Marxisme Online > Arkiv > Luxemburg > Indhold
Bernstein forkaster "sammenbrudsteorien" som den historiske vej til virkeliggørelse af det socialistiske samfund. Hvilken er da vejen, der fra standpunktet om "kapitalismens tilpasningsteori" fører dertil? Bernstein har kun antydningsvis besvaret dette spørgsmål, men Konrad Schmidt har gjort forsøg på udførligere at fremstille det i Bernsteins ånd. [4] Ifølge ham vil ,,den faglige kamp og den politiske kamp for sociale reformer medføre en stadig mere udstrakt samfundsmæssig kontrol over produktionsbetingelserne" og ved lovgivning "degradere kapitalejeren til forvalter ved indskrænkning af hans rettigheder, indtil den blødgjorte kapitalist endelig afgiver sin ledelse og forvaltning af virksomheden, idet han ser sin ejendom blive stadig mere værdiløs for ham", for til slut at have gennemført den socialiserede bedrift.
Altså fagforeninger, sociale reformer og endelig, som Bernstein tilføjer, statens politiske demokratisering, det er midlerne til socialismens gradvise indførelse.
For at begynde med fagforeningerne, så består deres vigtigste funktion – ingen har fremstillet det bedre end Bernstein selv i året 1891 i "Die Neue Zeit" – deri, at de på arbejdernes side er midlet til at virkeliggøre den kapitalistiske lønningslov, dvs. salget af arbejdskraft til den øjeblikkelige markedspris. Fagforeningerne kan tjene proletariatet ved på ethvert tidspunkt at udnytte markedets givne konjunkturer for det. Men selv disse konjunkturer, dvs. for det første den af produktionstilstanden betingede efterspørgsel efter arbejdskraft, for det andet den af middelstandens proletarisering og arbejderklassens naturlige forplantning skabte tilgang af arbejdskraft og for det tredje af arbejdets øjeblikkelige produktivitetsgrad, ligger uden for fagforeningernes indflydelse. De kan derfor ikke omstyrte lønningsloven; i heldigste tilfælde kan de holde den kapitalistiske udbytning inden for de øjeblikkelige "normale" skranker, men ingenlunde trinvis ophæve selve udbytningen.
Konrad Schmidt kalder ganske vist den nuværende fagforeningsbevægelse for "svage begyndelsesstadier" og udtrykker sin tro på, at i fremtiden vil "fagforeningsbevægelsen vinde en stadig stigende indflydelse på reguleringen af produktionen".
Men som regulering af produktionen kan man kun forstå to ting: Indblanding i produktionsprocessens tekniske side og beslutning om selve produktionens omfang. Af hvilken natur kan fagforeningernes indflydelse være i disse to spørgsmål? Det er klart, at hvad angår produktionens teknik, falder kapitalistens interesser inden for visse grænser sammen med fremskridtet og udviklingen i den kapitalistiske økonomi. Det er egen nød, der ansporer kapitalisten til tekniske forbedringer. Den enkelte arbejders stilling er derimod netop modsat: Enhver teknisk omvæltning strider imod interesserne hos den arbejder, der direkte berøres deraf og forringer hans umiddelbare situation, idet den devaluerer arbejdskraften, og gør arbejdet mere intensivt, ensformigt og kvalfuldt. For så vidt som fagforeningen kan blande sig i produktionens tekniske side, kan dette åbenbart kun ske i de direkte berørte arbejdergruppers interesse, altså ved at fagforeningen modsætter sig reformer. Men i dette tilfælde handler fagforeningen ikke i hele arbejderklassens interesse og for dens frigørelse, der meget mere stemmer overens med det tekniske fremskridt og det vil sige med den enkelte kapitalists interesse, men går tværtimod reaktionens ærinde. Og i virkeligheden finder vi bestræbelser på at indvirke på produktionens tekniske side ikke i den fremtid, hvor Konrad Schmidt søger den, men i fagbevægelsens fortid. Disse bestræbelser er typiske for den ældre fase af den engelsk tradeunionisme (indtil 60'erne), der dengang endnu var tilknyttet middelalderlige – lavsprægede overleveringer og på karakteristisk måde var båret af den forældede grundtese om "den erhvervede ret til arbejde". [5] Fagforeningernes bestræbelser på at bestemme produktionens omfang og vareprisen er derimod et fænomen af ganske ny dato. Først i den allersidste tid ser vi – og igen kun i England – forsøg dukke op, der går i den retning. [6] Men efter deres karakter og tendens svarer også disse bestræbelser til det ovennævnte. Thi hvortil reduceres nødvendigvis fagforeningens aktive deltagelse ved beslutning om vareproduktionens omfang og pris? Til et kartel mellem arbejdere og arbejdsgivere rettet mod konsumenterne og – endog med brug af tvangsmæssige forholdsregler mod konkurrerende arbejdsgivere som på ingen måde står tilbage for den regelrette arbejdsgiversammenslutnings metoder. Derfor er dette i grunden ikke længere en kamp mellem arbejde og kapital, men kapitalens og arbejdskraftens solidariske kamp mod det konsumerende samfund. Efter sin sociale værdi er det en reaktionær begyndelse, der alene derfor ikke kan danne nogen etape i proletariatets frigørelseskampe, fordi det snarere fremstår som en direkte modsætning til en klassekamp.
Efter sin praktiske værdi er det en utopi, der aldrig kan strække sig over de større og for verdensmarkedet producerende brancher, hvilket man bliver klar over efter kort besindelse.
Fagforeningernes virksomhed begrænser sig altså i hovedsagen til lønkampen og forkortelse af arbejdstiden, dvs. blot til reguleringen af den kapitalistiske udbytning alt efter markedsforholdene. Efter sagens natur forbliver deres indflydelse på produktionsprocessen udelukket. ja, fagforeningernes udvikling går til og med lige i modsat retning af, hvad Konrad Schmidt mener, nemlig hen imod at løsrive arbejdsmarkedet fra dets direkte relationer med det øvrige vareniarked. Det mest betegnende herfor er den kendsgerning, at endog bestræbelserne på i det mindste passivt at sætte arbejdskontrakten i umiddelbar relation til den almindelige produktionssituation gennem systemet med glidende lønsatser nu er forældet af udviklingen, og at de engelske Trade Unions tager stadig mere afstand fra disse bestræbelser. [7]
Men heller ikke inden for dens indflydelses faktiske grænser går fagbevægelsen en uindskrænket ekspansion i møde, som det er forudsat i teorien om kapitalens tilpasning. Lige omvendt! Holder man sig den sociale udvikling på længere sigt for øje, må man ikke udelukke den kendsgerning, at vi ikke går tider i møde, hvor fagforeningsbevægelsen vil opnå en sejrrig magtudfoldelse, men snarere voksende vanskeligheder. Har industriens udvikling nået sit højdepunkt og begynder verdensmarkedets kapital at save den gren den selv sidder på over, så bliver den faglige kamp dobbelt svær; for det første forværres markedets objektive konjunkturer for arbejdskraften, idet efterspørgslen falder langsommere, men udbuddet stiger hurtigere, som det nu er tilfældet, for det andet tiltager kapitalen sig des mere hårdnakket den produktionsandel, der tilkommer arbejderne, for at erstatte tabene på verdensmarkedet. Reducerede arbejdslønninger er jo et af de vigtigste midler til at sinke faldet i profitraten. [8] I England kan vi allerede se billedet af begyndelsen til fagbevægelsens andet stadium. Den reducerer sig nødtvungent til i stigende omfang at forsvare allerede opnåede positioner, og også dette bliver stadig sværere. Den politiske og socialistiske klassekamps opsving må være modstykket til det her skildrede udviklingsforløb.
Den samme fejl med omvendt historisk perspektiv begår Konrad Schmidt med hensyn til socialreformen, om hvilken han siger, at man "hånd i hånd med arbejdernes fagforeningskoalitioner" kan påtvinge kapitalistklassen de betingelser, hvorunder arbejdskraften skal anvendes. Overensstemmende med denne opfattelse af socialreformerne kalder Bernstein fabrikslovene et "stykke samfundskontrol" – og som sådan et stykke – socialisme. Konrad Schmidt siger også overalt, hvor han taler om statslig arbejderbeskyttelse "samfundsmæssig kontrol", og når han så lykkeligt har forvandlet staten til samfundet, fortsætter han trøstigt "dvs. den fremadstræbende arbejderklasse" og forvandler således ved denne operation det tyske forbundsråds harmløse arbejderbeskyttelsesbestemmelser til socialistiske overgangsforanstaltninger for det tyske proletariat.
Mystifikationen er her tydelig. Staten i dag er netop ikke noget samfund i "den fremadstræbende arbejderklasses" forstand, men det kapitalistiske samfunds repræsentant, dvs. en klassestat. Derfor er den af denne stat skabte socialreform heller ikke et udslag af "samfundskontrol" dvs. det frit arbejdende samfunds kontrol med egne arbejdsprocesser, men kapitalens klasseorganisations kontrol over kapitalens produktionsproces. Dér, dvs. i kapitalens interesser, finder også socialreformen sine naturlige skranker. Ganske vist ser Bernstein og Konrad Schmidt også heri nærværelsen af "svage begyndelsesstadier" og venter sig af fremtiden en i det uendelige voksende socialreform til fordel for arbejderklassen. Men derved begår de den samme fejl, som ved antagelsen om fagbevægelsens uindskrænkede magtudfoldelse.
Teorien om gradvis indførelse af socialismen ved sociale reformer forudsætter – og her er tyngdepunktet – en bestemt objektiv udvikling af såvel den kapitalistiske ejendom som af staten. Med hensyn til det første går den fremtidige udviklings skema – som Konrad Schmidt forudsætter det – i retning af at "degradere kapitalejeren til forvalter ved mere og mere at indskrænke hans rettigheder".
Stillet over for umuligheden af en pludselig ekspropriation af produktionsmidlerne udvikler Konrad Schmidt en teori om den trinvise tilegnelse. Til dette brug konstruerer han som en nødvendig forudsætning en opspaltning af ejendomsretten i en "overejendom", som han tilegner samfundet, og som vil udvides stadig mere, og en brugsret, der i kapitalistens hænder skrumper mere og mere ind til en blot og bar forvalten af hans virksomhed. Nu er denne konstruktion enten en harmløs leg med ord, som der ikke findes alvorlige tanker bagved. Så forbliver teorien om den gradvise ekspropriation uden enhver form for dækning. Eller også er det et alvorligt ment skema for den lovmæssige udvikling. Men så er det fuldkommen fejlagtigt. Opdelingen af de forskellige beføjelser, der ligger i ejendomsretten, til hvilke Konrad Schmidt tager sin tilflugt til forsvar for sin "trinvise ekspropriation" af kapitalen, er karakteristisk for det feudal-naturaløkonomiske samfund, hvor fordelingen af produkterne mellem de forskellige samfundsklasser gik for sig in natura og på grund af personlige relationer mellem feudalherrerne og deres undergivne. Ejendommens opløsning i ulige delrettigheder var her den på forhånd givne organisation til fordeling af de samfundsmæssige rigdomme. Med overgangen til vareproduktion og opløsning af alle personlige bånd mellem de enkelte deltagere i produktionsprocessen konsolideredes i stedet for forholdet mellem person og sag (objekt) – privatejendommen. Idet fordelingen ikke længere fuldbyrdes gennem personlige relationer, men gennem varebytte, måler man ikke længere kravene om andel i samfundets rigdomme i splittelsen af ejendomsretten til et fælles objekt, men i den af enhver til markedet bragte værdi. Det første omsving i retlige relationer, der ledsagede vareproduktionens fremkomst i middelalderens byfællesskaber, var også udviklingen af absolut lukket privatejendom under beskyttelse af de feudale retsforhold med delt ejendom. Men i den kapitalistiske produktion fortsætter denne udvikling. Jo mere produktionsprocessen antager samfundsmæssige former, jo mere hviler fordelingsprocessen på rent varebytte, og jo mere uantastelig og lukket bliver den kapitalistiske privatejendom, og jo mere overgår kapitalejendommen fra at være en ret til produktet af eget arbejde til den klare ret til at tilegne sig andres arbejde. Så længe kapitalisten selv leder fabrikken er fordelingen endnu indtil en vis grænse knyttet til personlig deltagelse i produktionsprocessen.
I den målestok fabrikanternes personlige ledelse bliver overflødig og især i aktieselskaberne, skilles kapitalejendommen som retskrav ved fordelingen helt fra personlige relationer til produktionen og fremtræder i sin reneste og mest lukkede form. Først i aktiekapitalen og i den industrielle kreditkapital når den kapitalistiske ejendomsret sin fulde udvikling.
Konrad Schmidts historiske udviklingsskema for kapitalister, "fra ejer til forvalter", fremtræder dermed som et spejlvendt billede af den virkelige udvikling, der omvendt fører fra ejer og forvalter til udelukkende ejer.
Det går her Konrad Schmidt som Goethe:
Was er besitzt, das sieht er wie im Weiten,
Und was verschwand, wird ihm zu Wirklichkeiten.
Hvad han ejer, ser han som i det fjerne, og det forsvundne bliver for ham virkeligheden.
Og ligesom hans historiske skema økonomisk går tilbage fra det moderne aktieselskab til manufakturtidens fabrikker og endog til håndværkerens værksted, så vil det retsligt lægge den kapitalistiske verden tilbage i feudaltidens og naturalhusholdningens vugge.
Fra denne synsvinkel fremtræder også den ,samfundsmæssige kontrol" i et andet lys, end Konrad Schmidt ser den i.
Det, der i dag fungerer som "samfundsmæssig kontrol" – arbejderbeskyttelse, tilsyn med aktieselskaber osv. – har i virkeligheden ikke det ringeste at gøre med en del af ejendomsretten, med "overejendom". Den fungerer ikke som en indskrænkning i den kapitalistiske ejendom, men omvendt som dens beskyttelse. Eller for at tale økonomisk, så udgør den ikke et indgreb i den kapitalistiske udbytning, men en standardisering, en ordning af denne udbytning. Og når Bernstein stiller det spørgsmål, om en fabrikslov er meget eller lidt socialistisk, så kan vi forsikre ham om, at der i den allerbedste fabrikslov er nøjagtig lige så megen "socialisme" som i magistratsbestemmelserne om gaderengøring og tænding af gaslygterne, der jo også er en slags "samfundsmæssig kontrol".
4. "Vorwärts" d. 20. februar 1898, Litterær revy. Vi tror, at vi må betragte Konrad Schmidts udlægninger i sammenhæng med Bernstein, da Bernstein ikke med ét ord har afvist kommentarerne til hans anskuelser i "Vorwärts".
5. Webb, Theorie und Praxis der englischen Gewerkvereine, 2. bd., s. 100 ff.
6. Webb, Theorie und Praxis der englischen Gewerkvereine, 2. bd., s. 115 ff.
7. Webb, a. a. O. S. 115.
8. K. Marx, Das Kapital, 3. bind 1.
Kapitel 1-2 | Toppen af siden | Kapitel 1-4
Sidst opdateret 11.5.2006