Marxisme Online  >  Arkiv  >  Lenin

Et Storstilet Initiativ

Vladimir Lenin (28. jun. 1919)

Skrevet 28. juni 1919 og udkommet som brochure i juli 1919.

Oversat til dansk af Gelius Lund fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 289-311, Forlaget Tiden, København 1983.

Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 21. juni 2000.

Arbejdernes heroisme i baglandet. Om “kommunistiske subbotniker” [1]

Pressen bringer mange eksempler om rødarmisternes heroisme. I kampen mod Koltjaks, Denikins og andre af godsejernes og kapitalisternes tropper præsterer arbejderne og bønderne ofte underværker af tapperhed og udholdenhed, når de forsvarer den socialistiske revolutions erobringer. Arbejdet med at fortrænge partisanmetoderne og overvinde trætheden og manglen på disciplin er trægt og drøjt, men det skrider fremad, trods alt. De arbejdende massers heroisme, deres bevidste ofre for socialismens sejr er grundlaget for den nye, kammeratlige disciplin i den Røde Hær, grundlaget for dens genfødelse, styrkelse og vækst.

Ikke mindre bemærkelsesværdig er arbejdernes heroisme i baglandet. Af ligefrem gigantisk betydning er det i den forbindelse, at arbejderne på eget initiativ foranstalter kommunistiske subbotniker. Øjensynlig er det endnu kun en begyndelse, men det er en begyndelse af usædvanlig stor betydning. Det er begyndelsen til en omvæltning, der er vanskeligere, væsentligere, mere radikal og mere afgørende end bourgeoisiets fald, for det drejer sig om at besejre vor egen træghed, udisciplinerthed og småborgerlige egoisme, disse vaner, som den forbandede kapitalisme har givet arbejderen og bonden i arv. Når denne sejr er fast i vor hånd, da og først da er den nye sociale disciplin, den socialistiske disciplin skabt, da og først da bliver en tilbagevenden til kapitalismen umulig, og kommunismen gøres virkelig uovervindelig.

Pravda bragte den 17. maj en artikel af kammerat A. S.: “Arbejde på revolutionær vis. (Kommunistisk lørdag).” Denne artikel er så vigtig, at vi vil gengive den i fuld ordlyd:

ARBEJDE PÅ REVOLUTIONÆR VIS

(Kommunistisk lørdag)

Brevet fra RKP’s centralkomite om at arbejde på revolutionær vis gav de kommunistiske organisationer og kommunisterne en kraftig impuls. Den almindelige bølge af entusiasme har sendt mange kommunistiske jernbanefolk til fronten, men for de fleste af dem var det umuligt at forlade de ansvarsfulde poster og søge efter nye metoder til at arbejde på revolutionær vis. Lokalrapporter om langsommeligheden i arbejdet med mobiliseringen og de bureaukratiske omsvøb foranledigede Moskva-Kasanbanens underdistrikt til at se nøjere på jernbanedriftens mekanisme. Det viste sig, at som følge af mangel på arbejdskraft og svag arbejdsintensitet forsinkedes ilforsendelser og presserende reparationer af lokomotiverne. Den 7. maj blev det på et fællesmøde af kommunister og sympatiserende i Moskva-Kasanbanens underdistrikt foreslået at gå fra ord til handling for at fremskynde sejren over Koltjak. Det forelagte forslag lød:

“I betragtning af den svære inden- og udenrigske situation må kommunisterne og de sympatiserende for at få overtaget over klassefjenden på ny ruske op i sig selv og afgive endnu en time af fritiden, dvs. øge deres arbejdsdag med endnu en time, lægge disse timer sammen og om lørdagen på en gang udføre seks timers fysisk arbejde mere for at producere øjeblikkelig, reel værdi. Da vi mener, at kommunister ikke bør skåne deres helbred og liv, når det gælder revolutionens erobringer, skal arbejdet udføres gratis. Kommunistisk lørdag indføres i hele underdistriktet, indtil den fuldstændige sejr over Koltjak er vundet.”

Efter nogen diskussion frem og tilbage blev dette forslag enstemmigt vedtaget.

Lørdag den 10. maj kl. 6 aften trådte kommunisterne og de sympatiserende an til arbejdet som soldater; de formerede geled og blev af værkførerne uden ståhej fordelt på arbejdsstederne.

Resultaterne af at arbejde på revolutionær vis foreligger nu. Medfølgende opstilling giver oplysning om foretagenderne og arbejdets karakter.

Arbejdets almindelige værdi andrager efter normale tariffer 5 millioner rubler, efter overtidsbetaling en halv gang mere.

Arbejdsintensiteten ved indladning var 270 pct. af de almindelige arbejderes. De øvrige arbejder udførtes med omtrent samme intensitet.

Forsinkelser, der ved (il-)forsendelser som følge af arbejdskraftmangel og slendrian beløb sig fra 7 dage til 3 måneder, blev derved bragt ud af verden.

Arbejdets udførelse hæmmedes af (nemt rettede) mangler ved installationerne, for enkelte gruppers vedkommende fra 30 til 40 minutter.

Administrationen, som var blevet tilbage for at lede arbejderne, kunne dårligt nå at skaffe nyt arbejde, men måske er det lidt overdrevet, når en gammel værkfører sagde, at der på den kommunistiske lørdag var gjort arbejde for en uge i forhold til, hvad de mindre bevidste, slappe arbejdere præsterede.

I betragtning af, at der blandt deltagerne også fandtes arbejdere, der simpelt hen var oprigtige tilhængere af sovjetmagten, og da man venter en tilstrømning af sådanne på kommende lørdage, samt andre distrikters ønske om at tilslutte sig det eksempel, som de kommunistiske jernbanefolk på Moskva-Kasanbanen har givet, vil jeg opholde mig noget udførligere ved den organisatoriske side, som den fremgår af lokalrapporterne.

Af de beskæftigede var der ca. 10 pct. kommunister, som havde fast arbejde på pladsen. De øvrige indtog ansvarlige stillinger og valgte poster, lige fra banens til den enkelte afdelings kommissær, samt fra fagforeningen og fra direktionen og trafikkommissariatet.

Ånden og samhørigheden i arbejdet var uden sidestykke. Da arbejdere, kontorfolk og ledere uden stort spektakel tog fat på en 40 puds hjulfælg til et persontogslokomotiv og som flittige arbejdsmyrer rullede det på plads, da spirede der i hjertet en varm følelse af glæde over det kollektive arbejde, og troen på arbejderklassens uafvendelige sejr blev fastere. Verdensrøverne får ikke lov til at kvæle de sejrende arbejdere, den indenrigske sabotage kommer til at vente forgæves på Koltjak.

Efter endt arbejde blev de tilstedeværende vidne til en enestående scene. Hundrede kommunister, trætte, men med glædeslys i øjnene, hilste det resultatrige arbejde med Internationales triumferende toner, og det lød, som om hymnens sejrstoner ville klinge ud over arbejderbyen Moskvas mure og som ringe i vandet brede sig over arbejdernes Rusland og give de trætte og slappe nyt mod.

A. S.

I en kommentar til dette bemærkelsesværdige “Eksempel til efterfølgelse” skrev Pravda den 20. maj i en artikel af kammerat N. R. under samme overskrift følgende:

“Den slags eksempler på kommunisternes arbejde er ikke sjældne. Jeg kender sådanne tilfælde fra elektricitetsværket og forskellige jernbanelinier. På Nikolajbanen arbejdede kommunisterne flere nætter igennem på overtid for at hæve et lokomotiv, der var væltet på drejeskiven. På Nordbanen arbejdede alle kommunister og sympatiserende i vinter flere søndage for at rense strækningen for sne, og particellerne på mange godsstationer har overtaget nattevagterne omkring stationerne for at bekæmpe godstyverierne – men dette arbejde var tilfældigt, ikke systematisk. Kasankammeraterne indførte det nye, at de gjorde dette arbejde systematisk, vedvarende. ‘Indtil den fuldstændige sejr over Koltjak’ lød Kasankammeraternes beslutning, og deri ligger hele betydningen af deres arbejde. De forlænger kommunisternes og de sympatiserendes arbejdsdag med en time al den tid, krigstilstanden varer; samtidig giver de et eksempel på produktivt arbejde.

Dette eksempel har allerede fået og bør få yderligere efterfølgere. Et fællesmøde af kommunister og sympatiserende ved Aleksanderbanen vedtog efter at have drøftet den militære situation og Kasankammeraternes beslutning følgende: 1) Der indføres ‘subbotniker’ for kommunister og sympatiserende ved Aleksanderbanen. Den første subbotnik fastsættes til 17. maj. 2) Af kommunister og sympatiserende organiseres mønsterbrigader, der skal vise arbejderne, hvordan der bør arbejdes, og hvad der i virkeligheden kan udføres med de nuværende materialer, redskaber og levnedsmiddelrationer.

Ifølge Kasankammeraternes beretning gjorde deres eksempel stærkt indtryk, og de venter et betydeligt antal partiløse arbejdere til arbejdet den kommende lørdag. Mens disse linier skrives, er kommunisternes overtidsarbejde endnu ikke begyndt; men så snart der kom rygter ud om de påtænkte arbejder, blev der allerede røre i den partiløse masse, og snakken gik. ‘Vi vidste det ikke i går, ellers havde vi også forberedt os på at gøre noget arbejde’, ‘på næste lørdag kommer jeg absolut’ – sådan lyder det fra alle sider. Det indtryk, den slags arbejder gør, er meget stort.

Alle kommunister i baglandets celler bør følge Kasankammeraternes eksempel. Ikke alene Moskva-knudepunktets celler nej alle Ruslands partiorganisationer bør følge dette eksempel. Også i landsbyerne bør de kommunistiske celler føre an ved dyrkningen af rødarmisternes marker og derved hjælpe disses familier.

Kasankammeraterne sluttede deres arbejde med at synge Internationale. Når de kommunistiske organisationer i hele Rusland følger dette eksempel og støt praktiserer noget sådant, vil den russiske sovjetrepublik stå de nærmeste svære måneder igennem til et tordnende akkompagnement af Internationale, sunget af alle arbejdende i republikken ...

Til arbejdet, kammerater kommunister!”

Pravda meddelte den 23. maj 1919:

“Den 17. maj afholdtes på Aleksanderbanen den førte kommunistiske ‘subbotnik’. 98 kommunister og sympatiserende arbejdede i overensstemmelse med fællesmødets vedtagelse 5 timer over uden løn, idet de blot fik ret til at spise middag en gang til mod betaling, og sådan, at de som beskæftigede ved fysisk arbejde hver fik udleveret et halvt pund brød, også mod betaling, til denne middag.”

Skønt arbejdet var svagt forberedt og svagt organiseret var arbejdsproduktiviteten alligevel 2-3 gange større end den sædvanlige.

Her er nogle eksempler:

5 drejere gjorde på 4 timer 80 aksler færdige. Produktivitet – 213 pct. i forhold til den sædvanlige.

20 arbejdsmænd samlede på 4 timer gammelt materiale til en vægt af 600 pud og 70 vognfjedre à 3,5 pud, i alt 850 pud. Produktivitet i forhold til den sædvanlige – 300 pct.

“Kammeraterne forklarer dette med, at arbejdet i den ordinære arbejdstid bliver trægt og kedeligt, mens der her arbejdes med glæde og interesse. Nu kan man imidlertid ikke være bekendt at lave mindre i den ordinære arbejdstid end under en kommunistisk subbotnik.”

“Nu udtaler mange partiløse arbejdere ønske om at deltage i subbotnikerne. Lokomotivbrigaderne tilbyder at bruge deres subbotnik til at hente et lokomotiv fra ‘kirkegården’, reparere det og sætte det i drift.

Der er indløbet efterretning om, at lignende subbotniker organiseres på Vjasmalinien.”

Hvordan arbejdet går under disse subbotniker, beskriver kammerat A. Djatjenko i Pravda den 7. juni. Vi anfører den væsentligste del af hans artikel, der bærer overskriften “Notater fra en Subbotnik”:

“Med stor glæde gik jeg med en kammerat hen for at tage min lørdagstørn, sådan som partiets underdistrikt ved banen havde bestemt, og for nogle timer lade hovedet hvile og musklerne arbejde ... Vi skulle arbejde på banens snedkeri. Vi kom, fandt bekendte, hilste, lavede lidt sjov og talte mandskabet 30 i alt ... Her foran os ligger ‘uhyret’, en dampkedel af ret solid vægt, en 6-700 pud, og den skal vi så ‘flytte’, dvs. trille den mellem 1/3 og ½ km til fundamentet. En stille tvivl opstår i os ... Men nu er vi allerede ved værket: kammeraterne anbringer simpelt hen træruller under kedlen, gør to reb fast, og arbejdet begynder ... Den giver sig nødigt, men kommer dog. Det glæder os, vi er jo så få ... selvsamme kedel har ikke-kommunistiske arbejdere bakset med i næsten to uger, de var tre gange så mange, men den strittede imod, indtil den traf os ... Vi arbejder en time, hårdt, samdrægtigt, under vor formands taktfaste kommando: ‘En, to, tre’, og kedlen kommer lidt efter lidt. Men hvad er der los? Pludselig triller hele rækken af kammerater om på en komisk måde; det var rebet, der ‘gav sig’ i hænderne på os ... Det standser os kun et øjeblik – i stedet gøres et nyt tov fast ... Det er aften, allerede godt mørkt, men vi skal over endnu en lille stigning, så er resten hurtigt gjort. Håndledene knager, håndfladerne brænder, vi har det med varme og maser på – arbejdet går fra hånden. Der står ‘administrationen’, og forbløffet over fremgangen tager den uvilkårligt også fat om tovet: hjælp til! Det er på høje tid! Der står en rødarmist og stirrer på vores arbejde. I hænderne holder han en harmonika. Hvad står han mon og tænker? Hvad det er for folk? Hvad de laver her om lørdagen, hvor alle plejer at sidde hjemme? Jeg løser gåden for ham og siger: ‘Kammerat, tag og spil os noget med liv i, vi er ikke en flok tilfældige funktionærer, men rigtige kommunister – du ser, hvordan arbejdet skrider, vi sparer os ikke, men maser på.‘Rødarmisten lægger varsomt harmonikaen fra sig og springer i en fart hen til tovet ...

- ‘Engelskmanden er en fiffig mand,’ istemmer kammerat U. med sin smukke tenor. Vi følger ham op, og rungende lyder arbejdersangens ord: ‘Ej knippel ...’

Musklerne er trætte af det uvante arbejde, skuldrene og ryggen værker, men – forude venter fridagen, hvor vi kan hvile og nå at sove ud. Målet er nær, og efter nogle ryk ligger vort ‘uhyre’ næsten på selve fundamentet: læg planker under, op på fundamentet med den! – Og lad så kedlen give arbejde fra sig, som den længe har skullet. Så går vi i flok ind i et lokale, den stedlige celles ‘klub’, tæt udsmykket med plakater, med geværer stillet rundt, i grel belysning, og efter en kraftig sunget Internationale gør vi os til gode med te med ‘rom’ og sågar brød. Dette traktement, som de lokale kammerater har sørget for, er yderst velkomment efter vort svære arbejde. Vi tager broderlig afsked med kammeraterne og stiller op på række og geled. Revolutionssangene giver i nattestilheden genlyd i den sovende gade, den taktfaste lyd af skridt støtter sangen. ‘Op nu, det melder og maner’, ‘Rejs jer, fordømte her på Jorden’, – nu klinger vor Internationale, vor arbejdersang.

Der er gået en uge. Vore arme og skuldre er kommet sig, og vi skal nu hele 9 km væk til ‘subbotnik’ for at reparere waggoner. Det er i Perovo. Kammeraterne er kravlet op på taget af en ‘amerikaner’ og synger smukt og klangfuldt Internationale. De rejsende lytter og er synligt forundrede. I takt dundrer hjulene, og vi, der ikke nåede ovenpå, hænger rundt om ‘amerikaneren’ på trinbrættet og agerer ‘fortvivlede’ passagerer. Nu standser toget, vi er allerede ved målet, går gennem en lang gård og træffer en hjertelig kammerat, kommissær G.

- Arbejde er der, men for få folk! I alt 30 mand, og vi skal på 6 timer klare 13 togvogne med middelsvære reparationer! Der står det ene hjulsæt efter det andet, og det drejer sig ikke blot om tomme vogne, men også om en fuld tankvogn ... nå, pyt med det, kammerater, vi finder ud af det!

Arbejdet er i fuld gang. Sammen med fem kammerater arbejder jeg med løftebomme. Disse 60-70 puds hjulpar hopper levende og let fra et skinnepar til et andet, flyttet af vore skuldres tryk på to løftebomme, der dirigeres af vor kammerat ‘anfører’. Et par er afmonteret, et nyt sat i stedet. De kommer efterhånden alle på plads, og det udslidte skrammel ‘flåder’ vi i en fart ad skinnerne til skuret ... En, to, tre, så er de løftet i vejret af en drejende jernkran; der er ikke flere på skinnerne. Derhenne i mørket lyder hamrenes slag, hurtigt som bier arbejder kammeraterne på deres ‘syge’ vogne. De både maler, snedkererer og lægger tag, arbejdet skrider hastigt, til vor kammerat kommissærens glæde. Og derhenne har så smedene brug for vore kræfter. På en transportabel esse ligger en glødet koblingsstang med en krog, der er forvredet af et uheldigt stød. Med et ligger den hvidglødende og spruder gnister på en jernplade, hvor den under vore træfsikre slag, dirigerede af en erfaren kammerats øje, antager sin normale form. Den er endnu rødhvid, men vi bærer den i en fart på skuldrene hen på plads, hvor den under en regn af gnister indsættes i sin jernbøsning – nogle få slag, og den er på plads. Vi kryber ind under vognen. Dernede er indretningen af disse koblinger og stænger slet ikke så simpel, som man tror, det er et helt system med nitter og en spiralfjeder ...

Arbejdet skrider, det mørkner, faklerne lyser stærkere. Vi er snart færdige. En del af kammeraterne er ‘stødt sammen’ ved en bunke hjulfælge og ‘slubrer’ varm te. I den lyse majnat stråler nymånens segl over os. Der lyder spøgefuldheder, latter, kraftig humor.

- Kammerat G., slut med arbejdet, du har nok i 13 vogne?

Men det er for lidt for kammerat G.

Teen er drukket, vore sejrssange sunget, vi går til udgangen...”

Bevægelsen til fremme af “kommunistiske subbotniker” er ikke begrænset til Moskva. Den 6. juni meddelte Pravda:

“Den 31. maj afholdtes den første kommunistiske subbotnik i Tver. 128 kommunister arbejdede på banen. I 3½ time blev der ind- og udladet 14 vogne, repareret 3 lokomotiver, kløvet 10 favne brænde og udført andre arbejder. De kvalificerede kommunistiske arbejderes arbejdsintensitet var 13 gange højere end den sædvanlige produktivitet.”

Dernæst læser vi den 8. juni i Pravda:

KOMMUNISTISKE SUBBOTNIKER

“Saratov, 5. juni. Kommunistiske jernbanefolk har på et partimedlemsmøde som svar på Moskva-kammeraternes appel besluttet at arbejde gratis 5 timer over tiden hver lørdag for at støtte samfundsøkonomien.”

Jeg har så detaljeret og udførligt citeret meddelelserne om de kommunistiske subbotniker, fordi vi her uden tvivl kan iagttage en af de vigtigste sider ved den kommunistiske opbygning, en side, der ikke bliver tilstrækkeligt behandlet i vor presse, og som ingen af os endnu værdsætter nok.

Mindre politisk kævl, mere interesse for den kommunistiske opbygnings jævneste, men levende kendsgerninger, der er taget lige ud af livet og prøvet af livet – denne parole må vi alle, vore forfattere, agitatorer, propagandister og så videre, ustandselig indskærpe.

Det er naturligt og uundgåeligt, at vi i den første tid efter den proletariske revolution er mest optaget af den fundamentale hovedopgave – at overvinde bourgeoisiets modstand, besejre udbytterne, undertrykke deres sammensværgelse (i stil med “slavefogedernes sammensværgelse” om at overgive Petrograd, en sammensværgelse, som alle tog del i, lige fra de Sorte Hundreder og kadetterne til mensjevikkerne og de socialrevolutionære inklusive) [2]. Men ved siden af denne opgave melder der sig lige så uundgåeligt en mere væsentlig opgave – og den melder sig des stærkere, jo længere tiden går – nemlig den positive kommunistiske opbygning, skabelsen af de nye økonomiske relationer, det nye samfund.

Proletariatets diktatur er – som jeg allerede nogle gange har påpeget, bl.a. i talen den 12. marts på Petrogradsovjettens møde – ikke udelukkende magtanvendelse mod udbytterne, ja ikke engang i første række magtanvendelse. Det økonomiske grundlag for denne revolutionære magtanvendelse, garantien for dens levedygtighed og fremgang er, at proletariatet repræsenterer og virkeliggør en højere type samfundsmæssig organisering af arbejdet i sammenligning med kapitalismen. Det er sagens kerne. Deri ligger kilden til kommunismens styrke og garantien for dens uundgåelige sejr.

Livegenskabets organisering af samfundets arbejde beroede på prygledisciplin samt åndeligt mørke og forkuethed hos de arbejdende, der blev ydmyget og udplyndret af en håndfuld godsejere. Kapitalismens organisering af samfundets arbejde beroede på hungerdisciplin, og trods alle fremskridt i borgerlig kultur og borgerligt demokrati forblev den overvældende masse af arbejdende, selv i de mest fremskredne, civiliserede og demokratiske republikker en uoplyst og forkuet masse af lønslaver eller undertrykte bønder, som blev udplyndret og ydmyget af en håndfuld kapitalister. Kommunismens organisering af samfundets arbejde, hvortil socialismen er det første skridt, beror og vil, som tiden skrider frem, bero stadig stærkere på frivillig og bevidst disciplin blandt de arbejdende selv, der har afkastet såvel godsejernes som kapitalisternes åg.

Denne nye disciplin falder ikke ned fra himmelen og opstår ikke af fromme ønsker, den vokser frem af de materielle betingelser, som den kapitalistiske storproduktion har skabt, og kun af dem. Uden dem er denne disciplin ikke mulig. Men disse materielle betingelsers bærer eller vejleder er en bestemt historisk klasse, som er skabt, organiseret, sammensvejset, oplært og hærdet af storkapitalismen. Denne klasse er proletariatet.

Proletariatets diktatur betyder – når man oversætter dette latinske, videnskabelige, historisk-filosofiske udtryk til et jævnere sprog:

Kun en klasse, nemlig arbejderne i byerne og industri- og fabriksarbejderne overhovedet, er i stand til at lede den samlede masse af arbejdende og udbyttede under kampen for at afkaste kapitalens åg, under selve omvæltningen, under kampen for at fastholde og befæste sejren, under skabelsen af den nye, socialistiske samfundsorden, under hele kampen for klassernes fuldstændige afskaffelse. (Lad os i parentes bemærke, at den videnskabelige forskel mellem socialisme og kommunisme kun er den, at det første ord kendetegner det nye, af kapitalismen opståede samfunds første trin, mens det andet ord kendetegner dets højere, følgende trin.)

Den gule “Bern”-Internationales [3] fejl er, at dens førere kun i ord anerkender klassekampen og proletariatets ledende rolle, mens de er bange for at føre tanken til ende, bange for netop den uundgåelige slutning, som bourgeoisiet særlig gruer for og absolut ikke kan godtage. De er bange for at indrømme, at proletariatets diktatur også er en periode med klassekamp, som ikke kan undgås, før klasserne er afskaffet, og som skifter form, således at den i den første tid efter kapitalismens fald bliver særlig forbitret og særlig egenartet. Når proletariatet har erobret den politiske magt, indstiller det ikke klassekampen, men fortsætter den – lige indtil klassernes afskaffelse – men naturligvis i en anden situation, i en anden form, med andre midler.

Men hvad betyder “klassernes afskaffelse”? Alle, der kalder sig socialister, anerkender dette, socialismens endemål, men langtfra alle gør sig dets betydning klar. Klasser kalder man store menneskegrupper, der adskiller sig ved deres placering i den samfundsmæssige produktions historisk bestemte system, ved deres forhold til produktionsmidlerne (hvad der i hovedsagen er nedfældet og udformet i love), ved deres rolle i den samfundsmæssige organisering af arbejdet, og følgelig ved de måder, hvorpå de får, og det omfang, hvori de får den part af samfundsrigdommen, som tilfalder dem. Klasser, det er menneskegrupper, af hvilke den ene kan tilegne sig den andens arbejde, i kraft af deres placering i den givne økonomiske samfundsstruktur.

Det er klart, at skal klasserne afskaffes fuldstændigt, er det ikke nok at styrte udbytterne, godsejerne og kapitalisterne, at ophæve deres besiddelse – man må tillige ophæve al privat besiddelse af produktionsmidler samt afskaffe forskellen mellem krops- og åndsarbejdere. Det er noget, der tager meget lang tid. For at gøre det, behøves der enorme skridt fremad i produktivkræfternes udvikling, man må overvinde den modstand, som hidrører fra de mange rester af småproduktion (ofte en passiv modstand, der er særlig hårdnakket, og som er særlig vanskelig at overvinde), man må overvinde den uhyre kraft, som vane og træghed forlener disse rester med.

Ikke alle “arbejdende” er lige egnede til dette arbejde, at hævde noget sådant ville være en højst intetsigende floskel eller en illusion, som kun en socialist fra før syndfloden, fra før Marx kunne nære. For denne evne er ikke medfødt, den opstår i historiens løb og opstår kun af de materielle betingelser, som den kapitalistiske storproduktion skaber. På den første strækning fra kapitalisme til socialisme findes denne evne kun hos proletariatet. Det er i stand til at løse sin gigantiske opgave, for det første fordi det er den stærkeste og mest fremskredne klasse i de civiliserede samfund, for det andet fordi det udgør befolkningsflertallet i de mest udviklede lande, for det tredje fordi befolkningsflertallet i de tilbagestående kapitalistiske lande som Rusland består af halvproletarer, dvs. folk, der til stadighed tilbringer en del af året på proletarisk vis, til stadighed søger deres underhold ved i en vis udstrækning at arbejde for løn i kapitalistiske foretagender.

De, der vil løse de opgaver, som overgangen fra kapitalisme til socialisme stiller, ud fra almindelige fraser om frihed, lighed, demokrati overhovedet, lighed inden for et arbejdsdemokrati osv. (sådan som Kautsky, Martov og andre af den gule Bern-Internationales helte gør), afslører dermed kun deres egen natur som småborgere, filistre, spidsborgere, der i åndelig henseende underdanigt trasker bagefter bourgeoisiet. En rigtig løsning af denne opgave kan kun fås ved konkret at undersøge de specielle relationer mellem den specielle klasse, der har erobret den politiske magt, nemlig proletariatet, og hele den øvrige masse af ikke-proletarer og halvproletarer i den arbejdende befolkning, idet disse relationer ikke danner sig under fantasiskabte, harmoniske, “ideale” omstændigheder, men i en real situation, hvor bourgeoisiet gør rasende og mangeartet modstand.

Det store flertal af befolkningen – og da særlig den arbejdende befolkning – har i ethvert kapitalistisk land, også i Rusland, tusinde gange fået at mærke, hvordan kapitalens åg og udsugning og alle hånde ydmygelser ramte den enkelte og hans pårørende. Den imperialistiske krig – dvs. mordet på millioner af mennesker for at afgøre, om den engelske eller den tyske kapital skal have forret til at udplyndre hele verden – har i usædvanlig grad skærpet, udvidet og uddybet disse prøvelser og banket dem ind i bevidstheden. Deraf kommer det, at befolkningens store flertal og især de arbejdende masser uvægerligt må nære sympati for proletariatet, fordi dette med heroisk dristighed og revolutionær ubarmhjertighed bryder kapitalens åg, styrter udbytterne, underkuer deres modstand og med sit blod baner vej for skabelsen af et nyt samfund, hvor der ikke bliver plads for udbyttere.

Den arbejdende befolknings ikke-proletariske og halvproletariske masse svajer og vakler, men hvor store og uundgåelige disse småborgerlige svingninger og tilbagefald til den borgerlige “orden” under bourgeoisiets “vinger” end er, kan disse masser dog ikke andet end anerkende proletariates moralske og politiske autoritet, eftersom det ikke alene styrter udbytterne og underkuer deres modstand, men også skaber en ny, højere social sammenkædning og social disciplin – en disciplin hos bevidste og forenede arbejdende mennesker, der ikke kues af noget åg og ikke kender anden magt end deres egen sammenslutnings magt, deres egen mere bevidste, dristige, sammentømrede, revolutionære og konsekvente avantgardes magt.

For at sejre, for at skabe og konsolidere socialismen skal proletariatet løse en tvedelt eller tveenig opgave: for det første skal det ved sin grænseløse heroisme i den revolutionære kamp mod kapitalen rive hele massen af arbejdende og udbyttede med sig, inspirere den, organisere den, lede den for at styrte bourgeoisiet og helt underkue enhver modstand fra dets side; for det andet skal det lede hele massen af arbejdende og udbyttede tillige med alle småborgerlige lag ind i en ny økonomisk opbygning og få dem med til at skabe en ny social sammenkædning, en ny arbejdsdisciplin, en ny organisering af arbejdet, således at videnskabens og den kapitalistiske tekniks nyeste resultater forbindes med en massesammenslutning af bevidste, arbejdende mennesker, der skaber en socialistisk storproduktion.

Denne anden opgave er vanskeligere end den første, for den lader sig på ingen måde løse gennem en enkelt rejsnings heroisme, men kræver den mest langvarige, hårdnakkede og vanskelige heroisme i hverdagens massearbejde. Men denne opgave er også mere væsentlig end den første, for i sidste instans findes den dybeste kraftkilde til sejrene over bourgeoisiet og den eneste garanti for disse sejres soliditet og uafvendelighed kun i en ny, højere samfundsmæssig produktionsmåde, i en afløsning af den kapitalistiske og småborgerlige produktion med en socialistisk storproduktion.

De kommunistiske subbotniker har netop så kolossal historisk betydning, fordi vi der ser arbejderne tage et bevidst skridt og frivilligt initiativ til udvikling af arbejdsproduktiviteten, for at gå over til en ny arbejdsdisciplin og skabe socialistiske relationer i økonomi og levevis.

En af de få – rigtigere vil det endda være at sige – en af de yderst sjældne borgerlige demokrater i Tyskland, der efter erfaringerne fra 1870-1871 ikke gik over til chauvinismen og ej heller til nationalliberalismen, men til socialismen, J. Jacoby, har sagt, at stiftelsen af en enkelt arbejderforening har større historisk betydning end slaget ved Sadova [4]. Det er rigtigt. Slaget ved Sadova afgjorde spørgsmålet om, hvilket af de to borgerlige monarkier, det østrigske eller det preussiske, der skulle have forrang ved skabelsen af en tysk kapitalistisk nationalstat. Stiftelsen af en enkelt arbejderforening var et lille skridt til proletariatets sejr over bourgeoisiet i verdensmålestok. På samme måde kan vi sige, at den første kommunistiske subbotnik som Moskva-Kasanbanens jernbanearbejdere arrangerede den 10. maj 1919 i Moskva, har større historisk betydning end nogen af Hindenburgs eller Fochs eller englændernes sejre i den imperialistiske krig 1914-1918. Imperialisternes sejre er blodbad på millioner af arbejdere af hensyn til engelsk-amerikanske og franske milliardærers profitter, de er den dødsdømte, forkalkede, i levende live rådnende kapitalismes dyriskhed. Jernbanearbejdernes kommunistiske subbotnik ved Moskva-Kasanbanen er en af kimcellerne til det nye, socialistiske samfund, der bringer alle Jordens folk forløsning fra kapitalismens åg og fra krige.

D’herrer bourgeoiser og deres halehæng, mensjevikkerne og de socialrevolutionære inklusive, der plejer at regne sig for den “offentlige menings” repræsentanter, spotter selvfølgelig over kommunisternes forhåbninger og kalder disse forhåbninger “et baobabtræ i en urtepotte”, de gør nar af det ubetydelige antal subbotniker i sammenligning med massetilfælde af tyveri, driveri, faldende produktivitet, forødelse af råmaterialer, beskadigelse af varer osv. Vi kan svare disse herer: hvis den borgerlige intelligens ville bruge sin viden til at hjælpe de arbejdende i stedet for de russiske og de udenlandske kapitalister for at genindføre disses magt, så ville omvæltningen foregå hurtigere og fredeligere. Men det er utopi, for spørgsmålet afgøres i klassernes kamp, og flertallet af de intellektuelle hælder til bourgeoisiet. Ikke ved de intellektuelles hjælp, og trods deres stritten imod (i hvert fald i de fleste tilfælde), vil proletariatet sejre ved at fjerne uforbederlige borgerlige intellektuelle, ved at omskabe, genopdrage og indordne de vaklende, ved efterhånden at vinde en stadig større del af dem over på sin side. Skadefryd over omvæltningens vanskeligheder og fejlslag, panikmageri, propaganda for en omvæltning baglæns – alt det er værktøj og metoder, som den borgerlige intelligens anvender i sin klassekamp. Proletariatet vil ikke lade sig bedrage af det.

Og går man til bunds i spørgsmålet – har man så nogen sinde i historien set, at en ny produktionsmåde slog rod på en gang, uden en lang række uheld, fejl og tilbagefald? Et halvt århundrede efter livegenskabets fald i Rusland fandtes endnu mange rester af det på landet. Et halvt århundrede efter negerslaveriets afskaffelse i Amerika var negrenes stilling der stadig meget ofte et halvt slaveri. Den borgerlige intelligens, deriblandt mensjevikkerne og de socialrevolutionære, er tro mod sig selv, når den tjener kapitalen og opretholder en bundfalsk argumentation – før proletariatets revolution beskyldte de os for utopisme, og efter den forlanger de af os, at fortidens spor skal udviskes i en fantastisk fart!

Vi er ikke utopister, men kender de borgerlige “argumenters” sande værd, og vi ved, at det gamles spor i sæd og skik en vis tid efter omvæltningen uundgåeligt vil dominere over spirerne til det nye. Når det nye først lige er kommet til verden, vil det gamle altid en tid lang være stærkere, sådan er det bestandig både i naturen og i samfundslivet. Spot over det nyes svage spirer, billig intellektuel skepticisme og lignende – alt det er reelt metoder i bourgeoisiets klassekamp mod proletariatet, forsvar for kapitalismen mod socialismen. Vi skal omhyggeligt studere spirerne til det nye, behandle dem yderst opmærksomt, på enhver måde fremme deres vækst og “pleje” disse svage spirer. Det kan ikke undgås, at nogle af dem går til grunde. Man kan ikke garantere for, at netop de kommunistiske subbotniker vil spille en særlig vigtig rolle. Det er heller ikke det afgørende. Det afgørende er at støtte alle mulige nye spirer til det nye, hvoraf livet vil udvælge de mest levedygtige. Når en japansk forsker for at hjælpe menneskene med at besejre syfilisen havde tålmodighed til at gennemprøve 605 præparater, inden han fremstillede nr. 606, som tilfredsstillede bestemte krav, så bør de mennesker, der agter at løse en vanskeligere opgave, at besejre kapitalismen, have udholdenhed til at gennemprøve hundreder og tusinder af nye fremgangsmåder, metoder og midler i kampen for at finde frem til de mest egnede.

De kommunistiske subbotniker er så vigtige, fordi de er indledt af arbejdere, der aldeles ikke lever under ekstraordinært gode kår; det er arbejdere af forskellige fag, også ufaglærte, arbejdsmænd, der lever under sædvanlige, dvs. yderst svære kår. Vi er alle udmærket klar over hovedgrunden til det fald i arbejdsproduktiviteten, som iagttages ikke alene i Rusland, men i hele verden: forfald og forarmelse, bitterhed og træthed, fremkaldt af den imperialistiske krig, sygdom og underernæring. Det sidstnævnte indtager førstepladsen, hvad betydning angår. Hungeren – det er årsagen. Og for at afskaffe hungeren må arbejdsproduktiviteten højnes både i landbrug, transport og industri. Man får altså en slags ond cirkel – for at højne arbejdsproduktiviteten, må man komme fri af hungeren, og for at komme fri af hungeren, må arbejdsproduktiviteten højnes.

Som bekendt løses den slags modsigelser i praksis ved et brud på den onde cirkel, ved et omsving i stemningen blandt masserne, ved enkelte gruppers heroiske initiativ, som på baggrund af et sådant opsving ofte får afgørende betydning. Moskvas arbejdsmænd og jernbanefolk (her er naturligvis tale om flertallet, ikke om en håndfuld spekulanter, spidser og andet hvidgardistisk pak) er arbejdende, der lever under fortvivlet vanskelige kår. Konstant underernæring, og nu før den nye høst almindelig forværring af fødevaresituationen og direkte hunger. Og se så, hvordan disse sultende arbejdere, der er omgivet af bourgeoisiets, mensjevikkernes og de socialrevolutionæres ondskabsfulde, kontrarevolutionære agitation, iværksætter “kommunistiske subbotniker”, de arbejder over tiden uden nogen løn og opnår en vældig forøgelse af arbejdsproduktiviteten, selv om de er trætte, udslidte og udmattede af underernæring. Er det måske ikke den mest storslåede heroisme? Er det måske ikke indledningen til en omvæltning af verdenshistorisk betydning?

Arbejdsproduktiviteten er i sidste instans det vigtigste og mest fundamentale for den nye samfundsordens sejr. Kapitalismen har skabt en arbejdsproduktivitet, som var uhørt under livegenskabet. Kapitalismen kan definitivt besejres og vil blive definitivt besejret ved, at socialismen skaber en ny, langt højere arbejdsproduktivitet. Det er en meget vanskelig og meget langvarig sag, men den er i gang, og det er det allervigtigste. Når det sultende Moskvas sultende arbejdere i sommeren 1919 efter fire tunge års imperialistisk krig og derefter halvandet års endnu tungere borgerkrig formåede at påbegynde dette store værk, hvordan vil udviklingen da ikke blive fremefter, når vi sejrer i borgerkrigen og vinder freden?

Kommunismen betyder en højere arbejdsproduktivitet end den kapitalistiske, den betyder frivillige, bevidste, forenede arbejderes produktivitet under udnyttelse af en fremskreden teknik. Kommunistiske subbotniker er umådelig værdifulde som en faktisk indledning til kommunismen, og det er noget uhyre sjældent, for vi befinder os på et trin, hvor “kun de første skridt til overgangen fra kapitalisme til kommunisme tages” (som det med rette siges i vort partiprogram). [5]

Kommunismen begynder der, hvor menige arbejdere under overvindelse af hårdt arbejde udviser selvopofrende interesse for at højne arbejdsproduktiviteten og passe på hvert pud korn, kul, jern og andre produkter, der ikke leveres arbejderne personligt og heller ikke dem “nærstående” mennesker, men “fjernstående”, dvs. samfundet som helhed, snese og hundreder af millioner mennesker, der er sammensluttet først i en enkelt socialistisk stat, derefter i en union af sovjetrepublikker.

Karl Marx spotter i Kapitalen over den svulstighed og floskelrigdom, der præger det borgerlig-demokratiske Magna Charta om menneskets friheder og rettigheder, hele dette frasemageri om frihed, lighed og broderskab i almindelighed, som blænder spidsborgere og filistre i alle lande, indbefattet de nuværende nedrige helte i den nedrige Bern-Internationale. Marx konfronterer disse svulstige deklarationer om rettigheder med den jævne, beskedne, nøgterne og hverdagsagtige måde, proletariatet stiller problemet på: forkortelse af arbejdsdagen ved lov – her ses et typisk eksempel på denne fremgangsmåde [6]. Jo mere den proletariske revolution åbenbarer sit indhold, des klarere og mere indlysende bliver det for os, hvor præcis og dyb Marx’ bemærkning er. Den virkelige kommunismes “formler” adskiller sig fra det svulstige, opstyltede, højtravende frasemageri, der præsteres af folk som Kautsky, mensjevikkerne og de socialrevolutionære med samt deres kære “brødre” fra Bern ved, at de netop fører alt tilbage til arbejdsforholdene. Mindre snak om “arbejdsdemokrati”, om “frihed, lighed og broderskab”, om “folkemagt” og den slags – vore dages bevidste arbejder og bonde gennemskuer disse opblæste fraser og opdager den borgerlige intellektuelles bedrageri lige så let, som når en livserfaren mand ved synet af en “fin mands” ulasteligt “glatte” ansigt og ydre straks og ufejlbarligt fastslår: “Højst sandsynligt en svindler.”

Mindre svulstige fraser og mere jævnt arbejde i hverdagen, omsorg for hvert pud korn og hvert pud kul! Mere omsorg for, at dette pud korn og dette pud kul leveres den trængende, sultende arbejder og den afrakkede bonde uden tøj på kroppen, og leveres ikke ved geschæft, ikke på kapitalistisk vis, men ved jævne slideres bevidste, frivillige, grænseløst heroiske arbejde, slidere som arbejdsmændene og jernbanefolkene ved Moskva-Kasanbanen.

Vi må alle indrømme, at der alle vegne, også i vore rækker, ved enhver lejlighed åbenbarer sig spor af den borgerlig-intellektuelle, fraseagtige behandling af revolutionens problemer. Vor presse fører f.eks. i for ringe grad krig mod disse rådne rester af den rådne, borgerlig-demokratiske fortid, den støtter i for ringe grad de jævne, beskedne, men levende spirer i hverdagen til en ægte kommunisme.

Tag kvindens stilling. Ikke et demokratisk parti i verden i nogen af de mest fremskredne borgerlige republikker har på snesevis af år gjort en hundrededel af, hvad vi i denne henseende har gjort i løbet af det allerførste år, vi havde magten. Vi har i ordets sande betydning ikke ladet sten på sten tilbage af de gemene love om kvindens ulige retsstilling, om begrænset adgang til skilsmisse, om de smudsige formaliteter ved skilsmisse, om ikke-anerkendelse af børn født uden for ægteskab, om efterlysning af deres fædre osv. – love, hvoraf der til bourgeoisiets og kapitalismens skændsel findes talrige rester i alle civiliserede lande. Vi har tusinde gange ret til at være stolte over, hvad vi har udrettet på dette område. Men jo renere vi renser grunden for de gamle borgerlige loves og institutioners skrammel, des klarere bliver det os, at dette kun er at rydde grunden til en ny bygning, men endnu ikke bygningen selv.

Kvinden er stadig husslave, trods alle frigørende love, for hun kues, kvæles, sløves, nedværdiges af den lille husførelse, der lænker hende til køkken og barnekammer og udmarver hende ved et indtil barbari uproduktivt, småtskårent, enerverende, fordummende, sløvende arbejde. Virkelig frigørelse af kvinden, virkelig kommunisme begynder først, når og hvor der tages fat på en massekamp (ledet af proletariatet, der sidder inde med statsmagten) mod denne lille husførelse, eller rettere en masseomformning af den til socialistisk stordrift.

Beskæftiger vi os i praksis nok med dette spørgsmål, som teoretisk er afgjort for enhver kommunist? Naturligvis ikke. Behandler vi med tilstrækkelig omhu de spirer til kommunisme, som allerede findes på dette felt? Endnu en gang nej og atter nej. Offentlige spisesteder, vuggestuer, børnehaver – det er små eksempler på sådanne spirer, det er hverdagens jævne midler, som ikke har nogen svulstig og højtravende snakkesalighed behov, men som i praksis er egnede til at frigøre kvinden, i praksis er egnede til at mindske og ophæve hendes ulighed over for manden og ligestille hende i samfundsproduktionen og samfundslivet. Disse midler er ikke nye, de er (som overhovedet alle materielle forudsætninger for socialisme) skabt af storkapitalismen, men der var de for det første sjældenheder, og for det andet var de – hvad der er særlig vigtigt – enten geschæftsforetagender med alle disses værste sider: spekulation, berigelse, bedrageri og svindel, eller “borgerlige velgørenhedskunster”, som de bedste arbejdere med rette nærede had til og foragt for.

Det er sikkert, at vi har fået langt flere af disse indretninger, og at de begynder at skifte karakter. Det er sikkert, at der blandt arbejder- og bondekvinderne findes langt flere organisatoriske talenter, end vi kender til, folk med evne til at ordne praktiske sager med deltagelse af en stor medarbejderstab og et endnu større publikum, uden den overflod af fraser, hastværk, spektakel og snak om planer, systemer osv., som mange overmåde indbildte “intellektuelle” eller overkloge “kommunister” bestandig “lider” af. Men vi plejer ikke disse spirer til det nye på behørig måde.

Læg mærke til bourgeoisiet, hvordan det storartet forstår at reklamere for ting, som det vil have frem! Hvordan de foretagender, kapitalisterne anser for “mønsterværdige”, lovsynges i deres avisers millionoplag, hvordan “mønsterværdige” borgerlige institutioner serveres som en national stolthed! Vor presse har ikke eller næsten ikke bekymret sig om at beskrive de bedste spisesteder eller vuggestuer, for ved daglig pukken på at få nogle af dem gjort til mønsterindretninger, at reklamere for dem og udførligt skildre, hvilken besparelse af menneskeligt arbejde, hvilke bekvemmeligheder for forbrugerne, hvilken besparelse af produkter, hvilken frigørelse af kvinden fra husslaveriet, hvilken forbedring af de sanitære forhold, der opnås ved mønsterværdigt kommunistisk arbejde, noget der kan tilvejebringes for og udvides til hele samfundet, til alle arbejdende.

Mønsterværdig produktion, mønsterværdige kommunistiske subbotniker, mønsterværdig omhu og samvittighedsfuldhed ved fremskaffelse og fordeling af hvert pud korn, mønsterværdige spisesteder, mønsterværdig properhed i det og det arbejderhus, i det og det kvarter – det er altsammen noget, der ti gange mere end nu må blive genstand for opmærksomhed og omsorg såvel i vor presse som i enhver arbejder- og bondeorganisation. Det er altsammen spirer til kommunismen, og pleje af disse spirer er vor allerførste og fælles pligt. Hvor vanskelig vor fødevare- og produktionsmæssige situation end er, så er fremskridtet på hele fronten i det halvandet år, den bolsjevikiske magt har varet, alligevel ubestrideligt: kornfremskaffelsen steg fra 30 millioner pud (1/8 1917-1/8 1918) til 100 millioner pud (1/8 1918-1/5 1919); dyrkningen af grøntsager er forøget, de utilsåede kornegnede arealer er formindskede, jernbanetransporten er begyndt at bedre sig trods de gigantiske vanskeligheder med brændsel, osv. På denne generelle baggrund og med støtte af den proletariske statsmagt vil kommunismens spirer ikke vantrives, men skyde i vejret og folde sig ud til den fuldstændige kommunisme.

Man må nøje gennemtænke betydningen af “kommunistiske subbotniker” for af dette storstilede initiativ at uddrage hele den uhyre vigtige praktiske lære, som følger af dem.

Dette initiativ må støttes på enhver måde – det er den første og største lære. Ordet “kommune” er kommet i for letsindig brug hos os. Ethvert foretagende, der startes af kommunister eller med deres deltagelse, bliver straks og for et godt ord erklæret for en “kommune” – idet man ikke så sjældent glemmer, at et sådant hædersnavn må vindes ved langvarigt og hårdnakket arbejde, vindes ved at dokumentere praktisk succes i en opbygning, der virkelig er kommunistisk.

Derfor er det efter min mening en ganske rigtig beslutning, der er modnet hos centraleksekutivkomiteens flertal, at ophæve det dekret, som Folkekommissærernes Råd har udstedt, for så vidt angår navnet “forbrugskommuner” [7]. Hellere et mere enkelt navn – så vil for øvrigt fejl og mangler ved de første trin i det nye organisatoriske arbejde heller ikke blive væltet over på “kommunerne”, men blive tillagt de dårlige kommunister (sådan som det også med rette bør være). Det ville være meget gavnligt at fortrænge ordet “kommune” fra daglig brug, at forbyde, at den første den bedste bemægtiger sig dette ord, eller udelukkende tilkende virkelige kommuner denne betegnelse, kommuner, der i praksis virkelig har bevist (og ved enstemmig anerkendelse fra hele omegnens befolkning har fået bekræftet), at de har evne og forstand til at ordne sagerne på kommunistisk vis. Bevis først din evne til ulønnet arbejde for samfundets skyld, for alle arbejdendes skyld, din evne til at “arbejde på revolutionær vis”, din evne til at højne arbejdsproduktiviteten, til at gøre tingene mønsterværdigt, og ræk så hånden ud efter hædersnavnet “kommune”!

I den henseende er de “kommunistiske subbotniker” en overordentlig værdifuld undtagelse. For her er arbejdsmændene og jernbanefolkene ved Moskva-Kasanbanen begyndt med praktisk at bevise, at de formår at arbejde som kommunister, og derefter har de tildelt deres initiativ navn af “kommunistiske subbotniker”. Man må stile efter og sørge for, at det også fremtidig bliver sådan, at alle som en, der kalder deres foretagende, institution eller anliggende for en kommune, men ikke beviser det ved hårdt arbejde og ved praktisk succes i langvarigt arbejde, ved mønsterværdig og virkelig kommunistisk tilrettelægning af sagerne, ubarmhjertig bliver latterliggjort og udleveret til skammen som charlataner eller tomme tønder.

De “kommunistiske subbotnikers” storstilede initiativ bør også udnyttes i anden henseende, nemlig til en rensning af partiet. Det var ganske uundgåeligt, at der i den første tid efter omvæltningen klistrede sig eventyrere eller andre dybt skadelige elementer op ad det regerende parti, så længe massen af “ærlige” og spidsborgerligt sindede mennesker var særlig ængstelig, så længe den borgerlige intelligens, naturligvis indbefattet mensjevikkerne og de socialrevolutionære, hver og en lavede sabotage og spillede lakajer for bourgeoisiet. Det har ingen revolution undgået og vil ikke kunne undgå. Det afgørende er blot, om det regerende parti, støttet på den sunde og stærke førende klasse, forstår at rense sine rækker.

I den henseende har vi for længst påbegyndt arbejdet. Det må fortsættes støt og utrætteligt. Mobiliseringen af kommunister til fronten har hjulpet os: kujoner og slyngler ilede væk fra partiet. Og det skal de have tak for! En sådan formindskelse af partiets medlemstal betyder en vældig forøgelse af dets kraft og vægt. Man må fortsætte rensningen ved at udnytte initiativet med “kommunistiske subbotniker”: kun efter et halvt års f.eks. “prøvetid” eller “kandidattjeneste” ved “arbejde på revolutionær vis” skal optagelse i partiet ske. Samme prøve må tillige pålægges alle de partimedlemmer, der har indmeldt sig efter den 25. oktober 1917 og ikke ved særlige præstationer eller fortjenester har bevist deres ubetingede pålidelighed, troskab og evne til at være kommunister.

En rensning af partiet vil sammen med en støt højnelse af dets krav om arbejde af virkelig kommunistisk art forbedre statsmagtens apparat og bringe bøndernes definitive overgang på det revolutionære proletariats side meget, meget nærmere.

De kommunistiske subbotniker har for øvrigt kastet et usædvanligt klart lys over den klassekarakter, som præger statsmagtens apparat under proletariatets diktatur. Partiets centralkomite skriver et brev om “arbejde på revolutionær vis” [8]. Tanken stammer fra centralkomiteen for et parti med 100.000-200.000 medlemmer (jeg forudsætter, at der bliver så mange tilbage efter en alvorlig rensning, for i øjeblikket er der flere).

Tanken gribes af de fagorganiserede arbejdere. Deres antal beløber sig hos os, i Rusland og Ukraine, til 4 millioner mennesker. Et enormt flertal af dem er tilhængere af den proletariske statsmagt, af proletariatets diktatur. 200.000 og 4 millioner – det er “tandhjulsforholdet”, hvis man må udtrykke sig sådan. Og derpå følger snese af millioner bønder, der falder i tre hovedgrupper: den talstærkeste og proletariatet nærmest stående, halvproletarerne eller fattigbønderne; så middelbønderne; og endelig den meget fåtallige, kulakkerne eller landbourgeoisiet.

Så længe der er mulighed for at handle med korn og spekulere i hungeren, forbliver bonden halvt slider, halvt spekulant (det kan ikke undgås en vis tid under proletariatets diktatur). Som spekulant er han fjendtlig indstillet mod os, mod den proletariske stat, han er tilbøjelig til at komme overens med bourgeoisiet og dets trofaste lakajer, lige til mensjevikken Scher eller den socialrevolutionære B. Tjernenkov, der forfægter fri handel med korn. Men som slider er bonden en ven af den proletariske stat, en trofast forbundsfælle for arbejderen i kampen mod godsejeren og mod kapitalisten. Som slider støtter bonden i sin enorme, milliontallige masse den stats“maskine”, som ledes af hundrede tusinder kommunistiske proletarers avantgarde og består af millioner af organiserede arbejdere.

En i ordets sande betydning mere demokratisk stat, en stat, der er mere intimt forbundet med de arbejdende og udbyttede masser, har verden endnu aldrig set.

Netop et sådant proletarisk arbejde, der bærer navnet “kommunistiske subbotniker” og bliver virkelighed gennem dem, medfører en definitiv konsolidering af den agtelse og kærlighed, som bønderne nærer til den proletariske stat. Et sådant arbejde – og kun det – overbeviser definitivt bonden om, at vi har ret, at kommunismen har ret, det gør bonden til vor uforbeholdne tilhænger, hvilket betyder, at det fører til fuldstændig overvindelse af fødevarevanskelighederne, til kommunismens fuldstændige sejr over kapitalismen, hvad angår produktion og fordeling af korn, det fører til ubetinget konsolidering af kommunismen.

28 juni 1919.

Noter

1. Subbotnik – weekendarbejde, af det russiske ord for lørdag, subbota. – S. 289.

2. Lenin sigter til en kontrarevolutionær sammensværgelse om at overgive Petrograd. Efter tre døgn lange kampe omkring byen blev oprørsforsøget nedkæmpet natten til 16. juni 1919. Den kontrarevolutionære organisation “Det nationale Center”, som anførte sammensværgelsen, blev trævlet op og opløst. – S. 297.

3. Den gule “Bern”-Internationale – se note 4 til artiklen Kommunistisk Internationales Første Kongres. – S. 298.

4. Slaget ved Sadova (i Tjekiet) 3. juli 1866 under den østrigsk-preussiske krig afgjorde krigens udfald til gunst for Preussen. – S. 302.

5. Lenin sigter til det partiprogram, som vedtoges på RKP(b)’s 8. kongres i marts 1919. Se også i dette bind: RKP(b)’s 8. Kongres, s. 225. – S. 305.

6. Se Karl Marx, Kapitalen, Forlaget Rhodos, København 1970, 1. bog 2, s. 454-455. – S. 305.

7. 16. marts 1919 vedtog Folkekommissærernes Råd et dekret, der sluttede forbrugskooperativerne sammen under et fælles distributionsorgan, som fik navn af “forbrugskommune”. Sine steder førte denne betegnelse imidlertid til fejlagtig opfattelse og udlægning af dekretet, hvorfor Folkekommissærernes Råd udstedte et cirkulære af 30. juni 1919, som udstak retningslinjerne for forbrugskooperativernes arbejde, og hvori det bestemtes at ændre betegnelsen “forbrugskommune” til “forbrugsforening”. – S. 309.

8. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., (russ.), bd. 38, s. 271-274. – S. 310.

Toppen af siden

Sidst opdateret 4.9.2015