Skrevet 4.-6. januar 1923. Trykt første gang i Pravda nr. 115-116, 26.-27. maj 1923.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 172-183, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 20. juli 2013.
Det forekommer mig, at man ikke vier kooperationen tilstrækkelig opmærksomhed her i landet. Næppe alle forstår, at nu, efter oktoberrevolutionen og uafhængigt af NEP [1] (tværtimod, i den forbindelse må man sige: netop takket være NEP) får kooperationen en ganske enestående betydning hos os. I de gamle kooperationsfolks drømmerier fandtes meget fantastisk. De var ofte latterlige på grund af deres fantasteri. Men hvori bestod deres fantasteri? I, at de ikke forstod den grundlæggende, fundamentale betydning, som arbejderklassens politiske kamp for at styrte udbytternes herredømme har. Nu har denne omstyrtelse fundet sted i vort land, og meget af det, som var fantastisk, ja romantisk, ja plat i de gamle kooperationsfolks drømmerier bliver nu usminket virkelighed.
Da nu statsmagten ligger i arbejderklassens hænder, da nu alle produktionsmidler tilhører denne statsmagt, har vi reelt kun tilbage at slutte befolkningen sammen i kooperativer. Når denne sammenslutning af befolkningen sker i maksimal udstrækning, vil det betyde, at den socialisme, som tidligere med rette fremkaldte skuldertræk, smil og ringeagt hos de mennesker, som med god grund var overbevist om nødvendigheden af klassekampen, af kampen for den politiske magt osv. – at den socialisme af sig selv når målet. Her er det imidlertid, at ikke alle kammerater gør sig klart, hvor enorm, hvor umådelig betydning Ruslands sammenslutning i kooperativer nu er ved at få for os. Med NEP har vi givet bonden som handelsmand en indrømmelse, og vi har givet den frie handels princip en indrømmelse; netop deraf følger (modsat hvad man tror) kooperationens uhyre betydning. I grunden er en tilstrækkelig omfattende og dybtgående kooperativ sammenslutning af den russiske befolkning under NEP’s styre alt, hvad vi behøver, fordi vi nu har fundet ud af, i hvilken grad man skal kombinere privatinteressen, den private handelsinteresse, med statens kontrol og tilsyn med samme, i hvilken grad man skal indordne privatinteressen under de almene interesser, problemer som tidligere var anstødssten for mange, mange socialister. Når alt kommer til alt – alle store produktionsmidler i statens besiddelse, statsmagten i proletariatets hænder, dette proletariats forbund med de mange millioner småbønder og meget små bønder, sikring af dette proletariats førerstilling i forholdet til bønderne osv. – er det ikke alt, hvad der behøves for ud af kooperationen, blot ud af kooperationen, som vi tidligere behandlede som kræmmeragtig, og som vi i visse henseender endnu i dag under NEP er berettiget til at behandle således – er det da ikke alt, hvad der behøves til opbygning af et fuldstændigt socialistisk samfund? Dette er endnu ikke selve opbygningen af det socialistiske samfund, men det er alt, hvad der er nødvendigt og tilstrækkeligt til denne opbygning.
Men det er denne omstændighed, som bliver undervurderet af mange af vore praktiske medarbejdere. Her i landet ser man med ringeagt på kooperationen og forstår ikke, hvilken enestående betydning denne kooperation har, for det første principielt (eftersom staten ejer alle produktionsmidler), for det andet med hensyn til overgangen til nye samfundstilstande ad en for bønderne så enkel, så let, så forståelig vej som muligt.
Og her har man jo dog hovedsagen. Ét er at fantasere om alle mulige arbejdersammenslutninger til socialismens opbygning, noget andet er at lære sig at bygge denne socialisme i praksis, således at enhver småbonde kan tage del i denne opbygning. Netop det trin har vi nået nu. Og det kan ikke bestrides, at vi efter at have nået det, gør særdeles ringe brug af det.
Da vi gik over til NEP, spændte vi ikke buen for stærkt i den forstand, at vi gav princippet fri industri og handel for megen plads, men vi spændte derimod buen for stærkt i den forstand, at vi glemte at tænke over kooperationen, at vi nu undervurderer kooperationen, at vi allerede er begyndt at glemme kooperationens uhyre betydning i de to ovennævnte henseender.
Jeg agter her at underholde mig med læseren om, hvad man praktisk kan og bør gøre allerede nu ud fra dette »kooperative« princip. Med hvilke midler kan og bør man allerede nu begynde at udvikle dette »kooperative« princip på en sådan måde, at alle og enhver kan se dets socialistiske betydning?
Man må politisk placere kooperationen sådan, at den ikke blot i almindelighed og altid har en vis fordel, men også sådan, at denne fordel bliver af rent materiel art (bankrentens størrelse osv.). Man må låne kooperationen statsmidler, som, hvor beskedne de end er, dog overstiger de midler, vi låner de private foretagender, ja selv sværindustrien osv.
Enhver samfundsordning opstår kun ved finansiel støtte fra en bestemt klasse. Det er overflødigt at minde om de hundreder og atter hundreder af millioner rubler, som den »frie« kapitalismes fødsel kostede. Nu må vi erkende, at den sociale ordning, vi i denne tid skal støtte ud over det sædvanlige, er den kooperative ordning, og vi skal omsætte denne erkendelse i handling. Men det må være støtte i dette ords sande betydning, det vil sige, at det ikke er nok at give den som støtte til en hvilken som helst kooperativ omsætning – den må gives som støtte til dén kooperative omsætning, i hvilken virkelige befolkningsmasser virkelig deltager. At belønne den bonde, som deltager i den kooperative omsætning, er en ubetinget rigtig form, men samtidig må man efterprøve denne deltagelse, efterprøve dens bevidste orientering og gode kvalitet – det er sagens kerne. Når en kooperationsmand rejser ud til en landsby og der opretter en kooperativ butik, medvirker befolkningen strengt taget slet ikke heri, men samtidig vil den se på sin egen fordel og ile med at prøve, hvordan det er at være med der.
Denne sag har også en anden side. Fra en »civiliseret« (først og fremmest læse- og skrivekyndig) europæers standpunkt behøver vi kun at gøre ganske lidt for at få alle som én til at deltage, og deltage ikke passivt, men aktivt i kooperative operationer. I grunden har vi »kun« ét tilbage, nemlig at gøre vor befolkning så »civiliseret«, at den forstår alle fordelene ved almindelig deltagelse i kooperationen og organiserer denne deltagelse. »Kun« det. Vi har ikke brug for nogen anden visdom nu for at gå over til socialismen. Men for at klare dette »kun«, behøves en hel omvæltning, en hel periodes kulturel udvikling blandt hele folkets masse. Vor rettesnor må derfor være: så lidt filosoferen og så få snørklerier som muligt. NEP er i den henseende et fremskridt, fordi den indretter sig efter den jævneste bondes niveau, den kræver ikke noget højere af ham. Men at opnå gennem NEP, at hele befolkningen, alle som én, tager del i kooperationen – dertil kræves en hel historisk epoke. Vi kan i bedste fald komme igennem denne epoke i løbet af et par årtier. Men alligevel vil det være en særlig historisk epoke og uden denne historiske epoke, uden almindelig læse- og skrivekyndighed, uden en vis vågenhed, uden en vis færdighed hos befolkningen med hensyn til brug af bøger, uden et materielt grundlag herfor, uden en vis sikkerhed mod f.eks. misvækst og hungersnød, osv. – uden alt dette når vi ikke vort mål. Det hele kommer nu an på, om vi forstår at kombinere den revolutionære spændvidde, den revolutionære ildhu, som vi allerede har lagt for dagen i tilstrækkeligt mål og kronet med fuldstændig sejr, om vi forstår at kombinere dette med – ja, jeg fristes til at sige: med evnen til at være en klog og dygtig købmand, hvilket er fuldt ud tilstrækkeligt til at blive en god kooperationsmand. Ved evnen til at være købmand forstår jeg evnen til at være en kultiveret købmand. Dette bør de skrive sig bag øret, de russere eller simpelt hen bønder, der tænker som så: »Han driver jo handel, så han forstår altså at være købmand.« Det er helt forkert. Han driver nok handel, men derfra og til at være kultiveret købmand er der endnu lang vej. Han driver for tiden handel på asiatisk vis, men for at kunne være købmand, må man handle på europæisk vis. Han skal gennem en hel epoke for at opnå det.
Jeg er ved slutningen: en række privilegier, økonomiske, finansielle og bankmæssige, til kooperationen – det bør være indholdet i vor socialistiske stats støtte til det nye princip for befolkningens organisering. Men dermed er opgaven endnu kun stillet i store træk, idet dens hele indhold i praksis stadig væk er ubestemt, ikke beskrevet i detaljer, dvs. man må forstå at finde den form for »belønninger« (og de betingelser for deres tildeling), som vi vil give den kooperative sammenslutning, den form for belønning, hvormed vi i tilstrækkelig grad støtter kooperationen, den form for belønning, der hjælper os til at få civiliserede kooperationsfolk. Og når produktionsmidlerne er i samfundets eje, og proletariatet som klasse har besejret bourgeoisiet, så er de civiliserede kooperationsfolks samfundsorden det samme som socialismens samfundsorden.
4. januar 1923
Når jeg har skrevet om den nye økonomiske politik, har jeg altid citeret min artikel fra 1918 om statskapitalisme. [2] Dette har ofte vakt nogen tvivl hos en del unge kammerater. Men deres tvivl har fortrinsvis haft abstrakt-politisk adresse.
De syntes ikke, man kunne bruge statskapitalismen som betegnelse for en samfundsorden, hvor produktionsmidlerne tilhører arbejderklassen og denne arbejderklasse sidder inde med statsmagten. De har imidlertid ikke bemærket, at betegnelsen »statskapitalisme« hos mig blev anvendt: for det første for historisk at forbinde vor nuværende stilling med stillingen i min polemik mod de såkaldte venstre-kommunister, [3] og allerede dengang påviste jeg tillige, at statskapitalismen ville være et højere trin end vor nuværende økonomi; for mig kom det an på at fastslå afstamningsforholdet mellem den sædvanlige statskapitalisme og den usædvanlige, ja ganske usædvanlige statskapitalisme, som jeg talte om, da jeg indførte læseren i den nye økonomiske politik. For det andet kom det for mig altid an på det praktiske mål. Og det praktiske mål med vor nye økonomiske politik bestod i at få koncessioner i stand; koncessioner ville under vore forhold så utvivlsomt være en ren type statskapitalisme. Det var det syn, der prægede mine overvejelser om statskapitalisme.
Sagen har imidlertid endnu en side, hvor vi kan få brug for statskapitalismen, eller i det mindste for en sammenligning med den. Det er spørgsmålet om kooperationen.
Det er ubestrideligt, at kooperationen under kapitalistiske statsforhold er en kollektiv kapitalistisk indretning. Det er ligeledes ubestrideligt, at under vor nuværende økonomiske virkelighed, hvor vi forbinder privatkapitalistiske foretagender – dog kun på samfundets jord og kun under kontrol af statsmagten, som ligger hos arbejderklassen – med foretagender af konsekvent socialistisk type (staten ejer både produktionsmidlerne og den jord, på hvilken foretagendet står, og hele foretagendet i øvrigt), da opstår spørgsmålet om endnu en tredje slags foretagender, som tidligere ikke var nogen selvstændig kategori, set ud fra deres principielle betydning, nemlig – de kooperative foretagender. Under privatkapitalismen adskiller kooperative foretagender sig fra kapitalistiske som kollektive foretagender fra private. Under statskapitalismen adskiller kooperative foretagender sig fra statskapitalistiske ved, at de for det første er private og for det andet kollektive foretagender. Under den hos os herskende ordning adskiller kooperative foretagender sig fra privatkapitalistiske ved at være kollektive foretagender, men de adskiller sig ikke fra socialistiske foretagender, når staten, dvs. arbejderklassen, ejer den jord, de står på, og deres produktionsmidler.
Denne omstændighed tager man hos os ikke nok hensyn til, når man drøfter kooperationen. Man glemmer, at kooperationen her i landet, i kraft af vort statssystems særpræg, får en helt enestående betydning. Hvis man ser bort fra især koncessionerne, som for øvrigt ikke har fået nogen særlig betydelig udvikling her i landet, så falder kooperationen under vore forhold gennemgående helt sammen med socialismen.
Jeg vil klargøre min tanke. Hvori lå fantasteriet i de gamle kooperationsfolks planer, fra og med Robert Owen? Det lå i deres drømme om, at socialismen ad fredelig vej kunne omdanne det moderne samfund uden hensyn til noget så fundamentalt som klassekampen, arbejderklassens erobring af den politiske magt, og omstyrteisen af udbytterklassens herredømme. Og derfor havde vi ret, når vi betragtede denne »kooperative« socialisme som det rene fantasteri og så noget romantisk, ja undertiden plat i drømmerierne om, hvordan man ved simpel kooperativ organisering af befolkningen kunne gøre klassefjenderne til klassemedarbejdere og forvandle klassekrigen til klassefred (såkaldt borgfred).
Det er ubestrideligt, at vi med hensyn til nutidens hovedopgave havde ret, thi uden klassekamp for den politiske magt i staten kan socialismen ikke virkeliggøres.
Men se så, hvordan stillingen har ændret sig nu, da statsmagten allerede ligger hos arbejderklassen, da udbytternes politiske magt er styrtet, og da alle produktionsmidler (undtagen dem, som arbejderstaten frivilligt giver udbytterne i koncession for en tid og på betingelser) er i arbejderklassens hænder.
Nu har vi ret til at sige, at simpel vækst af kooperationen (med den ovennævnte »lille« undtagelse) for os er identisk med socialismens vækst, og vi må tillige indrømme, at der er sket en fundamental ændring af hele vort syn på socialismen. Denne fundamentale ændring består i, at hvor vi tidligere lagde og måtte lægge tyngdepunktet i den politiske kamp, i revolutionen, i erobringen af magten osv., så forskydes tyngdepunktet nu i retning af det fredelige, organisatoriske, »kulturelle« arbejde. Jeg ville endda sige, at tyngdepunktet for os forskydes til det opdragende arbejde, hvis vi ikke havde de internationale forhold, hvis vi ikke havde pligten til at kæmpe for vor position i international målestok. Men ser man bort fra dette og begrænser sig til de indenrigske økonomiske forhold, ligger tyngdepunktet for arbejdet her i landet faktisk nu i det opdragende arbejde.
For os har vi to hovedopgaver, som karakteriserer en epoke. Den ene går ud på at opbygge vort apparat, som ikke duer til noget som helst, og som vi helt og holdent har overtaget fra den foregående epoke; nogen alvorlig ombygning på dette felt er ikke lykkedes for os under de fem års kamp, og den kunne heller ikke lykkes. Den anden opgave består i kulturelt arbejde til gavn for bønderne. Dette kulturarbejde blandt bønderne har netop en kooperativ organisering som økonomisk mål. Med en fuldstændig kooperativ organisering ville vi allerede nu stå med begge ben på socialistisk grund. Men dette forhold, en fuldstændig kooperativ organisering, indbefatter et sådant kulturniveau hos bønderne (netop bønderne som overvældende masse), at denne fuldstændige kooperative organisering er umulig uden en hel kulturel revolution.
Vore modstandere har ofte fortalt os, at det er galimatias, når vi vil indføre socialismen i et utilstrækkelig oplyst land. Men de tog fejl, for vi begyndte ikke fra den ende, man havde tænkt sig efter teorien (diverse pedanters teori), og den politiske og sociale omvæltning her i landet blev forløber for den kulturomvæltning, den kulturrevolution, som vi trods alt nu står overfor.
For os vil denne kulturrevolution nu være tilstrækkelig til at blive et fuldt ud socialistisk land, men for os frembyder denne kulturrevolution usigelige vanskeligheder såvel af rent kulturel art (for vi er analfabeter) som af materiel art (thi for at være kultiveret behøves en vis udvikling af de materielle produktionsmidler, en vis materiel basis).
6. januar 1923
1. NEP – se note 5 til artiklen Fra RKP(b)’s 11. Kongres. – S. 171.
2. Se denne udgaves bind 10, s. 248-276. – S. 176.
3. Venstre-kommunister – gruppe af russiske kommunister, som 1918 gik imod Brestfreden med Tyskland og partiets økonomiske politik, vandt ingen støtte i partiet, faldt fra hinanden sidst i 1918. – S. 176.
Sidst opdateret 20.7.2013