Den bevægelse, som nu tog hovedrollen i regionen var ikke religiøs aktivisme, det var en verdslig nationalisme. I juli 1952 tog Gamal Abdel-Nasser og de Frie Officerer magten i Egypten. I de næste 20 år dominerede deres ideer arabisk politik.
Kuppet i 1952 var et eksempel på en afbøjet permanent revolution. [58] Gennem 10 års massekamp mod monarkiet og briterne og med det borgerlige Wafd afsløret som imperialismens allierede, dukkede den egyptiske arbejderklasse op som landets mest handlekraftige styrke. Men arbejderbevægelsen manglede en sammenhængende politisk organisation og en strategi for forandring, det var en følge af de stalinistiske formuleringer, som regionens kommunistiske bevægelse bar rundt på. I Egypten blev resultatet, at selv om arbejderklassen var det mest magtfulde element i den anti-koloniale bevægelse, så kunne den ikke true regimet og briternes magt. I det vakuum, der opstod, var det småborgerskabet, som bemægtigede sig initiativet.
Det Muslimske Broderskab var kompromitteret af sin forbindelse til Wafd og paladset og af den fjendlige politik over for arbejderklasse. Derfor var det i hæren, med dens kadrer af ambitiøse og frustrerede unge officerer, at der opstod en ny nationalisme. Bevæbnet med mere radikale ideer lykkedes det dem at fjerne kong Faruk og udråbe en republik. Disse ideer var, overfladisk set, et radikalt brud med Wafd og det Muslimske Broderskab: de agiterede for afskaffelse af monarkiet, kamp mod "egyptiske feudalisme" og "kapitalismens misbrug" og for "national frigørelse" og "arabisk socialisme". [59]
I løbet af to år havde de fordrevet størsteparten af de britiske tropper og bekendtgjorde et program for landreformer og industriel udvikling. Det skaffede dem hurtigt masseopbakning og samlede mange elementer i det egyptiske samfund, der blev tiltrukket af muligheden for social opstigning uden de risici, der følger med ved et ægte oprør. [60] I 1956 befandt Nasser sig i konflikt med Storbritannien, Frankrig og Israel på spørgsmålet om nationalisering af Suez-kanalen, symbolet på imperialistisk dominans over Egypten. Hans succes var det mest dramatiske tilbageslag for imperialismen i Mellemøsten i 150 år og samlede masseopbakning i næsten alle arabiske lande. [61]
Nassers hensigt var at konfrontere imperialismen økonomisk ved at udvikle Egypten på en måde, der ville gøre det uafhængigt af vesten. Med russisk hjælp blev sværindustri sat i gang, og staten satte sig i spidsen for udvikling af en industrisektor, der var møntet på at erstatte import af varer. Det første tiår voksede nationalisternes prestige, idet de så ud til at kunne gennemføre en modernisering på egyptiske betingelser. Men Egypten kunne ikke undslippe det internationale pres. Industrien viste sig at være ineffektiv og afhængig af importerede materialer og teknologi, der var mangel på udenlandsk valuta, og landet blev fanget i "hjælpe"programmer. Resultatet var, at gælden, som havde plaget landet 100 år før, igen blev noget, man måtte beskæftige sig med. Samtidig blev landbruget ved med at være tilbagestående. [62]
Begrænsningerne i den arabiske nationalistiske strategi blev snart synlige og blev gjort endnu tydeligere set i forhold til Nassers løfter om økonomisk fremgang. [63] Det styrkede utilfredsheden med det egyptiske politiske system. Nassers politik havde skabt et kæmpestort og privilegeret bureaukrati domineret af intellektuelle i liberale erhverv og teknokrater, som drev staten i "folkets" navn. Der foregik også en stadig undertrykkelse af alle oppositionelle strømninger. Få uger efter de kom til magten, havde de Frie Officerer gjort deres holdning til arbejderorganisationerne klar ved symbolsk at hænge to arbejderaktivister. Senere forbød de alle aktiviteter fra kommunisterne og det Muslimske Broderskab. [64] På den internationale front havde Nasser også problemer. Han havde forsøgt at omsætte de pan-arabiske ideer til praksis ved at binde Egypten og Syrien sammen i en forenet arabisk republik. Det endte i katastrofe, da Syriens ledere trak deres land ud af det, de så som et forsøg på at indføre egyptisk kontrol, et slag som pan-arabismen aldrig overvandt.
I midten af 1960'erne havde økonomien problemer, og regimet skruede bissen på over for en stadig mere desillusioneret arbejderklasse. Frustrerede forventninger blev nu forvandlet til åben opposition. Arbejdernes og studenternes aktiviteter intensiveredes og blev kun holdt tilbage af det spændte forhold til Israel og af krigen i juni 1967. Konflikten var en katastrofe for den nationalistiske bevægelse. De arabiske hære blev ødelagt af den israelske krigsmaskine, der var skaffet til veje af vesten. Det virkede, som om den imperialistiske kontrol over regionen var genvundet. Nasser blev ved magten frem til sin død i 1970, men blandt mange egyptere og dem, der i hele regionen havde været inspireret af hans ideer, var der en stemning af dyb skuffelse over den nationalistiske politik.
Nationalisterne var ansvarlige for den voldsomme undertrykkelse af det Muslimske Broderskab, og de er ofte blevet set som det direkte modsvar til den fundamentalistiske strømning. Nationalisterne bliver set af mange som verdslige, reformistiske og progressive og fundamentalisterne som mystiske og reaktionære. Men præcis de egyptiske erfaringer viser mange lighedspunkter mellem de to strømninger, nationalister og fundamentalister.
De støttede sig begge til småborgerskabet, især på den del der udgjordes af de "liberale erhverv" (dvs. læger, advokater o.lign.) og på ansatte inden for staten. Begge tendenser argumenterede for en form for radikalitet, der ikke ville ændre ved de grundlæggende strukturer som f.eks. ejendomsretten. Begge påpegede nationens vigtighed og behovet for social harmoni i samfundet. Begge var elitære og autoritære. Selv om nationalisterne stod for noget ikke-religiøst, var de to bevægelser enige om visse syn på religionen. For det Muslimske Broderskab var islam et redskab, der kunne bruges til at få en identitet i forholdet til vesten. For nationalisterne blev identiteten hovedsageligt udtrykt gennem "arabismen", men et vigtigt element i denne var netop islam. Nasseristerne udviklede aldrig helt deres egen nationalistiske teori. Nasser hævede ofte, "vi har ingen teori", [65] og argumenterede i stedet lige så ofte for, at han havde sammenfattet socialismen og de islamiske principper til ét. Rødderne til "arabisk socialisme", som nationalisterne kaldte deres egen strømning, "lå dybt i islams jord" sagde de. [66]
Nationalisterne så ikke islam som en kraft, der havde sin egen styrke og magt, der kunne føre til forandringer. Det var her, de adskilte sig fra det Muslimske Broderskab. Alligevel så de islam som en afgørende del af den arabiske nationale identitet. Ligesom Broderskabet udtrykte de således de værdier, som var gældende både for de traditionelle og for de moderne småborgere. I Egypten betyder det især op igennem 1940'erne, at nationalisterne og fundamentalisterne rekruterede tilhængere fra de samme sociale lag. Der skete endog en "udveksling" af medlemmer mellem de to organisationer. Mindst et ledende medlem af de Frie Officerer var også aktiv i det Muslimske Broderskab og argumenterede for en sammenslutning af de to organisationer. Anwar Sadat, der senere blev præsident i Egypten, havde tætte forbindelser til det Muslimske Broderskab. [67]
De to tendenser havde altså meget til fælles: den samme klassebasis, det samme reformistiske mål og de samme intellektuelle rødder i den islamiske modernisme. Deres betydning viser at den småborgerlige nationalisme stadig spiller hovedrollen som modsvaret til imperialismen.
Gennem 1950'erne var økonomisk stabilitet det redskab, shahen brugte for at holde folkelig uro nede. I næsten et helt årti voksede Irans økonomi hurtigt, hovedsageligt på grund af større olieindtægter og bistand fra USA. Men i begyndelsen af 1960'erne kom der et pludseligt tilbageslag, da landet blev ramt af lavkonjunktur. Mange handlende gik bankerot, og arbejdere, bønder og fattige blev ramt af voldsomme prisstigninger. Resultatet var strejker, og selv lærerne demonstrerede for højere løn. [68] USA var foruroliget over at se shahens manglende evne til at se nødvendigheden af forandringer, og pressede ham til at gennemføre et reformprogram, der kunne modernisere den iranske kapital. Reformerne betød en moderat landreform, ændringer i uddannelsessystemet og konstitutionelle ændringer for at give kvinderne valgret ved lokale valg – forslag som skabte vrede i ulamaen.
Ledende religiøse skikkelser som f.eks. Khomeini, som havde forholdt sig tavse i næsten 20 år, så disse tiltag som et direkte angreb på det religiøse establishment. Landreformer så de som en trussel mod deres ejendom og mod ulamaens økonomiske uafhængighed. De udråbte reformerne som en krænkelse af den hellige private ejendomsret, og ledende religiøse skikkelser begyndte at organisere modstand mod reformerne.
Ayatollah Burujerdi, den ledende shiitisk præst, som i årevis havde støttet shahen, døde i 1961. Det kan have været en af grundene til, at Khomeini i 1963 dukkede op som leder af en oppositionsbevægelse, der igen byggede på såvel religiøse, som ikke-religiøse medlemmer. Af langt større betydning var dog den fornyede deltagelse fra bazaren (dvs fra de småhandlende og mindre servicevirksomheder), der var truet på eksistensen af den pludselige og voldsomme økonomiske nedtur, som Iran oplevede i begyndelsen af 1960'erne. Et anden vigtigt forhold var den ængstelse, som jordejerne havde over for reformerne. Jordejerne og bazaren havde forbindelser til hinanden.
Shahen udskrev en folkeafstemning om hans "hvide revolution". Khomeini gik imod den og blev angrebet for at være "den sorte reaktions stemme" og en "lusebefængt mullah". [69] Protestmøder, som studerende på seminarierne holdt, blev afbrudt af militæret. Hovedparten af det religiøse establishment stillede sig i formel opposition til shahens regime, som Khomeini karakteriserede som et sammenrend af "vantro og hedninger". [70] Da Khomeini blev arresteret, brød der demonstrationer ud i de større byer, hæren greb ind og dræbte hundredvis af demonstranter. Khomeini blev løsladt efter at have lovet, at han ikke mere ville deltage i politik. Han holdt nogle forsonende taler, men efter nogle udtalelser mod en lov, der gav immunitet til amerikanske styrker i Iran, blev han deporteret. Denne gang var der ingen masseprotest over behandlingen af ham.
I de næste 15 år var Khomeini i eksil. I løbet af den tid gennemgik hans holdning over for politik en dybgående forandring, og med disse ændringer flyttede en vigtig del af det iranske religiøse establishment med ham over i en position, hvor de var en konstant opposition til shahens regime. Han angreb regimet for at være imperialismens tjener og erklærede, at det skulle smides på porten. For første gang udviklede han teorien om den islamiske stat, som skulle erstatte Pahlavi'erne. En sådan stat skulle styres af islamisk lov, sådan som ummaen fortolkede dem (ummaen er de skriftkloge). Ved at vende tilbage til den første ulama, ville de iranske samfund blive renset.
I 1969 holdt Khomeini forelæsninger i Najaf i Irak, et af centrene for shiitisk lære, hvor han var i eksil. Senere udgav han en bog "Velayet-e-faqih" ( De retslærdes styre). I bogen stod der ikke kun om målet om at opnå en islamisk stat, men også om hvordan man kunne nå det. Backhash kommentar til bogen var: "en rettesnor for reorganisering af samfundet ... en håndbog i revolution", [71] for i bogen blev der argumenteret kraftigt for, at alle troende skulle arbejde for, at Pahlavi'erne blev sat fra bestillingen. "Vi har ikke noget valg, vi må sky onde regeringer eller regeringer, som giver plads til øget ondskab, vi må styrte guvernører, som er forrædere, onde, brutale og tyranniske", sagde Khomeini. [72] Han bevægede sig i den samme retning, som Banna havde gjort 40 år tidligere, men gik længere. Hvor Banna formelt gik imod det egyptiske regime, men så alligevel håbede at vinde indflydelse på det, så gik Khomeini nu imod hele det iranske system. Og hvor Banna brød med det egyptiske sunnitiske establishment, så opfordrede Khomeini med hans stærke basis i den iranske ulama hele det iranske religiøse establishment til at gå med ham mod shahen.
Først var Khomeinis fremskridt forsigtige, og han offentliggjorde ikke sin strategi. Mens de, som kom til hans forelæsninger og læste hans bog, havde mulighed for at forstå den fulde betydning af hans krav om en islamisk stat ledet af præsteskabet, så var det en mulighed, som de iranske masser ikke havde. I løbesedler, pjecer og på kassettebånd med hans taler var Khomeini meget omhyggelig med kun at slutte op bag iranernes anklager mod regimet. [73] Det betød, at hans hemmeligholdelse af de virkelig mål blev en fortsættelse af den shiitiske tradition. Taqiyya, dvs. at foregive eller skjule de virkelige intentioner under ugunstige betingelser, havde været praktiseret af generationer af religiøse aktivister.
Khomeini vidste, at hans krav på et præstestyre ikke ville få opbakning blandt de store masser. Hans strategi var derfor at dyrke enhver form for oppositionel tendens i det håb, at en senere national samling ville blive under hans lederskab. I løbet af 10 år var han virkelig blevet leder af en massebevægelse. For at forstå hans triumf og forstå, hvorfor de egyptiske fundamentalister igen begyndte at vinde indflydelse, er det nødvendigt at se på et andet aspekt i regionens politik: den kommunistiske traditions skæbne.
Kommunistpartier nåede kun at blive dannet i få lande i Mellemøsten, inden degenereringen af Komintern under Stalin reviderede hele den revolutionære tradition.
To af landene var Egypten og Iran, hvor små organisationer udviklede sig i perioden efter 1.verdenskrig.
Det egyptiske kommunistparti (ECP) var blevet dannet for sent til at kunne bygge sig op på de kampe, der foregik i efterkrigsårene. På det tidspunkt, hvor partiet var fuldt etableret, var bølgen af arbejderklassens aktivitet, som var begyndt i 1919, allerede ved at flade ud. Det gjorde det langt vanskeligere at opbygge den form for organisation, som kunne være et modspil til det selvbevidste borgerskabet, der, efter at det havde domineret uafhængighedsbevægelsen, var parat til ved først givne lejlighed at slå venstrefløjen ned. Tilmed var den politiske udvikling hen mod et marxistisk parti – til forskel for en blandet reformistisk-syndikalistisk strømning – stadig i gang, da kommunistpartiet blev dannet, og organisationen var stadig langt fra klar på sin holdning til den borgerlige nationalisme og til Wafd. [74]
Undertrykkelsen af arbejderbevægelsen og ECP overlod det til nationalisterne at dominere den politiske scene. Storbritannien holdt stadig Egypten besat, og der var udbredt modstand mod Wafds samarbejdspolitik. Det gav det politiske tomrum, som det Muslimske Broderskab hurtigt kunne vokse i og blive landets mest aktive oppositionsgruppe. Det er påfaldende, at Broderskabets vækst næsten på minuttet faldt sammen med det tidspunkt, hvor kommunisterne standsede deres arbejde.
Kommunistiske organisationer viste sig ikke igen før sidst i 1930'erne. På det tidspunkt havde et antal mindre diskussionsgrupper sluttet sig sammen til tre små organisationer, [75] arbejderklassen var igen begyndt at få selvtillid, og fra midten af 1940'erne var den igen den dominerende kraft på den egyptiske politiske scene. I 1946 flokkedes studenter og arbejdere om kommunisterne som landet eneste uafhængige organisation. Men dennegang var det en subjektiv faktor, der førte til kommunisternes nederlag. Organisationer som the Democratic Movement for National Liberation (DMNL) havde udviklet sig siden stalinismens overtagelse af Komintern, og havde taget folkefrontsstrategien til sig – dvs strategien om en fler-faset udvikling, om en alliance/blokdannelse hvor arbejderklassens særinteresser underordnes andre klassers interesser. På trods af den energi og det engagement som den nye kommunistiske tendens viste, så var den ude af stand til at vise vejen fremad for arbejdernes kamp. Da strejkebølgen var på sit højeste, og regeringen var lammet, var kommunisterne helt uden en strategi for, hvad der skulle/kunne gøres. Som et fremtrædende medlem af DMNL, Henri Curiel, senere har indrømmet "det skal være sagt, at masserne stadig var villige til at følge os. Men vi vidste ikke længere, hvor vi skulle lede dem hen..." [76]
Kommunisternes problem hang sammen med deres holdning til det internationale spørgsmål, som dominerede hele kampen i efterkrigstiden, nemlig det palæstinensiske spørgsmål. Det palæstinensiske kommunistparti (PCP) havde allerede vist sig ude af stand til at fastholde en revolutionær position, idet det var blevet splittet i et jødisk og et arabisk parti. Efterhånden som situationen ubønhørligt bevægede sig hen mod en fordrivelse af palæstinenserne og oprettelse af en ren jødiske stat, så stillede kommunisterne i de arabiske lande sig på Moskvas officielle linje, nemlig at bakke op bag zionisterne. Selv efter katastrofen i 1948, hvor den zionistiske hær drev palæstinenserne ud og besejrede de arabiske hære, ændrede de ikke holdning. [77]
Mens arbejderkampene fortsatte ind i begyndelsen af det næste årti – 1950'erne- så ventede kommunisterne på, at en progressiv del af borgerskabet skulle indtage sin plads i den alliance, der skulle smide briterne, monarkiet og den "upatriotiske" del af kapitalen ud. De var ude af stand til at intervenere effektivt og kollapsede istedet pga. interne konflikter. Da de Frie Officerer tog magten ved et kup i 1952, var kommunisterne komplet forvirrede. DMNL støttede nationalisterne som et udtryk for, at de forventede dannelsen af "en national demokratisk bevægelse" [78], mens andre kommunistiske grupperinger som f.eks Arbejdernes Fortrop og AL-Raya (flaget) bakkede op om Moskva-holdningen – nemlig at officererne havde installeret et "fascistisk, militærdiktatur" [79] i Egypten.
Seks måneder efter kuppet, overtog DMNL, som var langt den største af de kommunististiske grupperinger og som blev udsat for intens undertrykkelse fra nationalisterne, modstræbende Moskvas holdning, og i de næste tre år stod kommunisterne samlet mod regimet. I februar 1955 nåede de frem til dannelse af The Unified Egyptian Communist Party (UECP). Hundredvis af aktive medlemmer blev nu arresteret og tortureret, men i løbet af få uger, efter at Nasser havde indgået en formel alliance med Moskva, ændrede kommunisterne holdning igen. I marts 1955 sagde partiet: "Det egyptiske samfund har undergået dybe forandringer. Fra at have været et afhængigt halvt-feudalt samfund til i dag at være uafhængigt og demokratisk". [80] I en udtalelse under overskriften "imperialismen er hovedfjenden" står der:
"Vi støtte Abdel-Nassers regering i dens freds- og uafhængighedspolitik, og vi vil med al vor oprigtighed og styrke forsvare dens politik mod alle imperialistiske sammensværgelser ...". [81]
Nationaliseringen af Suez-kanalen i 1956, Nassers anti-imperialistiske retorik og hans orientering mod østblokken sammen med hans – som en historiker udtrykker det – adoption af stort set hele kommunisternes udenrigspolitik, [82] betød, at venstrefløjen helt og aldeles kollapsede. Partiet sendte endog et brev til fængslede medlemmer, hvor det erklærede: "Vi er et parti ved magten". [83] I de følgende år tog de afstand fra al snak om selvstændige arbejderklasseorganisationer, idet de mente, at hæren var udtryk for nationens interesser og lederskabet af den anti-imperialistiske bevægelse. Partiet nedtrappede sine aktiviteter, og i 1964 var regimet parat til at tilbyde dem en aftale: fred og amnesti for fængslede medlemmer, hvis partiet ville opløse sig selv, og dets medlemmer ville gå ind i the Arab Socialist Union, det eneste lovlige parti. I april 1964 begyndte løsladelsen af fanger, og et år senere havde partiet formelt opløst sig selv. For første gang i næsten 30 år var den ingen uafhængig kommunistisk organisation.
Likvideringen af det egyptiske venstre var en af de mest kostbare fejltagelser, som den kommunistiske bevægelse i hele regionen nogensinde har lavet. Tidspunktet kunne ikke have været mere katastrofalt. I løbet af det næste år begyndte krisen i den egyptiske statskapitalisme for alvor at folde sig ud, og arbejdernes protester begyndte at vinde gehør. Med nederlaget til Israel i 1967 blev modsætningerne i nationalisternes politik afsløret, og militante arbejdere og studenter kiggede sig om for at finde et alternativ. De følgende tre år var der bølger af strejker og studenteraktioner. En radikal stemning havde ramt landet, men med undtagelse af et uformelt illegalt samarbejde mellem enkelte tidligere medlemmer så var der simpelthen ingen kommunistisk tilstedeværelse. [84] Det gjorde det umuligt for de mest militante studenter og arbejdere at udvikle en strategi for bevægelsen. Den største interne opposition, som den arabiske nationalisme nogensinde var blevet stillet overfor, stod uden et samlende lederskab.
Det politiske tomrum fortsatte op gennem 1970'erne. Anwar Sadat efterfulgte Nasser som præsident, da han døde i 1970. Sadat var også en af grundlæggerne af de Frie Officerer. Han gjorde det hurtigt klart, at han tog afstand fra Nassers statskapitalistiske strategi og ville føre Egypten tilbage til den vestlige lejr. Han tog initiativer til at sikre godsejerne og borgerskabets interesser igen og opfordrede arabisk kapital til at investere i Egypten. Men før han kunne introducere yderligere økonomiske forandringer, stod han over for de problemer, der blev rejst af arbejder- og studenterbevægelsen, og regimet blev igen tvunget til at give indrømmelser. [85]
I 1972 løb en stemning af vrede og voksende selvtillid over arbejdspladser og universiteter, hvor der var kæmpedemonstrationer. Da utilfredsheden bredte sig til hæren, gjorde Sadat klar til krig. Han havde længe planlagt et initiativ, som kunne samle den egyptiske nationalfølelse, trække USA til og integrere Egypten i den vestlige verden. Efter få dages træfninger i Sinai erklærede han konflikten for ovre. Derhjemme erklærede han sig selv for "Helten for overskridningen" (af Suez-kanalen) og nationens samlingspunkt. Udenlands begyndte han at tage initiativ til de diplomatiske manøvre, der i løbet af fem år skulle bringe en fredsaftale med Israel i stand og straks opnå massiv støtte fra USA. Dette banede vejen for den vigtigste del af hans hjemlige reformprogram: infitah, åbningen af den egyptiske økonomi. Infitah førte til nedbrydelse af de nasseristiske monopoler, fremme af den private kapital og den fuldstændige, formelle genforeing af den egyptiske økonomi med dens traditionelle partner, vestens borgerskaber.
Det befriede de dele af det egyptiske borgerskab, som havde været marginaliseret af staten under Nassers regering. Næsten alle restriktioner på udenrigshandel og udenlandske investeringer blev fjernet, og det gav straks vækst til handlende, handelsagenter og partnere for udenlandske virksomheder, der snart profiterede på den hastigt voksende import og den økonomiske bistand fra USA. I slutningen af 1970'erne havde de konsolideret sig som "Sadat-klassen", et synonym for uærlighed, grådighed, umådelig rigdom og iøjnefaldende forbrug. Mens borgerskabets selvtillid voksede, kom en anden stemning til udtryk blandt befolkningens store masser. Der var mangel på fødevarer. Inflationen steg markant, arbejdsløsheden voksede, og boligmanglen blev bare større og større. Antallet af strejker steg med stor hast, og igennem to år var der konflikter i alle større industricentre. [86] Krisen nåede sit højdepunkt i januar 1977, da der i løbet af få timer efter at en erklæring om, at subsidierne på fødevarerne ville blive reduceret, udbrød strejker i Helwan og i Cairo. Fabrikker blev besat, og et stort antal arbejdere og fattige i byerne var snart i kamp med politiet. Landet var lammet, og Sadat gav igen indrømmelser, men var ikke i stand til at forhindre, at hele landet rejste sig mod ham. Men efter kun tre dage, da Sadat havde fundet en loyal del at hæren og fået den til at slå demonstrationerne ned og tage fabrikkerne tilbage, begyndte aktiviteterne at stilne af. [87]
Januar-opstanden var den største strejkebevægelse, den arabiske verden indtil nu havde set. Den var et levende udtryk for den modstand, som masserne udgjorde over for regimet, og for den magt, som arbejderklassen sad inde med, og som havde været stigende siden 1950'erne. Så stor var arbejdernes styrke og oprørets omfang, at Egypten i flere dage reelt var uden regering, politi og hær var forsvundet, og arbejderne troede, at de "ejede" fabrikkerne og gaderne. Men styret overlevede. På trods af regeringens påstande om at begivenheden var forårsaget af "kommunistiske elementer", som havde til hensigt "at styrte regeringen og indsætte et kommunistiske regime", [88] så havde venstrefløjen igen været påfaldende fraværende.
Kernen til et nyt egyptisk kommunistparti (CPE) var blevet dannet i Libanon i 1975 af dem, der havde overlevet opløsningen af organisationen et årti tidligere. De var gået ind i the National Progressive Unionist Rally (NPUP eller Tagammu), et af de tre tandløse partier, Sadat havde tilladt at arbejde legalt i 1976. Men CPE var småt, forsigtig og udstyret med den samme politik, som havde ført til den politiske likvidering i 1965. Det var ikke kun magtesløs i forhold til at blande sig i januaroprøret i 1977, men afholdt sig fra at tage del i nogen aktivitet der kunne true dets nye status som en lovlig organisation. År med inaktivitet fra venstrefløjens side havde efterladt et tomrum, som hele tiden blev fyldt ud af en ny generation af islamiske aktivister.
Styret i Egypten havde fængslet hundredvis af aktivister fra det Muslimske Broderskab i begyndelsen af 1950'erne, og mange andre var blevet udvist, de fleste af dem flygtede til Saudi Arabien. I fængslerne dannede de diskussionsgrupper og brugte år på at diskutere karakteren af et moderne muslimsk samfund, dets forhold til vesten og de opgaver, som islamiske aktivister stod overfor. Det blev bedst udtryk af bevægelsens ledende skikkelse, Sayyid Qutb, som, da han blev løsladt fra fængslet i 1964, udgav "Signpost on the Road", en bog af så stor betydning for fundamentalister i den sunni-muslimske del af verden, at den ifølge den egyptiske akademiker Tariq al-Bishri, var det samme for den islamiske bevægelse, som Lenins "Hvad må der gøres" var for den marxistiske. [89]
Qutb argumenterede med, at islam var under opløsning, og at religionen var ved at forsvinde ud af store del af befolkningens liv. I stedet skete der en udvikling af staten præget af jahiliyya (barbari), en samfundsform som havde eksisteret i den arabiske verden før Muhammad og etableringen af præsteskabet. Det var derfor nødvendigt for sande muslimer at gå i offensiv, før det var for sent.
Han bemærkede sig, at 30 år tidligere havde det Muslimske Broderskab stået over for problemer med vesten og den lokale herskende klasses korruption, men nu måtte muslimer slås mod en forræderisk fjende, nemlig den arabiske nationalisme. Det var en politisk magtfaktor, der formelt havde været i opposition til vesten, og som tidligere havde tætte forbindelser til Broderskabet, men de havde vildført muslimerne og efterladt landet svagt og åbent over for imperialismens plyndringer. Det var Nassers regime, der havde talt om at forsvare den islamiske kulturs integritet og så alligevel havde overgivet sig til vesten, det var Nassers regime, der havde fået massernes begejstrede opbakning til en konfrontation med vesten for derefter at efterligne den, det var Nassers regime, som havde erklæret, at det ville befri Palæstina og så havde foræret en ydmygende sejr til zionisterne. Den arabiske nationalisme havde kort sagt overgivet sig til barbariets styrker.
Såvel nationalisme som tanken om pan-arabisme måtte afvises, fastholdt Qutb. Muslimerne skulle organisere sig i rene samfund og smide de gudløse og uretfærdige herskere ud. De skulle være forberedte på en total omvæltning af den nuværende korrupte samfundsstruktur og genskabe samfundet ifølge Guds love. Det var et brud med den strategi, som Banna havde tidligere. På trods af hans snak om "revolution" havde han forsøgt at udvide Broderskabets indflydelse inden for den eksisterende stat og udviklede en hemmelig forbindelse til Paladset (Kongen) og Wafd. For Qutb var den nye herskende klasse kernen i problemerne. Den måtte nødvendigvis styrtes som en del af det, der var nødvendigt for at rense samfundet. Og det krævede aktivitet:
"Hvordan skal den islamiske opstand begynde? En fortrop må beslutte sig for at sætte ind midt i det barbari (jahiliyya), der nu råder over hele verden". [90]
Fortroppen skal være parat til at bekæmpe det egyptiske regime på samme måde, som hedninger tidligere blev bekæmpet af de første muslimer. Som Keppel skrev: "Bogen (Koranen) var ikke længere påkrævet, det var tid til sværdet". [91] Det var også nødvendigt at indtage en mere udfordrende holdning end den, som den ældre generation af aktivister i det Muslimske Broderskab havde fremvist. De var som Banna langt mere konservative i deres generelle holdninger. Efter et årti under saudi-arabisk beskyttelse var de langt mindre indstillet på politisk aktivitet. [92]
Udgivelsen af Signposts skræmte regimet, der allerede var i vanskeligheder. I 1965 blev Qutb arresteret og et år senere henrettet, men hans arbejde havde allerede påvirket unge mænd og kvinder, der blev tiltrukket af den islamiske strømning på grund af deres afsky for regimets opførsel, og fordi der ikke fandtes noget verdsligt alternativ. De unge tog afstand fra hovedstrømningen i det Muslimske Broderskab og fulgte Qutbs elever som f.eks. Shukri Mustafa, der er grundlægger af det Muslimske Samfund, og som af Sadat-styret har fået øgenavnet Al-Takfir wa'l Higra (Eks-kommunikation og Retræte). [93]
I begyndelsen af 1970'erne voksede de fundamentalistiske grupper konstant. De var især fremtrædende på universiteterne hvor de, kendt som gama'at al-islamiya (islamisk sammenslutning), begyndte at udfordre nasserister og venstrefløjen. Gamma'ats succes var byggede på, at de var istand til at tiltrække studenter, der syntes at bylivet var fremmedgørende og ukendt. Antallet af pladser på de højere uddannelser var eksploderet under Nassers styre, og under Sadat var der omkring 600.000 studerende på universiteter og andre højere uddannelser. [94] De fleste var koncentreret i Cairo og Alexandria, der specielt var skræmmende og uvenligt over for de unge, som kom dertil med en provensionel og landlig, småborgerlig baggrund. For dem var byens størrelse, dens ekstremer af rig og fattig, korruption og mangel på sjæl, forvirrende og smertefuld. Gama'ats strategi var lagt omhyggeligt. De sigtede på at blive de studerendes "hjem langt hjemmefra", de tilbød bolig, mad, billige bøger og tøj. De kunne give tryghed via kammeratskab og en ideologi, der indeholdt velkendte værdier og traditioner fra den velstrukturede lille provinsby eller fra landet. En ideologi som havde en analyse af det sammenbrud og den korruption, som samfundet led under. [95]
Gamma'ats indflydelse var også et resultat af to andre elementer, nemlig manglen på et verdsligt alternativ og styrets holdninger. Efter 1968 var arbejder- og studenterkampe rullet hen over landet år efter år. Tusindvis var blevet radikaliseret af strejkerne, fabriksbesættelserne, demonstrationerne og sammenstødene med hæren og politiet. Igennem hele perioden var venstrefløjen som politisk kraft helt fraværende. Og regimet anså den trussel, som fundamentalisterne udgjorde, som langt mindre farlig end den trussel, som protestbevægelsen fremviste. Så fra begyndelsen af 1970'erne begyndte Sadat at slække på de restriktioner og det pres, der havde været på religiøse aktiviteter, i den hensigt at bruge dem som en modvægt overfor arbejder- og studenterbevægelsen. I 1971 løslod Sadat nogle af de prominente medlemmer af det Muslimske Broderskab, inklusiv dets ledere Umar Talmasani og Shukri Mustapha. I løbet af de næste 4 år blev alle fængslede aktivister fra det Muslimske Broderskab frigivet i håbet om at vinde organisationen over på styrets side. Sadat forsøgte at spænde fundamentalisterne for hans egen vogn, han tillod dem en vis grad af frihed, samtidig med at han forhindrede organisationerne i at blive en national kraft.
I 1975 var den ældste del af Broderskabet kommet overens med regimet. De havde fået lov til at udgive en avis, Al-Dawa (Opråbet), der havde tætte forbindelser til de medlemmer, der havde været i eksil i 1950'erne, og som havde skabt sig formuer i Golfen under olieboomet i 1960'erne, og som derfra havde investeret kraftigt i Egypten, især efter indførelsen af infitah. Al Dawa støttede kravet om islamiske reformer, men var ingen direkte trussel mod den herskende klasse. Den var kendetegnet ved, at ledende Sadat-sympatisører tilhørte kredsen og blev økonomisk understøttet af kendte medlemmer af selve "Sadatklassen". [96]
Under disse vilkår påtog gamma'at sig rollen som dem, der stod for den "autentiske" islamiske aktivistiske tendens. I begyndelsen havde de også forhandlinger med den herskende gruppe. På grundlag af "et diskret, taktisk samarbejde med regimet" allierede de sig med universitets administrationen og blandede sig med venstrefløjen og nationalisterne for at ødelægge dem. [97] Senere tillod styret dem at afholde studiekredse og lejre, som de samlede hundredvis af sympatisører til. Det fik nogle på venstrefløjen til at påstå, at grupperne var dannet og organiseret af det hemmelig politi, mukhabarat, men forbindelserne var langt mere modsætningsfyldte, for mens regimet var villig til at give grupperne et vist spillerum, så forsøgte de ikke at opsluge dem. Men selv det kom til at koste regimet dyrt. Som Kepel skriver: "Det kan ikke nægtes, at gennem et stykke tid blev de opmuntret af regimet, som derved nærede den slange, der senere ville bide det." [98]
I 1976-77 var de mere aktive grupper i stand til at samle titusindvis – hovedsageligt studenter – til bønnemøder i de største byer. De begyndte at rykke ud fra universiteterne og ud i de fattigste områder af byerne, hvor de forsøgte at praktisere den form for fællesskab, som de håbede ville vinde dem større indflydelse også her. De udvalgte områder, der hovedsageligt var beboet af tilflyttere fra landet, og etablerede her islamiske skoler og sundhedsklinikker, ud fra en strategi om at vinde de arbejdsløse og marginaliserede elementer. Men før processen kunne nå så langt, havde styret ændret sin politik med at tolerere gama'ats aktiviteter. Det var resultatet af at der dukkede islamiske slogans op i visse områder under januar-oprøret i 1977 (dog ikke blandt arbejderne), samt af den udbredte modstand mod Sadats fredsaftale med Israel, af attentatet på ministeren for religiøse anliggende, som det Muslimske Samfund stod bag, og endelig af angreb på koptiske grupper, som islamiske aktivister også stod bag. Sammenfaldet af begivenhederne fik regimet til at indse, at det stod over for en trussel, som Broderskabet reelt var ophørt med at udgøre for længe siden. Fra 1979 begyndte Sadats styre at lægge pres på grupperne, og i 1981, efter et blodigt sammenstød mellem koptere og muslimer i Cairo, hvor gama'at havde spillet en fremtrædende rolle, blev de mødt med massiv undertrykkelse.
I september slog regimet ned på al oppositionel virksomhed og opløste gama'at. En måned senere blev Sadat myrdet af folk fra hæren, der samtidig var medlemmer af Islamisk Jihad, og fundamentalistiske grupper angreb politistationer i landets sydlige byer som det første skridt på vejen til at vælte styret. Slangen, som var blevet næret ved regimets bryst, havde bidt igen.
Den måde, som venstrefløjen handlede på i Egypten, og som blev en afgørende faktor for, at fundamentalismen fik lov at vokse både i 1930'erne og i 1970'erne, havde en parallel i Iran.
Efter katastrofen under Mossadeqs regeringsperiode og genindsættelsen af shahen kom Tudeh-partiet (som er det iranske kommunistparti) med en selv-kritik. En kritik, som ikke gik på partiets manglende evne til at lede en oprørsk arbejderklasse til magten, men i stedet kritiserede partiets "venstre-sekterisme" over for Mossadeq, som i 1931 burde have haft Tudeh-partiets fulde støtte, sagde de. Tudeh-partiet hævdede, at dets hovedmål nu var at kæmpe for "en national demokratisk re publik". [99] Det var en genoptagelse af folkefrontsstrategien, som havde slået fejl i perioden 1951-53. Men det var faktisk langt mindre, for partiets reelle strategi, hvis det kan kaldes sådan, var "inaktiv overlevelse".
Partiet holdt op med at arbejde. Det fortalte sine medlemmer, at vilkårene var så vanskelige, at de skulle "gå i dvale", indtil situationen havde ændret sig. Shahens hævn over venstrefløjen havde bestemt sat alle aktivister under et hårdt pres, men det var ikke den eneste grund til Tudeh-partiets nye linie. Hovedårsagen var, at Moskva forsøgte at få aftaler med shahen og derfor direkte beordrede det iranske kommunistparti til ikke at skabe uro. I 10 år fandtes der ikke nogen egentlig opposition mod shahen. Da den økonomiske krise førte til nye strejker og protester, var Tudeh fortsat tavs, og da ulamaen (præsteskabet) i 1963 mobiliserede mod shahens reformer, var det dem, der kom til at stå i centrum af oppositionen. For første gang siden 1890'erne var det det religiøse establishment, som satte dagsordenen ved at udnytte den store opposition, der var til shahens regime. Det havde en stor indvirkning på Khomeini, der nu så ulamaens chance for at komme til at lede verdslige politiske sager. Bakhash skriver, at svaret på hans lederskab "gav ham en fornemmelse af den magt, som ulamaen kunne vinde i en konfrontation med regeringen. Hvis blot et ord var blevet sagt," bemærker han senere, "ville det have ført til eksplosion. Det var en lektie, som Khomeini ikke glemte." [100]
Der var andre, som lærte af begivenhederne i 1963, især af manglen på en verdslig opposition. I midten af 1960'erne begyndte tidligere medlemmer af Tudehs ungdomsorganisation, der senere dannede Fedayeen-e Khalq, at argumentere mod den "inaktiv overlevelses"-politik. Men istedet for at påpege nødvendigheden af et nyt arbejderparti, argumenterede de for en guerilla-strategi. Det ville, fastholdt de, vække de sovende masser til opposition mod shahen. En lignende holdning indtog de utilfredse tilhængere af den nationale front-strategi, der på næsten samme tid dannede Mojahedin-e Khalq. Ligesom Fedayeen var de påvirket af guerillabevægelserne i Latin Amerika, Sydøstasien og andre områder i Mellemøsten. De påstod, at væbnet kamp mod Phalavistaten kunne virke destabiliserende og være med til at udskille en masseopposition. [101] Den nye strategi var en anden form for substitutionisme, som allerede havde ført til, at Tudeh-partiet var forsvundet fra den politiske scene. Den var også helt og aldeles ineffektiv, idet den kun medførte, at der blev skabt afstand mellem de unge aktivister og arbejderklassen, hvor der nu var ved at voksede et netværk af militante arbejdere frem igen. [102]
Efter oprøret i 1963 havde shahen igen opnået en stor grad af kontrol, men i 1973, da stigningerne i oliepriserne øgede de iranske fortjenester voldsomt, følte regimet sig tvunget til at love endnu hurtigere udvikling. Forventningerne voksede i samme takt som løfterne, og der var de første tegn på genopblussen af en arbejderbevægelse og af en generel voksende selvtillid blandt befolkningens store masser. Men shahens udviklingsplaner faldt sammen, landets skrøbelige infrastruktur kunne ikke klare de massive investeringer, og der opstod flaskehalse, som lammede hele sektioner af økonomien. I 1977 var regimet bevidst om, at nyligt vakte forhåbninger nu var blevet vendt til bitterhed. Dets svar var derfor pludselige indgreb over for de sektorer af økonomien, som syntes mest ude af kontrol og at forsøge at finde offentlige syndebukke. I en massiv offentlig kampagne angreb regeringen bazaren for at være ansvarlig for hamstring, snyd med priserne og almindelig korruption. Arbejdere, bønder og de fattige i byerne havde i forvejen grunde nok til at være mod regimet, nu formåede shahen at støde selv bazaren og dele af borgerskabet fra sig.
Igennem hele perioden var Tudeh usynlig, mens guerillaen stadig var isoleret på landet. På det måske vigtigste tidspunkt i moderne iransk historie viste venstrefløjen sig ikke på den politiske scene. Under de betingelser vandt den religiøse opposition vind i sejlene.
Fra sit eksil i Irak sendte Khomeini en stadig strøm af bøger, pjecer og kassettebånd til Iran, hvor han påpegede regimets ondskab. Men der var en anden vigtig udvikling på den religiøse front, etableringen af hoseyniyyehs og religiøse foreninger. [103] Hoseyniyyahs var religiøse diskussionscentre, hvor der blev afholdt møder om mere åndlige spørgsmål, men som også tiltrak folk, der kiggede efter et islamisk alternativ til regimet. De fleste hoseyniyyahs var i bazaren eller i slumkvartererne, og mens nogle af dem havde deltagelse af mullaher (præster), så andre dele af præsteskabet misbilligende på dem, som et ugudeligt alternativ til moskeerne og som diskussionsforummer, der truede den islamiske traditions ideologiske integritet.
Den mest kendte gruppe var Hoseyniyyeh ershad i Teheran, etableret af medlemmer af Befrielsesbevægelsen, der var udsprunget af Den Nationale Front. Dens mest kendte skikkelse var Ali Shariati, der forsøgte at udvikle nye mål for den politiske aktivisme, en retning der bredt blev betragtet som en islamisk "befrielsesteologi". Shariati argumenterede med, at shiismen ikke var en konservativ kraft, der i vidt omfang var bundet til ulamaen, men derimod en revolutionær ideologi, der kunne inspirere masserne til at rense samfundet for dets amoralske herskere og etablere et retfærdigt og ligevægtigt system. Han fastholdt, at der var to former for islam:
Den ene er kalifatens, herskernes og paladsets islam, den anden er folkets, de udbyttedes og de fattiges islam ...Sand islam ... kæmper for retfærdighed, lighed og udryddelsen af fattigdom. [104]
Hans mål var en blanding af ortodoks shiisme og af småborgerlig radikalisme, med nogle marxistiske "låneord". Hans første princip var Tawhid, ideen om at Gud, naturen og mennesket var integreret i en stor harmoni, som kom fuldt til udtryk i Muhammeds umma (leveregler), men som var blevet ødelagt af generationer af uretfærdige herskere. Folket skulle ikke tillade sig selv at blive vildledt af ulamaen, der, selvom den godt nok var oplært i islamisk lov, ikke identificerede sig med de reelle behov, som muslimer havde, eller med deres ringe kår i et samfund som det iranske. Folket skulle kiggede efter "oplyste tænkere" (raushanfekr) til at lede sig. Sammen kunne de oplyste tænkere og masserne handle som en kraft, der i Guds navn kunne smide det reaktionære præsteskab væk fra dets indflydelsesrige positioner og mobilisere det islamiske fællesskab til at fjerne undertrykkerne.
For de unge iranere, der var bitre modstandere af shahens styre, men som ikke var overbevist af Khomeini og det religiøse establishment, og for hvem der ikke eksisterede noget verdsligt alternativ, for dem virkede det, som om Shariati fremviste en ny radikal strategi. [105]
Men reelt beholdt Shariati de fleste af Khomeinis mål, mens han skubbede shiismen længere frem mod politisk aktivisme. Han var elitær og grundlæggende fjendtlig overfor marxistiske ideer. [106] Hans popularitet var et fingerpeg om en udbredt mistro til ulamaen og om det tomrum, som venstrefløjen efterlod.
I slutningen af 1970'erne var der et bredt publikum for islamisk aktivisme. Khomeinis netværk havde stærk indflydelse i det religiøse establishment og i bazaren, mens Shariati havde skabt et publikum blandt de unge fra småborgerskabet og tidligere ikke-religiøse nationalister. Men stadig kunne den islamiske tendens ikke gå direkte mod shahen, og da der i 1977 kom de første masseprotester mod regimet i 15 år, var det protester, der blev organiseret spontant af de fattige i det sydlige Teheran. Den succesrige masseaktion fremmede menneskerettighedsaktiviteter blandt studenter og intellektuelle, der i et halvt år holdt protestmøder og -seminarer. Men stadig gjorde den religiøse opposition ingen udfald mod regimet.
Først i december 1977 krævede Khomeini, at shahen blev afsat, og at 1906-forfatningen blev genindført, bemærkelsesværdigt nok krævede han ikke en islamisk republik. Da mullaherne og de religiøse studenter blandt hans tilhængere blev angrebet og mange af dem dræbt af politiet, organiserede Khomeini protestdemonstrationer, der i løbet af de næste ni måneder blev spredt ud over hele landet. Demonstrationerne havde typisk deltagere fra præsteskabet, lærerstuderende og de traditionelle allierede fra bazaren. Småborgerskabet var hårdt ramt af shahens politik og var hurtige til at reagere positivt på Khomeinis indkaldelser til demonstrationer, mens andre dele af samfundet fortsat ikke involverede sig i protesterne. I løbet af foråret kom gennembruddet imidlertid. Mullaherne kunne mobilisere mange af byernes fattige.
Protesternes massekarakter, som var meget større end i 1963, påvirkede Khomeini. Han havde længe fremstillet sig selv som folkets leder mod regimet og hemmeligholdt det dybt reaktionære mål i hans politiske filosofi med dens vægt på præsternes rolle. Nu gik han endnu længere: mens han konstant beskrev protestbevægelsen som islamisk, opfordrede han folk til at befri sig selv og lave en revolution, hvor de undertrykte skulle afsætte undertrykkerne, og brugte dermed Shariatis terminologi. Det gjorde især indtryk på de fattige, der i ekstrem grad var undertrykt af regimet. Et stort antal slumbeboere vendte nu deres opmærksomhed mod Khomeini, der var i stand til at placere sig selv i centrum for den nationale opposition og som et symbol på håb for fremtiden midt i en tid med kaos. På det afgørende tidspunkt havde ayatollahen held til at slå ind i forhold til deres ønsker om forandring, og han havde held til stable støtte på benene på en måde, som tillod hans netværk af tilhængere at gå bag moskeen og bazaren.
Men selv kombinationen af det religiøse establishment, bazaren og de fattige i byerne var ikke nok til for alvor at true shahens stat. Da de moderate indrømmelser over for Khomeini slog fejl, besluttede shahen at skyde de protesterende væk fra gaderne, som han havde gjort i 1963. Efter en dag med drab, tog protesterne af, men de vendte tilbage i en ny form. I september 1978 begyndte massestrejkerne, i begyndelsen som protest mod politiets drab, men snart over alle politiske spørgsmål og økonomiske krav. Igennem de næste tre måneder var hele arbejderklassen involveret i vedvarende strejker, som i januar sikrede shahens fald.
Da strejkerne begyndte, indså Khomeini snart den mulighed, der lå i dem, og opfordrede til lange arbejdspladsaktioner. Da han mærkede følelsen af voksende selvtillid blandt masserne og deres krav om demokrati, så lagde Khomeini større og større vægt på folkets rolle i kampen mod det autoritære styre, mens han igen og igen skjulte sine egne dybt udemokratiske intentioner. Det er imidlertid forkert at tro, at Khomeini først i sidste øjeblik påduttede protestbevægelsen ideen om et islamisk styre. [107] Der kom bestemt mange hentydninger til et sådant styre, men Khomeini undgik omhyggeligt at omtale nærmere, hvad det ville medføre og betyde, enten ved at komme med hurtige modspørgsmål eller ved simpelthen at lyve om intentionerne. [108]
Khomeini kidnappede ikke revolutionen ved at stjæle magten fra arbejdernes kampe, men han vandt enormt på den naivitet, som karakteriserede de liberale og venstrefløjen. De liberale i Den Nationale Front og i Befrielsesbevægelsen stillede sig simpelthen på Khomeinis side. På venstrefløjen genopstod Tudeh, men kun for at proklamere, at Khomeini og hans allierede var de ventede patriotiske og demokratiske kræfter. Tudeh forsvandt helt i den religiøse bevægelse. Guerillaen var desorienteret. Oppositionbevægelsen var ikke udsprunget af deres eksemplariske væbnede kamp, men var kommet først fra byernes fattige, dernæst fra Mullaherne og bazaren og så som det vigtigste fra arbejderklassen, som de for længst havde tildelt en mindre rolle i den revolutionære aktivitet. Fedayeen og Mojahedin havde nogle få forbehold, men bakkede Khomeini op. Ingen organisation udgjorde et alternativ til det religiøse lederskab. Problemet viste sig igen efter shahens fald og Khomeinis udnævnelse af en provisorisk regering. Ayatollahen begyndte at smadre bevægelsen nedefra, men stod over en massiv udvidelse af strejkekomiteerne til shoraer, arbejdspladsråd, som krævede større politiske og økonomiske ændringer. Selv nu var venstrefløjen fuldstændig desorienteret og i stedet for at se shoraerne som en basis, som revolutionen kunne udvides og uddybes fra, stod de på sidelinjen, mens den provisoriske regering ødelagde shoraerne. [109] I løbet af et år havde Khomeini knust shoraerne og taget fat på venstrefløjen. Revolutionen var ovre. For første gang havde fundamentalisterne sikret sig statsmagten.
58. En forklaring på teorien om den afbøjede permanente revolution findes i Tony Cliff: Deflected Permanent Revolution, London 1981.
59. Se Abdel Mogny Said: Arab Socialism, London 1972, kapitel 2.
60. Stephen skriver, at de Frie Officerer "opstod som en kerne af en ny elite bestående af officerer fra hæren, teknokrater, administratorer, folk fra liberale erhverv og andre medlemmer af middelklassen, der sympatiserede med eller håbede at profitere af deres aktiviteter." Stephen: Nasser, London 1973, p.110.
61. Sejren ved Suez var en massiv opløftning for nationalister overalt i regionen, der ønskede at efterligne Nasser og gribe magten. Det gjalt Baath-partiet, der stod stærkt i Syrien og Irak, den arabiske nationalistiske bevægelse med base i Libanon og Yemen, den algerske nationale befrielsesfront og de palæstinensiske aktivister, der kort efter befandt sig i Al Fatah.
62. Se Clawson: The Development of Capitalism in Egypt, -i: Khamsin, London 1981, pp.99-109
63. Mens der til at begynde med var en stigning i levestandarden, så betød den hurtige befolkningstilvækst, at økonomien stagnerede og at forbedringerne hurtigt forsvandt. Fra 1956 til 1965 var den årlige vækstrate højere end fødselsraten, nemlig 4,6%. Efter 1967 faldt den til 1%, hvilket var på niveau med den årlige vækst i befolkningen. Massiv indvandring fra land til by understregede de deraf følgende problemer. Se Lafif Lakhdar: The development of Class Struggle in Egypt, i Khamsin, London 1978, p.51.
64. En måned efter at de Frie Officerer var kommet til magten, godkendte de i august 1952, at to strejkeledere fra Kafr al-Dawwar tekstilfabrikken nær Alexandria blev hængt. I januar 1953 forbød regimet alle politiske partier undtagen det Muslimske Broderskab, som fik gunstig behandling som en social og religiøs organisation. Broderskabet blev forbudt i oktober 1954. Se Stephens, pp. 120 og 136.
65. Nasser udtalte: "Vi havde modet til ved revolutionens begyndelse at erklære, at vi ikke havde nogen teori, skønt vi havde nogle klart defineret principper", og "Vi erklærede, at vi via afprøvningsmetoden ville konstruere en teori" og "Vi blev ved med at sige, at vi ville lave fejl, og vi blev ved med at indrømme, at vi ikke havde nogen teori." Se Se Said, p.64
66. Said, p.24.
67. Mitchell, p.24.
68. Floor, p.79.
69. Bakhash, p.28.
70. Bakhash, p.29.
71. Bakhash, p.38.
72. For første gang opfordrede Khomeini til dannelse af en oppositionsbevægelse. Han var uklar på strategien, når han hævdede, at det ville være muligt at ændre regimet indefra eller ødelægge det. Han erklærede: "folket vil vågne op og være aktivt ... der vil blive dannet en oppositionsbevægelse med deltagelse af alle mænd af religion og ære ... Til sidst vil de i stort tal trænge ind i regeringen eller de vil slås og vælte den.", Bakhash, p.39.
73. Khomeini brugte første gang denne indgangsvinkel under begivenhederne i 1963. Abrahamian skriver: "Selv om mange præster var imod regimet pga. jordreformerne og kvindernes rettigheder, så blev Khomeini, der afslørede et magtfuld greb om massepolitik, ved med at arbejde med en mængde andre sager, der skabte større vrede blandt befolkningen i almindelighed."
Abrahamian, p.425. Senere "Khomeini refererede ikke offentligt til hans arbejde om regeringsspørgsmålet, tværtimod afviste hans følge senere værket og argumenterede med, at det enten var en forfalskning lavet af Savak (det hemmelige politi) eller en lyttende students råudkast. Abrahamian, p.149. År senere, da Khomeini var blevet leder af den islamiske republik, tøvede han ikke med at påberåbe sig censur.
74. I 1921 havde to smågrupper slået sig sammen for at danne det egyptiske socialistparti. Den ene bestod stort set af intellektuelle og selvstændige med en reformistisk politik, den anden var en større gruppe syndikalister, hovedsaglig ikke-arabiske arbejdere. Det følgende år blev reformisterne smidt ud og medlemsskaren erklærede sig marxistisk og dannede det egyptiske kommunistparti. I 1924 havde det ca. 1000 medlemmer, hvoraf nogle var i velorganiserede fabrikker, men kunne ikke stå mod Wafd's angreb, herunder arrestationen af ledende medlemmer i 1924 og 1925. Se Beinin og Suliman Bashear: Communism in the Arab East 1918-28, London 1980, kapitel 7.
75. En række diskussionsgrupper blev dannet af unge egyptiske jøder, elitens børn, der blev motiveret både af omslaget i de økonomiske og sociale forhold i Egypten og af udsigten til fascismens vækst i Europa. I 1943 havde de dannet tre små organisationer: det egyptiske nationale befrielsesbevægelse, Iskra og folkets befrielse. Se Perrault: A Man Apart; The Life of Henri Curiel, London 1987, p.110.
76. Perrault, p.120.
77. Nogle egyptiske kommunister forsøgte at forsvare en anti-zionistisk position, men skaden var allerede sket og fik alvorlige følger for de egyptiske jøder. En jødisk kommunist udtalte: "Krigen i Palæstina var et forfærdende slag for os". Perraut, p.149.
78. Beinin: The Communist Movement and National Political Discourse in Nasirist Egypt, i The Middle East Journal, bind 41, no.4, efteråret 1987, p.571.
79. Beinin: The Communist Movement, p.571.
80. Beinin: The Communist Movement, p.576.
81. Beinin: The Communist Movement, p.576.
82. Beinin: The Communist Movement, p.576.
83. Et brev sendt til fanger i Kharga, Beinin: The Communist Movement, p.577.
84. En beretning om arbejdernes og studenternes kampe i 1968 findes i Ahmed Abdalla: The Student Movement and National Politics in Egypt, London 1985, pp.149-59.
85. Der var massive studenterbesættelser og sammenstød med politi og tropper. Se Abdalla, pp.176-97. Samtidig var der en række succesrige strejker, se Lakhdar, pp.67-68.
86. Mellem 1975 og 77 omfattede strejkerne alle store industricentre. Nogle udløste demonstrationer, som transportarbejder-strejken i Cairo, og førte til at strejkende og fattige i byerne sloges med politiet. Se Lakhdar, pp.80-71.
87. Selv Al Ahram, det halvofficielle dagblad, indrømmede: "industriarbejderne udgjorde en million og dannede oprørets spydspids." Lakhdar, p.75. En beskrivelse af begivenhederne findes i Notes of the Month i International Socialism 95, 1. series, februar 1977.
88. Den officielle redegørelse for begivenhederne placerede ansvaret hos venstreorienterede agitatorer og rettede beskyldninger mod det nyligt dannede progressive unionistparti, der blev ledet af gamle ECP medlemmer. Se R W Baker: Egypt's Uncertain Revolution Under Nasser and Sadat, Cambridge, Massachusetts 1978, p.165.
89. Kepel, p.43.
90. Kepel, p.47.
91. Kepel, p.56.
92. Det pro-vestlige regime i Saudi Arabien havde været tilfreds med at tage mod mange af de medlemmer af Broderskabet, som Nasser smed ud, fordi det frygtede at han skulle få en undergravende indflydelse i regionen. En følge blev, at ledende aktivister blev opslugt af det saudiske samfund.
93. Det navn blev de fejlagtigt kendt under i vesten. Gruppen blev også tillagt skylden for mordet på Sadat i 1981, som Jihad-gruppen stod bag.
94. Abdalla, p.220.
95. Davis skriver, at det ikke er tilfældigt, at grupperne valgte at kalde deres primærorganisationer for al-usra – familien. Han tilføjer, "ved at danne celler i større bycentre og provinshovedstæder forsøgte de islamiske grupper at genskabe det traditionelle landsbylivs fælles enhed. Den islamiske familie gav således en følelse af identitet og beskyttelse over for det, den opfattede som en fjendtlig og lunefuld omverden." Davis, p.144.
En undersøgelse udført af det amerikanske universitet i Cairo viser gruppernes succes på universitetsområderne, hovedparten af medlemmerne var studenter på 20-25 år. "Klassetilhørsforholdet var for det meste middelklasse og mange medlemmer kom fra landet eller fra de mindre byer." Nemat Guenena: The Jihad, An Islamic Alternative in Egypt, Cairo Papers in Social Science, vol.9, Monograph 2, sommeren 1986, p.67. Kepel, p.220, viser også hvordan studenterne dominerede blandt aktivisterne i gama'at.
96. Blandt lederne var Sadats højre hånd, Uthman Ahmad Uthman, der af Kepel bliver beskrevet som Egyptens Rockefeller, og som havde været Broderskabs-aktivist i sine unge dage. Kepel, p.109.
97. Kepel, p.133.
98. Kepel, p.135.
99. Den argumenterede for, at de største problemer, oppositionen nu stod overfor, var "... omstyrtelse af det anakronistiske monarki, ødelæggelse af det reaktionære statsmaskineri, afskaffelse af de store kapitalister og jordejere, og overføring af magten fra disse klasser til de patriotiske og demokratiske klasser og lag, dvs. arbejdere, bønder, småborgerskabet i byerne (handelsmænd, butiksindehavere og håndværkere), den patriotiske og progressive intelligens og det nationale borgerskab." Abrahamian, p.456.
100. Bakhash, p.27.
101. Se en beskrivelse af guerillaens opståen i Zabih: The Left in Contemporary Iran, London 1986, p.91.
102. I løbet af 1970'erne blev der dannet netværk på mange arbejdspladser, se Assef Bayat: Workers and Revolution in Iran, London 1987, p.91.
103. Arjomand har vist, at igennem perioden skete der en hurtig vækst i de islamiske institutioner, herunder moskeer og hoseyniyyahs, og i mængden af religiøs litteratur. Mellem 1961 og 1975 voksede Teherans befolkning toenhalv gange, mens antallet af moskeer voksede fem gange. I 1956 udgjorde religiøse titler 10% af udgivne bøger. I 1976 var tallet 33%. Samtidig begyndte millioner af pilgrimme at rejse til helgengrave og hellige steder i Iran og i udlandet. Said Amir Arjomand: Traditionalism in Twentieth-century Iran, -i: Aromand, pp.214-16.
104. Abrahamian, p.470.
105. Mojahedin kårede Shariati som helgen og udråbte ham til revolutionens læremester og det kollektive udtryk for den progressiv revolutionære bevidsthed. Se Suroosh Irfani: Revolutionary Islam in Iran, London 1983, p.116.
106. En kritisk gennemgang af Shariatis ideer findes i Shahrough Akhavi: Shariati's Social Thought, -i: Keddie (red): Religion and Politics in Iran, pp.125-44.
107. Bakhash påpeger, at Khomeinis tilhængere gentagne gange opfordrede til dannelse af en islamisk regering i pjecer, der blev udgivet i februar og marts 1978. Bakhash: Sermons, revolutionary Pampheleteering and Mobilisation: Iran 1978, i Arjomand, p.185.
108. Khomeini benægtede, at det religiøse lederskab ville spille en central rolle i et nyt politisk system eller at han ville indtage en ledende position. Adspurgt om han ville lede landet svarede han "nej ... hverken min alder, mine egne ønsker eller min religiøse position tillader det." Se Irfane, p.163.
109. Se P Marshall: Revolution and Counter Revolution in Iran, London 1988, pp.69-106.
Sidst opdateret 31.7.2008