Marxisme Online > Arkiv > Luxemburg > Indhold
Ved første blik kan titlen på det her foreliggende skrift virke overraskende. Socialreform eller Revolution? Kan socialdemokratiet da være imod sociale reformer? Eller kan socialdemokratiet stille socialreformen op som modsætning til den sociale revolution, omvæltningen af det bestående samfund, som er dets endemål? Ingenlunde. For socialdemokratiet danner den daglige, praktiske kamp for sociale reformer – for forbedring af det arbejdende folks vilkår inden for rammerne af det bestående – for de demokratiske institutioner tværtimod den eneste vej til at lede den proletariske klassekamp og arbejde hen imod endemålet, at gribe den politiske magt og ophæve lønsystemet. For socialdemokratiet består der mellem socialreformen og den sociale revolution en uadskillelig sammenhæng, i hvilken kampen for socialreformen er midlet, men den sociale omvæltning målet.
Et modsætningsforhold mellem disse to elementer i arbejderbevægelsen finder vi først i Ed. Bernsteins teorier, som han fremstiller i sine artikler "Socialismens Problemer" i "Die Neue Zeit" 1897/98 og navnlig i sin bog "Socialismens Forudsætninger". Hele teorien går ganske simpelt ud på det råd at opgive den sociale omvæltning som socialdemokratiets endemål og at gøre socialreformen til klassekampens mål fra at have været dens middel. Bernstein har selv formuleret sine hensigter særdeles træffende og skarpt, idet han skriver: "Hvad endemålet end måtte være, betyder det intet for mig, bevægelsen er alt."
Men da det socialistiske endemål er det eneste afgørende moment, der adskiller den socialdemokratiske bevægelse fra det borgerlige demokrati og den borgerlige radikalisme, det eneste princip, der forvandler hele arbejderbevægelsen fra at være et ørkesløst forsøg på at lappe på den kapitalistiske samfundsform til at blive en klassekamp mod denne samfundsform med dens afskaffelse for øje, så er spørgsmålet "socialreform eller revolution?" i den bernsteinske form det samme for socialdemokratiet som spørgsmålet "at være eller ikke være?". Enhver i dette parti må blive klar over, at i opgøret med Bernstein og hans tilhængere drejer det sig ikke om den ene eller anden kampform, ikke om den ene eller anden taktik, men om hele den socialdemokratiske bevægelses eksistens.
Ved en flygtig betragtning af den bernsteinske teori kan dette se ud som en overdrivelse. Taler Bernstein da ikke om socialdemokratiets enhed, gentager han ikke både ofte og udtrykkeligt, at også han stræber efter det socialistiske endemål, kun i en anden form, betoner han ikke med eftertryk, at han anerkender socialdemokratiets nuværende praksis næsten fuldkomment? Ja, alt dette er ganske rigtigt. Men ligeså rigtigt er det, at enhver ny retning i teoriernes udvikling og i politikken altid i begyndelsen støtter sig til den gamle retning, også selv om den i sit inderste væsen er i direkte modsætning til denne, at den nye retning først tilpasser sig de former, der forefindes, og taler det sprog, som hidtil er talt. Først med tiden træder den nye kerne ud af det gamle hylster og den nye retning finder egne former, eget sprog.
Det ville være at undervurdere den videnskabelige socialismes magt at vente, at en opposition herimod fra begyndelsen og til yderste konsekvens skal udtale sig klart og tydeligt om sit inderste væsen og åbent og brat frasige sig socialdemokratiets teoretiske grundlag. Den, der i dag vil gå for at være socialist, men samtidig erklære den marxistiske lære krig – den lære, der er det vældigste produkt af menneskelig ånd i dette århundrede – må begynde med en ubevidst hyldest til den, idet han først og fremmest selv bekender sig til marxismen og søger støttepunkter for at bekæmpe den i selve den marxistiske lære, idet dette blot fremstilles som en videreudvikling. Man må derfor forsøge at trække selve kernen af de bernsteinske teorier ud af skallen uanfægtet af de ydre former, og dette er netop en påtrængende nødvendighed for det industrielle proletariats brede lag i vort parti.
Der kan ikke udtales nogen grovere forhånelse, nogen værre forsmædelse mod arbejderstanden end den påstand, at teoretiske drøftelser kun er "akademikernes" sag. Allerede Lasalle har engang sagt: "Først når videnskab og arbejder, samfundets modpoler, forenes, kan alle hindringer for kulturen kvæles i et jerngreb. Hele den moderne arbejderbevægelses magt hviler på den teoretiske erkendelse."
Men her er denne erkendelse dobbelt vigtig for arbejderne i påkommende tilfælde, fordi det netop her drejer sig om dem og deres indflydelse på bevægelsen, fordi det netop er dem, der skal lægge ryg til. De – af Bernstein teoretisk formulerede opportunistiske strømninger i partiet – er ikke andet end en ubevidst bestræbelse på at sikre, at de småborgerlige elementer, der er gledet ind i partiet, tager overhånd for at omskabe partiets praksis og målsætning i deres ånd.
Spørgsmålet socialreform eller revolution, endemål og bevægelse er snarere spørgsmålet om, hvorvidt arbejderbevægelsens karakter skal være småborgerlig eller proletarisk.
Derfor er det netop også i partiets proletariske massers interesse at beskæftige sig så levende og indgående som muligt i det nuværende teoretiske opgør med opportunismen.
Så længe den teoretiske erkendelse blot forbliver et privilegium for en håndfuld "akademikere" i partiet, er der altid fare for at komme på afveje. Først når den store arbejdermasse selv har taget den videnskabelige socialismes skarpe og pålidelige våben til sig, løber alle småborgerlige indfald, alle opportunistiske strømninger ud i sandet. Men så står bevægelsen også på fast og sikker grund. "Det er mængden, der gør det."
Indhold | Toppen af siden | Kapitel 1-1
Sidst opdateret 11.5.2006