Tale holdt på det tyske kommunistpartis grundlæggelseskongres, 30. dec. 1918 — 1. jan. 1919
Unser Programm und die politische Situation, -i: Protokoll des Gründungsparteitages der Kommunistischen Partei Deutschlands, Berlin 1972, S.195-222.
Rosa Luxemburg: Gesammelte Werke, Bd.4, S.486-511.
Fra Rosa Luxemburg: Politiske skrifter. Et udvalg. Oversat og kommenteret af Toni Liversage, s. 279-308. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 29. jun. 2008
Når vi i dag går i gang med at drøfte og vedtage vort program, så skyldes det mere end formelle omstændigheder, at vi i går har konstitueret os som et nyt parti, og at et nyt parti officielt må vedtage et program. Der ligger store historiske begivenheder til grund for dagens diskussioner om programmet, nemlig den kendsgerning, at vi står overfor det øjeblik, hvor proletariatets socialdemokratiske, socialistiske program helt og holdent må udformes på en ny basis. Partikammerater, i den forbindelse knytter vi an til den tråd, som Marx og Engels spandt i Det kommunistiske manifest. Som I ved, behandler Det kommunistiske manifest socialismen, gennemførelsen af det kommunistiske endemål, som den proletariske revolutions umiddelbare opgave. Det var den opfattelse Marx og Engels repræsenterede i 1848-revolutionen, og som de betragtede som basis for den proletariske aktion også i international forstand. Dengang troede de begge, og med dem alle førende skikkelser indenfor den proletariske bevægelse, at man stod overfor den umiddelbare opgave at indføre socialismen, og at det derfor kun var nødvendigt at gennemføre den politiske revolution, at bemægtige sig den politiske magt i staten, for rent umiddelbart at gøre socialismen til kød og blod. Som I ved, foretog Marx og Engels senere selv en gennemgribende revision af dette standpunkt. I det første forord til Det kommunistiske manifest fra 1872, som er underskrevet af Marx og Engels i fællesskab (aftrykt i 1894-udgaven af Det kommunistiske manifest), siger de begge to om deres eget værk: »I dag ville dette sted« (slutningen af afsnit II, nemlig fremstillingen af de praktiske skridt for gennemførelse af socialismen), »i mange retninger lyde anderledes. Programmet er i dag flere steder forældet på baggrund af storindustriens enorme udvikling i de sidste fem og tyve år og den fremadskridende partiorganisering af arbejderklassen, der hænger sammen dermed, endvidere på baggrund af de praktiske erfaringer, først fra februarrevolutionen og i endnu højere grad fra Panser-kommunen, hvor proletariatet for første gang to måneder igennem havde den politiske magt. Navnlig har Pariserkommunen leveret bevis for, at »arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i gang til brug for sine egne formål«.« [2]
Og hvordan lyder så den passus, der er blevet erklæret for forældet? Det kan vi læse om på følgende måde i Det kommunistiske manifest:
»Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, d.v.s. i hænderne på proletariatet, organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt.
Dette kan naturligvis i begyndelsen kun ske ved despotiske indgreb i ejendomsretten og i de borgerlige produktionsforhold, altså ved foranstaltninger, der vil forekomme økonomisk utilstrækkelige og uholdbare, men som under bevægelsens forløb vil vokse ud over sig selv og er uundgåelige som middel til at revolutionere hele produktions-måden.
Disse foranstaltninger vil naturligvis være forskellige i de forskellige lande.
Men for de mest udviklede lande vil følgende foranstaltninger sikkert i almindelighed kunne anvendes:
Ekspropriation af grundejendommen og anvendelse af jordrenten til statens udgifter.
Skat efter stærkt stigende skala.
Afskaffelse af arveretten.
Konfiskering uf al ejendom, der tilhører emigranter og oprørere.
Centralisering af kreditten i statens hænder ved hjælp af en nationalbank med statskapital og absolut monopol
Centralisering af transportvæsenet i statens hænder
Forøgelse af nationalfabrikkerne og produktionsmidlerne, opdyrkning og forbedring af jord efter en samlet plan.
Lige arbejdstvang for alle, oprettelse af industrielle armeer, særlig indenfor landbruget.
Forening af landbrug og industri, gradvis ophævelse af forskellen mellem land og by tilstræbes.
Offentlig og gratis opdragelse af alle børn. Afskaffelse af børns arbejde i fabrikker i den nuværende form. Forbindelse af opdragelsen med den materielle produktion o.s.v.« [3]
Som I ser, er dette med nogle afvigelser de samme opgaver, som vi i dag står direkte overfor: gennemførelsen, virkeliggørelsen af socialismen. Mellem det tidspunkt, hvor dette blev opstillet som et program og i dag ligger der 70 års kapitalistisk udvikling, og den historiske dialektik har ført til, at vi i dag vender tilbage til den opfattelse, som Marx og Engels siden opgav som fejlagtig. De havde dengang med god grund opgivet den som forkert. Udviklingen af kapitalismen, som er foregået i den mellemliggende tid, har bragt os frem til den kendsgerning, at hvad der dengang var en fejltagelse, er i dag blevet en sandhed, og i dag er det den umiddelbare opgave at opfylde det, som Marx og Engels stod foran i 1848. Men mellem disse punkter i udviklingen, mellem begyndelsen og vor opfattelse og opgave i dag ligger, ikke blot hele udviklingen af kapitalismen, men også af den socialistiske arbejderbevægelse i første række i Tyskland som det førende land for det moderne proletariat. Udviklingen har fundet sted på en særlig måde. I den tid, der er gået siden Marx og Engels efter skuffelserne over 1848-revolutionen havde opgivet det standpunkt, at proletariatet var i stand til umiddelbart at virkeliggøre socialismen, opstod der i de enkelte lande socialdemokratiske socialistiske partier, som indtog et helt andet standpunkt. Den daglige lille kamp på det politiske og økonomiske område blev erklæret for at være den umiddelbare opgave med sigte på lidt efter lidt først at mobilisere den proletariske armé som skulle få den opgave at virkeliggøre socialismen, når den kapitalistiske udvikling var modnet dertil. Dette omsving, dette fuldstændig nye grundlag som det socialistiske program nu tog sit udgangspunkt i, fik specielt i Tyskland en yderst typisk form. Helt frem til sammenbruddet den 4. august havde Erfurter-programmet været retningsgivende for socialdemokratiet; det var her de såkaldte minimums-opgaver stod i første række, og socialismen var bare fremholdt som en lysende stjerne i det fjerne, som endemålet. Men det afgørende er imidlertid ikke, hvad der står skrevet i programmet, men hvordan det konkret og levende opfattes, og afgørende for denne opfattelse af programmet var et vigtigt historisk dokument fra vor arbejderbevægelse, nemlig det forord som Friedrich Engels i 1895 skrev til »Klassekampene i Frankrig«. Kammerater, dette spørgsmål er ikke bare af historisk interesse, men det drejer sig om et aktuelt spørgsmål og en historisk opgave, som står foran os, når vi i dag stiller vort program på samme grundlag som Marx og Engels stod på i 1848. Med de forandringer, som den historiske udvikling i mellemtiden har ført med sig, har vi pligt til ganske klart og bevidst at foretage en revision i forhold til den opfattelse, som var retningsgivende for det tyske socialdemokrati indtil sammenbruddet den 4. august. Denne revision skal her foretages officielt.
Kammerater, hvordan har Engels opfattet problemet i det berømte forord til Marx’ »Klassekampene i Frankrig«, som han har skrevet i 1895, altså efter Marx’ død? Han har først, idet han ser tilbage til året 1848, fastslået, at den opfattelse at man stod lige overfor den socialistiske revolution var forældet. Og derefter fortsatte han:
»Historien har givet os, og alle andre, der tænkte på lignende måde, uret. Den har gjort det klart, at den økonomiske udviklings niveau på kontinentet dengang langtfra var modent til afskaffelsen af den kapitalistiske produktion; den har bevist dette gennem den økonomiske revolution, som siden 1848 har bredt sig over hele kontinentet, og først for alvor har skaffet storindustrien indpas i Frankrig, Østrig, Ungarn, Polen og for nylig Rusland, og som ligefrem har gjort Tyskland til et industriland af første rang – alt sammen på det kapitalistiske grundlag, der altså i 1848 endnu havde meget store udvidelsesmuligheder.« [4]
Så gør han rede for, hvordan alting har forandret sig siden dengang og begynder derefter at tale om, hvordan opgaverne ligger for partierne i Tyskland:
»Krigen 1870/71 og kommunens nederlag havde, som Marx havde forudsagt, midlertidig forskudt den europæiske arbejderbevægelses tyngdepunkt fra Frankrig til Tyskland. I Frankrig måtte der selvfølgelig gå år, før man var kommet sig efter åreladningen i maj 1871. I Tyskland derimod, hvor industrien udviklede sig hurtigere og hurtigere og til-med blev fremmet næsten drivhusagtigt af de franske milliardvelsignelser, voksede socialdemokratiet endnu hurtigere og mere vedholdende. Takket være den forståelse, hvormed de tyske arbejdere benyttede den almindelige valgret, som indførtes i 1866, ligger partiets forbavsende vækst klart for alverden i ubestridelige tal.« [5]
Og så følger den berømte opregning, om hvordan vi voksede fra rigsdagsvalg til rigsdagsvalg, til man kom over den første million, og Engels slutter med følgende ord:
»Med denne heldige benyttelse af den almindelige stemmeret var imidlertid en helt ny kampmåde for proletariatet trådt i virksomhed, og denne udviklede sig hurtigt videre. Man fandt ud af, at de statsinstitutioner, i hvilke bourgeoisiets herredømme er organiseret, frembyder endnu flere holdepunkter, ud fra hvilke arbejderklassen kan bekæmpe disse samme statsinstitutioner. Man deltog i valgene til enkelt-landdage, kommuneråd, erhvervsdomstole, man gjorde bourgeoisiet enhver stilling stridig, hvor en tilstrækkelig stor del af proletariatet havde et ord at sige ved besættelsen. Og således gik det til, at bourgeoisi og regering begyndte at frygte arbejderpartiets lovlige aktioner langt mere end dets ulovlige, valgresultaterne mere end oprøret«. [6]
På dette sted tilføjer Engels en udførlig kritik af den illusion der indebær, at proletariatet i det hele taget skulle kunne opnå noget ved en gaderevolution under den moderne kapitalisme. Jeg tror, at i betragtning af, at vi står midt i en revolution, i en gaderevolution med alt, hvad dertil hører, må tiden være inde til at tage stilling til den opfattelse, som indenfor det tyske socialdemokrati officielt var gængs til det sidste og for mig at se derfor var ansvarlig for, at vi har oplevet den 4. august 1914.
Hermed vil jeg ikke sige, at Engels personligt med disse udtalelser har gjort sig til medskyldig for hele udviklingsforløbet i Tyskland. Jeg siger kun: Her er et klassisk sammenfattet dokument, der går ind for den opfattelse, som var levende i det tyske socialdemokrati eller snarere: som fik det til at dø. Her kammerater, forklarer Engels os med al den sagkundskab, som han sad inde med, også på det militære område, at det er en illusion at tro, at det arbejdende folk ville kunne gennemføre en gaderevolution og sejre på grund af den moderne udvikling af militarismen, industrien og storbyerne. Denne fremstilling medfører to ting: For det første blev den parlamentariske kamp betragtet som en modsætning til proletariatets direkte revolutionære aktion og ligefrem som det eneste middel i klassekampen. Det var den rene ene-og-alene-parlamentarisme, der kom ud af denne kritik. For det andet blev mærkelig nok netop klassestatens mægtigste organisation – militarismen, de proletariske masser, som måtte trække i trøjen – fra første færd af fremstillet som immune og utilgængelige for enhver form for socialistisk påvirkning. Og når forordet taler om, at med den moderne udvikling af kæmpehære vil det være vanvid at forestille sig, at proletariatet nogensinde skulle kunne klare soldater udrustede med maskingeværer og med de nyeste tekniske kampmidler, så går det åbenbart ud fra den forudsætning, at enhver der er soldat på forhånd og en gang for alle må forblive en støtte til de herskende klasser — en fejltagelse, som bedømt ud fra de nutidige erfaringer og gjort af en mand som stod i spidsen for vores bevægelse, ville være helt uforståelig, hvis man ikke vidste, under hvilke konkrete omstændigheder det anførte historiske dokument var opstået. Til ære for vore to store mestre og specielt den langt senere afdøde Engels, som repræsenterede Marx’ lære og synspunkter, må det slås fast, at Engels vitterligt har skrevet dette forord under direkte tryk fra den daværende rigsdagsfraktion. Det var i den periode, at der i Tyskland, efter socialistlovens fald i begyndelsen af halvfemserne, gjorde sig en stærk venstredrejet radikal strømning gældende indenfor den tyske arbejderbevægelse, som ønskede at forhindre partikammeraterne i at blive fuldstændig opslugt af den parlamentariske kamp. For at ramme de radikale elementer rent teoretisk og holde dem praktisk nede, for at afskære dem fra de brede massers opmærksomhed ved hjælp af vores store læremesters autoritet, har Bebel og hans ligesindede (dengang var det betegnende for tilstandene hos os, at den parlamentariske rigsdagsfraktion både åndeligt og taktisk bestemte over partiets forhold og opgaver), men altså Bebel og hans ligesindede fik overtalt Engels, der dengang boede i udlandet og måtte forlade sig på deres forsikringer, til at skrive dette forord, fordi det dengang var en påtrængende nødvendighed at rede den tyske arbejderbevægelse fra anarkistiske vildfarelser. Fra nu af beherskede denne opfattelse faktisk det tyske socialdemokrati i dets gøren og laden, indtil vi nåede frem til den skønne oplevelse den 4. august 1914. Det var proklameringen af intet-andet-end-parlamentarismen. Engels oplevede imidlertid ikke at se resultaterne, de praktiske følger af denne anvendelse af hans forord, hans teori. Jeg føler mig sikker på, at kender man Marx og Engels’ værker, kender man den levende revolutionære ægte, uforfalskede ånd, som udgår fra alt i deres lære og skrifter, kan man ikke være i tvivl om, at Engels ville have været den første — og også Marx, hvis han havde levet — til at protestere af alle kræfter imod dette, de ville energisk have forsøgt at holde vognen tilbage, for at den ikke skulle glide ned i sumpen; de ville have protesteret mod denne forsumpning og den fordærvelse af arbejderbevægelsen som allerede årtier før den 4. august havde grebet om sig, for den 4. august faldt jo ikke ned fra himlen som en uventet vending, men var en logisk følge af, hvad man tidligere havde været igennem dag efter dag, år efter år. Men Engels døde samme år, han skrev forordet. I året 1895 mistede vi ham, og derefter forlod den teoretiske ledelse desværre hans hænder og overgik til Kautsky, og her oplever vi så det forhold, at enhver modstand mod kun at satse på parlamentarismen, en modstand som på hver kongres kom fra venstre båret frem af en større eller mindre gruppe af kammerater som sejt kæmpede mod forsumpningen, hvis truende følger enhver måtte bringes til at indse — at en sådan modstand blev stemplet som anarkisme, anarkosocialisme eller i hvert fald som noget antimarxistisk. Den officielle marxisme skulle tjene som skalkeskjul for rethaveriet, for enhver afvigelse fra den virkelige revolutionære klassekamp, for enhver lunkenhed, og dømte det tyske socialdemokrati og i det hele taget arbejderbevægelsen og fagforeningerne til at vansmægte indenfor det kapitalistiske samfunds rammer, på dets betingelser, uden at gøre sig nogen alvorlige bestræbelser for at ryste samfundet i dets grundvold.
I dag, kammerater, oplever vi imidlertid det øjeblik, hvor vi kan sige: Vi er igen hos Marx, under hans banner. Når vi i dag i vort program erklærer: Proletariatets umiddelbare opgave er — sammenfattet i få ord — ingen anden end at gøre socialismen til virkelighed og handling og udrydde kapitalismen fuldt og helt, så stiller vi os på det grundlag, som Marx og Engels stod på i 1848, og hvorfra de principielt aldrig afveg. Nu viser det sig, hvad der er sand marxisme, og hvad der var en surrogat-marxisme, der så længe bredte sig i det tyske socialdemokrati som den officielle marxisme. Ved at se på repræsentanterne for denne marxisme kan I jo se, hvor den i dag er havnet, nemlig som sideordnede og tilforordnede for Ebert, David og konsorter. Der ser vi de officielle repræsentanter for den lære, man i årtier har udgivet for at være den sande uforfalskede marxisme. Nej, marxismen fører ikke til, at man driver kontrarevolutionær politik sammen med Scheidemännerne. Den sande marxisme kæmper også mod dem, som forsøgte at forfalske den, den graver som en muldvarp i det kapitalistiske samfunds grundvold, og den har ført til, at den bedste del af det tyske proletariat i dag er under vore faner, marcherer under revolutionens stormfane. Og på den anden side, hvor kontra-revolutionen endnu synes at herske, har vi vore fremtidige medkæmpere og tilhængere.
Kammerater, vi står altså i dag, som jeg allerede har været inde på, ført frem af den historiske dialektik og beriget af hele den 70-årige kapitalistiske udvikling, som har fundet sted i mellemtiden, igen på det sted, hvor Marx og Engels stod i 1848, da de for første gang rullede den internationale socialismes banner ud. Dengang troede man, da man reviderede fejltagelserne og illusionerne fra året 1848, at nu havde proletariatet et uendelig langt stykke vej foran sig, før socialismen kunne blive til virkelighed. Naturligvis har alvorlige teoretikere aldrig givet sig af med at angive en eller anden bestemt frist for kapitalismens sammenbrud, som skulle være forpligtende og sikker, men man har sikkert forestillet sig, at vejen fortsat var meget lang, og det taler netop ud af hver linje i det forord, som Engels har skrevet i 1895. Nuvel, nu kan vi gøre regningen op. Var det ikke et meget kort tidsrum sammenlignet med udviklingen af tidligere tiders klassekampe? 70 år med storkapitalistisk udvikling har været tilstrækkelig til at føre os så vidt, at vi i dag for alvor kan regne med at få kapitalismen ud af verden. Ja, endnu mere: Vi er i dag ikke kun i stand til at løse denne opgave, det er ikke blot vores pligt overfor proletariatet, men dens løsning er i dag overhovedet den eneste redning for det menneskelige samfunds fortsatte eksistens.
For, kammerater, hvad har denne krig efterladt sig af det borgerlige samfund andet end en mægtig ruinhob? Formelt ligger endnu samtlige produktionsmidler og også særdeles mange magtmidler, næsten alle de udslaggivende magtmidler i hænderne på de herskende klasser. På dette punkt skal vi ikke narre os selv. Men det eneste, de kan udrette hermed andet end at gøre krampagtige forsøg på at genoprette udbytningen gennem et blodbad, er anarki. Det er kommet så langt med dem, at det dilemma, der i dag står overfor menneskeheden hedder: enten undergang i anarki eller redning gennem socialisme. Efter verdenskrigens udfald vil de borgerlige klasser umuligt kunne finde nogen udvej på fundamentet af sit klasseherredømme og kapitalismen. Vi er kommet dertil, at den sandhed som netop Marx og Engels i deres store dokument Det kommunistiske manifest formulerede for første gang som den videnskabelige basis for socialismen – at socialismen vil blive en historisk nødvendighed – den oplever vi i dag i ordets mest præcise betydning. Socialismen er blevet en nødvendighed ikke kun fordi proletariatet ikke mere er villig til at leve under de livsvilkår, som de kapitalistiske klasser tilbyder dem, men også fordi undergangen venter os alle, hvis proletariatet ikke opfylder sin klassepligt og virkeliggør socialismen.
Nuvel, kammerater, dette er det almene grundlag som vort program er bygget op på, det program, som vi i dag vedtager officielt, og hvis udkast I jo har lært at kende gennem brochuren »Hvad vil Spartakusforbundet«. Det befinder sig bevidst i modsætning til det standpunkt, som Erfurter-programmet tidligere stod på, i bevidst modsætning til den adskillelse mellem de umiddelbare såkaldte minimumskrav for den politiske og økonomiske kamp, og det socialistiske endemål, maximumprogrammet. I bevidst modsætning til dette, likviderer vi resultatet af de sidste 70 års udvikling og i første række det umiddelbare resultat af verdenskrigen, idet vi siger: For os gives der nu ikke noget minimums- og ikke noget maximumsprogram, socialismen er ét og det samme, det er det minimum som vi må gennemføre i disse dage.
Jeg skal ikke her komme nærmere ind på de enkelte ting, vi har forelagt for jer i vort programudkast, for I har jo mulighed for at tage stilling dertil i enkeltheder, og det ville føre for vidt, hvis vi skulle tage disse ting op i detaljer her. Jeg betragter det kun som min opgave, at karakterisere og formulere de generelle grundtræk, som skiller vores programmatiske holdning fra den hidtidige – fra det såkaldte officielle tyske socialdemokratis. Jeg anser det derimod for vigtigere og mere påtrængende, at vi kommer til klarhed over, hvordan de konkrete omstændigheder skal vurderes, hvordan de taktiske opgaver og de praktiske løsninger skal udformes i overensstemmelse med den politiske situation, med revolutionens hidtidige forløb og de videre retnings-linjer som kan forudses. Vi vil diskutere den politiske situation ud fra den opfattelse, som jeg har forsøgt at karakterisere – ud fra det synspunkt, at virkeliggørelsen af socialismen er den umiddelbare opgave, som må lyse foran enhver forholdsregel, enhver stillingtagen.
Kammerater, disse dages kongres, der jo – det tror jeg, jeg kan være stolt over at kunne sige – er den konstituerende kongres for det eneste revolutionære socialistiske parti for det tyske proletariat, denne kongres falder ved et tilfælde eller snarere, hvis jeg skal være helt korrekt, netop ikke tilfældigt sammen med et vendepunkt i den tyske revolutions udvikling. Man kan hævde, at på baggrund af de sidste dages begivenheder er den tyske revolutions begyndelsesfase afsluttet, at vi nu træder ind i et andet og videre stadium af udviklingen, og det er derfor vores pligt og samtidig også en kilde til en bedre og dybere erkendelse af fremtiden at øve selvkritik, at foretage en grundig og kritisk undersøgelse af, hvad der er foretaget, opnået og forsømt for at kunne ruste os til det videre fremstød. Vi vil kaste et prøvende blik på den netop afsluttede første fase af revolutionen.
Udgangspunktet var den 9. november. Den 9. november var en revolution fuld af utilstrækkeligheder og svagheder. Det er intet under. Det var en revolution, som kom efter fire års krig, efter fire år, i hvilke det tyske proletariat takket være socialdemokratiet og de frie fagforeningers opfostringsskole lagde en sådan vanære og fornægtelse af de socialistiske opgaver for dagen, at man ikke finder deres mage i noget andet land. Hvis man står på den historiske udviklings grund – og det gør vi netop som marxister og socialister – så kan man ikke vente, at man i det Tyskland, som frembød et så frygteligt billede både den 4. august og i de følgende fire år pludselig den 9. november 1918 skulle opleve en storstilet klasse- og målbevidst revolution. Hvad vi oplevede den 9. november var for de tre fjerdedeles vedkommende mere den bestående imperialismes sammenbrud end en sejr for et nyt princip. Det øjeblik var ganske enkelt kommet, hvor imperialismen som en kolos på lerfødder, fuldstændig rådden indvendig måtte bryde sammen; og hvad der derefter fulgte var en mere eller mindre kaotisk, planløs og meget lidt bevidst bevægelse, i hvilken det eneste bånd, det blivende og frelsende princip alene var sammenfattet i parolen: organisering af arbejder- og soldaterråd. Det er denne revolutions stikord, som straks har givet den det særlige præg af en proletarisk socialistisk revolution – med alle dens utilstrækkeligheder og svagheder i begyndelsesfasen; og når man så kommer med hele bagvaskelsen af de russiske bolsjevikker, skal vi aldrig glemme at svare: Hvor har I lært jeres ABC i den nuværende revolution? I har hentet den fra russerne – arbejder- og soldaterrådene. Og de svæklinge, der står i spidsen for den tyske såkaldte socialistiske regering, og som i dag betragter det som deres pligt at snigmyrde de russiske bolsjevikker, hånd i hånd med de engelske imperialister, de støtter sig også formelt på arbejder- og soldaterrådene og dermed må de også indrømme, at det var den russiske revolution, som udsendte den første parole for verdensrevolutionen. Vi kan sikkert sige – og det giver sig selv af hele situationen: I et hvilket som helst land, hvor den proletariske revolution bryder ud efter Tyskland, vil det første der sker være dannelsen af arbejder- og soldaterråd.
Det er netop her, vi har det internationale bånd, som forener vores fremrykning, det er det stikord, som adskiller vores revolution fuldstændigt fra alle de tidligere borgerlige revolutioner, og det er meget karakteristisk for den dialektiske modsigelse, denne revolution som alle andre revolutioner bevæger sig i, at den allerede den 9. november, da den udstødte sit første skrig – på en vis måde dens fødsels-skrig – havde fundet ordet, som førte os videre frem og ind i socialismen: arbejder- og soldaterråd. Dette ord, som alt grupperede sig om, fandt revolutionen instinktivt, og det på trods af, at den den 9. november var så uudviklet, at den på grund af utilstrækkeligheder, på grund af svagheder, på grund af mangel på initiativ og klarhed over sine opgaver præsterede at lade halvdelen af de magtmidler, som den havde erobret den 9. november glide sig af hænde igen på revolutionens anden dag. Dette viser på den ene side, at den nuværende revolution står under den historiske nødvendigheds lov, hvad der borger for, at vi skridt for skridt vil nå frem til målet på trods af alle vanskelighederne, forviklinger og egne skrøbeligheder. Men når man sammenligner denne parole, som den er forbundet med, med den utilstrækkelige praksis, må man på den anden side sige: Dette var blot revolutionens første skridt – den revolution, som endnu har så mægtige ting at yde og en lang vej at gå, for at kunne vokse frem til en fuldstændig virkeliggørelse af dens første paroler.
Kammerater, denne første fase af den 9. november og frem til de sidste dage er karakteriserede af illusioner i alle retninger. Den første illusion hos proletariatet og soldaterne, som har udført revolutionen, var illusionen om enighed under den såkaldte socialismes banner. Hvad kan vel være mere karakteristisk for den indre svaghed i revolutionen den 9. november end dens første resultat, at der i spidsen for bevægelsen stillede sig elementer, som to timer før revolutionen var brudt ud, så det som sin opgave at drive hetz imod den for at forpurre den: Ebert-Scheidemann sammen med Haase! Ideen om at forene alle de forskellige socialistiske strømninger under enighedens almindelige jubel, det var 9. november-revolutionens motto, en illusion, der skulle hævne sig blodigt, og som vi først i de seneste dage har gjort os færdig med og er vågnet op fra; et selvbedrag også hos Ebert-Scheidemann, hos bourgeoisiet, hos alle. Desuden var det en illusion hos bourgeoisiet på dette afsluttende stadium at tro, at de ved hjælp af kombinationen Ebert-Haase, den såkaldte socialistiske regering, i virkeligheden holdt den proletariske masse i tømme og ville kunne kvæle den socialistiske revolution, samt en illusion fra Ebert-Scheidemanns side, at de ved hjælp af soldatermasserne fra fronten ville kunne holde arbejdermasserne nede i deres socialistiske klassekamp. Det var de mest forskelligartede illusioner, som også kan forklare den sidste tids begivenheder. Alle illusioner er forsvundet ud i det rene ingenting, og det har vist sig, at kombinationen af Haase med Ebert-Scheidemann under etiketten »socialisme« i virkeligheden ikke betød andet end et figenblad foran en ren kontrarevolutionær politik. Og vi har oplevet, som i alle revolutioner, at blive helbredt for dette selvbedrag. Der findes en bestemt revolutionær måde at kurere folk på for deres illusioner, men denne kur bliver desværre købt med folkets blod. Ligesom i alle tidligere revolutioner således også her. Det var blodet fra ofrene i Chausseestrasse den 6. december, det var blodet fra de myrdede matrosen den 24. december, som bragte erkendelsen og sandheden til de brede masser: Hvad I her har stykket sammen til en såkaldt socialistisk regering er ikke andet end en regering for den borgerlige kontrarevolution, og enhver som fortsat tåler denne tilstand arbejder mod proletariatet og mod socialismen.
Kammerater, også illusionen om at d’herrer Ebert-Scheidemann, at de ved hjælp af soldaterne fra fronten vat I stand til at holde proletariatet varigt nede, er forsvundet For hvilket resultat er der kommet ud af den 6. og den 24. december? Vi har kunnet iagttage en dybtgående desillusionering blandt soldatermasserne og begyndelsen til en kritisk stillingtagen fra deres side overfor de samme herrer, som har villet bruge dem som kanonføde mod det socialistiske proletariat. Også dette er underlagt loven om den socialistiske revolutions objektive udvikling: at enkelte grupper indenfor arbejderbevægelsen lidt efter lidt gennem deres egne bitre erfaringer er blevet ført frem til erkendelsen af revolutionens rigtige vej. Man har ført friske soldatermasser til Berlin som kanonføde, for at de skulle undertrykke den socialistiske proletariske bevægelse, og man har oplevet, at man i dag spørger efter Spartakusforbundets flyve-blade fra de forskellige kaserner.
Kammerater, dette er afslutningen på første fase. Der er allerede for en stor del blevet rokket ved Ebert-Scheidemanns forhåbninger om at kunne beherske proletariatet ved hjælp af soldater. Hvad de i en ikke fjern fremtid har i vente er en stadig klarere revolutionær opfattelse også i kasernerne og herigennem en forstærkning af det kæmpende proletariatets hær og en svækkelse af kontrarevolutionens lejr. Men følgen af dette er imidlertid, at endnu nogen var nødt til at opgive sine illusioner, og det er bourgeoisiet, den herskende klasse. Når 1 læser aviser fra de sidste dage efter begivenhederne den 24. december, kan I mærke en meget klar og tydelig tone af skuffelse, af barme. Karlene deroppe har vist sig at være uduelige.
Man ventede af Ebert-Scheidemann, at de skulle vise sig som de stærke mænd, der kunne holde bæstet nede. Og hvad har de så udrettet? De har gennemført et par utilstrækkelige kup, som bare har ført til at revolutionens hydra har rejst hovedet endnu mere beslutsomt. Altså en gensidig desillusion til alle sider! Proletariatet har mistet enhver illusion om sammenkoblingen Ebert-Scheidemann-Haase som en såkaldt socialistisk regering. Ebert-Scheidemann har mistet illusionen om varigt at skulle kunne holde proletariatet i arbejdstøj nede ved hjælp af proletariatet i soldateruniform, og bourgeoisiet har mistet illusionen om ved hjælp af Ebert-Scheidemann-Haase at narre hele den socialistiske revolution i Tyskland. Det hele er en negativ konto, lutter laser af ødelagte illusioner. Men netop den kendsgerning, at der kun er disse resterende laser tilbage efter revolutionens første fase, er den største gevinst for proletariatet; for der findes ikke noget mere skadeligt for revolutionen en illusioner, og der findes ikke noget mere nyttigt end den klare åbne sandhed. Jeg kan her påberåbe mig et udsagn fra en af den tyske ånds klassikere, som ikke var nogen revolutionær fra proletariatet, men en åndelig revolutionær fra borgerskabet. Jeg tænker på Lessing, som i et af sine sidste skrifter som bibliotekar i Wolfenbüttel har skrevet følgende sætninger, som forekommer mig at være meget interessante og sympatiske:
»Jeg ved ikke, om det er en pligt, at ofre lykke og liv for sandheden. Men det ved jeg, at hvis man vil lære sandheden at kende, så er det en pligt at lære den fuldt og helt eller også slet ikke – at lære den klar og hel uden omsvøb, uden at være tilbageholdende, uden mistro til dens styrke og nytte ... For jo grovere fejltagelsen er, jo kortere og mere direkte er vejen til sandheden; derimod kan den forfinede fejltagelse for evigt holde os langt væk fra sandheden, vi har langt sværere ved at indse, at det er en fejltagelse ... Den, der tænker på at bringe sandheden til mennesket under alskens masker og sminke, kunne måske nok være dens luderkarl, men har aldrig været dens elsker«.
Kammerater, d’herrer Haase, Dittmann o.s.v. har villet bringe revolutionen, den socialistiske vare ud til mennesket under alle mulige masker og sminke, de har vist sig at være kontrarevolutionens luderkarle: I dag er vi fri for disse tvetydigheder, varen står nu foran det tyske folks masser i d’herrer Ebert og Scheidemanns brutale firskårne skikkelse. I dag kan selv den mest naive ikke undgå at se det: Dette er kontrarevolutionen, sådan som den står og går.
Men hvad åbner der sig af videre perspektiver for udviklingen, efter at vi har den første fase bag os? Naturligvis kan det ikke dreje sig om at profetere, men kun om at uddrage de logiske konsekvenser af, hvad vi indtil nu har oplevet, og så slutte os til den forestående udvikling, for at indrette vores taktik, vores egen kampmåde derefter. Kammerater, hvorhen går vejen videre? En vis antydning har I allerede i den nye regering Ebert-Scheidemann i ren og uforfalsket kulør. I hvilken retning kan den såkaldte socialistiske regering bevæge sig, efter at – som jeg har vist – samtlige illusioner er forsvundet? Denne regering mister for hver dag der går sin støtte i proletariatets store masser; ved siden af småborgerskabet er der nu kun rester, sørgelige rester af proletariatet, som står bag dem. Og det er også meget uklart, hvor længe de endnu vil stå bag Ebert-Scheidemann. De vil også i stadig højere grad miste støtten blandt soldatermasserne, for soldaterne har nu begivet sig ind på kritikkens og selvbesindelsens vej, en proces som ganske vist endnu i begyndelsen går langsomt, men som dog ikke kan standse op før den når den fulde socialistiske erkendelse. De har desuden mistet tilliden hos bourgeoisiet, fordi de ikke har vist sig stærke nok. Hvorhen kan vejen så gå videre for dem? Hvad hele komedien med den socialistiske politik angår, vil de snart smige ud af den, og når I læser d’herrers nye program vil I se, at de er inde i den anden fase i den utilslørede kontrarevolution, ja, jeg vil formulere det således: de vil for fuld udblæsning gå ind for genetableringen af de tidligere førrevolutionære forhold. Hvad er så den nye regerings program? Det er valg af en præsident, som skal have en mellemstilling mellem den engelske konge og den amerikanske præsident — altså noget i retning af en kong Ebert — og for det andet genindførelse af forbundsrådet. I dag har I kunnet læse om de krav, de sydtyske regeringer har stillet for egen regning og som understreger det tyske riges karakter af en forbundsstat. Genoprettelsen af det gode gamle forbundsråd og selvfølgelig også dets vedhæng, den tyske rigsdag, er nu kun et spørgsmål om uger. Kammerater, Ebert-Scheidemann begiver sig dermed ind på en kurs, som ganske enkelt går ud på en genetablering af forholdene, som de var før den 9. november. Men dermed har de selv begivet sig ud på et skråplan, der går nedad mod afgrunden, hvor de vil blive liggende tilbage med knuste lemmer. For en genoprettelse af forholdene før den 9. november var allerede en umulighed den 9. november, og i dag er Tyskland milevidt fra denne mulighed. Regeringen vil for at styrke den støtte, de har hos den eneste klasse, hvis virkelige klasseinteresser den repræsenterer, nemlig bourgeoisiet (i øvrigt en støtte som efter de sidste begivenheder er svundet mærkbart) se sig tvunget til at drive en stadig mere voldsomt kontrarevolutionær politik. Af de krav fra de sydtyske regeringer, som er offentliggjort i dag i aviserne i Berlin, fremgår der tydeligt et ønske om, som det hedder, at opnå en forstærket sikkerhed for det tyske rige, og det vil på godt tysk sige, at indføre belejringstilstand mod de »anarkistiske«, »kuplystne«, »bolsjevikiske« altså socialistiske elementer. Ebert-Scheidemann bliver på grund af forholdene drevet til at gribe til diktatur med eller uden belejringstilstand. Men heraf følger, at vi netop på grund af den hidtidige udvikling, på grund af begivenhedernes logik og på grund af det tryk, der hviler over Ebert-Scheidemann, vil nå frem til at vi i revolutionens anden fase vil opleve et langt mere skærpet opgør og langt heftigere klassekampe end tilfældet har været før; et langt skarpere opgør ikke blot fordi de politiske momenter, som jeg har været inde på tidligere, fører til at kampen mellem revolutionen og kontrarevolutionen bliver taget op uden illusioner, bryst mod bryst, ansigt til ansigt, men også fordi en ny ild, en ny flamme griber stadig stærkere ind i helheden fra dybet — og det er de økonomiske kampe.
Kammerater, det er meget karakteristisk for revolutionens første periode, indtil den 24. december kan man sige, at det — det må vi bevidst gøre os klart — endnu udelukkende var en politisk revolution; og heri ligger det begynderagtige, det utilstrækkelige, det halve og bevidstløse ved denne revolution. Det var det første trin i en omvæltning, hvis hovedopgaver ligger på det økonomiske område: en ændring af de økonomiske forhold. Den var naiv og ubevidst som et barn, som stolprer af sted uden at vide hvorhen, og den havde endnu som sagt en ren politisk karakter. Først i de sidste uger har strejkerne ganske spontant begyndt at gøre sig bemærkede, og nu kan vi sige det: Det ligger netop i denne revolutions væsen, at strejkerne vokser mere og mere, at de i stadig højere grad må blive til midtpunktet, må blive til hovedsagen for revolutionen. Det er altså en økonomisk revolution, og dermed bliver det til en socialistisk revolution. Kampen for socialismen kan imidlertid kun udkæmpes gennem masserne, umiddelbart og ansigt til ansigt med kapitalismen i hver enkelt virksomhed, af hver enkelt proletar mod arbejdsgiveren. Kun på denne måde kan det blive en socialistisk revolution.
Ganske vist forestillede tankeløsheden sig tingene helt anderledes. Man tænkte, at det kun var nødvendigt at styrte den gamle regering, at sætte en socialistisk regering i spidsen, hvorefter dekreterne ville blive udstedt som indfører socialismen. Det var igen intet andet end en illusion. Socialismen bliver ikke skabt og kan ikke skabes gennem dekreter, heller ikke fra en nok så udmærket socialistisk regering. Socialismen må skabes af masserne, af hver enkelt proletar, Der hvor de er smedet til kapitalens lænke, der må denne lænke rives over. Kun dette er socialisme. Kun sådan kan socialismen skabes.
Og hvordan er så den ydre form for kampen for socialismen? Det er strejken. Derfor har vi set, at udviklingens økonomiske fase nu i revolutionens anden periode er kommet i forgrunden. Også her vil jeg gerne understrege, at vi med stolthed kan sige, hvad ingen vil kunne bestride: Vi, i Spartakusforbundet, Tysklands kommunistiske parti, er de eneste i hele Tyskland, som står på de strejkende og kæmpende arbejderes side. I har ved alle mulige lejligheder læst og set, hvorledes det Uafhængige parti forholder sig overfor strejker. Der var overhovedet ingen forskel mellem den stilling »Vorwärts« tog og så på »Freiheits«. Der blev sagt: I må være flittige, socialismen betyder at arbejde meget. Og det siger man jo så længe kapitalen endnu sidder ved roret. Det er ikke på den måde, man skaber socialisme, men kun gennem en energisk bekæmpelse af kapitalismen, hvis krav bliver forsvaret lige fra de mest yderliggående hetzmagere til det Uafhængige parti, til avisen »Freiheit« og kun med undtagelse af vort kommunistiske parti. Derfor er det også gennem denne fremstilling allerede blevet sagt, at alt uden undtagelse, som ikke står på vores revolutionært-kommunistiske grundlag kæmper på den mest forbitrede måde mod strejkerne.
Følgen af dette bliver: I den kommende fase af revolutionen vil strejkerne ikke bare blive stadig mere udvidet, men de vil stå i centrum, i revolutionens afgørende brændpunkt og trænge de rent politiske spørgsmål tilbage. Så vil I få at se, at der vil indtræde en uhyre skærpelse af situationen i den økonomiske kamp. For hermed når revolutionen til det punkt, hvor bourgeoisiet ikke forstår spøg. Bourgeoisiet kan tillade sig mystifikationer på det politiske område, hvor der fortsat er mulighed for maskerade, hvor folk som Ebert-Scheidemann kan optræde med socialistiske opskrifter, men ikke der, hvor det gælder profit. Der bliver regeringen Ebert-Scheidemann stillet overfor alternativet, enten at gøre en ende på strejkerne, få den lammelse som strejkebevægelsen truer med ud af verden eller d’herrer Ebert-Scheidemann vil have udspillet deres rolle. Jeg tror også, at deres politiske forholdsregler vil føre til, at de har udspillet den meget hurtigt. Ebert-Scheidemann føler det specielt smerteligt, at de ikke nyder så megen tillid hos bourgeoisiet; bourgeoisiet vil overveje, om de overhovedet vil kunne lægge hermelinen på Eberts plumpe parvenuskikkelse. Hvis det kommer så vidt, vil det til slut hedde: Her er det ikke nok med blod på fingrene, man må også have blåt blod i årene. Hvis det kommer så vidt, vil det hedde: Hvis vi skal have en konge, behøver vi ikke nogen opkomlinge, som ikke engang kan opføre sig som en konge.
Derfor, kammerater, presser d’herrer Ebert-Scheidemann på, for at den kontrarevolutionære bevægelse kan brede sig. De vil ikke kunne klare de økonomiske klassekampes opblussende flammer, og de vil ikke kunne stille bourgeoisiet tilfreds med deres indsats. De vil dukke ned enten i et forsøg på at gøre plads for kontrarevolutionen, der samles i en fortvivlet kamp omkring en vis herr Groener, eller for et udpræget militærdiktatur under Hindenburg, hvis de da ikke må vige for andre kontrarevolutionære magter.
Nøjagtigt lader det sig ikke bestemme, der kan ikke siges noget præcist om, hvad der må komme. Men det er jo slet ikke de ydre former, det kommer an på, eller det øjeblik, hvor dette eller hint indtræffer; for os er det nok med de retningslinjer for den videre udvikling, og det de fører til er: Efter revolutionens første fuse, en fase med overvejende politisk kamp, følger en fase med forstærket og mere intens, hovedsagelig økonomisk kamp, hvorefter regeringen Ebert-Scheidemann efter kortere eller måske længere tid må forsvinde i dødsriget.
Hvad skal det blive til med Nationalforsamlingen i den anden fase al udviklingen, er det ligeledes svært at forudsige. Det er muligt, at den, hvis den kommer i stand, vil blive et nyt sted for skoling af arbejderklassen, eller også, hvad der slet ikke er udelukket, at det overhovedet ikke kommer til nogen Nationalforsamling, det lader sig ikke forudsige. Jeg skal kun i parentes tilføje, for at I kan forstå, ud fra hvilket standpunkt vi i går forsvarede vores position: Vi var kun imod at indrette vor taktik efter dette ene alternativ. Jeg vil her ikke lægge op til nye diskussioner, men kun sige dette, for at ingen af jer måske ved overfladisk at høre efter kommer på den ide at: Aha, nu lyder der andre toner. Samlet står vi fuldkommen på den samme platform som i går. Vi vil ikke indrette vor taktik overfor Nationalforsamlingen, efter den mulighed som vel kan indtræffe, men som ikke behøver at gøre det nemlig at Nationalforsamlingen sprænges, men vi vil indstille taktikken efter alle eventualiteter, også på en revolutionær udnyttelse af Nationalforsamlingen, hvis den bliver til noget. Om den bliver til noget eller ej, er ligegyldigt, revolutionen kan i hvert fald kun vinde frem.
Og hvad bliver der så tilbage af Ebert-Scheidemanns bankerotte regering eller af en hvilken som helst anden såkaldt socialdemokratisk regering, som sidder ved roret? Jeg har sags, at proletariatet allerede er sluppet ud af hænderne på dem, soldaterne lader sig heller ikke længere bruge som kontrarevolutionens kanonføde. Hvad har da disse arme mennesker tilbage at gøre, hvis de vil redde deres situation? De har kun endnu én chance, og hvis I, kammerater, har læst nyhederne i dag, så vil I se, hvor den sidste reserve står, som vil føre den tyske kontrarevolution i felten imod os, nar det skal til at gå hårdt mod hårdt. I har allesammen læst, at de tyske tropper side om side med englænderne, allerede er ved at rykke frem i Riga mod de russiske bolsjevikker.
Kammerater, jeg har her dokumenter i hænde, som gør det muligt at få et overblik over, hvad der nu foregår i Riga. Hele sagen har sit udspring i overkommandoen for den VIII armé, der går arm i arm med herr August Winnig, [7] den tyske socialdemokrat og fagforeningsleder. Man har altid fremstillet det, som om stakkels Ebert-Scheidemann var et offer for Ententen. Det har været »Vorwärts« taktik i ugevis lige siden revolutionens begyndelse at fremstille det, som om nedkæmpningen af revolutionen i Rusland var et oprigtigt ønske hos Ententen – men først på den måde fik man Ententen ført ind på den ide. Vi har her via dokumenter kunnet fastslå, hvorledes dette blev gjort på bekostning af det russiske proletariat og den tyske revolution. I et telegram fra den 26. december bekendtgør oberstløjtnant Buerkner, chef for den VIII’ armes generalstab, de forhandlinger, som førte til denne afgørelse i Riga. Det omtalte telegram lyder således:
»Den 23.12 fandt der mellem rigsbefuldmægtigede Winnig og den engelske regeringsrepræsentant, tidligere generalkonsul i Riga, Monsanquet, forhandlinger sted om bord på det engelske skib »Princess Margaret«, hvortil også den tyske øverstkommanderende eller dennes repræsentant var indbudt. Jeg blev udpeget som deltager.
Målet for forhandlingerne:
Udarbejdelse af betingelserne for en våbenstilstand.
Forhandlingernes forløb:
Englænderne:
De herværende skibe skal overvåge gennemførelsen af betingelserne. På grundlag af våbenstilstandsbetingelserne bliver følgende krævet:
1. At tyskerne i dette distrikt skal holde en tilstrækkelig stridsstyrke til at holde bolsjevikkerne i skak og ikke tillade dem at trænge frem over deres nuværende stillinger.
Desuden:
3. En oversigt over de nuværende dispositioner for tropperne, både de tyske og de lettiske, som kæmper mod bolsjevikkerne, skal sendes til den britiske militære stabsofficer, idet den ældste marineofficer underrettes Alle fremtidige dispositioner i forbindelse med de tropper, som er bestemt til kamp mod bolsjevikkerne, skal meddeles gennem denne officer.
På følgende punkter må der holdes tilstrækkelige stridskræfter for at hindre, at de indtages af bolsjevikkerne, eller at de trænger frem på en almindelig linje som forbinder følgende lokaliteter. Walk, Wolmar, Wenden, Friedrichstadt, Pensk, Mitau.
Jernbanen fra Riga til Libau skal sikres mod bolsjevikiske angreb og al britisk forsyning og post, som befordres på denne strækning, skal nyde fortrinsbehandling.«
Så følger en fortsat række krav. Og derefter svaret fra den tyske befuldmægtigede herr Winnig: Det er ganske vist usædvanligt at ville tvinge en regering til at holde en fremmed stat besat, men i dette tilfælde var det imidlertid vort eget ønske, det siger herr Winnig, den tyske fagforeningsleder! – Det drejer sig om at beskytte tysk blod, de baltiske baroner, og vi anser os også for at være moralsk forpligtede til at hjælpe det land, som vi hjalp til at frigøre sig for sine tidligere statslige tilhørsforhold. Vore bestræbelser blev imidlertid vanskeliggjort, for det første på grund af tilstanden hos tropperne, som under indflydelse af våbenstilstandsbetingelserne ikke mere ville kæmpe, men derimod ville hjem, og som desuden bestod af gamle krigsinvalide folk; hvortil kom at de stedlige myndigheder – her tænkes på de lettiske – fremstiller tyskerne som deres undertrykkere. Vi har bestræbt os på at skaffe frivillige kampberedte enheder, noget som allerede delvis er lykkedes for os.
Dette er kontrarevolution som her bliver bedrevet. I har for nogen tid siden læst om dannelsen af »jerndivisionen«, som udtrykkelig blev oprettet for at bekæmpe bolsjevismen I de baltiske hinde. Det stod ikke klart, hvorledes Ebert-Scheidemann-regeringen stillede sig hertil. Nu ved I, at det var denne regering selv, der havde stillet forslag herom.
Kammerater, endnu en lille bemærkning om Winnig. Vi kan roligt sige, at de tyske faglige ledere, (og det er ikke noget tilfælde, at en fagforeningsleder yder sådanne politiske tjenester) – at de tyske fagforeningsledere og de tykke socialdemokrater, er de mest infame, de største slyngler i denne verden. Ved I, hvor disse folk – Winnig, Ebert, Scheidemann, hører hjemme? Efter den tyske straffelov, som jo efter deres egen erklæring har fuld gyldighed, hører disse folk hjemme i tugthuset. Thi efter den tyske straffelov, bliver den straffet med tugthus, som indlader sig på at hverve tyske soldater i udenlandsk tjeneste. Og i dag har vi i spidsen for den »socialistiske regering« – det kan vi roligt sige – ikke blot folk, der har optrådt som Judasser indenfor den socialistiske bevægelse, i den proletariske revolution, men også tugthuskandidater, som overhovedet ikke hører hjemme i noget ordentligt samfund.
I sammenhæng med dette punkt vil jeg som afslutning på mit indlæg læse en resolution op, som jeg forventer at få jeres enstemmige tilslutning til, for at vi kan optræde med fornøden styrke overfor disse mennesker, som nu står i spidsen for Tysklands historie. [8]
Kammerater, for at tage tråden op i min fremstilling. Det er klart at alle disse intriger, dannelsen af jerndivisionen og især den nævnte overenskomst med den engelske imperialisme, ikke betyder andet end de sidste reserver for at knuse den tyske revolution, og kardinalspørgsmålet med hensyn til fredsudsigterne, er også nøje knyttet sammen med dette. Hvad ser vi i disse afgørelser andet end en genopblussen af krigen? Mens disse slyngler i Tyskland opfører en komedie om, at de havde alle hænderne fulde for at få freden etableret, at det var os, der var fredsforstyrrerne, som vakte utilfredshed hos Ententen og forsinkede freden, lægger de med egne hænder op til en genopblussen af krigen – af krigen i øst, hvorefter krigen i Tyskland vil følge. Således har I også her igen en situation, som medfører, at vi må begive os ind i en periode med et skarpt opgør. Sammen med socialismen og revolutionens interesser vil vi også have verdensfredens interesser at forsvare, og dette er netop en bekræftelse på den taktik, som vi Spartakusfolk atter som de eneste under hele denne fire-årige krig har repræsenteret ved hver eneste lejlighed. Fred betyder proletariatets verdensrevolution! Der gives ingen anden vej til at oprette og sikre en virkelig fred end gennem det socialistiske proletariats sejr.
Kammerater, hvilke almindelige taktiske retningslinjer gives der for os i den situation, som vi står i i den nærmeste tid? Det første I tænker på er vel forhåbningen om, at Ebert-Scheidemann regeringen nu vil blive styrtet, og at de må blive erstattet med en udtalt socialistisk-proletarisk-revolutionær regering. Men jeg ville ønske, at I ikke ville rette jeres blik mod toppen, men hellere mod grunden. Vi må ikke fortsætte med at pleje og gentage illusionen fra 9. november-revolutionens første fase, som om det overhovedet var tilstrækkelig for forløbet af den socialistiske revolution, at styrte den kapitalistiske regering og erstatte den med en anden. Man kan kun gennemføre revolution, hvis man begynder på det modsatte. Ebert-Scheidemann-regeringen skal skridt for skridt undermineres gennem en social og revolutionær massekamp fra proletariatets side, og jeg vil her gerne minde jer om en utilstrækkelighed ved den tyske revolution, som ikke er blevet overvundet med den første fase, men tydeligt viser, at vi desværre endnu ikke er så vidt, at socialismens sejr kan sikres ved at styrte regeringen. jeg har forsøgt at påvise, at revolutionen af 9. november frem for alt var en politisk revolution, mens den, når det virkelig kommer til stykket, må blive en økonomisk. Den var imidlertid også kun en revolution, der foregik i byerne, landet er indtil nu forblevet så godt som uberørt. Det ville være en vildfarelse at virkeliggøre socialismen uden at tænke på landbruget. Set ud fra den socialistiske økonomis standpunkt lader industrien sig overhovedet ikke omforme uden en umiddelbar sammensmeltning med et socialistisk omorganiseret landbrug. Den vigtigste idé i den socialistiske økonomiske ordning er ophævelsen af modsætningen og adskillelsen mellem by og land. Denne adskillelse, denne modsigelse, denne modsætning er et rent kapitalistisk fænomen, som straks må ophæves, hvis vi stiller os på det socialistiske standpunkt. Hvis den socialistiske omvæltning skal tages alvorligt, må I rette jeres opmærksomhed ligeså meget ud mod landet som mod industricentrene, og her er vi desværre ikke engang kommet til begyndelsen af begyndelsen. Nu må der blive gjort alvor af det, ikke blot ud fra det synspunkt, at vi ikke kan socialisere samfundet uden landbruget, men også fordi vi nu, hvor vi har opregnet kontra-revolutionens sidste reserver mod os og vores bestræbelser, er der en vigtig reserve, som vi endnu ikke har nævnt nemlig bondestanden. Netop fordi den er forblevet uberørt indtil nu, udgør den endnu en reserve for det kontrarevolutionære bourgeoisi. Og det første, som de vil gøre, når den socialistiske strejkes flamme brænder dem i hælene er at mobilisere bondestanden – privatejendommens fanatiske tilhængere. Der gives intet andet middel mod denne truende kontrarevolutionære magt end at bringe klassekampen ud på landet, at mobilisere det jordløse landproletariat og småbønderne mod bondestanden.
Heraf følger det, vi har at gøre for at sikre forudsætningerne for, at revolutionen skal lykkes, og jeg vil derfor sammenfatte vore nærmeste opgaver på følgende måde: Vi må frem for alt udbygge systemet med arbejder- og soldaterråd, i fremtiden hovedsagelig arbejderrådsystemet – udbygge det i alle retninger. Hvad vi overtog den 9. november, er kun en svag begyndelse og ikke blot det. Vi har sågar igen mistet store magtmidler i revolutionens første fase. I ved, at en fortsat opbygning af arbejder- og soldaterråds-systemet er foregrebet af kontrarevolutionen. I Hessen er arbejder- og soldaterrådene blevet opløst af den kontrarevolutionære regering, andre steder river man deres magt-midler ud af hænderne på dem. Vi må derfor ikke blot udbygge systemet med arbejder- og soldaterråd, men også inddrage landarbejderne og småbønderne i systemet. Vi må gribe magten, vi må fremlægge spørgsmålet om magtovertagelsen som et spørgsmål om, hvad hvert arbejder- og soldaterråd i hele Tyskland gør, hvad det kan gøre, og hvad det skal gøre. Dér ligger magten, og vi må udhule den borgerlige stat nedefra, idet vi ikke længere adskiller den offentlige magt, lovgivningen og forvaltningen men forener og bringer det i hænderne på arbejder- og soldaterrådene.
Kammerater, det er en mægtig mark, som skal pløjes. Vi må nedefra arbejde for at give arbejder- og soldaterrådene en sådan magt, at når regeringen Ebert-Scheidemann eller en anden tilsvarende regering bliver styrtet, så er det sidste akt. Magterobringen skal således ikke være noget, der sker en gang for alle, men noget fremadskridende, idet vi presser os ind i den borgerlige stat, indtil vi er i besiddelse af alle positioner og forsvarer dem med næb og klør. Og den økonomiske kamp skal efter min og mine nærmeste kammeraters opfattelse føres gennem arbejderrådene. Også ledelsen af det økonomiske opgør og overførelsen af dette opgør til stadig større baner, skal ligge i hænderne på arbejderrådene. Arbejderrådene skal have al magt i staten. Vi må arbejde efter disse retningslinjer i den nærmeste tid, og heraf følger også, når vi stiller os denne opgave, at vi må regne med en kolossal skærpelse af kampen i den nærmeste tid. Thi her gælder det skridt for skridt, ansigt til ansigt at kæmpe i hver enkelt stat, hver enkelt by, hver enkelt landsby, hver enkelt kommune om alle statens magtmidler, som må rives fra bourgeoisiet stykke for stykke og overgå til arbejder- og soldaterrådene.
Men også vores partikammerater, også proletarerne, må først skoles med henblik på delte. Også der, hvor der eksisterer arbejder- og soldaterråd mangler der stadigvæk bevidsthed om, hvad formålet med dem er. Vi må skole masserne med sigte på, at arbejder- og soldaterrådet skal blive løftestang for statsmaskineriet i alle retninger, at det må overtage enhver magt for at lede den ind i den socialistiske omvæltnings farvand. Men også de arbejdermasser, som allerede er organiserede i arbejder- og soldaterrådene, er endnu milevidt fra dette – naturligvis med undtagelse af enkelte små mindretal af proletarer, som er blevet sig deres opgaver klart bevidst. Men det er ikke nogen mangel, det er tværtimod det normale. Massen må, idet den udøver magt, lære at udøve magt. Der findes ingen anden måde at gøre det på. Vi er nemlig heldigvis kommet ud over den tid, hvor det hed at skole proletariatet socialistisk. Den tid synes endnu at eksistere for den Kautskyanske skole og frem til i dag. At skole de proletariske masser, det betyder at holde foredrag for dem, og udsprede flyveblade og brochurer. Nej, den socialistiske proletarskole behøver overhovedet ikke alt det. De bliver skolede, idet de griber til handling. Her hedder det: I begyndelsen var handlingen. Og handlingen må være, at arbejder- og soldaterrådene føler sig kaldet til og lærer at blive den eneste offentlige magt i hele riget. Kun på denne måde kan vi underminere fundamentet, så det bliver modent til den omvæltning, som vil krone vort værk. Og derfor, kammerater, var det heller ikke uden en klar overvejelse, ikke uden klar bevidsthed, at vi i går fremførte for jer – noget jeg lagde speciel vægt på: Gør ikke længere kampen så bekvem for dem. Nogle kammerater har opfattet det forkert på den måde, at jeg skulle gå ud fra, at de ved at boykotte Nationalforsamlingen blot skulle stå med korslagte arme. Det er ikke faldet mig ind i drømme. Jeg kunne blot ikke komme mere ind på sagen, men indenfor de rammer og den sammenhæng, vi står i i dag, har jeg muligheden. Jeg mener, at historien ikke gør det så let for os, som det var under de borgerlige revolutioner, hvor det var tilstrækkeligt at styrte centret for den officielle magt og erstatte det med et par eller et par dusin nye mænd. Vi må arbejde nedefra og opad, og det svarer netop til vor revolutions massekarakter gennem de mål, der tager sigte på det samfundsmæssige fundament, det svarer til den nuværende proletariske revolutions karakter, at vi må erobre den politiske magt nedefra og ikke fra toppen.
Den 9. november var et forsøg på at rokke ved den offentlige magt, ved klasseherredømmet – et svagt, halvt ubevidst kaotisk forsøg. Hvad der nu må gøres er med fuld bevidsthed at rette proletariatets samlede kraft mod det kapitalistiske samfunds grundfundament. Fra grunden af, hvor samtlige udøvende organer for det politiske klasseherredømme står overfor objekterne for dette herredømme, nemlig masserne, der må vi skridt for skridt rive magtmidlerne fra de herskende og bringe dem i vore hænder. Når jeg skildrer det på denne måde, tager processen sig måske mere lang-varig ud, end man forestiller sig den i første øjeblik. Jeg tror, det er sundt for os, om vi med fuld klarhed kan se alle vanskeligheder og komplikationer ved denne revolution i øjnene. For jeg håber, at I har det ligesom mig, at skildringen af de store vanskeligheder, af de opgaver, der tårner sig op, ikke vil virke lammende på jer, men tværtimod få jer til at føle, at jo større opgaverne er, jo mere vil vi samle alle kræfterne. Og vi glemmer ikke: Revolutionen forstår at fuldbyrde sit værk med uhyre hast. Jeg påtager mig ikke at profetere om, hvor megen tid denne proces behøver. Hvem af os regner med det, hvad bekymrer det os, når blot vort liv strækker til at bringe det så vidt! Det kommer kun an på, om vi ved klart og præcist, hvad der er at gøre; og hvad der er at gøre, håber jeg med mine svage kræfter nogenlunde at have fremlagt for jer i hovedtrækkene.
2. Karl Marx og Friederich Engels: Udvalgte skrifter, 1952, Bind 1, side 20.
3. ibid. side 46-47.
4. ibid. side 119.
5. ibid. side 122.
6. ibid. side 124.
7. August Winnig. (1878-1956), formand for Landarbejderforbundet fra 1913. November 1918 befuldmægtiget for de baltiske lande. 1920 udelukket af SPD, fordi han havde tilsluttet sig det højreorienterede såkaldte Kapp-kup.
8. Resolutionen, en skarp fordømmelse af de omtalte forhold, blev vedtaget.
Sidst opdateret 29.6.2008