Marxisme Online > Arkiv > Luxemburg > Indhold
Hvis det er rigtigt, at teorier er spejlbilleder i den menneskelige hjerne af omverdenens fænomener, så må man i hvert fald hvad angår Eduard Bernsteins teorier tilføje, at det ofte er spejlbilleder, der er vendt på hovedet.
At komme med en teori om at indføre socialismen ved hjælp af sociale reformer – efter at den tyske socialreform er brudt endeligt sammen – om fagforeningernes kontrol med produktionsprocessen – efter de engelske maskinarbejderes nederlag – om socialdemokratisk parlamentsflertal – efter den saksiske forfatningsrevision og attentatet på den almindelige valgret til rigsdagen! Men tyngdepunktet i den bernsteinske fremstilling ligger efter vor mening ikke i hans betragtninger over socialdemokratiets praktiske opgaver, men i hans påstand om det kapitalistiske samfunds objektive udvikling; de førstnævnte betragtninger er dog snævert forbundet hermed.
Ifølge Bernstein medfører denne udvikling, at kapitalismens generelle sammenbrud bliver stadig mere usandsynligt, fordi det kapitalistiske system på den ene side viser stadig større tilpasningsdygtighed, mens produktionen på den anden side bliver stadig mere differentieret.
Kapitalismens tilpasningsdygtighed ytrer sig – ifølge Bernstein – for det første i de almindelige krisers ophør takket være kreditsystemets udvikling, arbejdsgiverorganisationerne, kommunikation og nyhedsformidling, for det andet såvel i middelstandens sejhed på grund af produktionsgrenenes differentiering som i den omstændighed, at store dele af proletariatet kommer på middelklasseniveau, og endelig for det tredje i den økonomiske og politiske forbedring af proletariatets situation på grund af fagbevægelsens kamp.
Herudaf kan man se følgende anvisning på socialdemokratiets praktiske kamp: i sin virksomhed har det indrettet sig ikke på at forsøge at gribe den politiske statsmagt, men på at forbedre arbejderklassens situation og på at indføre socialismen ikke ved en social og politisk krise, men gennem en gradvis udvidelse af den samfundsmæssige kontrol og en trinvis gennemførelse af kooperationsprincippet.
Bernstein selv ser ikke noget nyt i sin fremstilling, tværtimod mener han, at han er i overensstemmelse såvel med enkelte ytringer af Marx og Engels som med socialdemokratiets almindelige, hidtidige retning. Ifølge vor mening kan man imidlertid ikke benægte, at Bernsteins opfattelse i virkeligheden er i principiel modsætning til den videnskabelige socialismes tankegang.
Skulle hele den bernsteinske revision vise sig at føre derhen, at det kapitalistiske udviklingsforløb er meget langsommere end man plejer at antage, så betyder dette i virkeligheden blot en udskydelse af den indtil nu antagne magterobring fra proletariatets side, og herudaf kan man højst drage den konklusion, at kampen skal udkæmpes i et noget roligere tempo.
Men dette er ikke tilfældet. Det Bernstein har stillet spørgsmål om, er ikke udviklingens hastighed, men selve det kapitalistiske samfunds udviklingsforløb og i sammenhæng hermed overgangen til et socialistisk system.
Når den hidtidige socialistiske teori har antaget, at en almindelig og ødelæggende krise vil være udgangspunktet for en socialistisk omvæltning, så må man efter vor opfattelse skelne mellem to sider deraf: den deri indeholdte grundtanke og dennes ydre form.
Tanken består i den antagelse, at det kapitalistiske samfund af sig selv, i kraft af egne modsigelser, går mod det øjeblik, hvor det går op i fugerne, hvor det ganske enkelt bliver umuligt. At man har tænkt sig dette øjeblik i form af en almindelig og ødelæggende handelskrise havde sandelig sine gode grunde, men forbliver ikke desto mindre uvæsentligt og sideordnet for grundtanken.
Socialismens videnskabelige fundament støtter sig nemlig som bekendt på tre resultater af den kapitalistiske udvikling: Først og fremmest på den kapitalistiske økonomis voksende anarki, der gør sin egen undergang til et uundgåeligt resultat, for det andet på produktionsprocessens stigende forening med samfundet, som skaber de positive spirer til den fremtidige sociale ordning og for det tredje på proletariatets voksende organisation og klassebevidsthed, der danner den aktive faktor i den forestående omvæltning. Det er det første af den videnskabelige socialismes erklærede grundpiller, som Bernstein vil skaffe af vejen. Han påstår nemlig, at den kapitalistiske udvikling ikke går et generelt økonomisk krak i møde.
Men hermed forkaster han ikke blot denne bestemte form for den kapitalistiske undergang, men selve undergangen. Han siger udtrykkeligt: "Man kunne nu indvende at man, når man taler om det nuværende samfunds sammenbrud, havde mere for øje end en generel og i modsætning til tidligere forstærket erhvervskrise, nemlig det kapitalistiske systems totale sammenbrud på grund af egne modsætninger." Og dertil svarer han: "Et tilnærmelsesvis samtidigt, fuldstændigt sammenbrud af det nuværende produktionssystem bliver ikke sandsynligere med samfundets fremadskridende udvikling, men mere usandsynligt, på den ene side på grund af produktionssystemets tilpasningsdygtighed og på den anden side fordi industriens differentiering stiger samtidigt hermed." [1]
Men så står det store spørgsmål åbent: Hvordan og hvorledes når vi overhovedet frem til slutmålet for vore bestræbelser? Fra den videnskabelige socialismes standpunkt ytrer den historiske nødvendighed af en socialistisk omvæltning sig først og fremmest i det kapitalistiske systems voksende anarki, som også vil trænge det magtesløst ind i en blindgyde. Men antager man alligevel med Bernstein, at den kapitalistiske udvikling ikke går sin egen undergang i møde, så ophører socialismen med at være objektivt nødvendig. Tilbage af socialismens videnskabelige fundament står da kun to andre resultater af den kapitalistiske samfundsorden: produktionsprocessens samfundstilpasning og proletariatets klassebevidsthed. Dette har også Bernstein for øje, når han siger: "Den socialistiske tankeverden mister absolut intet i overbevisende kraft (ved opgivelse af sammenbrudsteorien). Thi når man ser rigtig til, hvad er så alle de af os opregnede faktorer, der fjerner eller modificerer de gamle kriser? Intet andet end samtidig forudsætning for og til dels endda begyndelse til samfundsovertagelse af produktion og varebytte." [2]
Der behøves dog endnu en kort diskussion for at bevise, at også dette er en fejlslutning.
Hvori består betydningen af de fænomener, som Bernstein kalder kapitalistiske tilpasningsmidler: Kartellerne, kreditten, de perfekte kommunikationsmidler, arbejderklassens forbedrede vilkår. Åbenbart deri, at de hindrer eller i al fald mildner de indre modsætninger i den kapitalistiske økonomi og derved forhindrer, at den udvikler og tilspidser sig.
Så betyder fjernelse af krisen ophævelse af modsætningen mellem produktion og varebytte på kapitalistisk basis, så betyder forbedring af arbejderklassens situation, delvis i form af overgang til middelstanden, udviskning af modsætningen mellem kapital og arbejde. Når kartellerne, kreditvæsenet, fagforeningerne osv. ophæver de kapitalistiske modsætninger, altså redder det kapitalistiske system fra undergang, bevarer kapitalismen – derfor kalder Bernstein dem jo tilpasningsmidler – hvordan kan de så samtidig udgøre ligeså mange "forudsætninger og til dels endda begyndelse til socialisme?" Åbenbart kun på den måde, at de bringer produktionens samfundsmæssige karakter stærkere til udtryk. Men samtidig med at de bevarer produktionen i dens kapitalistiske form, gør de omvendt denne samfundsmæssige produktions overgang til en socialistisk form overflødig. Derfor er de ikke historiske, men kun begrebsmæssige tilløb til eller forudsætninger for en socialistisk ordning, dvs. fænomener om hvilke vi på grund af vore forestillinger om socialismen ved, at de er beslægtet med. Men i virkeligheden fører de ingenlunde en socialistisk omvæltning med sig, de gør den tværtimod overflødig.
Tilbage bliver som begrundelse for socialismen kun proletariatets klassebevidsthed.
Men klassebevidstheden er i det givne tilfælde ikke helt enkelt et indre spejlbillede af kapitalismens stadig mere tilspidsede modsætninger og dens forestående undergang – dette er jo forebygget af tilpasningsmidlerne – men blot et ideal, hvis overbevisningskraft hviler på dets eget formodede fuldkommenhed.
Kort sagt, hvad vi opnår ved denne metode er en begrundelse for det socialistiske program gennem "ren erkendelse", det vil enklere sige en idealistisk begrundelse, mens den objektive nødvendighed falder bort dvs. begrundelsen ved forløbet af den materielle samfundsmæssige udvikling. Revisionismens teori står foran en enten/eller. Enten følger nu som før den socialistiske omdannelse som resultat af det kapitalistiske systems indre modsætninger og så udvikles med dette system dets indre modsætninger også med den og et sammenbrud i den ene eller anden form er på et eller andet tidspunkt det uundgåelige resultat. Men så er "tilpasningsmidlerne" altså også uvirksomme og sammenbrudsteorien rigtig. Eller også er "tilpasningsmidlerne" virkelig i stand til at forebygge det kapitalistiske systems sammenbrud – dvs. i stand til at gøre kapitalismen eksistensdygtig, til at ophæve dens modsætninger, men så hører socialismen op med at være en historisk nødvendighed og den kan da være, lige hvad man ønsker, men ikke et resultat af samfundets materielle udvikling.
Det ene dilemma fører det andet med sig: enten har revisionismen ret med hensyn til forløbet af den kapitalistiske udvikling og så forvandles samfundets socialistiske omdannelse til en utopi, eller også er socialismen ingen utopi, men så kan teorien om "tilpasningsmidlerne" heller ikke holde stik. That is the question – det er spørgsmålet.
* Første del omhandler en artikelserie af Eduard Bernstein: Socialismens Problemer i Die Neue Zeit, Zürich 1897/1898.
1. Die Neue Zeit 1897/98, Nr. 18, s. 555.
2. Die Neue Zeit 1897/98, Nr. 18, s. 554.
Forord | Toppen af siden | Kapitel 1-2
Sidst opdateret 11.5.2006