Kapitalismen har kun eksisteret i få hundrede år og alligevel er det på rekordtid blevet hele klodens samfundsform, og langt de største tekniske fremskridt i menneskehedens historie er sket under kapitalismen. Men kapitalismen er samtidig den blodigste og mest undertrykkende periode i menneskets hidtidige historie.
Verdenskrigene i dette århundrede har alene kostet 75 millioner ofre og de mange lokale krige koster dagligt tusinder livet. Aldrig har der været produceret så mange fødevarer, skabt så megen viden om sundhed, produceret så store værdier. Trods dette lever 40 pct. af verdens befolkning i dyb fattigdom, millioner dør af sult, Afrika trues af AIDS, og på hele kontinenter er flertallet dybt forarmede.
Kapitalismen skaber noget stort, men også det modsatte.
Kapitalismen skaber enorme værdier og fremskridt, men også ekstrem ulighed. Kapitalismen skaber ensartede markeder, arbejdsdeling og de samme klasseskel overalt på kloden.
Kapitalismen har også skabt den klasse, som skal omstyrte kapitalismen, nemlig arbejderklassen.
På Marx' tid var arbejderklassen på globalt plan en lille minoritet.
Ikke engang i de kapitalistiske lande i Europa var arbejderklassen det numeriske flertal. Dengang var bønder og landarbejdere det store flertal, og i byerne var småborgerskabet og tjenestefolkene de mange. I dag ser det helt anderledes ud. Arbejderklassen er i dag den største klasse. Numerisk set overgår den alle andre klasser globalt set, og ikke kun i de industrialiserede centre omkring Europa, USA og Japan.
De næsten 2,5 milliarder mennesker i Kina, Indien og Indonesien er ikke længere primært bønder.
For 20 år siden boede kun små 200 millioner af Kinas befolkningen i byerne og resten på landet. Med den stærke industrialisering og de mere åbne markeder har fået det forhold ændret radikalt. I dag findes der 400 millioner i byerne, 100-200 millioner arbejdsløse omkring byerne, og halvdelen af arbejdskraften på landet er ansat i lokale virksomheder.
Mindst halvdelen af kineserne er i dag arbejdere.
Den afgørende ændring er på landet, hvor industrialiseringen og markedernes åbning har medført en stor lokal vækst i industrielle investeringer og arbejdspladser. Væksten i Kina er altså ikke primært et byfænomen, men et generelt samfundsfænomen. Hermed er der sket en proletarisering af bønderne og de materielle forhold, som påvirker deres bevidsthed. Det er disse hundreder af millioner af nye arbejdere, de kinesiske herskere og internationale kapitalister frygter, når de taler om sandsynligheden for social uro.
En lignende udvikling har vi set i Indien, som også har gennemgået en stærk industrialisering med store vækstrater, hvor de 900 millioner indbyggere proletariseres hastigt. F.eks. ligger verdens største computerproduktion i Indien.
Globalt set er kapitalismens udvikling nået hver eneste afkrog og dominerer alle samfund. Arbejderklassen er ikke blot den numerisk største klasse. Det er også en klasse med mere og mere ens forhold. Det samme lønslaveri, de samme multinationale selskaber, de samme behov for fagforeninger og politisk organisering. Derfor oplever vi, at arbejdere i Indonesien bruger de samme slagord og tegn som arbejdere i Sydafrika, USA og Danmark. Strejke- og blokadevåbnet er ikke nationalt eller kulturelt betinget, men springer ud af udbytningens karakter.
På samme måde som arbejderklassen bliver mere ens, så bliver de herskende det også.
Politikere, diktatorer, kapitalister og rige over hele verden ligner hinanden. De bruger samme statussymboler, samme magtanvendelse og har samme formål, mere magt og rigdom. Men det er ikke blot overflade eller en bondediktator i jakkesæt. Det, som ensarter de herskende klasser, er, at de alle springer ud af kapitalens magt. Ingen herskende klasse kan alene sidde med den militære magt. De må også have den økonomiske magt.
Nogle af de værste diktatorer i f.eks. Nigeria, Mozambique, Nordkorea eller Burma fremstilles ofte som feudale militærkonger.
I Nigeria styrer de herskende oliestrømmen til de multinationale. I Nordkorea ejer og kontrollerer de herskende al produktion og i Burma lever generalerne af træfældning og turisme.
Jo mere de herskende klasser ligner hinanden, des færre bliver de i antal. Kontrol og ejendom af kapital bliver koncentreret på stadig færre hænder, og som følge heraf bliver rigdommen det også. På samme måde som i Danmark, hvor kontrol og ejerskab af kapital er i hænderne på meget få tusinde mennesker, så er tendensen den samme i hele verden. Denne koncentration af kapital følger naturligvis med en øget internationalisering af markeder, øget arbejdsdeling og stærkere multinationale selskaber.
Den altdominerende klassemodsætning på denne klode går mellem et flertal af menneskene – arbejderklassen – og en lille herskende klasse af meget rige kapitalister.
Kapitalismen er i dag et verdenssystem, hvor ingen afkroge undslipper. Og det er ikke kun de kapitalistiske markeder, som æder de feudale områder. Det gør udbytning og de kapitalistiske klassestrukturer også. Hovedmodsætningen går hverken mellem vest og øst eller mellem de kapitalistiske centre og de fattige lande, men mellem kapitalister og arbejdere. Selv om et afrikansk land er udsat for imperialistisk dominans og mulitinational udsugning, så sidder der en lille enormt rig herskende klasse i hver enkelt afrikansk nation. Og de har fælles interesser med de multinationale og imperialistiske magter, nemlig udbytningen af natur og mennesker.
Efter murens fald og oprørene mod diktaturerne i Østeuropa håbede arbejderne på velstand, demokrati og frihed. I stedet har de fået øget fattigdom, arbejdsløshed og stærkt stigende ulighed. De herskende klasser, som under diktaturets fane og i socialismens navn undertrykte og udbyttede arbejderklassen, sikrede sig kontrollen med kapitalen og magten i de nye markedssamfund. Partisekretæren er blevet direktør og aktieejer og praler med sin rigdom, mens arbejdernes lønninger falder, hvis de overhovedet bliver udbetalt.
Demokratiet betyder blot, at arbejderne kan stemme på de samme som før, og friheden er blevet til frihed for uhæmmet markedskapitalisme.
Det betyder ikke, at den kontrollerede statskapitalisme, som vi ser i f.eks. Kina, Nordkorea eller på Cuba er bedre ved arbejderne. Pointen er, at kapitalismen uanset dens udformning skaber de samme klasser og modsætninger i en global økonomi.
Kapitalismens globale ekspansion, markedsøkonomiens udbredelse, udbygningen af den internationale arbejdsdeling, den øgede betydning af multinationale selskaber og øget international handel med varer og finanser gør ikke kun kapitalismen stærkere. Det gør den også mere sårbar. Meget små rystelser på en børs, i et multinationalt firma eller i en branche kan ryste nationer, regioner og hele verdensøkonomien. På trods af at økonomien på overfladen ser meget forskellig ud fra land til land, så bevæger de samme tendenser sig globalt over tid.
Den nuværende krise er ikke blot nogle skvulp på børserne og en flodbølge i Asien. Det er en krise, som ligger gemt i selve kapitalismens væsen og konkurrence.
Der er tale om overproduktion på verdensplan og profitratens faldende tendens – dvs. at der bliver investeret mere i maskiner og teknologi end der bliver brugt på menneskelig arbejdskraft. Hermed falder profitten, fordi udbytningen af den menneskelige arbejdskraft er den eneste kilde til profit.
De oppustede aktiekurser og ejendomspriser vil briste, fordi de ikke afspejler den reelle værdi, men konkurrencen om ejendommen til værdierne. Når børserne rasler ned, så vil bankerne få svært ved at inddrive de mange risikable lån, samtidig med at de nationale valutaer har svært ved at holde. Når et lands børs skvulper, så skvulper det også mange andre steder i verden, fordi låntagning og ejerskab af aktier er international. Derfor kan en lille krise blive til en regional og verdenskrise. Det så vi i efteråret 1998 i Asien.
Hver eneste gang krisen slår igennem, så sker der to ting. For det første griber nationalstaten ind med støtteopkøb af valuta og obligationer, samtidig med at IMF og de største lande bevilger milliarder. Disse milliarder går først og fremmest til afbetaling på den kortfristede gæld og hjælper alene de største banker og virksomheder fra at tabe penge i det kriseramte land. IMFs pris for disse lån er benhårde nedskæringsprogrammer på velfærdsydelser, uddannelse og sociale forhold. Samtidig redder den nationale kapital i kriselandet sine penge gennem devalueringer, massefyringer og lønnedgang. Den egentlige pris betaler arbejderklassen.
Millioner af arbejdere er blevet fyret i Asien og bølgen af fyringer kommer tættere på centrene i Europa, USA og Japan. Devalueringer har betydet en voldsom inflation – dvs. at priserne stiger med hundreder procent på kort tid, og lønningerne for de som arbejder kan ikke følge med. Det har betydet en sænkelse af levestandarden til under det halve for millionvis af arbejdere.
Samtidig rammer de sociale og offentlige nedskæringer arbejderklassen ensidigt. I lande, hvor det offentlige og sociale niveau i forvejen er meget lavt, betyder de nye forringelser en absolut sænkning af masserne til fattigdommens elendigheder.
Krisen er altså ikke et spørgsmål om det går godt eller skidt på børserne, men om fattigdom og elendighed for millioner af mennesker.
Desværre betyder mere krise ikke automatisk mere kampvilje i arbejderklassen.
Men kombineres krisen med en oplevelse af den herskende klasses uduelighed og grådighed og manglende mulighed for at regere, så kan det betyde skærpet klassekamp og revolutionære muligheder.
I de sidste år har vi været vidne til, at arbejderklassen på globalt plan er ved at tro mere på sig selv og ikke vil finde sig i mere. I USA, Korea, Zimbabwe, Brasilien, Indien, Tyskland, Frankrig og ikke mindst Indonesien er arbejderklassen suppleret af studenter for alvor på banen. Her konfronteres klasse mod klasse, og for første gang siden murens fald og stalinismens endeligt bliver socialismens banner svinget.
Hos mange unge er socialismen igen blevet sat på dagsordenen, fordi det kapitalistiske system ikke lever op til dens løfter om rigdom, fred og fremgang for det overvældende flertal. Det er synligt for enhver tænkende arbejder, at de rige bliver rigere, mens vores leveforhold forringes. Og det får mange til at søge efter et alternativ til kapitalismen. Socialismen er dette alternativ, og kan i dag fremføres mere troværdigt, fordi de stalinistiske diktaturer i Rusland og Østeuropa er væk.
Desværre er det ikke den eneste synlige forandring.
Aldrig har der været så mange krige i hele verden som der er i dag. Intet kontinent er uden konflikter og i visse områder i Afrika, Mellemøsten, Sydamerika og Asien er krigen hverdag. I Europa har vi haft den blodige borgerkrig i Bosnien og en ny er i gang i Kosovo.
Kampen om markederne i de herskende klasser og mellem de ledende imperialistiske magter tager til.
Krisens skærpelse får ofte modsætninger mellem forskellige fraktioner af den herskende klasse til at bryde ud i lys lue. Det så vi Bosnien, i Congo, i Mellemøsten. Og de store imperialistiske stater med USA i spidsen fortsætter deres forsøg på at kontrollere verden gennem militærmagt, som vi ser det i Irak, Israel, Congo, Kosovo, Cuba osv.
De forsøger at få det gjort i fællesskab og så kalde det operationer under FN's flag eller NATO eller OECD. Men de kan kun samles om få fælles imperialistiske interesser, som f.eks. at sørge for at de menige irakere ikke vinder et oprør.
Som hovedregel står de på hver sin side i konflikterne, og de forsyner de krigsførende med våben og penge, så deres egne kapitalister tjener på krigene.
Men når verdenskrisen for alvor strammer til, så skærpes kampen om markederne også. Det førte til de to verdenskrige i dette århundrede og det permanente våbenkapløb mellem USA og Sovjet. En yderligere skærpelse af krisen og skærpede modsætninger i den herskende klasse kan få dem til at vælge krigen som den sidste redningsplanke. Som Rosa Luxemburg formulerede om 1. Verdenskrig i 1915:
Det borgerlige samfund står overfor et dilemma? Enten en forandring til socialisme, eller en tilbagevenden til barbari ... Vi står ... over for valget: enten imperialismens sejr og dermed alle kulturers forfald som i det gamle Rom – affolkning, hærgen, degeneration, en jamrende kirkegård – eller socialismens sejr. Det vil sige det internationale proletariats bevidste kamp mod imperialismen og dens metode: krigen. Dette er verdenshistoriens dilemma, et enten-eller, hvis vægtskåle sitrende vakler foran det klassebevidste proletariats beslutning."
Rosa Luxemburg, citeret efter Tony Cliff: Rosa Luxemburg – en politisk biografi, Politisk Revy 1973, s. 36.
Sidst opdateret 27.7.2008