Skrevet af F. Engels 11. februar 1870. Trykt i andet og tredje oplag af »Den tyske bondekrig«, Leipzig 1870 og 1875. Fortsættes i Forbemærkning (1874)
Oversat fra Vorbemerkung [zum Zweiten Abdruck (1870) “Der deutsche Bauernkrieg”], i: Karl Marx – Friedrich Engels: Werke, Band 16, S. 393-400, Dietz Verlag, Berlin/DDR 1962. Efter tredie oplags tekst.
Fra Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 1, s. 637-44, Forlaget Tiden, København 1973.
Overført til internet af Jeppe Druedahl for Socialistisk Standpunkt, januar 2006.
Kopieret til Marxisme Online, 20. juli 2008 iflg. aftale.
Efterfølgende arbejde blev skrevet i London i sommeren 1850 endnu under umiddelbart indtryk af den netop afsluttede kontrarevolution; det fremkom i 5. og 6. hefte af »Neue Rheinische Zeitung, politisk-økonomisk revy, redigeret af Karl Marx, Hamburg 1850«. – Mine politiske venner i Tyskland ønsker at lade det trykke på ny, og jeg opfylder deres ønske, da det til min sorg endnu i dag er tidssvarende.
Det gør ikke krav på at give et selvstændigt udforsket materiale. Tværtimod, hele det materiale, der vedrører bondeoprørene og Thomas Münzer, er taget fra Zimmermann. Selvom hans bog hist og her er mangelfuld, er den stadigvæk den bedste sammenstilling af de faktiske begivenheder. Tilmed følte gamle Zimmermann glæde ved sit emne. Det samme revolutionære instinkt, der her overalt optræder på den undertrykte klasses side, gjorde ham senere til en af de bedste på yderste venstrefløj i Frankfurt. Siden da skal han ganske vist være ældet noget.
Når derimod Zimmermanns fremstilling savner indre sammenhæng, når det ikke lykkes den at påvise, at de religiøst-politiske stridsspørgsmål i hin epoke var et spejlbillede af samtidens klassekampe; når den i disse klassekampe kun ser undertrykkere og undertrykte, onde og gode, og til slut de ondes sejr; når dens indsigt i de samfundstilstande, der både betingede kampens udbrud og dens afslutning, er højst mangelfuld, så var dette en fejl ved den tid, i hvilken bogen blev til. [1] Tværtimod, for sin tid er den, som en rosværdig undtagelse blandt de tyske idealistiske historiske værker, endda skrevet meget realistisk.
Min fremstilling, der kun skitserede kampens historiske forløb i omrids, forsøgte at forklare bondekrigens oprindelse, de forskellige optrædende partiers stilling, de politiske og religiøse teorier, i hvilke disse partier søgte at nå til klarhed over deres stilling, og endelig, hvorledes selve kampens resultat nødvendigvis fulgte af disse klassers histo risk givne sociale livsbetingelser; altså at påvise, at Tysklands daværende politiske tilstand, modstanden mod den og tidens politiske og religiøse teorier ikke var årsag til, men resultater af det udviklingstrin, som landbrug, industri, land- og vandveje, vare- og pengehandel dengang befandt sig på i Tyskland. Denne, den eneste materialistiske historieopfattelse, udgår ikke fra mig, men fra Marx og findes ligeledes i hans arbejder om den franske revolution fra 1848 til 1849 i den samme revy og i »Louis Bonapartes attende Brumaire«.
Parallellen mellem den tyske revolution i 1525 og den i 1848/49 lå for nær til, at man dengang helt kunne vise den fra sig. Foruden det ensartede forløb, hvor en og den samme fyrstelige hær bestandig slog forskellige lokale oprør ned efter hinanden, foruden den ofte latterlige lighed, der var mellem byborgernes optræden i begge tilfælde, brød imidlertid forskellen også klart og tydeligt frem:
»Hvem profiterede af revolutionen i 1525? Fyrsterne. – Hvem profiterede af revolutionen i 1848? De store fyrster, Østrig og Preussen. Bag de små fyrster i 1525 stod de små spidsborgere, der lænkede dem til sig ved hjælp af skatterne, bag de store fyrster i 1850, bag Østrig og Preussen, står det moderne storbourgeoisi, der hurtigt underkuer dem ved hjælp af statsgælden. Og bag bourgeoisiet står proletarerne.« [2]
Det gør mig ondt at måtte sige, at der vises det tyske bourgeoisi alt for megen ære i denne sætning. Både i Østrig og i Preussen har det haft lejlighed til »hurtigt at underkue monarkiet ved hjælp af statsgælden«; aldrig og intetsteds er denne lejlighed blevet benyttet.
Bourgeoisiet har gennem krigen i 1866 fået Østrig foræret. Men det forstår ikke at herske, det er afmægtigt og udueligt til alt. Der er kun én ting, det kan: rase mod arbejderne, så snart disse rører på sig. Det bliver kun ved roret, fordi ungarerne har brug for det.
Og i Preussen? Ja, statsgælden er ganske vist blevet forøget i rivende hast og underskuddet erklæret for en permanent indretning, statsudgifterne vokser fra år til år, bourgeoisiet har flertallet i kammeret, uden det kan der hverken forhøjes skatter eller optages lån – men hvor er dets magt over staten? Endnu for et par måneder siden, da der atter forelå et underskud, havde det den bedste stilling. Det kunne med blot nogen udholdenhed tiltvinge sig ganske anstændige indrømmelser. Hvad gør det så? Det anser det for en tilstrækkelig indrømmelse, at regeringen tillader det at lægge lige ved ni millioner for fødderne af den, ikke for ét år, nej årligt og for al fremtid.
Jeg vil ikke dadle de stakkels »nationalliberale« i kammeret mere, end de fortjener. Jeg ved, at de er blevet ladt i stikken af dem, der står bag dem, af bourgeoisiets masse. Denne masse vil ikke herske. Den har stadigvæk 1848 i kroppen.
Af hvilken grund det tyske bourgeoisi udviser denne mærkværdige fejhed, det vil vi høre om nedenfor.
For øvrigt er ovenstående sætning blevet bekræftet fuldt ud. Efter 1850 træder småstaterne stadig mere afgjort i baggrunden, og de tjener nu kun som en lejlighed til at fremme preussiske eller østrigske intriger; det kommer til stadig heftigere kampe mellem Østrig og Preussen om eneherredømmet; endelig kommer det voldelige opgør i 1866, hvorefter Østrig beholder sine egne provinser, mens Preussen under kaster sig hele Nordtyskland, direkte eller indirekte, og de tre sydvest stater foreløbig bliver sat udenfor.
For den tyske arbejderklasse er kun følgende af betydning ved hele dette skuespil:
For det første, at arbejderne gennem den almindelige valgret har fået magt til direkte at lade sig repræsentere i den lovgivende forsamling.
For det andet, at Preussen er gået i spidsen med et godt eksempel og har slugt tre andre kroner af guds nåde. At det efter denne procedure endnu ejer den samme uplettede krone af guds nåde, som det tidligere tilskrev sig selv, det tror selv de nationalliberale ikke.
For det tredje, at der nu kun findes én alvorlig modstander af revolutionen i Tyskland – den preussiske regering.
Og for det fjerde, at tysk-østrigerne nu endelig må stille sig selv spørgsmålet om, hvad de vil være: tyskere eller østrigere? Hvad de helst vil holde sig til – Tyskland eller deres ikke-tyske vedhæng på den anden side Leithafloden? At de må opgive det ene eller det andet har allerede længe været en selvfølge, men er stadig blevet tilsløret af det småborgerlige demokrati.
Hvad de øvrige vigtige stridsspørgsmål vedrørende 1866 angår, som der siden da til overmål forhandles om mellem de »nationalliberale« på den ene side og »folkepartiet« på den anden, så vil de næste års historie sikkert bevise, at disse to standpunkter kun bekæmper hinanden så heftigt, fordi de er modsatte poler af en og samme indskrænkethed.
Året 1866 har næsten ikke forandret noget i Tysklands samfundsforhold. De par borgerlige reformer – ens mål og vægt, flyttefrihed, erhvervsfrihed osv., alt sammen indenfor skranker, der er tilpasset efter bureaukratiet – står ikke engang på højde med det, bourgeoisiet i andre vesteuropæiske lande for længst besidder, og lader hovedplagen, det bureaukratiske koncessionsvæsen, være urørt. Ganske bortset fra dette gør den gængse politipraksis alle love om flyttefrihed, indfødsret, afskaffelse af pas og lignende ganske illusoriske for proletariatet.
Hvad der er langt vigtigere end skuespillet i 1866, det er de frem skridt, der siden 1848 har fundet sted i Tyskland med industri og handel, jernbaner, telegraf og oversøisk dampskibsfart. Hvor meget end disse fremskridt står tilbage for dem, der samtidig har fundet sted i England, ja selv i Frankrig – for Tyskland er de uhørte og har i tyve år præsteret mere end ellers et helt århundrede. Tyskland er først nu for alvor og uigenkaldelig blevet draget ind i verdenshandelen. De industridrivendes kapital er vokset hurtigt, bourgeoisiets sociale stilling er steget tilsvarende. Det sikreste kendetegn på industriel blomstring, svindelen, har i rigt mål indfundet sig og lænket grever og hertuger til sin triumfvogn. Tysk kapital bygger nu russiske og rumænske jernbaner – gid den må hvile trygt! – i stedet for at tyske baner endnu for femten år siden gik tiggergang hos engelske fabrikanter. Hvorledes er det da muligt, at bourgeoisiet ikke også har erobret det politiske herredømme, at det opfører sig så fejt overfor regeringen?
Det tyske bourgeoisi har det uheld, at det efter yndet tysk maner kommer for sent. Dets blomstringstid falder i en periode, hvor det politisk allerede går ned ad bakke for bourgeoisiet i de andre vesteuropæiske lande. I England har bourgeoisiet ikke været i stand til at få sin egentlige repræsentant, Bright, ind i regeringen på anden måde end ved en udvidelse af valgretten, som i sine følger må gøre ende på hele bourgeoisherredømmet. I Frankrig, hvor bourgeoisiet som sådant, som samlet klasse, kun har hersket i to år, 1849 og 1850, under republikken, kunne det kun friste sin sociale tilværelse ved at afstå sit politiske herredømme til Louis Bonaparte og hæren. Og med den voldsomt forøgede vekselvirkning mellem de tre mest fremskredne europæiske lande er det i vore dage ikke længere muligt, at bourgeoisiet i Tyskland i ro og mag indretter sig et politisk herredømme, når dette har overlevet sig selv i England og Frankrig.
Det er en ejendommelighed netop ved bourgeoisiet i modsætning til alle tidligere herskende klasser: i dets udvikling gives der et vendepunkt, fra og med hvilket enhver yderligere forøgelse af dets magtmidler, først og fremmest altså af dets kapital, kun bidrager til at gøre det mere og mere uegnet til det politiske herredømme. »Bag bourgeoisiet står proletarerne.« I samme grad som bourgeoisiet udvikler sin industri, sin handel og sine samfærdselsmidler, i samme grad frembringer det proletariat. Og på et vist punkt – der ikke alle vegne behøver at indtræde samtidigt eller på samme udviklingstrin – begynder det at mærke, at dets proletariske dobbeltgænger begynder at vokse det over hovedet. Fra dette øjeblik mister det kraften til at være ene om det politiske herredømme; det ser sig om efter forbundsfæller, med hvilke det alt efter omstændighederne deler sit herredømme, eller til hvilke det afstår det helt.
I Tyskland er dette vendepunkt for bourgeoisiet allerede indtrådt i 1848. Og vel at mærke blev det tyske bourgeoisi dengang ikke så forskrækket over det tyske som over det franske proletariat. Dunislaget i Paris 1848 viste det, hvad det kunne vente sig; i det tyske proletariat var der allerede tilstrækkeligt røre til at bevise, at også her lå sæden til den samme høst allerede i jorden; og siden den dag havde bourgeoisiets politiske aktion mistet sin brod. Det søgte forbundsfæller, det solgte sig til dem for enhver pris – og det er den dag i dag ikke kommet et skridt videre.
Disse forbundsfæller er alle af reaktionær natur. Der er kongedømmet med sin hær og sit bureaukrati, der er den store feudaladel, der er de små landjunkere, der er endog præsterne. Med dem alle har bourgeoisiet forhandlet og truffet aftaler alene for at hytte sit skind, indtil det omsider ikke mere havde noget at sjakre med. Og jo mere proletariatet udviklede sig, jo mere det begyndte at føle sig som klasse, at handle som klasse, desto ængsteligere blev bourgeoisiet. Da preussernes forunderligt dårlige strategi ved Sadova sejrede over østrigernes forunderligt nok endnu dårligere strategi, da var det vanskeligt at sige, hvem der åndede gladest op – det preussiske bourgeoisi, der også var blevet slået ved Sadova, eller det østrigske.
Vore storborgere handler i 1870 endnu ganske som mellemborgerne handlede i 1525. Hvad småborgerne, håndværksmestrene og kræmmerne angår, så vil de altid vedblive at være sig selv lig. De håber at kunne svindle sig op i storborgerskabet, de frygter for at blive stødt ned i proletariatet. Mellem frygt og håb vil de under kampen salvere deres dyrebare skind og efter kampen slutte sig til sejrherrerne. Det er deres natur.
Proletariatets sociale og politiske aktion har holdt skridt med industriens opsving siden 1848. Den rolle, som de tyske arbejdere i dag spiller i deres fagforeninger, brugsforeninger, politiske foreninger og møder, ved valgene og i den såkaldte rigsdag, er nok til at bevise, hvilken omvæltning der umærkeligt er foregået med Tyskland i de sidste tyve år. Det tjener i højeste grad til ære for de tyske arbejdere, at de alene har formået at sende arbejdere og arbejderrepræsentanter ind i parlamentet, mens hverken franskmænd eller englændere hidtil har været i stand til det.
Men heller ikke proletariatet er vokset fra sammenligningen med 1525. Den klasse, der udelukkende og for hele livet er henvist til sin arbejdsløn, udgør stadigvæk langtfra flertallet af det tyske folk. Den er altså også henvist til forbundsfæller. Og disse kan kun søges blandt småborgerne, blandt byernes pjalteproletariat, blandt de små bønder og landarbejderne.
Småborgerne har vi allerede talt om. De er i højeste grad upålidelige, undtagen når man har sejret, så er der ingen ende på, hvor de råber op i ølstuerne. Til trods for dette er der udmærkede elementer blandt dem, som af sig selv slutter sig til arbejderne.
Pjalteproletariatet, dette affald af forkomne subjekter fra alle klasser, der opslår sit hovedkvarter i de store byer, er den værste af alle mulige forbundsfæller. Dette pak er absolut til salg og absolut påtrængende. Når de franske arbejdere i hver revolution skrev på husene: Mort aux voleurs; Død over tyvene! og også skød mange, så skete det ikke af begejstring for ejendommen, men i rigtig erkendelse af, at man frem for alt måtte holde sig denne bande fra livet. Hver arbejderfører, der anvender disse pjalte som garde, eller støtter sig til dem, beviser allerede derved, at han er en forræder mod bevægelsen.
De små bønder – thi de større hører til bourgeoisiet – er af forskellig art. Enten er de feudalbønder og skal endnu gøre hoveri for nådigherren. Efter at bourgeoisiet har forsømt at gøre, hvad der var dets skyldighed, nemlig at befri disse folk fra hoveriet, vil det ikke være vanskeligt at overbevise dem om, at de nu kun kan vente deres frigørelse fra arbejderklassens side.
Eller de er forpagtere. I dette tilfælde eksisterer der for det meste det samme forhold som i Irland. Forpagtningsafgiften er drevet så højt op, at bonden og hans familie med nød og næppe kan leve, når der er middelhøst, men ved dårlig høst næsten sulter ihjel, ikke kan betale forpagtningsafgiften og derved bliver ganske afhængig af jordbesidderens nåde. For sådanne folk gør bourgeoisiet kun noget, når det bliver tvunget til det. Fra hvem skal de vente redning, hvis ikke fra arbejderne?
Så er der endnu de bønder, der driver deres eget lille brug. De er for det meste i den grad behæftet med prioriteter, at de er ligeså afhængige af ågerkarlen som forpagterne af jordbesidderen. Også de får kun en knap og, på grund af de gode og dårlige år, tilmed yderst usikker arbejdsløn tilovers. De kan allermindst vente at få noget af bourgeoisiet, thi de udsuges jo netop af bourgeoisiet, af ågerkapitalisterne. Men de hænger for det meste stærkt ved deres ejendom, skønt den i virkeligheden ikke tilhører dem, men ågerkarlen. Alligevel må man gøre dem klart, at de kun kan blive befriet for ågerkarlen, når en af folket afhængig regering forvandler hele prioritetsgælden til en gæld til staten og derved sænker rentefoden. Og dette kan kun arbejderklassen sætte igennem.
Alle vegne, hvor mellemstore og store jordbrug er fremherskende, udgør landarbejderne den talrigeste klasse på landet. Dette er tilfældet i hele Nord- og Østtyskland, og her finder byernes industriarbejdere deres talrigeste og naturligste forbundsfæller. Ligesom kapitalisten står overfor industriarbejderen, står jordbesidderen eller storforpagteren overfor landarbejderen. De samme forholdsregler, der hjælper den ene, må også hjælpe den anden. Industriarbejderne kan kun frigøre sig selv, når de forvandler bourgeoisiets kapital, dvs. råprodukterne, maskiner og redskaber og livsfornødenheder, der er nødvendige for produktionen, til samfundets ejendom, dvs. til deres egen, som de udnytter i fællesskab. Ligeledes kan landarbejderne kun udfries af deres forfærdelige elendighed, hvis frem for alt deres vigtigste arbejdsobjekt, selve jorden, fratages de store bønders og endnu større feudalherrers privatbesiddelse og forvandles til samfundseje og dyrkes af kooperativer af landarbejdere for fælles regning. Og her kommer vi til den berømte resolution, der blev vedtaget på den internationale arbejderkongres i Basel: at det ligger i samfundets interesse at forvandle jordbesiddelsen til fælles, national ejendom. Denne resolution er hovedsageligt blevet vedtaget med henblik på de lande, hvor der eksisterer store jordbesiddelser, og hvor der i sammenhæng hermed drives store godser, og hvor der på disse store godser findes en herre og mange daglejere. Denne tilstand er imidlertid endnu stadig i det store og hele fremherskende i Tyskland, og derfor var resolutionen, næst efter England, netop i høj grad aktuel for Tyskland. Landbrugsproletariatet, daglejerne på landet – det er den klasse, af hvilken den store masse af fyrsternes hære rekrutteres. Det er den klasse, der nu i kraft af den almindelige valgret sender den store masse af lensherrer og junkere ind i parlamentet; det er imidlertid også den klasse, der står byernes industriarbejdere nærmest, deler levevilkår med dem, endog lever i endnu større elendighed end de. Denne klasse, der er afmægtig, fordi den er splittet og spredt, hvis skjulte magt regering og adel kender så godt, at de med vilje lader skolerne forfalde, for at den for enhver pris kan vedblive at være uvidende, – at gøre denne klasse levende og at drage den ind i bevægelsen, det er den tyske arbejderbevægelses nærmest liggende og mest påkrævede opgave. Fra den dag, da landarbejdernes masse har lært at forstå deres egne interesser, fra den dag er en reaktionær, feudal, bureaukratisk eller borgerlig regering i Tyskland umulig.
1. W. Zimmermanns trebinds værk »Allgemeine Geschichte des grossen Bauernkrieges« udkom 1841/43. – Red.
2. Friedrich Engels »Den tyske Bondekrig«. – Red.
Sidst opdateret 25.11.2012