Den herskende klasse og deres intellektuelle talerør har haft travlt med at erklære socialismen for død efter murens fald. Nu skulle det frie liberale marked skabe frihed, fred og fremgang for alle. Det har kapitalismen imidlertid selv gjort til skamme, og derfor har marxismen og socialismen fået en genkomst.
Men det udtrykker først og fremmest et ønske fra de unge og en desperation fra de intellektuelle. De unge ønsker et alternativ til en verden, de med rette opfatter som absurd og uretfærdig. De intellektuelle er på desperat jagt efter noget, som kan forklare, hvorfor kapitalismen ikke funger hensigtsmæssigt hverken økonomisk eller menneskeligt.
Det forstærker kravet til marxister og revolutionære socialister om at forklare og fremstille socialismen klart og forståeligt. Her er det vigtigt, at tage fat om nogle kernepunkter, som oftest forvrides.
For det første skal der utvetydigt tages afstand fra de stalinistiske diktaturer i Rusland og Østeuropa, og det gælder også de tilbageværende Nordkorea, Kina og Cuba. Det er ikke og har aldrig været socialistiske lande, men derimod statskapitalistiske diktaturer, hvor en lille herskende klasse har levet på ryggen af arbejderklassen, som blev og stadig bliver undertrykt. I modsætning til stalinismen står "socialisme fra neden", som hviler på den enkle tese, at "arbejderklassen befrielse er arbejderklassen eget værk".
For det andet skal det slås fast, at der ikke eksisterer en parlamentarisk vej til socialismen. Dels har de venstreorienterede partier fra Socialdemokratiet til partier som SF og Enhedslisten valgt at være en del af det parlamentariske system indenfor og på kapitalismens betingelser. Det betyder, at de deltager i nedskæringer, støtter bevillinger til militær og politi, accepterer støtte til erhvervslivet og kongehuset. De bruger ikke deres parlamentariske repræsentation som talerør for arbejderklassen og dens kampe.
Hertil kommer, at den reformistiske vej til socialisme er en slagen vej. Intet sted er den lykkedes, og den nuværende herskende klasse vil aldrig acceptere en afgivelse af deres magt, rigdom og privilegier.
Det så vi tydeligt i Chile i 1973, hvor Allendes reformsocialister fik flertal og regeringsmagten, men blodigt blev frataget den af militæret og kapitalen. Den eneste vej til socialisme er gennem en revolution, hvor arbejderklassen selv tager magten.
For det tredje er marxisme og socialisme ikke blot en teori eller en holdning. Det er selve legemliggørelsen af arbejderklassens objektive interesser og derfor både en politisk teori og praksis for indfrielsen af disse. Socialistisk teori kan ikke brydes op i stumper eller dyrkes skolastisk, men må hele tiden anvendes og forholdes til arbejderklassens konkrete kamp.
Hvis socialismen ikke kommer gennem reformer eller af sig selv, må den skabes gennem arbejderklassens handlinger.
Det kapitalistiske samfunds klasser står i et antagonistisk modsætningsforhold. Den ene kan ikke herske uden at herske over den anden. Borgerskabet kan ikke eksistere uden udbytningen, ejendomsretten og en statsmagt til at opretholde dette. Arbejderklassen må derfor ikke blot overtage produktionen, afskaffe ejendomsretten og påtage sig et kollektivt ansvar for fremtiden. Det må også smadre den statsmagt, som kapitalen har formet og bruger til undertrykkelse. Som Engels formulerer det:
Staten er altså ingenlunde en magt, der er blevet påtvunget samfundet udefra, lige så lidt er den "den etiske idés virkeliggørelse", "fornuftens billede og virkeliggørelse", som Hegel påstår det. Den er tværtimod et produkt af samfundet på et bestemt udviklingstrin...(s. 317)
Da staten er opstået af trangen til at holde klassemodsætningerne i tømme, da den imidlertid samtidig er opstået midt i konflikten mellem disse klasser, så er den i reglen den mægtigste, den økonomisk herskende klasses stat, og denne klasse bliver ved dens hjælp også den politisk herskende og får således nye midler til at underkue og udbytte den undertrykte klasse. (s. 319)
Engels: Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, i Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bd.2, Tidens Forlag
For at opnå den politiske og økonomiske magt må arbejderklassen lave en revolution. Marx formulerer det på denne måde:
Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor den ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur.
Marx: Kritik af Gothaprogrammet, i Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bd. 2, s. 25, Tidens Forlag
Den revolutionære omvæltning er hverken voldelig eller langvarig. Det kan den revolutionære periode op til omvæltningen derimod være, fordi styrkeforholdet mellem den herskende klasse og arbejderklassen svinger frem og tilbage, inden det endeligt afklares. Under den russiske revolution i 1917 begyndte revolutionen allerede i februar, hvorefter der var en dobbeltmagtsituation helt frem til oktoberrevolutionen, hvor sovjetterne med Bolsjevikpartiet i spidsen gennemførte den socialistiske revolution.
En sådan dobbeltmagtsituation betyder ikke entydigt sejr. Da den polske arbejderklasse i 1980-81 udfordrede det statskapitalistiske diktatur gennem sine generalstrejker, fabriksbesættelser og arbejderråd organiseret i Solidarinosc, opstod der en dobbeltmagt. Lederne af Solidarinosc tøvede i de afgørende øjeblikke, hvorefter den herskende klasse slog hårdt ned på arbejderklassens ledere med fængselstraffe, interneringer og smadring af Solidarinosc.
En revolution er derfor etableringen af en ny magt, som kan fastholde det håb og perspektiv om en bedre tilværelse, som arbejderklassen formulerer. Den gamle herskende klasse ønsker hverken at afgive magt, rigdom eller privilegier frivilligt – og de opgiver aldrig håbet om at få det tilbage. Lenin udtrykker det således:
Men proletariatets diktatur, dvs. de undertryktes fortrop organiseret som herskende klasse med det formål at holde udbytterne nede, kan ikke simpelthen nøjes med at udvide demokratiet. Samtidig med den uhyre udvidelse af demokratiet, der for første gang bliver et demokrati for de fattige, for folket og ikke et demokrati for de rige, medfører proletariatets diktatur en række undtagelser for friheden, hvad undertrykkerne, udbytterne og kapitalisterne angår. Dem må vi holde nede for at befri menneskeheden fra lønslaveriet, deres modstand må brydes med magt, og det er klart, at dér, hvor der findes undertrykkelse og tvang, er der ingen frihed, intet demokrati.
Lenin: Staten og revolutionen, i Udvalgte Værker, bd. 9, s. 91, Tidens Forlag
En sejrrig revolution i et land kan ikke overleve. Selv en nok så bevidst og opofrende arbejderklasse kan ikke overleve, uden at revolutionen spredes.
Årsagen, til at den russiske revolution blev smadret, var netop, at revolutionerne i resten af Europa led nederlag, og i særdeleshed var den tyske revolutions nederlag det værste, fordi den tyske arbejderklasse var verdens største og bedst organiserede. Lenin og Trotskij gentog gang på gang nødvendigheden af en spredning af revolutionen, hvis den russiske arbejderstat skulle overleve. Det skete som bekendt ikke, og resultatet var bureaukratiets gradvise magtovertagelse med Stalin i spidsen.
Men datidens odds var dårlige. For det første var arbejderklassen et mindretal undtagen i de europæiske centre. For det andet var arbejderklassens erfaringer med arbejderrevolutioner minimale. Erkendelsen af det revolutionære partis nødvendighed, reformismens styrke og forræderiske karakter, samt kapitalismens modstandskraft var ikke stærk nok i de mest avancerede dele af arbejderklassen.
I dag er arbejderklassen ikke blot den numerisk største klasse på verdensplan, men også den stærkeste, hvis den bruger sine kræfter rigtigt. Erfaringerne med reformismen og de stalinistiske diktaturer har givet arbejderklassen og de revolutionære benhårde erfaringer. Og de er nødvendige, hvis vi skal gennemføre en revolution i ikke blot et land, men i hele verden for at få socialisme.
Hvis arbejderklassen skal skabe dette samfund, socialisme fra neden, gennemføre en succesfuld revolution, så skal arbejderklassen vindes for revolutionen, og det kræver, at den bryder med de herskende ideer. Og det sker ikke bare af sig selv. Trotskij har beskrevet det sådan:
Arbejderklassen, taget i sig selv, er kun materiale for udbytning. Proletariatet påtager sig først en selvstændig rolle i det øjeblik, hvor det fra at være en social klasse i sig selv bliver til en politisk klasse for sig selv. Dette kan ikke forekomme på anden måde end ved hjælp af et parti. Partiet er det historiske organ, hvorigennem arbejderklassen bliver klassebevidst. At sige at "arbejderklassen står højere end partiet" er at påstå, at arbejderklassen i sin oprindelige tilstand står højere end den arbejderklasse, som er på vej til at blive klassebevidst. Ikke bare er dette ukorrekt; det er reaktionært. (side 12-13).
De skridt, arbejderklassen tager frem mod klassebevidsthed – det vil sige opbygningen af et revolutionært parti, som leder arbejderklassen – det er en kompleks og modsætningsfyldt proces. Arbejderklassen i sig selv er ikke homogen. I forskellige sektioner opstår klassebevidstheden ad forskellige veje på forskellige tidspunkter. Borgerskabet deltager aktivt i denne proces. Inden for arbejderklassen skaber borgerskabet sine egne institutioner eller benytter allerede eksisterende for at sætte bestemte lag af arbejdere op imod hinanden. Inden for proletariatet er adskillige partier aktive på samme tid. Derfor: på størstedelen af sin politiske rejse (mod klassebevidstheden, red.), forbliver arbejderklassen politisk splittet. (side 19).
Oversat efter J. Degras: Communist International 1919-1941, London 1971
Trotskij bruger denne klare analyse som argument for at skabe en enhedsfront mod nazisterne i 1932, fordi hans pointe er, at splittelsen i arbejderklassens politiske rækker må og skal overvindes. Ikke desto mindre er netop forståelsen af den uens bevidsthed i arbejderklassen og de politiske afledte konsekvenser heraf afgørende for, hvordan det revolutionære parti skal arbejde. Selv om målet er at vinde det store flertal i arbejderklassen for revolutionen, så sker dette kun i selve den revolutionære situation.
I den overvejende del af tiden må det revolutionære parti derfor henvende sig til et mindretal i arbejderklassen. Den engelske revolutionære leder Tony Cliff formulerer det på følgende måde:
Partiet må ikke være bagud for den avancerede del af arbejderklassen. Men det må heller ikke være så langt foran, så det er uden for rækkevidde. Det må stå i dens forreste del og være forankret i den:
(Her citerer Cliff Lenin) "for af få succes kræver alt seriøst revolutionært arbejde, at selve ideen om, at de revolutionære er i stand til at spille rollen som avantgarde i den rigtige levende og avancerede klasse, at denne idé forstås og omsættes i handling. En avantgarde udfører først sine opgaver som avantgarde, når den er i stand til at undgå at blive isoleret fra de masser, som den leder, og er i stand til virkelig at lede hele massen fremad."
Behovet for et revolutionært parti er, som vi allerede har pointeret, en afspejling af den uens bevidsthed i arbejderklassen. Alligevel er det på samme tid partiets opgave at fremskynde overvindelsen af denne uensartethed ved at rejse bevidstheden til det højest mulige niveau. At tilpasse sig til det gennemsnitlige eller endda til det laveste bevidsthedsniveau i arbejderklassen er i sin natur opportunisme. På den anden side er organisatorisk uafhængighed og isolationen fra den mest avancerede del af arbejderklassen vejen til sekterisme. At opløfte den mest avancerede dels af arbejderklassen til det højest mulige niveau under de givne omstændigheder – det er rollen for et rigtigt revolutionært parti.
Tony Cliff: Building the party, London 1986, s. 267
Hvordan det revolutionære parti gennemfører denne balancegang, er det revolutionære partis intervention i en given klassekampssituation udtryk for. Og her er det ikke ligegyldigt om partiet er på 100 eller 10.000 medlemmer.
Et lille parti er fysik afgrænset af din størrelse og kan logisk nok ikke være tilstede på alle arbejdspladser og i alle kampe. Derfor må et lille parti konstant arbejde på at forøge sin størrelse, og dermed øge sine muligheder for at blive en væsentlig politisk faktor blandt det mindretal i arbejderklassen, som vil slås.
Men det foregår ikke på sidelinien som bedrevidende kommentatorer eller ved at erstatte sin manglende størrelse med opportunisme over for dem, som slås. Tværtimod må et lille parti være endnu mere politisk klar og intervenere endnu mere direkte over for mindretallet, fordi dets ideer skal udfordre en massiv strøm af borgerlige og reformistiske ideer, hvis det skal vinde nye medlemmer. Redaktøren af den engelske ugeavis Socialist Worker, Chris Harman, udtrykker denne nødvendighed således:
Arbejdere er ikke robotter uden ideer. Hvis de ikke vindes over på et socialistisk verdenssyn gennem de bevidste revolutionæres intervention, vil de fortsætte med at acceptere det eksisterende samfunds ideologi. Dette er så meget mere sandsynligt, fordi det er en ideologi, der for nuværende gennemsyrer alle livets aspekter, og som er sikret med alle midler. Selv arbejdere som "spontant" er nået frem til et fuldt færdigt videnskabeligt standpunkt, ville stadig være nødt til at argumentere over for andre, som ikke har.
Chris Harman: Parti og klasse, s. 27, Internationale Socialisters Forlag 1996
Og det kan kun ske, hvis de konkrete kampe hele tiden bindes sammen politisk, og hvis adskillelsen af den politiske og faglige kamp overvindes gennem sammenkædningen af socialistisk propaganda og konkret agitation i den revolutionære avis og andre udgivelser.
I 90´ernes klassekamp er et revolutionært parti mere nødvendigt end nogensinde, hvis arbejderklassens kampe skal vindes og føres fremad. Det kapitalistiske marked og den stadig dybere økonomiske krise øger uligheden og polariseringen i hele verden. Det betyder omfattende angreb på vores levevilkår, mere nazisme, racisme og nationalisme og øger risikoen for krig.
Opbygningen af revolutionære partier over hele verden er derfor ikke bare et spørgsmål om en bedre fremtid, men om overhovedet at have en.
Det helt centrale for socialister er et humant, lige og fredeligt samfund. Ikke ud fra borgerlige idealer om at det kan udfoldes i det borgerlige demokrati under kapitalismen. Men ud fra holdningen om, at der skal skabes et helt nyt samfund.
Her skal arbejdet, goderne, opgaverne, beslutningerne, frihederne, værdierne være lige fordelt og bruges i gensidig respekt for hinanden. Det kræver et helt andet samfund, hvor beslutninger om stort og småt er lagt i hænderne på producenterne – arbejderklassen.
Som det tidligere er dokumenteret er arbejderklassen det store flertal, og hvis demokratiet bliver foldet ud, så det kommer i hænderne på arbejderklassen, bliver demokratiet noget direkte og virkeligt, frem for en stemme hvert fjerde år.
Demokrati, udført i og af arbejderklassen, betyder arbejderråd.
På virksomheder, institutioner, boligområder og allevegne kan det direkte demokrati udfoldes og fungere. Her kan delegerede og valgte til høje og lave funktioner ikke bare vælges, men også til enhver tid trækkes tilbage. Her skal de forsvare og argumentere for deres holdninger og forslag til beslutninger og på denne baggrund fortsætte eller blive afsat fra deres hverv. Arbejderrådene og det direkte demokrati er ikke en teoretisk opfindelse af Marx eller andre socialister. Det er vokset ud af arbejderklassens egne kampe og erfaringer. Det direkte demokrati fungerede under Pariserkommunen i 1871 og er gentaget i alle de arbejderråd, som siden er opstået i revolutionære situationer. Fra sovjetterne i Rusland 1917 over de spanske arbejderråd i 1936 til Ungarn i 1956 og Solidarinosc i Polen i 1980.
Gennem en revolution vil magten ende hos det det store flertal modsat nu, hvor et lille mindretal ejer, kontrollerer og bestemmer alt. Den eksisterende magtpyramide vendes med et slag på hovedet gennem revolutionen og arbejderådenes direkte demokrati. Afskaffelsen af ejendomsretten som udgangspunkt for al virke og muligheder, og erstatte den med kollektivt ansvar og beslutning vil muliggøre menneskenes virkelige sociale og udviklingsmæssige potentiale.
Ved at overtage kontrollen over produktionen, de producerede varer og det overskud, der skabes, bliver arbejderklassen både producerende og herskende. Hermed vil der ikke bare være fokus på den mest optimale produktion og opfyldelsen af arbejderklassens samlede behov. Det vil også betyde en frisættelse af den umådelige kreativitet, som arbejderklassen indeholder, men som i dag er undertrykt og inddæmmet af kapitalismens produktionsforhold.
Arbejderklassens kamp og bevidsthedsmæssige tilegnelse bliver langt mere kollektiv og til gavn for alle. Dels fordi de fungerer kollektivt i produktionen med en udstrakt arbejdsdeling, og dels fordi de kun kan få forbedringer gennem kollektivt sammenhold. Hertil kommer det simple faktum, at de ikke kan tilegne sig kontrollen over produktionen som individer. Derfor bliver arbejderklassen som bevidste producenter de bedste og mest udviklende producenter, verden har oplevet.
Socialismen er ikke "blot" en ændring af magten over produktionsmidlerne, men den ultimative udviklingsmulighed for det enkelte menneske. Som Marx skriver:
I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelse for alles fri udvikling.
Frihed under socialismen er en udvidelse af den enkeltes frihed til at tale og skrive frit og til at have direkte indflydelse, fordi alle kan komme til orde i medier, som er kollektivt ejet og styret, i arbejderråd med direkte demokrati og friheden til at leve et liv på egne betingelser. Befriet for tvangen til at sælge sin arbejdskraft og for det nedværdigende lønslaveri under chefens kontrol, kan det enkelte menneske leve et liv som han/hun ønsker. Og med afskaffelsen af den private ejendomsret kan alle have muligheder for at virkeliggøre drømme, fordi de i udgangspunktet ikke er bundet af økonomiske eller magtmæssige begrænsninger.
Frihed under socialismen er virkelig frihed modsat friheden under kapitalismen, som kun er frihed for den herskende klasse.
Den fremmedgørelse, som arbejderklassen oplever under kapitalismen, er dybt forbundet med den kapitalistiske produktionsmåde. Under kapitalismen produceres der ikke for behov, men for profit. Arbejdere bliver ikke ansat, fordi de kan bidrage til en udvikling eller opfylde egne behov, men for at skabe merværdi til kapitalisten.
Hele den enkelte arbejders eksistens er kun interessant i det kapitalistiske samfund, hvis han/hun kan bruges som arbejdskraft og merværdiproducent. Derfor opretholdes og understøttes allehånde former for strukturer og forhold, der kan undertrykke arbejdernes individuelle og kollektive forhold.
Et eksempel er den stædige opretholde af familien og parforholdet, som den primære sociale relation. Under kapitalismen er familien og parforholdet ikke et reelt tilvalg, men en nødvendig organisering af arbejdernes sociale relationer, fordi de passer til kapitalismens produktionsmåde i både sin konkrete organisering af individuelt ansvar for mad, børn, beboelse osv. fremfor et kollektivt samfundsansvar. Følelser bliver formet af dette tvangsforhold og derfor deformerede og fremmedgjorte. Kombineret med den konkrete fremmedgørelse over for arbejdet, så bliver det enkelte menneskes, og i særdeleshed arbejderens, tilværelse fremmedgjort.
Drømmen om et samfund, hvor alle er lige, og hvor hele samfundet er organiseret uden magt og tvang, kan kun virkeliggøres i det klasseløse kommunistiske samfund. Det kommunistiske samfund er her forstået som det samfund socialismen bliver til, når klassekampen og klasserne er forsvundet. Det har altså overhovedet intet med den stalinistiske "kommunisme" at beskaffe. Som Lenin skriver i 1920:
Først i det kommunistiske samfund, når kapitalisternes modstand allerede definitivt er brudt, når kapitalisterne er forsvundet, og der ikke mere findes klasser (dvs. når der ikke mere findes nogen forskel mellem samfundets medlemmer i deres forhold til samfundets produktionsmidler) – først dér "hører staten op med at bestå" og først dér "kan der være tale om frihed". Først dér er et virkelig fuldstændigt demokrati muligt, demokrati uden nogen som helst undtagelse, først dér kan det virkeliggøres.
Lenin: Staten og revolutionen, fra Udvalgte værker bd. 9, s. 91. Udgivet af forlaget Tiden.
Det er en fortsættelse af Marx holdninger:
I en højere fase af det kommunistiske samfund, når den lænkebindende underordning af individerne under arbejdsdelingen er forsvundet og dermed også modsætningerne mellem legemligt og åndeligt arbejde; når arbejdet er blevet ikke blot et middel til at opretholde livet, men selve den første livsfornødenhed; når også produktionskræfterne er vokset med individernes alsidige udvikling, og alle den kollektive rigdomskilder vælder stærkere frem – først da kan den snævre borgerlige retshorisont helt overskrides og samfundet skrive på sine faner:
Enhver yder efter evne, enhver får efter behov!
Karl Marx: Kritik af Gothaprogrammet, i Marx og Engels: Udvalgte Skrifter, bd. 2, s. 17-18, Tidens Forlag
Sidst opdateret 27.7.2008