Hvad skal være marxisters holdning over for de fundamentalistiske bevægelser og det forvirrende billede af sammensatte islamiske tendenser, som nu er beskrevet.
Vi må starte med at huske det mål, som den kommunistiske internationale havde. På den 2. kongres i 1920 præsenterede Lenin "Teser om det nationale og koloniale spørgsmål". De understregede nødvendigheden af proletarisk enhed, kampen mod småborgerlig nationalisme og beslutsomheden på at sikre, at borgerlige demokratiske bevægelser ikke blev malet røde. Samtidig fastholdt Lenin, at kommunistiske bevægelser skulle være parate til at stille sig på siden af nationalistiske bevægelser i kampen mod de imperialistiske magter.
Komintern forstod, at der i lande under kolonialistisk kontrol og indflydelse ville opstå anti-koloniale bevægelser, der, skønt de blev ledet af en nationalistisk strømning domineret hovedsageligt af borgerlige og småborgerlige interesser, skulle støttes i konflikten mod imperialismen. Komintern fastholdt, at alle bevægelser med styrke til at destabilisere imperialismen, hele den internationale arbejderklasses hovedfjenden, og med styrke til at åbne op for fortsatte forandringer, skulle støttes. Men, og det er vigtigt, det må under ingen omstændigheder føre til, at marxisterne opgiver arbejderklassens eller revolutionære socialistiske organisationers selvstændighed. [119]
Marxister har siden støttet både nationalistiske bevægelser og herskende grupper, der er kommet i konflikt med imperialismen. Trotskij imødeså krige mellem imperialistiske magter og koloniale eller halv-koloniale lande, som ville kræve kommunisternes støtte uanset lederskabets karakter i det underordnede land. I 1930'erne støttede Trotsky det dybt reaktionære abessinske regime styret af Haile Selassie i krigen mod Italien, selv om han fuldt ud var klar over Selassies reaktionære politik. Han argumenterede med, at en sejr til Italien ville sætte fremskridtene i Abessinien og i hele Østafrika langt tilbage, og samtidig ville det styrke den europæiske imperialismes selvtillid og magt. Han indtog den samme holdning over for Kinas nationale forsvarskrig mod den japanske imperialisme, selvom den kinesiske leder, Chiang Kai-shek, havde ansvar for nedslagtningen af landets ledende arbejderaktivister og kadrerne i det kinesiske kommunistparti. [120]
Trotskijs generelle holdning gælder stadig i dag for lande som Iran. Selv om det ikke er en koloni i klassisk forstand, så er det alligevel et land, der er underordnet imperialismen. I Mellemøsten har marxister indtaget den samme holdning, støttet Egypten i krigen mod Storbritannien, Frankrig og Israel i 1956 og Jordan, Egypten og Syrien i konflikterne mod Israel i 1967 og 1973. Den arbejderfjendtlige holdning, som kendetegner Nassers politik, det jordanske monarki og det syriske regime har ikke givet anledning til at ændre holdning.
Den karakter, som småborgerlig nationalisme har, vil medføre, at den igen vil komme i konflikt med imperialismen, mens en nationalistisk oppositionel tendens vil komme i konflikt med regimet. Vi må være parate til at støtte Libyen mod USA's trusler og angreb, Hizbollah-bevægelsen i Libanon mod Syrien og Israel, Syrien mod Israel og USA og Iran mod Irak og dets vestlige allierede i Golfen (skrevet før USA krig mod Irak i 1991 o.a.). På samme måde vil det være nødvendigt at støtte de fundamentalistiske bevægelser i deres konflikter med regimerne. Socialister skal støtte de egyptiske gama'at'er, når de demonstrerer mod Mubarak, og de skal støtte den islamiske tendens i Tunesien, når den mobiliserer mod Ben Ali regimet, og støtte aktivister i Marokko, når de er i konflikt med Kong Hassans styre.
Samtidig skal marxister være uforsonlige modstandere af den islamiske fundamentalisme og være helt og aldeles uafhængig i forhold til den. Et resultat af Irans nederlag til imperialismen i Golfkrigen er, at den islamiske fundamentalisme vil miste noget af sin tiltrækningskraft for dem, der kæmper mod imperialismen. Splittelse blandt fundamentalisterne kan blive et af resultaterne. Støtte til den fundamentalistiske tendens afhænger af, om den slås mod imperialismen. Det er en del af småborgerskabets natur, at den i sidste ende er afhængig af den magt, som en af de to hovedklasser besidder, for at være effektiv. Hvor fundamentalisterne, uanset årsagen, befinder sig i kamp mod imperialismen, så støtter vi dem, men i det sekund de slås for egne klasseinteresser eller slås for borgerskabet mod arbejderklassen og andre undertrykke, så er støtten væk. Det er også nødvendigt at skelne mellem ægte fundamentalistiske bevægelser, som f.eks. det Muslimske Broderskab, og de regimer, der bruger islam til at legitimere sig selv – som f.eks. det saudiske, det pakistanske og sudanesiske – regimer som reelt varetager de klasseinteresser, der er tæt forbundet med imperialismen. Vi må også skelne mellem de udtryk for anti-imperialistiske følelser, som bliver fremvist af nogle fundamentalistiske grupper, og deres praksis, som er dybt reaktionær. Selvom vi støtter gama'at i Egypten mod Mubarak, så støtter vi ikke deres angreb på jøder og kristne.
Der må ikke være nogen illusion om, at fundamentalisterne er progressive kræfter, som vi kan indgå politiske kompromiser med. Stalin introducerede "blok og alliance"-politikken, hvor arbejderklassens interesser er underordnet andre klassers interesser. Med den politik søgte kommunistpartier efter progressive blandt alle slags borgerlige og småborgerlige elementer, også blandt islamiske fundamentalister. En sådan holdning er ikke forenelig med marxismen, der placerer arbejderklassens uafhængige organisationer og opbygningen af det revolutionære parti som omdrejningspunkt for dens strategi. [121]
Det faktum, at den stalinistiske tendens stadig dominerer venstrefløjen i Mellemøsten og stadig søger sine egne forlig med regimerne, betyder, at der er et tomrum, der kan fyldes ud enten af revolutionære marxister eller af andre kræfter, hvor de fundamentalistiske er langt bedst i stand til det. Marxister forsøger ikke at gentage stalinismens fejl, men påpeger nødvendigheden af at etablere en marxistisk tendens som et alternativ til alle former for nationalisme.
Vi ser frem til en tid, hvor arbejderklassens kampe igen fastsætter, hvilken karakter den anti-imperialistiske bevægelse har, og hvor revolutionære socialister bliver i stand til at konfrontere og afsløre nationalismens realiteter, inklusiv den islamiske fundamentalisme, og bliver i stand til at spille en ledende rolle.
119. Thesis on the National and Colonial Questions, i Theses, Resolutions and Manifestos of the First Four Congresses of the Third International (London 1980) pp.76-81.
[ Se også: Udkast til teser om det nationale og koloniale spørgsmål, i Lenin: Udvalgte Værker, bind 13, s. 147-52, Forlaget Tiden, København 1984. (Web.red.) ]
120. Om forholdene i Kina, se Writings of Leon Trotsky 1939-40, New York 1973, p.203.
121. I Iran greb Tudeh-partiet Khomeini som den antiimperialistiske bevægelses udtryk og som revolutionens repræsentant. Den holdning var del i en lang tradition, hvor religiøse tendenser var blevet begavet med forfalskede progressive kvaliteter. Rodinson citerer et fint eksempel på hyldest fra den libanesiske kommunist Raif Khory. I 1942 skrev han:
"Husker du, hver gang du hører ekkoet af den oprindelige opfordring, som Alloho akbar betyder, i et enkelt sprog: straf de grådige undertrykkere, beskat dem der samler profit, konfisker de tyvagtige monopolisters besiddelser, garanter brød til folket, åben vejen til uddannelse og fremskridt for kvinderne, udryd alle de skadedyr, der spreder uvidenhed og splittelse i fællesskabet."
M Radinson: Relationships Between Islam and Communism, -i: Marxism and the Muslim World, London 1979, p.31.
Sidst opdateret 31.7.2008