Marie Nielsen: Revolution. 8. del

I 1923 lykkes det endelig at samle de to DKPer i et parti og Marie Nielsen genindtræder i partiet. I de følgende år er det i første række det faglige og det kvindepolitiske arbejde, der optager hende. Hun deltager i dannelsen af Arbejderkvinders Oplysningsforening og redigerer foreningens blad. Det er i forlængelse af dette arbejde hun arbejder for en revolutionær kvindepolitik.

I 1929 bliver hun ekskluderet af DKP på grund af uenighed med partiet i dets faglige linje og på grund af sit forsvar for Trotskij. I 1932 bliver hun genoptaget i partiet og reorganiserer det kvindepolitiske arbejde, der i mellemtiden var mere eller mindre gået i sig selv. Men i 1936 bliver hun for 3. gang ekskluderet, og denne gang endeligt, på grund af hendes modstand mod den nye sovjetiske seksuallovgivning og på grund af hendes modstand mod processerne mod de gamle bolsjeviker, der i 1936 begyndte i Moskva.

Til yderligere belysning af denne periode kan man læse de tekster, der er medtaget i bilagene.

Bilag I – Marie Nielsens eksklusion af DKP 1929 og 1936
Bilag II – Diskussionen om Sovjetunionens seksuallov af 1936 i Arbejderbladet

Lige løn! [1]

På millioner af arbejdspladser verden over, deltager kvinderne i det hårde produktive arbejde.

Vi står der og fylder vor plads så godt som mændene; i vor maskinelle tidsalder findes ingen områder, hvor kvinder ikke kan gøre fyldest lige så godt som mænd; men vor lod er så meget skrækkeligere og tungere end den mandlige arbejders, selv om hans kan være træls nok.

På vort arbejde sætter man et mindreværdsstempel: "Kvindearbejde" og betaler det med under 2/3 af den pris, som den dårligst lønnede mandlige arbejder får for sit arbejde. Vi tvinges til, når vi kommer trætte hjem at tage husmoderens arbejde op, skrubbe, skure, lave mad, stoppe og lappe, indtil vi dødtrætte sover ind under frygt for ikke at vågne tidligt nok næste morgen til fornyet slid.

Var vi endda befriet for de nagende økonomiske bekymringer, der gør kinden bleg og øjet mat længe før tiden, men vor usle løn strækker så knapt til, at vort liv aldrig er friet for næringssorg og bekymring.

Og vi er dog frie arbejdende kvinder, der otte timer eller mere om dagen står på vor arbejdsplads og skaber samfundet rigdom.

Der findes tre: Kapitalisternes profitbegær, der søger den billigst mulige arbejdskraft, mændenes kortsynede dvaskhed, der forbød dem at tage en alvorlig kamp mod kvindernes indtrængen på arbejdsmarkedet som billig arbejdskraft, og endelig kvindernes egen ukendskab med hele produktionssystemet og med den store fare for kvinder såvel som for mænd, der lå i, at kvinder solgte deres arbejdskraft billigere end mænd.

Nu ser vi resultatet: I den bedste arbejdstid, sommeren 1925, gik her i Danmark ca. 22.000 voksne mandlige arbejdere med ledige hænder og forkommer, medens titusinder af kvinder afrakkede sig på fabrikkerne for en løn, der dog ikke kan holde familien fra at ligge hjælpekassen til byrde.

Nu ser vi det klart! Kampens fane må rejses for lige økonomiske rettigheder for mand og kvinde, og vi, de arbejdende kvinder, skal organisere og føre denne kamp til sejr.

Ingen kvinde må tvivle om, at kvinderne vil være i stand til at nå dette mål. Selv om mændene ikke ville støtte i denne kamp, hvad de vil, det er nemlig også deres velfærd, det gælder, så ville kvinderne være stærke og kampmodige nok til selv at gennemføre sagen. Det gælder kun om at kalde viljen til sejren frem. Med titusinder af viljer om vor fælles sag – og vejen bliver ikke lang!

Vi har rejst vor fane med kravet: "Lige løn for mands- og kvindearbejde". Lad os holde den vajende til målet er nået, og arbejdets kvinder har erobret sig en plads i dagens lys og glæde.

Noter

Det seksuelle spørgsmål [1]

Det seksuelle spørgsmål har i et par års tid indtaget en fremtrædende plads i den offentlige diskussion, dog nærmest som sensation om det af fru Thit Jensen i sin tid rejste krav: Frivilligt moderskab.

Omkring Thit Jensens foredrag med ovennævnte titel udviklede sig en diskussion af mangeartet karakter; en del var kun "hug og parade" over for den slagfærdige skribent, som Thit Jensen er, en anden del tilsluttede sig alvorligt det rejste krav, medens visse kredse af Københavns befolkning forargede – i moralens navn – vendte sig mod det offentligt rejste krav og de offentlige undervisningsmøder, som dr. Leunbach gennemførte over emnet: Begrænsning af børnefødslerne.

Vi, i vor forening, [2] var blandt dem, der alvorligt tilsluttede os det rejste krav ud fra to synspunkter: 1. Det fællesmenneskelige, at kvinden som frit menneskeligt individ må have ret til selv at bestemme: om hun vil være moder, og hvor ofte hun vil være moder.

2. Arbejderklassen er underkastet sociale forhold, der ofte gør en stor børneflok til en ulykke for hjemmet, og for den arbejdende kvinde har samfundet undladt at sikre vilkår, der gør et moderskab muligt for hende under blot nogenlunde betryggende forhold.

Ud fra disse synspunkter har vor forening afholdt nogle møder for voksne kvinder, hvor der er givet undervisning i brugen af præventive midler mod svangerskab.

Vi fandt dog hurtigt denne form for løsning af det seksuelle problem utilfredsstillende, thi undervisningen af den voksne (kvinde og mand) kommer i virkeligheden for sent, hvis man vil forebygge.

Undervisningen må finde sted på det tidspunkt, hvor individet endnu ikke er kønsmodent, men udviklet nok til at forstå og lære, hvad der for mennesket og det menneskelige livs lykkelige udvikling er det allernødvendigste lærestof, dvs. at undervisningen skal gives børnene i 13-årsalderen i skolen.

At forholdet for øjeblikket i året 1928 med hensyn til undervisningen i det seksuelle spørgsmål i skolerne er dette, at læreranstalterne (seminarierne) til uddannelse af folkeskolens lærere ikke i deres lærebøger har et ord om det menneskelige kønsliv, at de vel giver vejledning i "menneskets legeme", men at det er kønsløse legemer, der undervises i, at man lærer hver muskel at kende, hjerte og tarmfunktioner, men om kønsorganerne intet ord, at et barns tilbliven og fødsel ikke nævnes undtagen som høj lyrik i en eller anden poetisk lovprisning af livet – er vel forfærdende for fornuftige menneskers tankegang!

Og når forholdet er således på seminarierne, så forstår man, at der ikke i skolerne bliver givet eller kan blive givet nogen undervisning i det, det moderne menneske først af alt kunne kræve kundskab om.

Ja, vil en lærer, drevet af sin samvittighed, alligevel uden for lærerplanen give børnene undervisning på det seksuelle område, så risikerer han allehånde.

Det er ikke mange år siden, at der var en afskedigelsessag mod en lærerinde i Hjørring, der forsøgte ved undervisning i skolen at give de større børn kundskab om seksuelle forhold.

Så på dette område er der et stykke til vejs ende: Den obligatoriske undervisning i skolerne.

Desuden kan vi, der selv er arbejdende kvinder og organisatorisk kun arbejder mellem kvindelige arbejdere ikke undgå at se, at selv med virkelig effektiv undervisning i det seksuelle spørgsmål både af børn i skolerne og af de voksne uden for skolerne og selv med grundig belæring om anvendelse af præventive midler, vil der alligevel blive masser af tilfælde af "ikke-villet-moderskab".

Vi har en straffelov, der stammer fra 1866, den er et par menneskealdre gammel, og man kan forstå, at den hårdt trænger til fornyelse.

2. december 1924 har daværende justitsminister Steincke også fremsat forslag om ændring af den forældede lov, men forslaget gennemførtes ikke, og der synes ikke under den nuværende justitsminister at herske noget hastværk med at få det gamle lovværk revideret i henhold til de forandringer, der i mellemtiden er sket med offentlig tænkemåde.

I straffelovens §193 bestemmes der: "Et frugtsommeligt fruentimmer, der forsætlig fordriver sit foster eller dræber det i moders liv, anses med strafarbejde i indtil 8 år.

Samme straf er anvendelig på den, som med moderens samtykke i sådan hensigt anvender midler på hende med den anførte virkning.

Sker det uden hendes vidende og vilje anses gerningsmanden med strafarbejde fra 4 indtil 6 år og under særlig skærpende omstændigheder på livstid."

"En kvinde, som dræber sit foster, straffes for fosterdrab med hæfte eller fængsel indtil 2 år.

Under formildende omstændigheder kan straffen bortfalde. Påtale kan ikke finde sted, når der er forløbet et år, efter at forbrydelsen er begået, forsøg med utjenlige midler straffes ikke.

Den, der med kvindens samtykke dræber hendes foster, straffes med fængsel indtil 4 år.

Under særlige omstændigheder, særlig når handlingen er foretaget for vindings skyld, eller hvis den har medført kvindens død eller betydelig skade på legeme eller helbred, er straffen fængsel indtil denne strafarts højeste grad. Har gerningsmanden handlet uden kvindens samtykke, er straffen fængsel ikke under 2 år, eller under skærpende omstændigheder tugthus indtil 8 år."

Dette forslag, der ikke blev lov, svarer måske til den tænkemåde, der er rådende i borgerlige kredse og kan måske tages som udtryk for gældende offentlig moral i øjeblikket; og det er jo også så meget menneskeligere og mildere dømmende end den gamle gældende straffelovsparagraf.

Men vi arbejdende kvinder må dog kræve en endnu radikalere ændring helt til straffrihed for fosterfordrivelse, hvor dette sker med kvindens vidende og samtykke, og dertil et supplerende tillæg ad lovgivningens vej, der åbner den svangre kvinde, der ikke ønsker at blive moder, udvej til under lægekyndig bistand at fjerne det foster, hun ikke ønsker udvikling.

At dette krav rejses fra de arbejdende kvinders kreds er naturligt, da straffelovens bestemmelser, ifølge samfundets sociale lagdeling, kun rammer underklassen. For overklassens kvinder er alle veje og midler til rede, ifald de ønsker at befri sig fra et svangerskab, foruden at denne klasse står vel rustet med hensyn til kundskab om forebyggelsen af svangerskab.

Vi propaganderer ingenlunde fosterfordrivelse, vi anser den for et onde, men for et mindre onde, end det vil være i mange tilfælde at lade et barn blive født.

Hvis samfundet vil omgærde moderskabet med beskyttelse af sådan art, at ingen kvinde behøver at frygte og ængstes ved udsigten til at blive mor, da vil nødvendigheden og trangen til fosterfordrivelse forsvinde, derimod hæmmer straffebestemmelserne ikke fosterfordrivelserne, derom kunne vore læger, hvis de ville tale, sikkert give oplysninger, der i tal ville fremkalde forfærdelse.

Den hårdt bestraffede fosterfordrivelse fører kun til fosterfordrivelse i det skjulte ved farlige midler og ved ukyndige hjælpere, der meget ofte volder kvindens død og endnu oftere bliver årsag til ødelæggende livsvarige sygdomme.

Og så får vi fra tid til anden de uhyggelige fosterfordrivelsesaffærer for retten, der fører en hel række af ulykkelige kvinder i fængsel.

1. Undervisning i det seksuelle spørgsmål indføres som obligatorisk undervisningsfag i skolen.

2. Der gives kursus for voksne i det seksuelle spørgsmål, og i tilslutning til disse kurser oprettes kliniker, hvor læger gratis står til disposition med vejledning for kvinder angående forebyggende midler mod svangerskab.

3. Ændring af straffeloven således at fosterfordrivelse med kvindens billigelse ikke betragtes som strafbar.

4. At lovgivningen ved lov åbner adgang for den besvangrede kvinde til ved lægekyndig hjælp at befri sig for fosteret.

Vi indser vel, at samarbejde mellem mange gode samfundskræfter vil være nødvendigt for at få disse opstillede krav gennemført, ja, blot for at få dem indbragt som forslag i den lovgivende forsamling.

Men den første betingelse for deres gennemførelse er i hvert fald at kravene rejses offentligt, så meningerne om deres hensigtsmæssighed eller uhensigtsmæssighed kan brydes, gamle fordomme nedbrydes og nye tanker fødes.

Under hensyn hertil har vor forening henvendt sig til andre foreninger, om i fællesskab at rejse en offentlig diskussion af de her omtalte synsmåder.

Mødet tirsdag den 10. januar, indkaldt af Arbejderkvinders Oplysningsforening, Foreningen til Seksuel Oplysning og Fagforeningen for kvindelige Arbejdere i Jern- og Metalindustrien, er det første forsøg, der gøres i denne retning.

Vi håber at mødet vil blive indledningen til en frugtbringende offentlig diskussion om dette for os alle livsvigtige spørgsmål.

Noter

Arbejderkvinder rejser krav om seksualreformer [1]

Medens der stadig inden for borgerlige kredse står sensation om "det seksuelle spørgsmål", som dels udnyttes af smarte forretningsmænd – møder med høj entre udsendelse af alle mulige sensationsskrifter, der for størstedelen er værdiløse eller plagiater af Franks og Leunbachs bøger [2] – dels giver sig udslag i ballademøder, som Studenterforeningen senest har afholdt – har en kreds af arbejderkvinder i stilhed arbejdet med sagen, og efter at der ved møder i vide kredse af arbejdende kvinder var skabt forståelse og tilslutning, besluttede nedennævnte organisation sig til at gøre skridt til at rejse spørgsmålet, der, hvor det kan afgøres – i landets lovgivende forsamling.

Torsdag den 24. januar indbragte en delegation af arbejderkvinder følgende skriftlige henvendelser til

Repræsentanter for følgende organisationer: "Arbejderkvinders Oplysningsforening", der repræsenterer organiserede kvinder inden for de fleste industrifag i København, "Fagforeningen for kvindelige Arbejdere i Jern- og Metalindustrien", der repræsenterer 3000 kvindelige arbejdere, "Afdeling 8 under kvindeligt Arbejderforbund", der repræsenterer de organiserede kvindelige postbude, og "Verdensligaen for Sexualreform", der har afdelinger i 22 lande, henvender sig til undervisningsministeriet med anmodning om, at dette vil gøre skridt til en reform af undervisningen såvel i folkeskole som i seminarier og andre højere undervisningsanstalter, hvorved obligatorisk undervisning i det seksuelle spørgsmål indføres.

Da forholdet for tiden er dette, at der ikke hverken i læreanstalter, seminarier eller skoler gives nogen undervisning i seksuelle forhold, tiltrænges der i høj grad undervisning også for voksne, som ikke søger nogen læreanstalt.

Vi henstiller derfor til det ærede undervisningsministerium, at der oprettes kursus for voksne – om muligt i forbindelse med kliniker, hvor læger gratis står til disposition for dem, der søger vejledning på det seksuelle område.

Delegationen havde samme dag foretræde for justitsminister Rytter og for rigsdagens udvalg for ændring af straffeloven for på samme organisations vegne at afgive følgende udtalelse:

1. at den ny straffelov ikke kommer til at indeholde bestemmelser, der kan virke hindrende for kendskab til og brugen af forebyggende midler mod svangerskab;

2. at afbrydelse af påbegyndt svangerskab gøres tilladeligt, når dette sker ifølge den svangre kvindes vilje og under betryggende former på hospital eller klinik ved lægekyndig bistand.

1. Selv den gamle straffelovs hårde bestemmelser har ikke kunnet forhindre, at fosterfordrivelse foregår i utalte tilfælde. Kun har straffebestemmelserne ført til, at loven på dette område væsentlig rammer de ubemidlede kvinder, thi hvor der er penge, vil der hyppigt også gives udveje som udenlandsrejser etc. Det har derimod bragt død og livsvarige, svære sygdomme over mange mindre heldigt stillede kvinder, idet de har søgt at hjælpe sig selv ved farlige midler eller har henvendt sig til ukyndige hjælpere; de talrige barnemordssager må også ses som konsekvens af denne mangel i vor lovgivning.

2. Den danske stat har ikke omgærdet moderskabet med en sådan beskyttelse, at de arbejdende kvinder med tryghed og glæde kan imødese ethvert barns fødsel. Et barns fødsel er ofte en ulykke for en arbejderkvinde. Den arbejdende kvinde må derfor kunne forlange, at der under disse omstændigheder i loven gives hende ret til at fjerne et foster, som hun ikke ønsker udviklet.

3. Vi anser ikke svangerskabsafbrydelse i sig selv for at være ønskelig – tværtimod. Men vi anser strafbarheden for ganske uegnet til at modvirke svangerskabsafbrydelsen. Efter vor mening er det bedst egnede middel under de forhåndenværende forhold den videst mulige udbredelse af kendskabet til befrugtningsforebyggende midler.

4. Den danske offentlighed turde være moden for en sådan lov. En ny moral på det seksuelle område er ved at udvikle sig. Herfor kan blandt andet anføres den omstændighed, at nævningeinstitutionen i mere end et tilfælde har tilsidesat den forældede straffelovs paragraffer ved at frikende selv ved drab af levende fødte børn, – og den frisindede offentlighed har stået godkendende bag disse frifindelser.

Samfundet må indrømme kvinden ret til som frit menneske at bestemme, om – eller hvor ofte hun vil være mor.

Arbejderkvindernes Oplysningsforening Marie Nielsen kontorarbejder (fhv. kommunelærerinde) Jenny Andersen medlem af Kv. Arbejderf. afd. 7
Karla Hansen strygerske	Jensine Jensen metalarbejder
Louise Hansen Kv. Arbejderf. afd. 1 Johanne Luthmann chokoladearbejderske Bodil Thomsen formand for Kv. Arbejderforb. afd. 3
Petra Hansen tekstilarbejderske	Anna Andersen tobaksarbejderske
Martha Blaase bladbud Fagforeningen for Kvindelige Arbejdere i Jern- og Metalindustrien
Kate Hansen bestyrelsesmedlem	Nikoline Holm Bestyrelsesmedlem
C. Gabrielsen bestyrelsesmedlem, repræsentant for kv. arbejdere, Hellesens Enke & V. Ludvigsen
Hansigne Nielsen Bestyrelsesmedlem	Marie Nielsen bestyrelsesmedlem
Laura Larsen bestyrelsesmedlem repræsentant for de kv. arbejdere Ryesgade 3
Margrethe Mathiasen Kasserer	Elna Syvertsen sekretær
Inger Gamburg formand Afdeling 8 under Kvindeligt Arbejderforbund Laura Foss Andersen formand Marie Larsen næstformand Verdensligaen for Sexualreform Leunbach læge Inga Junghanns kgl. edsv. translatrice Svend Ranulf dr. phil. Jørgen Jørgensen professor

Delegationen blev naturligvis venligt modtaget de forskellige steder, men vi er klar over, at der skal et betydeligt offentlig tryk til før rigsdag og regeringsmyndighed gennemfører de rejste krav.

Kravet om seksualundervisning i skolerne skulle man synes var så naturligt, at det ikke kunne vække modstand – og dog svarede undervisningsminister Byskov simpelthen: "Jeg er ikke af den mening!" – og dermed mener han at sagen er skrinlagt.

Mere interesseret modtog udvalget for ændring af straffeloven delegationen, og stillede den forskellige spørgsmål efter at have modtaget henvendelsen, og muligt kan vi vente, at den nye straffelov kommer til at bære præg af vore krav.

Men langt videre kredse end de, der repræsenteredes af ovennævnte organisationer, må rejses om kravene, hvis de skal gennemføres, og derfor indkalder vi påny til møde d. 14. ds., hvor professor Jørgensen og dr. Leunbach vil indlede, og hvortil en række myndigheder og enkeltpersoner er indbudt til at deltage i diskussionen.

Vi ved på forhånd fra vore tidligere store møder, at arbejderklassen tager dette spørgsmål alvorligt, og på denne baggrund kan en diskussion blive frugtbringende.

Noter

2. Leunbachs og Franks bøger var seksualoplysende skrifter med et standpunkt omtrent som Arbejderkvinders Oplysningsforening.

Hovedrengøring [1]

I et hjem foretages nu og da den store hovedrengøring. Der luftes ud, der skures, vaskes og rengøres.

Den stundende kongres i Kvindeligt Arbejderforbund er varslingen af dette forbunds hovedrengøring. Men hvad vil den nuværende hovedledelse med Alvilda Andersen i spidsen? Svaret kan aflæses i hovedbestyrelsens kongresforslag. Man vil praktisk talt intet, man vil ikke åbne for det forfriskende pust, snavset skal have lov at ligge ophobet i krogene. Allerhøjst går man med til at flytte lidt rundt på skilderierne – og for at det ikke skal se alt for negativt ud det hele, møder man samtidig frem med et par paradeforslag.

Anderledes med forslagene fra afdelingerne! I disse forslag brydes tidens nye tanker, der igen er fostret af industrilivets ændrede forhold.

Det er ikke få forslag, som er indsendt af afdelingerne, og de bærer dog nogen vidnesbyrd om, at ikke hele kvindehæren ligger i faglig dvale.

Pladsen tillader ikke en fristende omtale af alle forslagene, og vi skal derfor kun omtale de forslag, hvorom diskussionen på kongressen sikkert vil dreje sig.

Spørgsmålet om "lige løn for lige arbejde" får sin anvisning til praktisk løsning ved følgende forslag:

"Ved alle lønoverenskomster skal organisationen søge de kvindelige arbejderes løn højnet mere end de mandlige arbejderes løn bliver det, indtil der i overenskomsterne er opnået lige løn for lige arbejde ..."

Ingen tør påstå, at dette forslag ikke er præget af den lødigste saglighed. Her er ingen himmelsprælske fraser, her er et sagligt forslag, som Alvilda Andersen kan tage som prøve på hendes faglige vurderingsevne. Vil hun bekæmpe dette forslag, som hun på "De samv."s generalforsamling gik imod et principielt forslag i samme retning? Vil hun det, nuvel, da er hun ikke føreren for de arbejdende kvinder i forbundet.

Vilh. Nygaard erklærede på samme generalforsamling, at han i fremtiden skulle stå på den side, som kæmper for ligeløns-princippet. Denne mand er i dag formand for "De samv." og det skal være interessant at se, hvilken stilling denne centralorganisations repræsentanter vil indtage på kvindernes kongres.

Et andet vigtigt forslag kræver: "beskyttelse af den arbejdende kvindes moderskab" (6 ugers hvile før og efter fødslen med fuld løn) søges indført i overenskomsterne.

Dette forslag vil sikkert blive bekæmpet af de golde kvinder i hovedledelsen. Vi venter os alt fra denne side, blot ikke saglighed.

Men lad os i denne forbindelse nævne, hvorledes en repræsentant for kvinder i en engelsk tændstikfabrik for nogle år siden tog på et lignende forslag. Hun forelagde arbejdsgiveren forslaget, og denne smilte forekommende og spurgte, om han da skulle betale børnepenge til de kvinder, som var blevet gravide uden hans medvirkning.

Kvindernes repræsentant svarede: Da i sin tid spørgsmålet om erstatning for ulykker rejstes, sagde mange arbejdsgivere: Det er da ikke os personligt, som har hugget fingrene af arbejderne, og derfor skal vi da ikke betale. Efterhånden er arbejdsgivernes skadeserstatningspligt alligevel fastslået, og disse holder sig igen skadesløse gennem ulykkesforsikringen!

- Vel, svarede arbejdsgiveren, men bør det da ikke være samfundets pligt, og ikke arbejdsgiverens, til at udbetale hvileugernes løn? Burde ikke kvinderne og arbejdsgiverne i fællesskab rejse kravet over for samfundet?

- Nu var det den kvindelige repræsentants tur til at smile, og hun svarede: Vi har intet imod, om arbejdsgiverne holder sig skadesløse i denne sag ved gensidig forsikring, eller ved refundering af lønnen hos samfundet!

Denne repræsentant handlede rigtigt. Ved sit forslag satte hun den kapitalistiske repræsentant kniven på struben, og ved at bruge ham som redskab blev forslaget ført frem til samfundsmagten.

Nævnte tilfælde var isoleret og førte til intet resultat, men Kvindeligt Arbejderforbund kan ved en samlet optræden lægge et tryk på de arbejdsgivere, som beskæftiger kvinder, og dette tryk vil igen videreføres på samfundets magthavere – og da vil spørgsmålet blive løst.

Den nye industrielle udvikling står i rationaliseringens tegn og opkaster nye problemer. Arbejdstiden er for lang! Et forslag kræver derfor et arbejde for arbejdstidens nedsættelse og helligdags- og overarbejdet afskaffet. Og samtidigt kræves samarbejde med de mandlige organisationer om bedriftsråd.

Den hårde arbejdsløshed skal ikke smuldre vore organisationer, det skal ikke gøres mere vanskeligt end nødvendigt for de arbejdsløse at være medlemmer af forbundet. Derfor fastslås det, at medlemmer, der har opbrugt al understøttelse og er arbejdsløse, kun betaler kontingent til arbejdsløshedskassen.

Og for ydermere at støtte medlemmernes solidaritet og samarbejde foreslås det, at der i København og andre større byer, hvor der findes flere afdelinger etableres et fællesvirke med givne arbejdsopgaver. En sund tanke ligger der i dette gode forslag.

Vor plads tillader ikke en grundig gennemgang af alle forslagene fra afdelingerne. Med disse forslag har vi været medvirkende til at yde materiale til en saglig og frugtbringende kongres!

Men vil Alvilda Andersen og hendes garde have en saglig kongres, eller skal den gøres til en kopi af fiskerkonernes komsammen. Vi håber det første, men venter det sidste!

I så tilfælde skal det siges på forhånd, at vi fralægger os ansvaret. Vi møder med den redeligste vilje til saglighed, hvad vore forslag viser – men på den anden side viger vi heller ikke uden om anden taktik og metoder, hvis modparten slår tonen an i ondsindet retning.

Vi møder ikke for at skændes med en stivsindet ledelse, vi går til kongres med håbet og ønsket om et arbejde til gavn for vore arbejdende kammerater og en styrkelse af vor organisation.

Noter

Det seksuelle spørgsmål [1]

Arbejderkvinders Oplysningsforening med flere andre foreninger henvendte sig i 1928 til det af den daværende venstreregering nedsatte udvalg til revision af straffeloven med følgende forslag til ændring:

Borgerskabet fik voldsomme forargede opstød på grund af disse krav som mange tusinde arbejderkvinder stod bag ved.

"Politiken", som var det eneste blad, der tog lidt velvilligt på vore krav, skrev dengang om straffelovsudvalgets behandling af loven: Det synes som om man tager mere hensyn til en fåtallig katolsk kvindeforenings henvendelse end til de mange kvinders krav.

Vi ville intet lade være uforsøgt for at få fjernet de gamle, meningsløse straffelovsparagraffer angående svangerskabsafbrydelsen, og de samme foreninger henvendte sig igen til den nye regering med de samme krav.

Nu er straffeloven vedtaget
i folketinget, men der også nu taget lige så lidt hensyn til arbejderkvindernes henvendelse som før, og det vil sige intet.

For ganske vist hedder regeringen: Stauning; men straffelovsudvalget blev ved at arbejde under ledelse af

Hvorledes skulle straffeloven så blive til bedste for arbejderne eller blot tage visse hensyn til dem?

Overklassen må jo dog værne sine egne interesser, derfor vendes straffeloven mod arbejderne.

Noter

Fosterfordrivelse og nævningekendelser [1]

Da Arbejderkvinders Oplysningsforening tog det seksuelle problem op til debat ved offentlige møder, var det med den bestemte hensigt at drage spørgsmålet ud af den sensationsatmosfære, der stod om Thit Jensen og hendes foredrag om frivilligt moderskab, og søge at anvise en positiv løsning. Igennem nogle store offentlige diskussioner trak vi følgende linjer op:

De to første krav gjorde, at en del "pæne" mennesker, deriblandt Thit Jensen, ikke mere ville have med os at gøre. Vi var alt for yderliggående – alt for "russiske".

Sammen med "Verdensligaen for Sexualreform" udarbejdede vi vore krav og bragte dem frem til regeringsmyndighederne, der dog heller ikke turde eller ville tage hensyn til dem, og den nye straffelov kom imod vor protest til at indholde lignende – omend lidt formildede – straffe for fosterfordrivelse som den gamle.

Denne "nye" straffelov er imidlertid straks blevet dømt som forældet af selve folket igennem nævningeinstitutionen.

Gang på gang har nævningene kendt: ikke skyldig både i fosterfordrivelses- og barnemordssager. Det har været umuligt for offentligheden at misforstå disse kendelser.

Vore anskuelser på det seksuelle område er i virkeligheden den frisindede offentligheds anskuelse på trods af nogle forargede konservative sjæle. – To nævningekendelser i den sidste tid er særlig bemærkelsesværdige. Der forelå åben tilståelse fra kvindernes side, alligevel lød kendelsen: ikke skyldig, og kvinderne gik bort som frie.

Også et andet forhold var af stor vigtighed. Forsvareren i den sag, overretssagfører Wreschner, gik i sit forsvar ud fra, at et 6-ugers foster ikke kunne regnes som "liv", der var intet fosterdrab begået. Han hævdede for øvrigt kvindens ret til selv at bestemme, om hun vil være mor eller ikke.

Altså har vi nu det særsyn, at der er nævningedomstole, der selv over for den nye straffelovs mildnede bestemmelser frifinder i fosterfordrivelsessager, og der findes nu sagførere, der fører forsvaret ud fra vore standpunkter.

Vi vil nu rimeligvis opleve, at en hel del af de mennesker og foreninger som ved optakten til vor aktion nægtede at være med os, nu melder sig som tilhængere af vore krav.

Det er selvfølgelig kun godt. Jo bredere masser, der bærer kravene frem, des nærmere er vi ved sejren.

Men Arbejderkvinders Oplysningsforening har ikke lov til på grund af de gode resultater at blive passiv over for sagen.

Således er det meningsløst, at vor forening ikke var medindbyder til protestmødet mod straffeloven den 15. ds. Det er os, der i denne sag har været banebryder med de positive fordringer, og vi bør stadig arbejde med dette spørgsmål, til det er løst tilfredsstillende.

Noter

Lockout – Forræderi [1]

Det betyder nye millioner i kapitalisternes lommer, der i forvejen bugner af guld, der er skovlet sammen ved arbejderslid. Det har været fine år, de sidste, for Danmarks kapitalister – masser af overskud!

10-15 procent i aktionærlommerne foruden de store henlæggelser til hemmelige reserver og fabrikkernes modernisering.

– den får de arbejdsløse så lov at betale af deres 18 kr. ugentlig i arbejdsløshedsunderstøttelse!

Nej! Ikke for danske kapitalister! Der ligger masser af ordrer og venter på at blive ekspederet, derfor holder lockout-sjakalerne også 2. varsel tilbage. De vil skam ingen lockout have, men

Kunne arbejderne have tilbageslået dette gridske angreb på deres lønninger, denne vældige reduktion, der vil formindske arbejdsfortjenesten kolossalt, fordi

og da der overalt arbejdes på akkord, kan hver kvinde og mand nemt regne ud, hvor bred den rem er, der nu skæres af deres hud.

Ja! – Arbejderne kunne have tilføjet de frække lockout-røvere et fuldkomment nederlag, hvis alle til rådighed stående midler var taget til hjælp i denne kamp.

En bedre situation for arbejderne kan ikke tænkes. Hvis disse magtmidler alle toges i brug, ville arbejdskøberne krybe til korset lige så hurtigt som i 1920.

Men Socialdemokratiet har allerede i dag forrådt arbejderne til arbejdskøberne.

Det er jo deres egen forligsmand, der kræver 4-8 procent ("pund kød" havde jeg nær sagt. Arbejderne skal skrælles til knoglerne).

Socialdemokratiet, regeringen forlanger 4-8 procents reduktion, og alle de gamle faglige ledere, der har fede ben ved Socialdemokratiets hjælp, har alt givet deres velsignelse.

De kan jo sagtens. Deres 10, 15-20.000 kroner om året bliver jo ikke skåret ned. Tværtimod, når de gør kapitalisterne denne store tjeneste, så bliver der endnu "et par ben" til de vigtigste af dem.

Det er rigtigt, at sammenhold er nødvendigt for arbejderne for at komme frem! Men bruger forræderiske ledere organisationerne til stadig tilbagemarch, til kapitalisternes fordel, da må disse ledere væk.

kan godt indmelde sig i Arbejdskøberforeningen, så godt sørger den for kapitalisternes interesser!

Den anbefaler den socialdemokratiske regerings forslag om lønreduktioner på 4-8 procent!

smede og skotøjsarbejderne, kan hvis de tager kampen på egen hånd ifølge medlemmernes beslutning ved urafstemningen, få hele den modbydelige handel, hvor de store arbejdsmasser sælges til billig pris, til at gå i vasken. Og der er store chancer for at vinde, da lockoutherrerne er i knibe med de store ordrer.

har i denne situation som tidligere vist, at de ikke godvillig lader sig nedskære og heller ikke stemmer for forslag, der giver dårligere kår.

De vil, hvis mændene går frem i kamp, trofast holde trit med. Strejken i 1930 har vist, at de end ikke er bange for at gå til kamp på egen hånd.

Noter

Bort med straffen for fosterfordrivelse! [1]

Den 5. april behandledes en såkaldt "fosterfordrivelsesaffære" for det københavnske nævningeting.

En bryggeriarbejderske fru Ekby stod anklaget som "kvaksalverske" for at have hjulpet to unge kvinder med at afbryde et svangerskab.

En gang før havde fru Ekby været for nævningedomstolen. Det var i 1931, hvor hun var anklaget for et lignende tilfælde. Da blev hun frikendt af nævningene.

Denne gang kom straffen til at lyde på 1 års forbedringshusarbejde. Desuden sad fru Ekby i varetægtsfængsel fra den 29. december til den 19. januar.

Under sagen blev det oplyst, at de to unge kvinder, der havde søgt fru Ekby, gentagne gange bad hende hjælpe sig. Hun ville ikke gå med til det, naturligvis fordi hun anede risikoen for sig selv. Først efter at kvinderne uge efter uge havde klaget deres fortvivlelse til hende, gav hun efter – vel sagtens af medfølelse – og hjalp dem.

Nævningene indstillede fru Ekby til benåding. En af de unge kvinder gik til justitsminister Zahle, der højmodeligt lovede at "gøre, hvad han kunne". – Svaret fra justitsministeren lød på afslag.

Atter er der fældet en klassedom, der rammer ikke alene fru Ekby, men alle danske arbejderkvinder.

Sagens kerne blev gemt. Årsagen til at de to kvinder gik den farlige vej, der kunne have kostet dem livet.

De unge kvinder har sikkert vidst, hvad de gjorde. Hellere ville de sætte deres eget liv på spil end sætte et barn i verden, som de ikke anede, hvordan de skulle skaffe føde og klæder til. For her er jo netop det centrale. Samfundets hykleri! "De ufødte børn skal beskyttes," som det så smukt hedder, men hvem beskytter de fødte?

Hvor mange kvinder går ikke i dag en fortvivlet gang fra hjælpekassen til fattigvæsen med deres små børn ved hånden eller i barnevogn uden at kunne give dem noget ordentligt at spise.

Selv den københavnske socialdemokratiske kommune forlanger jo nu, at kvinderne af deres såkaldte "børnepenge" skal betale husleje, skat o.a. i stedet for at købe mælk, mad og gode klæder til deres børn.

Når I socialdemokratiske ministre i regeringen i så høj grad beskytter de ufødte børn, så gå en dag rundt i husvildebarakkerne, i de fattige arbejderkvarterer på Nørrebro, Vesterbro og Indre By osv. og se på de mange blege tuberkuløse og kirtelsvage børn, og se, hvordan I "beskytter" dem, som lykkelig "kom" til verden!

Vi arbejderkvinder kræver ikke, at kvinder, der intet lægekendskab har til svangerskabsafbrydelse, skal tilkendes ret til at afbryde svangerskab. Men når det sker i dag, hviler ansvaret på jeres skuldre, fordi I ikke har sørget for, at lægerne kan gøre det under betryggende forhold.

De elendige forhold i det kapitalistiske samfund tvinger os arbejderkvinder til at undgå at få børn. Men I, der sidder som ansvarlige for landets politik og fuldkommen ignorerer det krav, Arbejderkvinders Oplysningsforening allerede i 1930 rejste til regering og rigsdag om afskaffelse af straffen for fosterfordrivelse og lægehjælp ved afbrydelse af uønsket svangerskab, I er de rette skyldige! I sender kvinderne i armene på ukyndige folk, og I burde straffes derefter!

Vi arbejderkvinder venter os ingen støtte fra den kant. Men vi appellerer til alle Danmarks arbejderkvinder! Rejs en masseprotest! Kræv fru Ekby frifundet! Ikke nåde, men ret! Kræv loven om straf for fosterfordrivelse afskaffet!

Kræv kvindens ret til selv at bestemme, når hun vil være mor! Kæmp for en ordentlig moderbeskyttelse af de svangre kvinder og for sunde og gode forhold til vore "fødte" børn!

Noter

Fascismen er arbejderklassens dødeligste fjende [1]

Mange af vore medlemmer har måske ikke skænket fascismen så megen opmærksomhed, at de er blevet klar over, hvilken dødelig fare, denne bevægelse er blevet for arbejderklassen i alle lande.

Det er nu en del år siden, at fascismen med overløberen fra Socialdemokratiet, Mussolini, sejrede i Italien under en lignende morderisk forfølgelse over for de arbejdere, der kæmpede for arbejderklassens frigørelse fra det kapitalistiske åg, som nu foregår i Tyskland. Vi er desværre for hurtige til at glemme, og man synes, at Italien ligger langt borte. Vi får kun få efterretninger om de undertrykte arbejdermassers kår og de mange fængsledes lidelser der. Den borgerlige presse – og også den socialdemokratiske – tier så vidt muligt. Hele borgerskabet vil altid være interesseret i, at arbejderbevægelser undertrykkes, når blot det ikke går ud over deres egne.

Men Tyskland er nær ved os – lige ved Danmarks grænse -og de tyske fascister – nationalsocialisterne – går så grusomt frem under deres foreløbige sejr, at det også er gået ud over borgerskabet, først og fremmest det rige jødiske, at selv borgerlige blade – især Politiken – har bragt så rystende efterretninger derom, at ingen kan være uvidende om den frygtelige terror, der anvendes, uhyggeligst og mest råt over for alle revolutionære arbejdere.

Fascismen i Tyskland som overalt i de kapitalistiske lande sejrer under vold og mord og kommer i følgeskab med den sorteste reaktion. Militarismen fejrer atter orgier, og for arbejderbørn har man kun brug for en undervisning, der lærer underdanighed over for nazisternes konge (Hitler) og nazisternes fædreland. Krigen forberedes. Derfor må videnskabsmænd og frisindede lærere lide samme skæbne som marxistiske (revolutionære) arbejdere.

Kommunisterne skal tilintetgøres, og allerede nu bygger man koncentrationslejre for de tusinder af arbejdere, som er fængslede – koncentrationslejre, hvor man som i Finland torterer fangerne til døde.

Arbejderne skal tvinges under tvangsarbejde til lønninger, som vil blive sænket efter forgodtbefindende af overklassen.

De tyske arbejdere kunne vel have ydet effektiv modstand mod denne overklassereaktion, om Socialdemokratiet havde fulgt kommunisternes opfordring til generalstrejke, da Hitler udnævntes til rigskansler, men disse store organisationer valgte deres sædvanlige taktik, de ville vente og se, om der ikke også i "det tredje rige" var brug for dem, og denne taktik blev den tyske arbejderklasses ruin.

Fascismen i Danmark har man hidtil kun latterliggjort, således som man også i lang tid latterliggjorde Hitler, og Socialdemokratiet kan overhovedet ikke få øje på nogen fascisme i Danmark.

Imidlertid vokser L. S. bevægelsen [2] på landet med rivende hurtighed. L. S. mændene bemægtiger sig den ene økonomiske position i andelsbevægelsen efter den anden. De frivillige skyttekorps og motorordonanskorps afholder store militære parader under protektion af de aktive officerer i hæren. Overklassens ungdom, "De grønne drenge" [3] organiseres og bevæbnes. I løbet af kort tid kan fascismen i Danmark være moden til alvorlige fremstød.

Under disse forhold er det vor nationale pligt at søge at organisere den danske arbejderklasses kræfter mod fascismen til hjælp for vore tyske klassefæller og til værn for vor egen eksistens.

Det danske socialdemokrati følger som sædvanlig og selv under det frygtelige lederåg det tyske partis eksempel. Det har valgt "at gå stille med dørene" over for de tyske nazisters voldsgerninger og vender sig i kamp, ikke mod fascismen, men mod alle revolutionære arbejdere.

Asylet i Danmark findes ikke for tyske arbejdere under den hårde forfølgelse. Marie Reese jages med politi og retsparagraffer, og "Social-Demokraten" for søndag den 26. marts indeholder en så skandaløs bekendelse af, at også Stauning-partiet håber på fascismens velvilje i givet tilfælde, idet den giver en konkret anvisning på alle de organisationer, der bør kvæles, samtidig forkyndende, at ingen socialdemokrat må være medlem af disse organisationer. [4] Så er der frit slag for voldsmændene!

Arbejderkvindernes Oplysningsforbund er også mellem de undsagte organisationer. Men vi stoler på, at de arbejdende kvinder, der hver dag føler det kapitalistiske samfunds tryk og udbytning på egen krop, er mere klassebevidste end disse folk på ministertaburetter og borgmesterstole, der, efter at de er hævet til disse stillinger, har glemt arbejderklassens lidelser, og at de arbejdende kvinder vil besvare den uhyre provokation ved i stedse større tal at melde sig i vore rækker.

Arbejderkvinders Oplysningsforbund har været med blandt de første til at råbe ud til kamp mod den overhængende trussel fra fascismens side. Vi opfordrer arbejderkvinderne til overalt at tilslutte sig de antifascistiske komiteer, der skal lede denne kamp.

Noter

2. LS: Landbrugernes Sammenslutning. En halvfascistisk bevægelse blandt bønderne.

4. SD havde bestemt, at det var uforeneligt med medlemsskab af partiet at være medlem af kommunistisk inspirerede organisationer, såsom Revolutionær Fagopposition, Røde Hjælp, Arbejderkvinders Oplysningsforbund, antifascist-komiteerne osv.

Arbejderkvindernes internationale kampdag [1]

Den 8. marts kaldes alverdens arbejderkvinder ud til demonstration og kamp. For frigørelse – for ligestilling.

Men verden er ikke mere et kapitalistisk hele. Sovjetunionen står der urokket – opbyggende det socialistiske samfund.

Demonstrationerne her og der bliver da af væsensforskellig art. Her mod et umenneskeligt system, der til værn for et menneskeligt.

I de kapitalistiske lande er klassekampen yderligere tilspidset under det kapitalistiske systems forfald, således at i de vesteuropæiske lande, hvor overklassen endnu ikke er gået over til det åbne, brutale diktatur som i Italien og Tyskland, der står den på spring til at gøre det. De borgerlige demokratiske partier og Socialdemokratiet søger at forhindre katastrofen ved at imødekomme overklasens krav om større udbytningsmuligheder ved lønsænkninger, ved nedskæring af de sociale udgifter og ved alle mulige foranstaltninger for at hæve priserne, deriblandt den her i landet så forbryderisk anvendte metode simpelthen at opbrænde næringsmidler i kæmpemæssig stil.

I disse lande, hvor fascismen – ved hjælp af disse regeringsmetoder – gnaver sig sikker vej fremad, bliver kårene for arbejderklassen for hver dag slettere.

Mange arbejderes løn strækker ikke til, at familien kan leve en menneskelig tilværelse, og de arbejdsløse er prisgivet hungeren.

Kvinderne lider dobbelt, både som arbejdersken, der trykkes i løn endnu stærkere end manden, og som husmoderen, der umuligt kan skaffe familiemedlemmerne det nødvendigste til livets ophold ud af de ringe understøttelser.

I de fascistiske lande er forholdene dog langt frygteligere. Dér har kvinderne, foruden de trykkende økonomiske sorger, også sorgen over deres mænd, fædre og brødre, som den blod- og hævntørstige overklasse holder indespærret i fængsler og koncentrationslejre, hvor de mishandles og pines, hvor de tvinges til at begå selvmord, "skydes på flugten" – "Intet vilddyr er så rasende som borgeren, der ser sin pengepung truet!" – Borgeren har set sin magtstilling og sin privilegerede stilling som ejendomsbesidder truet ved den revolutionære fremmarch af arbejderklassen, og den fråder som et dyr i de fangne modstanderes kød og blod.

Mange heltemodige proletarkvinder står selv midt i kampen og døjer kår side om side med mændene uden at ænse farerne, der truer dem.

De indrømmelser, der hidtil er gjort over for kvindens ret til erhverv og ligestilling i øvrigt, tages af fascismen tilbage, og ved et uhyre tryk søger man at presse kvinderne tilbage til middelalderlige forhold, hvor kvindernes opgave bliver køkkenet og barnekammeret, og deres eneste trøst kirken med dens fordummende og forslavende indflydelse.

Fascismen – overklassens sidste middel til at bevare sin magt til udbytning af masserne – kan imidlertid ikke overvinde den dødelige krise, som det kapitalistiske system har fremkaldt, og den ruster sig derfor til som en sidste udvej at fremprovokere en ny verdenskrig.

De japanske hære står allerede parat til at kaste sig over Sovjetunionen, og i alle lande rustes der feberagtigt.

Har vi glemt den sidste verdenskrig?

Nej, vi husker som var det i går det rædselsfulde menneskeslagteri, hvor arbejder blev tvunget til at myrde arbejder, for at kapitalisten kunne få sin profit.

Vi husker de dødes millioner – enkerne – de faderløse – de hundredtusinder krigskrøblinge!

Og nu vil kapitalisterne en ny verdenskrig! Der skal skaffes profit til krigsindustrien. De arbejdsløse? Ja, de skaffes af vejen med det samme. Den nye krig vil blive forfærdeligere end alt, hvad menneskeslægten hidtil har oplevet.

Og målet? Sovjetunionen knust – de russiske arbejderes socialistiske samfund knust – verdenssocialismens fremskudte forpost knust – Sovjetunionens store markeder opdelt – verdens arbejderklasse under hundreddobbelt tryk og slaveri – det er målet!

Vi demonstrerer mod al den elendighed for arbejder klassen der rummes i ordene: fascisme – krig – kapitalisme. Vi kalder alle arbejderkvinder ud den 8. marts, for at de skal forstå, at for arbejderklassen gælder ingen national grænse, og hvis vi skal blive i stand til at hæmme og sejre over de onde magter, da må vi i international solidaritet stå ved mændenes side.

Sovjetunionens kvinder

demonstrerer den 8. marts i fællesfølelse med alverdens arbejdende kvinder, der lever under det kapitalistiske åg – og under samme paroler.

Men deres demonstration indeholder tillige andre momenter, de fester demonstrativt for det vundne.

I Sovjetunionen er kvinden den lige og frie medborger. I alle ting er hun ligestillet med manden. Opdragelsen er ens og alle veje til uddannelse står hende åben.

Moderskabet er samfundsbeskyttet, og det seksuelle problem løses gennem oplysning og en lovgivning, der gør moderskabet frivilligt.

Sovjetunionens kvinder nævnes med hæder i alle beretninger over den vældige opbygning, der foregår på alle samfundets områder. De forstår at værdsætte det vundne, og i forsvaret herfor over for imperialistiske røvere vil kvinderne ikke blive i sidste række.

Den 8. marts vil alle arbejderkvinder fra alle kapitalistiske lande drage mod Moskva, for sammen med Sovjetunionens kvinder at demonstrere vor vilje til at holde ud i den hårde kamp, der endnu forestår, før det kapitalistiske system er fældet og vi har skabt en verden af forenede sovjetrepubliker.

Vi i de kapitalistiske lande og de i det socialistiske land vil række hinanden hænderne med højtideligt løfte om udholdenhed og offervillighed under arbejdet for at drage de store kvindemasser med os til aktiv kamp.

Denne kamp, som er mangfoldig i sine former, slutter først, når socialismen har afløst kapitalismen som verdenssystem.

Noter

Socialisme og seksuallovgivning [1]

Arbejderbladet har åbnet sine spalter for en diskussion om den nye seksuallovgivning i Sovjetunionen, og jeg mener, at de kvinder, der her i landet har stået forrest i kampen for en lovgivning på det seksuelle område i lighed med loven af 18. november 1920 i "Sovjet" bør sige deres mening angående det nye lovforslag. Vi er lige så interesserede deri som de sovjetrussiske kvinder, der så vidt man kan forstå af Frederich Wolffs artikel har taget bladet fra munden til kritik og krav om ændringer – det ville i øvrigt være af stor interesse, om Arbejderbladet kunne bringe de konkrete ændringsforslag og deres motivering.

Jeg vil straks i henhold til ovenstående sentens erklære, at et forbud mod svangerskabsafbrydelse kun er af det onde – også i Sovjetunionen, uanset hvor gode forholdene for mødrene er. Dermed fratager man kvinden den seksuelle frihed, som Sovjetunionen gav hende i 1920, og som har været grundlaget for, at de sovjetrussiske kvinder i masser er blevet aktive arbejdere, ikke alene i fabrikker, men i stat og kommune, og på forskellige områder allerede vist, at de magter at gå side om side med manden som ledere, som teknikere, som videnskabsdyrkere. Hvorledes skulle de kunne være blevet til det, de er i dag, hvis de samtidig skulle have født en ubegrænset mængde børn til verden?

"Loven af 1936" forudser en præmie for det 8. barn og fremefter. Med kun en smule hensyntagen må en kvinde kun føde hvert andet år for at komme nogenlunde til kræfter mellem hver fødsel. En halv snes fødsler vil holde kvinder bundet og uskikket til selvstændigt skabende arbejde i 20 år. – Årene fra 25 til 45, hendes fuldmodne år. Derefter vil det være forbi med hendes skaberkraft.

Der er intet i loven, der i lighed med Nazityskland viser kvinden tilbage til køkken og barnekammer, men hvis den nye seksuallov ikke følges af en lov, hvorved børneopdragelsen fra barnets fødsel bliver en statsopgave, vil lovens konsekvens blive den samme. I 25 til 30 år vil den børnerige moder være bundet til børneflokken, selv om der bliver oprettet et tilstrækkeligt antal vuggestuer og asyler; og selv om hun helt befries for børnene (hvad ingen mor ønsker), så snart hun har født dem, så er den frie, stolte kvinde af 1935 dog reduceret til en fødemaskine, idet de mange svangerskaber og fødsler vil forhindre hende i fri udfoldelse som menneske og som jævnbyrdig arbejder ved mandens side.

Frederich Wolff, den tapre bekæmper af Tysklands paragraf 218 (forbud mod svangerskabsafbrydelse) citerer tidligere udtalelser: "Jeg var altid modstander af svangerskabsafbrydelser, men osv." Ja, det er vi virkelig allesammen, vi, der har kæmpet for at legalisere svangerskabsafbrydelse, og det var loven af 18. november 1920 i Sovjet også. Man legaliserede jo netop svangerskabsafbrydelse ved lægekyndig bistand og under betryggende kliniske forhold for at komme de utallige hemmelige fosterfordrivelser ved selvhjælp eller ved ukyndig bistand til livs. Og det må erindres, at loven af 1920 ingenlunde gav fri bane for enhver afbrydelse. Det var lægerne påbudt at påvirke den sunde kvinde til at gennemføre svangerskabet og give hende anvisning på den hjælp, der stod rede for hende, og fastholdt hun sit krav om afbrydelse, da fik hun vel sit ønske opfyldt, men samtidig, før hun forlod klinikken, undervisning i forebyggelse og meddelelse om, at det ikke var vel set, at hun kom igen.

Vil nu det nye forbud ikke virke nøjagtig som det gamle? Straffen, der truer læge og jordemoder, og "gabestokken", der truer kvinden, vil de ikke drive kvinderne til selvhjælp og til at finde skjulte ukyndige hjælpere som før, og vil så ikke påny tusinder af voksne kvinder finde død og lemlæstelse derved? Man vil svare mig – jo, her i et kapitalistisk land, der har et forbud denne virkning, og vi skal bekæmpe det – men i Sovjetunionen, der vil kvinderne gerne være mødre. Moderskabet er beskyttet, mor og barn behøver ikke at lide nød. – Javel, naturligvis vil de russiske kvinder gerne være mødre, det vil kvinderne i alle lande, men være blot fødemaskine, der sætter et ubegrænset antal børn i verden, det vil ingen kvinde!

Det er jo ikke blot af sociale grunde, at der finder fødselsregulering sted. Overklassen har først anvendt den og derefter gjort, hvad den kunne for at forhindre arbejderklassen i at få kendskab til seksuel viden.

Når arbejderklassens kvinder nu afgjort går ind for fødselsregulering, så er det af andre grunde end de, der har været afgørende for overklassens kvinder, de vil frem til ligestilling på alle arbejdsområder med mændene, de vil frem til samme frihed og menneskeret som deres søstre i Sovjetunionen.

Og disse? Vil flyverskerne, ingeniørerne, driftslederne, vil de opgive deres arbejdsfelt for at blive kun fødende kvinder? Jeg tror det næppe.

Præmien for den meget store børneflok viser, at det er et spørgsmål om befolkningstilvækst, der har været afgørende for Sovjetregeringen ved udarbejdelsen af dette forslag. Det store fødselsoverskud, som Sovjetunionen har haft selv under perioden for kvindens frivillige moderskab, slår ikke mere til efter regeringens mening, der er brug for endnu flere arbejderhænder og -hjerner.

Men ud fra dette synspunkt må forbudet mod svangerskabsafbrydelse formentlig følges af likvidering af al undervisning i svangerskabsforebyggelse og måske også af anden seksualviden, og derved driver man igen seksualproblemet ind i den lumre sovekammeratmosfære og kommer til at understøtte det katolsk pavelige standpunkt: alt seksuelt samvær mellem mand og kvinde, der ikke har forplantning til formål, er "syndigt". (Om ikke mod Gud, så mod Stalin.) [2]

Der er gjort et betydeligt arbejde i vor tidsperiode af seksualforskere for at påvise, i hvor høj grad mennesker forkvakles sjæleligt og legemligt af vor nuværende seksualmoral og -love, hvorunder de tvinges til at leve under unaturlige seksualforhold, rent bortset fra de tusinder kvindetragedier, der råber gennem bøger som "Kvinder i nød".

Ophæver man tvangen fra statens side på dette individets i allerinderste forstand private forhold, som Sovjetunionen gjorde det i loven 1920, da er der grund til at tro, at de næste generationer vil finde frem til sundt, naturligt seksualliv og derved frigøres alle de åndelige kræfter, der nu bindes af de unormale forhold, hvilket i nogen grad allerede er bevist af erfaringerne i Sovjetunionen, hvor ungdommen af i dag siges ikke at kende et seksualproblem.

Socialismen er for mig og tusinder andre ikke alene et skifte af økonomiske systemer, den danner også grundlaget for en højere, friere menneskelig udvikling, og i denne kan kvindens seksuelle frigørelse og hendes ligestilling med manden i alle samfundets områder ikke mangle.

Til slut vil jeg strejfe den betydning vedtagelsen af en tvangsfødselsparagraf i Sovjetunionen vil få for os, der i kapitalistiske lande skal føre kampen videre i hvert sit land med hver sine tvangsfødselsparagraffer. Dette at undvære det store, stærke, moralske rygstød i lovene fra Sovjetlandet vil gøre den fremtidige agitation overordentlig svær, selv om den nødvendigvis må videreføres. Med bange anelser må vi se hen til, hvad indflydelse vedtagelsen af seksuallov af 1936 i Sovjetunionen vil få på de beslutninger og lovbestemmelser, der her i landet skal træffes på grundlag af den siddende svangerskabskommissions betænkning.

Noter

1. Arbejderbladet 26.-6.-36. Indgår i en længere debat i Arbejderbladet i anledning af den nye seksuallov i Sovjet, som forbød abort og indførte præmiering af børnefødsler. De fleste artikler fra debatten er optrykt som bilag bag i bogen.

2. Ifølge en senere oplysning i bladet (se Martin Nielsens artikel i bilagene) er Stalin en trykfejl for staten.

Sovjetunionens seksuallov af 1936 i kommunistisk belysning [1]

Ja, Arbejderbladet har, som det selv beklager den 31. juli, begået visse fejl under diskussionen af forslaget til ny seksuallov i Sovjet, dog ikke den, at diskussionen er ført offentligt.

I dette spørgsmål, der har så stor interesse for al offentlighed, har denne en virkelig ret til at kræve ren besked med, hvordan D.K.P. og måske i særdeleshed hvorledes de kommunistiske kvinder stiller sig.

Forslaget er nu ophøjet til lov, og i Sovjetunionen har diskussionen ophørt, men da Arbejderbladet først 7-8 uger efter, at jeg indsendte min artikel, har imødegået den i bladet af 31. juli, [2] vil redaktionen formentlig finde det rigtigt, at jeg får et svar i bladet, så meget mere som Red. stærkt angriber mine synspunkter og endda tillader sig at stemple kravet om kvindens seksuelle frigørelse som "småborgerligt vrøvl". Det skulle dog nødigt stå uimodsagt.

Over for de mange påstande "at jeg ikke husker – ikke ved – ikke tror osv. – at Sovjetunionen er et land modsat de kapitalistiske lande – at dér bygges socialismen op" o.m.a., så beklager jeg at møde en så dårlig tro til mig, da det dog er Red. bekendt, at jeg helt fra 1917 efter fattig evne har kæmpet for den ny socialistiske arbejderstat og også stedse efter evne søger at holde mig orienteret over udviklingen i samme.

Den vældige udvikling i det sidste tiår er mig ganske klar. Jeg ser velstanden vokse, og af regeringen ledes tilbage til folket i form af udvidede sociale og kulturelle foranstaltninger. (Der bygges socialisme.)

Og skulle så min dumhed være for stor til, at jeg kunne begribe den indre udvikling, så har man ikke lov til at tro og mene, at jeg er ude af stand til at forstå den udenrigske belæring, hvor de fascistiske stater i blindt raseri søger at isolere Sovjet – spænde det i en jernring øst-vest. Mon det ikke er klart for enhver, at det drejer sig om to hinanden dødsfjentlige systemer, der ruster til den sidste kamp, i Sovjetunionen det socialistiske system – i de fascistiske lande: Kapitalismen i sin sidste fase.

Som kommunist kan man dog så udmærket både se og glæde sig over alt godt, som sker i Sovjet og være uenig og kritisk indstillet over for andet, som nu f. eks. den ny seksuallov, som jeg i nogle punkter benægter at være god, medens jeg fuldtud kan underskrive andre punkter.

Den 7. verdenskongres [3] (KI) advarede netop kraftigt mod at skabe for mange fortrængte komplekser og forlangte tilbundsgående diskussioner for at få tvivl bortryddet og spørgsmålene klarede.

I en diskussion, som denne, er det givet, at der burde have været lige adgang til bladet for med- og modstandere.

Det synes efter Red.s artikel af 31. juli, at vi er enige om vor krav til den danske lovgivningsmagt, og det kan vel næppe være anderledes da jeg selv var med til at udarbejde partiets krav i dette for kvinderne så vigtige spørgsmål.

Thit Jensen har udøvet en vis påvirkning på vort – Arbejderkvinders Oplysningsforenings – arbejde. Vi greb nemlig hendes slagord "frivilligt moderskab", men vi gav det et så revolutionært indhold, da vi krævede ret for kvinden til afbrydelse af uønsket svangerskab, at fru Jensen ikke ville være med mere. Så langt turde hun ikke gå. Hun ville forebyggelse og begreb ikke, at der intet frivilligt moderskab blev, hvis ikke svangerskabsafbrydelse blev legaliseret for de tilfælde, hvor barnet var uønsket, og svangerskab alligevel var indtruffet.

Men fru Jensen talte heller ikke til arbejderklassens kvinder, for hun vidste godt, at der endnu ikke gives helt sikre præventivmidler og hun var sikkert heller ikke helt blind for den skrækkelige uvidenhed angående seksuallivet, der hersker i størstedelen af arbejderklassen. Og det nytter jo ikke, at der består forebyggelsesmetoder, når folk ikke kender dem.

Thit Jensen talte for overklassens kvinder. For dem var hendes standpunkt måske tilstrækkeligt. Og os var det ligegyldigt. Vi gik vore egne veje.

Da vi er modstandere af aborter både de kriminelle og eventuelt lovlige, var vort krav til regering og Rigsdag først og fremmest:

Oplysning! Oplysning! Oplysning! Oplysning i det seksuelle spørgsmål i skolerne, på hospitalerne, i seminarierne og for alle voksne rådgivende seksualinstitutioner – også angående fødselsregulering.

For at tvinge kvinderne bort fra de hemmelige, livsfarlige aborter og for at skabe virkelig garanti for frivilligt moderskab krævede vi afbrydelse af uønsket svangerskab ved lægekyndig bistand legaliseret.

Så nogenlunde de samme krav blev senere af kommunistisk parti indbragt i Rigsdagen.

Disse kravs gennemførelse kalder jeg kvindens seksuelle befrielse, der udgør en del af hendes fuldstændige befrielse fra husslaveriet. Først når hun er nået så vidt, kan hun påbegynde den udvikling, der er nødvendig, for at hun kan udnytte alle de skønne rettigheder, som så mange statsforfatninger indeholder til gunst for hende – på papiret.

Hvad nytter det hende i grunden, at der står skrevet, at hun er ligestillet med manden politisk, økonomisk osv., når hun fra sit 20. år til sin dødsdag stænges inde bag et lille hjems vægge, travlt optaget af at føde børn, passe dem, vaske gulve, sy, stoppe, lappe, og som eneste kulturmiddel (når det kommer højt) – en radio.

Men lad os høre, hvad Lenin mener om den ting. – Han er brugt så meget i denne diskussion, så jeg tyer også til ham, så meget mere som vi er enige.

Jeg er egentlig slet ikke uenig med hende. Hun udtaler sig hverken for eller mod forbudet, hun glæder sig over alle de sociale goder, som den nye lov bringer og mener, at nu vil ingen kvinde forsage moderskabets glæder. I alt dette er jeg enig med hende.

Mere principiel er hun, hvor hun citerer Lenin: "Først når ikke blot hundrede, men millioner og atter millioner russiske kvinder deltager i den socialistiske opbygning er denne på fast grund."

Men mindre principiel er hun i sit citat af Lenins omtale af kvinden i talen for "Det store initiativ", idet hun standser foran dets vigtigste afsnit.

"På trods af alle de for kvinden befriende love, så er hun og bliver dog stadig husslavinden, der ydmyges, dukkes og gøres afstumpet ved den lille snævre husholdning, der lænker hende til køkken og børneværelse og tvinger hende til at forspilde sin arbejdskraft på et så uproduktivt, ubetydeligt og enerverende arbejde, der ingen udvikling giver hverken frem- eller opad.

Den virkelige befrielse af kvinden og den virkelige kommunisme begynder først der, hvor massernes kamp under ledelse af det i proletariatets hånd værende statsapparat rettes imod det lille husholdningssystem, eller rigtigere sagt begynder en kæmpe ombygning til vor store socialistiske fælleshusholdning." [*]

Mine modstandere vil straks udbryde: Han taler ikke om seksuel befrielse! – Nej, det gør han ikke, for det ord kendte Lenin ikke. Seksuallivets teminologi er ganske ny, men året efter den 18. november underskrev han den lov, der for Sovjetunionens kvinder betød frivilligt moderskab.

Seksualloven af 1936

indeholder en uhyre modsigelse. På den ene side er det mægtige budget der er forudset for de næste tre år til sociale institutioner netop til befrielse af kvinderne for husslaveriet et stort skridt i den rigtige retning, men forbudet mod afbrydelse af svangerskab udtagen i tilfælde, hvor kvindens liv eller sundhed er i fare, præmieringen af de mange fødsler og den fuldstændige negation angående oplysning om forebyggelse samt det større tryk, der udøves på mændene ved de store alimentationsbidrag plus større vanskeligheder for skilsmisse peger altsammen i truende retning af favorisering af de gamle familieforhold, hvor manden kan indrette sig tilfredsstillende, når han blot betaler, medens kvinden atter synker ned til husslavinde.

Når så mange kvinder er gået ind for forslaget i sin helhed, så er det fordi de store masser overhovedet ikke har begrebet, hvilken befriende revolution i deres eget liv loven af 1920 var. Men de arbejdende unge kvinder, de allerede nu intellektuelt udviklede og ungdommen, de vil med smerte nu komme til erkendelse.

Arbejderbladet mener, at loven jo ikke tvinger kvinden til at føde 11 børn. Jo det gør loven netop. For ikke at hænge i tal, så siger den: fød, sålænge du er i stand til at føde. Der trues med straf og lokkes med præmier for at opnå resultat.

Bladet mener, at der ikke er fare for, at kvinden ved barnefødslerne skal blive drevet bort fra produktionen eller hindres i at udnytte deres rettigheder i politisk og anden henseende?

Lad os et øjeblik se på, hvad kvinderne i Sovjetunionen selv har sagt herom ifølge de få referater, Arbejderbladet har bragt:

De diskuterende kan ligesom deles i to grupper, en der væsentligt vil have det godt under de foreslåede forhold og en anden, der vil frem til lighed.

De første roser det gode i loven og synes, at de har det godt i sammenligning med fortiden. Over for forbudet kommer de med fornuftige forslag: Lad der hengå et par års tid, indtil bolignøden er likvideret og til vuggestuerne er indrettet – eller: Hvis man har 3-4 børn, så må man ha adgang til abort – eller: der bør nedsættes en komite, der skal undersøge hvert enkelt tilfælde osv.

Den anden gruppe taler ganske principielt om kvindens ret til selv at bestemme, hvor ofte hun vil føde.

De udtaler sig om muligheden af at forene deres ret og pligt til arbejde med deres pligt til at føde børn, og i almindelighed mener de, at det nok kan forenes både børn og arbejde – dog ikke en ubegrænset mængde børn. Enkelte har nævnt et så højt tal som 10 børn, andre højst 3-4, andre vil det falde svært blot at have et barn – dette sidste hævdes af de studerende.

En 36-årig student, der har født tre børn, hvoraf et er dødt, siger: Jeg har ingen interesse af at få et barn til. – Når en kvinde vil have et barn, så føder hun det, vil hun ikke, skal man ikke tvinge hende. Har en kvinde født tre børn og ikke vil føde flere, skal hun kunne få foretaget abort.

Det er de unge kvinder der uddanner sig for at kappes med manden om de gode stillinger i industri og i offentlighed. Disse kvinder bliver hindret i at nå deres mål, hvis de skal føde mange børn.

Det lavere og strenge arbejde (ukvalificeret arbejde) kan jo nok ved hjælp af vuggestuer, asyler og daghjem forenes med en flok på 10, og kvinden kan gå hen og stemme, men hvorfor hun stemmer, det får hun ikke tid at lære i sit travle liv.

Studenten, der mente, at selv et barn kunne være en alvorlig hindring under studiet har ret.

En kvindelig dansk studerende har fortalt mig, at hun under et svangerskab helt måtte opgive studierne i ca. 1 1/2 år under svangerskab, barsel og diegivning. Hun var overhovedet ikke i stand til at koncentrere sig om studierne. Hendes organisme indstillede sig simpelthen på dette ene: svangerskabet. Hun læste derefter videre, blev afbrudt af et nyt svangerskab, og nåede ganske vist en eksamen, men sit egentlige mål nåede hun aldrig. (Det bemærkes, at hun var velstående nok til at holde husassistent.)

Neo-malthusianismen

Dette fremmedord er forekommet ret ofte i en del af artiklerne, særlig har Victor Stern hængt sig i det og har ikke glemt at fremhæve disse teoriers "småborgerlighed" og tillige serveret os et citat af Lenin fra forrige århundrede, som viser, at Lenin ikke var ny-malthusianer.

Men hvad kommer det os ved? Vore krav er noget meget mere og større end hvilken som helst teori om befolkningsbevægelser.

For os drejer det sig om, at porten bliver slået op for mere end halvdelen af menneskeheden. – Det drejer sig om kvindens fuldstændige frihed og lighed med manden i hjem, i erhvervsliv og i stat.

Revolution

Artikler om parti, klassekamp og kvindekamp

Marie Nielsen

8. del

Lige løn! [1]

Noter

Det seksuelle spørgsmål [1]

Noter

Arbejderkvinder rejser krav om seksualreformer [1]

Noter

Hovedrengøring [1]

Noter

Det seksuelle spørgsmål [1]

Noter

Fosterfordrivelse og nævningekendelser [1]

Noter

Lockout – Forræderi [1]

Noter

Bort med straffen for fosterfordrivelse! [1]

Noter

Fascismen er arbejderklassens dødeligste fjende [1]

Noter

Arbejderkvindernes internationale kampdag [1]

Har vi glemt den sidste verdenskrig?

Sovjetunionens kvinder

Noter

Socialisme og seksuallovgivning [1]

Noter

Sovjetunionens seksuallov af 1936 i kommunistisk belysning [1]

Seksualloven af 1936

Neo-malthusianismen

Noter