Marxisme Online > Arkiv > Luxemburg > Indhold
De vigtigste midler for den kapitalistiske økonomis tilpasning er efter Bernstein kreditvæsenet, forbedrede kommunikationsmidler og virksomhedssammenslutningerne.
For at begynde med kreditten, så har den mangfoldige funktioner i den kapitalistiske økonomi, men den vigtigste består som bekendt i udvidelse af produktionens ekspansionsmulighed og i at formidle og støtte varebyttet. Der, hvor den kapitalistiske produktion i sin tendens til grænseløs ekspansion når til privatejendommens grænser, støder på privatkapitalens begrænsede omfang, der indtræder kreditten, som det middel, der på kapitalistisk vis overvinder disse skranker, smelter mange private kapitaler sammen til én – aktieselskaber – og giver en kapitalist råderet over fremmed kapital – industriel kredit. På den anden side fremskynder den som kommerciel kredit omsætningen, altså kapitalens tilbagevenden til produktionen, dvs. hele produktionsprocessens kredsløb. Det er let at overse, hvilken virkning kredittens to vigtigste funktioner har på krisedannelsen. Når kriserne som bekendt hidrører fra modsætningen mellem ekspansionsmulighed, produktionens ekspansionstendens og den begrænsede konsumtionsmulighed, så er kreditten efter det ovenstående netop det specielle middel til så ofte som muligt at bringe denne modsætning til udbrud. Først og fremmest hæver den produktionens ekspansionsmulighed til enorme dimensioner og danner den indre drivkraft, som bestandig driver produktionen ud over markedets grænser. Men kreditten er et tveægget sværd. Har den en gang som faktor i produktionsprocessen fremmanet overproduktionen, så slår den under en krise i sin egenskab af omsætningens formidler de af den selv skabte produktivkræfter nok så grundigt i gulvet.
Ved de første tegn på standsning, skrumper kreditten sammen, lader omsætningen i stikken, der hvor den virkelig ville være nødvendig, viser sig som virknings- og formålsløs, der hvor den endnu er til rådighed og forringer således under krisen konsumtionsmuligheden til et minimum.
Foruden disse to meget vigtige resultater har kreditsystemet mange andre virkninger på krisedannelsen.
For kapitalisten er kreditten ikke bare en teknik, der lader ham råde over fremmed kapital, den ansporer ham også til dristig og hensynsløs anvendelse af andres ejendom til dumdristige spekulationer.
Kreditten skærper ikke blot krisen som et upålideligt omsætningsmiddel, men letter dens opståen og dens udbredelse: den forvandler hele handelen til et så sammensat og kunstigt maskineri med et mindstemål af metalpenge som reelt grundlag, og forvolder således ødelæggelse ved mindste anledning.
Således er kreditten – langtfra at være et middel til fjernelse eller endog bare til lindring af krisen, men derimod en særdeles mægtig faktor ved krisedannelsen. Og noget andet ville heller ikke være muligt. Kredittens specifikke funktion er – for at sige det helt enkelt – ikke andet end den at bandlyse den sidste rest af stabilitet i alle kapitalistiske forhold og overalt at fremskaffe den størst mulige elasticitet, for at gøre alle kapitalistiske kræfter elastiske, relative og fintfølende i videst mulige omfang.
Det ligger helt klart, at kriserne, der ikke er andet end det periodiske sammenstød af modgående kræfter i den kapitalistiske økonomi, kun lettes og skærpes heraf.
Men dette fører os straks til det andet spørgsmål, om hvorledes kreditten overhovedet kan optræde som et "kapitalismens tilpasningsmiddel". I hvilken forbindelse og i hvilken skikkelse tilpasningen end tænkes med kredittens hjælp, kan dens væsen åbenbart kun bestå deri, at et eller andet modsigelsesfyldt forhold i den kapitalistiske økonomi udlignes, en eller anden modsætning ophæves eller afsvækkes, og at der således på et eller andet punkt gives de indeklemte kræfter frit spillerum. Hvis der imidlertid findes et middel i den nuværende kapitalistiske økonomi, der får alle dens modsætninger til at tilspidses, så er det netop kreditten. Kreditten skærper modsætningen mellem produktionsform og omsætningsform, idet den spænder produktionen til det yderste, men lammer omsætningen ved ringeste anledning. Kreditten skærper modsætningen mellem produktions- og tilegnelsesform, idet den skiller produktionen fra ejendommen, idet den forvandler produktionskapitalen til noget samfundsmæssigt, men en del af profitten derimod til kapitalrente – altså til regulær privatejendom. Den skærper modsætningen mellem ejendoms- og produktionsforholdene, idet den forener uhyre produktionskræfter på få hænder ved at ekspropriere mange små kapitalister. Den skærper modsætningen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den kapitalistiske privatejendom, idet den nødvendiggør statens indblanding i produktionen (aktieselskaber).
Kort sagt, kreditten reproducerer alle den kapitalistiske verdens modsætninger, og driver dem op i en spids, den fremskynder den fart, som den iler sin egen ødelæggelse – sammenbruddet – i møde med. Det første tilpasningsmiddel for kapitalismen måtte altså med hensyn til kreditten bestå i at afskaffe kreditten, at sørge for at den kommer i tilbagegang. Som den er, danner den ikke et tilpasnings- men et ødelæggelsesmiddel af højst revolutionær virkning. Netop denne revolutionære – ud over kapitalismen rækkende – karakteregenskab hos kreditten har jo til og med ført til socialistisk prægede reformplaner og har fået kredittens store fortalere som f.eks. Isaac Péreire i Frankrig til – som Marx har sagt – at tage sig ud halvt som profeter og halvt som skurke.
Ved nærmere betragtning viser det andet "tilpasningsmiddel" i den kapitalistiske produktion – karteller og truster [*] sig ligeså skrøbeligt. Ifølge Bernstein skulle de gennem regulering af produktionen standse anarkiet og forebygge kriser. Udviklingen af karteller og truster er ganske vist med deres mangesidige økonomiske virkninger endnu ikke udforskede forekomster. Dette fænomen udgør et problem, der kun kan løses gennem den marxistiske lære. Så meget er i hvert fald klart: der kan kun i stor målestok blive tale om en inddæmning af det kapitalistiske anarki gennem karteller, hvis karteller, truster osv. nærmer sig til at blive en almindelig herskende produktionsform. Men netop dette er udelukket ved kartellernes natur.
Det endelige økonomiske mål og virkningen af karteller består i at påvirke fordelingen af den på varemarkedet opnåede profitmasse ved at udelukke konkurrencen inden for en branche, så at andelen til kartellet stiger. Organisationen kan kun hæve profitraten i en industrigren på bekostning af en anden og derfor kan den netop umuligt få almen gyldighed. Udvidet til at gælde alle vigtige produktionsgrene ophæver den selv sin virkning. Men også inden for grænserne af deres praktiske anvendelse virker arbejdsgiverkartellerne netop modsat fjernelsen af det industrielle anarki. Den ovennævnte stigning i profitraten opnår kartellerne på egne markeder som regel ved at lade den overskudskapital, som de ikke kan anvende på eget marked, producere for udlandet til en meget lavere profitrate, idet de sælger deres varer meget billigere i udland end i indland. Resultatet er skærpet konkurrence i udlandet, øget anarki på verdensmarkedet, dvs. netop det omvendte af det, der skulle tilstræbes. Som eksempel herpå kan nævnes den internationale sukkerindustris historie.
Kort og godt, som fænomen i den kapitalistiske produktionsform behøver kartellerne vel kun at opfattes som et overgangsfænomen, som en bestemt fase i den kapitalistiske udvikling. Ja, faktisk! Til syvende og sidst er kartellerne vel egentlig et middel for den kapitalistiske produktionsmåde til at udskyde det katastrofale fald i profitraten for enkelte produktionsgrenes vedkommende. Men hvad er det for en metode kartellerne betjener sig af for at nå dette mål? I bund og grund ikke anden end at lægge en del af den akkumulerede kapital brak, dvs. den samme metode, som i en anden form kommer til anvendelse i kriserne. Men et sådant lægemiddel ligner sygdommen selv som to dråber vand og kan kun tjene som det mindste onde et vist stykke tid. Begynder afsætningsmarkedet at forringes, fordi verdensmarkedet er udviklet til det yderste og udmattet af de konkurrerende kapitalistiske lande – og det kan ikke bortforklares, at dette før eller senere indtræder – da antager den tvungne delvise braklægning af kapitalen et sådant omfang, at medicinen selv slår over i sygdom og den gennem organisation stærkt forenede kapital forvandler sig igen til privatkapital. Når det bliver svært at finde sin egen plads på afsætningsmarkedet, foretrækker enhver privat kapital at forsøge lykken på egen hånd. Organisationerne vil da briste som sæbebobler og igen gøre plads for en fri konkurrence i en højere form. [**]
I det hele taget fremtræder kartellerne altså også, ligesom kreditten, som bestemte udviklingsfaser, der i sidste omgang kun forstærker den kapitalistiske verdens anarki og bringer alle dens indre modsætninger til udtryk og modning. De skærper modsætningen mellem produktionsform og varebytteform, idet de driver kampen mellem producenter og konsumenter op i en spids, som vi ganske tydeligt netop oplever det i De forenede Stater. De forstærker yderligere modsætningerne mellem produktions- og erhvervelsesmåde, idet de på den mest brutale måde stiller arbejderstanden op mod den organiserede kapitals overmagt og således provokerer modsætningen mellem kapital og arbejde til det yderste.
Endelig skærper de modsætningen mellem den kapitalistiske verdensøkonomis internationale karakter og den kapitalistiske stats nationale karakter, idet de som en ledsagende omstændighed fører en almen toldkrig med sig og således skærper modsætningerne mellem enkelte kapitalistiske stater. Dertil kommer kartellernes direkte, højst revolutionerende virkning på produktionens koncentration, tekniske fuldkommengørelse osv.
Således fremtræder karteller og truster i deres endelige virkning på den kapitalistiske økonomi ingenlunde som et "tilpasningsmiddel", der udvisker modsætninger, men derimod som et af de midler, der har frembragt forøgelsen af kapitalismens eget anarki, fremhævelsen af dens egne modsætninger til fremskyndelse af dens egen undergang.
Men når kreditvæsen, karteller og lignende ikke kan afskaffe den kapitalistiske økonomis anarki, hvordan kan det så gå til, at vi ikke i tyve år – siden 1873 – har haft nogen almen handelskrise. Er det ikke et tegn på, at den kapitalistiske produktionsform i det mindste i hovedsagen faktisk har tilpasset sig samfundets behov og distanceret den af Marx givne analyse.
(Vi tror, at det nuværende vindstille på verdensmarkedet lader sig forklare på anden vis.
Man har vænnet sig til at betragte de hidtidige store periodiske handelskriser som de alderdomskriser, Marx har skematiseret i sin analyse. Den næsten 10-årige periodicitet i produktionscyklen synes at være den bedste bekræftelse på dette skema. Denne opfattelse hviler dog efter vor mening på en misforståelse. Ser man nærmere på de foreliggende årsager til alle hidtidige store internationale kriser, så må man nå til den overbevisning, at de ikke alle var udtryk for den kapitalistiske økonomis alderdomssvækkelse, men snarere dens børnesygdomme. Det er nok med en smule eftertanke for på forhånd at godtgøre, at kapitalismen i årene 1825, 1836, 1847 umuligt kunne frembringe produktivkræfternes periodiske, til fuld udfoldelse nåede uundgåelige tryk på markedsskrankerne, som det er påvist i Marx' skema, da kapitalismen jo i de fleste lande dengang endnu kun lå i svøb. [***]
I virkeligheden var krisen i 1825 et resultat af store projekter, gade- og vejanlæg, kanaler og gasværker, der i det foregående årti, som også krisen selv, havde fundet sted først og fremmest i England. Den følgende krise 1836-39 var ligeledes et resultat af kolossale selskabsdannelser ved anlæg af nye transportmidler. Krisen i 1857 blev som bekendt fremmanet af de febrilske engelske jernbaneselskabsdannelser (fra 1844-47 dvs. på tre år blev alene nye jernbaner for ca. 1½ milliard daler koncessioneret af det engelske parlament). I alle tre tilfælde er det altså forskellige former for kapitaløkonomiens nykonstituering, grundlæggelse af nye fundamenter i den kapitalistiske udvikling, der fører kriserne med sig. I året 1857 er det den pludselige åbning af nye afsætningsmarkeder for den europæiske industri i Amerika og Australien som følge af opdagelsen af guldminerne, i Frankrig specielt dannelsen af jernbaneselskaberne, hvor det trådte i Englands fodspor (i Frankrig blev fra 1852 til 1856 grundlagt nye jernbaner for 1¼ milliard francs).
Endelig er den store krise i 1873 som bekendt en direkte følge af den nykonstituering – storindustriens første stormløb i Tyskland og i Østrig – der fulgte af de politiske begivenheder i 1866 og 1871).
Det var altså hver gang den pludselige udvidelse af den kapitalistiske økonomis område og ikke en indsnævring af dens spillerum, ikke dens udmattelse, der gav anledning til handelskriserne. Det er en helt ydre, tilfældig forekomst, at disse internationale kriser netop gentog sig med 10 års mellemrum. Marx' skema for krisedannelse – som Engels har fremstillet det i "Anti-Dühring" og Marx i 1. og 3. bind af "Das Kapital" – passer på alle kriser for så vidt, som det afdækker deres indre mekanisme og deres dybtliggende almindelige årsager.
(Men i sin helhed passer dette skema snarere på en fuldkommen udviklet kapitalistisk økonomi, hvor verdensmarkedet forudsættes som noget allerede givet. Kun så kan kriserne på mekanisk vis gentages gennem produktions- og varebytteprocessens egen indre bevægelse, uden at der behøves en pludselig rystelse i produktions- og markedsforholdene på hin mekaniske måde, som Marx forudsætter i sin analyse. Når vi nu tydeliggør den nuværende økonomiske situation for os selv, så må vi i hvert fald medgive, at vi endnu ikke er trådt ind i denne fase af fuldkommen kapitalistisk modenhed, der forudsættes ved Marx' skema over krisernes periodicitet. Verdensmarkedet er stadig i udvikling. Tyskland og Østrig indtrådte først i 70'erne i den egentlige storindustrielle produktions fase, Rusland først i 80'erne, Frankrig er indtil nu for størstedelen endnu småindustriel, Balkanstaterne har endnu langtfra smøget naturaløkonomiens lænker af sig, og først i 80'erne er Amerika, Australien og Afrika trådt i livlig og regelmæssig handelsforbindelse med Europa.)
Når vi derfor på den ene side allerede har den kapitalistiske økonomis pludselige og springvise erobringer af nye områder bag os, som de periodisk optrådte indtil 70'erne og som havde de hidtidige kriser, så at sige ungdomskriserne, til følge, så er vi på den anden side endnu ikke nået frem til den grad af udvikling og afmatning af verdensmarkedet, som vil frembringe produktivkræfternes fatale, periodiske tryk på markedsgrænserne – de virkelig kapitalistiske alderdomssvækkelser. Vi befinder os i en fase, hvor krisen ikke mere ledsager kapitalismens fremkomst og endnu ikke dens undergang. Denne overgangsperiode karakteriseres også ved det gennemsnitligt matte forretningstempo, der snart har varet ca. 20 år, hvor korte opsvingsperioder veksler med lange depressionsperioder.
Men at vi ustandselig nærmer os begyndelsen til enden – perioden for den kapitalistiske slutkrise – det følger netop af de samme forekomster, der foreløbig betinger krisernes udebliven. Er verdensmarkedet en gang helt og holdent dannet og kan det ikke mere udvides ved nogen pludselig ekspansion og skrider samtidig arbejdets produktivitet ustandselig frem, så begynder før eller senere produktivkræfternes periodiske konflikter, konflikter der af sig selv ved deres gentagelse bliver stadig mere skarpe og mere stormfulde. Og hvis noget er specielt egnet til at nærme os denne periode, til hurtigt at skabe verdensmarkedet og hurtigt at udmatte det, så er det netop de fænomener – kreditvæsenet og de karteller og truster, som Bernstein bygger på som kapitalismens "tilpasningsmiddel". [****]
Den hypotese, at den kapitalistiske produktion kan "tilpasse" sig omsætningen, forudsætter en af to ting, enten at verdensmarkedet vokser ubegrænset og uendeligt eller omvendt, at produktivkræfterne bliver hæmmet i deres vækst, så de ikke iler forud for markedsgrænserne. Det første er en fysisk umulighed og mod det andet taler de kendsgerninger, at der uophørligt foregår tekniske omvæltninger på alle produktionsområder, der hver dag fremkalder nye produktivkræfter. Endnu et fænomen taler ifølge Bernstein mod det nævnte kapitalistiske udviklingsforløb: de middelstore foretagenders "næsten uafrystelige falanks", som han henviser os til. Han ser deri et tegn på, at den storindustrielle udvikling ikke har virket så revolutionerende og koncentrerende, som man måtte have ventet efter "sammenbrudsteorien".
Men her bliver han også offer for sine egne misforståelser. Det vil i virkeligheden sige at opfatte storindustriens udvikling helt galt, hvis man vil vente, at de middelstore virksomheder herved trinvis skulle forsvinde fra overfladen.
I den kapitalistiske udviklings almindelige forløb spiller netop efter Marx' hypotese småkapitalen rollen som pioner for den tekniske revolution, og det i dobbelt forstand, lige så meget med henblik på nye produktionsmetoder i gamle og befæstede brancher med faste rødder som med henblik på at skaffe nye produktionsgrene, der endnu ikke er helt udforsket af storkapitalen. Det er fuldkommen forkert, at opfatte den middelstore virksomheds historie som en lige linie ned mod trinvis undergang. Udviklingens virkelige forløb er også her rent dialektisk og bevæger sig stadig mellem modsætninger. Den kapitalistiske middelstand befinder sig fuldstændig ligesom arbejderklassen under indflydelse af to modsatte tendenser – én som hæver den op og én som trykker den ned. Den nedadgående tendens er her den stadige stigning i produktionens niveau, som i perioder overstiger omfanget af middelkapitalen og på den måde atter slår den ud af konkurrencen. Den opadgående tendens er den periodiske værdiforringelse af den forhåndenværende kapital, der igen for en tid sænker produktionens niveau, i overensstemmelse med værdien af det nødvendige kapitalminimum, ligesom den hæmmer den kapitalistiske produktions indtrængen i nye områder. De middelstore virksomheders kamp med storkapitalen kan ikke tænkes som et regelmæssigt slag, hvor den svagere parts tropper decimeres direkte og kvantitativt, men derimod som periodisk nedmejen af småkapitalen, der så igen hurtigt dukker op for på ny at blive mejet ned af storindustriens knokkelmand. Af begge de tendenser, der spiller bold med den kapitalistiske middelstand, sejrer i sidste runde den niveausænkende tendens – i modsætning til udviklingen i arbejderklassen. Men dette behøver absolut ikke at vise sig derved, at de middelstore virksomheder aftager i antal, men derimod for det første i det gradvist stigende kapitalminimum, der er nødvendigt for levedygtige virksomheder i de gamle brancher og for det andet i det stadig kortere tidsrum, hvori småkapitalen kan glæde sig over selvstændig udbytning (eksploitation) af nye brancher. Følgerne heraf vil blive en stadig kortere levetid for den individuelle småkapital og en stadig hurtigere skiften i produktionsmetoderne og investeringsformer og for hele denne klasse en stadig hurtigere social fluktuation.
Sidstnævnte ved Bernstein godt, og han slår det selv fast. Men hvad han synes at glemme er, at dermed er selve loven for de mellemstore kapitalistiske virksomheder givet. Hvis de små kapitaler er det tekniske fremskridts forkæmper, og det tekniske fremskridt er den kapitalistiske økonomis hovedpulsåre, så er småkapitalen åbenbart en uadskillelig ledsager til den kapitalistiske udvikling, som først kan forsvinde sammen med den. Den trinvise forsvinden af de mellemstore virksomheder – i den absolut summariske statistiks forstand, som det drejer sig om hos Bernstein – ville ikke, som Bernstein mener, betyde kapitalismens revolutionære udviklingsforløb, men snarere netop omvendt en standsning – en hendøen.
"Profitraten, dvs. den relative kapitaltilvækst er først og fremmest vigtig for alle kapitalaflæggere, der danner en selvstændig enhed. Og så snart kapitaldannelsen udelukkende falder i hænderne på nogle få store fuldt udviklede kapitalenheder ... så vil produktionens livgivende ild slukkes – den vil dø hen." [3]
[Det bernsteinske tilpasningsmiddel viser sig således at være uden virkning, og de fænomener, som han forklarer som tilpasningssymptomer, må man søge at tilbageføre til helt andre årsager]. [*****]
* RL anvender her begrebet Unternehmerverband, hvilket i vor tids sprogbrug står for karteller, truster og lignende organisationer.
** Tilføjelse til 2. udgave:
I en fodnote til 3. bind af "Kapitalen" skriver Fr. Engels 1894: "Siden det ovennævnte blev skrevet (1865), er konkurrencen på verdensmarkedet steget betydeligt, takket være den hurtige udvikling af alle kulturlandenes industri, navnlig i Amerika og i Tyskland. Den kendsgerning, at de overvældende og hurtigt voksende moderne produktivkræfter mere og mere ser ud til at vokse over hovedet på de love for det kapitalistiske varebytte, inden for hvis rammer de dog skulle arbejde, denne kendsgerning trænger sig i kapitalisternes bevidsthed mere og mere på. Dette viser sig navnlig ved to symptomer. For det første ved den nye mani for beskyttelsestold, der adskiller sig fra den gamle beskyttelsestold derved, at den allermest beskytter eksportartiklerne. For det andet ved kartellerne (trusterne) mellem fabrikanter inden for i forvejen store produktionsområder, der nu tjener som regulator af produktionen og dermed af priser og profit. Selvsagt er disse eksperimenter kun gennemførlige under relativt gunstige økonomiske "vejrforhold". Den første den bedste storm vil kuldkaste dem og bevise, at selv om produktionen har regulering nødig, er det visselig ikke kapitalistklassen, der er den kaldede. I mellemtiden har disse karteller kun det formål at sørge for, at de små hurtigere end før bliver ædt af de store."
*** I stedet for det her i parentes anførte afsnit fra 1. udgave, står i 2. udgave følgende afsnit:
Svaret på dette spørgsmål fulgte omgående. Næppe havde Bernstein i 1898 kasseret den marxistiske kriseteori, før der i 1900 udbrød en almen og heftig krise, og 7 år senere, i 1907, trak en fornyet krise med oprindelse i De forenede Stater hen over verdensmarkedet. Sådan slog højrøstede kendsgerninger teorien om kapitalismens tilpasning til jorden. Samtidig dermed var det bevist, at de, der prisgav den marxistiske kriseteori, blot fordi den havde svigtet ved to "forfaldsterminer", havde forvekslet selve teorien med en uvæsentlig ydre enkelthed, dvs. med 10-års cyklen. Men som Marx og Engels i 60'erne og 70'erne formulerede den moderne, kapitalistiske industris kredsløb, var der for dem ikke tale om en eller anden naturlov, men blot om en konstatering af kendsgerninger, og om en række bestemte historiske omstændigheder, som står i forbindelse med den nye kapitalismes springvise udvidelse af sin indflydelsessfære.
**** I stedet for det her i parentes anførte afsnit står i 2. udgave:
Lad dog disse kriser gentage sig hvert tiende år, eller hvert femte, eller skiftevis hvert tyvende og hvert ottende år. Det, der mest slående viser, at Bernsteins teori er utilstrækkelig, er den kendsgerning, er dog det faktum, at den sidste krise i årene 1907-8 rasede heftigst i det land, hvor de famøse kapitalistiske "tilpasningsmidler", kreditten, nyhedsformidlingen og trusterne var mest udviklede.
3. K. Marx, Das Kapital, 3. bind l.
***** Strøget i anden udgave.
Kapitel 1-1 | Toppen af siden | Kapitel 1-3
Sidst opdateret 11.5.2006