Marxisme Online  >  Arkiv  >  Lenin

Endnu en gang om fagforeningerne, om den nuværende situation og om kammeraterne Trotskijs og Bukharins fejl

Vladimir Lenin (26. jan. 1921)

Skrevet den 25. og 26. januar 1921. [1]

Oversat til dansk af Otto Engholt Jensen.

Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 14, s. 90-128, Forlaget Tiden, København 1984.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 18. juni 2014.

Lenins noter – Udgivers noter

En partidiskussion og fraktionskamp af en karakter, som man kan opleve før en kongres, dvs. før valgene og med henblik på de forestående valg til RKP’s 10. kongres, er blusset op. Efter den første fraktionelle aktion, nemlig efter kammerat Trotskijs »platformpjece« på »en lang række ansvarlige medarbejderes vegne« (Fagforeningernes Rolle Og Opgaver, forordet dateret den 25. december 1920), fulgte et skarpt indlæg (læseren vil af det følgende se, at det var prisværdigt skarpt) fra RKP’s Petrogradorganisation (Appel Til Partiet, offentliggjort den 6. januar 1921 i Petrogradskaja Pravda og senere, den 13. januar 1921, i partiets hovedorgan, Pravda i Moskva). Derpå optrådte Moskvakomiteen imod Petrogradorganisationen (samme dato i Pravda). Endvidere har RKP’s fraktionsledelse i VTsSPS (Det Centrale Alrussiske Fagforeningsråd) udgivet et stenografisk referat af diskussionen den 30. december 1920 på det store og særdeles ansvarsfulde partimøde, som RKP-fraktionen på 8. sovjetkongres holdt. Dette stenografiske referat har titlen Om Fagforeningernes Rolle I Produktionen (forordet er dateret den 6. januar 1921). Dette er naturligvis langtfra hele diskussionsmaterialet. Og partimøderne, hvor de omstridte spørgsmål diskuteres, er vel allerede i gang næsten overalt. Selv måtte jeg tale den 30. december 1920 [2] under betingelser, der, som jeg udtrykte mig, »afviger fra reglerne«, nemlig under betingelser, hvor jeg ikke kunne deltage i diskussionen og ikke kunne påhøre hverken de foregående eller de følgende talere. Jeg skal nu forsøge at gøre overtrædelsen god igen og udtale mig mere »efter reglerne«.

De fraktionelle aktioners fare for partiet

Er kammerat Trotskijs pjece, Fagforeningernes Rolle Og Opgaver, en fraktionel aktion? Ligger der i en sådan aktion, uanset dens indhold, en fare for partiet? Blandt dem, der gerne vil gå uden om spørgsmålet, finder vi især (foruden naturligvis Trotskij) medlemmer af Moskvakomiteen, der ser fraktionsvirksomhed hos Petrogradfolkene og kammerat Bukharin, som imidlertid i sin tale den 30. december 1920 på »stødpudefraktionens« [3] vegne, så sig nødsaget til at erklære:

»Når et tog er ved at køre af sporet, er en buffer slet ikke så dårlig en ting« (s. 45 i referatet af diskussionen den 30. december 1920).

En vis tendens til afsporing er der godt nok. Vel. Kan man forestille sig bevidste partimedlemmer, som det spørgsmål lader ubekymrede, akkurat hvor, akkurat hvori og akkurat hvordan denne tendens begyndte?

Trotskijs pjece begynder med en erklæring om, at »den er frugten af et kollektivt arbejde«, at »en lang række af ansvarlige medarbejdere, især fagforeningsfolk (medlemmer af VTsSPS’ præsidium, af metalarbejderforbundets centralkomité, af Tsektran, Jernbane- og Søtransportarbejderforbundets centralkomité)« har været med til at lave den, og at det er en »platformpjece«. Og i slutningen af den 4. tese læser vi, at »den forestående partikongres må vælge (Trotskijs kursiv) mellem to tendenser inden for fagbevægelsen«.

Hvis dette ikke er fraktionsdannelse, foretaget af et centralkomitémedlem, hvis dette ikke er »en vis tendens til afsporing«, så lad kammerat Bukharin eller hvem som helst af hans meningsfæller forsøge at forklare partiet, hvilken anden mening ordene »fraktionsvirksomhed« og »tendens til afsporing« har?? Kan man forestille sig en mere uhyrlig forblindelse end denne forblindelse hos mennesker, der ønsker at være »stødpude«, og som lukker øjnene for en sådan »tendens til afsporing«??

Tænk blot: efter to centralkomitémøder (9. november og 7. december), hvor man uhørt grundigt, langvarigt og heftigt diskuterede kammerat Trotskijs oprindelige udkast til teser og hele den politik, han mener, partiet skal føre i fagforeningerne, står ét medlem af centralkomiteen ene blandt 19, og han samler en gruppe uden for centralkomiteen og optræder med denne gruppes »kollektive« »arbejde« som en »platform« og foreslår partikongressen at »vælge mellem to tendenser«! ! Jeg vil slet ikke tale om, at denne proklamation fra kammerat Trotskij om netop to og kun to tendenser (25. december 1920), skønt Bukharin allerede 9. november optrådte som »stødpude«, tydeligt afslører Bukharingruppens sande rolle som hjælper for det værste og skadeligste fraktionsmageri. Dette er blot en sidebemærkning. Men jeg spørger et hvilket som helst partimedlem: Må man ikke forbavses over en så hovedkuls iver og fremfusen for at træffe et »valg« mellem to tendenser i fagbevægelsen? Kan man andet end slå ud med armene, når der efter tre år under proletarisk diktatur kan findes i hvert fald ét medlem af partiet, der er i stand til på en sådan måde at »komme farende« med spørgsmålet om to tendenser i fagbevægelsen?

Ikke nok med det. Se på de fraktionelle udfald, som denne pjece er udstyret med. I den allerførste tese finder vi et truende »stød« mod »visse af fagbevægelsens funktionærer«, der bliver forvist til »tradeunionistiske standpunkter, som partiet principielt for længst har likvideret« (åbenbart repræsenterer kun et at centralkomiteens 19 medlemmer partiet). I tese 8 fordømmes deklamatorisk »fagforeningskonservatismen i det ledende lag af fagforeningsfunktionærerne« (bemærk den ægte bureaukratiske fremhævelse af »det ledende lag«!). I tese 11 er der i begyndelsen en vidunderligt taktfuld, overbevisende, saglig – hvordan skal man udtrykke det på den høfligste måde? – »hentydning« til, at »størstedelen af fagforeningsfolkene« »formelt, dvs. i ord, anerkender« resolutionerne fra RKP’s 9. kongres.

Se hvilke autoritative dommere, vi her har for os – de fastslår, at flertallet (!!) af fagforeningsfolkene anerkender partiets beslutninger i ord!

I 12. tese:

»Mange fagforeningsfolk vender sig stadig skarpere og uforsonligere mod sammenvoksningens perspektiver... Blandt disse fagforeningsfolk finder vi kammeraterne Tomskij og Losovskij. Ikke nok med det. Mange fagforeningsmedlemmer vægrer sig ved nye opgaver og metoder og udvikler i deres miljø en atmosfære af korporativ lukkethed, af modvilje mod nye funktionærer, som på det givne økonomiske om råde kan drages ind i arbejdet, og støtter således faktisk levn af lavsånden blandt de fagligt organiserede arbejdere.«

Læseren bedes læse disse betragtninger opmærksomt igennem en gang til og tænke grundigt over dem. Man bliver slået af deres rigdom på »perler«. For det første, bedøm denne optræden ud fra dets fraktionelle karakter! Man kan forestille sig, hvad Trotskij ville have sagt, og hvordan han ville have optrådt, hvis Tomskij havde offentliggjort en platform, i hvilken han beskyldte Trotskij og »mange« militære funktionærer for at udvikle en bureaukratisk atmosfære og støtte levn af barbari m.v.! Hvilken »rolle« spiller Bukharin, Preobrasjenskij, Serebrjakov o.a., som ikke ser – ja ligefrem ikke bemærker, slet ikke bemærker – skarpheden og den fraktionelle karakter her, ikke ser, at dette er mange gange mere fraktionelt end Petrogradfolkenes optræden?

For det andet. Studér fremgangsmåden: mange fagforeningsfolk »udvikler i deres miljø en atmosfære« ... Denne fremgangsmåde er helt igennem bureaukratisk. Det hele skal åbenbart være et spørgsmål om, hvilken »atmosfære« Tomskij og Losovskij udvikler »i deres miljø«, men overhovedet ikke om, hvilket udviklingsniveau og hvilke livsbetingelser, der gælder for masserne, millionerne.

For det tredje. Trotskij er her plumpet ud med, hvad der er hele stridens væsen, som så omhyggeligt er omgået og tilsløret af både ham og »stødpude-folkene« Bukharin og co.

Ligger mon hele stridens væsen og kampens udspring i, at mange fagforeningsfolk vægrer sig ved nye opgaver og metoder og i deres miljø udvikler en atmosfære af modvilje mod nye funktionærer?

Eller i, at de fagligt organiserede arbejdermasser med rette protesterer og usvigeligt udtrykker deres vilje til at sætte dem af de nye funktionærer på porten, som ikke ønsker at gøre op med overflødige og skadelige bureaukratiske udvækster?

Ligger mon stridens væsen i, at visse ikke ønsker at forstå de »nye opgaver og metoder«?

Eller i, at man med ordgyder i om nye opgaver og metoder på en uheldig måde tilslører forsvaret af visse overflødige og skadelige udvækster af bureaukratisme?

Læseren bedes huske dette, som er hele stridens væsen.

Formel demokratisme og revolutionær formålstjenlighed

»Arbejderdemokratiet kender ikke til feticher«, skriver kammerat Trotskij i sine teser, som er »frugten af et kollektivt arbejde«. »Den kender kun den revolutionære formålstjenlighed« (tese 23).

Disse teser af kammerat Trotskij er en ubehagelig historie. Det i dem, der er rigtigt, er dels ikke nyt, dels vender det sig imod Trotskij. Og det i dem, der er nyt, er helt igennem urigtigt.

Jeg har skrevet de rigtige af kammerat Trotskijs teser ud, for sig. De vender sig imod ham, ikke blot i det spørgsmål (om Glavpolitput [4]) som er berørt i tese 23, men også i andre spørgsmål.

Formelt demokratisk havde Trotskij ret til at træde frem med en fraktionel platform, om så den var vendt mod hele centralkomiteen. Dette er ubestrideligt. Det er også ubestrideligt, at centralkomiteen har bekræftet denne formelle ret i sin beslutning fra den 24. december 1920 om diskussionsfriheden. Stødpuden Bukharin tilkender Trotskij denne formelle ret, men ikke Petrogradorganisationen – sandsynligvis fordi Bukharin den 30. december 1920 svang sig op til at sige »det hellige løsen, arbejderdemokratiet« (s. 45 i det stenografiske referat)... Vel, og den revolutionære formålstjenlighed?

Findes der mon bare ét seriøst menneske – et menneske, som den fraktionelle selvgladhed i »Tsektran« eller »stødpude«-fraktionen ikke har forblindet – som ved sin fornufts fulde brug ville finde en sådan optræden i spørgsmålet om fagbevægelsen fra en så autoritativ leder som Trotskij revolutionært formålstjenlig??

Kan det bestrides, at selv i det tilfælde, at de »nye opgaver og metoder« var blevet angivet lige så rigtigt af Trotskij, som de faktisk er urigtigt angivet af ham (herom senere), så ville Trotskij alene ved en sådan fremgangsmåde skade både sig selv, partiet, fagbevægelsen, opdragelsen af fagforeningernes millioner af medlemmer og republikken??

Når den gode Bukharin og hans gruppe kalder sig »stødpude-folkene«, er det vel, fordi de er fast besluttet på ikke at tænke over, hvilke forpligtelser denne benævnelse pålægger dem.

Den politiske fare ved splittelse i fagbevægelsen

Alle ved, at store uoverensstemmelser af og til vokser frem af de mindste – i begyndelsen endda bagatelagtige – divergenser. Alle ved, at selv den mindste rift eller skramme, som man får dusinvis af i løbet af livet, kan blive til en yderst farlig, undertiden endda ubetinget dødelig sygdom, hvis der går betændelse i såret, hvis der opstår en blodforgiftning. Sådan kan det gå i alle, selv rent personlige, konflikter. Sådan kan det også gå i politik.

Enhver divergens, hvor bagatelagtig den end er, kan blive politisk farlig, hvis den får mulighed for at vokse til splittelse, tilmed splittelse af en sådan art, at den kan få hele den politiske bygning til at vakle og styrte sammen eller – med kammerat Bukharins lignelse – få toget til at løbe af sporet.

Det er klart, at i et land, der lever under proletariatets diktatur, er en splittelse i proletariatet eller mellem det proletariske parti og proletariatets masse ikke blot farlig, men yderst farlig, især når proletariatet i dette land udgør et lille mindretal af befolkningen. Og splittelse i fagbevægelsen (der, som jeg af alle kræfter bestræbte mig for at understrege i min tale den 30. december 1920, er en bevægelse af det næsten totalt fagorganiserede proletariat) betyder netop splittelse i proletariatets masse. Derfor, da »spektaklet begyndte« på den 5. alrussiske fagforeningskonference 2.-6. november 1920 (og det begyndte netop her), da en særdeles ophidset kammerat Tomskij straks efter denne konference – nej, jeg tager fejl – under denne konference mødte op i politbureauet og med fuld støtte af den ligevægtige kammerat Rudsutak begyndte at fortælle om, hvordan kammerat Trotskij på denne konference havde talt om »opruskning« af fagforeningerne, og hvordan han, Tomskij, havde polemiseret mod dette, sluttede jeg for mig selv øjeblikkeligt og uomstødeligt, at stridens væsen lå netop i politikken (dvs. i partiets politik over for fagforeningerne), og at kammerat Trotskij i denne strid med kammerat Tomskij i bund og grund havde uret med sin »oprusknings«-politik. For »opruskningens« politik er, selv hvis den til dels havde været retfærdiggjort »af nye opgaver og metoder« (tese 12 hos Trotskij), i det givne øjeblik og under de givne omstændigheder en helt utilladelig politik, der øger faren for splittelse.

Nu synes kammerat Trotskij, at »det er en ren og skær karikatur« at tilskrive ham en politik, der består i »opruskning ovenfra« (L. Trotskij: Svar Til Petrogradkammeraterne i Pravda nr. 9, 15. januar 1921). Men det lille ord »opruskning« er et ægte »bevinget ord«, ikke blot i den forstand at det efter at være blevet udtalt af kammerat Trotskij på den 5. alrussiske fagforeningskonference så at sige er »fløjet« både partiet og fagforeningerne rundt. Nej, det forbliver desværre træffende også nu i en langt dybere mening. For dette ene ord udtrykker i den korteste form hele ånden, hele tendensen i platformpjecen »Fagforeningernes Rolle Og Opgaver«. Fra begyndelsen til enden er hele kammerat Trotskijs platformpjece gennemsyret netop af ånden i denne politik med »opruskning fra oven«. Det er tilstrækkeligt at erindre sig beskyldningerne mod Tomskij eller »mange fagforeningsfolk« for, at de »i deres miljø udvikler en atmosfære af modvilje mod nye funktionærer«!

Men hvor der på den 5. alrussiske fagforeningskonference (2.-6. november 1920) endnu kun var begyndt at opstå en atmosfære, der truede med splittelse, så blev splittelsen af Tsektran en kendsgerning i begyndelsen af december 1920.

Denne begivenhed er det grundlæggende, det vigtigste, det fundamentale til vurdering af den politiske kerne i vore stridigheder. Det er forgæves, at kammerat Trotskij og Bukharin tror, at fortielse her vil hjælpe noget. Fortielse vil i dette tilfælde ikke »buffe«, ikke dæmpe sammen stødet, men yderligere skærpe striden, for spørgsmålet er ikke kun sat på dagsordenen af livet, men også understreget af Trotskij i platformpjecen. For netop denne pjece stiller mange gange på steder, jeg har anført, især i 12. tese, spørgsmålet: Drejer det sig om, at »mange fagforeningsfolk i deres miljø udvikler en atmosfære af modvilje mod nye funktionærer«, eller om at massernes »modvilje« mod visse overflødige og skadelige bureaukratiske udvækster, f.eks. i Tsektran, er berettiget?

Kammerat Sinovjev stillede med god grund dette spørgsmål ganske åbent i sin første tale den 30. december 1920, hvor han sagde, at »kammerat Trotskijs overivrige tilhængere« havde frembragt splittelse. Måske var det derfor, at kammerat Bukharin skældte kammerat Sinovjev ud for at slå om sig med »tomme ord«? Men ethvert partimedlem kan nu overbevise sig om det urigtige i denne bebrejdelse ved at læse det stenografiske referat af diskussionen den 30. december 1920 og se, at netop kammerat Sinovjev citerer og bygger på præcise fakta, hvorimod det, der dominerer hos Trotskij og Bukharin, er intellektuelt »ordgyderi« uden nogen som helst fakta.

Da kammerat Sinovjev sagde: »Tsektran står på lerfødder, den er allerede splittet op i tre dele«, så afbrød kammerat Sosnovskij ham med tilråbet: »Det har I tilskyndet til« (stenografisk referat, s. 15).

Dette er en alvorlig anklage. Hvis den var bevist, ville den, der var skyldig i tilskyndelse til splittelse af blot en af fagforeningerne, naturligvis ikke have plads hverken i centralkomiteen, i det kommunistiske parti eller i fagforeningerne i vor republik. Heldigvis er den alvorlige anklage fremsat i en useriøs form af en kammerat, der desværre allerede mere end en gang har vist eksempler på sine useriøse polemiske »flotheder«. Kammerat Sosnovskij har undertiden forsynet sine endda fremragende artikler – om f.eks. produktionspropaganda – med en »skefuld tjære«, der langt opvejede alle plusserne ved selve produktionspropagandaen. Der findes lykkelige naturer (som f.eks. Bukharin), der selv i den mest forbitrede kamp mindst af alt ville være i stand til at blande gift i sine angreb. Og så findes der andre, ikke synderlig lykkelige naturer, som alt for tit fylder deres angreb med gift. Det ville være gavnligt for kammerat Sosnovskij i denne henseende at se sig for og ligefrem bede sine venner passe på sig.

Men – kan man sige – beskyldningen er dog rejst. Også selv om det er sket i en useriøs, uheldig, oplagt fraktionel form. Men hellere sige sandheden på en uheldig måde end fortie den, hvis det drejer sig om en alvorlig sag.

Sagen er uden tvivl alvorlig, for her har man – gentager jeg – i højere grad, end man tænker sig, hele stridens kerne. Og vi har heldigvis tilstrækkeligt overbevisende og tilstrækkeligt objektive data til at besvare det spørgsmål, kammerat Sosnovskij har rejst, og besvare det ud fra sagens væsen.

For det første. På samme side i det stenografiske referat læser vi kammerat Sinovjevs erklæring; han ikke blot svarer Sosnovskij: »Det er ikke rigtigt!«, men anfører også præcise henvisninger til de afgørende kendsgerninger. Kammerat Sinovjev henviste til, at hvad kammerat Trotskij forsøgte at fremføre (lad mig selv tilføje: åbenbart i en tilstand af fraktionel iver), slet ikke var den beskyldning, som kammerat Sosnovskij fremførte, men derimod en beskyldning mod kammerat Sinovjev for, at han, Sinovjev, ved sin optræden på RKP’s alrussiske konference i september havde bidraget til eller fremkaldt en splittelse. (En beskyldning, der i parentes bemærket er uholdbar allerede af den grund, at Sinovjevs optræden i september i princippet var godkendt af både centralkomiteen og partiet, og at der aldrig formelt er blevet rejst indvendinger af nogen.)

Og kammerat Sinovjev svarede, at kammerat Rudsutak på centralkomitémødet med protokollerne i hånden påviste, at »dette spørgsmål (spørgsmålet om visse overflødige og skadelige bureaukratiske udvækster i Tsektran) var behandlet både i Sibirien, i Volgaområdet, i Nord og i Syd længe før nogen af mine (dvs. Sinovjevs) taler og længe før den alrussiske konference«.

Dette er en ganske klar og præcis erklæring, der bygger på kendsgerninger. Den blev fremsat af kammerat Sinovjev i hans første tale for tusinder af særdeles ansvarlige medlemmer af RKP, og hverken kammerat Trotskij, der talte to gange efter Sinovjev, eller kammerat Bukharin, der også talte efter Sinovjev, gendrev Sinovjevs faktiske henvisninger.

For det andet. En endnu mere officiel og præcis gendrivelse af kammerat Sosnovskijs beskyldning findes i det samme stenografiske referat i form af resolutionen fra RKP’s centralkomitémøde angående spørgsmålet om konflikten mellem de kommunistiske søtransportarbejdere og den kommunistiske fraktion på Tsektrans konference, vedtaget den 7. december 1920. Den del af resolutionen, der omhandler Tsektran, lyder:

»I forbindelse med konflikten mellem Tsektran og søtransportarbejderne beslutter centralkomiteen: 1) At skabe en sektion af søtransportarbejdere i et forenet Tsektran. 2) At indkalde til en kongres af jernbane- og søtransportarbejdere i februar, på hvilken der skal afholdes normale valg til den nye Tsektran. 3) Indtil da at lade Tsektran fungere i den gamle sammensætning. 4) Øjeblikkeligt at opløse Glavpolitvod og Glavpolitput og overføre alle deres kræfter og midler til den faglige organisation på et normalt demokratisk grundlag.«

Læseren ser heraf, at der aldeles ikke var tale om en fordømmelse af sø- og flodfolkene, men tværtimod i alt væsentligt om en anerkendelse af deres ret. For denne resolution stemte i øvrigt ikke et eneste (undtagen Kamenev) af de centralkomitémedlemmer, som underskrev den generelle platform af 14. januar 1921 (Om Fagforeningernes Rolle Og Opgaver. Forslag til resolution på 10. kongres, forelagt i centralkomiteen af en gruppe centralkomitémedlemmer af fagforeningskommissionen. Den var underskrevet af Losovskij, der ikke var medlem af centralkomiteen, men af fagforeningskommissionen, og af Tomskij, Kalinin, Rudsutak, Sinovjev, Stalin, Lenin, Kamenev, Petrovskij og Artjom Sergejev). [5]

Denne resolution blev vedtaget mod de nævnte centralkomitémedlemmer, dvs. mod vores gruppe. Vi ville nemlig have stemt imod en midlertidig bibeholdelse af det gamle Tsektran. Og udsigten til, at vores gruppe ville sejre, tvang Trotskij til at stemme for Bukharins resolution, for ellers var vores beslutning gået igennem. Kammerat Rykov, som i november var for Trotskij, deltog i december i fagforeningskommissionens arbejde om løsning af konflikten mellem søfolkene og Tsektran og overbeviste sig her om, at søfolkene havde ret.

Resultatet: decemberflertallet (7. december) i centralkomiteen bestod af kammeraterne Trotskij, Bukharin, Preobrasjenskij, Serebrjakov m.fl., dvs. af centralkomitémedlemmer, som ingen vil mistænke for at være forudindtagne imod Tsektran. Og dette flertal har ifølge deres beslutnings natur ikke fordømt søfolkene, men Tsektran, idet de blot har afvist straks at opløse den. Dermed er uholdbarheden i Sosnovskijs beskyldning bevist.

For ikke at efterlade uklarhed må endnu et punkt berøres. Hvori bestod »visse overflødige og skadelige bureaukratiske udvækster«, som jeg flere gange har omtalt? Var der ikke eller er der ikke tomme ord og overdrivelser i denne beskyldning?

Atter en gang: svaret er givet af kammerat Sinovjev i hans første tale den 30. december 1920, og svaret lader intet tilbage at ønske i præcision. Kammerat Sinovjev anførte en udskrift af Kammerat Sofs trykte forordning om søtransporten (3. maj 1920) med erklæringen: »komitévirksomheden ophører«. [6] Kammerat Sinovjev betegnede med rette dette som en grundlæggende fejl. Dette er netop et mønster på en overflødig og skadelig bureaukratisk udvækst og »udnævnelyst«. Kammerat Sinovjev tog sandelig straks det forbehold, at der blandt de udnævnelystne »er kammerater, der er betydeligt mindre prøvede og erfarne« end kammerat Sof. Jeg har i centralkomiteen hørt Sof omtale som en yderst værdifuld medarbejder, og mine iagttagelser i forsvarsrådet bekræfter til fulde denne vurdering. Ingen tænker på at undergrave sådanne kammeraters autoritet eller at gøre dem til »syndebukke« (en mistanke, som kammerat Trotskij fremførte i sin beretning, s. 25, uden at have skygge af grundlag for den). De »udnævnelystnes« autoritet undergraves ikke af den, der retter deres fejl, men af den, der sætter sig for at forsvare dem, selv om de begår fejl.

Vi ser således, at faren ved splittelser i fagbevægelsen ikke er indbildt, men reel. Ligeledes ser vi tydeligt, hvad der er det ingenlunde overdrevne indhold i divergenserne: det er en kamp for at få visse overflødige og skadelige bureaukratiske udvækster og udnævneiveren korrigeret, ikke forsvaret eller retfærdiggjort. Det er det hele.

Om de principielle divergenser

Men hvis der er dybe og grundlæggende principielle divergenser – kan man sige til os – retfærdiggør de så ikke selv den mest skarpe og fraktionelle optræden? Hvis der skal siges noget nyt, som ikke er forstået, retfærdiggør det så ikke undertiden selv en splittelse?

Naturligvis gør det det – hvis divergenserne virkelig går meget dybt, og hvis det ikke er muligt på anden måde at korrigere en urigtig retning i partiets eller arbejder klassens politik.

Men miseren er netop, at der ikke er sådanne divergenser. Kammerat Trotskij anstrengte sig for at påvise dem, men kunne ikke. Og hvis man før fremkomsten af hans pjece (25. december) kunne – og skulle – vise hensyn og tale forsonligt (»man kan ikke behandle spørgsmålet sådan, selv under omstændigheder, hvor der er uerkendte nye opgaver eller hvor der er divergenser«), så må man efter denne pjece sige: i det, der er nyt i den, har kammerat Trotskij i bund og grund uret.

Klarest ses dette ved sammenligning af kammerat Trotskijs teser med Rudsutaks, som den 5. alrussiske fagforeningskonference (2.-6. november) vedtog. Jeg har anført dem i talen den 30. december og i Pravda den 21. januar. [7] Disse teser er rigtige og mere fuldstændige end Trotskijs. Det, som adskiller Trotskijs teser fra Rudsutaks, er det urigtige hos Trotskij.

Lad os først tage det famøse »produktionsdemokrati«, som Bukharin havde travlt med at indføje i centralkomiteens resolution af 7. december. Det ville naturligvis være latterligt at hænge sig i dette klodsede og intellektuelt kunstlede (»forskruede«) udtryk, hvis det var benyttet i en tale eller artikel. Men netop Trotskij og Bukharin har jo anbragt sig i en så latterlig situation, at de i teserne holder fast ved netop dette udtryk, der adskiller deres »platform« fra Rudsutaks teser, som blev vedtaget af fagforeningerne!

Dette udtryk er teoretisk forkert. Ethvert demokrati ligesom i det hele taget enhver politisk overbygning (der er uomgængelig så længe klassernes ophævelse ikke er fuldført og så længe det klasseløse samfund ikke er dannet), tjener sluttelig produktionen og bestemmes sluttelig af produktionsrelationerne i det givne samfund. Derfor siger det intet at skille »produktionsdemokrati« ud fra alt andet demokrati. Det er rod og tom snak. Dette for det første.

For det andet. Se en gang på den forklaring, som Bukharin selv giver af udtrykket i den af ham skrevne resolution fra centralkomitémødet den 7. december. »Derfor – skrev Bukharin – skal arbejderdemokratiets metoder være produktionsdemokratiets. Dette betyder« – bemærk: »dette betyder«! Bukharin begynder sin appel til masserne med et så udspekuleret udtryk, at det må forklares særskilt; efter min mening er dette ud fra et demokratisk synspunkt udemokratisk; for masserne må man skrive uden den slags nye udtryk, som kræver en særlig forklaring; ud fra et »produktionsmæssigt« synspunkt er det skadeligt, fordi man bliver tvunget til at bruge tid bare for at forklare et overflødigt udtryk – »dette betyder, at alle valg, opstilling af kandidater, anbefaling af dem m.v., skal foregå ikke blot ud fra hensynet til deres politiske solidaritet, men også til deres økonomiske evner, deres administrative anciennitet, deres organisatoriske egenskaber og deres i praksis prøvede omsorg for de arbejdende massers materielle og åndelige interesser«.

Betragtningen er indlysende søgt og urigtig. Demokrati betyder ikke blot »valg, opstilling af kandidater, anbefaling af dem osv.« Dette for det første. Og på den anden side er det ikke alle valg, der skal foregå ud fra hensynet til den politiske solidaritet og økonomiske evner. Man må også, uanset Trotskijs mening, i en milliontallig organisation have en vis procent forretningsførere, en vis procent bureaukrater (uden gode bureaukrater vil man endnu i en årrække ikke kunne klare sig). Men vi taler ikke om »forretningsfører« eller »bureaukrat«-demokrati.

For det tredje. Det er forkert blot at se på dem, der skal vælges, på organisatorerne, administratorer o.a. Dette er trods alt et mindretal af fremragende personer. Man må se på de menige, massen. Rudsutak udtrykker ikke blot dette enklere og forståeligere, men også teoretisk rigtigere (6. tese):

»Det er nødvendigt, at den enkelte deltager i produktionen forstår nødvendigheden og formålstjenligheden af de produktionsopgaver, vedkommende skal udføre; at den enkelte deltager i produktionen ikke blot deltager i udførelsen af de produktionsopgaver, der kommer ovenfra, men også bevidst medvirker til at rette alle tekniske og organisatoriske mangler inden for produktionen.«

For det fjerde. »Produktionsdemokrati« er et udtryk, der skaber mulighed for mistydninger. Man kan forstå det som en afvisning af diktaturet og enkeltmandsledelsen. Eller det kan forstås som en udsættelse af det sædvanlige demokrati eller reservation over for det. Begge fortolkninger er skadelige, men for at undgå dem kommer man ikke uden om specielle og langstrakte kommentarer.

Rudsutaks enkle udlægning af de samme tanker er både rigtigere og undgår alle disse ulemper. Men i sin artikel »Produktionsdemokrati« i Pravda, 11. januar, gendriver Trotskij ikke, at disse urigtigheder og ulemper findes (han går uden om hele dette spørgsmål og undlader at sammenligne sine teser med Rudsutaks), men bekræfter derimod indirekte ulempen og urigtigheden i sit udtryk, netop ved at han som parallel til det anfører »militært demokrati«. Heldigvis har vi aldrig, så vidt jeg husker, stillet an til fraktionsstridigheder på grund af et udtryk af denne art.

Endnu mere uheldigt er Trotskijs udtryk »produktionsatmosfære«. Sinovjev gjorde sig med rette lystig over den. Trotskij blev vred og indvendte: »Vi har haft en militær atmosfære... Nu skal der i arbejdermassen, i dens dybe lag, ikke blot på overfladen, skabes en produktionsatmosfære, dvs. en anspændelse, en saglig interesse, en opmærksomhed om produktionen, som før om fronterne«. Det er netop det, det drejer sig om: at man til »arbejdermassen, dens dybe lag« må tale, således som der tales i Rudsutaks teser, og ikke bruge ord af typen »produktionsatmosfære«, som fremkalder spørgende blikke eller smil. Når kammerat Trotskij bruger udtrykket »produktionsatmosfære«, udtrykker han jo egentlig samme tanke, som ligger i begrebet produktionspropaganda. Men netop for arbejdermassen, for dens dybe lag, må man føre produktionspropaganda på en sådan måde, at man undgår den slags udtryk. Dette udtryk er egnet som mønstereksempel på, hvordan man ikke skal føre produktionspropaganda i masserne.

Politik og økonomi. Dialektik og eklekticisme

Det er mærkeligt, at det er nødvendigt igen at stille et så elementært ABC-problem. Desværre tvinger Trotskij og Bukharin mig til at gøre det. De bebrejder mig begge, at jeg »bytter rundt på« problemet, eller at jeg tager det »politisk«, mens de tager det »økonomisk«. Bukharin har endda taget dette med i sine teser og forsøgt at »hæve sig over« begge de stridende: Jeg, dvs. han, forener det ene med det andet.

Den teoretiske urigtighed er himmelråbende. Politik er økonomiens koncentrerede udtryk, gentog jeg i min tale, for jeg har allerede tidligere hørt denne urimelige, i munden på en marxist helt utilladelige, bebrejdelse mod min »politiske« fremgangsmåde. Politikken har naturligvis forrang for økonomien. At argumentere anderledes betyder at glemme marxismens ABC.

Måske er min politiske vurdering urigtig? Så sig det og bevis det. Men at sige (eller blot indirekte tillade tanken), at en politisk fremgangsmåde er jævnbyrdig med en »økonomisk«, at man kan tage »den ene og den anden«, det betyder, at man har glemt marxismens ABC.

Med andre ord. En politisk fremgangsmåde, det vil sige: hvis man indtager en forkert stilling til fagforeningerne, vil det ødelægge sovjetmagten, proletariatets diktatur. (En splittelse mellem partiet og fagforeningerne under betingelser, hvor partiet har uret, ville i et bondeland som Rusland med stor sandsynlighed bringe sovjetmagten til fald.) Man kan (og skal) efterprøve denne betragtning som sagens væsen, dvs. undersøge, sætte sig ind i, afgøre om den givne fremgangsmåde er rigtig eller urigtig. Men at sige: jeg »værdsætter« Deres politiske fremgangsmåde, »men« den er kun politisk, og vi har også brug for en »økonomisk« – er det samme som at sige: jeg »værdsætter« Deres betragtning, som går ud på, at hvis De tager det og det skridt, så brækker De halsen, men betænk også, at det er bedre at være mæt og påklædt, end sulten og nøgen.

Bukharin er teoretisk gledet over i eklekticismen, når han vil forbinde den politiske og den økonomiske fremgangsmåde.

Trotskij og Bukharin fremstiller det sådan, at de bekymrer sig for produktionsvæksten, mens jeg kun tænker på det formelle demokrati. Denne fremstilling er urigtig, for problemet står kun sådan (og må marxistisk stå sådan): uden en rigtig politisk fremgangsmåde i sagen kan den givne klasse ikke opretholde sit herredømme og følgelig heller ikke løse sin produktionsopgave.

Mere konkret. Sinovjev siger: »De gør en politisk fejl, der fører til splittelse i fagforeningerne. Om produktionsvæksten har jeg talt og skrevet allerede i januar 1920, hvor jeg som eksempel anførte bygningen af en badeanstalt.« Trotskij svarer: »Sikke noget, tænke sig (s. 29) at skrive en pjece med en badeanstalt som eksempel, men De har ‘ikke et eneste ord’ (s. 22) om, hvad fagforeningerne skal gøre.«

Urigtigt. Eksemplet med badeanstalten opvejer, undskyld det blandede billede, ti »produktionsatmosfærer« med adskillige »produktionsdemokratier« i tilgift. Eksemplet med badeanstalten taler klart, enkelt, ligefremt netop til massen, netop til »de dybe lag« om, hvad fagforeningerne skal gøre, mens »produktionsatmosfærer« og »demokratier« er snavs, der kastes i øjnene på arbejdermasserne og besværliggør deres forståelse.

Kammerat Trotskij bebrejdede mig også, at »Lenin ikke sagde et ord« (s. 66) om, »hvilken rolle de løftestænger spiller og skal spille, som man kalder fagforeningsapparatet«.

Undskyld, kammerat Trotskij: da jeg havde læst Rudsutaks teser helt færdig og tilsluttet mig dem, talte jeg om dette mere, fuldstændigere, rigtigere, enklere, klarere end alle Deres teser og hele Deres beretning eller parallelle beretning og afsluttende bemærkninger. For, gentager jeg, naturaliepræmier og disciplinære kammeratdomstole betyder hundrede gange mere for at blive herre over økonomien, for forvaltningen af industrien, for forøgelsen af fagforeningernes produktionsrolle, end de helt abstrakte (og derfor tomme) ord om »produktionsdemokrati«, »sammenvoksning« osv.

Under påskud af at fremføre et »produktionsmæssigt« synspunkt (Trotskij) eller at overvinde ensidigheden ved den politiske fremgangsmåde og forene denne fremgangsmåde med den økonomiske (Bukharin) har man præsenteret os for:

1) forglemmelse af marxismen, udtrykt i en teoretisk urigtig, eklektisk definition af forholdet mellem politik og økonomi;

2) forsvar eller tilsløring af den politiske fejl, som udtrykkes i opruskningspolitikken, som gennemsyrer hele Trotskijs platformpjece. Denne fejl fører til undergang for proletariatets diktatur, hvis ikke den erkendes og korrigeres;

3) et skridt tilbage i rent produktionsmæssige, økonomiske spørgsmål om, hvordan man øger produktionen; netop et skridt tilbage fra Rudsutaks saglige teser, der stiller konkrete, praktiske, vitale, levende opgaver (sørg for at udvikle produktionspropagandaen, at lære at fordele naturaliepræmierne på den bedst mulige måde, at benytte tvang i form af disciplinære kammeratdomstole på en rigtig måde), – tilbage til abstrakte, livsfjerne, »tomme«, teoretisk urigtige intellektuelt formulerede almene teser, hvori det sagligt mest fornødne og praktiske er glemt.

Dette er i virkeligheden forholdet mellem på den ene side Sinovjev og mig og på den anden Trotskij og Bukharin i spørgsmålet om politik og økonomi.

Jeg kan derfor ikke uden at trække på smilebåndet læse den indvending mod mig, som kammerat Trotskij frem satte den 30. december: »Kammerat Lenin sagde på den 8. sovjetkongres i sin afsluttende bemærkning til beretningen om vores situation, at vi har behov for mindre politik og mere økonomisk sans, men i spørgsmålet om fagforeningerne førte han den politiske side af sagen frem i første plan« (s.65). Kammerat Trotskij synes, at disse ord er »yderst træffende«. I virkeligheden udtrykker de den mest fortvivlende begrebsforvirring, et næsten grænseløst »idémæssigt virvar«. Naturligvis har jeg altid udtrykt og vil fremdeles give udtryk for det ønske, at vi kunne beskæftige os mindre med politik og mere med økonomi. Men det er ikke svært at forstå, at for at opfylde disse ønsker er det nødvendigt, at der ikke er politiske farer og ikke begås politiske fejl. De politiske fejl, kammerat Trotskij har gjort, og som kammerat Bukharin har uddybet og forgrovet, afleder vort parti fra de økonomiske opgaver, fra det »produktionsmæssige« arbejde, og tvinger os desværre til at bruge tid på at korrigere disse fejl og på at diskutere med en syndikalistisk afvigelse (der vil bringe proletariatets diktatur til fald), at diskutere mod en urigtig fremgangsmåde i fagbevægelsen (en fremgangsmåde, der fører til sovjetstyrets fald), at strides om »almene« teser i stedet for en saglig, praktisk og »økonomisk« diskussion om, hvem der bedst og mest vellykket har uddelt naturaliepræmier, organiseret domstole og realiseret sammenvoksning på grundlag af Rudsutaks teser, der blev vedtaget på den 5. alrussiske fagforenings konference 2.-6. november: mølleriarbejderne i Saratov, kulminearbejderne i Donbass eller metalarbejderne i Petrograd osv.

Tag spørgsmålet om nytten af en »bred diskussion«. Her ser vi også, hvordan politiske fejl afleder os fra økonomiske opgaver. Jeg var imod en såkaldt »bred« diskussion, og jeg anså og anser det for en fejl, en politisk fejl af kammerat Trotskij, at han har sprængt fagforeningskommissionen, hvor der skulle have foregået en saglig diskussion. Jeg anser det for en politisk fejl fra stødpudegruppen med Bukharin i spidsen, at de ikke har forstået bufferens opgaver (de har også her forvekslet dialektik med eklekticisme); ud fra »stødpudens« synspunkt skulle de netop med rasende energi vende sig imod en bred diskussion og gå ind for, at diskussionen overføres til fagforeningskommissionen. Se nu, hvad der er kommet ud af det.

30. december svang Bukharin sig op til at sige, at »vi har proklameret det nye hellige løsen, arbejderdemokratiet, som går ud på, at alle spørgsmål skal diskuteres, ikke i snævre kollegier, ikke på små møder, ikke hjemme i en eller anden korporation, men lægges frem i brede forsamlinger. Og jeg påstår nu, at vi ved at føre spørgsmålet om fagforeningernes rolle frem i en så vældig forsamling som den i dag dermed ikke tager et skridt tilbage, men et skridt fremad« (s.45). Og dette menneske beskyldte Sinovjev for at slå om sig med tomme ord og for overdrivelse af demokratiet! Her har vi fra ende til anden tomme ord og komplet mangel på forståelse af, at formel demokratisme må være underordnet revolutionær formålstjenlighed.

Det står ikke spor bedre til hos Trotskij. Han fremsætter en beskyldning: »Lenin ønsker fremfor alt i verden at standse og forpurre diskussionen om sagens kerne« (s.65). Han erklærer: »Jeg har i centralkomiteen klart sagt, hvorfor jeg ikke gik ind i kommissionen: så længe jeg på linje med alle andre kammerater ikke har lov til at fremlægge disse spørgsmål i fuldt omfang i partipressen, venter jeg ingen som helst nytte af en intern behandling af disse spørgsmål og dermed heller ikke af arbejdet i kommissionen.« (s.69).

Resultatet? Der var ikke gået en måned fra den 25. december, da Trotskij begyndte den »brede diskussion«, før man blandt 100 ansvarlige partiarbejdere næppe kunne finde én, som ikke følte lede ved denne diskussion, ikke erkendte dens formålsløshed (eller det, der er værre). For Trotskij har brugt partiets tid til strid om ord, om dårlige teser, og nedsættende talt om »intern« behandling, mens der netop skulle foregå en saglig, økonomisk behandling i kommissionen, som skulle have til opgave at studere og efterprøve den praktiske erfaring, således at man kunne lære af denne erfaring og gå fremad i et virkeligt »produktions«-arbejde, og ikke tilbage fra levende virksomhed til død skolastik om alskens »produktionsatmosfærer«.

Tag den famøse »sammenvoksning«. Jeg tilrådede den 30. december, at man skulle vente lidt med at tale om den, for vi havde ikke undersøgt vor egen praktiske erfaring, og uden denne betingelse udarter diskussionen om sammenvoksning uundgåeligt til tomme ord, til en ørkesløs afledning af partiets kræfter fra det økonomiske arbejde. Jeg brugte betegnelsen bureaukratisk projektma geri om Trotskijs teser til dette punkt, hvor han foreslog at optage fra 1/3 til 1/2 og fra 1/2 til 2/3 af repræsentanter fra fagforeningerne i sovnarkhoserne (de samfundsøkonomiske råd). [8]

Bukharin blev meget vred på mig over dette, og som jeg ser på side 49 i referatet, ville han omstændeligt og udførligt bevise for mig, at »når folk samles og taler om noget, skal de ikke gøre sig selv til døvstumme« (det er ordret citeret fra den anførte side!). Også Trotskij blev vred og udbrød:

»Jeg beder hver af jer notere ned, at Lenin på denne bestemte dato har kaldt dette for bureaukratisme, og jeg vover at forudsige, at det om et par måneder vil blive taget til efterretning og rettesnor, at der i VTsSPS og VSNKh (Øverste Samfundsøkonomiske Råd) i metalarbejdernes centralkomité, i metalafdelingen osv. skal være fra 1/3 til 1/2 fagforeningsrepræsentanter« (s.69).

Da jeg havde læst dette, bad jeg kammerat Miljutin (viceformand for det Øverste Samfundsøkonomiske Råd) om at sende mig de trykte referater, han havde om sammenvoksningsspørgsmålet. Jeg tænkte for mig selv: lad mig så småt begynde at undersøge vores praktiske erfaringer, for det bliver dræbende kedsommeligt at deltage i den »almene partisnak« (Bukharins udtryk, s. 47, der måske også bliver et lige så »bevinget ord« som det berømte »opruskning«) på må og få, uden materiale, uden data, mens man slår om sig med divergenser, definitioner og »produktionsdemokratier«.

Kammerat Miljutin sendte mig nogle bøger, deriblandt Beretning fra VSNKh til den 8. alrussiske sovjetkongres (Moskva 1920, forordet dateret 19. december 1920). På side 14 var her anført en tabel, der viser deltagelsesgraden for arbejdere i styrende organer. Jeg anfører denne tabel her (den omfatter kun en del af guvernementernes samfundsøkonomiske råd og virksomheder):

Allerede nu er altså arbejdernes deltagelse i gennemsnit 61,6%, dvs. nærmere 2/3 end 1/2! At det, der stod herom i kammerat Trotskijs teser, havde karakter af bureaukratisk projektmageri, er allerede bevist. At tale, skrive, strides om platform med »fra 1/3 til 1/2« eller »fra 1/2 til 2/3« er alt sammen »almen partisnak« af tommeste slags, afledning af kræfter, midler, opmærksomhed og tid fra produktionsarbejdet, ren og skær politiseren uden seriøst indhold. I kommissionen, hvor der fandtes erfarne folk, hvor man ikke ville indlade sig på at skrive teser uden at have undersøgt kendsgerningerne, kunne man til gavn for sagen have beskæftiget sig med efterprøvelse af erfaringerne, f.eks. have foretaget et rundspørge blandt en snes (ud af de tusind »almindelige medarbejdere«), foretaget en sammenstilling af deres indtryk og konklusioner med objektive statistiske data, forsøge at opstille saglige, praktiske anvisninger for fremtiden: kan man, når erfaringen giver os de og de resultater, straks gå videre i samme retning eller må man først – og da på hvilken måde – ændre retningen, metoderne, fremgangsmåden, eller må man i sagens interesse standse op, efterprøve erfaringerne igen og igen, måske lave om på noget osv., osv.

En ægte økonomisk leder, kammerater, (tillad også mig at drive lidt »produktionspropaganda«) ved, at kapitalister og organisatorer af truster selv i de mest udviklede lande, i mange år, undertiden i ti år og mere har beskæftiget sig med at undersøge og kontrollere deres (og andres) praktiske erfaringer, korrigere, ændre det påbegyndte, vende tilbage, korrigere flere gange for at opnå et ledelsessystem, der er bedst egnet til det pågældende virkefelt, udvælgelse af højere og lavere administratorer m.v. Sådan har det været under kapitalismen, som i hele den civiliserede verden har baseret sit økonomiske arbejde på århundreders erfaringer og sædvaner. Men vi bygger på ny jord, der kræver det mest langvarige, seje og tålmodige arbejde med omdannelse af vaner, som kapitalismen har efterladt os, og hvis omdannelse kun er mulig meget gradvis. At behandle dette spørgsmål, sådan som Trotskij behandler det, er i bund og grund forkert. »Har vore arbejdere – udbrød han i sin tale den 30. december – har vore parti- og fagforeningsfolk tilstrækkelig skoling på produktionsområdet? Ja eller nej? Jeg svarer: nej« (s. 29). At behandle spørgsmålet på denne måde er latterligt. Det er det samme, som hvis man spurgte: er der i en bestemt division et tilstrækkeligt antal filtstøvler? Ja eller nej?

Vi må sikkert også om ti år sige, at vore parti- og fagforeningsfolk ikke alle har fået tilstrækkelig skoling inden for produktionen. På samme måde vil medarbejderne i parti, fagforening og militærvæsen om ti år ikke alle have fået en tilstrækkelig militær skoling. Men begyndelsen til produktionsskolingen har vi skabt ved, at omkring 1000 arbejdere, medlemmer og delegerede fra fagforeninger deltager i forvaltningen og forvalter virksomheder, styrelser og højere op. Grundprincippet i »produktionsskolingen«, i skolingen af os selv, gamle illegale partimedlemmer og professionelle journalister, består i, at vi selv giver os til og lærer andre at give sig til meget opmærksomt og detaljeret at undersøge vor egen praktiske erfaring efter reglen: »Tag mål syv gange, skær til én gang«. En vedvarende, langsom, forsigtig, saglig og sagkyndig kontrol af, hvad disse 1000 har udrettet, en endnu mere forsigtig og sagkyndig korrigering af deres arbejde, og nye skridt frem, men først efter, at man fuldt ud har påvist nytten af denne metode, dette forvaltningssystem, denne proportion, denne udvælgelse af personer osv. Det er den vigtigste, grundlæggende, ufravigelige regel for »produktionsskoling«, og netop denne regel bryder kammerat Trotskij med alle sine teser, med hele sin behandling af spørgsmålet. Alle kammerat Trotskijs teser, hele hans platformpjece, er af en sådan art, at de med deres fejl har afledt partiets opmærksomhed og kræfter fra et sagligt, »produktionsmæssigt« arbejde til fordel for en tom og indholdsløs ordstrid.

Dialektik og eklekticisme. »Skole« og »apparat«

Blandt kammerat Bukharins talrige yderst værdifulde egenskaber er også hans teoretiske evne og interesse for at opsøge de teoretiske rødder i hvert spørgsmål. Det er en meget værdifuld egenskab, for man kan ikke komme til fuld klarhed over nogen fejl – det gælder også en politisk – hvis man ikke finder frem til de teoretiske rødder til fejlen hos den, som begår den, ud fra bestemte, bevidst antagne grundsætninger hos vedkommende.

I overensstemmelse med denne sin stræben efter at uddybe spørgsmålet teoretisk overfører kammerat Bukharin fra og med 30. december, om ikke tidligere, striden til det omtalte område.

»Jeg anser det for absolut nødvendigt, sagde kammerat Bukharin den 30. december – heri består det teoretiske indhold i det, som her kaldes ‘stødpudefraktionen’ eller dens ideologi – og for mig er det ganske ubestrideligt, at man ikke må tilsidesætte hverken det politiske eller det økonomiske moment« (s.47).

Det teoretiske indhold i den fejl, som kammerat Bukharin her begår, består i, at han erstatter den dialektiske relation mellem politik og økonomi (som marxismen belærer os om) med eklekticisme. »Både det ene og det andet«, »på den ene side, på den anden side«, dette er Bukharins teoretiske position. Dette er netop eklekticisme. Dialektikken kræver alsidig hensyntagen til relationerne i deres konkrete udvikling og ikke udpluk af den ene og udpluk af den anden. Jeg har allerede vist dette med politikken og økonomien som eksempel.

Med »stødpude«-eksemplet er dette lige så utvivlsomt. En buffer er nyttig og nødvendig, hvis partitoget er ved at køre af sporet. Det er ubestrideligt. Bukharin har stillet »stødpude«-opgaven eklektisk, idet han har taget et stykke hos Sinovjev og et stykke hos Trotskij. Bukharin skulle som stødpude selvstændigt have bestemt, hvor, hvornår og hvordan den eller den, de eller de, begår fejl, en fejl af teoretisk art eller en fejl af politisk taktløshed, eller en fejl af fraktionel optræden eller en fejl af overdrivelse osv., og med hele sin kraft have kastet sig over enhver sådan fejl. Bukharin har ikke forstået sin opgave som »stødpude«. Her følger et anskueligt bevis for det:

Kommunisternes fraktion i Petrogradsekretariatet i Tsektran (centralkomiteen for jernbane- og søtransportarbejdernes forbund) – en organisation, der sympatiserer med Trotskij og ligeud erklærer, at efter dens mening er »kammeraterne Trotskijs og Bukharins synspunkter i det grundlæggende spørgsmål om fagforeningernes rolle varianter af et og samme synspunkt« – udgav i Petrograd en pjece med kammerat Bukharins parallelle beretning 3. januar 1921 i Petrograd (V. Bukharin: Om Fagforeningernes Opgaver, Petrograd 1921).

I denne beretning læser vi:

»Kammerat Trotskijs formulering var oprindelig, at man måtte udskifte fagforeningernes ledelser, udvælge tilsvarende kammerater osv., og endnu tidligere gik han endog ind for ‘opruskning’, et synspunkt han nu har opgivet, og derfor er det ganske meningsløst at bruge ‘opruskning’ som argument imod kammerat Trotskij« (s.5).

Jeg skal ikke her opholde mig ved de talrige faktiske unøjagtigheder i denne fremstilling. (Ordet »opruskning« brugte Trotskij på den 5. alrussiske fagforeningskonference 2.-6. november. Om »udvælgelse af ledende personale« talte Trotskij i § 5 i sine teser, som han forelagde i centralkomiteen den 8. november, og som for øvrigt blev udgivet af en af Trotskijs tilhængere som en løbeseddel. Hele Trotskijs pjece Fagforeningernes Rolle Og Opgaver, fra 25. december, er i bund og grund gennemsyret af den samme tankegang og ånd, hvad jeg allerede tidligere har påvist. Hvor og hvori hans »opgivelse« er kommet til udtryk, er helt ubekendt.) Mit emne er her et andet. Når en »stødpude« er eklektisk, så udelader han nogle fejl og nævner andre; han tier om fejlene den 30. december i Moskva over for tusinder af RKP’s medarbejdere fra hele Rusland; han taler om fejlene i Petrograd den 3. januar 1921. Når en »stødpude« er dialektisk, angriber han af hele sin magt enhver fejl, som han får øje på hos ligegyldigt hvilken af de to eller flere parter. Og dette gør Bukharin ikke. Han forsøger ikke engang at analysere Trotskijs pjece ud fra synspunktet opruskningspolitik. Han tier simpelt hen om den. Det er ikke mærkeligt, at når en stødpude spiller sin rolle på den måde, vækker det almindelig latter.

Videre. I den samme Petrogradtale af Bukharin læser vi side 7:

»Kammerat Trotskijs fejl består i, at han ikke i tilstrækkeligt omfang forsvarer det moment, som hedder skole i kommunisme.«

I diskussionen den 30. december ræsonnerede Bukharin på følgende måde:

»Kammerat Sinovjev sagde, at fagforeningerne er en skole i kommunisme, hvorimod Trotskij sagde, at de er et administrativt-teknisk apparat til forvaltning af produktionen. Jeg ser ingen logiske begrundelser, som kunne bevise, at enten det første eller det andet ikke er rigtigt: begge disse sætninger og sammenkædningen af dem er rigtige« (s.48).

Den samme tanke findes i Bukharins og hans »gruppes« eller »fraktions« 6. tese: »På den ene side er de (fagforeningerne) en skole i kommunisme, ... på den anden side er de – og det endda i stigende grad – en bestanddel af det økonomiske apparat og af statsmagtens apparat i det hele taget.« (Pravda, 16. januar).

Heri rummes netop kammerat Bukharins teoretiske grundfejl – eklekticismen sættes i stedet for marxismens dialektik (særlig udbredt hos forfattere af forskellige »moderne« og reaktionære filosofiske systemer). Kammerat Bukharin taler om »logiske« begrundelser.

Hele hans betragtning viser, at han – måske ubevidst – her opererer med formel eller skolastisk logik og ikke med dialektisk eller marxistisk logik. For at forklare dette vil jeg begynde med et yderst simpelt eksempel, som kammerat Bukharin selv har brugt. Under diskussionen den 30. december sagde han:

»Kammerater, de diskussioner, som foregår her, giver mange af jer et indtryk af omtrent følgende karakter: to mennesker kommer og spørger hinanden om, hvad det glas, der står på talerstolen, er. Den ene siger: ‘Det er en glascylinder, og vé den, der siger, at det ikke forholder sig sådan.’ Den anden siger: ‘Et glas er et drikkeredskab, og vé den, der siger, at det ikke forholder sig sådan.’« (s.46).

Med dette eksempel ville Bukharin, som læseren ser, på en populær måde forklare mig, hvor skadelig ensidighed er. Jeg modtager denne forklaring med taknemmelighed, og for at vise min taknemmelighed i gerning svarer jeg med en populær forklaring af, hvad eklekticisme er til forskel fra dialektik.

Et glas er ubestrideligt både en glascylinder og et drikkeredskab. Men et glas har ikke blot disse to egenskaber, kvaliteter eller sider, men en uendelig mængde af andre egenskaber, kvaliteter, sider, relationer og »formidlinger« til hele den øvrige del af verden. Et glas er en tung genstand, som kan være et kasteinstrument. Et glas kan tjene som brevpresser eller som bur til en fanget sommerfugl, et glas kan have værdi som en genstand med en kunstnerisk gravering eller tegning, helt uafhængigt af om det er egnet til at drikke af, om det er lavet af glas, om formen er cylindrisk eller ikke helt cylindrisk osv., osv.

Videre. Hvis jeg nu har brug for et glas som drikkeredskab, så er det fuldstændig uvæsentligt for mig at vide, om det er helt cylindrisk i formen, og om det virkeligt er lavet af glas; derimod er det vigtigt, at bunden ikke er revnet, og at man ikke skærer sig på læberne, når man bruger dette glas osv. Hvis jeg ikke skal bruge et glas til at drikke af, men til et formål, hvor en hvilken som helst glascylinder passer, så vil jeg også kunne bruge et revnet glas, med revnet bund eller endog helt uden bund osv.

Den formelle logik, som man indskrænker sig til i skolerne (og i de laveste skoleklasser med visse korrektioner skal indskrænke sig til), tager de formelle bestemmelser, definitioner og lader sig lede af, hvad der er det mest almindelige, eller hvad der hyppigst falder i øjnene, og lader sig nøje med dette. Hvis man tager to eller flere for skellige definitioner og forbinder disse helt tilfældigt (både en glascylinder og et drikkeredskab), så får vi en eklektisk definition, der henviser til forskellige sider ved genstanden og intet mere.

Den dialektiske logik kræver, at vi går videre. Skal man virkelig kende en genstand, må man fatte om og studere alle dens sider, alle dens forbindelser og »formidlin ger«. Vi vil aldrig fuldstændigt opnå dette, men kravet om alsidighed vil værne os mod fejl og mod stivnen. Dette for det første. For det andet kræver den dialektiske logik, at man tager genstanden i dens udvikling, dens »selvbevægelse« (som Hegel af og til siger), forandring. Hvad angår glasset er dette ikke straks forståeligt, men heller ikke et glas forbliver uændret, og især ændres glassets formål, dets brug, dets forbindelse med omverdenen. For det tredje skal hele den menneskelige praksis indgå i en fuldstændig »bestemmelse« af genstanden, både som sandhedskriterium og som det, der i praksis bestemmer genstandens forbindelse til det, mennesket har brug for. For det fjerde lærer den dialektiske logik os, at »der ikke findes abstrakt sandhed, sandheden er altid konkret«, sådan som afdøde Plekhanov plejede at sige med Hegel. (I parentes forekommer det mig på sin plads at bemærke til partiets unge medlemmer, at man ikke kan blive en bevidst, ægte kommunist uden at studere – netop studere – alt, hvad Plekhanov har skrevet om filosofi. Det er det bedste i hele den internationale marxistiske litteratur. [*]

Jeg har naturligvis ikke udtømmende beskrevet den dialektiske logiks begreber. Men for denne gang er det tilstrækkeligt. Vi kan forlade glasset og gå over til fagforeningerne og Trotskijs platform.

»På den ene side skole, på den anden side apparat« – siger Bukharin og skriver det i sine teser. Hos Trotskij er det en fejl, at han »i utilstrækkelig grad forsvarer momentet skole«, hos Sinovjev er der en mangel med hensyn til »momentet« apparat.

Hvorfor er denne betragtning hos Bukharin død og indholdsløs eklekticisme? Ford i der hos Bukharin ikke findes blot antydning af et forsøg på selvstændigt, fra hans synspunkt, at analysere hele denne diskussions historie (marxismen – det vil sige den dialektiske logik – kræver ubetinget dette), ej heller fremgangsmåden, hele problemstillingen – eller om man vil hele problemstillingens retning – på nuværende tidspunkt, under de nuværende konkrete omstændigheder. Det er der ikke antydning af forsøg på hos Bukharin! Han går frem uden nogen form for konkret studium, med golde abstraktioner, og tager et stykke hos Sinovjev, et stykke hos Trotskij. Dette er netop eklekticisme.

Dette kan forklares endnu mere anskueligt med et eksempel. Jeg ved praktisk taget intet om oprørerne og de revolutionære i det sydlige Kina (bortset fra 2-3 artikler af Sun Yat-sen og nogle bøger og avisartikler, som jeg har læst for mange år siden). Når opstande finder sted dér, er der sandsynligvis også diskussioner mellem kineser nr. 1, som siger, at opstanden er et produkt af den skærpede og landsomfattende klassekamp, og kineser nr. 2, som siger, at opstand er kunst. Uden at vide mere kan jeg skrive teser af samme slags som Bukharins: »på den ene side, på den anden side«. Den ene har ikke taget tilstrækkeligt hensyn til »momentet« kunst, den anden ikke til »momentet« skærpelse osv. Dette bliver en død og indholdsløs eklekticisme, fordi der ikke foreligger en konkret undersøgelse af den givne strid, det givne spørgsmål, den givne fremgangsmåde, osv.

Fagforbundene er på den ene side en skole, på den anden side et apparat, på den tredje side en organisation af arbejdende, på den fjerde side en organisation af næsten udelukkende industriarbejdere, på den femte side en organisation efter produktionsgrene [**] osv., osv. Der er ikke hos Bukharin skygge af en begrundelse eller en selvstændig analyse, der kunne vise, hvorfor det er nødvendigt at tage de to førstnævnte »sider« af spørgsmålet eller emnet og ikke den tredje, den fjerde, femte osv. Derfor er Bukharingruppens teser helt igennem en eklektisk narresut. Bukharin stiller hele spørgsmålet om forholdet mellem »skole« og »apparatet« i bund og grund urigtigt, eklektisk.

For at stille dette spørgsmål rigtigt må man vende sig fra de tomme abstraktioner og gå over til den konkrete, dvs. den nuværende strid. Man kan betragte striden, som man vil, f.eks. sådan som den opstod på den 5. alrussiske fagforeningskonference, eller sådan som Trotskij selv har opstillet og givet den retning i sin platformpjece af 25. december – man vil se, at hele Trotskijs fremgangsmåde, hele den retning, han har givet den, er urigtig. Han har ikke forstået, at man kan og skal betragte fagforeningerne som en skole, både når man fremlægger emnet »sovjetisk tradeunionisme«, og når man taler om produktionspropaganda i det hele taget, stiller spørgsmålet sådan, som Trotskij gør det: om »sammenvoksning«, om fagforeningernes deltagelse i forvaltningen af produktionen. Og i dette sidste spørgsmål, sådan som det er stillet i hele Trotskijs platformpjece, er det forkerte en mangel på forståelse af, at fagforeningerne er en skole i administrativ-teknisk forvaltning af produktionen. Ikke »på den ene side skole, på den anden side noget andet«, men på alle måder under den nuværende strid, med Trotskijs nuværende problemstilling, er fagforeningerne en skole, en skole i sammenhold, en skole i solidaritet, en skole i forsvar af egne interesser, en skole i virksomhedsledelse, en skole i forvaltning. I stedet for at forstå og rette denne grundfejl hos Trotskij, har Bukharin blot foretaget en latterlig korrektur – »på den ene side, på den anden side«.

Lad os nærme os spørgsmålet endnu mere konkret. Lad os se på, hvad de nuværende fagforeninger udgør som »apparat« for forvaltningen af produktionen. Vi har set, at efter fuldstændige angivelser er omkring 900 arbejdere, medlemmer og delegerede fra fagforeningerne, med til at forvalte produktionen. Forøg dette tal, som man vil, gang det med ti, ja med hundrede – som indrømmelse til Dem og til forklaring af Deres grundfejl kan vi endda antage en så usandsynlig fart i »bevægelsen fremad« i den nærmeste tid – alligevel får vi en forsvindende lille del af direkte ledende folk i sammenligning med fagforeningernes samlede masse, på 6 millioner medlemmer. Og heraf ser man endnu klarere, at man begår en grundfejl, hvis man som Trotskij retter hele opmærksomheden på »det ledende lag« og taler om fagforeningernes produktionsrolle og om produktionens forvaltning uden at tage hensyn til, af 98½% (6.000.000-90.000 = 5.910.000 = 98½% af summen) er ved at lære og endnu i lang tid skal lære. Ikke skole og forvaltning, men skole i forvaltning.

Helt umotiveret og urigtigt har kammerat Trotskij i sin strid med Sinovjev den 30. december beskyldt ham for at fornægte »udnævnelsen«, dvs. centralkomiteens ret og pligt til at udnævne folk, og kammerat Trotskij plumper af vanvare ud med en yderst karakteristisk modsætning.

»Sinovjev – sagde han – tager alt for propagandistisk på ethvert praktisk, sagligt spørgsmål; han glemmer, at der her ikke blot er agitationsmateriale, men også et spørgsmål, som må løses administrativt.« (s. 27).

Jeg skal straks i detaljer forklare, hvordan en administrativ fremgangsmåde i det givne spørgsmål kunne være. Men Trotskijs grundfejl består jo netop i, at han tog på (eller rettere kastede sig over) de spørgsmål, han selv har opstillet i platformpjecen som administrator, hvor han udelukkende måtte og skulle have taget på dem som propagandist.

For hvad er godt hos Trotskij? Det ligger ikke i hans teser, men i hans taler – især når han glemmer sin uheldige polemik med den angiveligt »konservative« fløj af fagforeningsfolkene – produktionspropagandaen er utvivlsom god og nyttig. I det saglige »økonomiske« arbejde i fagforeningskommissionen, i tale eller skrift, som deltager og medarbejder i det alrussiske bureau for produktionspropaganda, har kammerat Trotskij utvivlsomt gjort (og vil utvivlsomt gøre) sagen ikke ringe gavn. Fejlen er »platformteserne«. Som en rød tråd går igennem disse administratorens indstilling til »krisen« i den faglige organisation, til »de to tendenser« i fagforeningerne, til fortolkning af RKP’s program, til spørgsmålet om »sovjetisk tradeunionisme«, til »produktionsskolingen«, til »sammenvoksningen«. Jeg har med det samme nævnt alle hovedemner i Trotskijs »platform«, og en rigtig indstilling til disse emner ud fra det materiale, Trotskij har, kan for tiden udelukkende være den propagandistiske.

Staten er tvangens område. Det ville være vanvittigt at afvise tvang, især under proletariatets diktatur. »Administreren« og administratorisk fremgangsmåde er obligatorisk. Partiet er proletariatets direkte ledende avantgarde, der er lederen. Udelukkelse fra partiet, men ikke tvang, er et specifikt middel til påvirkning, et middel til rensning og hærdning af avantgarden. Fagforeningerne er et reservoir for statsmagten, en skole i kommunisme, en skole i virksomhedsledelse. I dette område er det specifikke og hovedsagelige ikke forvaltning, men »forbindelsen« mellem den centrale (og naturligvis også lokale) »statslige forvaltning, samfundsøkonomien og de arbejdendes brede masser« (som det siges i vort partiprogram, § 5 i den økonomiske del, om fagforeningerne).

Som en rød tråd gennem hele Trotskijs platformpjece går urigtigheden af hele den måde, spørgsmålet er stillet på, den manglende forståelse af denne relation.

Forestil jer, at Trotskij havde udviklet denne famøse »sammenvoksning« og de øvrige emner i sin platform, men grebet hele spørgsmålet an fra en anden side. Forestil jer, at hans pjece helt igennem havde skullet undersøge i detaljer f.eks. 90 ud af 900 tilfælde af »sammenvoksning«, dvs. tilfælde hvor fagforeningsmedlemmer eller faste medarbejdere i fagbevægelsen både beklædte stillinger i Det Øverste Samfundsøkonomiske Råd vedrørende forvaltningen af industrien og stillingen som valgte medarbejdere i fagforeningerne. Forestil jeg, at disse 90 tilfælde var blevet analyseret sammen med data fra valgstatistikken og sammen med rapporter og beretninger fra revisorer og instruktører i Arbejder og Bondeinspektionen og de tilsvarende folkekommissariater, dvs. analyseret ud fra data fra de administrerende institutioner, ud fra produktionens arbejdsresultater og frem skridt osv. En sådan fremgangsmåde ville have været administrativt rigtig, og den ville til fulde have retfærdiggjort »opruskningslinjen«, dvs. det at man rettede opmærksomheden mod, hvem der skulle afsættes, hvem der skulle forflyttes, hvem der skulle udnævnes, og hvilke krav der straks skulle stiles til det »ledende lag«. Når Bukharin i sin tale den 3. januar i Petrograd, udgivet af Tsektranfolkene, sagde, at Trotskij tidligere var gået ind for »opruskning«, men nu havde opgivet det, så forfalder Bukharin også her til en i praksis latterlig og for en marxistisk teoretiker helt utilladelig eklekticisme. Bukharin betragter spørgsmålet abstrakt uden at kunne (eller ville) gå konkret til værks. Så længe vi, partiets centralkomité og hele partiet, skal administrere, dvs. forvalte staten, så vil og kan vi aldrig afvise »opruskning«, dvs. afsættelse, forflyttelse, udnævnelse, afskedigelse o.a. Men i Trotskijs platformpjece findes slet ikke det rette materiale, dér stilles slet ikke det »praktiske, saglige spørgsmål«. Det er ikke et »praktisk, sagligt spørgsmål«, som Sinovjev og Trotskij har diskuteret, eller som Bukharin og jeg diskuterer eller som hele partiet diskuterer, det er et spørgsmål om »tendenser inden for fagbevægelsen« (tese 4 hos Trotskij, slutningen).

Dette spørgsmål er i sit væsen politisk. At korrigere Trotskijs fejl med små eklektiske rettelser og tilføjelser, sådan som Bukharin, naturligvis ud fra de mest humane følelser og hensigter, vil gøre, er ifølge sagens – den givne konkrete »sags« – væsen umuligt.

Her kan der kun findes én løsning, kun én.

Det politiske spørgsmål om »tendenser inden for fagbevægelsen«, om forholdet mellem klasserne, om forholdet mellem politik og økonomi, om statens, partiets, fagforeningernes specifikke roller – »skole« og apparat osv. – skal løses rigtigt. Det er det første.

Det andet er: på grundlag af en rigtig politisk løsning skal der gennemføres – eller rettere føres – en langvarig, systematisk, ihærdig, tålmodig, alsidig, gentagen produktionspropaganda – i statslig målestok, i en statsinstitutions navn og under dennes ledelse.

Det tredje er: »praktiske saglige spørgsmål« må ikke sammenblandes med de diskussioner om tendenser, som (diskussionerne) udgør en legitim bestanddel af »den almene partisnak« og den brede diskussion – de skal stilles på en saglig måde, i saglige kommissioner, med høring af vidner, med studium af rapporter, beretninger, statistik, og på grundlag af alt dette – kun på grundlag af alt dette, kun under disse betingelser – kun efter det relevante sovjet- eller partiorgans eller begge disse organers beslutning skal der »ruskes op«.

Men hos Trotskij og Bukharin er det blevet til et miskmask af politiske fejl i fremgangsmåden. Kommunikationslinjen og transmissionsremmene er revet midt over, fremfusende eller hovedkuls havner de i »administreren« på må og få, i tomgang. De »teoretiske« kilder til fejlen er klar – når nu Bukharin med sit »glas« har stillet spørgsmålet om den teoretiske kilde. Den teoretiske – i dette tilfælde erkendelsesteoretiske – fejl hos Bukharin er, at eklekticisme sættes i stedet for dialektik. Ved sin eklektiske problemstilling har Bukharin helt forkludret sagen og er buset ind i syndikalismen. Hos Trotskij er fejlen: ensidighed, overilelse, overdrivelse og stivsind. Trotskijs platform svarer til, at glasset er et drikkeredskab, til trods for at det pågældende glas ikke har nogen bund.

Slutbemærkninger

Jeg har kun tilbage i korthed at berøre visse punkter, idet tavshed om dem kunne give anledning til misforståelser.

I 6. tese af sin »platform« har kammerat Trotskij anført § 5 fra den økonomiske del af RKP’s program, hvor der tales om fagforeningerne. To sider længere fremme i 8. tese, erklærer kammerat Trotskij:

»Efter at have mistet deres gamle eksistensgrundlag, den økonomiske klassekamp, har fagforeningerne...« – (dette er forkert, det er hastværk og overdrivelse: det fagforeningerne har mistet er grundlag som den økonomiske klassekamp, men de har langtfra mistet og vil desværre mange år endnu ikke kunne miste et grundlag som den ikke-klassemæssige »økonomiske kamp«, forstået som kamp mod bureaukratiske forvrængninger af sovjetapparatet, varetagelse af de arbejdende massers materielle og åndelige interesser med midler og metoder, som ikke ligger for dette apparat osv.) – »har fagforeningerne, i kraft af en række omstændigheder ikke formået at samle de nødvendige kræfter i sine rækker og at udarbejde de nødvendige metoder til at blive i stand til at løse den nye opgave, som den proletariske revolution har stillet dem overfor, og som er formuleret i vort program: at organisere produktion«, (kursiveret af Trotskij, s. 9, tese 8).

Dette er igen hastværk og overdrivelse, som rummer kimen til stor urigtighed. Programmet giver ikke en sådan formulering og stiller ikke fagforeningerne den opgave at »organisere produktionen«. Lad os skridt for skridt følge hver tanke, hver sætning i vort partiprogram i samme orden, hvori disse sætninger står i teksten:

(1) »Organisationsapparatet« (ikke ethvert apparat) »i den socialiserede industri skal i første række« (men ikke udelukkende) »baseres på fagforeningerne«. (2) »De skal i stigende grad befri sig fra lavmæssig snæverhed« (hvordan befri sig? – under ledelse af partiet og i takt med proletariatets opdragelse af og alle andre påvirkninger af den ikke-proletariske arbejdende masse) »og omdannes til store produktionsforbund, omfattende de fleste og efterhånden samtlige arbejdere i den givne produktionsgren.«

Dette er første del af det afsnit i partiprogrammet, som handler om fagforeningerne. Som det ses, stiller denne del straks meget »strenge« »betingelser« for den videre udvikling, betingelser, der kræver langvarigt arbejde. Og videre står der:

»Da fagforeningerne allerede i overensstemmelse med sovjetrepublikkens love og den etablerede praksis er deltagere« (som man ser et meget forsigtigt ord: kun deltagere) »i alle lokale og centrale forvaltningsorganer i industrien, skal de nå frem til at koncentrere ledelsen af hele samfundsøkonomien i sine hænder, som en samlet økonomisk helhed« (bemærk: skal nå frem til at koncentrere ledelsen af – ikke industriens grene, ikke industrien – men hele samfundsøkonomien og oven i købet som et samlet økonomisk hele; som økonomisk betingelse, kan denne betingelse først anses for virkelig opfyldt, når småproducenternes andel i både industri og landbrug udgør mindre end halvdelen af befolkningen og af samfundsøkonomien). »Når fagforeningerne på denne måde« (netop »på denne måde«, som efterhånden realiserer alle de tidligere anførte betingelser) »har sikret en ubrydelig forbindelse mellem den centrale statslige forvaltning, samfundsøkonomien og de arbejdendes brede masser, skal de i videst muligt omfang inddrage de sidstnævnte« (dvs. masserne, befolkningsflertallet) »i det direkte arbejde med ledelsen af samfundsøkonomien. Fagforeningernes deltagelse i den økonomiske ledelse og deres inddragelse af de brede masser i denne er samtidig hovedmidlet i kampen mod bureaukratiseringen af sovjetstyrets økonomiske apparat og gør det muligt at oprette en virkelig folkelig kontrol med produktionsresultaterne.«

I den sidste sætning er der altså igen et meget forsigtigt udtryk: »deltagelse i den økonomiske ledelse«; igen en henvisning til inddragelse af de brede masser, som det vigtigste (men ikke det eneste) middel i kampen mod bureaukratismen; og til slut den yderst forsigtige henvisning: »gør det muligt« at oprette »folkelig« dvs. arbejder-bonde, men på ingen måde kun proletarisk »kontrol«.

At reducere alt dette til, at vores partiprogram »har formuleret« den opgave for fagforeningerne at »organisere produktionen« er indlysende forkert. Og hvis man fastholder denne urigtighed og indfører den i platformteser, så opnår man intet andet end en antikommunistisk, syndikalistisk afvigelse.

For øvrigt skriver kammerat Trotskij i sine teser, at »vi i den seneste periode ikke har nærmet os, men fjernet os fra det mål, der er opstillet i programmet« (s. 7, 6. tese). Dette er ubegrundet og, tror jeg, forkert. Man kan ikke argumentere for dette, som Trotskij har gjort i diskussionerne, med at sige, at fagforeningerne »selv« har indrømmet det. For partiet er dette ikke den endelige instans. Overhovedet kan man kun bevise det ved en yderst seriøs, objektiv undersøgelse af et stort antal data. Dette for det første. Men for det andet, selv hvis det er bevist, er det stadig et åbent spørgsmål: hvorfor har vi fjernet os? Fordi »mange fagforeningsmedlemmer« »vægrer sig ved de nye opgaver og metoder«, som Trotskij tror, eller fordi »vi« »ikke har formået at samle de nødvendige kræfter i vores rækker og udarbejde de nødvendige metoder til at« bortskære og fjerne visse unødvendige og skadelige bureaukratiske udvækster.

I forbindelse hermed er det på sin plads at berøre den bebrejdelse, som kammerat Bukharin rettede mod os den 30. december (og som Trotskij gentog i går, den 24. januar, på vor diskussion i den kommunistiske fraktion på minearbejdernes 2. kongres), [9] nemlig den bebrejdelse at vi har »fjernet os fra den linje, den 9. partikongres fastlagde« (s. 46 i referatet af diskussionen 30. december). Lenin skal på den 9. kongres have forsvaret arbejdets militarisering og hånet påberåbelsen af demokratiet, men har nu »fornægtet« dette. I sin afsluttende bemærkning, 30. december, forsynede kammerat Trotskij denne bebrejdelse med en særlig – skal vi sige – pris peber: »Lenin tager hensyn til, at der i fagforeningerne... foregår en gruppering af oppositionelt indstillede kammerater« (s. 65); Lenin indtager »et diplomatisk standpunkt« (s.69); »manøvrerer mellem partigrupperingerne« (s.70) osv. Kammerat Trotskijs fremstilling af sagen er naturligvis meget smigrende for kammerat Trotskij, og alt andet end smigrende for mig. Men lad os se på kendsgerningerne.

Under den samme diskussion den 30. december fastslår Trotskij og Krestinskij, at »kammerat Preobrasjenskij allerede i juli (1920) i centralkomiteen rejste det spørgsmål, at vi skulle udstikke nye veje for vore arbejderorganisationers indre liv« (s.25). I august skriver kammerat Sinovjev et udkast til et brev fra centralkomiteen, og centralkomiteen godkender centralkomiteens brev om bekæmpelsen af bureaukratismen og om udvidelsen af demokratismen. I september behandles spørgsmålet på partikonferencen, og dens vedtagelse godkendes af centralkomiteen. I september behandledes spørgsmålet om kampen mod bureaukratismen på den 8. sovjetkongres. Altså har hele centralkomiteen, hele partiet og hele arbejder- og bonderepublikken anerkendt nødvendigheden af at sætte spørgsmålet om bureaukratismen og bekæmpelsen af den på dagsordenen. Fremgår der af dette en »fornægtelse« af RKP’s 9. kongres? Nej, her findes ingen fornægtelse. Beslutningerne om militariseringen af arbejdet m.v. er ubestridelige, og jeg har ikke den ringeste anledning til at tilbagekalde min spottegloser over, at de, der anfægtede disse beslutninger, påråbte sig demokratiet. Heraf følger kun, at vi skal udvide demokratiet i arbejderorganisationerne, uden på nogen måde at gøre det til en fetich; at vi skal gøre mest muligt for at bekæmpe bureaukratismen; at vi særlig omhyggeligt skal fjerne alle unødvendige og skadelige udvækster af bureaukratisme, uanset hvem der har påvist dem.

Endnu en sidste bemærkning om det lille spørgsmål om prioritet og ligestillelse. Under diskussionen 30. december sagde jeg, at formuleringen af kammerat Trotskijs 41. tese om dette punkt var teoretisk urigtig, fordi den betød, at der gjaldt ligestillelse, men i produktionen prioritet. Prioritet betyder forrang, svarede jeg, men for rang er ingenting, hvis det ikke også gælder forbruget. Trotskij bebrejder mig både dette samt »enorm glemsomhed« og »terrorisering« (s. 67 og 68) – jeg undrer mig blot over, at han ikke også bebrejder mig manøvrering, diplomati m.v. Han, Trotskij, har gjort »indrømmelser« over for min ligestillelseslinje, jeg derimod fremturer med at angribe Trotskij.

Faktisk foreligger der for den læser, der interesserer sig for partiets anliggender, præcise partidokumenter: novemberresolutionen fra centralkomitémødet, punkt 4, og Trotskijs platformteser, tese 41. Uanset hvor »glemsom« jeg er, og uanset hvor god kammerat Trotskijs hukommelse er, så står det faktum tilbage, at den 41. tese rummer en teoretisk urigtighed, som ikke findes i centralkomitéresolutionen af 9. november. Denne resolution lyder: »Idet centralkomiteen anerkender nødvendigheden af at bevare prioritetsprincippet under gennemførelse af den samfundsøkonomiske plan, finder den det nødvendigt, i fuld solidaritet med vedtagelsen fra den seneste alrussiske konference (dvs. konferencen i september) gradvist, men støt at gå over til ligestillelse af de forskellige arbejdergrupper og de tilsvarende fagforeninger, samtidig med, at organiseringen af fagforeningen som helhed stadig forstærkes.« Det er klart, at dette er rettet mod Tsektran, og den eksakte mening i denne resolution må aldeles ikke omfortolkes. Prioritering afskaffes ikke. Der vil stadig være forrang (i gennemførelsen af den øjeblikkelige plan) for en prioriteret virksomhed, fagforening – trust og styrelse, men »ligestillelseslinjen«, som ikke blot Lenin, men partikonferencen og centralkomiteen, dvs. hele partiet har vedtaget, stiller samtidig det klare krav: du skal gå over til ligestilling gradvis, men støt. At Tsektran ikke har opfyldt centralkomiteens novemberresolution, ser man af centralkomiteens decemberbeslutning (på forslag af Trotskij og Bukharin), hvor vi endnu engang læser en påmindelse om »normale demokratiske principper«. Det teoretisk urigtige i den 41. tese er, at der siges: på forbrugsområdet ligestillelse og i produktionen prioritering. Økonomisk er dette absurd, da det betyder et brud mellem forbrug og produktion. Jeg har aldrig sagt noget sådant og kan ikke gøre det. Har man ikke brug for en fabrik, så luk den. Luk alle, ikke absolut nødvendige fabrikker. Blandt de absolut nødvendige skal de højest prioriterede have forrang. F.eks. forrang for transporten. Det er ubestrideligt. Men for at denne forrang ikke skal blive overdreven, og da den hos Tsektran var overdreven, lyder direktivet fra partiet (ikke kun fra Lenin): du skal gradvis, men støt gå over til ligestillelse. Når Trotskij efter novembermødet, der tog en præcis og teoretisk rigtig beslutning, optræder med sin fraktionspjece om »to tendenser« og i 41. tese foreslår sin formulering, som økonomisk er urigtig, har han kun sig selv at dadle.

I dag, den 25. januar, er der gået præcis en måned siden kammerat Trotskijs fraktionelle aktion. At partiet er blevet sinket i det saglige, praktiske, samfundsøkonomiske, produktionsmæssige arbejde af denne i formen uhensigtsmæssige, i indholdet urigtige aktion, sinket af at skulle rette teoretiske og politiske fejl – det ses allerede nu klart. Men et gammelt ordsprog siger ikke uden grund: »Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.«

Rygterne siger, at uhyrlige ting er sat i omløb om indre divergenser i centralkomiteen. Omkring oppositionen holdt mensjevikker og socialrevolutionære til, og det gør de uden tvivl stadig, de puster til rygterne, giver dem utroligt ondskabsfulde formuleringer og digter skrøner for på enhver måde at sværte os, give konflikterne en beskidt fortolkning, skærpe dem og spolere partiets arbejde. Denne politiske metode bruger bourgeoisiet, også småborgerlige demokrater, mensjevikker og socialrevolutionære, som koger af afsindigt raseri mod bolsjevikkerne – og af let forståelige grunde må gøre det. Hvert bevidst partimedlem kender bourgeoisiets politiske metode og forstår at vurdere den.

Divergenserne i centralkomiteen gjorde det nødvendigt at appellere til partiet. Diskussionen har anskueliggjort disse divergensers væsen og omfang. Der er gjort ende på rygterne og bagtalelserne. Partiet skoles og hærdes i kampen mod den nye sygdom, fraktionsvæsenet (ny i den forstand, at vi har glemt den efter oktoberomvæltningen). I grunden er det en gammel sygdom, og nogle år endnu er tilbagefald nok uundgåelige, men helbredelsen kan og må nu gå hurtigere og lettere.

Partiet lærer os, at vi ikke skal overdrive divergenser. Her er det på sin plads at gentage kammerat Trotskijs rigtige bemærkning, der var rettet til kammerat Tomskij: »Selv i den skarpeste polemik med kammerat Tomskij har jeg altid sagt, at for mig er det absolut klart, at vore ledere i fagforeningerne kun kan være folk med erfaring og autoritet, egenskaber som kammerat Tomskij besidder. Dette sagde jeg i fraktionen på den 5. fagforeningskonference, og det sagde jeg også for et par dage siden, da jeg talte i Siminteatret. Idékampen i partiet betyder ikke en gensidig forkastelse, men en gensidig påvirkning« [10] (s.34 beretningen om diskussionen den 30. december). Det siger sig selv, at partiet vil anvende denne rigtige betragtning også over for kammerat Trotskij.

En syndikalistisk afvigelse kom under diskussionen især frem hos Sjljapnikov og hans gruppe, den såkaldte »arbejderopposition«. Da dette er en åbenbar afvigelse fra partiet, fra kommunismen, må man behandle denne afvigelse særskilt, den må drøftes for sig, og man må gøre særlig meget ud af propaganda for at forklare fejlagtigheden i disse synspunkter og faren ved en sådan fejl. Bukharin, der udslyngede den syndikalistiske frase om »obligatorisk repræsentation« (af fagforeningerne i de administrative organer), forsvarer sig i dag i Pravda meget uheldigt og vitterligt urigtig. Han vil fortælle os, at han på de andre punkter talte om partiets rolle! Det manglede bare! Ellers havde det jo betydet en udtræden af partiet. Ellers havde det ikke blot været en fejl, der skulle korrigeres og let lod sig korrigere. Hvis man taler om »obligatorisk repræsentation« og ikke straks tilføjer, at det ikke er obligatorisk for partiet, så er det en syndikalistisk afvigelse, der er uforenelig med kommunismen, uforenelig med RKP’s partiprogram. Hvis man tilføjer »obligatorisk, men ikke for partiet«, vil det sige, at man bedrager de partiløse arbejdere ved at bilde dem ind, at der er sket en vis forøgelse af deres rettigheder, mens der i virkeligheden ikke vil ske den mindste ændring i forhold til det, de har nu. Jo længere Bukharin vil forsvare sin teoretisk vitterlig urigtige og politisk vildledende afvigelse fra kommunismen, jo mere bedrøveligt vil resultatet af hans stivsind blive. Men forsvare det, der ikke kan forsvares, går ikke an. Partiet er ikke imod enhver udvidelse af de partiløse arbejderes rettigheder, men lidt eftertanke er nok til at forstå, hvilken vej man her kan gå og hvilken ikke.

I diskussionen i den kommunistiske fraktion på den 2. alrussiske minearbejderkongres led Sjljapnikovs standpunkt nederlag til trods for, at det blev forsvaret af kammerat Kiseljov, der nyder stor anseelse i denne fagforening. Vores platform fik 137 stemmer, Sjljapnikovs 62 og Trotskijs 8. Den syndikalistiske afvigelse skal kureres og den vil blive kureret.

På en enkelt måned har både Petrograd, Moskva og en række provinsbyer allerede vist, at partiet har reageret på diskussionen og med et overvældende flertal forkastet kammerat Trotskijs fejlagtige linje. I »toppen«, i »periferien«, i komiteer og i institutioner har der ubestrideligt været vaklen, men den store masse af partiets medlemmer, arbejdermassen i partiet har med netop overvældende flertal udtalt sig imod denne fejlagtige linje.

Kammerat Kamenev har meddelt mig, at kammerat Trotskij under diskussionen den 23. januar i Samoskvoretje-distriktet i Moskva erklærede, at han trak sin platform tilbage og sluttede sig til Bukharins gruppe på en ny platform. Desværre har jeg hverken den 23. eller 24. januar hørt et eneste ord om dette fra kammerat Trotskij, der talte imod mig i den kommunistiske fraktion på minearbejdernes kongres. Om kammerat Trotskijs hensigter og platforme igen er ændret, eller om sagen skal forklares på en anden måde, ved jeg ikke. Men i alle tilfælde viser kammerat Trotskijs erklæring den 23. januar, at partiet, endda før det havde mobiliseret alle sine kræfter og endnu kun havde nået at udtrykke synspunkterne fra Petrograd, Moskva og et mindretal af provinscentrene, alligevel straks, fast, beslutsomt, hurtigt og ubøjeligt rettede kammerat Trotskijs fejl.

Partiets fjender triumferede forgæves.de formåede ikke og de vil ikke formå at udnytte de undertiden uundgåelige divergenser i partiet til skade for det eller til skade for proletariatets diktatur i Rusland.

Toppen af siden

Lenins noter

*) I forbifarten kan jeg ikke lade være med at udtale det ønske, at man for det første i den udgave, der nu kommer af Plekhanovs værker, vil samle alle hans artikler om filosofi i et eller flere bind med udførligt register osv. For dette må indgå i rækken af kommunismens obligatoriske lærebøger. For det andet må arbejderstaten efter min mening kræve af filosofiprofessorer, at de kender Plekhanovs fremstilling af den marxistiske filosofi, og at de kan videregive denne viden til de studerende. Men dette er jo et sidespring fra »propaganda« til »administreren«.

**) I øvrigt begår Trotskij også fejl her. Han tror, at et produktionsforbund er et forbund, der skal beherske produktionen. Det er ikke rigtigt. Et produktionsforbund er et forbund, hvor arbejderne er organiseret efter produktionsgren, hvilket er uomgængeligt under det givne tekniske og kulturelle niveau (både i Rusland og resten af verden).

Udgivers noter

1. Pjecen blev skrevet af Lenin i forbindelse med partidiskussionen om fagforeningernes rolle og opgaver. Den lå færdigskrevet 25. januar 1921, og sætningen begyndte samme dag. Ud på aftenen næste dag blev de første eksemplarer afleveret til centralkomitémedlemmer, som efter plenarmødet var på vej hjem for at deltage i meningsudvekslingen om fagforeningerne.

Selve diskussionen om kampen mod partiets linje var startet af Trotskij, og det varede ikke længe, før den rakte ud over spørgsmålet om fagforeningerne. Diskussionen kom i sidste instans til at dreje sig om det proletariske diktaturs og socialismens fremtid i Rusland.

I kampen mod oppositionen rettede Lenin og hans tilhængere hovedstødet mod trotskisterne, som var de stærkeste af de partifjendtlige fraktioner. Lenins første bidrag til diskussionen var hans tale Om Fagforeningerne, Om Den Nuværende Situation Og Om Kammerat Trotskijs Fejl, holdt på et møde med partigruppen på 8. alrussiske sovjetkongres samt medlemmer af det centrale alrussiske fagforeningsråd og Moskvas fagforeningsråd den 30. december 1920 (se dette bind, s. 54-77). Den 21. januar 1921 offentliggjorde Pravda Lenins artikel Krisen I Partiet, hvori han redegjorde for diskussionens hovedfaser og indhold og afslørede fraktionernes partiskadelige splittelsesarbejde (se dette bind, s. 78-89). Stor betydning for kampen mod oppositionen havde også Lenins tale Om Fagforeningernes Rolle Og Opgaver på 2. alrussiske minearbejderkongres den 23. januar 1921.

Trotskisterne og de øvrige oppositionsgrupper led nederlag i diskussionen om fagforeningerne. Partiorganisationerne sluttede op om Lenins platform, således som den blev fremlagt i Udkast til vedtagelse på 10. partikongres om fagforeningernes rolle og opgaver. Den fastslog fagforeningernes rolle som en skole i administration, i økonomisk forvaltning, i kommunisme og understregede, at fagforeningernes hovedmetode i arbejdet, det proletariske demokratis metode i fagforeningerne, var at overbevise, ikke tvinge. Opgaven lød på at samle hele arbejderklassen for opbygningen af socialismen. – S. 90.

2. Se dette bind, s. 54. – S. 90.

3. »Stødpudefraktionen« – se note 5 til artiklen Om Fagforeningerne Om Den Nuværende Situation Og Om Kammerat Trotskijs Fejl. – S. 91.

4. Glavpolitput – se note 8 til artiklen Om Fagforeningerne Om Den Nuværende Situation Og Om Kammerat Trotskijs Fejl. – S. 94.

5. Lenin sigter til »de ti’s platform« (Udkast til vedtagelse på 10. partikongres om fagforeningernes rolle og opgaver). Denne linje blev støttet af det overvældende flertal af partimedlemmer og udgjorde grundvolden for partikongressens beslutning i dette spørgsmål. – S. 99.

6. V. I. Sofs forordning (cirkulære) af 3. maj 1920 offentliggjordes samme år i Bulletin fra Mari-områdets styrelse for søtransport, nr. 5. Den var et skoleeksempel på den form for administreren og bureaukrati, der blev dyrket så intenst af Transportarbejderforbundets trotskistiske ledelse. Heri blev fagforeningerne sidestillet med de såkaldte armékomiteer, som i øvrigt havde udspillet deres rolle, og fik ordre til ikke at deltage i arbejdet med at bringe søtransporten på benene. – S. 100.

7. Se dette bind, s. 73-77. – S. 101.

8. Se dette bind, s. 65. – S. 108.

9. Den 2. alrussiske minearbejderkongres fandt sted fra 25. januar til 1. februar 1921. Den kommunistiske gruppe mødtes 4 gange (22.-24. januar) forud for kongressen. På mødet den 23. januar havde Lenin et indlæg om fagforeningernes rolle og opgaver, og den 24. rundede han debatten til indlægget af. 137 var for Lenins teser, 61 for Sjljapnikovs og 8 for Trotskijs. – S. 124.

10. Den 24. december 1920 havde Trotskij talt i Siminteatrets tidligere bygning. Talen drejede sig om fagforeningernes opgaver i produktionen og var rettet til deltagerne i et af transportarbejderforbundet indkaldt fællesmøde for fagforeningsfolk og delegerede til 8. alrussiske sovjetkongres. Denne tale var startskuddet til den åbne fagforeningsdiskussion i partiet. – S. 127.

Toppen af siden

Sidst opdateret 18.6.2014