Talen holdtes på tysk og tryktes første gang på russisk i Pravda, nr. 258, den 15. november 1922. [1]
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 15, s. 117-130, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 8. juli 2014.
(Da kammerat Lenin kommer ind, hilses han med langt og stærkt bifald fra hele salen. Forsamlingen rejser sig og synger Internationale.) Kammerater! I talerlisten er jeg opført som hovedtaler, men I vil forstå, at jeg efter min lange sygdom ikke kan afgive nogen stor beretning. Jeg kan kun give en orientering om de vigtigste spørgsmål. Mit tema vil blive meget begrænset. Temaet “Fem års russisk revolution og perspektiverne for verdensrevolutionen” er for omfangsrigt og stort til, at en enkelt taler overhovedet kan belyse det til bunds i en enkelt tale. Derfor nøjes jeg med at vælge en lille del af dette tema, nemlig spørgsmålet om den “nye økonomiske politik”. Jeg vælger med vilje kun denne lille del for at gøre jer bekendt med det i øjeblikket vigtigste spørgsmål – det vigtigste i hvert fald for mig, eftersom jeg for tiden arbejder med det.
Jeg skal altså tale om, hvordan vi begyndte på den nye økonomiske politik, og hvilke resultater vi har nået med denne politik. Når jeg begrænser mig til dette spørgsmål, vil det måske lykkes mig at give et almindeligt overblik og en almindelig forestilling om det foreliggende spørgsmål.
For at begynde med, hvordan vi kom frem til den nye økonomiske politik, skal jeg referere til en artikel, jeg skrev i 1918. [2] I en kort polemik i begyndelsen af 1918 berørte jeg netop spørgsmålet om, hvilken stilling vi skal tage til statskapitalismen. Jeg skrev dengang:
“Statskapitalisme ville være et fremskridt i forhold til tingenes nuværende” (dvs. daværende) “tilstand i vor sovjetrepublik. Hvis vi eksempelvis i løbet af et halvt år fik indført statskapitalisme, ville det være en stor sejr og den bedste garanti for, at socialismen om et års tid ville være definitivt konsolideret og uovervindelig her i landet”. [3]
Det blev naturligvis sagt på en tid, da vi var lidt dummere end nu, men dog ikke så dumme, at vi ikke kunne tage den slags spørgsmål op.
Jeg nærede altså i 1918 den opfattelse, at statskapitalisme ville være et fremskridt i forhold til den daværende økonomiske tilstand i sovjetrepublikken. Det lyder meget mærkeligt og måske ligefrem tåbeligt, for allerede dengang var vor republik en socialistisk republik; dengang traf vi daglig i største skyndsomhed – måske i overdreven skyndsomhed – forskellige nye økonomiske foranstaltninger, som kun kan kaldes socialistiske. Og alligevel mente jeg dengang, at statskapitalisme var et fremskridt sammenlignet med den daværende økonomiske situation i sovjetrepublikken, og jeg uddybede yderligere denne tanke ved simpelt hen at opregne grundelementerne i Ruslands økonomiske struktur. Disse elementer var efter min mening følgende: “1) den patriarkalske, dvs. mest primitive form for landbrug; 2) den lille vareproduktion (hertil hører de fleste bønder, der handler med korn); 3) privatkapitalismen; 4) statskapitalismen og 5) socialismen.” [4] Alle disse økonomiske elementer var repræsenteret i datidens Rusland. Jeg satte mig dengang for at opklare, hvordan disse elementer forholder sig til hverandre, og om man ikke skal taksere et af de ikke-socialistiske elementer, nemlig statskapitalismen, højere end socialismen. Som sagt forekommer det alle mærkeligt, at et ikke-socialistisk element takseres højere, anerkendes som stående over socialismen, i en republik, der hævder at være socialistisk. Men sagen bliver forståelig, når man erindrer, at vi ikke betragtede Ruslands økonomiske struktur som noget ensartet og højt udviklet, men ganske klart indså, at vi i Rusland har et patriarkalsk landbrug, dvs. den mest primitive form for landbrug, side om side med en socialistisk form. Hvilken rolle kan statskapitalismen eventuelt spille i en sådan situation?
Jeg stiller mig videre det spørgsmål: hvilke af disse elementer er det fremherskende? Det er klart, at i et småborgerligt miljø dominerer det småborgerlige element. Jeg indså dengang, at det småborgerlige element var dominerende; at tænke anderledes var en umulighed. Det spørgsmål, jeg da stillede mig – det var en speciel polemik uden tilknytning til det nuværende problem – var: hvordan skal vi stille os til statskapitalismen? Og jeg svarede: selv om statskapitalisme ikke er nogen socialistisk form, ville den for os og for Rusland være en gunstigere form end den nuværende. Hvad betyder det? Det betyder, at vi ikke overvurderede hverken kimene eller grundstenene til den socialistiske økonomi, skønt vi allerede havde gennemført en social revolution; tværtimod var vi allerede dengang til en vis grad klar over, at det jo ville være bedre, om vi først sikrede os statskapitalisme og så bagefter socialisme.
Jeg må særlig understrege denne del, fordi jeg tror, at kun med dette som udgangspunkt kan man for det første forklare, hvad den nuværende økonomiske politik repræsenterer, og for det andet kan man ud fra dette drage vigtige praktiske slutninger også for Kommunistisk Internationale. Jeg vil ikke sige, at vi allerede fra første færd havde en færdig plan for et tilbagetog. Det havde vi ikke. Disse korte polemiske linjer var aldeles ikke dengang nogen plan for et tilbagetog. Der siges f.eks. ikke her så meget som et ord om et meget vigtigt punkt, den frie handel, som er af fundamental betydning for statskapitalismen. Alligevel var der med disse ord straks udkastet en almindelig, ubestemt idé om et tilbagetog. Jeg tror, at vi skal se nøjere på dette, ikke alene fordi det vedrører et land, der ifølge sin økonomiske struktur var og stadig er meget tilbagestående, men også fordi det vedrører Kommunistisk Internationale og de fremskredne vesteuropæiske lande. Vi er f.eks. nu optaget af at udarbejde et program. Personlig tror jeg, at vi i øjeblikket hellere måtte nøjes med at drøfte alle programmer i store træk, så at sige give dem en første behandling, og lade dem trykke, men ikke træffe endelig bestemmelse nu i dette år. Hvorfor? Det tror jeg naturligvis først og fremmest, fordi vi vel næppe har gennemtænkt dem alle ordentligt. Men dernæst også, fordi vi næsten slet ikke har gennemtænkt spørgsmålet om et muligt tilbagetog og om at sikre dette tilbagetog. Det er imidlertid et spørgsmål, man ubetinget må være opmærksom på, i betragtning af, at der er tale om så fundamentale forandringer i hele verden som kapitalismens fald og socialismens opbygning med dens uhyre vanskeligheder. Vi må ikke blot vide, hvordan vi skal handle, når vi direkte går til offensiv og derved vinder sejre. I en revolutionær tid er det slet ikke så vanskeligt, men heller ikke så væsentligt, i hvert fald ikke det mest afgørende. Under en revolution indtræffer der altid øjeblikke, hvor modstanderen taber hovedet, og hvis vi angriber ham i et sådant øjeblik, kan vi let sejre. Det betyder imidlertid endnu ikke noget, eftersom vor modstander kan samle kræfter osv. til senere brug, hvis han har den fornødne udholdenhed. Han kan i så fald let provokere os til angreb og derefter kaste os mange år tilbage. Se derfor tror jeg, at tanken om, at vi bør sikre os mulighed for et tilbagetog, er meget vigtig, og det ikke blot fra et teoretisk synspunkt. Også fra et praktisk synspunkt bør alle partier, som i den nærmeste fremtid forbereder sig til en direkte offensiv mod kapitalismen, nu overveje, hvordan man skal sikre sig et tilbagetog. Jeg tror, at hvis vi tager hensyn til denne lære, foruden alt andet, der kan læres af vor revolutions erfaringer, vil det ikke alene ikke gøre os nogen skade, men højst sandsynligt i mange tilfælde bringe os gavn.
Efter at jeg har understreget, at vi allerede i 1918 betragtede statskapitalismen som en mulig tilbagetogslinje, vil jeg gå over til resultaterne af vor nye økonomiske politik. Jeg gentager: dengang var det endnu en meget tåget idé, men i 1921, efter at vi havde overstået den vigtigste etape i borgerkrigen, og overstået den sejrrigt, stødte vi på en stor – jeg tror den største – indre politiske krise i Sovjetrusland, en krise der medførte utilfredshed ikke blot blandt en betydelig del af bønderne, men også blandt arbejderne. Det var første og jeg håber også sidste gang i Sovjetruslands historie, at store masser blandt bønderne ganske vist ubevidst, men instinktivt var os modvilligt stemt. Hvad havde forårsaget denne ejendommelige og for os naturligvis meget ubehagelige situation? Årsagen var den, at vi under vor økonomiske offensiv var rykket for langt frem, at vi ikke havde sikret os en tilstrækkelig basis, at masserne følte noget, som vi endnu ikke kunne formulere helt bevidst, men også vi snart, nogle få uger efter, indrømmede, nemlig at en direkte overgang til rent socialistiske former, til en rent socialistisk fordeling oversteg vore kræfter, og at vi truedes af en katastrofe, hvis vi ikke formåede at gennemføre et tilbagetog, for så at nøjes med lettere opgaver. Krisen begyndte i februar 1921, tror jeg. Allerede om foråret samme år besluttede vi enstemmigt – store meningsforskelle herom fandt jeg ikke – at gå over til ny økonomisk politik. Nu efter halvandet års forløb, ved slutningen af 1922, er vi allerede i stand til at drage visse sammenligninger. Hvad er der da sket? Hvordan har vi overstået dette tidsrum, over halvandet år? Hvad er resultatet? Har dette tilbagetog gjort os gavn, har det virkelig reddet os, eller er resultatet endnu usikkert? Det er det hovedspørgsmål, jeg stiller mig, og jeg tror, at dette hovedspørgsmål har førsterangs betydning også for alle kommunistiske partier, for hvis svaret er negativt, er vi alle fordømt til undergang. Jeg tror, at vi med rolig samvittighed kan besvare dette spørgsmål positivt, sådan at forstå, at det forløbne halvandet år positivt og absolut har bevist, at vi har bestået denne eksamen.
Jeg vil nu forsøge at eftervise det. For at gøre det må jeg kort opregne alle bestanddele i vor økonomi.
Først og fremmest standser jeg ved vort finanssystem og den berømte russiske rubel. Jeg tænker, at man kan anse den russiske rubel for berømt, alene af den grund, at disse rublers antal nu overstiger en kvadrillion. (Latter.) Det er dog noget. Det er et astronomisk tal. Jeg er sikker på, at ikke engang alle tilstedeværende ved, hvad dette tal betyder. (Latter.) Men vi anser ikke dette tal for overmåde vigtigt, og den opfattelse har vi fra den økonomiske videnskab, for nuller kan man jo strege ud. Vi har allerede nået et og andet i denne kunst, som fra et økonomisk synspunkt også er ganske uvæsentlig, og jeg er sikker på, at vi vil nå endnu langt større resultater i denne kunst, efterhånden som udviklingen skrider frem. Hvad der virkelig betyder noget, er spørgsmålet om rubelens stabilisering. Det spørgsmål arbejder vi med, det arbejder vore bedste kræfter med, og denne opgave tillægger vi afgørende betydning. Hvis det lykkes at stabilisere rubelen for længere tid og senere for bestandig – så har vi vundet. I så fald vil alle disse astronomiske tal, alle disse trillioner og kvadrillioner, intet betyde. Så kan vi give vort økonomiske liv et fast fundament og udvikle det videre på dette faste fundament. Vedrørende dette tænker jeg, at jeg vil kunne forelægge jer nogle ret vigtige og afgørende fakta. I 1921 varede den periode, hvor papirrubelen var stabil, mindre end tre måneder. I indeværende år, 1922, har denne periode varet over fem måneder, skønt året endnu ikke er slut. Jeg tror, at dette allerede er tilstrækkeligt. Naturligvis er det ikke nok, hvis man afkræver os et videnskabeligt bevis for, at vi i fremtiden kan løse denne opgave i fuld udstrækning. Men det er efter min mening slet ikke muligt at bevise dette helt og fuldt. De anførte tal er et bevis for, at vi siden sidste år, da vi begyndte på vor nye økonomiske politik, og indtil i dag allerede har lært at gå fremad. Når vi har lært dette, er jeg sikker på, at også fremtidig kan vi lære at opnå yderligere fremskridt ad denne vej, hvis vi blot ikke begår en eller anden speciel dumhed. Det vigtigste er imidlertid handelen, nemlig vareomsætningen, som er nødvendig for os. Og når vi klarede denne omsætning to år igennem på trods af at vi var i krig (for som I ved, er Vladivostok først indtaget for nogle uger siden), [5] på trods af, at vi først nu kan begynde at lede vor økonomiske virksomhed på helt systematisk måde – når vi alligevel har opnået, at papirrubelens stabilitetsperiode er øget fra tre måneder til fem, så tror jeg, jeg tør sige, at vi kan være tilfreds med det. For vi står jo alene. Vi fik ikke og får ikke lån af nogen art. Ikke én af de mægtige kapitalistiske stater, der organiserer deres kapitalistiske økonomi så “glimrende”, at de til dato ikke véd, hvor de ender henne, har hjulpet os. Med Versaillesfreden har de skabt et finanssystem, de ikke selv kan finde rede i. Når disse store kapitalistiske stater skalter og valter sådan, så tror jeg, at vi, tilbagestående og udannede, nok kan være tilfreds med, at vi har forstået det vigtigste – at rubelen må stabiliseres. Dette fremgår ikke af nogen teoretisk analyse, men af praksis, og den tror jeg er vigtigere end alle teoretiske diskussioner i verden. Praksis viser nemlig, at vi her har nået afgørende resultater, idet vi er begyndt på at forbedre det økonomiske liv i retning af en stabilisering af rubelen, hvad der har den største betydning for handelen, for den frie vareomsætning, for bønderne og småproducenternes vældige masse.
Jeg vil nu gå over til vore sociale mål. Hovedsagen er naturligvis bønderne. I 1921 mødte vi ubestrideligt en vis utilfredshed blandt en meget stor del af bønderne. Derpå havde vi hungersnøden. Og den betød for bønderne en yderst tung prøvelse. Det er ganske naturligt, at hele udlandet dengang gav sig til at skrige op: “Se der, se resultaterne af den socialistiske driftsmåde.” Ganske naturligt fortav de selvfølgelig, at hungersnøden i virkeligheden var det forfærdende resultat af borgerkrigen. Alle godsejerne og kapitalisterne, som begyndte offensiven mod os i 1918, fremstillede sagen sådan, at hungersnøden skulle være et resultat af en socialistisk driftsmåde. Hungersnøden var virkelig en stor og alvorlig ulykke, en ulykke, som truede med at tilintetgøre hele vort organisatoriske og revolutionære arbejde.
Jeg spørger altså nu: med denne enestående og uventede ulykke bag os, hvordan står det da til nu, efter at vi har indført den nye økonomiske politik, efter at vi har indrømmet bønderne fri handel? Svaret er klart og indlysende for alle, nemlig at bønderne på det ene år ikke alene har fået bugt med hungersnøden, men også har betalt levnedsmiddelskat i et sådant omfang, at vi allerede nu har fået hundreder af millioner pud, og det næsten uden nogen tvang. Bondeopstandene, som før 1921 så at sige var et almindeligt træk i billedet af Rusland, er næsten helt forsvundet. Bønderne er tilfredse med deres nuværende stilling. Det kan vi roligt påstå. Vi anser den slags beviser for vigtigere end alle mulige statistiske beviser. At bønderne hos os er en afgørende faktor, det tvivler ingen om. Disse bønder er nu sådan stillet, at vi ikke behøver at frygte for nogen som helst bevægelse fra deres side mod os. Det siger vi efter nøje overlæg, uden overdrivelse. Det er allerede opnået. Bønderne kan være utilfredse med en og anden side af vor statsmagts arbejde, de kan beklage sig. Det er naturligvis muligt og uundgåeligt, eftersom vort apparat og vor statsøkonomi endnu er for dårlige til at forebygge det, men at bønderne som helhed skulle nære nogen som helst alvorlig utilfredshed med os er i hvert fald ganske udelukket. Det er opnået på et enkelt år. Jeg tror, at det allerede er en hel del.
Jeg går så over til letindustrien. I industrien skal vi nemlig skelne mellem den tunge og den lette, eftersom de ikke er i samme situation. Hvad letindustrien angår, kan jeg roligt sige, at der her iagttages et almindeligt opsving. Jeg vil ikke fortabe mig i detaljer. Det er ikke min opgave at bringe statistiske tal. Men dette almindelige indtryk er baseret på fakta, og jeg kan garantere, at det ikke bygger på noget urigtigt eller unøjagtigt. Vi kan bemærke et almindeligt opsving i letindustrien og i forbindelse hermed en vis bedring i arbejdernes kår både i Petrograd og i Moskva. I andre regioner ses dette i mindre grad, eftersom sværindustrien dominerer dér, således at det ikke går an at generalisere. Men som sagt befinder letindustrien sig i ubetinget opsving, og bedringen i Petograd- og Moskvaarbejdernes kår er utvivlsom. I begge disse byer herskede der i foråret 1921 utilfredshed blandt arbejdere. Det findes der overhovedet ikke nu. Vi, som fra dag til dag følger arbejdernes stilling og indstilling, tager ikke fejl i det spørgsmål.
Det tredje spørgsmål angår sværindustrien. Her må jeg sige, at situationen stadig væk er meget vanskelig. En vis vending i denne situation er dog indtrådt i 1921-1922. Vi kan således håbe, at situationen vil bedre sig. Vi har til dels allerede samlet de nødvendige midler hertil. I et kapitalistisk land ville der kræves lån på hundreder af millioner for at bedre sværindustriens stilling, uden sådanne lån ville en bedring være umulig. De kapitalistiske landes økonomiske historie viser, at i tilbagestående lande kunne kun langfristede lån på hundreder af millioner i dollars eller guldrubler bevirke en opgang i sværindustrien. Vi havde ikke sådanne lån, og vi har hidtil ingen fået. Hvad man nu skriver om koncessioner og lignende, betyder næsten intet andet end papir. I den sidste tid har vi skrevet meget om dette, i særdeleshed også om Urquhartkoncessionen. [6] Alligevel forekommer vor koncessionspolitik mig ganske udmærket. Men trods dette har vi endnu ikke nogen passabel koncession. Det beder jeg, at man ikke glemmer. Sværindustriens stilling er altså virkelig et meget vanskeligt problem for vort tilbagestående land, eftersom vi ikke kan regne med lån hos de rige lande. Trods dette finder vi allerede en mærkbar bedring, og vi ser endvidere, at vor handelsvirksomhed allerede har indbragt os nogen kapital. Ganske vist er det foreløbig en meget beskeden kapital, kun lidt over 20 millioner guldrubler. I hvert fald er der gjort en begyndelse: vor handel giver os midler, som vi kan udnytte til at bedre sværindustriens stilling. For tiden befinder vor sværindustri sig i hvert fald endnu i en meget vanskelig situation. Men jeg tror det afgørende er, at vi allerede har været i stand til at spare noget op. Det vil vi også fremtidig gøre. Det gøres ganske vist ofte på befolkningens bekostning, og vi bør alligevel nu økonomisere. Vi arbejder nu på at nedskære vort statsbudget, vort statsapparat. Jeg vil senere sige nogle ord om vort statsapparat. I hvert fald bør vi nedskære det, vi bør spare så meget som overhovedet muligt. Vi sparer på alt, selv på skolerne. Sådan må det være, fordi vi ved, at hvis vi ikke redder sværindustrien og genrejser den, vil vi ikke kunne opbygge nogen som helst industri, og kan vi ikke det, vil vi overhovedet gå til grunde som selvstændigt land. Det ved vi udmærket.
Redningen for Rusland ligger ikke alene i en god høst i bondebruget – det er endnu for lidt – og ikke alene i en god tilstand i letindustrien, som leverer bøndernes forbrugsgenstande – det er også for lidt – vi må desuden have en sværindustri. Men for at bringe den i god stand kræves der mange års arbejde.
Sværindustrien behøver statssubsidier. Hvis vi ikke skaffer dem, vil vi gå til grunde som civiliseret – for slet ikke at tale om socialistisk – stat. Vi har som sagt taget et mærkbart skridt i den henseende. Vi har samlet midler, som er nødvendige for at sætte sværindustrien på egne ben. Den sum, vi hidtil har samlet, er ganske vist næppe stort over 20 millioner guldrubler, men i hvert fald findes denne sum, og den er udelukkende bestemt til at bringe vor sværindustri i vejret.
Jeg tror, at jeg med disse korte bemærkninger har givet jer en oversigt over vor samfundsøkonomis vigtigste elementer, sådan som jeg lovede, og jeg tror, at man af alt dette kan drage den slutning, at den nye økonomiske politik allerede har givet et plus. Allerede nu har vi bevis for, at vi som stat kan drive handel, fastholde stabile positioner i landbruget og industrien og gå fremad. Den praktiske virksomhed har givet beviser på det. Jeg tænker, at det foreløbig er nok for os. Vi har endnu meget at lære, og vi har indset, at vi endnu har lærdom behov. Fem år har vi været ved magten, og tilmed har vi i alle disse fem år været i krig. Vi har altså et godt resultat at notere.
Det er forståeligt, fordi bønderne var med os. Man kan vanskeligt være med os i højere grad, end bønderne var det. De forstod, at bag de hvide står godsejerne, som de hader mere end noget andet i verden. Og derfor gik bønderne med os, opfyldte af entusiasme og hengivenhed. Det var ikke svært at opnå, at bønderne forsvarede os mod de hvide. Bønderne, som før hadede krigen, gjorde alt muligt for at støtte krigen mod de hvide, for at støtte borgerkrigen mod godsejerne. Ikke des mindre var dette endnu ikke alt, for i grunden drejede det sig her kun om, hvorvidt magten skulle ligge hos godsejerne eller hos bønderne. For os var dette ikke nok. Bønderne har forstået, at vi greb magten på arbejdernes vegne og har sat os til mål at skabe en socialistisk samfundsorden ved hjælp af denne magt. Det vigtigste for os var derfor den økonomiske forberedelse af en socialistisk samfundsøkonomi. Vi kunne ikke forberede den direkte. Vi var nødt til at gøre det ad omveje. Statskapitalismen, som vi har indført den hos os, er en egenartet statskapitalisme. Den svarer ikke til det gængse begreb statskapitalisme. Vi råder over alle kommandohøjder, vi råder over jorden, den tilhører staten. Det er meget vigtigt, selv om vore modstandere nok fremstiller sagen, som om det intet betyder. Det er urigtigt. Den omstændighed, at jorden tilhører staten, er overordentlig vigtig og har ligeledes stor praktisk betydning i økonomisk henseende. Det har vi opnået, og jeg må pointere, at al vor fremtidige virksomhed må udvikle sig inden for disse rammer alene. Vi har allerede opnået, at vore bønder er tilfredse, at industrien liver op, og at handelen liver op. Jeg har allerede sagt, at vor statskapitalisme adskiller sig fra det bogstaveligt forståede begreb statskapitalisme ved, at vi som proletarisk stat ikke alene råder over jorden, men også over alle de vigtigste dele af industrien. Det var i første række en vis del af den lille og mellemsvære industri, vi forpagtede ud, hvorimod hele resten forblev i vor hånd. Hvad angår handelen, vil jeg yderligere understrege, at vi bestræber os for at oprette blandede selskaber, og at vi allerede er i færd med at oprette dem, dvs. selskaber, hvor en del af kapitalen tilhører privatkapitalister, nemlig udenlandske, mens den anden del tilhører os. For det første lærer vi på den måde at drive handel, og det er nødvendigt for os, og for det andet har vi altid mulighed for, hvis vi skulle anse det for nødvendigt, at likvidere et sådant selskab, således at vi, om jeg så må sige, ikke løber nogen risiko. Derimod lærer vi af privatkapitalisten og ser godt efter, hvordan vi kan komme i vejret og hvilke fejl vi begår. Jeg kan vist begrænse mig til dette.
Jeg vil gerne berøre endnu nogle uvæsentlige punkter. Vi har utvivlsomt begået og vil fortsat begå en masse dumheder. Ingen kan bedømme dette bedre og se det klarere end jeg. (Latter.) Hvorfor begår vi da dumheder? Det er klart: for det første er vi et tilbagestående land, for det andet er oplysningen i vort land minimal, for det tredje får vi ingen hjælp. Ikke ét civiliseret land hjælper os. Tværtimod modarbejder de os alle sammen. For det fjerde skyldes det vort statsapparat. Vi har overtaget det gamle statsapparat, og det var vor ulykke. Statsapparatet modarbejder os meget ofte. Sagen var den, at da vi i 1917 havde grebet magten, saboterede statsapparatet os. Vi blev dengang meget forskrækkede og bad for os: “Vær venlig at vende tilbage til os.” De vendte ganske rigtigt tilbage alle sammen, og det var vor ulykke. Vi har nu en uhyre mængde funktionærer, men vi har ikke tilstrækkelig mange uddannede kræfter til virkelig at gøre brug af dem. I virkeligheden hænder det meget ofte, at her i toppen, hvor vi har statsmagten, fungerer apparatet nogenlunde, men nedenunder, hvor de disponerer, disponerer de sådan, at de meget ofte modarbejder vore foranstaltninger. Foroven har vi, jeg ved ikke hvor mange, men i hvert fald har vi nok kun nogle tusinde, højest nogle titusinde af vore egne folk. Men forneden er der hundredtusinder af gamle embedsmænd fra tsarens og det borgerlige samfunds tid, og de modarbejder os til dels ubevidst. Her kan man ikke udrette noget på kort tid, det er ubestrideligt. Her må vi arbejde gennem mange år for at forbedre apparatet, ændre det og inddrage nye kræfter. Det gør vi i ret hurtigt, måske for hurtigt tempo. Der er oprettet sovjetskoler, arbejderfakulteter, nogle hundredtusinde unge mennesker uddanner sig, de uddanner sig måske for hurtigt, men i hvert fald er arbejdet begyndt, og jeg tænker, at dette arbejde vil bære frugt. Hvis vi ikke arbejder alt for forjaget, vil vi om nogle år have en mængde unge mennesker, som er i stand til at forandre vort apparat til bunds.
Jeg sagde, at vi har begået en masse dumheder, men jeg må i den forbindelse også sige noget om vore modstandere. Når vore modstandere tager os frem til beskueelse og påpeger, at Lenin jo selv indrømmer, at bolsjevikkerne har begået en masse dumheder, vil jeg svare: ja, men ved I, at vore dumheder alligevel er af en ganske anden art end jeres? Vi er først for nylig begyndt at lære, men vi lærer så systematisk, at vi føler os sikre på at nå gode resultater. Men når vores modstandere, dvs. kapitalisterne og II Internationales helte understreger de dumheder, vi har begået, vil jeg tillade mig til sammenligning her at anføre nogle ord af en berømt russisk forfatter, idet jeg ændrer ordene lidt, så de får følgende form: når bolsjevikkerne begår dumheder, siger de “to gange to er fem”, men når deres modstandere, dvs. kapitalisterne og II Internationales helte, begår dumheder, lyder det således: “to gange to er et stearinlys”. [7] Det er ikke vanskeligt at bevise det. Tag for eksempel den traktat, som Amerika, England, Frankrig og Japan sluttede med Koltjak. Jeg spørger jer: findes der mere oplyste og mægtige magter i verden? Og hvad blev så resultatet? De lovede Koltjak hjælp, uden at regne efter, uden at tænke sig om, uden at se sig for. Det blev en fiasko af et omfang, som det efter min mening kan være vanskeligt nok at fatte for den menneskelige forstand.
Eller et andet eksempel, endnu mere nærliggende og vigtigt: Versaillesfreden. Jeg spørger jer: hvad er det, de “store”, “hæderkronede” magter her har anstillet? Hvordan kan de nu finde en udvej af dette kaos og nonsens? Jeg tror ikke det er nogen overdrivelse, hvis jeg gentager, at vore dumheder er det rene ingenting i sammenligning med de dumheder, der begås af de kapitalistiske stater, den kapitalistiske verden og II Internationale i broderlig forening. Derfor tror jeg, at perspektiverne for verdensrevolutionen – det tema, jeg kort skulle berøre – er gunstige. Og under en bestemt forudsætning tror jeg, at de vil blive endnu bedre. Herom vil jeg gerne sige et par ord.
I 1921 vedtog vi på 3. kongres en resolution om de kommunistiske partiers opbygning og om metoder og indhold i deres arbejde. Resolutionen er fortræffelig, men den er næsten helt igennem russisk, dvs. alt er hentet fra russiske forhold. Det er både godt og ondt. Ondt fordi jeg er overbevist om, at næppe nogen udlænding vil kunne læse den igennem – jeg læste denne resolution igen, før jeg skulle tale om dette. For det første er den alt for lang, den har 50 eller flere paragraffer. Den slags ting plejer udlændinge ikke at kunne læse. For det andet vil ingen udlænding forstå den, selv om han virkelig læser den, netop fordi den er alt for russisk. Ikke fordi den er skrevet på russisk – den er oversat udmærket til alle sprog – men fordi den er gennemsyret af russisk ånd. Og for det tredje, hvis en eller anden udlænding undtagelsesvis forstår den, evner han ikke at bringe den til udførelse. Det er dens tredje mangel. Jeg har talt med nogle af de her tilstedeværende delegerede og håber under kongressens videre forløb at kunne tale udførligt med et stort tal af delegerede fra forskellige lande, selv om jeg ikke personligt kan deltage i kongressen – det er mig desværre umuligt. Jeg har fået det indtryk, at vi med denne resolution har begået en stor fejl, nemlig den, at vi selv har afskåret os vejen til videre fremskridt. Som jeg allerede har sagt, er resolutionen udmærket affattet, jeg underskriver alle dens 50 eller flere paragraffer. Men vi har ikke forstået, hvordan man skal bibringe udlændinge vore russiske erfaringer. Alt, hvad der står i resolutionen, er blevet et dødt bogstav. Men hvis vi ikke indser dette, vil vi ikke kunne rykke videre frem. Jeg tror, at det vigtigste for os alle, både for de russiske og for de udenlandske kammerater, er, at vi efter fem års russisk revolution skal give os til at lære. Vi har først nu fået mulighed for at lære. Jeg ved ikke, hvor længe denne mulighed vil være til stede. Jeg ved ikke, hvor længe de kapitalistiske magter vil indrømme os mulighed for at lære i ro. Men hvert eneste øjeblik uden krigerisk virksomhed, uden krig, bør vi udnytte til studium og det fra begyndelsen.
Hele partiet og alle lag i Rusland afgiver beviser på dette ved deres tørst efter viden. Denne stræben efter kundskaber viser, at den vigtigste opgave, vi nu har, er at lære og atter lære. Men også de udenlandske kammerater skal lære, ikke på samme måde som vi lærer – at læse, skrive og forstå det læste, hvad vi stadig trænger til. Man strides om, hvorvidt dette hører til proletarisk eller til borgerlig kultur. Jeg lader dette spørgsmål åbent. I hvert fald er der ingen tvivl om, at vi først og fremmest må lære at læse, skrive og forstå det læste. Det behøver udlændinge ikke. De har allerede brug for noget højere; hertil hører først og fremmest, at de også må forstå det, vi har skrevet om de kommunistiske partiers organisatoriske opbygning, og som de udenlandske kammerater skrev under på, uden at læse det og uden at forstå det. Det bør være deres første opgave. Det er nødvendigt at bringe denne resolution til gennemførelse. Det lader sig ikke gøre fra den ene dag til den anden, det er absolut umuligt. Resolutionen er alt for russisk, den genspejler de russiske erfaringer, derfor er den ganske uforståelig for udlændinge, men de kan ikke indskrænke sig til at hænge den op som et helgenbillede i hjørnet og bede til den. Det nås der ikke noget ved. De må fordøje en god bid af de russiske erfaringer. Hvordan dette skal ske, ved jeg ikke. Måske vil f.eks. fascisterne i Italien gøre os store tjenester ved at gøre det klart for italienerne, at de endnu ikke er oplyste nok, og at deres land endnu ikke er sikret mod de sorte hundreder. Måske vil dette blive meget nyttigt. Vi russere må ligeledes søge veje til at forklare udlændingene grundlaget for denne resolution. Ellers vil de absolut ikke kunne gennemføre den. Jeg er overbevist om, at vi i den henseende skal sige til såvel de russiske som de udenlandske kammerater, at det vigtigste i den nu indtrædende periode er at skaffe sig kundskaber. Vi lærer i bred forstand. De derimod skal lære i speciel forstand, således at de virkelig opnår at få organisation, opbygning, metode og indhold i det revolutionære arbejde. Hvis det sker, er jeg overbevist om, at perspektiverne for verdensrevolutionen vil blive ikke blot gode, men glimrende. (Langt og stærkt bifald. Tilråb: “Leve kammerat Lenin!” fremkalder nye stærke ovationer.)
1. Kominterns 4. kongres fandt sted 5. november-5. december 1922, dels i Petrograd, dels i Moskva. Til stede var delegerede fra 58 kommunistiske partier samt det italienske socialistparti, det islandske arbejderparti og det mongolske folkerevolutionære parti. – S. 117.
2. Der sigtes til artiklen Om “Venstre” Barnagtighed Og Om Småborgerlighed. Se denne udgaves, bd. 10. – S. 117.
3. Se samme artikel, s. 257. – S. 118.
4. Se samme artikel, s. 258. – S. 118.
5. Den 25. oktober 1922 blev Vladivostok renset for hvidgardistiske bander og japanske interventer efter en sejrrig offensiv af den Fjernøstlige Republiks tropper. – S. 122.
6. Her sigtes til koncessionsforhandlingerne med den engelske industrimand og finansfyrste L. Urquhart, som før oktoberrevolutionen var leder af det Russisk-asiatiske Forenede Selskab og ejer af store mineforetagender i Rusland. Folkekommissæren for udenrigshandel L.B. Krasin havde den 9. september 1922 undertegnet en foreløbig aftale med Urquhart, som herefter ville få koncession på Russisk-asiatisk selskabs tidligere virksomheder i Ural og Sibirien for 99 år samt erstatning for lidte tab efter revolutionen og finansiel støtte fra sovjetmagten til opstart af de gamle virksomheder. Den sovjetiske stat skulle dog efter 40 år kunne indløse alle koncessionerede virksomheder.
Efter at have læst aftalen igennem betegnede Lenin den som åbenlyst ufordelagtig for Sovjetrusland, og han anbefalede at underkende den, hvilket den også blev af både centralkomiteen og folkekommissærernes råd den 5. og 6. oktober 1922. – S. 124.
7. Udtrykket to gange to er et stearinlys tilhører Pigasov, en af personerne i Turgenjevs roman “Rudin”. Pigasovs mest udtalte træk er kvindeforagt; han bestrider f.eks., at kvinder skulle være i stand til at tænke logisk, og hævder: “En mand kan måske godt sige, at to gange to ikke er fire, men fem eller tre en halv. En kvinde vil derimod sige, at to gange to er et stearinlys.” – S. 128.
Sidst opdateret 8.7.2014