Skrevet af F. Engels 1. juli 1874 som en fortsættelse af Forbemærkning (1870). Trykt i tredje oplag af »Den tyske bondekrig«, Leipzig 1875.
Oversat fra [Ergänzung der Vorbemerkung von 1870 zu “Der deutsche Bauernkrieg”], i: Karl Marx – Friedrich Engels: Werke, Band 18, S. 512-517, Dietz Verlag, Berlin/DDR 1962.
Fra Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 1, s. 644-50, Forlaget Tiden, København 1973.
Overført til internet af Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, januar 2006.
Kopieret til Marxisme Online, 20. juli 2008 iflg. aftale.
Ovenstående linjer blev nedskrevet for mere end fire år siden. De har endnu i dag bevaret deres gyldighed. Hvad der var rigtigt efter Sadova og Tysklands deling, er også blevet bekræftet efter Sedan og oprettelsen af Det hellige tyske rige af preussisk nation. I så ringe grad formår den såkaldte storpolitiks »verdensrystende« skuespil at forandre den historiske bevægelses retning.
Hvad disse skuespil derimod formår, det er at fremskynde denne bevægelses hastighed. Og i denne henseende har ophavsmændene til ovenstående »verdensrystende begivenheder« haft ufrivillige resultater, der sikkert er dem selv højst uvelkomne, men som de imidlertid må tage med i købet, hvad enten de vil eller ej.
Allerede krigen i 1866 rystede det gamle Preussen i sin grundvold. Det havde allerede efter 1848 kostet besvær at bringe det oprørske industrielle – borgerlige og proletariske – element i vestprovinserne ind under den gamle tugt igen; det var imidlertid lykkedes, og østprovinsernes junkere havde ligesom arméen atter gjort deres interesser til de herskende i staten. I 1866 blev næsten hele Nordvesttyskland preussisk. Bortset fra den uhelbredelige moralske skade, som den preussiske krone af guds nåde havde taget, da den slugte tre andre kroner af guds nåde, flyttedes monarkiets tyngdepunkt nu i betydelig grad mod vest. De fem millioner rhinlændere og westfalere forøgedes, først direkte med de fire millioner og dernæst indirekte med de seks millioner tyskere, der var blevet annekteret gennem det nordtyske forbund. Og i 1870 kom dertil yderligere de otte millioner sydvesttyskere, så at der nu i det »nye rige« fandtes op mod 25 millioner, der for længst var vokset fra den gammelpreussiske junkerfeudalisme, overfor de 14½ millioner gammelpreussere (fra de seks østelbiske provinser, deriblandt oven i købet 2 millioner polakker). Således forskød netop den preussiske armés sejre hele grundlaget for den preussiske statsbygning; junkerherredømmet blev mere og mere utåleligt selv for regeringen. Men samtidig havde den rivende hurtige industrielle udvikling ført til, at kampen mellem bourgeoisiet og arbejderne havde fortrængt kampen mellem junkerne og bourgeoisiet, så at der også i det indre foregik en fuldstændig omvæltning af den gamle stats sociale grundlag. Monarkiet, der siden 1840 langsomt gik i forrådnelse, havde som grundbetingelse haft kampen mellem adelen og bourgeoisiet, i hvilken det holdt sig i ligevægt; fra det øjeblik, da det ikke som før kom an på at beskytte adelen mod bourgeoisiets fremtrængen, men at beskytte alle besiddende klasser mod arbejderklassens fremtrængen, måtte det gamle enevældige monarki fuldstændig gå over til den statsform, der specielt er udarbejdet med dette formål for øje: det bonapartistiske monarki. Jeg har allerede andetsteds gjort rede for Preussens overgang til bonapartisme (»Boligspørgsmålet«, 2. hefte, s. 26 f.). [3] Hvad jeg ikke behøvede at betone dér, men hvad der er meget væsentligt her, er, at denne overgang var det største fremskridt, Preussen har gjort siden 1848; i så høj grad var Preussen blevet bagefter den moderne udvikling. Det var ganske simpelt endnu stadig en halvfeudal stat, og bonapartismen er i hvert fald en moderne statsform, der har feudalismens afskaffelse til forudsætning. Preussen måtte altså beslutte sig til at gøre rent bord med sine talrige feudale rester, at ofre junkervæsenet som sådant. Naturligvis sker dette i den mildeste form og efter den yndede melodi: Tag den med ro! Således f. eks. i den højt berømmede kredsinddeling. Den ophæver den enkelte junkers feudale privilegier på hans gods, men kun for at genoprette dem som forrettigheder for samtlige store grundbesiddere i hele kredsen. Sagen er vedblivende den samme, den oversættes blot fra den feudale til den borgerlige dialekt. Man forvandler med tvang den gammelpreussiske junker til noget i retning af en engelsk squire, og han behøvede slet ikke at stritte så meget imod, thi den ene er ligeså dum som den anden.
Således har Preussen altså den besynderlige skæbne at afslutte sin borgerlige revolution – som det havde påbegyndt 1808/13 og ført et stykke videre i 1848 – i slutningen af dette århundrede i bonapartismens behagelige form. Og hvis alt går godt, og verden holder sig pænt i ro, og vi alle bliver gamle nok, så kan vi måske i 1900 opleve, at regeringen i Preussen virkelig har afskaffet alle feudale institutioner, at Preussen endelig når frem til det punkt, som Frankrig stod på i 1792.
Feudalismens afskaffelse betyder – positivt udtrykt – indførelse af borgerlige tilstande. I samme grad som adelsprivilegierne falder bort, bliver lovgivningen mere og mere borgerlig. Og her støder vi på det, der er kernen i det tyske bourgeoisis forhold til regeringen. Vi har set, at regeringen er tvunget til at indføre disse langsomme og smålige reformer. Men overfor bourgeoisiet fremstiller den enhver af disse små indrømmelser som et offer, man har bragt bourgeoisiet, som en indrømmelse, man med møje og besvær har fravristet tronen, og som bourgeoisiet nu også til gengæld burde indrømme regeringen noget for. Og skønt bourgeoisiet er temmelig klar over, hvordan sagen ligger, går det ind på dette bedrag. Deraf er der så opstået den stiltiende overenskomst, der udgør det underforståede grundlag for alle rigsdags- og landdagsdebatter i Berlin: på den ene side reformerer regeringen lovene i sneglegalop i bourgeoisiets interesse, fjerner de hindringer for industrien, der har deres oprindelse i feudalismen og i småstatsuvæsenet, skaber enhed i mønt, mål og vægt, erhvervsfrihed osv., indfører flyttefrihed og stiller dermed Tysklands arbejdskraft til kapitalens uindskrænkede rådighed og begunstiger handel og svindel; på den anden side overlader bourgeoisiet al virkelig politisk magt til regeringen, stemmer for skatter, lån og soldater og hjælper med at affatte alle nye reformlove på en sådan måde, at den gamle politimyndighed over uønskede individer forbliver i kraft ubeskåret. Bourgeoisiet køber sin gradvise sociale frigørelse mod øjeblikkelig at give afkald på sin egen politiske magt. Naturligvis er den hovedbevæggrund, der gør en sådan overenskomst acceptabel for bourgeoisiet, ikke frygten for regeringen, men frygten for proletariatet.
Hvor jammerligt vort bourgeoisi end optræder på det politiske område, så kan det ikke benægtes, at det langt om længe gør sin skyldighed i industriel og kommerciel henseende. Industriens og handelens udvikling, som der blev henvist til i indledningen til anden udgave, har siden da udviklet sig med endnu langt større energi. Hvad der i denne henseende er sket siden 1869 i det rhinsk-westfalske industriområde, er ligefremt uhørt for Tysklands vedkommende og minder om opsvinget i de engelske fabriksdistrikter i begyndelsen af dette århundrede. Og i Sachsen og Øvreschlesien, i Berlin, Hannover og havnebyerne vil det sikkert forholde sig på samme måde. Vi har endelig fået en verdenshandel, en virkelig storindustri, et virkelig moderne bourgeoisi; men vi har til gengæld også haft et virkeligt krak og har ligeledes fået et virkeligt, vældigt proletariat.
For fremtidens historieskriver vil kamplarmen fra Spichern, Mars la Tour og Sedan, og hvad der står i forbindelse med det, have langt mindre betydning i Tysklands historie fra 1869 til 1874 end det tyske proletariats fordringsløse, rolige, men stadig fremadskridende udvikling. Så tidligt som i 1870 blev de tyske arbejdere udsat for en tung prøvelse: den bonapartistiske krigsprovokation og dens naturlige virkning: den almindelige nationale begejstring i Tyskland. De tyske socialistiske arbejdere lod sig ikke et øjeblik forvirre. Der viste sig ikke antydning af national chauvinisme hos dem. Midt i den vildeste sejrsrus holdt de sig kolde, forlangte »en retfærdig fred med den franske republik og ingen anneksioner«, og selv belejringstilstanden kunne ikke bringe dem til tavshed. Ingen krigsære, ingen snak om tysk »rigsherlighed« trak hos dem; deres eneste mål var og blev hele det europæiske proletariats befrielse. Man tør vel sige: en så alvorlig, så glimrende bestået prøve har intet andet lands arbejdere hidtil været udsat for.
Efter krigens belejringstilstand fulgte processerne for højforræderi, majestæts- og embedsmandsfornærmelse, fredstidens stadig tiltagende politichikaner. »Volksstaat« havde i reglen tre, fire redaktører i fængslet på samme tid, de andre blade tilsvarende. Hver nogenlunde kendt partitaler måtte mindst en gang om året for domstolen, hvor han næsten regelmæssigt blev dømt. Det regnede med udvisninger, konfiskationer, opløsninger af møder. Alt sammen forgæves. I stedet for hver, der blev arresteret eller udvist, trådte der straks en anden; for hvert møde, der blev opløst, indkaldte man to nye og trættede politiets vilkårlighed det ene sted efter det andet med udholdenhed og nøje overholdelse af lovene. Alle forfølgelser bevirkede det modsatte af det, der var tilsigtet; langtfra at knække arbejderpartiet eller blot så meget som at bøje det, tilførte de det kun stadig nye rekrutter og befæstede organisationen. I deres kamp med øvrigheden og med de enkelte bourgeois’er viste arbejderne sig overalt som de intellektuelt og moralsk overlegne og beviste navnlig i deres konflikter med de såkaldte »arbejdsgivere«, at de, arbejderne, nu er de dannede og kapitalisterne de tykhovedede. Og samtidig fører de overvejende kampen med et humør, der er det bedste bevis for, hvor sikre de er i deres sag, og i hvor høj grad de er sig deres overlegenhed bevidst. En kamp, der føres således, på en historisk forberedt grund, må give store resultater. Sejren ved januarvalget har hidtil været enestående i den moderne arbejderbevægelses historie, og den forbavselse, som den fremkaldte i hele Europa, var fuldt ud på sin plads.
De tyske arbejdere har to væsentlige fordele frem for arbejderne i det øvrige Europa. For det første, at de hører til det mest teoretiske folk i Europa, og at de har bevaret den teoretiske sans, som de såkaldte »dannede« i Tyskland så fuldstændig har mistet. Hvis ikke den tyske filosofi, navnlig Hegels, var gået forud, ville den tyske videnskabelige socialisme – den eneste videnskabelige socialisme, der nogensinde har eksisteret – aldrig være blevet til. Uden teoretisk sans hos arbejderne ville denne videnskabelige socialisme aldrig i den grad være gået dem i blodet, som tilfældet er. Og hvilket umådeligt fortrin dette er, viser sig på den ene side i den ligegyldighed overfor al teori, der er en af hovedårsagerne til, at den engelske arbejderbevægelse, trods de enkelte fags glimrende organisation, kommer så langsomt af stedet, og på den anden side i det kludder og den forvirring, som proudhonismen i sin oprindelige skikkelse har anrettet hos franskmændene og belgierne, og i sin af Bakunin videre karikerede form hos spanierne og italienerne.
Den anden fordel er, at tyskerne, hvad tiden angår, er kommet nogenlunde sidst med i arbejderbevægelsen. Ligesom den tyske teoretiske socialisme aldrig vil glemme, at den står på Saint-Simons, Fouriers og Owens skuldre, tre mænd, der med al deres fantasteri og al deres utopisme hører til alle tiders mest betydelige hoveder og genialt har forudset talløse ting, hvis rigtighed vi nu videnskabeligt påviser, – således må den tyske praktiske arbejderbevægelse aldrig glemme, at den har udviklet sig på den engelske og franske bevægelses skuldre, at den simpelthen kunne benytte sig af dens dyrekøbte erfaringer og nu kunne undgå de fejl, der dengang gerne var uundgåelige. Hvor ville vi være, hvis ikke de engelske fagforeninger og de franske politiske arbejderkampe var gået forud, uden den kæmpemæssige impuls, som navnlig Pariserkommunen har givet?
Man må sige om de tyske arbejdere, at de har udnyttet deres stillings fordele med sjælden forståelse. For første gang, så længe der har bestået en arbejderbevægelse, føres kampen planmæssigt i samklang og sammenhæng på sine tre fronter – den teoretiske, den politiske og den praktisk-økonomiske (modstand mod kapitalisterne). I dette så at sige koncentriske angreb ligger netop den tyske bevægelses styrke og uovervindelighed.
Dels på grund af denne deres fordelagtige stilling, dels på grund af den engelske bevægelses ø-prægede ejendommeligheder og den franskes voldelige undertrykkelse, har de tyske arbejdere for øjeblikket fået deres plads i den proletariske kamps fortrop. Hvor længe begivenhederne vil lade dem beholde denne ærefulde post, kan man ikke spå om. Men så længe de indtager den, vil de forhåbentlig udfylde den på rette vis. Dertil hører fordoblede anstrengelser på hvert af kampens og agitationens områder. Det vil navnlig være førernes pligt mere og mere at nå til klarhed over alle teoretiske spørgsmål, mere og mere at befri sig for den indflydelse, som overleverede fraser fra den gamle verdensanskuelse udøver, samt altid at holde sig for øje, at efter at socialismen er blevet en videnskab, må den også dyrkes som en videnskab, dvs. studeres. Det vil komme an på med forøget iver at udbrede den således vundne, stadig mere afklarede indsigt blandt arbejdermasserne og at slutte partiets organisation, og fagforeningernes organisation, stadig fastere sammen. Selvom de socialistiske stemmer, der blev afgivet i januar, allerede repræsenterer en pæn armé, så udgør de dog ikke på langt nær den tyske arbejderklasses majoritet; og hvor opmuntrende end resultaterne af propagandaen blandt landbefolkningen er, så er der alligevel stadig uendelig meget at gøre netop her. Det gælder altså om ikke at blive træt i kampen, det gælder om at frarive fjenden den ene by, den ene valgkreds efter den anden; men frem for alt gælder det om at holde på den ægte internationale indstilling, der ikke lader nogen patriotisk chauvinisme komme op, og som hilser hvert nyt skridt i den proletariske bevægelse med glæde, ganske ligegyldigt fra hvilken nation det udgår. Når de tyske arbejdere går fremad på denne måde, så vil de ikke netop marchere i spidsen for bevægelsen – det er slet ikke i denne bevægelses interesse, at en eller anden enkelt nations arbejdere marcherer i spidsen – men alligevel indtage en ærefuld plads i slaglinjen; og de vil stå rustede, når enten uventet tunge prøvelser eller vældige begivenheder kræver øget mod, øget beslutsomhed og handlekraft af dem.
3. Se dette bind s. 602-603. – Red.
Sidst opdateret 25.11.2012