment...«
»Hvornår blev du valgt? Du repræsenterer officererne, ikke soldaterne! Hvad siger soldaterne om det?« – Piften og hujen.
»Vi, frontgruppen, fralægger os alt ansvar for hvad der er sket og er ved at ske, og vi anser det for nødvendigt at mobilisere alle bevidste revolutionære kræfter for at redde revolutionen! Frontgruppen vil forlade kongressen... Stedet, hvor der skal kæmpes er ude på gaderne!«
Enorm opstandelse og råben. »Du taler for staben, ikke for hæren!«
»Jeg appellerer til alle forstandige soldater om at forlade denne kongres.«
»Kupmand! Kontrarevolutionær! Provokatør!«
På mensjevikkernes vegne meddelte Hintjuk så, at den eneste mulighed for en fredelig løsning bestod i at indlede forhandlinger med den provisoriske regering om dannelsen af en ny regering, som kunne finde støtte i alle befolkningslag. Han kunne i flere minutter ikke fortsætte. Næsten skrigende oplæste han den mensjevikiske erklæring:
»Eftersom bolsjevikkerne har lavet en militær sammensværgelse med støtte af Petrogradsovjetten, uden at rådføre sig med de andre grupper og partier, finder vi det umuligt at forblive på kongressen og trækker os derfor ud og opfordrer de øvrige grupper til at følge os og derpå mødes for at diskutere situationen.«
»Desertør!« Af og til kunne man i den ustandselige tumult høre Hendelmann fra de socialrevolutionære protestere imod bombardementet af Vinterpaladset... »Vi er modstandere af den slags anarki!«
Næppe var han gået ned fra talerstolen, før en ung, smalansigtet soldat med lynende øjne sprang op på tribunen og løftede sin hånd med en dramatisk gestus:
»Kammerater!« råbte han, og folk begyndte at lytte. »Mit efternavn er Peterson, jeg taler for det 2. lettiske infanteriregiment. I har hørt erklæringer fra to repræsentanter for armékomiteer; disse erklæringer ville have betydning, hvis deres ophavsmænd havde været repræsentanter for hæren –« Vildt bifald. »Men de repræsenterer ikke soldaterne!« Han svingede med sin knyttede næve. »12. armé har i lang tid forlangt nyvalg af fællessovjetten og armékomiteen, men ligesom jeres TsIK her afslog vor komité at indkalde et møde med massernes repræsentanter før slutningen af september, og derfor kunne de reaktionære vælge deres egne falske delegerede til denne kongres. Jeg siger jer, de lettiske soldater har mange gange sagt: Ikke flere resolutioner, ikke mere snak, vi ønsker handling – magten må lægges i vore hænder! Lad disse ukaldede delegerede forlade kongressen! Hæren er ikke med dem!«
Salen svajede af begejstring. Ved begyndelsen af mødet havde de delegerede været tøvende, forbløffede over de hastige begivenheder, opskræmt over kanontordenen. En hel time var hammerslag efter hammerslag nu faldet fra talerstolen, bankende dem sammen og bankende dem ned. Stod de da ganske alene? Var Rusland ved at rejse sig imod dem? Var det sandt, at hæren var på march mod Petrograd? Så havde denne klarøjede unge soldat talt, og i et glimt havde de forstået, at dette var sandheden... Dette var soldaternes stemme – de vågnende millioner af uniformerede arbejdere og bønder var mænd som de selv, og deres tanker og følelser var de samme...
Flere soldater... Gselsjak for de frontdelegerede meddelte, at det kun med et lille flertal var blevet vedtaget at forlade kongressen, og at de bolsjevikiske medlemmer ikke engang havde deltaget i afstemningen, idet de gik ind for deling efter politiske partier, ikke efter grupper. »Hundreder af delegerede fra fronten,« sagde han, »vælges uden at soldaterne stemmer, fordi armékomiteerne ikke længere repræsenterer de menige...« Lukjanov råber, at officerer som Harasj og Hintjuk ikke kan repræsentere hæren på denne kongres, men kun overkommandoen. »De virkelige beboere af skyttegravene ønsker af hele deres hjerte, at magten overdrages til sovjetterne, og de venter sig overordentlig meget derfra!« – Ebben var ved at skifte til flod.
Så kom Abramovitj fra »Bund«, det Jødiske Socialdemokratis organ, med blinkende øjne bag tykke brilleglas, rystende af raseri. »Det, der nu finder sted i Petrograd er en uhyrlig fadæse! Bund-gruppen slutter sig til erklæringen fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære og vil forlade kongressen!« Han råbte højere og hævede armen. »Vor pligt over for det russiske proletariat tillader os ikke at blive her og blive ansvarlig for disse forbrydelser. Eftersom beskydningen af Vinterpaladset ikke standses, har bydumaen sammen med mensjevikkerne og de socialrevolutionære og bondesovjetternes landsledelse besluttet at ville dø sammen med den provisoriske regering, og vi vil slutte os til dem! Ubevæbnede vil vi vende vort bryst mod terroristernes maskingeværer... Vi opfordrer alle delegerede på denne kongres...« Resten druknede i en storm af piften, trusler og forbandelser, der steg til et helvedeshyl, da halvtreds delegerede rejste sig og maste sig vej ud.
Kamenev svingede med klokken og råbte: »Bliv på jeres plads, så fortsætter vi forhandlingerne!« Og Trotskij, stående, med sit grusomme ansigt og sin fuldtonende stemme, der udtrykte kold foragt: »Alle disse såkaldte socialistiske kompromismagere, disse forskræmte mensjevikker, socialrevolutionære, »bundister« lad dem bare gå! De er affald, som vil blive fejet op i historiens store skraldespand!«
Rjasanov for bolsjevikkerne konstaterede, at på bydumaens opfordring havde den militære revolutionskomité sendt en delegation hen for at tilbyde forhandlinger med Vinterpaladset. »Vi har altså gjort alt for at undgå blodsudgydelse...«
Vi skyndte os ud og standsede et øjeblik ved det værelse, hvor den militære revolutionskomité havde lynende travlt og billedlig talt slugte og udspyede stønnende kurerer eller sendte kommissærer udstyret med fuldmagter gældende for liv og død ud til alle dele af byen, midt i en ring af telefoner... Døren gik op, et kraftigt pust af gammel luft og cigaretrøg stod ud, vi fangede et glimt af uredte mænd bøjet over et kort i stærkt elektrisk lys... Kammerat Josefov-Duhvinskij, en smilende ung mand med en manke af gulblegt hår, udstedte pas til os.
Da vi kom ud i den kølige nat, var hele pladsen foran Smolnyj een vældig park af kommende og bortkørende biler, og gennem motorlarmen hørtes den fjerne, langsomme kanontorden. En stor lastvogn stod derude og rystede med motoren i gang. Man slyngede pakker op på den, andre tog imod dem, med geværer ved siden.
»Hvor skal I hen?« råbte jeg.
»Ind i byen, over det hele, alle vegne!« svarede en lille arbejdsmand smilende, med en bred og ivrig bevægelse.
Vi viste vore pas. »Kom med os!« inviterede de. »Men der bliver nok skyderi...« Vi kravlede ind, koblingen blev sat for hurtigt i, og den store vogn sprang fremad, vi væltede alle omkuld, ovenpå dem der var ved at kravle ind. Vi kørte forbi det vældige bål ved porten. og derpå forbi bålet ved den ydre port, de kastede et rødt skær over arbejderne og riflerne rundt om, og vi fortsatte med topfart ned ad Suvorovskij-boulevarden, svingende fra side til side... En mand rev papiret af en pakke og begyndte at kaste håndfulde af løbesedler op i luften. Vi gjorde det samme og humpede ned gennem den mørke gade med en hale af hvide sedler vuggende og flydende bag os. De sene vandrere bøjede sig for at samle dem op, patruljerne omkring bålene på hjørnerne styrtede ud med løftede arme for at fange bladene. Undertiden dukkede bevæbnede mænd op foran og råbte: Holdt! og løftede deres geværer, men vores chauffør hylede blot noget uforståeligt, og vi humpede videre...
Jeg samlede en løbeseddel op og læste den under en gadelygte:
Til Ruslands borgere!
Den provisoriske regering er afsat. Statsmagten er overgået til organet for Petrogradsovjetten af arbejder- og soldaterrepræsentanter, den militære revolutionskomité, som står i spidsen for Petrograds proletariat og garnison.
Den sag, folket kæmpede for: øjeblikkeligt forslag om en demokratisk fred, afskaffelse af godsejernes jordbesiddelse, arbejderkontrol med produktionen, oprettelse af en sovjetregering – den sag er med sikkerhed fuldbyrdet.
LÆNGE LEVE ARBEJDERNES, SOLDATERNES OG BØNDERNES REVOLUTION!
Den militære revolutionskomité ved Petrograds sovjet af arbejder- og soldaterrepræsentanter.
En skævøjet, mongolsk udseende mand, der sad ved siden af mig, klædt i en kaukasisk gedeskindsfrakke, udbrød: »Pas på, her skyder provokatørerne altid ud af vinduerne!« Vi drejede ind på Snamenskij-pladsen, der lå mørk og næsten øde, svingede på to hjul rundt om Trubetskojs brutale statue og ned ad den brede Nevskij-boulevard, tre mand stod med geværer parat og sigtede op mod vinduerne. Bag os var gaden blevet levende af mennesker, der løb og bøjede sig. Vi kunne ikke længere høre kanoner, og jo nærmere vi kom til kanten af byen på Vinterpalads-siden, desto roligere og mere øde blev gaderne. By-dumaen var strålende oplyst. Bagved kunne vi skelne en mørk menneskemasse, og en række matroser, som rasende råbte, at vi skulle stoppe. Bilen standsede og vi kravlede ud.
Det var en forbavsende scene. Lige ved hjørnet af Jekaterina-kanalen, under en buelampe, stod en kordon af bevæbnede søfolk tværs over Nevskij og blokerede vejen for en folkeskare, der kom i fire rækker. Der var 3-400 i skaren, mænd i jaket, velklædte kvinder, officerer – mange slags folk fra mange lag. Blandt dem genkendte vi adskillige delegerede fra kongressen, mensjevikkernes og de socialrevolutionæres ledere: Avksentjev, den magre, rødskæggede præsident for bondesovjetterne; Sorokin, Kerenskijs talerør; Hintjuk, Abramovitj, og i spidsen gik den gamle hvidskæggede Schreider, Petrograds borgmester, og Prokopovitj, forsyningsministeren i den provisoriske regering, han var om morgenen blevet arresteret og atter løsladt. Jeg fik et glimt af Malkin, medarbejder ved Russian Daily News. »Jeg skal hen og dø i Vinterpaladset,« skreg han overgivent. Processionen var standset, men fra dens fortrop hørtes højrøstet diskussion. Schreider og Prokopovitj stod og gøede ad en stor matros, der så ud til at have kommandoen.
»Vi forlanger ret til at passere!« råbte de. »Disse kammerater her kommer fra sovjetkongressen! Se på deres mandatkort! Vi er på vej til Vinterpaladset.«
Matrosen var synligt perpleks. Han kløede sig i hovedet med en vældig lab og fik rynker i panden. »Jeg har ordre fra komiteen, at ingen må komme frem til Vinterpaladset,« brummede han. »Men jeg vil sende en kammerat hen og telefonere til Smolnyj...«
»Vi insisterer på passage! Vi er ubevæbnede! Vi vil fortsætte marchen hvad enten De tillader det eller ej!« råbte den gamle Schreider yderst ophidset. »Jeg har ordre...« gentog soldaten indædt.
»Skyd os, hvis De vil! Vi vil passere! Fremad!« kom det fra alle sider. »Vi er parat til at dø, hvis De tør skyde på russere og kammerater! Vi blotter vort bryst foran Deres kanoner!«
»Nej,« sagde matrosen stædigt, »jeg kan ikke lade Dem passere.«
»Hvad vil De gøre, hvis vi fortsætter? Skyde?«
»Nej, jeg skyder ikke på folk, der ingen bøsser har. Vi vil ikke skyde ubevæbnede russere...«
»Vi fortsætter! Hvad kan De gøre?«
»Vi vil gøre noget,« svarede matrosen, der øjensynlig var i vildrede. »Vi kan ikke lade Dem passere. Vi vil gøre noget.«
»Hvad vil De gøre? Hvad vil De gøre?«
En anden matros kom til, irriteret. »Vi vil give jer nogen tærsk,« råbte han med energisk stemme, »og hvis det bliver nødvendigt, vil vi også skyde jer. Gå nu hjem, og lad os være i fred!«
Det fremkaldte mange harmfulde udbrud. Prokopovitj var kommet op på en kasse og stod og talte, mens han viftede med sin paraply:
»Kammerater og borgere! Der bruges vold imod os! Vi kan ikke lade vort uskyldige blod komme over disse uvidende mænds hoveder. Det er under vor værdighed at blive skudt her på gaden af ledvogtere!« (Hvad han mente med »ledvogtere« blev jeg aldrig klar over.) »Lad os vende tilbage til Dumaen og diskutere den bedste metode til at redde landet og revolutionen!«
Hvorpå processen i værdig tavshed svingede om og marcherede tilbage ad Nevskij, stadig i rækker på fire. Og vi drog fordel af episoden og smuttede forbi vagterne i retning af Vinterpaladset.
Her var der helt mørkt, intet bevægede sig, undtagen poster af soldater og røde garder, der tog beslutsomt på tingene. Foran Kasan-katedralen lå en tretommers feltkanon midt i gaden, drejet til siden af rekylen fra dens sidste skud over tagene. Soldater stod i hver døråbning, de talte sagte sammen og stirrede ned mod politibroen. Jeg hørte en stemme sige: »Det er muligt, at vi har lavet en bommert... « På hjørnet standsede patruljer alle passerende, og sammensætningen af disse patruljer var interessant, for det var uvægerligt en arbejder fra de røde garder, der havde kommandoen over de regulære soldater... Skydningen var hørt op.
Netop da vi kom til Morskaja råbte en eller anden: »Officerseleverne har sendt besked, at vi skal komme og hente dem ud!« Stemmer begyndte at kommandere, og i det tykke mørke øjnede vi kun en dunkel masse på vej fremad, og der hørtes ikke andet end fodtrin og klirren af våben. Vi sprang ind i de forreste rækker.
Som en sort flod i hele gadens bredde, uden sang og hurraråb væltede vi gennem den Røde Bue, hvor manden lige foran mig med lav stemme sagde: »Pas på, kammerater! Stol ikke på dem. De skyder, vær vis på det!« Ude på pladsen begyndte vi at løbe, sammenbøjede og bumpende imod hinanden. Pludselig stod vi sammenpakkede bag Aleksandersøjlen.
»Hvor mange af jer blev dræbt?« spurgte jeg. »Jeg ved det ikke, en halv snes...«
Da vi havde stået et øjeblik bag søjlen, vi var nogle få hundrede, syntes armeen at have fået selvtillid og styrtede uden ordrer fremad. Nu kunne jeg i lyset fra Vinterpaladsets vinduer se, at de første to-tre hundrede mænd var røde garder, med enkelte soldater imellem. Vi klatrede over barrikaderne af favnebrænde, og da vi sprang ned og snublede over en bunke rifler, som officerseleverne havde smidt fra sig, lød der triumfhyl. På begge sider af hovedindgangen stod dørene vidåbne, lyset strømmede ud, og fra den vældige bygning kom der ikke en lyd.
Vi blev draget med af menneskebølgen og fejedes igennem indgangen til højre, ind i en stort nøgent rum, en forhal til østfløjen, hvorfra der udgik et virvar af trapper og korridorer. Store pakkasser stod rundt om, og rødgarderne og soldaterne styrtede sig med vildskab over dem og slog dem op med riffelkolberne, ud væltede tæpper, gardiner, dækketøj, porcelænstallerkener, glas ... En mand stoltserede om med et bronzeur på skulderen, en anden fandt nogle strudsefjer og satte dem på sin hat – plyndringen var lige begyndt, da der lød råb: »Kammerater, rør ikke noget! Tag ikke noget med jer! Det er folkets ejendom!« Øjeblikkelig lød der tyve andre stemmer: »Stop! Læg alt tilbage! Tag ikke noget! Folkets ejendom!« Mange hænder rev byttet fra bærerne, damask og gobelin blev lagt tilbage, to mænd tog bronzeuret igen. Tingene blev hurtigt og provisorisk pakket ned, hvor de havde ligget, og selvudnævnte skildvagter stod vagt. Det var aldeles spontant. Gennem korridorerne og oppe fra trapperne hørtes råbene fjernere og fjernere. »Revolutionær disciplin, folkets ejendom...«
Vi krydsede tilbage over til den venstre indgang, til vestfløjen. Der var orden også etableret. »Ryd paladset!« skrålede en rødgarder ud af en dør længere inde. »Kom nu kammerater, lad os vise, at vi ikke er tyve og banditter. Alle ud af paladset undtagen kommissærerne, indtil vi har fået skildvagter ud.«
To rødgardere, en soldat og en officer stod med revolvere i hænderne. En anden soldat sad ved et bord bag dem med pen og papir. Råbene »Alle ud! Alle ud!« kunne høres fjernt og nært indefra, og armeen begyndte at mase ud gennem døren, skubbende, formanende og kritiserende. Hver mand blev ved sin tilsynekomst standset af den selvudnævnte komité, der undersøgte hans lommer og kiggede under hans frakke. Alt, hvad der oplagt ikke tilhørte ham, blev taget, manden ved bordet noterede det på papiret, og det blev båret ind i et lille rum. Den mest forbavsende samling genstande blev på den måde konfiskeret, statuetter, blækflasker, sengetæpper med kejserens monogram, lysestager, et lille maleri, skriveunderlag, sværd med guldskæfte, sæbe, alle mulige klædningsstykker og tæpper. En rødgarder bar tre rifler, de to af dem havde han taget fra officerselever, en anden havde fire mapper, der bulede ud, stopfyldte med dokumenter. Synderne gav godset fra sig, enten ligegyldigt eller argumenterende som børn. Alle talte i munden på hinanden, komiteen forklarede, at tyveri ikke var folkets foregangsmænd værdigt, og det skete ofte, at de afslørede gjorde omkring og begyndte at hjælpe med ransagningen af resten af kammeraterne.
Officerseleverne kom ud, tre eller fire ad gangen. Komiteen behandlede dem overdrevent pågående, ransagningen af dem var ledsaget af bemærkninger som »Åh, provokatører! Kupmænd! Kontrarevolutionære! Massemordere!« Der skete ingen voldshandlinger, men alligevel så officerseleverne rædselsslagne ud. De havde også deres lommer fyldt med små koster. Det blev omhyggeligt noteret af skriveren og dynget op i det lille værelse... Officerseleverne blev afvæbnet. »Vil I så bruge våben mod folket mere?« forlangte man højrøstet at få at vide.
»Nej,« svarede officerseleverne en efter en. Hvorpå de fik lov at gå. Vi spurgte, om vi kunne gå ind i paladset. Komiteen vidste det ikke, men den store rødgarder svarede bestemt, at det var forbudt. »Hvem er I for resten?« spurgte han. »Hvordan kan jeg vide, at I ikke er Kerenskijs folk alle sammen?« (Vi var fem, deraf to kvinder.)
»Giv plads, kammerater!« En soldat og en rødgarder viste sig i døren og vinkede skaren til side, og derpå kom andre rød-gardere med påsatte bajonetter. Efter dem kom i gåsegang en seks-syv mand i civilt tøj – medlemmer af den provisoriske regering. Først kom Kisjkin med furet og blegt ansigt, derpå Rutenberg, der sløvt stirrede ned i gulvet, Teresjtjenko kiggede sig hastigt omkring og stirrede derpå koldt og vedholdende på os... De passerede i tavshed, de sejrende oprørere trængtes om dem, men der var kun få, der kom med vrede bemærkninger. Først senere erfarede vi, at folk på gaden havde villet lynche dem, og at der faldt skud – men at matroserne bragte dem velbeholdne til Peter-Pauls fæstningen.
I mellemtiden vandrede vi uantastede ind i paladset. Der var stadig en mængde kommen og gåen, folk var på opdagelse i nyfundne afdelinger i den vældige bygning og på eftersøgning efter skjulte, men ikke-eksisterende garnisoner af officerselever. Vi gik op ad trapperne og gennem rum efter rum. Denne del af paladset var blevet besat af delinger, der kom fra Neva-siden. Malerierne, statuerne, gobelinerne og tæpperne i de store repræsentationslokaler var ubeskadigede, i kontorerne derimod var hvert skrivebord og hvert skab blevet ransaget, papirerne lå spredt ud over gulvet, og i de beboede værelser var tæpperne forsvundet, og klædeskabe brudt op. Det mest værdsatte bytte var tøj, som almindelige mennesker trængte hårdt til. I et rum, hvor der var opmagasineret møbler, traf vi to soldater, der flåede den kunstfærdige spanske læderpolstring fra stolene. De forklarede, at de skulle bruge det til at lave støvler af...
De gamle paladstjenere stod nervøse i deres uniformer i blåt, rødt og guld og gentog rutinemæssigt: »Der må De ikke gå ind, hr.! Det er forbudt.« Vi trængte langt om længe frem til den forgyldte og malakitprydede sal med karmoisinrøde brokadesgardiner og forhæng, hvor ministrene dag og nat havde holdt møde, og hvor vagten sluttelig havde udleveret dem til den røde garde. Det lange bord, dækket med grøn bajs, stod som de forlod det efter arrestationen. Foran hver plads var der pen og blæk og papir, papirerne var beskrevet med begyndelsen til en aktionsplan, løse skitser til proklamationer og manifester. De fleste af disse var på ny streget ud, da deres nyttesløshed var indlysende, og resten af bladene var åndsfraværende overmalet med geometriske figurer, mens pennens indehaver trøstesløst påhørte luftige planer og forslag fra minister efter minister. Jeg tog et af disse overmalede blade, med Konovalovs håndskrift, og begyndelsen lød: »Den provisoriske regering appellerer til alle klasser om støtte til den provisoriske regering...«
I hele denne tid, det må man huske, havde regeringen været i konstant forbindelse med fronten og med provinserne i Rusland, selv om Vinterpaladset var omringet. Bolsjevikkerne havde besat krigsministeriet tidligt om morgenen, men de kendte ikke til, at der var en militær telegrafstation på kvisten, eller at der var en privat telefonlinje derfra til Vinterpaladset. På kvisten sad en ung officer dagen igennem og øste en strøm af appeller og proklamationer ud over landet, og da han hørte, at Vinterpaladset var faldet, tog han sin hue på og forlod stilfærdigt bygningen...
Vi var så interesserede i begivenhederne, at der gik nogen tid, før vi bemærkede en vis forandring i soldaternes og rødgardernes holdning over for os. Mens vi vandrede fra rum til rum, fulgte en lille gruppe os, og da vi nåede den store malerisamling, hvor vi havde tilbragt eftermiddagen sammen med officerseleverne, var der en hale på et hundrede mand bag os. En kæmpe af en soldat stillede sig i vejen for os, med dump mistænksomhed malet i ansigtet.
»Hvem er I?« snerrede han. »Hvad bestiller I her?« De andre trængte sig fra alle sider ind på os og begyndte at mumle bemærkninger. »Provokatører!« hørte jeg nogen sige. »Tyveknægte!«. Jeg rakte vore pas frem, de var udstedt af den militære revolutionskomité. Soldaten tog dem forsigtigt, drejede dem rundt og så på dem uden forståelse. Åbenbart kunne han ikke læse. Han rakte dem tilbage og spyttede på gulvet. »Papirer!« sagde han med foragt. Trængselen omkring os blev stærkere, de var som ulve omkring en enlig vej farende. Hen over hovederne fik jeg øje på en officer, han så hjælpeløst til, jeg råbte til ham. Han albuede sig igennem til os.
»Jeg er kommissær,« sagde han til mig. »Hvem er I? Hvad er der i vejen?« De andre tøvede. Jeg rakte papirerne frem.
»I er udlændinge?« sagde han på hurtig fransk. »Det er meget farligt...« Så vendte han sig til skaren og holdt vore dokumenter frem. »Kammerater!« råbte han. »Disse mennesker er udenlandske kammerater, fra Amerika. De er kommet her for at kunne fortælle deres landsmænd om tapperheden og den revolutionære disciplin i den proletariske hær!«
»Hvordan kan du vide det?« spurgte den store soldat. »Jeg tror, de er provokatører! De siger, de kommer her for at iagttage den revolutionære disciplin i den proletariske hær, men de har vandret frit omkring i paladset, og hvordan kan vi vide, at de ikke har lommerne fulde af tyvekoster?«
»Det er rigtigt,« snerrede de andre og pressede fremad.
»Kammerater, kammerater!« appellerede officeren, med svedperler på panden. »Jeg er kommissær fra den militære revolutionskomité. Har I tillid til mig? Vel, jeg siger jer, at disse pas er undertegnet med de samme navne, som står på mit eget pas!«
Han førte os gennem paladset, til en dør, der førte ud til Neva-kajen, og dér stod den sædvanlige komité og gennemsøgte lommerne... »Dér var det nær gået jer galt,« blev han ved at mumle og tørrede ansigtet med sit lommetørklæde.
»Hvad er der sket med kvindebataljonen?« spurgte vi.
»Åh – kvinderne.« Han lo. »De krøb sammen i et baglokale. Vi havde et farligt mas med at bestemme, hvad der skulle gøres med dem – og mange af dem havde hysteriske anfald og så videre. Derfor lod vi dem til sidst marchere op til den Finske Banegård og satte dem i et tog til Levasjovo, hvor de har en lejr...«
Vi kom ud i den kolde, nervøse nat, hvor luften ligesom var fyldt af mumlen fra dunkle armeer på march og elektriceret af stadige patruljer. Fra Nevas modsatte bred, hvor den massive Peter-Pauls fæstning ragede op, kom der et hæst råb... Fortovet under ens fødder var overstrøget med brokker af stuk, hvor to granater fra krydseren »Aurora« havde ramt en frontespice, det var den eneste skade bombardementet havde anrettet...
Klokken var nu tre morgen. På Nevskij skinnede alle gadelygter igen, kanonen var borte, og det eneste tegn på krig var de røde gardere og soldaterne, der sad på hug omkring bålene. Byen var rolig – roligere end måske nogen sinde før i sin historie. Den nat skete ikke et eneste hold-up, ikke et eneste røveri.
Men bydumaens bygning vår helt oplyst. Vi steg op ad trapperne til den balkonforsynede Aleksandersal, hvor de store, guldindrammede, purpurstrålende kejserportrætter hang. Et hundrede mennesker var grupperet omkring tribunen; Skobelev holdt en tale. Han holdt på, at Komiteen for den offentlige Sikkerhed skulle udvides, således at den kom til at omfatte alle anti-bolsjevikiske elementer i een vældig organisation, der skulle hedde Komiteen til Landets og Revolutionens Frelse. Og mens vi stod og så til, blev Komiteen til Frelse dannet – den komité, der skulle udvikle sig til bolsjevikernes mest formidable fjende, og som i den følgende uge optrådte somme tider under sit eget stridbare navn, somme tider som en rent partiløs Komité for offentlig Sikkerhed.
Dan, Gots og Avksentjev var her, nogle af de opsætsige sovjetdelegerede, medlemmer af bondesovjetternes landsledelse, gamle Prokopovitj og også medlemmer af Republikkens Råd – mellem dem var Vinaver og andre konservative. Lieber råbte, at sovjetkongressen ikke var en legal kongres, at den gamle TSIK stadig bestod... En appel til landet blev udformet.
Vi råbte en droske an. »Hvorhen?« Men da vi sagde »Smolnyj!« rystede kusken på hovedet. »Njet,« sagde han, »de er djævle...«
Det var først efter en træls vandring, at vi fandt en kusk, der var villig til at køre for os, og han ville have 30 rubler og standsede to blokke væk.
Smolnyjs vinduer var stadig oplyst, motorkøretøjer kom og kørte igen, og rundt om de evigt flakkende bål krøb skildvagterne sammen og spurgte ivrigt efter de sidste nyheder. Korridorerne var fulde af hastende mænd, huløjede og snavsede. I nogle af komitéværelserne lå folk og sov på gulvet med geværerne ved siden af. Selv om nogle delegerede havde forladt kongressen, var salen overfyldt, den lignede et stormpisket hav. Da vi kom ind, var Kamenev ved at læse listen over de arresterede ministre. Navnet Teresjtjenko blev hilst med stormende bifald, tilfredse råb og latter, Rutenberg blev mindre påagtet, men da Paltjinskij blev nævnt, udbrød en storm af piben, vrede råb og hurraer... Det blev meddelt, at Tjudnovskij var blevet kommissær for Vinterpaladset.
Nu indtraf en dramatisk afbrydelse. En stor bonde med et skægget, raseri-fortrukket ansigt steg op på tribunen og slog næven i dirigentbordet.
»Vi socialrevolutionære forlanger, at de socialistiske ministre, der er arresteret i Vinterpaladset, øjeblikkelig løslades. Kammerater! Ved I, at fire kammerater, som satte deres liv og frihed på spil ved at kæmpe mod tyranniet og tsardømmet, er blevet kastet i Peter Pauls kasematter – frihedens historiske grav?« Under tumult fægtede og råbte han videre. En anden delegeret kravlede op ved siden af ham og pegede på dirigenterne.
»Skal repræsentanterne for de revolutionære masser sidde roligt her, mens bolsjevikkernes hemmelige politi torterer deres ledere?«
Trotskij vinkede for at få ro: »Disse ‘kammerater’, der nu er sat fast for at konspirere sammen med eventyreren Kerenskij i den hensigt at knuse sovjetterne – er der nogen grund til at tage på dem med fløjlshandsker? Efter 16. og 18. juli tog de det ikke så nøje, hvad der skete med os!« Med en tone af triumf i stemmen fortsatte han: »Nu da krigsfortsætterne og de klejnmodige er gået deres vej, nu da hele arbejdet med at forsvare og redde revolutionen hviler på vore skuldre, er det ganske særlig nødvendigt at arbejde – arbejde – arbejde! Vi har besluttet hellere at dø end at opgive!«
Efter ham kom en kommissær fra Tsarskoje Selo, stønnende og mudderoverstænket efter sin tur ind til byen. Mens salen bølgede af sanseløs begejstring, fortalte han, hvordan cykelkorpset tre dage før var blevet beordret ind fra sydvestfronten til »forsvar for Petrograd«. De havde imidlertid en mistanke til ordrens hensigt, og på Peredolsk stationen traf de repræsentanter for 5. bataljon fra Tsarskoje. Et fællesmøde blev holdt, og man opdagede, at »blandt cyklistsoldaterne var ikke een mand villig til at udgyde sine brødres blod eller at støtte en regering af bourgeois’er og godsejere!«
Kapelinskij, fra de mensjevikiske internationalister, foreslog at vælge en særlig komité for at finde en fredelig afslutning af borgerkrigen. »Der er ingen fredelig afslutning!« hylede mængden. Forslaget faldt med overvældende majoritet, og de mensjevikiske internationalister forlod kongressen i en hvirvelvind af saftige fornærmelser. Der var ikke længere nogen panisk frygt... Kamenev hylede efter dem fra tribunen: »De mensjevikiske internationalister forlangte dagsordenen afbrudt for at komme til at diskutere »fredelig afslutning«, men de har altid stemt for afbrydelse af dagsordenen, når det gjaldt om at støtte erklæringer fra grupper, der ville forlade kongressen. Det er givet,« fortsatte Kamenev, »at alle disse renegater på forhånd havde vedtaget, at de ville gå!«
Kongressen besluttede at fortsætte uanset gruppernes bortgang og vedtog en appel til arbejderne, soldaterne og bønderne i hele Rusland:
Til arbejderne, soldaterne og bønderne!
Den 2. alrussiske kongres af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter er åbnet. Det uhyre flertal af sovjetterne er repræsenteret på den. Også en række delegerede fra bondesovjetterne er til stede på kongressen. Kompromismagernes landsledelse har herefter ingen fuldmagter. I kraft af arbejdernes, soldaternes og bøndernes uhyre flertals vilje, i kraft af arbejdernes og garnisonens sejrrige opstand i Petrograd tager kongressen magten i sine hænder.
Den provisoriske regering er styrtet. De fleste af den provisoriske regerings medlemmer er allerede arresteret.
Sovjetmagten vil foreslå alle nationer en øjeblikkelig, demokratisk fred og øjeblikkelig våbenstilstand på alle fronter. Den vil sørge for, at godsejernes, tsarfamiliens og klostrenes jord uden erstatning overgives til bondekomiteerne, forsvare soldaternes rettigheder ved at gennemføre en fuldstændig demokratisering af hæren, indføre arbejderkontrol med produktionen, sørge for rettidig indkaldelse af den konstituerende forsamling, drage omsorg for, at byerne får brød og landdistrikterne de nødvendigste varer, og sikre alle nationer, der lever i Rusland, virkelig selvbestemmelsesret.
Kongressen beslutter: Al magt i landet overgår til arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter, der også skal sørge for virkelig revolutionær orden.
Kongressen opfordrer soldaterne i skyttegravene til årvågenhed og standhaftighed. Sovjetkongressen er overbevist om, at den revolutionære hær vil kunne forsvare revolutionen mod alle imperialismens anslag, indtil det lykkes den nye regering at slutte en demokratisk fred, som den ufortøvet vil tilbyde alle nationer. Den nye regering vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at sikre den revolutionære hær alt, hvad der er nødvendigt, ved at føre en energisk politik over for de besiddende klasser ved hjælp al rekvisitioner og beskatning, og den vil også forbedre kårene for soldaternes familier.
Kupmændene – Kerenskij, Kaledin og andre – gør forsøg på at føre tropper frem mod Petrograd. Flere afdelinger, som Kerenskij havde mobiliseret på falsk grundlag, er gået over til det oprørske folk.
Soldater, gør aktiv modstand mod kupmageren Kerenskij. Vær på vagt!
Jernbanemænd, stands alle de troppetransporter, som Kerenskij sender mod Petrograd!
Soldater, arbejdere, funktionærer – revolutionens skæbne og den demokratiske freds skæbne ligger i jeres hænder!
Leve revolutionen!
Den alrussiske kongres af arbejder- og soldater-repræsentanternes sovjetter.
De delegerede fra bondesovjetterne.
Klokken var nøjagtig 5.17 om morgenen, da Krylenko, svajende af udmattelse, kravlede op på tribunen med et telegram i hånden.
»Kammerater! Fra Nordfronten. Den 12. armé sender hilsener til sovjetkongressen og meddeler, at der er dannet en militær revolutionskomité, som har taget kommandoen på Nordfronten!« Vild begejstring, mænd græd og omfavnede hinanden. »General Tjeremisov har anerkendt komiteen – den provisoriske regerings kommissær Vojtinskij er gået af!«
Altså. Lenin og Petrograd-arbejderne havde bestemt opstanden, Petrograd-sovjetten havde styrtet den provisoriske regering og derpå overdraget opstandens resultat til sovjetkongressen. Nu var der hele det store Rusland at vinde, – og senere verden! Ville Rusland følge trop og rejse sig? Og verden – hvad med den? Ville folkene reagere og rejse sig, en rød verdensbølge?
Skønt det var 6 morgen, var natten endnu mørk og kold. Der sporedes kun en tynd, ujordisk bleghed, der sneg sig ind over de stille gader, vagtbålene blev en smule svagere, skyggen af en manende dæmring kom grålysende over Rusland.
Sidst opdateret 31.12.2014