Was will der Spartakusbund?, Die Rote Fahne, No. 29, 14. december 1918.
Artiklen var et udkast til partiprogram. Godt 14 dage senere stiftedes KPD og vedtog Programm der Kommunistischen Partei Deutschlands.
Fra Rosa Luxemburg: Politiske skrifter. Et udvalg. Oversat og kommenteret af Toni Liversage, s. 268-278. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 29. jun. 2008
Den 9. november har arbejdere og soldater knust det gamle regime i Tyskland, den preussiske sabels blodige illusion om verdensherredømmet forsvandt på Frankrigs slagmarker, den forbryderbande, som havde antændt verdensbranden og drevet Tyskland ud i et hav af blod, var nået til vejs ende. Et folk, som var blevet bedraget i fire år, som i denne moloks tjeneste havde glemt pligten overfor kulturen, menneskeligheden og æresfølelsen, så at det lod sig misbruge til enhver form for skændselsdåd, vågnede op efter fire års lammelse – foran afgrunden.
Den 9. november rejste det tyske proletariat sig for at kaste det forsmædelige åg af sig. Hohenzollerne blev jaget bort, arbejder- og soldaterrådene valgt.
Men Hohenzollerne var ikke andet end forretningsførere for det imperialistiske bourgeoisi og junkervælde. Det borgerlige klasseherredømme, det er den virkelige skyldige i verdenskrigen – i Tyskland som i Frankrig, i Rusland som i England, i Europa som i Amerika. Kapitalister i alle lande, de er de virkelige anstiftere af folkemordet. Den internationale kapital – det er det umættelige bål i hvis blodige svælg millioner og atter millioner af dampende menneskeofre bliver kastet.
Verdenskrigen har stillet samfundet overfør følgende alternativ: enten fortsætter kapitalismen med nye krige og en hurtig undergang i kaos og i anarki eller også afskaffes den kapitalistiske udbytning.
Med udgangen af verdenskrigen har det borgerlige klasseherredømme forspildt sin eksistensberettigelse. Det er ikke mere i stand til at føre samfundet ud af det frygtelige økonomiske sammenbrud, som det imperialistiske orgie har forladt efter sig.
Produktionsmidlerne er blevet tilintetgjort i kæmpemæssig målestok, millioner af arbejderkræfter, den bedste og dygtigste del af arbejderklassen er blevet slagtet. Og de, der er forblevet i live venter arbejdsløshedens grinende elendighed, når de vender hjem, hungersnød og sygdom truer med at ødelægge folkets kraft ved selve roden. Den finansielle statsbankerot som følge af krigsgældens uhyre byrde er ikke til at undgå.
Ud af dette blodige kaos og denne gabende afgrund findes der ingen hjælp, ingen udvej, ingen anden redning end socialismen. Kun proletariatets verdensrevolution kan bringe orden i dette kaos, kan skabe arbejde og brød til alle, kan gøre en ende på folkenes sønderknusning af hinanden, kan bringe den plagede menneskehed fred, frihed, sand kultur. Ned med lønsystemet! Det er tidens løsen. Det samfundsmæssige arbejde skal træde i stedet for lønarbejdet og klasseherredømmet. Arbejdsmidlerne må ophøre med at være en klasses monopol, de må blive alles fællesgods. Ingen udbytter og udbyttede mere! Regulering af produktionen og fordelingen af produkterne i almenhedens interesse. Afskaffelse af den nuværende produktionsmåde, af udbytning og røveri sammen med den nuværende handel, som kun er et bedrag.
I stedet for arbejdsgivere og deres lønslaver frie arbejdskammerater! Arbejdet skal ikke være nogens plage, men enhvers pligt! En menneskeværdig eksistens for enhver, der gør sin pligt mod samfundet. Sulten skal ikke længere være arbejdets forbandelse men lediggængerens straf!
Først i et sådant samfund er folkehad, slaveri revet op med rode. Først når et sådant samfund er virkeliggjort, vil jorden ikke længere blive skændet med menneskemord. Først så vil det hedde:
Denne krig har været den sidste.
Socialismen er i denne time menneskehedens eneste redningsanker. Over det kapitalistiske samfunds sammensynkende mure lyser ordene fra det kommunistiske manifest som et flammende menetekel:
Socialisme eller undergang i barbari!
Virkeliggørelsen af den socialistiske samfundsorden er den mægtigste opgave som er tilfaldet nogen klasse og nogen revolution i verdenshistorien. Denne opgave kræver en fuldstændig omstrukturering af staten og en fuldstændig omvæltning af samfundets økonomiske og sociale grundlag.
Denne omstrukturering og denne omvæltning kan ikke dekreteres af en eller anden myndighed, kommission eller et parlament, den er noget som bare kan sættes i gang og gennemføres af folkemassen selv.
I alle hidtidige revolutioner var det et lille mindretal af folket, som ledede den revolutionære kamp, gav den mål og retning, og massen blev kun brugt i kampen som et redskab til at føre dette mindretals interesser frem til sejr. Den socialistiske revolution er den første revolution, som udelukkende kan nå frem til sejr i det store flertals interesse, gennem det arbejdende folks store flertal.
Proletariatets masser er kaldet ikke blot til bevidst at afstikke mål og retning for revolutionen. Det må også selv gennem sin egen aktivitet skridt for skridt føre socialismen ud i livet.
Det socialistiske samfunds væsen består i, at de store arbejdende masser hører op med at være en regeret masse, de skal derimod leve det politiske og økonomiske liv selv og styre bevidst i fri selvbestemmelse. Fra statens øverste top til den mindste kommune må den proletariske masse derfor erstatte alle de organer som overtages fra det borgerlige klasseherredømme i forbundsråd, parlament, kommunale råd – med deres egne klasseorganer: arbejder- og soldaterråd. Den må besætte alle poster, overvåge alle funktioner, vurdere alle statslige behov ud fra sine egne klasseinteresser og de socialistiske opgaver. Og kun gennem en stadig levende vekselvirkning mellem folkemasserne og deres organer, A.- og S.-rådene, kan deres aktivitet fylde staten med socialistisk ånd.
Også den økonomiske omvæltning kan kun fuldbyrdes som en proces, båret frem af proletariske masseaktioner. Blotte dekreter fra de øverste revolutionsmyndigheder om socialisering er kun tomme ord. Kun arbejderne kan gennem deres egen handling give ordet kød og blod. I den seje kamp med kapitalen ansigt til ansigt i hver enkelt fabrik, gennem massernes umiddelbare pres, gennem strejker, ved skabelsen af deres egne faste repræsentative organer kan arbejderne få kontrol over produktionen og til slut den faktiske ledelse.
Fra at være døde maskiner som kapitalisten sætter ind i produktionsprocessen, må proletarmasserne lære at blive frie tænkende selvstændige ledere af denne proces. De må påtage sig den ansvarsfølelse, som tilkommer det virksomme led i en almenhed, som alene besidder al samfundsmæssig rigdom. De må udfolde flid uden arbejdsgiverpisk, den højeste ydelse uden kapitalismens drivkraft, disciplin uden åg og orden uden herredømme. Den højeste idealisme i almenhedens interesse, den strengeste selvdisciplin, ægte borgersind hos masserne er det moralske grundlag for det socialistiske samfund, på samme måde som sløvhed, egoisme og korruption er det moralske grundlag for det kapitalistiske samfund.
Alle disse socialistiske borgerdyder sammen med viden og evne til at lede de socialistiske virksomheder, kan arbejdermasserne kun erhverve sig gennem deres egen aktivitet, deres egen erfaring; kun gennem sej utrættelig kamp fra arbejdermassernes side kan samfundets socialisering blive virkeliggjort i hele sin bredde, på alle de punkter, hvor arbejde og kapital, hvor folket og det borgerlige klasseherredømme står ansigt til ansigt. Arbejderklassens befrielse må være arbejderklassens egen sag.
I de borgerlige revolutioner var blodsudgydelser, terror, politiske mord et uundværligt våben for de opstigende klasser.
Den proletariske revolution behøver ingen terror for at nå sine mål, den hader og afskyr menneskemord. Den behøver ikke dette kampmiddel, fordi det er institutioner og ikke individer, den bekæmper, den træder ikke ind på arenaen med naive illusioner, som kræver blodig hævn, når de brister. Den er intet fortvivlet mindretals forsøg på med magt at modellere verden efter sit ideal, men den er en aktion, hvor folkets store millionmasser er blevet kaldet til at opfylde deres historiske mission og omsætte den historiske nødvendighed til virkelighed.
Samtidig betyder den proletariske revolution imidlertid dødsklokken for ethvert slaveri, enhver undertrykkelse. Derfor rejser alle kapitalister, junkere, småborgere, officerer og alle, som snylter på udbytningen og klasseherredømmet sig som én mand til kamp på liv og død mod den proletariske revolution.
Det er en vanvittig illusion at tro, at kapitalisterne godvilligt ville føje sig efter en socialistisk vedtagelse i et parlament, i en nationalforsamling, at de roligt ville give afkald på deres besiddelser, på profitten og på deres privilegier til at udbytte andre. Alle herskende klasser har kæmpet til det sidste og med den mest indædte energi, for deres privilegier. De romerske patriciere såvel som de middelalderlige feudalbaroner, de engelske kavalerer såvel som de amerikanske slavehandlere, de valakiske bojarer såvel som silkefabrikanterne i Lyon – alle har de udgydt strømme af blod, de er gået over lig gennem mord og brand, de har stiftet borgerkrig og landsforræderi altsammen for at forsvare deres privilegier og deres magt.
Som sidste skud på udbytterklassen overgår den imperialistiske kapitalistklasse alle sine forgængere, hvad angår brutalitet, utilsløret kynisme og nederdrægtighed. Sit allerhelligste, sin profit og sit privilegium til at udbytte vil den forsvare med næb og klør, med alle ondskabens koldblodige metoder, sådan som den har lagt det for dagen under hele kolonitidens historie og i den sidste verdenskrig. Den vil sætte himmel og helvede i bevægelse mod proletariatet. Den vil mobilisere. bønderne mod byerne, den vil ophidse de tilbagestående lag blandt arbejderne mod den socialistiske avantgarde, den vil få officererne til at foranstalte blodbade, den vil forsøge at lamme enhver socialistisk forholdsregel med den passive modstands tusinde midler, den vil pudse tyve Vendéer på revolutionen, den vil tilkalde de ydre fjender med deres mordjern og kalde dem landets redningsmænd – Clemenceau, Lloyd George og Wilson. Den vil hellere forvandle landet til en rygende ruinhob end frivilligt at opgive lønslaveriet.
Al denne modstand må skridt for skridt brydes med jernnæve og med hensynsløs energi. Den borgerlige modrevolutions magt må imødegås med proletariatets revolutionære magt, bourgeoisiets anslag, rænker og sammensværgelser må mødes af den proletariske masses ubøjelige målbevidsthed, vagtsomhed og stadig beredte aktivitet. Kontrarevolutionens truende fare med bevæbning af folket og afvæbning af de herskende klasser. Bourgeoisiets parlamentariske obstruktionsmanøvre med arbejder- og soldatermassernes handlekraftige organisation. Det borgerlige samfunds allestedsnærværelse og tusinde magtmidler med arbejderklassens koncentrerede, sammensvejsede forøgede magt. Det samlede tyske proletariats sluttede front: Det sydtyske sammen med det nordtyske, det fra byerne med det fra landet, arbejderne med soldaterne, den tyske revolutions levende åndelige ledelse sammen med Internationalen. Udvidelsen af den tyske revolution gennem proletariatet er alene i stand til at skabe den basis på hvilken fremtidens bygning kan blive rejst.
Kampen for socialismen er den mægtigste borgerkrig verdenshistorien har set, og den proletariske revolution må have de nødvendige våben klar med henblik på denne borgerkrig, den må lære at bruge dem – til at kæmpe og sejre.
At udruste den kompakte arbejdende folkemasse med hele den politiske magt med henblik på revolutionens opgaver, det er proletariatets diktatur, og derfor det sande demokrati. Det er ikke der, hvor lønslaven sidder ved siden af kapitalisten og landproletaren ved siden af junkeren i en slags forløjet lighed for på parlamentarisk maner at debattere deres livsproblemer, men derimod der hvor den millionhovede proletarmasse griber hele statsmagten med dens barkede næver, for som guden Tor med sin hammer at knuse hovedet på de herskende klasser — der alene hersker der demokrati, som ikke er noget folkebedrag.
For at gøre det muligt for proletariatet at løse disse opgaver, kræver Spartakusforbundet:
I. Som øjeblikkelige forholdsregler for at sikre revolutionen:
1. afvæbning af det samlede politi, af samtlige officerer, såvel som af de ikke proletariske soldater. Afvæbning af alle som tilhører de herskende klasser;
2. beslaglæggelse af alle våben og ammunitionslagre, såvel som af rustningsvirksomheder gennem arbejder- og soldaterrådene;
3. bevæbning af den samlede voksne mandlige proletariske befolkning i form af en arbejdermilits. Dannelsen af en Rød Garde af proletarer, som en aktiv del af militsen til permanent værn af revolutionen mod kontrarevolutionære anslag og sammensværgelser;
4. ophævelse af officerernes og underofficerernes kommandomyndighed, erstatning af den militære kadaverlydighed med soldaternes frivillige disciplin. Valg af alle foresatte af de menige med ret til på et hvilket som helst tidspunkt at tilbagekalde vedkommende, ophævelse af den militære domsmyndighed;
5. fjernelse af officerer og kapitulanter fra alle soldaterråd;
6. udskiftning af alle politiske organer og myndigheder for det tidligere regime med tillidsmænd fra arbejder- og soldaterrådene;
7. indsættelse af et revolutionstribunal, som skal dømme alle de hovedskyldige for krigen og dens forlængelse – begge Hohenzollerne, Ludendorff, Hindenburg, Tirpitz og deres medskyldige såvel som alle kontrarevolutionære sammensvorne;
8. øjeblikkelig beslaglæggelse af alle levnedsmidler til sikring af folkeernæringen.
II. På det politiske og sociale område:
1. afskaffelse af alle enkeltstater, en samlet tysk socialistisk republik;
2. afskaffelse af alle parlamenter og kommunalråd og overtagelse af deres funktioner gennem A.- og S.-rådene såvel som af deres organer og udvalg;
3. valg af arbejderråd over hele Tyskland af den samlede voksne arbejderbefolkning af begge køn i by og på land i de enkelte bedrifter, samt af soldaterråd gennem de menige med udelukkelse af officerer og kapitulanter. Ret for arbejdere og soldater til, når som helst at tilbagekalde deres repræsentanter;
4. valg af delegerede fra arbejder- og soldaterrådene i hele riget til et centralråd for A.- og S.-rådene, dette skal derefter vælge et eksekutivråd som det øverste organ for den lovgivende og udøvende magt;
5. centralrådet skal foreløbig komme sammen mindst hver tredje måned, hver gang med nyvalg af de delegerede — for at øve permanent kontrol med eksekutivrådets virksomhed og for at skabe en levende samhørighedsfølelse mellem masserne i rigets A.- og S.-råd og deres øverste regeringsorgan. De lokale A.- og S.-råd har når som helst ret til at tilbagekalde og udskifte deres repræsentanter i centralrådet, hvis disse ikke handler i overensstemmelse med de pålæg deres vælgere har givet dem; ret for eksekutivrådet til at udnævne og afsætte ministre såvel som de centrale rigsmyndigheder og embedsmænd;
6. afskaffelse af standsforskelle, ordner og titler, fuldstændig retslig og social ligestilling mellem kønnene;
7. gennemgribende sociallovgivning, forkortelse af arbejdstiden med sigte på at få arbejdsløsheden under kontrol; under hensyntagen til arbejdernes fysiske afkræftelse på grund af verdenskrigen indførelse af en 6-timers arbejdsdag;
8. øjeblikkelig grundig omlægning af ernærings-, bolig-, sundheds- og uddannelsessektoren i den proletariske revolutions ånd.
III. De vigtigste økonomiske krav:
1. konfiskation af alle dynastiske formuer og indtægter til fordel for almenheden;
2. annullering af statsgæld og anden offentlig gæld såvel som af samtlige krigslån, bortset fra folkekrigslån over en bestemt grænse, som fastsættes af A.- og S.-rådenes centralråd;
3. ekspropriering af jorden der hører til store og middelstore landbrugsbedrifter, dannelse af socialistiske landbrugskooperativer under en fælles central ledelse i hele riget, småbedrifter forbliver i deres ejeres besiddelse indtil de frivillig slutter sig til de socialistiske kooperativer;
4. ekspropriering gennem rådsrepublikken af alle banker, bjergværker, højovne, såvel som af alle store bedrifter indenfor industri og handel;
5. konfiskation af alle formuer af en vis størrelse som skal fastsættes gennem centralrådet;
6. overtagelse af det samlede offentlige trafikvæsen ved rådsrepublikken;
7. valg af bedriftsråd i alle virksomheder, der i forståelse med arbejderrådene skal ordne virksomhedernes indre anliggender, regulere arbejdsforholdene, kontrollere produktionen og til slut overtage virksomhedsledelsen;
8. indsættelse af en central strejkekommission som under stadig samarbejde med bedriftsrådene skal sikre den begyndende strejkebevægelse i hele riget en samlet ledelse, sikre den socialistiske retning og støtte den gennem A.- og S.-rådenes politiske magt.
IV. Internationale opgaver:
Øjeblikkelig optagelse af forbindelse med broderpartierne i udlandet for at stille den socialistiske revolution på international basis og sikre og opbygge freden gennem international solidaritet og verdensproletariatets revolutionære aktivisering.
V. Dette er hvad Spartakusforbundet vil!
Og fordi det vil det, fordi det er en vækker og en drivkraft, fordi det er revolutionens socialistiske samvittighed bliver det hadet, forfulgt og bagvasket af revolutionens og proletariatets åbenlyse og skjulte fjender.
Korsfæst dem! råber kapitalisterne, som ryster af skræk over deres pengeskab.
Korsfæst dem! råber småborgerskabet, officererne, antisemitterne, borgerskabets presselakajer, som skælver for det borgerlige klasseherredømmes kødgryder.
Korsfæst dem! råber Scheidemännerne, der som Judas Iskariot har solgt arbejderne til bourgeoisiet og skælver for de sølvpenge, der stammer fra deres politiske herredømme.
Korsfæst dem! gentager skuffede, bedragne og misbrugte lag blandt arbejderne som et ekko; de ved ikke, at det er deres eget kød og blod, de raser mod, når de raser mod Spartakusforbundet.
I sit had, i sin bagvaskelse af Spartakusforbundet forenes alt, hvad der er kontrarevolutionært, folkefjendtligt, antisocialistisk, tvetydigt, lyssky og uklart. Dette bekræfter, at det er revolutionens hjerte, der banker i det, at fremtiden tilhører det.
Spartakusforbundet er ikke noget parti, som vil vinde herredømmet over arbejdermasserne eller gennem arbejdermasserne. Spartakusforbundet er kun den mest målbevidste del af proletariatet, som for hvert skridt det tager udpeger de brede arbejdermassers historiske opgave, som på hvert stadium af revolutionen repræsenterer det socialistiske endemål og i alle nationale spørgsmål repræsenterer den proletariske verdensrevolutions interesser.
Spartakusforbundet afviser, at dele regeringsmagten med bourgeoisiets håndlangere, med Scheidemann-Ebert, fordi det i et sådant samarbejde ser et forræderi mod socialismens principper, en styrkelse af kontrarevolutionen og en lammelse af revolutionen.
Spartakusforbundet vil også afvise at komme til magten bare fordi Scheidemann-Ebert har spillet bankerot, og de Uafhængige ved at samarbejde med dem er kommet ind i en blindgyde.
Spartakusforbundet vil ikke overtage regeringsmagten på anden måde end gennem den klare utvetydige vilje fra det store flertal af proletariatets masse i hele Tyskland, ikke på anden måde end i kraft af denne masses bevidste tilslutning til Spartakusforbundets mål og kampmetoder.
Den proletariske revolution kan kun gradvist og skridt for skridt komme til fuld klarhed og modenhed gennem sine egne bitre erfaringers Golgathavej, gennem nederlag og sejre.
Spartakusforbundets sejr står ikke ved begyndelsen, men ved slutningen af revolutionen: Den er identisk med sejren for det socialistiske proletariats store millionmasser.
Rejs jer, proletarer! Til kamp! Det gælder om at erobre en verden og kæmpe mod en verden. I denne verdenshistoriens sidste klassekamp for menneskehedens højeste mål gælder dette ord overfor fjenden: Tommelfingeren i øjet og knæet i brystet!
Sidst opdateret 29.6.2008