50 år efter at den første virkelige fundamentalistiske organisation dukkede op i Egypten, markerede den iranske revolution bevægelsens største triumf. Hvad kan vi lære af erfaringerne fra disse to lande?
1. Islamisk fundamentalisme var svar på imperialismen. Ingen lignende bevægelse er opstået i en før-kolonial periode. Modstanden mod udenlandske, vestlige magter var det ideologiske forbindelsesled.
2. Den sociale basis for den fundamentalistiske bevægelse var småborgerskabet, hvilket afspejlede dens rolle som repræsentant for en klasse, hvis ambitioner var blevet modarbejdet af imperialismen og dens allierede i de herskende lag. I mange 3. verdens lande er småborgerskabet langt større end i udviklede industrialiserede lande, og strækker sig helt fra gadesælgere, småhandlende samt enorme mængder af løsarbejdere.
3. Bevægelsen har kapaciteten til at bryde ud af småborgerskabets begrænsninger. Under visse omstændigheder kan den mobilisere folk fra andre klasser, især byernes fattige. Islamisk fundamentalisme har derfor potentiale til at opbygge en masseorganisation.
4. Selv om man fastholder dets massepotentiale, så har den fundamentalistiske strømning en snæver småborgerlig ideologi. Den er elitær, søger kun forandringer i den grad, at reformerne tjener småborgerlige interesser. Den er afvisende over for alle bevægelser nedefra, som er uafhængige af deres lederskab.
5. Fundamentalistiske organisationer forsøger at bruge staten som et instrument til at gennemføre reformer. Deres metoder varierer fra at overtage staten indefra til oprør. Målet er det samme, at manipulere kapitalismens strukturer i retning af småborgerskabets interesser.
6. Islamisk fundamentalisme kan vokse under betingelser, hvor ikke-religiøse alternativer er mindst effektive. Den er svag i perioder, hvor borgerlig nationalisme og rivaliserende småborgerlige bevægelser er stærkest. Fundamentalisme vinder frem, når borgerskabets og småborgerskabets alternativer er i krise, når arbejderklassens aktivitet er på laveste blus og venstrefløjsorganisationer er svage eller helt fraværende. Under de betingelser er det muligt at udvikle den islamiske tradition på en sådan måde, at den synes at have en ideologi, der tjener massernes interesser.
Erfaringerne fra Egypten og Iran viser, at islamisk fundamentalisme er et modsætningsfyldt fænomen. Den er et udtryk for ønsket om uafhængighed fra direkte imperialistisk kontrol og imperialismens lokale allierede. Den kan bestemt forstyrre den imperialistiske dominans, selv om det kun er midlertidigt. Det Muslimske Broderskab forhindrede en fuldstændig britisk kontrol over Egypten, mens Khomeinis netværk i Iran blev ved med at være en afgørende opponent mod shahens styre.
På samme tid er fundamentalisme ikke andet end en tendens, der kræver reformer inden for kapitalismen – en ubøjelig modstander af de uafhængighedsbevægelser, som vil revolutionære forandringer. Den argumenterer for et andet samfund, men ser tilbage på en gammel idealiseret fortid. Den kræver "frigørelse", men er dybt autoritær. Den bruger retorik, der kræver radikale forandringer, men søger kun modificeringer af kapitalismen. Kort sagt, den udtrykker alle de modsætninger, som den klasse, den repræsenterer, indeholder.
Hvordan skal vi så videre karakterisere den fundamentalistiske bevægelse? Påberåbelsen af, at den er revolutionær og har meget til fælles med marxismen, kan afvises. Bevægelsen repræsenterer kræfter, der er imod, at kapitalismen styrtes, og modstandere af uafhængige aktiviteter fra den eneste klasse, der kan foretage så fundamentale forandringer, nemlig arbejderklassen.
På den anden side, påstanden om, at fundamentalisterne er fascister, skal tages lidt mere alvorligt. Bevægelsens klassebasis, de autoritære principper og fjendtligheden over for arbejderklassen og venstrefløjen syntes at have meget til fælles med den ekstreme højrefløj i Europa. Men også den karakteristik må afvises.
Fascismen vokser frem under særlige omstændigheder. Den er småborgerskabets reaktion på krisens problemer, svaret på truslen fra både storkapitalen og arbejderklassen, men først og fremmest svaret på en aktiv arbejderklasses nederlaget. Trotsky skrev, at "Vejen til fascisme ... er umulig uden et gennemtrængende had fra småborgerskabet mod proletariatet". [110] Islamisk fundamentalisme har andre rødder. Mens den går imod en uafhængig arbejderklasses aktiviteter, har dens drivende kraft ikke været frygt for proletariatet, men ambitionen om af slippe fri af direkte imperialistisk kontrol. Det betyder ikke, at fundamentalismen er anti-kapitalistisk. Nærmere at den udtrykker den frygt, som de, der økonomisk har lidt under imperialismens indtrængen, har, og den udtrykker de frustrerede ambitioner hos de, der har mærket, at imperialismen og dens allierede har blokeret for økonomiske, sociale og politiske forbedringer. Islamisk fundamentalisme er ikke et enestående fænomen. Den er fætter til den småborgerlige nationalisme, som er vokset frem i lande under imperialistisk dominans, som f.eks. den "arabiske socialisme" i Egypten, Syrien, Irak, Algeriet og Libyen, den "afrikanske socialisme" i Ghana og Tanzania og i de post-koloniale stater i det sydlige Afrika, samt de revolutionære regeringer i Vietnam, Cuba og Nicaragua.
Et sådant synspunkt er ikke populært hos de, der anser sådanne stater/lande for at være "progressive" eller "revolutionære". Men mens marxister støtter bevægelserne helt, når de kommer i konflikt med imperialismen, så skal der ikke et sekund herske tvivl om deres småborgerlige karakter og deres fjendtlige holdning til en uafhængig arbejderklassen.
Forbindelsen mellem islamisk fundamentalisme og andre former for småborgerlige nationalisme står endnu klarere, når vi ser på erfaringerne med den fundamentalistiske bevægelse ved magten. Revolutionen i Iran ændrede magtbalancen uden for alvor at berøre klasserelationerne. Den betydning, som den gamle jordejende klasse havde, blev i et vist omfang mindre, småborgerskabets betydning blev større, mens borgerskabets og arbejderklassens positioner kun blev ændret minimalt. Khomeinis styre havde vist sig som helhjertede tilhængere af kapitalismen. Det eneste problem havde været at fastlægge graden af statens indgriben, og hvilken frihed storkapitalen skulle have til at manøvrere i. Efter shahens fald indlod fundamentalismen sig på en nationaliseringspolitik, hvor store dele af industrien kom under statens kontrol. I løbet af fire år havde styret ændret politik og forsøgte at få de kapitalister tilbage, der var flygtet i 1978 og 1979. Holdningen var stort set den samme over for den udenlandsk kapital, i de første år efter 1979 blev udenlandske investeringer modarbejdet under sloganet "hverken øst eller vest", men i 1983 forsøgte man igen at få udenlandske investeringer i gang i Iran.
På det politiske plan havde Khomeinis lederskab, der bestod af en lille gruppe af ældre præster, etableret et i høj grad autoritært system. Styrets indrømmelser til "demokratiet", et parlament, majlis, var besat med mullaher og småborgerlige medlemmer, der var loyale over for regimet. Der var intens undertrykkelse af arbejderklassens aktiviteter, og alle kritiske røster blev gjort tavse.
Dette portræt af det fundamentalistiske regime skiller det ikke ud fra andre småborgerlige former for nationalisme, det bestyrker snarere forbindelsen mellem dem. På det økonomiske plan brugte Nasser næsten 15 år på at forsøge at bruge staten til at gøre Egypten uafhængig af verdenssystemet. Han opbyggede kæmpemonopoler og styrede finanspolitikken og udenrigshandelen. I løbet af få måneder, efter at Sadat var kommet til magten, var hele udviklingen vendt 180 grader. I Iran lagde Khomeinis regime ud med den samme politik. Forskellen var, at den økonomiske krise, som kom som følge af krigen med Irak og forholdet til vesten, gjorde, at processen skete langt hurtigere i Iran end i Egypten.
Det iranske regime gik i gang med at belønne sine tilhængere. Mullaherne, bazaren og intellektuelle, selvstændige (læger, advokater o.lign.), der havde støttet Khomeini, fik nu privilegerede stillinger. Oveni blev tusindvis af de, der var mest underprivilegerede under shahens regime, nu integreret i det nye statsapparat. [111] Regimet havde skabt en ny, men smal basis, som havde hjulpet det til at overleve årene med krig, varemangel og massiv undertrykkelse. Her er parallellen til andre former for nationalisme igen åbenlys. Når den er ved magten, har den arabiske nationalisme skabt den samme form for udpeget parlament, dannet et nyt statsapparat, bemandet af regimets tilhængere og undertrykt al opposition. Faktisk kan man sige, at det iranske regime gik mere varsomt frem over for oppositionen end dens "arabiske" fætre. Efter 1952-kuppet i Egypten, hvor de Frie Officerer kom til magten, varede det kun en uge, inden den første symbolske henrettelse af en strejkeleder blev udført. Khomeini ventede meget længere, inden han gennemførte sin blodige politik over for arbejderne fuldt ud.
Men akkurat som andre nationalister, så havde Khomeinis regime været istand til at vinde støtte hjemme og bredt udenlands på grund af konflikten med imperialismen. Til trods for regimets undertrykkelsespolitik havde mange iranere støttet regimet, fordi de så det som arvtagere af den bevægelse, der havde fjernet shahen. De støttede regimet under Golfkrigen (krigen mod Irak), især efter det tidspunkt hvor USA sammen med sine allierede gik direkte ind i krigen på Iraks side som følge af Irans fremrykninger i 1986. [112] Også her er der paralleller til Nassers regime i 1950'erne. På det tidspunkt var det egyptiske regime kendt for sin undertrykkelse af den hjemlige opposition, men alligevel vandt det stor opbakning på grund af Suez-krigen i 1956. Det syriske Baath parti, der er indehaver af en næsten urørlig rekord i undertrykkelse, har vundet en lignende grad af opbakning på grund af flere krige mod vestens vagthund i Mellemøsten, Israel.
Fundamentalistiske grupper har eksisteret i en række andre lande i Mellemøsten og andre steder efter udviklingen af det Muslimske Broderskab i 1930'erne. Med en eller to undtagelser har de været små og har ikke vist evne til at udvikle en massebasis. Men den iranske revolution gav et enormt gennembrud for hele den fundamentalistiske tendens. Khomeini har konverteret den iranske succes til en sejr for islam over imperialismen og har opfordret alle muslimer til at følge det iranske eksempel. Siden 1979 er der kommet fart på den fundamentalistisk aktivitet, og det har forårsaget bestyrtelse i vesten og blandt pro-vestlige regimer og forstærket anstrengelserne for at få indflydelse på den fundamentalistiske bevægelse.
I Egypten betød begivenhederne i Iran, at den egyptiske gama'at følte sig stærk nok til at myrde Præsident Sadat, og de forsøgte et oprør i oktober 1981. I mangel af en oppositionsbevægelse med massebasis var oprøret dømt til at mislykkes, og det blev snart smadret af regimet. Men det har ikke forhindret såvel det Muslimske Broderskab som gama'at i at vinde større opbakning. Broderskabet har siden vist sig utrolig effektivt til at trænge ind i den egyptiske kapitalismes struktur. Den har med succes udviklet en "islamisk" sektor inden for finans- og handelssektoren og brugt dens betydelige økonomiske ressourcer til at finansiere mere velgørenhedsarbejde og kørt en virkelig effektiv valgkampagne, der har givet bevægelsen parlamentarisk repræsentation for første gang. [113]
Aktiviteterne har haft indflydelse på gama'at, nogle grupper har et tæt samarbejde med Broderskabet. Til en vis grad har regimets strategi med at imødekomme fundamentalisterne været en delvis succes. Alligevel er den islamiske ideologi som politisk strømning blevet styrket. Så længe venstrefløjen står på folkefrontsstrategien, som den fremlægges af det egyptiske kommunistpartis ledelse, vil der være handlerum nok for begge sider af den fundamentalistiske bevægelse. I Irak gav begivenhederne i Iran et skub til det shiitiske flertal af befolkningen i den sydlige del af landet, der længe har været marginaliseret økonomisk og undertrykt af Baath regimet. Den voksende popularitet, som den fundamentalistiske Dawa organisation fik, var helt sikkert en af de faktorer, der førte til den irakiske invasion af Iran i september 1980, som var startskuddet til den 8-årige Golfkrig. Iraks præsident Saddam Hussein håbede at samle den irakiske nationalitetsfølelse mod Iran og at smadre den iranske bevægelse, inden den skulle få yderligere destabiliserende følger.
Andre arabiske Golfstater var på samme måde alarmeret over den betydning, som den iranske revolution havde på deres egne shiitiske befolkningsgrupper, der indtil da havde været marginaliseret af de forskellige regimer. Som følge af et oprør i den shiitisk dominerede provins i det østlige Saudi Arabien i 1979 så blev de andre regimer i regionen alarmeret, og det samme gjorde deres vestlige allierede, ikke mindst på grund af den trussel det udgjorde mod Golfens oliefelter. Det var kernepunktet i regimernes beslutning om at støtte Iraks invasionen af Iran, og da krigen vendte og for alvor kom i Irans favør, at beslutte at bakke op bag, at USA åbenlyst og aktivt støttede Irak. [114]
I Syrien havde det Muslimske Broderskab opbygget den vigtigste base uden for Egypten. I 1970'erne var det den væsentligste opposition til Assad regimet, der blev støttet af kommunistpartiet, der var gået med i regeringen. Begivenhederne i Iran er en af grundene til, at Broderskabet i 1982 satte gang i et oprør i Hama. Det er stadig den største opposition til Baath regimet. [115]
I Libanon havde den iranske revolution en dybtgående virkning. Her fik den shiitiske befolkningsgruppe, der altid havde været landets mest forarmede gruppe, et vældigt rygstød igennem deres trosfællers sejr. Det var hovedårsagen til den første shiitiske masseorganisation, Amals, hurtig fremvækst. Da organisationen blev overtaget af det syriske styre, blev det erstattet af Hizbollah, der er direkte kontrolleret af Iran. Denne organisation har øget niveauet i guerillakrigen mod Israel og er gået imod den syriske tilstedeværelse i Libanon. Den har også stillet sig på palæstinensernes side mod syrisk inspirerede angreb på palæstinensiske flygtningelejre.
I Palæstina er den fundamentalistiske strømning vokset hurtigt gennem de seneste år. Gennem opstanden (Intifadaen) i de besatte områder, der begyndte i december 1987, er der for første gang dukket islamiske organisationer op, især islamisk Jihad, der har været istand til at slå rødder i lejrene. Udvikling skal ikke overdrives, hovedparten af palæstinensere bakker stadig op om den ikke-religiøse og nationalistiske politik, som er PLOs. Men i lyset af at PLOs lederskab ikke har været istand til at opnå fremskridt for den palæstinensiske sag, så er det ikke uforståeligt, at nogle bevæger sig henimod fundamentalistiske holdninger og politik. I Nordafrika er fundamentalistiske aktiviteter vokset markant siden 1970'erne. I Tunesien, Algeriet og Marokko har fundamentalistiske grupper udviklet sig på universiteternes områder og i de fattigste byområder. I Tunesien og i Marokko blandede de sig i 1984 opstanden – Semuljeopstanden.
Der har været bestræbelser fra de fleste regimer på enten at øge undertrykkelsen af de fundamentalistiske grupper i takt med deres øget popularitet eller at omklamre dem eller i nogle tilfælde at forsøge begge midler på en gang. Mubaraks styre i Egypten forsøgte gulerods/stokke-metoden, med en vis grad af succes. I Syrien og Iran har der været konstant undertrykkelse. I Tunesien er en voldsom undertrykkelse blevet efterfulgt af et forsøg på at omklamre dem. I Palæstina har Israel forsøgt at følge Sadats eksempel og give de fundamentalistiske grupper frihed i et vist omfang i håb om at kunne bruge dem som redskab til at mindske nationalisternes indflydelse. Den aggressive deltagelse, som Islamisk Jihad har brugt som en del af sit bidrag til Intifadaen, antyder, at Israel i et vist omfang har taget fejl. I Afghanistan har Iran, vesten og dens allierede i Mellemøsten alle forsøgt at få indflydelse på de grupper, der har modstået den sovjetiske besættelse. [116]
Der har også været gjort forsøg på af få indflydelse på bevægelsen på internationalt plan. Det iranske regime har forsøgt at etablere tætte forbindelser mellem fundamentalistiske grupper, især blandt shiitter, og har haft et vist held med det i sunni dominerede lande. En anden form for indflydelse har været anvendt af Saudi Arabien og andre pro-vestlige Golfstater. De har forsøgt at fremme den mest konservative islamiske tendens. I Egypten, Sudan, Palæstina, Nordafrika og Tyrkiet har de bakket det Muslimske Broderskab eller tilsvarende grupper op, ud fra en vurdering af at de, som den islamiske verdens ledere, kan fremme en blød reformistisk strategi og rette de islamiske aktivister ind mod Golf staterne og især Saudi Arabien. [117] Saudierne har brugt kæmpebeløb på at etablere "islamiske" banker og firmaer i en række lande og kanalisere økonomisk støtte derigennem til deres "klient-organisationer". [118] Der kan ikke være megen tvivl om, at det sker i tæt samarbejde med deres amerikanske allierede.
110. Trotsky: Bonapartism and Fascism, -i: Trotsky: The Struggle Against Fascism in Germany, New York 1971, p.441. I Egypten konkurrerede det Muslimske Broderskab i 1940'erne med en organisation, der åbent identificerede sig med Europas nationalsocialister. Misr al-Fatat (det unge Egypten) opfordrede ungdommen til at forsvare nationen og mobiliserede uniformerede paramilitære enheder.
111. Se Marshall, pp.100-102.
112. Ændringen i den imperialistiske strategi i Golfen er beskrevet i Marshall: A Test of Strengh, -i: Socialist Worker Review no.104, december 1987, pp.44-48, og i Callinicos: Socialists and the Gulf War, Socialist Worker Review, september 1988.
113. Se P Marshall, Socialist Worker Review, maj 1987.
114. Om kontakterne mellem Irak, Golfstaterne og USA se G Nonnemann: Iraq, the Gulf States and the War, London 1986.
115. Den syriske bevægelses klassebasis og politik er påfaldende lig den egyptiske. Se H Batatu: Syria's Muslim Brethen, Merip Reports, no.110, nov-dec 1982, pp.12-20.
116. Der er kun få ægte fundamentalistiske grupper i Afghanistan. Det meste af den islamiske modstandsbevægelse er baseret på stammer med et engagement i de traditionelle værdier, men uden et aktionsprogram, som det den islamiske tendens udviklede.
117. I Tyrkiets tilfælde var der tætte bånd mellem saudierne og premierminister Turgut Özals familie. Se Ronnie Margulies og Ergin Yildizoglu: The Political Uses of Islam in Turkey, i Middle East Report, juli-august 1988, p.15.
118. Om Egyptens tilfælde se Money on the loose, -i: Middle East, januar 1988 pp.22-24, som beskriver detaljer om de islamiske selskabers aktiviteter.
Sidst opdateret 31.7.2008