Marxisme Online > Arkiv > Dansk arbejderbevægelse > Indhold
Radioen og frihedskæmperne (1946)
Kampen mod nazismen(1947)
Efter sin eksklusion udgiver Marie Nielsen en pjece om striden i det russiske kommunistparti, "Kampen om Trotzki". Oppositionen mod DKP var på dette tidspunkt stærkt præget netop af trotskisterne og Marie Nielsen knyttede forbindelse til dem. Men selv om hendes politiske aktivitet i den sidste del af hendes liv ikke var stor beholdt hun sit revolutionære standpunkt. De to følgende artikler viser, hvordan hun forstod nazismen og frihedskampen herhjemme ud fra et sådant synspunkt. Det er måske på sin plads at gøre opmærksom på, at hun stod ret alene med sådanne synspunkter.
Nytårsdags aften lyttede jeg til udsendelsen: "Det blev hverdag igen". Jeg forstod at det skulle være et svar til hele frihedsbevægelsen, der ligesom står desillusioneret tilbage efter de febrilske kampår for at gøre Danmark frit og nyt.
Både fædre, venner og den "vise mand" borer i den unge frihedskæmpers sind: hvad er det da, du vil? Hvad er det, der har skuffet dig? Spyt ud!
Og tøvende og famlende kommer de officielle klager frem: Man vil af med os, vi får nu en "kold skulder". De gamle sætter sig nu til rette på vor kamp. De gamle veje skal atter betrædes – men kan I da ikke forstå, at det ikke var det, vi satte livet ind for! Et nyt Danmark helt forskelligt fra det før 9. april 1940 var det, vi kæmpede for.
Og de gamle borer: Ja, men I fik jo jeres repræsentanter i regeringen og strenge love om udrensning, hvad vil I egentlig?
Faderen slutter diskussionen med: "Du er et vrøvl, jeg vil ikke tale mere med dig", og vismanden henter Sokrates frem: Han fulgte lovene og døde, skønt han vidste, lovene blev anvendt uretfærdigt!
Det synes i radioen, som om vismanden får bugt med den unge mands tvivl og uro ved sit: Gå ud i hverdagen, gør din gerning og lyd lovene, selv om de er uretfærdige!
Men jeg, der lyttede, var i største uro. Det forekom mig, at radioen ikke ærligt havde søgt at blotlægge, årsagerne til ungdommens desillusionering, til dens skuffelse over freden.
Kunne man ikke komme dybere med spørgsmålet: Hvad er dit håb, dit ønske? Hvad betyder ordet "nyt" i din mund?
Vi fik at vide, at den unge frihedskæmper var student, fra et velstående hjem, som han hensynsfuldt holdt i uvidenhed om sin sabotørvirksomhed. Men vi fik ikke noget at vide om de andre i gruppen. Om de måske alle kom fra arbejderkår, havde måttet forlade kone og børn, gå under jorden på grund af tyskernes og deres håndlangeres forfølgelse. Lærte han at kende alle vanskelighederne ved fattig at arbejde illegalt. (For det var jo først mod slutningen af krigen, at der kunne træffes millioner kroner til frihedskampen på gadehjørnet.)
Den unge idealistiske student kunne ikke undgå at se den store forskel mellem hans egen betryggede tilværelse og de andres. De måtte ustandselig skifte opholdssted, mest fra det ene fattige hjem til det andet, hvor man måtte skære sine egne rationer ned for den illegales skyld. Konen måtte spænde sig til det yderste i hårdt arbejde for at opretholde hjemmet – eller det var socialkontoret.
Livsfaren, nerveanspændelsen havde de alle fælles, men hvilken uhyre tillægsbyrde lægges ikke på dem, der samtidig kæmper mod fattigdommen.
Mon ikke den unge student under den fælles offervillige kamp har opdaget den store samfundsuretfærdighed – uligheden.
Han har sammen med os alle set arbejdernes heroiske kamp – folkestrejkerne – og arbejdspladsernes pludselige stillægning, når studenter og andre dræbtes i Shellhuset. Han har i begejstring følt sig et med de store masser.
Mon radioen så ikke ville have kunnet finde ud af, hvad det er, han kræver af et nyt Danmark?
Større lighed i økonomisk henseende, større tryghed og bedre forhold for de store masser, der var med ham i kampen.
Han kan ikke med ro i sjælen gå tilbage til sine studier og skabe sig en tryg fremtid ved hjælp af forældrenes velstand, når hans tusinder af medkæmpere bliver derude under konjunkturernes hårde betingelser ofte tvunget ned på et eksistensminimum.
Han må ville retfærdighed også for dem. Et nyt Danmark med større økonomisk lighed og frihed for frygt og nød.
Hvorfor spurgte radioen ham ikke, om det var det han mente?
Og Sokrates kan være god nok til sit brug, men ikke når vi skal skabe Damnark om fra en udbytterstat til et fælles hjem med gode kår for os alle.
1. Frit Danmark 11.1.46.
Med stor interesse har jeg fulgt det forsøg, man i "F.D." har gjort for at klarlægge spørgsmålet: Nazisme, og om vi behøver at frygte en fremtidig nazisme.
Mange gode og rigtige ord er der sagt om den ting, stykvise sandheder er der i indlæggene, men den hele usminkede sandhed fandt jeg ikke.
Jeg vil definere nazismen i alle dens forklædninger således: Det er den døende privatkapitalisme, – der stående over for en vågnende underklasse, der organiseret og bevidst rykker frem for at overtage magten i samfundet – kaster den demokratiske maske og går over til åben terror og med alle magtmidler, der står til dens tjeneste, undertrykker enhver folkebevægelse der truer dens privilegier. Og vi har set den i hele dens forfærdelige udfoldelse igennem den tyske nazisme.
Mange vil vel indvende: Det var hele det tyske folk, der var grebet af dette vanvid og det på grund af en særlig tysk folkekarakter, det var ikke kapitalister qua kapitalister der har skylden.
Men så ser man ikke historisk på begivenhederne, og man yder ikke det tyske folk retfærdighed.
Da Hitler kom til magten, var han og hans kapitalistiske bagmænds første store opgave at knuse den tyske arbejderbevægelse og det frisind, som det ikke var muligt at ensrette.
Det kan ikke være glemt, at det skete gennem en uhørt terror: Alle arbejderorganisationers og frisindede kulturorganisationers opløsning og mord på titusinder af foregangsmænd fra disse organisationer, medens hundredtusinder indespærredes i koncentrationslejre, hvor de enten dræbtes eller forblev til det militære nederlag kom og udfriede dem, eller det lykkedes ved de kendte nazistiske metoder at bryde deres åndelige modstandskraft, så de "omvendte" sig til nazisme.
Det bør i den historiske sandheds navn ikke glemmes, at koncentrationslejrenes frygtelige terror først anvendtes mod det tyske folk selv for at bryde dets modstand imod nazismen. Og det var en forudsætning for verdenskrigen.
Den tyske nazisme er militært besejret og vil ikke opstå igen, hvis den sociale revolution, som synes at fuldbyrde sig under besættelseshærens kontrol, gennemføres til bunds.
De stærkeste magtfaktorer bag nazismen var industrikapitalen (koncerner, truster, monopoler) og så storgodsejerne – junkerne.
I den russiske zone opdeles nu godserne i små parceller til jordløse landarbejdere. Forhåbentlig vil de tyske myndigheder, efterhånden som de indsættes i de forskellige områder, nationalisere denne jord. Dermed vil de prøjsiske junkeres æra være forbi og militarismen i Tyskland være tilføjet et dødeligt slag.
I de øvrige zoner foregår også en art social revolution, idet truster, koncerner, monopoler ophæves og industrianlæggene afmonteres. Måske sker det delvis af konkurrencehensyn fra besættelsesmagternes side, men det kan også danne indledningen til en social revolution, hvis de til sin tid indsatte tyske myndigheder får ret til at overføre produktionsmidlerne i offentlig eje.
Hvis dette sker overalt i Tyskland, at jord og produktionsmidler går til offentlig (fælles) eje, vil der ikke være grund til at frygte for en opblussen af en ny tysk nazisme. I tyske menneskers sind vil der vel endnu i forholdsvis lang tid ruge nazistiske revanchetanker, men de vil være berøvet enhver basis for udviklingsmuligheder.
Man vil indvende: Ja, men det er jo socialisme! Og det er rigtigt! Det er kun et socialistisk Tyskland, der i fremtiden kan være garant for en fredelig udvikling af det tyske folk.
Men uden for Tyskland ligger en verden der for størstedelen beherskes af det privatkapitalistiske system. I hvilket som helst land – dette system føler sig dødeligt truet – vil der opstå nazisme under nye navne og former, måske særligt kristeligt-nationale, men den vil anvende de samme terroristiske magtmidler for at bevare magten i den privilegerede klasses hænder, som den tyske nazisme gjorde.
Med stor ængstelse må man imødese udviklingen i England, hvor arbejderklassen synes at have den politiske magt i hænde, men foreløbig forvalter den uhyre moderat, og hvor overklassen organiserer sig til modstød. Mosley, nazisten, samler allerede nu titusinder til offentlige møder mod regeringen.
Vi, Danmark, er kun en lille plet på verdenskortet, men vore økonomiske forhold er en kopi af de store landes! Skete der ikke en antisocialistisk sammenrotning ved sidste folketingsvalg? Og øvedes der ikke nu et stadigt tryk for at presse de arbejdende massers krav om fremskridt tilbage samtidig med, at der energisk arbejdes for at afvæbne civilbefolkningen nærmere betegnet frihedskæmperne?
Naturligvis er betingelserne for en ny-nazisme til stede her i landet, og det vil der vedblive at være, indtil vi har indført en social ordning, der udelukker en privatkapitalistisk udbytning af arbejdskraften.
1. Det ny arbejderblad 28.-8.-47. En manchet oplyser, at artiklen er skrevet i februar 46 og afvist i Frit Danmark.
Sidst opdateret 20.6.00